Jaja, jeg kan da godt forstå at der er lidt murren over at jeg først kommer og låser op nu. Nogle af jer må have stået herude i dagevis. Beklager. Jeg ved at det er temmelig koldt, tak. Problemet har været det typiske, lidt for lidt tid og lidt for meget hygge i nævnte rækkefølge. 

Hyggen ramte topmålet i weekenden, da spruthuset fik lov til at stå tomt mens vi indfandt os hos vores værter ovenpå, Copenhagen Fathers. Hvert år holder de en vinterturnering i Trivial Pursuit, og vi her i Stamværtshuset har stolte traditioner: da den blev indstiftet i 2001 vandt Martin CX, og sidste år fik Holger og undertegnede hæderlige placeringer i finalen trods nogle decideret Miltonesque dommerkendelser. Og i år var det så mig der endte at tage den gennemført uklædelige pokal med hjem, til udelt glæde for hustruen til den forsvarende mester CF5.

Det lykkedes endda at bugsere den hjem via en natbus uden at glemme hverken trofæ eller låg noget sted undervejs. Og det var ellers ikke fordi promillen ikke var snublende nær en procent. For den slags komsammen i godt selskab ender jo gerne med pilsnere, rødvin og drinks til den morgen der havde været lys hvis ikke Danmark lå nord for polarcirklen.

Så derfor den lidt møre tilstand i weekenden, og resten af forsinkelsen havde at gøre med at jeg havde travlt med at stå og bikse noget andet sammen hernede, og derfor desværre ikke kunne nå at stå og underholde om verdenssituationen, fodboldens fortid og fremtid, samt at TVDanmark viser så mange kampe med latterlige Schalke 04 at det efterhånden er en ren farce. Men nu er det slut med at stå og se ukoncentreret ud. Stressen er væk, væskebalancen genoprettet, hovedpinen passeret, og maveindholdet er atter stabilt. 

Og apropos maveindhold, eller det der videre følger, så var det da en ganske interessant oplysning at få, da der lørdag formiddag kom en nyhed fra Liverpools yngste ligaklub Liverpool FC om at klubbens franske manager Houllier ikke ville være at finde på bænken under dagens manglende hjemmesejr. Han havde nemlig mavekatar. 

Se, det var der jo nogen der havde gættet allerede. Det må efterhånden være den eneste mulige forklaring. Houllier har nemlig i efterhånden temmelig lang tid talt ud af det som de fleste af os sidder på, nemlig røven, og det der er kommet ud virker efterhånden som resultatet af noget temmelig usundt. Han ramte dog i løbet af ugen for alvor det punkt hvor en diagnose var ved at være nødvendig, da han mistede overblikket efter en FA-høring i Bolton omkring en efterhånden halvanden måned gammel hændelse.

”It was practically an accident”, var kommentaren, som selv for en franskmand var forbløffende idiotisk. Og samtidig bedyrede Steven Gerrard, for det var den Brian Steen-klon som høringen handlede om, at han havde prøvet at trække sig. Det er vel på nuværende tidspunkt, at man passende kan illustrere med lidt billedmateriale hvad de snakker om. Bemærk de bøjede ben. Åbenlyst et forsøg på at beskytte modstanderen. Hvordan kan man overhovedet krumme dem så meget? Og hvordan kan de væmmelige FA overhovedet overveje at tænke på karantæne for den slags? Det kan jo sagtens være et uheld, selv om det ligner en længdespringer der i fuldendt stræk og balance lander i en sandgrav. 

Vorherrebevares. Der kan ikke være den store respekt for offentlighedens intelligens, når man efter sådan en sag kan få sig selv til at stå og snerre ad alle andre end den spiller der begik den brutale tackling. "In my view we were definitely hard done by", sagde Gerard til The Guardian. "… Steven was condemned in the media before he was even judged and that probably put pressure on the panel. The truth was that it was a mistimed tackle with no malicious intent.” 

Okay, vi kigger lige på billedet igen. Selv hvis man lader Houllier hælde én tyve skefulde blår i øjnene omkring Gerrards hensigter – svært efter at have set flyveturen på tv – så er det da utroligt at han ikke vil indrømme at det var hensynsløst spil af en type som han ikke vil have på sit hold. Det må aviserne måske ikke skrive? På den anden side, når man så følger det op med "Steven's only had one booking all season so you can imagine how I feel about it but we will help Steven through this. It is a setback but we will help him overcome it. We won't let things destroy us", så vil man kunne genkende en fyr der har en stor fremtid som SSO-debattør, for det er det samme ævl som man har kunnet læse der hver gang kameraerne har fanget BIF’s ex-topscorer Peter Madsen i en eller anden episode som dommerne ikke har set. Det stakkels lille uskyldige lam har ikke fået nogen kort, så han kan ikke have gjort noget galt.

