Respekt er et must & et must er ingen leg
jeg synes jeg så du blev en lille smule bleg
et spørgsmål om respekt er ingen sag for sig
C.V. Jørgensen, ’Nede med nuet’

Der skete det mærkeligste hernede i sidste uge. Døren blev sparket op mens vi sad og evaluerede sæsonen og kampen mod Silkeborg – okay, lad os kalde det halvlegen mod Silkeborg – og skålede på et år med 22 ligasejre og kun to ditto nederlag. Og pludselig, ud af ingenting, var der åbent ud til den kolde gade. Udenfor stod det mærkeligste par. Den ene med en næse der nærmest mindede om næbbet på en tukan, og et højt pomadehår som, trods en temmelig kraftig blæst, stod helt stille i tusmørkeluften. Han var klædt i en lidt bogholderagtig grå sweater med en skjorte indenunder og havde et fjernt og flakkende blik. Ved siden af stod en intens og lidt mindre fyr med stirrende øjne, kruset hår og antydningen af et moustache.

Det var den lille, der lagde ud. ”I var været heldige!”, råbte han. ”FC er overvurderede! I spiller med otte mand i forsvaret!” Ved siden af mumlede den velfriserede herre: "Det er ikke fortjent, at FCK fører med ni point", og fortsatte ”vi har absolut ikke været heldige, mens I flere gange har fået point i de sidste minutter. Den realistiske forskel på jer og os er tre point”. Den krølhårede knaldede så døren i igen, og efterlod os forvirrede, men trods alt med øl på bordene, til at drøfte hvad pokker det nu kunne handle om. Tavshed var der i baren, undtagen en enkelt, mig ukendt gæst, der udbrød: ”Det var dog en torskedum ting at sige!”

Det kunne da vel ikke være folk fra vores værste konkurrent om titlerne de sidste to år, der udtalte sig der? Ja, man troede jo det måtte være løgn, men så kunne jeg pludselig forstå på min kollega Hans, der igen sidste uge tog dygtigt over for Jan Saxo, at han havde været ude for noget helt identisk, og at ligheden med virkelige personer rent faktisk ikke var helt tilfældig.

Hans er en gentleman og ville ikke tage videre fat i det, men det vil jeg da gerne. For det er virkelig nye toner, og ingen skal sige at det ikke igen er Brøndby IF, der fører an i dansk klubfodbold. Den klassiske gode sportsånd, der tilsiger at hvis man ikke selv kan skrabe de nødvendige point sammen, så stiller man sig alligevel ikke op og jamrer over at de andre har været heldige, er vist sløjfet ude vestpå. Eller snarere har man genindført den lidt triste vane som man til tider kunne se i funktion efter vores kampe i 2000, hvor det ikke rigtig så ud til at dæmre, at hvis man blev ved med at vinde en kamp og tabe den næste, så var en ottendeplads det sted man hørte hjemme. Og så kunne det ellers være komplet ligemeget om det hold der førte spillede den mest gebrækkelige gang knokkelbold. 

Og det kunne det førende holds træner med god ret gøre opmærksom på. ”Tabellen lyver ikke”, sagde han, og hvis vi virkelig ville have udfordret Herfølge, så skulle vi have have skrabet mere end de sølle 44 point sammen som vi hentede i hele sæsonen, et pointantal vi i øvrigt mangler seks point i at have hentet i denne sæson.

Den selvsamme mestertræner fra 2000, John Faxe, ser så nu ud til at have ændret mening, og er kommet frem til at tabellen alligevel lyver. Piben har virkelig fået en anden lyd, for hver gang nogen i gamle dage holdt en række anklager op foran ham om at Herfølge spillede grimt, defensivt, voldeligt, og var skrupheldige med at vinde DM-titlen, så kunne han over en kam affeje de beskyldninger som latterlige. Der var jo ingen der var bedre, og hvad angår spillestilen kunne han være skideligeglad med hvad nogen som helst mente, for pointene er hvad der tæller. Sjovt så hellig man pludselig er blevet, og jeg så da heller ikke den store hændervriden da BIF vandt et særdeles heldigt mesterskab i år. Da blev den da også brugt mere end en gang – ”Tabellen lyver ikke”… 

Det gør den i sagens natur heller ikke nu, og det kan sene scoringer ikke ændre på. Sene scoringer tæller vistnok også som scoringer, og er i øvrigt sjældent resultatet af defensivt spil, et begreb som Faxe nok har forvekslet med at have en god organisation og at have forsvarere der rent faktisk kan forsvare.

