Det er lige til øllet, at I betræder disse ydmyge haller, for faktisk er hele Stamværtshuset på vej ud af landet. En frivillig eksil fra vinterpausens trummerum, selvom der ikke er lang tid tilbage, inden dette forårs budbringer — udekampen mod OB — fløjtes i gang. Udenfor kan det snart også mærkes. Temperaturen sniger sig stadig under frysepunktet om natten, men efterhånden som natten bliver kortere, gør det ikke helt så meget. Og de klare blå og lyserøde aftenhimmeler er en kærkommen afløser fra kyndelmissens knugende mørke. Jo, der er tid og sted for både vinter og sommer, og nu da man snart skal begive sig til Parkens isnende tribune - ganske uden (?) varmende cognac fra vores lokale sanktbernhard-stedfortræder - må temperaturen gerne stige bare så tilpas højere, at man slipper for at overveje om man skal finde de lange, uldne frem fra skabet inden kampen.

Det er jo ikke, fordi jeg nærer nogen principiel uvilje mod vintervejret, tværtimod! Men vintervejr kræver nogle gange de rette omgivelser inden det kan nydes i fulde drag, og således står der de franske alper på bagagemærket på denne bartenders kuffert. De franske alper, hvor de kridhvide, og knasfrosne pister bages af højfjeldets klare sol, og man ligner en million, mens man spiller smart på vej ned af pisten mod eftermiddagens after-ski på den ikke så listige, men dog alligevel komplet Anton-aus-Tyrol-fri beværtning. Da jeg gik i gymnasiet, havde vi på et tidspunkt besøg af stand-up-komiker, der fortalte, at han aldrig helt havde forstået kammeraternes fascination ved vintersport. Hver gang han fortalte dem dette, blev deres blik manisk, og på kammeraternes mest overbevisende måde, fortalte de ham, at han bare sku' prøve det éen gang! - så ville han være HOOKED!

Hvis I har det som den kære komiker, kan jeg kun sige;

I skal bare prøve det éen gang, så er I HOOKED!

Undertegnede er uden tvivl vinterferie-junkie. Det løber i blodet, og den rush, det giver, når man står ned af pisterne - lige på kanten af ens ydeevne, er fænomenal. Det er en dyr hobby, men på den anden side - det er det også at gå på værtshus, og det rimelige i den slags, får ingen lov at anfægte, medens de er gæster i dette etablissement.

Nuvel, en hver sin lyst, og efter alt dette bravado ville det ligne sig, hvis jeg kommer hjem med benet i gips. Deres bartender banker på disken, og håber han slipper for men.

Hver mand sin lyst, som sagt, og resten af de faste bartendere er allerede taget afsted, slæbende på deres kufferter i følgeskab med et par stamgæster. De er draget til London, og det er næppe for meget sagt, hvis man formoder, at de ikke er taget afsted for at slippe for det nordatlantiske klima. Hvad i himlens navn, de får tiden til at gå med derovre - udover at drikke lunken øl og løbe spidsrod mellem alle antiterrorbetjentene - er uvist, men jeg kender dem dårligt, hvis ikke de nok selv skal fortælle om deres oplevelser.

Vi flyver - her i Stamværtshuset. Hver sin vej, ganske vist, men dog flyver. Efter Todis uheldige oplevelse med disse monstrummer, kunne man måske frygte for om man nu kan være sikker på, at man ikke kort og kontant bliver hverfet ud af et par smilende, men skånselsløse stewardesser. Det er strenge tider for færøske angribere i øjeblikket. Strenge tider, gamle ven.

I en gammel kongeklub som KB turde man ellers tro, at en ting som Dronningens Nytårstale var en så institutionaliseret del af enhver nytårsaften, at ingen - og slet ingen så højt på strå, som vores sportsdirektør - ikke med andægtig mine memorerede sig hvert et "Dong!" fra Hendes Majestæts mund. Alligevel har vi oplevet at de gode nytårsønsker om, at det nye år må være med til, at de, der er kommet til Danmark fra fremmede lande og fjerne himmelstrøg - hvad enten de har boet her kort eller længe, kan føle, at de hører til her, er ladet hånt om. I stedet har vi oplevet "dumsmarte" bemærkninger og en iver for at smide de fremmede at flyet som matcher brødrene Behnkes.