Skal man finde forståelse for Houlliers skrækkelige vrøvl, eller i det mindste en logisk forklaring, så må det være at han i bund og grund er en meget presset mand. Det kan ikke være nogen speciel fornøjelse at ryge ud af Champions League mod Basel, at ligge efter Everton i tabellen med en trup der i hvert fald har kostet fem gange så meget (bare Abel Xavier, Igor Biscan og Bruno Cheyrou har kostet over ti millioner pund tilsammen, virkelig et fund til prisen… for sælgerne), at se næste års adgang til Champions League hænge i en meget tynd tråd samt endelig at ryge ud af pokalen mod Crystal Palace på hjemmebane – ikke at Houllier holdt sig for god til at tale om at det kunne være ’a blessing in disguise’, da man jo så kunne koncentrere sig om ligaen.

Når man er på så dybt vand, er det sidste man skal gøre jo at begynde at erkende egne svagheder. Jovist, man kan selvfølgelig slå ned på enkelte spillere, såsom Jerzy Dudek efter de par drops han lavede tidligere på sæsonen, eller Emile Heskey og Michael Owen efter pokalfadæsen senest. Og så kan man sætte målmanden af som en syndebuk, mens man lader sine målsky angribere starte inde igen i næste kamp. Sjovt nok den modsatte taktik i forhold til en fyr som Alex Ferguson, der roterer sine angribere i en grad så Solskjær fra bænken næsten er lige så potent et angrebsvåben som begge Liverpools to førsteangribere tilsammen, mens Barthez fik lov til at spille klovn med trænerens opbakning så længe at han i dag helt er holdt op med at gøre mærkelige ting.

Det ligner en mand der ved at samme øjeblik han verbalt viser bare det mindste tegn på svaghed og erkendelse af at hans evner ikke rækker til mere, vil spillet være ude for ham. Og derfor er alt hvad der kommer fra hans kant dårlige undskyldninger, bebrejdelser af faktorer udefra og jammer over manglende held, mens taktikken han arbejder ud fra aldrig kan være fejlbarlig. Det er næsten som at høre vores nærmeste ligakonkurrenters trænerteam, med Houllier som den jamrende elegantier og Phil Thompson som det jamrende grødhoved, men forskellen er at franskmanden er en ex-landstræner i 50’erne og de to danske trænere i det mindste er i 30’erne, og at deres manglende format derfor kan undskyldes med manglende erfaring. 

Den bedste dårlige undskyldning må være den Houllier har brugt i forbindelse med sine to dyre indkøb Diao og Diouf – eller Djøf, som Erik Rasmussen har omdøbt ham – om at man ikke skal forvente at spillere straks bryder igennem i Premier League. Det er utvivlsomt korrekt, når det gælder utallige fejlkøb som Diomede, Biscan, Vignal, Kippe, Song, Camara, Meijer, Litmanen, stamspillere som Traore og Smicer, og åbenbart også Nicky Barmby og Abel Xavier. Om det derimod er noget som Sami Hyypia og John Arne Riise vil skrive under på er tvivlsomt, og det samme gælder vel Ruud van Nistelrooy, Robert Pires og Sylvain Wiltord. Og Wayne Rooney. Mon ikke det mest hænger sammen med præcis hvem man køber.

Og når vi nu taler om fejlkøb, så lad os forlade Liverpool og gå til de sande mestre i fejlkøb, Futbol Club Barcelona. Alene den totalt overvurderede og nu udlejede Geovanni og det omvandrende attitudeproblem Rochemback kostede mere end 200 millioner, og dermed flere penge end Parken S&E tjente hele sidste regnskabsår. Det for to spillere som ikke passede det fjerneste ind i den daværende træner Rexachs planer, og som heller ikke den sidste trænerfiasko van Gaal havde brug for. Til gengæld har Barcelona i mellemtiden skilt sig af med Rivaldo – der heller ikke passede ind i van Gaals system. Hans salgspris: 0. 

