Kort før jul viste en af de kommercielle kanaler en af de film som bliver hevet frem af mølposen hvert år i ugen op til jul, hvor der åbenbart er forbud mod at vise andet end de mest pyssenussede familiefilm, samt programmer med kongehuset eller Amin Jensen. Mission: julegave hedder Arnold Schwarzeneggers værk, og det er en meget ringe film, selv efter hans pinligt lave standard, om en uopmærksom far der skal ud i sidste øjeblik og finde en bestemt, udsolgt julegave til sin snøftende snothvalp, der mærkeligt nok ikke taler med sin fars påtagne alpeaccent.

Jeg kom forleden, på et af de lange skift hernede hvor intet skete, og der ikke var andet at tage sig til end at stå og skifte plader i jukeboxen, til at tænke på at jeg i virkeligheden meget hellere ville se en opfølger på den film. Den kunne hedde Mission: julegave byttes, og i den kan Arnold møve sig gennem en by hvor sneen ligger i høje volde og forhindrer adgang til fortovene, mens enhver overflade er livsfarlig at betræde, da der overalt er isglat på grund af frost. I hver hånd kan han have en kæmpestor pose med tøj der ikke passer og som ikke er hans smag, og bøger og plader i dubletter, alle indkøbt i hver sin forretning, og så er det bare i gang med at jage gennem byen for at bytte hele møllen - en proces der snildt tager længere tid end at købe de andres gaver før jul.

Filmen skulle følge hans frustrationer med på stående fod at finde noget han kan lide i Cottonfield, hans problemer med at bytte en fin men stumpet trøje til en lidt større størrelse der rent faktisk passer, og hans forsøg på overhovedet at finde en plade han ønsker at eje i Axel Music samt at forklare den unge ekspedient, at enhver anden musikbutik plomberer cd'er netop fordi man så ikke har brug for en bon.

Historiens dramatiske klimaks kunne passende komme når han besøger en tøjbutik og får at vide, at man så sandelig ikke kan se på et byttemærke at jakken er købt til fuld pris inden jul, og at nu er udsalget jo begyndt, så hvis han vil bytte til den fulde værdi må han få kvitteringen tilsendt fra tante Helga i Salzburg. Herefter vil Arnold ikke kunne greje prøvelserne mere, og hans maskingevær vil meje adskillige butiksassistenter ned, før Strøgpatruljen ankommer og i al stilfærdighed gelejder ham ud til en patruljevogn, idet han mumler "hasta la vista, spader" for sig selv.

Jo, der er tid nok til at gå og drømme hernede. Men hvad, helt så slemt er det ikke. Det er mest vejret, der får de destruktive tanker i gang. Og i det mindste er boghandlerne altid flinke til at bytte. Jeg fik for eksempel Boghallen på Rådhuspladsen til at skifte det eksemplar ud af Don Ø, som jeg havde fået. Ikke at jeg havde noget som helst mod at eje den, tværtimod: jeg havde den i forvejen, som jeg nævnte for et par måneder siden, og har forlængst læst den og lagt den til de andre her i baren. Så må de fortælle mere om den. Sådan må det være, når nu det er en ex-kollega det drejer sig om.

Jeg må så indrømme blankt, at den ikke var købt i Boghallen, men at jeg meget gerne ville have den byttet der, fordi de havde tilbud på Kylie Minogues nye bog. Det er den lige til højre. La La La, hedder den. For pokker, mand, det er bedre end litteratur. Det er en tommetyk samling af nogle af de lækreste billeder og videostills jeg har set, af en af de lækreste sangerinder jeg har set.

