For fanden da, så står man her igen og bævrer som en blanding mellem en debuterende vinterbader og et gammelt, nedslidt videobånd. Et pludseligt bump fra en flyvemaskine tirsdag eftermiddag sendte 3/4-dele af barens personale, samt to af stamgæsterne tilbage fra et forårskådt London med solskin og 10-12 varmegrader. Ned igennem en koldfront af en tåge så mastodontisk, at den virkede som den kom bag på selv flykaptajnen og hans nærmeste. En hård landing, hedder den slags i fagsproget, og EasyJetGoDiscount-jeg-skal-give-dig-lavpris maskinen formåede akkurat at holde sammen på skroget, inden overisningen kunne skabe problemer.

Således kom vi alle vel tilbage igen. I stedet er sidste uges ensomme bartender, Martin, rejst sydpå for at dyrke en bizar interesse for skisport. Selvom det - sandt at sige - nok mere er afterskiingen der trækker i den unge mand.  

Men for fanden da! London og fodbold. I februar måned. Nogle af os har prøvet det før og samtlige er mere end interesseret i at gøre det igen. Det er en fantastisk oplevelse og denne bartender kan såmænd i al ydmyghed erklære det hele ekstra fantastisk, fordi fodbolden blev spillet hos yndlingene på White Hart Lane i Tottenham. Lad gå at resultatet 1-1 mod Fulham ikke var prangende, og lad gå at det medførte en særdeles aggressiv adfærd hos flere andre i rejsegruppen. Enten fordi man i hysterisk triumf ville markere at et inferiørt Liverpool-hold havde vundet i overtiden, samtidig med et andet mandskab fra samme havneby havde tabt igen. Eller fordi man i ren frustration skulle have afløb for en meget slatten indsats på hjemmebanen af Londons svar på "Little Italy" (vi taler om Chelsea-Blackburn 1-2 her!).

Intet af dette kunne dog bringe skår i den glæde som i hvert fald to af os (undertegnede og en trofast stamgæst) fik ved at sidde på East Upper Block H sent mandag aften i behagelige omgivelser, i behagelige aftentemperaturer. Heller ikke da Tottenhams Milenko Acimovic præsterede noget der vil gå over i fodboldhistorien, som topkandidat til en af alle tiders største afbrændere. Cirka en meter fra målstregen lykkedes det ham i helt fri position, at ramme over bolden og skovle den med støvleknopperne op på oversiden af overliggeren. I sig selv blev det nærmest en overmenneskelig handling og altså en solid positionering til et kandidatur, hvor han passende kan føle sig tæt forfulgt af et par fra det lokale københavnske galleri. En David Nielsen eller to, og i hvert fald en engang på Lyngby Stadion, og såmænd Zumas mod Djurgården i efteråret inde i Parken. Men okay! Acimovic burde tvinges til at æde sin egen afføring i en uge ovenpå den blamage. Så er det sagt og London-solen går sin stædige gang. Selv over Tottenham High Road og dens mange kebab-steder.

Trods Spurs mest af alt snød sig selv for sejren, blev det en udemærket kamp, der blev krydret med et par forsøg på træværket og to diskutable udvisninger. I begge tilfælde ligeligt fordelt. Fulham fik tidligt bragt sig foran, på et lynhurtigt gennemspil i venstre side af straffesparksfeltet, der skaffede Boa Morte i fri position. I første omgang lignede scoringen noget, der kunne karakteriseres som fremragende - en klassisk lektion i hurtigt opspil. Ved nærmere gennemsyn på de fremragende storskærm-replay, der kørte under og efter kampen, blev den reduceret til ganske heldig. Selve afslutningen var faktisk jammerlig, den blev afrettet af en forsvarer og satte derfor helt keeper Keller i Tottenham-målet ud af spillet. 