Eller måske er det noget han har forvekslet med at have spillet gebrækkeligt, og på en måde som bestemt ikke kan virke æstetisk for den forbipasserende. Det har vi nemlig gjort adskillige gange, og det har set stift og fantasiløst ud. ”En grå, suddig mass”, som Hasse Backe har beskrevet det. Hvilket tit har været på grund af hans egen taktik med tilbageholdende kantspillere på midtbanen, der skulle trække indad og gøre plads til backerne – desværre to backer som har haft meget svært ved at finde deres medspillere i feltet på bare nogenlunde regelmæssig basis. Så Faxe kan sige, at vi har spillet grimt. Han skal være velkommen. 

Ingen har været tilfredse med vores spil. Ikke på bænken, i ledelsen eller på tribunerne, og vi er helt på bølgelængde med kritikerne der kalder det traktorbold (dog uden samtidig at falde i svime over Laudrups holds indsatser, som i visse muntre hjørner i ramme alvor ses som guds nådegave til dansk ligafodbold på grund af et par fikse indendørsagtige mål som holdet scorede i september – samt det faktum at BIF havde et skud på overliggeren inden Rosenborg fejede dem væk). Der er enighed om at spillet helst bør blive en del bedre i foråret, og man må da sige at når der virkelig er så stor plads til forbedring, så er et nipoints forspring ikke dårligt at have. Skidt har det set ud. 

Den plads til forbedring er da en mulighed af rang. Det er i virkeligheden bare på sin plads at smile bredt, når man tænker på hvad dette efterår har givet: et kæmpestort forspring, hvorefter vores dygtige og kloge sportsdirektør Holmstrøm i et interview på fck.dk nu kan erklære, at der er rigelige muligheder for at gå ind og forbedre spillet på adskillige punkter, noget som trods alt syntes svært at hævde efter forårssæsonen 2002. 

Med andre ord: hvis holdet havde ydet sit maksimale og for alvor havde været så heldige i efteråret som Brøndbys trænerkorps hævder, så ville der være en del mere at være bange for inden forårssæsonen, når det gælder om at forsvare føringen. Vi har jo netop set i foråret hvad den samme trup kan præstere, når den rammer en helt optimal form, og vi kan også konstatere, at de har været klart bedre i foråret end i efteråret. Kan de så bare ramme en form der ligger et sted mellem efterårets og sidste forårs, så bliver det meget svært at udfordre København om mesterskabet. Og selvfølgelig umuligt hvis de laver en sejrsrække som sidst, hvilket vel også er naivt at tro.

Og det er lidt af en lettelse, egentlig, for ser man på de forfølgende hold er der jo også plads til forbedring, og for flere af dem ser forbedringen ud til nærmest at være både et absolut krav og en given ting. Brøndby kan knap kollapse så tit som de har gjort i denne sæson, hvor deres såkaldte ’uheld’ har bestået i at komme foran i mere end 2/3 af kampene, og sidenhen smide føringen væk, som regel ved at brænde for mange chancer, trække sig for langt tilbage, og til sidst lave fejl i forsvaret. Alle ting som mere tyder på uformåen end på uheld, men det er vel afhængigt af øjnene der ser. 

I alle tilfælde må holdet, selv efter en større omgang udskiftninger under januars åbne transfervindue, yde mere end man har set i efteråret. Også mere end de viste i de sidste to kampe mod oprykkerne, som nærmest har fået holdet ophøjet til DM-favoritter; 7-1 over et Farumhold der opgav helt, og en heldig (der var det ord igen!) 2-0 over Køge – for hvis denne forbedring i sig selv skulle være et udtryk for den optimale ydeevne, så er der ikke noget at være bange for. 

Forbedringen kan de næsten ikke undgå, for de har jo udmærkede spillere på holdet. Og man kan vel knap sige at de folk der nok rejser, Thomas Lindrup, Allan Ravn, Mads Jørgensen og Peter Madsen samt Sakamotos nye kingpin Mogens Krogh, ligefrem har været dem der vandt pointene for BIF i efteråret. Snarere tværtimod for de to sidstes vedkommende. Men så skal der godt nok købes ind til forsvaret. Og nej, det er ikke noget man behøver skamme sig over – livet er andet end wings. Der er ikke noget lumpent eller væmmeligt ved at købe en kompetent, stærk og hurtig midterforsvarer, som vi gjorde med Martin Albrechtsen. Det er ikke en form for snyd, eller udtryk for at man har en defensiv tankegang.

