Here we go, we’re hanging out in Camden
Drinking with my girlfriends on a Saturday night
(Lush: ’Ladykillers’)

Det kunne have været hvilken som helst pub eller værtshus i verden, ja, det kunne endda have været denne her, hvis ikke det var fordi denne her er en del mere charmerende, men til gengæld har en meget mindre tv-skærm. Men det var i Camden Town, det var søndag, og efterhånden havde vi tilbragt det meste af dagen derinde efter kort at have kigget gennem den lokale hovedgades skobutikker, brugtpladeforretninger og turistfælde af et marked, dernede ved slusen hvor MTV holder til. Da klokken blev seks og Liverpool havde tabt til Birmingham, til alle tilstedeværendes glæde (undtagen et sørgmodigt norsk kærestepar der hastede væk) havde vi bare endnu en gang fået bekræftet, at barer og fodbold er vores skæbne. Ingen grund til at slås imod det.

Jo, jeg var også med i London. Og jeg ved, at Jan Saxo fortalte om det sidste uge, men det har jeg også tænkt mig at gøre. Jeg var så ikke med på White Hart Lane, jeg fik først sluttet mig til selskabet i sidste øjeblik, så i denne uge risikerer du ikke at se Danny Blanchflowers ansigt materialisere sig her over baren, båret oppe af speciel hallucinogen røgelse indkøbt i Tottenhams megastore, hvis det ellers skulle være noget at være bange for. Jeg så anden halvleg på pubben nær hotellet i efter en panisk sidste indkøbsrunde, og jeg er stadig fuld af beundring over hvordan Acimovic kunne få den bold ramt så præcist – på sålen, vel at mærke – at den røg ned i jorden og op på overkanten af overliggeren. Jeg tror ikke han kunne gøre det igen hvis han prøvede.

Men jeg var da til fodbold. Det var hele selskabet om lørdagen, klokken tre som det sig hør og bør. Vi tog et lokaltog ned til udørken Croydon, bedst kendt for sin gamle lufthavn og i liebhaverkredse desuden for Selhurst Park, hjem for Crystal Palace og stadig også for Wimbledon. Palace spillede mod bundproppen Sheffield Wednesday, og for at gøre en lang historie kort spillede de 0-0 i den mest rædsomme og gudsjammerligt elendige kamp jeg mindes at have set i mange, mange år. Måske siden vi mødte Vejle i efteråret 1996. Måske ikke.

Jeg bebrejder helt klart den gule bold. Den man kan se på Holgers billede ovenfor, og de fleste uger på TV3’s mindre end ophidsende kampe fra 1.division, som også er stedet hvor Crystal Palace ligger – lige i midten, såmænd. Bare et par uger forinden havde Palace slået Liverpool på Anfield (og tro mig, den kamp vi så sagde meget om Palace, men bestemt ikke mindre om Liverpool!)og fortjent at slå Leeds hjemme, men de havde heller ikke den gule bold imod sig i de tilfælde. Som man kan se her, er den bold Michael Duberry standser med armen, inde i målet, kridhvid. Men find den gule frem, og dagens orden er målspark der rammer sidelinien, tæmninger der rammer ansigtet, indlæg der rammer endetribunen og afleveringer der ikke rammer noget som helst. Se selv hvad jeg mener på lørdag, hvor TV-kampen står mellem (åh jo!) midterholdet Ipswich og bundholdet Stoke. Og en gul bold. Hvis du kan holde det ud. 

Så fik man oplevet det med, det var okay. For mit vedkommende kunne det nu ikke overgå at se Everton-Southampton på den lokale pub ved siden af stadion, The Clifton Arms. Der er et eller andet ved drømme- og sejrsmål, scoret ti sekunder før overtiden ender, der gør jublen lidt større.