Tekst? Jo, der er vist også tekst i. Nogle minder fra hele hendes karriere, især den senere og mere kunstnerisk vellykkede. Men den er jeg overhovedet ikke kommet i gang med. Man bliver så let distraheret. Jeg må også tage den med i baren en dag, og så må vi se om ikke selv min kollega Holger vil kunne se lidt storhed i den lille australier. En ting er sikker: mon ikke forfatteren af Don Ø vil indrømme, at hans bogs portrætfotografier ikke helt lever op til hans forfatterkollega Kylies…

Det er altsammen forrygende, men julens helt store læseoplevelse kom, da pakken fra Amazon kom væltende ind af brevsprækken med strålende timing; på 3. juledag, hvor hele landet efterhånden var gået i julehi, og intet skete overhovedet. I pakken var Garry Mulhollands ét år gamle This Is Uncool, som jeg havde gået og luret på i et stykke tid i Arnold Busck på Købmagergade, men som koster 300 her i byen og hundrede mindre via nettet. Så skulle man da være et skarn hvis man ikke købte den dér.

Den var helt umulig at lægge fra sig. Nytårsdag var der ikke mere tilbage at læse, og til gengæld var jeg fyldt med en pludselig trang til at storme frem og tilbage mellem anlæg og sofa og sætte en ny plade i hvert tredje minut. Som man kan se på omslaget til venstre er Mulhollands bog nemlig en liste over de 500 singler han mener er bedst siden 1976, og den er i øvrigt skrevet som en art svar på en endnu mere overvældende bedrift: Dave Marshs bog The Heart of Rock and Soul fra 1989, hvor den amerikanske anmelder har lavet en liste - en nummereret rangliste, vel at mærke - over de hele 1001 singler han mente var de bedste gennem tiden.

Marsh er ikke helt ung, og han indrømmer selv i sin bog, at han har mistet overblikket over den nyere musik, den med maskiner og den slags ting. Det er ikke hans eneste problem. Han mener f.eks., at punk kan koges ned til The Clash, Sex Pistols og Elvis Costello, han er højest mistænksom over for disco, og han er ikke opmærksom på noget som helst fra den uafhængige scene i firserne - New Order, Smiths, R.E.M. osv. Og så er han simpelthen amerikaner, hvilket forrykker en smule på sagerne. Han har Van Halens gudfrygtelige 'Jump' som nummer 28 af alle tiders bedste singler, og dermed skulle den være end noget som helst med Beatles, Beach Boys eller Clash - hvis 'This Is England' i øvrigt skulle være deres bedste single. Den var snarere den værste, udgivet længe efter at de holdt op med at findes for alvor.

Man skal være på vagt over for en musikskribent, der har 'Jump' som sin 28ende favoritsang, og har Joy Divisions 'Love Will Tear Us Apart' som nr. 778 på samme liste. Jøsses. Men det er her, This Is Uncool kommer ind. Den dækker i stedet kronologisk og prøver ikke at stille det hele op som en hitliste, og begynder meget logisk i december 1976 med Sex Pistols' 'Anarchy in the UK', for så at slutte med årsskiftet 1999/2000. Og nu vil jeg begynde at tale mig varm. Hvis man har bare en forbigående interesse for de sidste 25 års popmusik og populærkultur, så er det simpelthen bare at få fat i bogen.

Som nævnt ovenover giver den lyst til at finde hver eneste sang frem og endnu en gang lytte til lige hvad det var der var godt i den fantastiske sommer 1994 eller det forrygende efterår 1989; at høre om punkens og discoens sommer i 1977 og om Thatchers og opstandens ditto i 1981 (begge var trods alt før min tid, men den tids musik trak jo spor i årtier frem); samt at minde sig selv om at der rent faktisk udkom god musik i det skrækkelige år 1985, hvor det meste handlede om Live Aid - en fin begivenhed for nogle nødstedte etiopiere, men en musikalsk falliterklæring af rang med Phil Collins som hovedskurken. "Se mig, jeg kan flyve i en Concorde og stadig spille trommer bagefter!" Idiot.

Ikke nok med det, men Mulhollands fordel ved at skrive en bog der giver et tilbageskuende overblik, en fordel hvis navn er 'bagklogskab', gør at han med kirurgisk præcision kan gå ind og finde de essentielle singler, de sange som inspirerede og var nyskabende, snarere end dem som man måske dengang så ud til at lede poppen ind på en ny og spændende vej, men hvor vejen hurtigt viste sig at være blind. Pionererne inden for punk, new wave, disco, indiepop, house, techno, hiphop og moderne popmusik generelt kan derved få den plads i den nye historie som de fortjener.

