Godaften! Det er åbenbart blevet mit lod her i livet at genindføre en smule orden hernede efter, at en af de faste bartendere har ladet hånt om faste åbningstider og lignende borgerlige dyder. Denne gang var det Smølles tur til at rende tankefuldt rundt med nøglerne til Stamværtshuset begravet dybt i bukselommen hele weekenden. Som bekendt dukkede han dog heldigvis op i begyndelsen af ugen, klar til at berige os med nyt fra det store udland, og det er jo altid spændende.

Som du sikkert allerede har regnet ud, er det denne gang Holger, jeg vikarierer for. Da Holger, som i øvrigt restituerer efter en rejse til Manchester, er en mand, der sætter pris på punktlighed - særligt andres - turde jeg ikke andet end at slå dørene op på præcis det aftalte tidspunkt. Uanset om han så befandt sig i en iglo i Thuleområdet kun omgivet af polarnatten og hylende slædehunde, skulle han nok opdage det, hvis jeg var kommet blot et enkelt minut for sent, og så havde man måtte høre for dét de næste mange måneder!

Du er for resten langt fra den første gæst i aften. Som du kan se, sidder der allerede to af de andre stamgæster ovre ved bordet i hjørnet. De kom for en halv time siden, og lige siden de trådte ind af døren, har de ikke bestilt andet end at mundhugges. Du kan jo selv høre, hvor højt bølgerne stadig går derovre! Hvad de skændes om? Ja, man skulle ikke tro det, men det drejer sig stadig om Runes og Todis farvel til klubben - her flere uger efter, at det stod klart, at vejene måtte skilles. Selv da de var oppe ved baren for at hente deres fadøl, fortsatte de i én køre i forsøget på at overbevise hinanden. Den ene mente, at Rune var grådig og stærkt overvurderet, at Todi er blevet for gammel og har glasben, der alligevel vil holde ham ude hele foråret, og at vores klubs ledelse gjorde det eneste rigtige ved at udvise økonomisk ansvarlighed. Det gjorde imidlertid ikke nævneværdigt indtryk på den anden, som hårdnakket blev ved med at hævde, at Rune er den kommende landsholdsmålmand, og at Niels Christian Holmstrøm må være sindssyg, siden han også er parat til at skille sig af med Todi, som ikke alene var FCK’s topscorer sidste år, men som garanteret også har flere gode år i sig endnu.

Ja, jeg orkede altså ikke at blande mig. Jeg er efterhånden selv ved at være træt af den debat, og jeg tror alligevel ikke, at nok så mange ord fra min side ville kunne få den ene eller den anden til at bløde op på sine synspunkter. Der var dog et par påstande, som den ene blev ved med at gentage den ene gang efter den anden, som jeg nu ikke er helt så sikker på, holder hundrede procent vand. Den ene påstand var, at ledelsen måtte have haft en klar plan med sine handlinger, at der må være nogle ekstra oplysninger, som vi andre ikke kendte til, som gjorde, at det var det eneste rigtige valg, Holmstrøm endte med at træffe, da han offentligt afbrød forhandlingerne med de to spillere. Den anden var, at det sådan set er ligegyldigt hvilke spillere, der optræder for FCK, for det er jo klubben og ikke den enkelte spiller, vi holder med.

Jeg siger ikke, at det er umuligt, at det hænger sådan sammen. Måske har klubledelsen virkelige evnet at opstille en fejlfri formel, der gav det entydige resultat, at Todis og Runes lønkrav simpelt hen ikke var berettigede henset til deres værdi for holdet, den økonomiske krise i dagens fodboldverden og 117 andre faktorer. Jeg kan bare ikke anerkende, at det altid vil være sådan, at klubledelsen træffer de objektivt rigtige beslutninger, hvorfor vi almindeligt dødelige bare har at klappe i og acceptere klubbens valg uden at mukke. 