Farum kan man vel knap forvente en forbedring fra. Det ville næsten være urimeligt efter deres efterår. AaB derimod kan næsten ikke undgå at knibe balderne sammen, for hvordan kan man tabe så mange hjemmekampe? Og hvordan kan man flakke så meget mellem systemerne uden at desorientere spillerne? Jeg kan simpelthen ikke tro at Poul-Erik Andreasen kan få sig selv til at gøre sine spillere snotforvirrede på den måde en gang til, så forårets AaB bliver formentlig noget mere direkte og sammenbidt. Men selvfølgelig kan det gå helt galt, hvis F.C. København kommer med tegnebogen vidt åben og køber Silberbauer. Det ville da glæde mig, ikke mindst fordi meldingen fra Aalborg er at man må sælge en spiller før man kan ansætte Diego Tur – og jeg ville meget gerne se ham fastansat i Aalborg, så han ikke risikerer pludselig at stå foran os i gult og blåt polyester, mens vi ikke ved hvilket ben vi nu skal stå på…

Også Esbjerg skal sælge. Er der nogen der ikke har lagt mærke til det? Der er faktisk en fire kilometer lang lysreklame, fastgjort til bundgarnspæle ude på læsiden af Rømø, der skriger op til forbipasserende flypassagerer: ”Tommy Bechmann og Jan Kristiansen er til salg! Kom og køb dem! Vi vil ikke have dem! Er de her til februar bliver Ove nærmest skuffet!” Tommy Bechmann virker på vej til England, mens jeg bestemt ikke taber kæben ned på bardisken hvis Jan Kristiansen kommer til København inden længe. Det giver nok også en del fordele for hans udvikling – ikke mindst at han så kommer langt væk fra Allan Reeses frisør, der ser ud til at have ham som stamkunde.

Men jeg skal nok i øvrigt holde mig fra at gøre forudanelser om transfers. Da sæsonen begyndte, fastslog jeg at Peter Madsen var på vej til udlandet, og at Dalgas i øvrigt var en klasse under ham. De har egentlig holdt en nogenlunde lige lav klasse i denne sæson. Allerede inden sidste efterårssæson sluttede konstaterede jeg, at Madsen var på vej til udlandet, Bagger i øvrigt også, og håbede derfor at BIF måtte få en miserabel forårssæson og vi en strålende. Sådan gik det også, men Madsen blev jo, og uden ham var de aldrig blevet mestre. Nu vil jeg nøjes med igen at gætte på, at Madsen skal til udlandet, og så vente og se hvad der sker.

For noget kunne da i hvert fald tyde på at han ikke er på vej til København. I torsdagens Politiken erklærede Per Bjerregaard, at han bestemt ikke havde tænkt sig at slå til med et kontrakttilbud til Rune Pedersen, hvis han stadig i januar var kørt fast i kontraktforhandlingerne, gud forbyde det. Der skulle efter hans udsagn være en aftale om at det med at gafle spillere hvis kontrakter var ved at løbe ud gjorde man bare ikke, og at forholdet mellem de to klubber var blevet bedre og bedre.

Pokkers, der røg håbet om at gafle Peter Madsen til holdet. Jeg ved mange er uenige, men ham så jeg meget gerne, og jeg ville virkelig ønske at skulle forhandlingerne med Todi strande totalt, hvilket jeg bestemt ikke håber, så tog NCH og FØ Mercedesen ud til Stadion Allé og tog et møde. Et par Carlsberg og en check på ti millioner kommer på bordet, og pludselig bliver samtalen meget hyggeligere. For hvem kan ikke bruge den slags penge, og en stor fed videresalgsklausul, hvis man har sat sig lidt dyrt? Men gør man det ikke, så gør man det vel ikke. Forhåbentlig gør man det alligevel.