Det bedste ved at læse en bog som denne er måske, at den siger med eksempler hvad mange måske ikke er klar over. Fra kapitlet om 1999: "There is more brilliant pop music around than there ever has been before, and, because of the plethora of new media, it is easier to access, if more difficult to filter… It's the reason why nothing can hold our collective attention for long enough to matter as much as The Beatles or the Sex Pistols".

Fandme så! Der bliver lavet masser af strålende pop disse dage, og bliver man sommetider ramt af depression over tingenes tilstand på musikscenen, så bør det ikke hænge sammen med talentmængden, men snarere med den måde præsentationen af musikken foregår, især i dette lille land, hvis musikbranche er så visionær og modig som en stillestående pøl mosevand med mos på. Det er derfor Danmark aldrig vil blive regnet for en skid - kulturen og opdragelsen herhjemme slår simpelthen ikke til, så længe Aqua og Safri Duo kan vinde en favn fuld af grammyer. Meget betegnende er den eneste danske plade i Garry Mulhollands bog produceret af italienere, 'sunget' af en totalt håbløs dansk charterturist der aldrig kunne gentage succesen, og desuden et nummer der, også indrømmet af forfatteren, flirter temmelig kraftigt med grufuldheden. Det er selvfølgelig 'Saturday Night'.

Men hvad pokker, det er der ingen grund til at lade sig gå på af, for verden er proppet med glimrende pop og spændende nye genrer, hvis bare man sætter sig for at lede efter det, og ikke lader sig affinde med at alt var bedre i gamle dage. Så snyder man bare sig selv. Mulholland citerer den døde amerikanske skribent Lester Bangs: "We will never again agree on anything as we agreed on Elvis". Korrekt. Siden hans gennembrud blev dørene en efter en kylet vidt åbne for myriader af lyde og stilarter, og alle har kunnet dyrke deres egen smag. Enighed er, som det også skrives, noget der opstår mellem folk der køber plader med Ronan Keating og Shania Twain, og det er af den simple grund at de dybest set er skideligeglade med musik efterhånden. For os andre er uenighed et tegn på at man stadig føler for musikken, og det er derfor man ender med at elske noget musik og hade andet som pesten. Men føler man for musikken, så har man ingen undskyldning for at ignorere den og leve i fortiden. I 2003 er musikken så mangfoldig som nogensinde, hvis bare man ser forbi spaderne på Boogie.

Og det er så grunden til at jeg står hernede og kyler cd efter cd i denne jukebox, og fuldstændig ignorerer at du formentlig er kommet herned for at snakke fodbold. Måske vi burde købe en af de der kække iPods og sætte til anlægget. Så kunne vi have de første 10-20 gigabytes mp3-filer liggende, og aldrig nogensinde behøve skifte plade igen. Der er langt fra de smukke billeder i This Is Uncool af gamle Blondie-syvtommere med æselører til en lille dims på størrelse med et askebæger, som kan indeholde femtusind hitsingler. Men mediet har vel egentlig været ligegyldigt længe for alt andet end grafikkens skyld.

Men det virker bare lidt mere spændende at spille musik lige nu, og diskutere den, end at tale fodbold. Der skal jo alligevel ingenting. Denne uges højdepunkt er den indendørsturnering som spilles på søndag i Brøndbyhallen, og at kalde den gang landsstævne med indlagt kolbøttedans for et højdepunkt er misbrug af sproget.

Jeg synes da også at kunne mærke en noget faldende interesse for stævnet, og det ikke blot i vores danseres modvilje mod at deltage i noget så tåbeligt som et cheerleader-DM. Alene at det pinedød skal afvikles ude i Brøndbyhallen, der jo hverken har beliggenheden eller interiørets charme med sig, er vist efterhånden begyndt at virke mere end en lille smule trættende. Egentlig mærkeligt, for det går bedre og bedre for vores hold derude i en turnering som hjemmeholdet jo har vundet hver eneste gang den er blevet spillet - det bliver vist sjette gang i træk, hvis de gør det igen på søndag. Sidst kom København i det mindste i finalen og tabte på straffespark. Ikke desto mindre kommer der næppe det store fremmøde, bedømt på ren fornemmelse. Det skal jo nok få kritiske røster frem fra hjemmeholdets fans, men hvad pokker - man kan vist ikke konkurrere i interesse med folk der arrangerer busture helt til Stockholm for at se to indendørskampe, som også kommer i tv.