Jeg kan godt forstå, hvis nogle af vores medfans gerne ser, at ledelsen altid fremstår som fejlfri. Der er jo nu engang mange, der i en omtumlet hverdag har et stort behov for nogle enkelte faste holdepunkter, som ikke fejler. Det minder mig lidt om religionsdyrkelse. Jeg har ikke de nødvendige forbindelser til de øvre luftlag til at kunne udtale mig skråsikkert om, hvorvidt Gud eksisterer eller ej. Men hvis der ikke fandtes en Gud, kan jeg godt forstå, at nogen har opfundet ham. Det er nu rart med en smule orden, og at der er en højere mening med livet, således at det ikke blot består af en række tilfældigheder.

Det er ingen hemmelighed, at Flemming Østergaard har en meget stor stjerne hos mange fans af Byens Hold. Hans betydning for FCK’s økonomi er indiskutabel, og selvom hans facon ind i mellem kan blive for meget for en del fans, er andre ligeglade med den slags detaljer. De elsker ham simpelt hen.

Med hensyn til klubledelsens anden store personlighed, Niels Christian Holmstrøm, er vandene mere delte. Det er ikke alle, der er parate til at give ham lige meget kredit for at have rettet op på den sportslige side af biksen, efter at Østergaard havde valgt at koncentrere sig om den økonomiske. Men i andre kredse, særligt hos folk med tilknytning til KB, nyder også han en næsegrus beundring. Jeg har for eksempel selv en god ven, der drømmer om at komme på toilettet med Holmstrøm. Nu må du endelig ikke misforstå, hvad jeg siger! Min ven er en dedikeret familiefar, som ikke har afsløret de mindste tegn på homoerotiske tilbøjeligheder, så det er ikke den slags, der ligger bag. Nej, min vens ønske skyldes i stedet, at han har en klippefast tro på, at han vil kunne fiske guldklumper op af kummen, efter at Holmstrøm har besørget. Så høje tanker har han om alt, hvad den gamle KBkæmpe foretager sig. 

Så er der selvfølgelig dem, der vil hævde, at spillerne også dyrkes som guder. At visse fans går alt for meget op i enkelte spillere i stedet for at fokusere på holdet og klubben som helhed. Der er da helt sikkert de fans, der har netop et sådant forhold til de bedste spillere, men i så fald er der tale om en temmelig flygtig tilbedelse, for selv de mest talentfulde spillere har oplevet, at deres eget publikum vender dem ryggen, når tingene ikke længere helt kører for dem på banen, som det engang gjorde. Se bare Ryan Giggs i Manchester United, der for nylig måtte lide den tort at blive buhet ud af sit eget hjemmepublikum efter en stribe mindre prangende præstationer. Eller tag Beckham fra samme klub. Hans udvikling er godt nok forløbet stik modsat, men han er langt fra altid blevet behandlet som den gud, han opfattes som i dag. Vi taler her om Englands mest udskældte mand i sommeren 1998 efter udvisningen mod Argentina!

Herhjemme i lille Danmark bliver spillernes menneskelighed også udstillet hver søndag i sæsonen, hvor ikke engang den bedste slipper helt fra håbløse fejlafleveringer og vilde skud langt over mål. Selv Mykland, der ellers var blevet opfattet som noget af en frelser på FCK’s hold sidste forår, virkede endog meget menneskelig en forårsdag i maj 2002, da han serverede bolden for en fri Mads Jørgensen, der resolut takkede for denne gave.

Effekten af ledelsens handlinger kan man ikke se på samme hurtige måde, og nogle gange får vi slet ikke muligheden for at bedømme, om det nu var en rigtig beslutning, man tog for måneder eller år tilbage. Der er selvfølgelig de mest åbenlyse situationer. De fleste kan nok i dag blive enige om, at det ikke hørte til Flemming Østergaards største succeser at ansætte Christian Andersen og fyre ham igen efter få måneder, eller at Niels Christian Holmstrøm nok ikke bør lade det få en fremtrædende plads i sine erindringer, at han brugte adskillige millioner kroner på Ashvetia efter blot at have set ham i to kampe. Men hvordan måler vi alle de andre beslutninger, klubbens ledelse tager i det daglige? Hvordan kan vi afgøre, om det for eksempel var den rigtige beslutning at lade Rune gå, hvis Balajs Robacki, øhh...Bolars Rabokzi,…Rabo!, egentlig gør det udmærket, mens Rune ikke får spilletid i det italienske? Ja, det kan vi jo ret beset ikke bedømme. Udover det helt indlysende at vi bør tage godt i mod nye spillere, selvom de afløser gamle helte, og give dem en fair chance for at slå igennem, er det måske bedst på et tidspunkt helt at opgive at vurdere, om afskeden med den enkelte spiller nu var en ulykke eller ej.