Manden bag de handler, og det meste af det idiotiske spild af penge og tid der er foregået i Barcelona i de sidste par år, er Joan Gaspart. En velhavende hotelejer, der i en årrække har siddet i klubledelsen som vicepræsident, og hvis passion for klubben kun – men til gengæld også fuldt ud – matches af hans manglende evne til at lede den. Han hævder nu at have trukket sig tilbage pr. 1. marts, hvilket han formentlig kun gjorde for at slippe for at blive sat over for et mistillidsvotum allerede forinden. Men om han så rent faktisk skrubber af, eller klæber til sædet for at skabe en eller anden art overgangsregime, vil jeg insistere på at se før jeg tror det.

Han har været en uhæmmet katastrofe. Hans forfremmelser af Llorenc Serra Ferrer og hjælpetræner Charly Rexach, begge flinke og afholdte klubfolk uden evnerne til at styre et hold på det plan, var fiaskoer, ikke mindst fordi der allerede inden trænernes tiltræden var indkøbt spillere som ikke passede sammen og som trænerne ikke kunne bruge. En armé af offensive sydamerikanere kom til, mens forsvaret helt åbenlyst sejlede, specielt fordi indkøb som Christianval og den rystende usikre målmand Bonano viste sig mere spejlblanke end frygtet, mens Frank de Boer længe har spillet som en 70-årig, og endda en lidt tung sådan. Meget betegnende blev den eneste rigtige klasseforsvarer man købte, Patrik Andersson, alvorligt skadet og har været ude i næsten et år, og derfor er det faktisk kun Puyol, fra egne rækker, som har imponeret blandt de bageste fire. 

Det havde været nemmere at bære, hvis ikke Gaspart og hans trænere samtidig havde losset erfarne veteraner som Abelardo, Sergi og Ferrer på porten. De var alle i deres fodboldefterår da det skete, det må man give ham. Men de var dæleme ikke dårligere end en nulbon som Christianval, og Sergi har haft en forrygende opblomstring i Atletico, mens han først nu for alvor ser ud til at være erstattet i Barcelona af den lejede argentiner Sorin. 

Og fremad banen er det bare noget rod. Lige så typisk er det de to (af otte…) stærke hollændere Kluivert og Cocu, der har været i klubben i fem et halvt år efterhånden, samt Luis Enrique, som Real (på et tidspunkt i halvfemserne hvor de sejlede næsten lige slemt som Barca gør nu) lod gå for en slik i 1995, der leverer varen. Ingen af de nye – Mendieta, Saviola, Riquelme eller ovennævnte Geovanni og Rochemback – har præsteret noget nær spil der bare ligner de penge de er bogført til rundt omkring, med Saviola som en undtagelse i sidste sæson. I denne har han været så skuffende som resten, også fordi han ikke passede ind i van Gaals stive system, hvor han blev brugt som højre wing. Formentlig pr. automatik, fordi han har et syvtal på ryggen. 

Det er alt sammen lidt af et spejlbillede af van Gaals første periode, især i det sidste år (1999-2000) – hvor han i øvrigt også forlod klubben samtidig med en præsident, den på det tidspunkt dybt upopulære Josep Lluis ’Lille Cæsar’ Nuñez. Her mistede han også sit hold mentalt til sidst, de holdt simpelthen op med at fungere. Og forsvare, skal det siges. Dengang var det Blanc, Nadal og Couto man havde skilt sig af med, og bl.a. hentet den værdiløse og pinlige Winston Bogarde. Ved siden af dette var det næsten et fantastisk bytte, at man solgte Ronaldo og købte Sonny Anderson. Han scorede i det mindste, da Brøndby kom på besøg. Men når der skulle stilles med stærkeste hold var han på bænken. 

Og så var der endnu en ny mand: Rivaldo, altid en superfarlig spiller trods sin fejlplacering på fløjen, som efter en absurd fejde endte med at blive smidt ud af truppen af van Gaal efter nogle frustrerende år. Han blev hentet til Barcelona, ikke af van Gaal, men på anbefaling af den senere succesløse cheftræner Serra Ferrer, og fik at vide af van Gaal at han kun midlertidigt skulle spille på kanten – der ville snart blive hentet en verdensklassewing til venstre fløj, så han kunne få sin ønskeplads. 

I stedet købte man Zenden. Rivaldo fik dermed to et halvt år som wing.