Stævnet i Stockholm var såmænd ganske underholdende, ikke mindst fordi BIF røg ud efter et par miniaturegysere - lidt ligesom Legoudgaver af de kampe de har spillet i denne sæson, hvor deres føringer er blevet sat over styr. Reaktionerne mindede i øvrigt også påfaldende om de reaktioner som Michael Laudrup har taget patent på i efteråret - forudsigeligt nok hed det sig, at de andre også bare var enormt defensive og strenge og spillede effektivt i forsvaret og fysisk frem ad banen, og at det selvfølgelig som altid var BIF, der havde spillet stævnets bedste fodbold, sejre eller ej.

Og det var jo egentlig rigtigt nok, langt hen ad vejen. Når det kørte for dem så det særdeles elegant ud, og de scorede flere perlemål, men så mistede de plottet, gav initiativet væk, og blev buldret omkuld, præcis som ude på diverse stadions i efteråret, og så kom de ingen vegne mere med deres nipserier. Er der nogen der får deja vu her? Det var præcis det samme vi beklagede os over i 1998, hvor B.T. Cup afløste Indendørs-DM som det sted hvor superligaholdene kunne måle indendørs styrke mod hinanden. Vores holdning var, at den større bane og nye spillestil var som skabt til BIF's tonsere. Hvor tiderne dog skifter - nu er det i BIF-lejren at man kan se ærgrelse over at det polerede bold, det sande indendørslir, kommer til kort over for velorganiserede hold. Med andre ord: igen ligesom udendørs, og det er igen ligesom os i midten af halvfemserne. Hvem havde troet, at det hele skulle skifte på den måde?

Ja, jeg beklager at snakke om Brøndby igen. Men ikke meget. Nu er der jo heller ikke ligefrem andre af søndagens hold som overhovedet ser ud til at have spillet, og slet ikke i tv. Min pointe er da også den korte, at Brøndby måske ikke har de samme forudsætninger for at tage søndagens pokal hjem i overlegen stil som de har haft, netop fordi de har forladt den gode organisation og det hurtige kontraspil for en mere klassisk indendørsstil, der havde passet bedre til de klassiske, små baner. Det får vi vel se, også selv om det egentlig passer dårligt: Tottenham møder Everton klokken tre, og det overlapper altså med finalen. Men nu er det jo slet ikke sikkert at vi kommer så langt.

For nu at holde lidt fast i Brøndby, og samtidig ved os selv, så har de jo lige anskaffet sig en ny målmand, en fyr vi lod gå for et par år siden. Spørgsmålet er om det kan kaldes en offentlig hemmelighed, at Karim Zaza skulle være på vej derud - det stod i alle tilfælde klart, at Karim, der vist nok lige nåede at spille 100 kampe for København (det vil jeg i hvert fald hævde indtil nipserstat.dk, forhåbentlig snart, kan give vished) havde de aktuelle toere som en mulig ny arbejdsgiver. Lige så fast stod det, at jeg da virkelig ærgrer mig over at se ham spille derude. Jeg har mødt ham flere gange, og han er sådan en flink fyr. Men ingen tvang ham selvfølgelig, og Brøndby var trods alt den klub hvor han lavede sine første drops og skovture i de helt unge dage.

Dem blev han ved med at lave i København, selv om han helt åbenlyst forbedrede sig med tiden. Hans fadæse i den uhyggelige 1-4-kamp mod Erik Bo Andersen i Parken var i virkeligheden en enlig svale på det tidspunkt, men den står som noget nær sidste indtryk, og et stygt sådant. Det har dog været i OB, at den helt store forbedring er kommet, det skal ikke være nogen hemmelighed. Der er ikke en eneste grov fejl der trænger sig på, når man tænker på de sidste par år i Odense.