Det er ikke godt nok, og det piner mig, at jeg ræb efter ræb føler det nødvendigt at kommentere klubbens lederes mangel på almindelig anstændighed og pli, hvad angår deres opførsel overfor medarbejdere, samarbejdspartnere og pressen. I hvert fald som pressen udstiller det - og den måde pressen udstiller er nu engang - om man bryder sig om det eller ej - den virkelighed, som den danske befolkning opfatter. Det er muligt, det på kort sigt giver økonomisk mening at sætte Todi og Pagge af flyet, det er muligt, selvom man kan indvende, at hvis det er et signal om disse spilleres forventede spilletid i foråret — og de blot skal sidde på bænken uden at gøre fra eller til, men blot hæve deres hyre ved kassen — er F.C. København da om noget "et socialkontor". Men på langt sigt kan det ikke gøre andet end at skade forholdet mellem medarbejdere og ledelse, at spillere bliver sat døren for stolen, hvis de ikke ønsker at forlænge deres kontrakter. Herre Jemini, er det ikke professionel fodbold, vi bryster os af i F.C. København? Hvorfor så denne amatøristiske tilgang til spillerne, når de opfører sig som professionelle og tager karrieregavnlige valg? Er det et også et efterslæb fra den gamle KB-ånd, hvor spillerne helst skulle være taknemmelige og underdanige over at spille i klubben? Det er jo ikke sådan, at Todi har opført sig illoyalt overfor klubben - tværtimod.

Naturligvis er det ikke sådan, at klubben ukritisk skal honorere alle spillernes tilfældige eller urimelige krav, men hvis man ikke kommer overens, bør man kunne forholde sig professionelt til dette, og acceptere at det nu engang er spillets regler. Det er kun børnehavebørn, der, når de bliver slået hjem i Ludo, bliver sure, og ikke vil spille mere; Man spiller spillet færdigt - af respekt overfor modstanderen, medspilleren - og hvis der er tale om turnerings-Ludo (det kunne tænkes!) - af respekt overfor tilskuerne. I dette tilfælde kan man håbe, at forårssæsonen ikke ender, som den er begyndt, for Todi, for hvis han ikke får lov at spille - både med bolden på banen - og med de klingende mønter ved forhandlingsbordet - er det ærlig talt udtryk for en manglende respekt for Todi, en manglende respekt for en tilskuermasse, for hvem Todi er blandt de betydeligste spillere på holdet, og det er en manglende respekt overfor professionel fodbold.

Og mangel på respekt for professionel fodbold er også et af argumenterne i den endeløse debat om en omstrukturering af Superligaen. En debat, der som i de gamle polske parlamenter, næppe fører til noget resultat, for selvom man er enig om, at Superligaen i sin nuværende form er skæv, så kan man ikke blive enige om at ændre den. Diskussionen har delt klubberne i to lejre: På den ene side står topklubberne, der for deres del er interesseret i at få en liga, hvor de har størst mulighed for at tjene penge, og på den anden side står de øvrige klubber, der derimod er interesseret i at få en liga, hvor de har størst mulighed for at tjene penge. Fronterne er således trukket skarpt op, og i Berlingske Tidende, der jo altid har haft ry for at være den lille mands talerør tog chefredaktøren på lederplads stilling, da han betegnede modstanden mod topklubbernes forslag som amatøragtig - hvilket modstanderne over en bred kam ikke rigtig kunne (eller ville) sige noget til. Alt andet lige tegner der sig et billede af et klassisk idrætspolitisk opgør mellem eliten og bredden, og spørgsmålet er, om det er andet end højskoleånd, der holder dem i samme stue. Selvom der givetvis eksisterer en synergisk effekt mellem bredden og eliten, er denne bartender ikke overbevist om, at de to typer organisation ikke hver for sig har bedre muligheder for at udfolde idrætten i netop den retning og under de forhold, som de ønsker. Det er alt andet lige svært at forsvare, at eliteorganisationerne skal hæmme breddeorganisationerne og vice versa, som tilfældet er i dag.

Nok om det for denne gang; vi er forhåbentlig alle klogere om blot en uges tid.

Tid til sidste omgang, inden jeg sætter skiltet på døren, og låser stedet. Vi regner med at åbne igen om en lille uges tid, så indtil da må I finde andre vandhuller.

Martin CX

Ugens sange:

Bill Withers' "Ain't No Sunshine"

Pink Floyds "Wish You Were Here"