Heri ligger imidlertid ikke, at man blot skal resignere og anerkende klubledelsens uindskrænkede evne til altid at træffe de ”rigtige” beslutninger. For selv den mægtigste klubdirektør eller bestyrelsesformand er jo kun et menneske, der begår fejl som alle os andre. Og der ligger særligt ikke det i det, at man herefter blot bør glemme den gamle spiller.

Er du nu blevet tørstig igen? Så får du da bare en øl, før jeg fortsætter enetalen. Vi har stadig nogle af de hersens Capo tilbage fra det parti, som Carlsberg smed i nakken på os. Var det ikke noget? Den er godt nok lidt utraditionel i både farve og smag, men alkoholprocenten er der i hvert fald ikke noget at udsætte på!

Nå, hvor kom jeg nu fra? Jo, prøv at kigge over på væggen! Ja, lige derovre! Der hænger en af de souvenirs, som vi er mest glade for hernede. Det er et holdfoto fra efteråret 1998 komplet med autografer fra alle spillere. Som du nok husker, var det hold med en veloplagt Goldbæk i spidsen og Kent Karlsson på bænken det eneste sportslige lyspunkt i den sidste halvdel af 1990erne. En tredjeplads blev det til i 1997/98 sæsonen, før det gik løs med Europacupkampene mod blandt andet Chelsea i efteråret, og da året endte, lå vi anført af Kim Brink på en 2. plads i superligaen, 4 points efter AB. Og nej, fortsættelsen på den historie taler vi ikke om!

Prøv nu at kigge lidt nærmere på truppen. Der er 25 spillere i alt med på billedet. Hvor mange tror du, der er tilbage i klubben i dag hér 4½ år efter? To! Den ene er vores gamle kaptajn Peter Nielsen, der jo i mellemtiden har været et smut i Tyskland og først vendte tilbage til klubben i sommer. Den anden, og altså den eneste, der har været i klubben lige siden, billedet blev taget, er Todi. Her ser du en mand, der har været bindeledet mellem det ”gamle” og det ”nye” FCK. En spiller der har haft sine op- og nedture, men som stadig væk har været god nok til at ende som klubbens topscorer sidste år. Han står for mig som symbolet på den udvikling, hele klubben og du og jeg har været igennem de sidste år. Fra fiasko til succés. 

Og mens andre fans blot betragter FCK som den levendegjorte udgave af et spil CM, hvor den ene spiller afløser den anden i det evige forsøg på at optimere holdet, skal der noget mere til for, at jeg kan holde af dette foretagende. Det er ikke nok for mig bare at betragte spillerne som 11 robotter med et prisskilt i nakken, der enten skal sælges videre for en formue eller kasseres, alt efter hvad markedskræfterne dikterer. Der skal rigtige mennesker til af kød og blod. Der skal mennesker til, som jeg kan føle for og føle med. En fyr som Todi. Ellers bliver det hele lige så ligegyldigt for mig som at se en amerikansk soap på TVDanmark.

Jeg må tilstå, at jeg derfor også glædes, når en af klubbens egne unge spillere slår igennem, og holdet ikke kun udgøres af dyrt betalte spillere på gennemrejse, der alt andet lige nok blot betragter FCK som hvilken som helst anden arbejdsplads. Det giver trods alt de københavnske knægte, der tilbringer en pæn bid af deres unge år med at beundre førsteholdsspillerne i Parken, en tro på, at det en dag kan blive dem selv, der vil blive tiljublet af de begejstrede masser på Nedre C. Det giver noget hjerteblod til vores ellers så strømlinede klub. 