Det var dengang, og det er fortsat til den dag i dag. Hvad angår indkøb har Barca famlet i blinde i mange år nu. Hvad mere er, de hjemmelavede talenter har også skuffet, eller bare irriteret, som den belastende Motta, der ikke kan det store på en fodboldbane og derfor koncentrerer sig om at provokere sin modstander eller losse til ham, hvilket f.eks. gav resultat mod Mallorca – han fik trukket hele to udvisninger i en kamp der, selv sammenlignet med tilstanden i dag, fremstod som noget af det mest desperate Barca har præsteret i mands minde. Det var også i de dage i december, at Gaspart stod frem og punkterede sin sidste troværdighed, da han for at tækkes de fans der var stadig mere utilfredse med ham gav sin støtte til den projektilregn der væltede ned over Figo ved Real Madrids 0-0-kamp i Barcelona, og prøvede at score billige point ved at anklage Figo for at have fremprovokeret det hele.

Nu skal dette bestemt ikke tages som støtte til Figo. Han er en af fodboldens største judasser, og hans adfærd omkring skiftet til Real, hvor han for at presse Barca i en kontraktforhandling underskrev en forhåndskontrakt med Real bag klubbens ryg, er så usympatisk at man må korse sig. Men naturligvis gik publikum alt for vidt på Camp Nou den aften, hvor kun en ufattelig ringe kollektiv sigteevne forhindrede Figo i at vende tilbage til Madrid med en voldsom hovedpine eller det der var meget værre. Det blev af van Gaal og Gaspart forsvaret med at han havde været for længe om at tage hjørnesparkene. Jeg ville godt se det hollandske Ostehoved, der fik et meget begrænset antal kampe da han selv spillede for Ajax, prøve at tage et nogenlunde præcist hjørnespark under de forhold.

Ostehovedets bizarre comeback kom til at vare syv måneder, og denne gang tog han det noget mere afslappet end første gang, hvor han, efter at have lykønsket de tilstedeværende journalister med endelig at have fået skovlen under ham, gik i gang med en længere svada: ”F.C. Barcelona er ikke nær så vigtig en klub som alle her synes den er. Og I har heller ikke vundet ret meget. Jeg har vundet mere på seks år med Ajax end I har vundet på hundrede.” Det var nok lidt rigeligt optimistisk at tro, at det var helt glemt.

Denne gang fremhævede han, at det var med et tungt hjerte at han forlod det han regnede for sin klub. Okay. Så længe du forsvinder. Men van Gaals farvel kunne ikke redde Gasparts karriere, så i fredags sagde han altså op fra klubben, som nu står med en trup uden balance og selvtillid, en middelmådig træner, en edderspændt fanskare, en dybt svækket organisation og et skidegodt basketballmandskab. Skal man sige noget positivt må det være, at det bliver ikke meget værre. Og i det mindste er Espanyol i endnu større nedrykningsfare...

Det er for morsomt, når der tales om F.C. København som et hjemligt svar på det berømte Galehus i Barcelona. Selv ikke i klubbens underligste tider har der kunnet være nogen sammenligning med de forrykte ting der foregår hos mine ubetingede favoritter nede i Cataloniens hovedstad, og bogen Spillet om FCK, med alle dens intriger og kaotiske beretninger, virker som et mødereferat i en skakklub for børn ved siden af F.C. Barcelonas nyere og ældre historie.

Herhjemme bliver der bare spillet lidt fodbold, og ikke engang det kan jeg kommentere, for jeg har ikke set det. Vejen er bare ikke faldet forbi Birkerød, hverken den ene eller den anden lørdag. Og jeg vil da heller ikke lægge skjul på, at jeg fandt det afsindigt irriterende at kampene skulle flyttes deroptil efter i lørdags. Hmmm... langt ude på L.T.'s mark, allerede kl. 11, og så var det endda hvinende koldt – hvis de ikke vil have tilskuere, hvorfor så ikke sige det ligeud? 

Det hjalp så lidt på forståelsen at høre Hans Backe uddybe affæren i Løvetimen, hvor han forklarede, at den simple grund var at det var en aldeles fremragende bane, langt bedre end vores egen. Det er svært at argumentere imod. Holdets forberedelser er trods alt lidt mere centrale end muligheden for at komme til at opleve kampen uden at skulle op før Ruben Bagger får sko på, fordi man skal rejse gennem et iskoldt vinterland. Men jeg er da lidt nysgerrig omkring hvorfor Skjold Birkerød tilsyneladende har bedre træningsfaciliteter end os, for hvis nogen skulle have den bedste bane at spille på burde det vel egentlig være det bedste hold? Men stadig er der brug for nytænkning når vinteren dukker op, og de første kampe skal spilles. 