"Of course London's a big place. It's a very
big place, Mr Shadrack. A man could lose himself in London."
(fra filmen Billy Liar)

Resten af tiden gik med at prøve at kigge sig så meget om som overhovedet muligt, og især mandagen var afsat til et monster shopping extravaganza. Men det er som at prøve at skimme en James Ellroy-roman på et kvarter. Så allerede på vej tilbage, ja allerede mens butikkerne lukkede mandag aften, kunne man så gå og tænke på hvad det er der trækker til næste år. London er så gigantisk et kludetæppe af mytiske steder, at man burde sætte et år af i stedet for fire dage. En del nemmere sagt end gjort.

Millions of people swarming like flies ’round Waterloo Underground
(The Kinks: ’Waterloo Sunset’)

At opleve det maksimale blev selvfølgelig ikke nemmere af, at Central Line er ude af drift for tiden, hvilket uden at proportionsforvrænge særlig meget er ca. lige så forholdsvis forstyrrende som hvis der slet ikke kørte et eneste S-tog mellem Valby og Hellerup. Trafikken var endnu mere djævelsk end jeg husker det fra tidligere besøg, selv om der i samme uge som vi rejste – for to uger siden på den tidlige morgen hvor jeg står og fortæller dette – blev indført bompenge. Ha! Sikkert lukrativt og godt at have, når man skal betale endnu en gruppe teknikere for at undersøge hvorfor Central Line pludselig kører ved siden af skinnerne i stedet for oppe på dem, men ikke noget man får den store effekt af på Edgware Road i myldretiden, hvor man reelt lige så godt kan gå ved siden af bussen. 

Men sådan er London, og det er i virkeligheden en af de ting der er med til at gøre den fascinerende, ikke mindst for en skandinav som mig: den er ét stort kaos, og store dele af byen er en forfærdelig gang gammelt og saneringsmodent lort, mens alt nyt ser ud til at være bygget uden overordnede planer overhovedet. Det, og at der er så spækket med mennesker overalt, gør at blodet suser hurtigere, og når man vender tilbage til København er det første man ser, at der simpelthen er øde til sammenligning.

Found the Dennis the Menace of Little Venice
Still digging up the bones of Strummer and Jones
(Wendy James: ’London’s Brilliant’)

For pokker, jeg kan sidde og kigge på det berømte undergrundskort i timevis eller bare drømme mig væk til Jack the Rippers Victorian East End og de skumle gyder ved Whitechapel, tænke på City i den mørke middelalder og under Blitzen, og samtidig forestille mig West End og Chelsea i 60’erne eller dengang i 1977, da punkerne hang ud i The Roxy Club i Covent Garden. Det kan godt være at det er oppe nordpå, at den seriøse fodbold skal findes i England (og med nordpå menes altså ikke kun Arsenal…), men er man fængslet af engelsk populærkultur er London i øvrigt lig med Mekka. 

I’m up and down the Westway, in and out the lights
What a great traffic system, it’s so bright
I can’t think of a better way to spend the night
Than speeding ’round underneath the yellow light
(The Clash: ’London’s Burning’)

Det blev bl.a. fejret ved at stalke nogle af punkens gamle steder; The Clashs gamle øver, Rehearsal Rehearsals i Camden, blev passeret, og det samme gjorde Sex Pistols’ hovedkvarter i Denmark Street, der skuffende nok ikke så ud til at findes i et skummelt baghus mere – der var i hvert fald låst og umuligt at komme ind. Og Clashs Mick Jones’ gamle stampub, The Earl of Lonsdale i Notting Hill, fik et nik med på vejen inden jeg med en følgesvend gik mod Ladbroke Grove for at stalke hans gamle højhushjem Wilmcote House ved The Westway.