Foreløbig har vort eneste større 'indkøb' i denne vinterpause været lidt mindre spektakulært end Brøndbys ex-topscorer. Og dog. For at se en træner forlænge en kontrakt med F.C. København er da noget nær uhørt. Jeg kan umiddelbart kun komme på Michael Schäfer af fri hukommelse, men han var nu engang også kun ansat i et halvt år til at begynde med. Og så var der Kim Brink, der i hvert fald forlængede kontrakten i 1997, men det var i forbindelse med at han blev fjernet fra trænerposten.

Overhovedet at kunne beholde en træner i en årrække har nærmest virket som en utopi i de sidste ti år, hvor Benny Johansen stadig har rekorden for den længste periode – to år, de første to, en tidslængde som Backe først når i oktober næste år, og forhåbentlig udvider til kontrakten udløber i 2006 – mindst. Det er virkelig en lettelse. Nu mangler vi bare at have en målmand klar til at spille de næste mange år...

Nå, hvad skal vi nu snakke om? Sæsonen er slut for nu, og der er vel ingen der for alvor kan have de store ting at sige ud over at det går helt rimeligt. Respekt er et must, og mens klubånden enkelte steder dikterer at et must ingen leg er, så er respekten der fra stort set alle, og selvrespekten kan vi have i brede baner. Så må de få og forsmåede bakse med deres komplekser og problemer. Det kan ikke være let at komme i en position hvor man pludselig kan begynde at frygte, at den position som den vanemæssige nummer et, som man har haft så længe, pludselig begynder at glide en af hænde.

Gad vide om det er det der gør, at man ikke kan erkende at man bare ikke har gjort det godt nok til at forsvare den titel man havde? Og anerkende, at der rent faktisk også er andre der kan finde ud af det der med at drive en fodboldklub der tjener penge, men tjener dem på at drive et stadion snarere end at eje en falleret bank?

Jeg nærer intet håb overhovedet. Respekt er ikke noget vi skal sætte næsen op efter vestfra, og der er ikke en gang nogen grund til at vente og se om det skulle være tilfældet. Vi ved efterhånden hvad vi kan her i København, og det vi har gjort har vist sig at holde. At vi kaldes ’en reklamekampagne, ingen klub’ er bitter, misundelig ironi, for det eneste der i højere grad gør klubben F.C. København til en reklamekampagne end så mange andre klubber er, at vi rent faktisk forstår at sælge vores vare med held, mens andre prøver – men fejler.

Heller ikke på tribunerne har vi noget at ærgre os over, for det vi har er vores eget, og vi er for længst kommet udover det stadie hvor vi havde noget at lære fra andre fangrupperinger. Så kan der snakkes nok så meget om håndboldfans – hvis folk herinde går op i håndboldholdet, så er det bare at gøre det, og hvis de som jeg kun dyrker fodboldholdet, så står det dem også frit for. I det mindste er det passionen for holdene der driver os, og ikke en tendens til at skulle vise sine evner i håndarbejde eller en nærmest Beavis & Butt-Head-agtig interesse i fyrværkeriafbrænding.

Vi har vores eget her, og det har vi haft længe efterhånden. Så der er bestemt ingen grund til at lade sig gå på af at andres dæmoner til tider lader til at vokse dem grundigt over hovedet.

Så derfor behøver der ikke komme en længere tirade om hvor afsindig morsomt det var, da ham der Ebbe Sand, eller hvordan hans navn efterhånden staves, brændte et straffespark i pokalkampen mod Bayern, så Schalke røg ud. Havde det været Christian Poulsen, var det selvfølgelig føget den modsatte vej, som da han havde spillet en rigtig skidt kamp og fik nogle hårde ord smidt efter sig af Kicker.

Mon ikke Kickers mening om Christian Poulsen taler for sig selv, når man ser deres rangliste for denne sæson. Poulsen dukker op som nr. 57 som den trediebedste Schalkespiller. Ebbe Sand må I selv lede efter, til sammenligning. Det er et stykke nede.

Men hvad pokker, enhver kan brænde et straffespark eller sætte et selvmål ind. Sådan er det jo. Og i det mindste betød Sands afbrænder, at der kom en afgørelse på den gabende kedsommelige kamp. I pauserne, og dem var der jo en del af, kørte TVSchalke 1 reklamer for at på lørdag ville man sende både Schalkes og Bayerns kamp. Det lød først som et løfte, så en advarsel, og til sidst som en egentlig trussel. Du godeste, hvor har Christian Poulsen valgt sig et blegt og trist hold at spille for. 