Af en eller anden grund bliver det sværere og sværere at forestille sig, at KB's anlæg, som vi kender det, forbliver vært for F.C. Københavns førsteholds træning længe endnu. Og skulle der blive tale om at flytte, så håber jeg dybt og inderligt – nu vi har talt så meget om Barcelona – at man kan komme til at se noget i retning af Barcas ministadion (eller Miniestadi) til reserveholdet, DS'erne og ynglingene m.fl.

Okay, der er mere end 15.000 pladser dernede, på et moderne allseaterstadion fra 1982, hvilket med andre ord vil sige at Barcas reserver spiller på et anlæg der er større og bedre end halvdelen af hvad de danske superligahold har (hvilket giver udtrykket 'ministadion' en tør, dobbelt mening – Køge eller Esbjerg ville formentlig give en finger hver for at have sådan et ministadion stående). Det ville være at skyde spurve med kanoner. Ståtribuner på tre sider og siddepladser på den fjerde ville være rigeligt, og det samme ville nogle få tusinde pladser. Men det ville give en noget mere intens ramme om kampene end på det øde atletikstadion ovre ved skolen på Sønderjyllands Allé, hvor den dvaske følelse af fjernhed fra banen suppleres med følelsen af ubehag over helt åbenlyst at være i nærheden af gespenstet af Damsøbadets fascistiske gamle bademester.

Næ, få knægtene over på et lille, intimt og basalt stadion, hvor man kan høre de få fremmødte fans og se at der er nogen der følger med. Det kan da vel heller ikke undgå at hærde de unge spillere, og det er jo det det hele gælder om, kan man se på debatten om den måske kommende turneringsstruktur.

Hvis det efterhånden længere kan kaldes en debat. Det ligner mere en gang nabokrig mellem to vejes indbyggere. Senest da Flemming Østergaard havnede i clinch med landsholdets hjælpetræner Keld Bordinggaard, dansk fodbolds mest vellignende Kevin Spacey-lookalike. De fleste ville nok betakke sig for at lægge sig ud med en der i den grad bærer en overfladisk lighed med Keyzer Söze og John Doe, men FØ gik i brechen og fik svar på tiltale, og nu er det hele snart druknet i sensationsoverskrifter i Ekstra Bladet. Det kunne man måske også have ventet.

Det Keld Bordinggaard skulle have sagt, der var så slemt, var dette, i citat fra EB: "– Jeg vil stærkt anbefale, at klublederne ikke lader den sportslige udvikling lide under den økonomiske udvikling, siger han, vel vidende at det sidste i øjeblikket står smerteligt højt på dagsordenen. 
– For fem-seks år siden gik det rimeligt med økonomien, og det kan det komme til igen. Derfor synes jeg, det er interessant at spørge, hvad vi så vil gøre med pengene. Vi har hørt en masse om økonomiske strategier, men hvad med den sportslige?"

Og så fremdeles. Bordinggaard er bekymret for at udviklingen herhjemme vil gøre danske fodboldspillere dårligere, og åbenbart skal man derigennem læse en underforstået støtte til en udvidelse af ligaen, for det siger han nu ikke noget direkte om i sine udtalelser. Og mens jeg er helt på det rene med, at det er præcis det samme argument der anvendes for at udvide ligaen, så kan jeg nu stadig ikke forstå hvorfor Flemming tager sådan på vej.

Landstrænere er jo romantikere, og det har de mulighed for at være. De er ikke del af en virksomhed, der skal have store beløb til at balancere, undtagen måske trænerne fra lande som England, Frankrig og Brasilien. De udtager hvad de mener er det bedste hold og prøver efter bedste beskub at få dem til at spille optimalt. De bliver ærgerlige og irriterede, når klubberne gør knuder over at skulle slippe spillere til kampe i ejendommelige steder, som sommetider ligger dagsrejser væk. Klubberne mener, at eftersom det er dem der betaler spillernes løn, er det til tider urimelige sager de skal finde sig i. Men landstrænerne er i en særlig position, og de kan tage det udgangspunkt at i bund og grund kan det være ligemeget hvad klubberne mener, de vil bare have de bedste spillere til rådighed, og om nødvendigt kører de FIFA i stilling hvis der er knas i den retning.