Men man kan i det mindste have lov til at have et begrundet håb om at den usikkerhed og det mentale pres han følte i Parken nu kan begynde at trænge sig på igen. Brøndbys tilhængere er mildt sagt noget mere verbale end OB's, de sportslige krav er større, og desuden skilles hans og Lars Høghs veje - forhåbentlig kan det medføre en målmandsstil der minder mere om Mogens Krogh end om Høgh, gerne med kattepoter som den Krogh serverede Morten Poulsen i Århus.

Foreløbig ser det dog ud som om fanstøtten er ret massiv - tiderne skifter jo. Jeg kan huske en Ørestadskamp for nogle år siden, hvor Karim måtte gøres opmærksom på at hans hold rent faktisk ikke var foran, og at han derfor absolut ikke havde nogen grund til at trække tiden. Det fik ham udlagt som den måske mest uintelligente spiller i Danmark nogensinde, og i det hele taget er 'HovZaza' da blevet svinet til i BIF-kredse i årevis, som dengang han blev omtalt som en bobler til det danske landshold - det kunne da i hvert fald aldrig komme på tale.

Det kan være, at Karim historisk har følt sig dårligt behandet af fansene herinde i byen, men netop den historie skal da så ikke være grunden til at han skifter ud på vestegnen - det ville være en fejl. På den anden side var vi heller ikke ligefrem søde over for Peter Møller i den tid hvor han var væk, men hans sans for diplomati har heller ikke været helt så veludviklet som Karims, hvilket vel i virkeligheden gør sidstnævntes skifte mere spiseligt for begge fangrupper.

Det er nu alligevel sjovt som de der klubskifter foregår, og Zazas skifte er da et glimrende bevis på, at man i virkeligheden ikke skal tro på noget som helst inden man ser det på en fondsbørsmeddelelse. I onsdagens B.T. udtalte Karim: "Min situation er uændret. Jeg har stadig intet hørt fra andre klubber, og det kan bestemt godt tænkes, at jeg laver en ny aftale med OB, hvor jeg er meget glad for at være." Så skal jeg ellers nok love for, at han hørte noget. Torsdag var aftalen klar. Hvorfor der skal være så meget hemmelighedskræmmeri er da underligt, men det kan være at Zaza bare har været forvirret og ikke fulgt med i udviklingen.

Det er jo nemlig påfaldende, at netop denne sag slet ikke har noget at gøre med det sagnomspundne transfervindue, der er blevet åbnet nu og dermed forhåbentlig kan give lidt frisk luft i ligaen. Det er bare et spørgsmål om at Karim har kunnet forhandle til anden side uden at spørge først, og har valgt at gøre det. At Brøndby så åbenbart ikke enten vil eller kan købe ham, selv om OB allerede har anskaffet sig en ny prøvet superligamålmand, og BIF efter eget udsagn har brug for en ny keeper, kan man så efter eget temperament overveje grunde til, der kunne hænge mere eller mindre sammen med manglende økonomisk formåen. Eller kort sagt: det ser ikke ud til at de har råd til at købe en målmand der koster penge, selv i dette købers marked.

Defenestreringen er nemlig ikke begyndt endnu. Slå det op, mand! Okay, det er en likvidationsform som består i at skubbe folk ud af et højt vindue, og som et par folk ved kejserens hof blev udsat for, hvilket førte til den 30-årige religionskrig med det uopfindsomme navn 30-årskrigen. I vor tid går den slags mere stilfærdigt til: man tager simpelthen alle sine salgbare spillere, stiller dem op og prøver at mase så mange af dem som muligt ud af transfervinduet, inden det lukker igen. Ikke for at opnå likvidationer, men for at få likvider…

Problemet er, at vinduet ikke er særlig stort for tiden, og at der er en kæmpestor flaskehals af spillere der ser ud til at sidde fast i det. Én sølle handel har vi haft mellem to danske klubber i denne første uge, da Viborg fik solgt Thomas Frandsen til Midtjylland. Okay, der er en ekstra måned at få handlet i, når det er fra klub til klub her i landet, men hvis der skal hentes spillere fra udlandet, skal det ske inden 31. januar, og det er vel at mærke også tilfældet hvis de skal skibes ud herfra til det pengestærke udland, der viser med al tydelighed hvor pengesvagt det rent faktisk er.