Trellick Tower’s been calling
I know she’ll leave me in the morning
(Blur: ’Best Days’)

Derovre kom vi også for at se Trellick Tower, som blev bygget færdig i 1972 af arkitekten med det forbløffende navn Ernö Goldfinger. I 70’erne og 80’erne var det et skræmmende sted som bare fanden. Huset forfaldt, husbesættere satte ild til lejligheder, og i gangene var der en kriminel subkultur for sig, mens beboerne stort set på ingen tidspunkter kunne færdes uden frygt for overfald. Bl.a. fordi arkitekten ikke ’troede på’ dørmænd. Rygtet mener, at samme arkitekt smed sig ud fra taget i skam. Det er nu en vandrehistorie – tværtimod bebrejdede han beboerne for forfaldet. Stedet her fik J.G. Ballard til at skrive den isnende fremtidsvision High Rise om et højhus hvor etagerne bekriger hinanden og alt ender i anarki. Men tiderne er skiftet, og stedet er nu hamrende fashionabelt, og stadig et fascinerende bygningsværk. 

Og det vil nogen måske mene er et lidt underligt sted at besøge, når nu man er i London. Hvorfor ikke Madame Tussauds? Men det er lige så vel som løverne på Trafalgar Square en central del af London for mig, og det er mindre vulgært end f.eks. Buckingham Palace – omend lige så anmassende, rent arkitektonisk... og det giver måske også et lidt mere brugbart billede af livet blandt Londons indbyggere end den skandaliserede kongefamilies svagt overdrevne bopæl.

Air cushioned soles
I bought them on the Portobello Road
On a Saturday
(Blur: ’Blue Jeans’)

Og så var der lige lidt indkøb. Berwick Street, Portobello Road, Camden High Street og Oxford Street for musik, Charing Cross Road for bøger, Covent Garden for tøj. Hvis jeg havde købt alt det jeg havde haft lyst til, kammerat, så stod den på vand og grød året ud. Bare Honest Jon’s, en brugtpladeforretning oppe ved Westway på Portobello Road, slog benene væk under mig med et reggaeudvalg af den anden verden. Det var den butik hvor, ifølge Lloyd Bradleys glimrende bog Bass Culture, den dengang ret unge Declan McManus i 1977 skrev sin første check under sit nye kunstnernavn: Elvis Costello. Han brændte £400 af, mest på reggae, og jeg havde lyst til at gøre det samme – men min bankrådgiver havde nok stejlet.

London never sleeps, it just sucks
The life out of me, and the money from my pocket
(Catatonia: ’Londinium’)

Han var nok godt tilfreds med at jeg og mine fire glimrende rejsemakkere tog hjem igen på den femte dag, men jeg kan kun modvilligt slutte mig til de bistre, ovenstående ord. Catatonia er walisere og skal have lov til at have et had/kærlighedsforhold til hovedstaden, men for mit vedkommende er den eneste anke at der er så dyrt derovre. Især øl i supermarkeder. Alt andet må blive en påtaget klage, for på en eller anden måde at retfærdiggøre at man tager hjem fra et decideret forår med 15 grader og lander lige midt i en frossen tåge i et iskoldt Ikea-land.

Et land, hvor fodbold efterhånden virker som en glemt sport, undtagen hvad vi kan få sendt fra udlandet: store portioner af liga og pokal fra ethvert europæisk land undtagen de andre nordiske, og landsholdet på en træningstur til et eller andet dejlig varmt land. Kig selv den stak Politiken igennem, fætter, så kan jeg lige hælde øl op imens. Det er den store lup du skal have frem. Der er otte dage til ligaen begynder, og i den sidste uge har der stået noget nær intet om det. Det er for tamt. Det er en københavnsk avis. Den burde skrive tæt hver dag om det københavnske superligahold, og om de fire andre fra omegnen. Men nej, udover en række heltekvad fra Brøndbys ophold i Tyrkiet (inkl. det legendariske interview hvor Faxe lagde billet ind på at han og Michael vel også skulle følges ad når de engang skal træne Danmark), og lidt nyt fra vores egen træningslejr. skriver de stort set intet om dansk fodbold.