Udligningen faldt kort før pausen. En dyb stikning flåede Fulham-forsvaret i stumper og Simon Davies fik frit løb ind i feltet og forsøgte at afdrible keeperen. Det lykkedes ikke. Med Milton'sk målestok kunne der tales om, at Davies søgte sit straffespark. Efter engelsk målestok blev den knastørre konstatering blot, at der var straffespark. At Fulham-keeperen oveni blev udvist, lignede hvad der kunne kaldes et provokatorisk anti-Milton manifest. Og det var måske en anelse hårdt vurderet af dommeren, men manden var jo lykkeligt uvidende om standarderne hos "verdens bedste dommer" og den særlige Lex Milton som hersker her hjemme. På det efterfølgende straffespark udlignede Teddy Sheringham sikkert.

Resten af kampen forsøgte Spurs bryde igennem en massiv 10-mands defensiv, men det endte næsten aldrig i andet end stillestående tværafleveringer, bortset fra allerede omtalte afbrænder. Med godt 10 minutter igen indkasserede Darren Anderton sit andet gule kort efter et professionelt frispark ved en Fulham-kontra. Det betød exit for ham. Igen en lidt hård dom og nok heller ikke helt acceptabel Lex Milton-adfærd, hvis vi skal være ærlige. 

Således var der dømt equal share og åben slagudveksling i slutminutterne. Det uafgjorte resultat stod dog fastnaglet på tavlen.  

For fanden da! Der sad man på White Hart Lane og følte sig som blandingen af en 7-årig knægt med lommen fyldt af samlerkort fra alskens tyggegummipakker og en benhård samfundsanalytiker for hvem rationaliteten var blevet almindelig som dobbeltlaget toiletpapir. Hvad der virkelig varmede i denne aftenstund, var hele måden som hjemmepublikummet greb kampen an fra begyndelsen. Der var larm og sang, chants og cheers. 

Jeg oplevede min første engelske Premier League-kamp for to år siden på Highbury og blev nærmest slået omkuld af den tavshed som hjemmepublikummet fremviste. Trods en komfortabel 1-0 sejr over Ipswich dengang. Alligevel var det kun Ipswich som man hørte på tribunerne, bortset fra minutterne efter scoringen. Det samme gentog sig i lørdags, da vores lille rejseselskab havde sat kursen mod det allersydligste London, Selhurst Park, og kampen mellem Crystal Palace og Sheffield Wednesday i 1. division. En ting var at det udviklede sig til en rærlig 0-0 forestilling, en anden blev at Wednesday-tilhængerne helt dominerede lydbilledet mod et langt talstærkere Palace-publikum fra lang tid før kickoff. Og vi taler altså om godt 16.000 tilskuere og noget der er langt over normale danske Superliga-tal. Her af udgjorde Wednesday løst anslået omkring de 1.000. Men de kunne dæleme høres hele kampen igennem.

Gudskelov gentog billedet sig ikke på White Hart Lane. Spurs var hjemmehold og det bliver næsten prægtigt at kunne konstatere, at det også kunne høres. Opbakningen var fremragende og blev til tider slået an af noget så odiøst som en stortromme (hvilket så åbenbart også var nok). Fra vores pladser på øverste tribune havde vi et fremragende udsyn over Park Lane-tribunen, hvor de mest hårdkogte Yids holder til. Bemærkelsesværdigt var deres gentagne forsøg på at "stand up" - til de stedlige vagters åbenbare irritation. Med jævne mellemrum kørte "Stand Up if You Love the Spurs!" eller "Stand Up if You Hate Arsenal" rundt mellem tribunerne for at få os andre med. Og det virkede helt bevidst.

Direkte fremragende blev det når tribunerne sang til hinanden. De af os der var i Stockholm til returkampen i Europa Cup'en mod Djurgården, oplevede svenskerne diske op med noget lignende. En tribune synger for og næste synger tilbage. På White Hart Lane blev det bare endnu mere markant. Denne gamle støder af en bartender vil i hvert fald gerne opleve noget af det samme i Parken en dag. Mellem C- og B-tribunen. Det er stemningsskabende som bare pokker og får samtidig nogle af os sløve padder til at være mere på mærkerne under kampene.