Og det er på den baggrund, at det virker så forståeligt at Niels-Chr. Holmstrøm disse dage er lige så kold i røven som havde han siddet på løgplænen i Frederiksberg Have en hel eftermiddag. Samme øjeblik som fredag aften d. 31. januar bliver til lørdag, så står ligaklubberne i en helt anden situation. Nu er der pludselig fem måneder til et spillersalg kan rette op på et katastrofalt regnskab, og det eneste spillersalg der kan foretages er til en anden dansk klub. Og tilsyneladende - set udfra Zaza-overtagelsen, som dog nok kan blive fremskyndet hvis BIF gør et dyrt salg - er København den eneste danske klub der kan betale flotte millionbeløb for spillere.

Derfor tror jeg da også, at der er tale om en and, eller måske snarere en art høj og lidt akavet struds, i tilfældet Marc Nygaard, og det ser han da også ud til selv at have bekræftet. Han virkede nu heller ikke som det mest indlysende indkøb på nogen måde. Vi har i forvejen to angribere på den side af 1,90m, hvoraf den ene er vores topscorer, og mens Nygaard også kan spille offensiv midt, så tror jeg ikke at Backe er interesseret i at bruge sådan en.

Han slår mig nu heller ikke som nogen storspiller overhovedet, udfra et indtryk jeg dannede mig dengang han for nogle år siden fik et par landskampe. Han så rigtig god ud i sin debut mod Tyskland, og alt siden var grå anonymitet, som jeg knap husker. Hvordan han dermed lige pludselig blev det værste man nogensinde har set (eller ikke har set, som det nok snarere forholder sig) på en fodboldbane virker uforståeligt.

Det virker som om der er nogen der synger med det hysteriske toneleje der opstod, da BIF's darling Peter Madsen ikke kunne komme på landsholdet mens Nygaard blev udtaget hver gang. Et problem, jeg i øvrigt har en indlysende løsning på: Peter Madsen kan komme hertil, og Marc Nygaard til Brøndby. Så er der ingen der bliver snydt, især hvis Marc Nygaard skulle komme tilbage på landsholdet. Hvem ved - det kunne jo ske, for Biffernes tilråb til Madsen "Han er jo bedre end Marc Nygaard!" har i efteråret vist sig at være fyndigt, men ikke ligefrem korrekt. Stort set hvem som helst har derimod været bedre end Peter Madsen, og det klogeste for ham ville nok være at finde luftforandring.

Det kunne jo passende ske her, og skal der krydres lidt på den ret, så kunne det da være besnærende at se Peter Nielsen, der vel desværre er i karrierens tidlige vinter, afløst af endnu en af vores gamle spillere. Målfarlig og myreflittig, og kun en smule aldrende: kom hjem, Allan Nielsen. En spiller som forlod os under forsmædelige omstændigheder i 1995, og siden har flakket om i diverse forstadsklubber. Bare at have en målfarlig mand på den centrale midtbane kunne gøre underværker.

Men først og fremmest, og så håber jeg ikke at de bistre herrer ovre ved bordet i hjørnet tager det ilde op, så vil jeg virkelig ønske at der kan komme et kontrakttilbud med et stort lønboost på bordet til Rune Pedersen, så han kan få lyst til at blive her - som førstemålmand, vel at mærke, og i lang tid endnu. Tre uger er der endnu, og så er transfervinduet smækket i. Hvis Rune ikke selv er sprunget ud af det inden da, så står han i en elendig situation, da han formentlig ikke vil komme til at spille hele foråret uden at forlænge sin kontrakt først, men det ville virkelig være en knusende nyhed at få, hvis det skulle vise sig at han rent faktisk har fået et godt tilbud og benyttet sig af det.