En landstræner vil altid ønske sig at stille med landets bedste 11 spillere, og at de 11 spiller så godt som muligt, og på den baggrund kan han jo egentlig være ligeglad med klubbernes økonomi. Bordinggaard er måske ikke ligeglad, men han virker bestemt ikke bekymret, og det selv om han på egen person har oplevet en meget prekær situation i Vejle, hvor han så vidt jeg husker brugte den omtalte Mads Beierholm langt mere af nød end af lyst, og bestemt ikke sparsomt, med det resultat at spilleren efter ganske kort tid brændte totalt ud.

At han fabler om at de glade tider med masser af penge jo kan være lige om hjørnet, kan da umuligt være noget der som en sirenesang vil drage klublederne direkte mod de skarpe fallitklipper. Jeg kan ikke forestille mig andet end at det er almen viden, at han som DBU-mand har den romantiske holdning at bare fodbolden er smuk er alle glade, og at der ikke er andet i det end at svare Keld hvad Martin Laursen formentlig også svarer Morten Olsen, når han opfordrer ham til at forlade Milan for at få spilletid: det er jo nemt nok for dig at sige. 

Bordinggaard er i sin fulde ret til at mene, at klubberne skal bruge flere knaster på at udvikle spillere, og klubberne er i deres lige så fulde ret til at sige, at det er altså noget de selv bestemmer, og at de har investorer at tænke på, og i øvrigt også gerne vil kunne drive professionel fodbold om et år. Det er naivt, men han er da i sin fulde ret til at ønske det. For en landstræner er det en logisk holdning, at man foretrækker at få et bredere udvalg af spillere i den hjemlige øverste liga.

Ikke at jeg i øvrigt er enig, hvis Bordinggaard skulle være af den opfattelse, at ligaen skal udvides. Noget som hans kollega Morten Olsen til gengæld vokalt har slået til lyd for uden at få en lignende røffel, hvilke bl.a. kan læses i Ekstra Bladet, som min kollega Holger henviste til for et år siden. Hans Backe er nu heller ikke begejstret for en indskrænking, i hvert fald ikke i form af slutspilstanken. En forårssæson hvor ingen kan komme i nedrykningsfare er da også pr. erfaring en ret irriterende ting.

Men Keld, Morten m.fl. må virkelig have svært ved at få ørenlyd for tankerne om at lade udgifterne flyde og at invitere mange flere hold indenfor, når den ene klub ramler efter den anden i den forholdsvis lille liga vi har. I denne måned er det Farum, der har lukning som en oplagt mulighed, og næste måned er det garanteret nogle andre. Reducér den til ti hold i stedet, og så må nogle af talenterne finde sig i at spille i 1. division eller for reserveholdene. Om de spiller for Fredericia mod Herfølge foran 400 tilskuere i 1. division eller i superligaen spiller en noget mindre rolle for spillerne end det gør for ligaen – hvis man virkelig synes at superligaen har fortjent endnu fire grå og profilløse hold med gustne finanser, så tillader jeg mig at tvivle på om man overhovedet kan lide intens elitefodbold...

Det kan jeg i hvert fald godt, og jeg ville hellere se noget end bare snakke om det. Men det sagde jeg vist også sidst, ikke? I stedet vil jeg så bare servere en pilsner og tie stille, og spille lidt musik. Og måske læse lidt fodboldstatistik. Guderne skal vide, at der bliver fyret fra alle mulige vinkler i årets fraktionsquiz, især i de internationale spørgsmål. Men vi er i semifinalen og klemmer på med krum hals. 

-smølle

og på jukeboxen spiller:

Ugens sange:

Elvis Costello: 'Shipbuilding', 'Oliver's Army' og ’Two Little Hitlers’
Tre sange fra Costellos tidlige firsere, der igen og igen popper ind i mit hoved. Sjovt nok først og fremmest, når der kører en nyhedsudsendelse. Den sidstnævnte kun på grund af omkvædet: "Two little Hitlers will fight it out until/one little Hitler does the other one's will". Gad vide hvorfor, egentlig?

Ugens albums:

Pet Shop Boys: Disco 3
Joy Division: Heart and Soul (boxsæt)
"Dance, dance, dance, dance, dance to the radio."