For fanden da! Var man blevet et barn af en anden verden med sin Spurs-kasket og sin nye "Official Tottenham History"-DVD i rygsækken, bliver man en voksen af den første og trivielle verden, når man kommer hjem og opdager, at DBU-andedammen har forkastet forslaget til strukturændring i dansk topfodbold. Åbenbart via en DBU-ledelse som ikke aner hvad den selv mener. Eller i hvert fald selv siger.

Nøgternt betragtet er det svært at blive overrasket efterhånden. Man bliver blot en anelse skuffet. Det kunne egentlig blive en anelse bedre for en periode, måske kunne man endda have arbejdet frem en yderligere professionalisering af dansk topfodbold. I stedet er man havnet et stort vakuum. Nu sker der i hvert fald intet i det næste års tid. Og måske heller ikke året efter. I Superligaen skal vi fortsat mødes tre gange pr. sæson, med et sindrigt palaver omkring den tredje kamp til følge. Skal den være ude eller hjemme og i givet fald hvorfor? Det er dog nok til at overleve. 

Rettere sker der måske det, at topklubberne får endnu mindre lyst til at dele sine indkomster med de lavere rangerende klubber. Det var det forløb som sportsdirektør Holmstrøm skitserede i Løvetimen for et par dage siden. Resultatet bliver så at vi hurtigt rykker endnu nærmere de "skotske tilstande" som blev fremhævet som et af faresignalerne ved den fremlagte strukturændring, der er blevet forkastet. De store, vi der er store, skal jeg vel uvilkårligt sige, bliver næppe mindre fremover. Og lukker vi for kilden nedefter, bliver vejen blot endnu længere for klubberne i næste lag. En smule afgrænsning i det professionelle selskab, kunne have bibeholdt en smule solidaritet ned i rækkerne. Nu kan den nemt forsvinde helt, hvis topklubberne vælger at mele deres egen kage. Og med solidariteten forsvinder også muligheden for en lidt bredere top end de to-tre klubber der vinder alt i en benhård markedsøkonomisk situation. Men hurra og tillykke for amatørerne i JBU og deres venner og deres fantastiske talentarbejde.

For fanden da! Jeg orker ikke mere. Orker ikke mere af denne debat og orker heller ikke mere fra andedammen. Føler mig nærmest forvansket til en blanding mellem en udtjent sportsjournalist og en dybfrossen lørdagskylling. Men som i en gammel Springsteen-sang om forfaldet på Chelsea Road, søger jeg dog alligevel videre. Måske mod Blackburn Broadway. Og ender såmænd igen med at stå her. Uanset om jeg vil eller ej. Tvunget til at finde på en eller anden afslutning. Privatdetektiven Philip Marlowe sagde engang det hele: "Problemet med ensomme mænd er at de enten intet siger, eller også siger de alt for meget." Nu står jeg her og glor over rækkerne af sprutflasker bag disken, whiskey på whisky og en enkelt billig Finsbury Gin. Jeg glor videre på billeder og portrætter og skal prøve at ligne en der er hjemme igen. Fra White Hart Lane og fra London. En der glor på alt fra Todi til Heine, samt et enkelt gammelt holdbillede. Tiderne de skifter, mand! Tiderne de skifter...

Og der er godt to uger til sæsonstarten! Puha, bartenderen behøver en pint! I øvrigt tror jeg, at jeg bliver hængende hernede hele natten, efter I - ja jer derude, hele bundtet, er skredet! Jeg har i hvert fald stadig en masse kørende med ham Springsteen. 

Ugens Jukebox-nummer:  

Dave Grohl, Elvis Costello, Bruce Springsteen og Little Steven: 'London Calling'
- live-version klippet fra søndagens Grammy Awards på MTV. En sidste hilsen fra fire fæller til afdøde The Clash-forsanger, Joe Strummer. THIS ONE IS FOR JOE! Og jeg er sikker på, at han i sin musikalske himmel har nydt denne kradsende, vilde, eksplosive udgave nøjagtig ligeså meget, som vi andre gjorde. Den er i hvert fald aldeles pragtfuld! 

Jan Saxo