Sagt ligeud, så ser jeg hellere ham på mål end Magnus Kihlstedt, og det er ikke fordi jeg har nogen forudsætninger for at bedømme målmænds kvaliteter i detaljer. Det er simpelthen fordi han er mere sikker. Jeg foretrækker sikre målmænd frem for målmænd der står uortodokst, men til tider laver spektakulære feberredninger inde på stregen, og det var derfor jeg også var glad for at se Zaza afløst af Antti Niemi i sin tid, uanset hvor fantastiske reflekser og hvor stor styrke mand mod mand han ellers havde, og stadig har.

Men primært ville jeg bare være glad, og stands mig hvis du har hørt denne her hernede før, hvis vi kunne få en målmand som vi kan beholde i en årrække, og der passer Rune tilsyneladende perfekt: han er stabil og samtidig reaktionsstærk, kan blive endnu bedre, men ser ikke ud til at have det Thomas Sørensen-agtige kæmpepotentiale der gør at storklubberne står i kø for at hente ham til udlandet. Med andre ord vil man kunne have ham i fred. Og nu hvor Hasse Backe har forlænget sin kontrakt og bliver i klubben til 2006, ville det jo nærmest være det sidste vi har tilbage at opnå: en målmand der står fast hos os i en længere periode, sjovt nok samtidig med at ligaens andre målmænd åbenbart går med tilbagevendende udlandsdrømme. At der så er en feelgood factor oveni, i form af at han er af egen avl, er vel mest en bonus for fans og moderklubmedlemmer.

Nå, men nu gider jeg simpelthen ikke stå her og snakke mere. Det er længe over lukketid, selv om vi kun er nået halvvejs gennem jukeboxudvalget, og jeg skal også terpe på fraktionsquizzen, der begynder snart. Vi har jo en titel at forsvare, og det håber jeg selvfølgelig at vi kan, selv om det i stemningens gode navn kunne være godt at se endnu en fraktion få sit navn på pokalen. Hvem ved, måske er det vores værter Copenhagen Fathers' tur til at hæve trofæet? Det skulle da være dem vel undt, men mon ikke de skal til at kigge lidt mere udenlandsk fodbold i så fald…?

Så nu er det ud, makker. Jeg er også hæs efterhånden. Gad vide hvor længe jeg kommer til at snakke om en måned, hvor der måske er sket noget?

-smølle

og på jukeboxen spiller:

Ugens sang:

Magnus Carlson: Repig 7" singel "Å en repig sjutums-singel Ska va min vän i kväll En repig sjutums-singel Ska ge mig rätt i kväll En repig sjutums-singel Tar mig bort ifrån mig själv Den ska rädda mig från mig själv"

Ugens albums:

Interpol: Turn on the Bright Lights Hvis jeg først havde skrevet listen over årets bedste plader nu, var denne kommet med. På en eller anden måde passer den fantastisk til det infernalske tilsaltede snedække, der har lagt sig over byen som Satans eget snot. Tusmørke og faldende sne, larm fra biler og neonlys i myldretiden; hørt på en discman passer Interpol forrygende til at opleve årstiden udendørs, og når riffet fra Televisions 'Marquee Moon' går i gang på 'Obstacle 1', så er man i New York.

Missy Elliott: Under Construction Hvor Missy igen tager hiphoppen til besynderlige og fantastiske nye steder sammen med sin husproducer Timbaland. Til tider direkte genialt, men hvorfor hun insisterer på at holde defensive enetaler om sin kunst midt i det hele fatter jeg ikke. Den taler virkelig for sig selv.

New Order: Retro De kvajede sig, da de skulle lave dette boxsæt, men som altid endte det i triumf alligevel. De fik fire venner til at vælge numre til hver deres plade. En med popnumre, en med mere afdæmpede numre, en med klubhits og en med liveoptagelser.

Hardcorefans brokkede sig over, at der ikke var nok sjældne sager på, og nybegyndere kunne med en vis ret mene, at der mangler en del af de store popnumre. Og remix-samlingen er en underlig, usammenhængende blanding. Og i sidste ende gør det intet, for New Order er og var så forrygende gode, og har trods rystende musikalsk inkompetence præsteret så fantastisk musik, at det hele ender godt alligevel. At processen der fører til det er kaotisk, er bare et blåstempel for at dette er en ægte New Order-plade.