Men det er hvad vi må leve med, indtil termoflaskerne og de selvkølende bajere skal frem igen til februar, og træningskampene begynder. Jeg har fået lov af Holger til at bruge fjernbetjeningen, den ekstra han havde som erstatning for den jeg hærgede sidst, og uden den ville jeg også blive idiot af at stå hernede i vinterperioden. Så engang i januar vil jeg sikkert komme med en længere udredning af Evertons chancer for en UEFA-cupplads, og Barcelonas risiko for nedrykning.

En ting er sikker: det bliver ikke mig, der i næste Ræb knap vil kunne komme uden om at skrive om B.T. Cup, den årligt tilbagevendende indendørs ørkenvandring, der åbenbart er lige så fast placeret i den udtjente Brøndbyhal, som landskampene er inventar i Parken – se, det kunne være en oplagt sag for Konkurrencerådet! De skal bare sende d’herrer jurister ud og stå bag en betonsøjle i seks timer, mens de indånder emmen af hotdogs og cigaretrøg, hører DJ Dennis spille tresekunders stumper af ’Den knaldrøde gummibåd’, og ser 18 kampe ende 1-1, så skulle de være klar til at tvangsflytte stævnet til Århus eller Herning, hvor stilen vil blive påskønnet af flere.

I stedet falder det i min gode kollega Holgers lod at skrive Ræb i ugen efter det famøse stævne. Jeg har ikke de store forventninger om at han flytter sine urbane fødder ud til Brøndbyerne for at kigge med – til gengæld frygter jeg meget, at vores anden fjernbetjening også ved et ’uheld’ går i stykker den dag, formentlig mens Canal+ er tændt med rigtig, udenlandsk fodbold. Men vi får se!

I mellemtiden en god jul til alle. Der er mere fordrukkent sludder i jukeboxen, og jeg håber at jeg snart kan byde på endnu mere, for jeg har ikke bare forsømt min firserserie, men skal da også have skrevet om årets bedste plader, som det sig hør og bør. Så på gensyn der.

-smølle

og på jukeboxen spiller:

Ugens sang: 

Mew: ’She Came Home for Christmas’
Selvfølgelig! Sødt som bare pokker. Og hvornår kommer det længe lovede gennembrudsforsøg, som skal komme på Epic og sælges til det helt store internationale marked? Jeg har ikke købt en ny dansk plade i årevis, undtagen den nyeste med C.V. Jørgensen. Men tonsvis af svenske. Det er næsten på tide.

Ugens albums:

Zero 7: Another Late Night
En sen nat præcis som denne, faktisk. Dette er en anden sag end Zero 7’s gennembrud Simple Things. Hvor den var en tilbagelænet og smuk plade, meget henad Airs Moon Safari med soulsangere inde over, som nævnt flere gange hernede (du hører vel efter, ikke, kære gæst?), så er dette som en slags high-tech DJ-mix af bandets favoritter, og det er en gryde af dyb, dyb house, tung dub, skummel stemningfuld triphop, lummer soul og smuk nattesang. Sæt den på hvis du har scoret - eller hvis du ikke har, men bare vil høre noget ordentligt mens du får dig nattens sidste drink.

Imperiet: samling
Netop i dag bliver der udgivet en ny opsamling med Imperiet, Alltid rött alltid rätt. Hvorfor gad de dog? Det er at piske en død hest at udgive en plade der på nær tre sange er identisk med den sidste opsamling, der kom i 1994 - bandet holdt selv op med at eksistere i 1988.

Jeg ville kunne lave en meget bedre Imperiet-opsamling. Det har jeg faktisk allerede gjort. Tro det eller ej...

'Alltid rött alltid rätt'
'Rasera'
'Kickar'
'Det glittrar'
'Kriget med mig själv'
'CC Cowboys'
'Surabaya Johnny'
'Moderna män'
'Århundradets brott'
'Blå himlen blues'
'Märk hur vår skugga'
'Österns röda ros'
'Cosmopolite'
'Saker som hon gör'
'Du är religion'
'I hennes sovrum'
'Var e vargen'
'Höghus, låghus, dårhus'
'Flicka med guld'

Yeh. Og intet spor af den pivringe '19hundra80sju' eller af deres hit, Mikael Wiehes naive og forvrøvlede kommunistromantik i 'Fred', som desuden har et firserlydbillede der får The Human League til at lyde helt nutidige.