Det er som sagt ikke det samme som, at jeg betragter spillerne som ufejlbarlige helte. Uanset deres kvaliteter på banen, er de netop menneskelige, og jeg har egentlig ikke nogen lyst til at komme for tæt på dem, for tænk nu hvis de viste sig at være lidt for menneskelige!

Vi ser dem for resten tit hernede, spillerne. Som regel lister de diskret ind enkeltvis eller i små grupper, og de er oftest formummet bag solbriller eller har en kasket eller hue trukket godt ned i panden for ikke at blive genkendt. Vi bartendere respekterer deres ønske om at få lidt fred, og vi nøjes som regel med at nikke venligt, men afmålt til dem, når de bestiller deres cola eller måske en enkelt øl, når vi er uden for fodboldsæsonen. Og vi plejer aldrig at have nogen problemer med dem. 

Her for et par uger siden var der imidlertid en større gruppe af spillerne samlet hernede. De var vist ude og fejre, at en af dem havde fødselsdag, selvom den pågældende så lidt nedtrykt ud, da de kom ind af døren. Som drikkevarerne gled ned, og musikken fra jukeboksen blev skruet op, blev stemningen dog hurtigt løftet, og jeg fik snart nok at se til. Jeg stod og tørrede glas af, mens jeg overvejede, om jeg skulle lade et ord falde overfor en af fyrene, der stod og hang i baren, da han for 117. gang greb godt fat i numsen på en forbipasserende pige.

Jeg blev imidlertid afbrudt i mine tanker, da en nydelig velfriseret mand med sunde æblekinder råbte til mig fra den anden side af baren, om vi ikke havde nogle andre plader, vi kunne smække i jukeboksen. Da jukeboksen stadig var halvvejs fyldt op af de gamle Bruce Springsteen plader, som Jan og Holger har tvangsfodret det stakkels dyr med gennem den sidste måned, besluttede jeg at forbarme mig over ham. Der var vel fest! På mit spørgsmål om, hvad han kunne tænke sig at høre i stedet, svarede han, at det ville være fint med noget Eros Ramazotti. Jeg var lige ved at tabe glasset, men det lykkedes mig nu høfligt at svare, at vi ikke havde noget af den slags. Det var jo sådan set fint nok, at fyren åbenbart ikke var så bange for eksotiske og fremmede oplevelser, som man ellers kunne tro, men lige Eros Ramazzotti! ”Har I så ikke noget musik med Enrique Iglesias?” Dér røg glasset på gulvet! I et bestemt toneleje fik jeg forklaret fyren, at den slags sydlandske flødeboller hørte vi ikke hernede, og hvis han fortsatte med at fremture, ville han blive smidt ud! Han forstod heldigvis budskabet og luskede slukøret væk.

Her stoppede dramatikken imidlertid ikke. En lille fyr, der hele aftenen havde ligget i fast rutefart mellem baren og dansegulvet, hvor han havde hoppet op og ned som en anden gummibold, havde endelig slået sig til ro på en barstol, hvor han sad og kærtegnede en fadøl. Jeg havde godt set ham et par gange før hernede, og der var noget mærkelig bekendt ved ham. Hvis han var spiller, havde han i hvert fald gjort noget ud af forklædningen med sin sorte langhårede paryk og matchende skæg. Han var åbenbart slumret hen med en cigaret i hånden, da ulykken skete. Cigaretgløden må have antændt håret, og lige pludselig stod både paryk og skæg i flammer! Et stort lyshåret brød, der stod ved siden af ham, handlede lynsnart og prøvede at slukke ilden ved at kyle væske i hovedet på den brændende vildmand. Bøffen hørte imidlertid åbenbart ikke til de kvikkeste, for det var sit glas med rødvin, han på den måde tømte, og enhver ved jo, at alkohol kun får ilden til at flamme op! Så måtte jeg skride til handling. Med et resolut tag i henholdsvis paryk og skæg hev jeg til for at befri staklen for sin brændende forklædning, men til min store overraskelse blev skidtet sgu siddende, mens den levende fakkel gav et højt skrig fra sig! Heldigvis kastede en af de andre gæster herefter sin jakke over hovedet på den uheldige og kvalte på den måde ilden. Han viste sig nu i øvrigt ikke at være mere medtaget, end at han tog imod endnu en fadøl på husets regning og blev siddende ved baren, indtil festen ebbede ud, og jeg bad de sidste om at gå, så jeg kunne lukke og slukke.

Nå, nu må det også være nok for i aften. Jeg skal tidligt op i morgen, da jeg skal pakke kufferten, før turen senere på dagen går til London. De fleste andre bartendere med venner følger for resten trop ugen efter, men vi skal nu nok sørge for bemanding hernede alligevel. Min rejse betyder desværre, at jeg ikke selv får mulighed for at heppe på Smølle i finalen i den store fraktionsquiz i morgen eftermiddag, men herfra skal der i hvert fald lyde et stort held og lykke til Smølle og resten af drengene! Sørg nu for at få pokalen med hjem, hvor den hører til!

Hans CL

Jeg har heldigvis fået skiftet lidt ud i jukeboksen, så nu kan du blandt meget andet godt høre:

Ugens albums:

The Streets: Original Pirate Material
Både Smølle og Thomas CF39 har allerede her i Stamværtshuset beskæftiget sig indgående med denne overraskende perle fra sidste år, så jeg vil nøjes med at konstatere, at der stadig bliver lavet spændende og nyskabende musik i England. Det er sjældent, at man har hørt engelsk rap siden Stereo MC’s storhedstid med albummet ”Connected”, men charmerende er det nu!

Massive Attack: 100th Window
Når man taler om nyskabende engelsk musik i de sidste par årtier, er det svært at komme uden om Bristolkollektivet Massive Attack, der introducerede den genre, der kom til at gå under betegnelsen trip hop. De debuterede med ”Blue Lines” tilbage i 1990. Siden fulgte de fremragende plader ”Protection” og ”Mezzanine”. I mandags udkom så det noget reducerede kollektivs nyeste album. Jeg må tilstå, at jeg faktisk ikke har nået at høre hele pladen endnu, men selvom det ifølge anmeldelserne skulle være så som så med det nyskabende, skal I ikke snydes, hvis I blot er en smule til det melankolske. Selv et af Massive Attack’s mindre værker rager højt op i nutidens musiklandskab.

Ugens numre:

Eminem: 'Lose yourself'
Egentlig har jeg nu i nogle år følt mig lidt for gammel til at dyrke den amerikanske hip hop musik, og interessen har ikke rigtigt været der, siden Dr. Dre og Snoop Doggy Dogg hjalp hinanden med at lave henholdsvis ”The Chronic” og ”Doggystyle” i begyndelsen af 90erne. Som man bliver ældre, er det lidt svært stadig at tage gangsterrappens bad muthafucker attitude alvorligt, særligt når man ikke bor i en ghetto. Måske derfor har jeg været lidt forbeholden overfor Eminem, som jeg mest har forbundet med oprørsdrømme på diverse teenageværelser verden over. Jeg må dog indrømme, at han har en god stemme og et passende aggressivt flow over sig, og hans nyeste single bygges meget virkningsfuldt op for at eksplodere i rå energi.

Raveonettes: 'Attack of the Ghostriders'
Heller ikke den nye danske musik følger jeg længere så meget med i, som jeg har gjort, og selvom jeg har registreret, at der trods alle dommedagsbasuner stadig udgives musik med danske debutanter, som f.eks. Carpark North og Kira And The Kindred Spirits, er det sjældent noget, jeg når at danne mig den store mening om, før de forsvinder bort i glemslen. En enkelt ny dansk gruppe har dog formået ligefrem at få et mindre udenlandsk gennembrud, nemlig Raveonettes, der udgøres af Sune Wagner og Sharin Foo. Singlen med det noget særprægede navn skulle være et typisk eksempel på deres musik: et ultrakort, skramlende og hidsigt nummer, der går over få akkorder. Jeg kan ikke helt afgøre med mig selv, om der er tale om varig kvalitet eller bare fortænkt udnyttelse, men anderledes er det i hvert fald.