Det er jo ikke som om sulten ikke for længst har sat ind. Men af en eller anden grund skulle DBU pinedød skyde sæsonstarten to uger, så i stedet for at vi nu kunne have været godt i gang, kan vi hermed sidde og blive mere og mere rastløse og tykke bag ørerne. Så meget desto mere fordi der er røget en vigtig del af forberedelsen, i hvert fald på fansiden: træningskampene på Peter Bangsvej. 

De første to blev flyttet til Birkerød – klokken elleve om morgenen i hård frost. Tak, men nej tak. Og de næste tre blev spillet i Sydafrika. Bedre klima, men ligesom Birkerød noget af en rejse at skulle ud på. 

Så farvel til Peter Bangsvej, og man begynder måske at kunne se noget mere permanent under optræk i den retning. Utilfredsheden med den manglende plads derude har boblet højt siden Roy sidst hylede op over at en flok cricketspillere havde ødelagt hans bane med deres gummisko. Men at man også er nødt til at tage til Birkerød om vinteren, eller andetsteds, ligner godt nok for alvor en tanke. Især eftersom KB så vidt jeg husker fik en ny kunststofbane for ret få år siden, der må være kørt bagud allerede i forhold til Birkerødbanen, som BIF åbenbart også sværger til. 

Men man kan vel godt undvære de første par stykker; den sidste træningskamp inden sæsonen kan man jo altid stole på. Det er muligheden for at mødes og ønske drengene held og lykke, og se hvor langt de er kommet og hvad startopstillingen nu ser ud til at indeholde. Det var mod Halmstad i år, 9. marts, en dato der havde stået og blinket venligt til os i længere tid. Hele fire uger inden første kamp i Parken i år. Eneste hjemmekamp i træningsfasen. Troede vi.

Og nu skal jeg jo være diplomatisk, men jeg kan dæleme ikke komme uden om at jeg er dybt skuffet over beslutningen om at spille den kamp for lukkede døre, uvist af hvilken grund – der er nemlig ikke blevet præsenteret nogen årsag, så der er selvfølgelig masser af gæt i omløb. Ligesom i dette ræb.

Se, sidste år forstod man det. Der lå sne overalt, så i stedet for at flytte i Parken tog man til England i nogle dage, og aflyste sidenhen den sidste træningskamp mod Landskrona. Og forrige år var Parken én stor byggeplads, så selvfølgelig skulle der ikke folk ind dér. 

Året før dette, 2000, var til gengæld en noget anden affære. Hele to gange blev der spillet træningskampe mod svenske hold i Parken, Göteborg og Malmö, og begge gange var A-tribunen åben for publikum. Der blev lavet rundvisninger og andre underholdende ting og sager inden kampen. For slet ikke at tale om 1999, hvor vi mødte Helsingborg i ugen inden premieren. Den var ikke bare åben for publikum, men kom også direkte i fjernsynet… men da var Brian selvfølgelig også med.

Hvis der i øvrigt nogensinde har været brug for at holde en kamp hemmelig af sportslige hensyn, så var det i øvrigt den sidstnævnte. Så havde der måske været et håb om at Brøndby ikke havde fået øje på det samme som Åge Hareide, der dengang trænede Helsingborg: nemlig, at så længe wingbackerne i Christian Andersens generøse 3-5-2-system nærmest lå som wings, ville der være oceaner af plads bag dem. Det kostede mod Helsingborg, og det kostede ved gud også mod Brøndby. Og det var med til at koste Andersen jobbet, sammen med en masse andre faktorer.

De tilstande kan knap sammenlignes med det nuværende hold, og hvis der er nogen i ligaen der har luret Backes taktik, så er det i hvert fald ikke noget de for alvor har demonstreret i praksis endnu. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at der er tale om hemmelighedskræmmeri fra vores side, fordi den sidste kamp skal bruges til at spille et modigt 2-3-5-system à la spillestilen i VM-turneringerne før krigen ind. Vi spiller som vi efterhånden har gjort i årevis, kompakt og i en 4-4-2-opstilling. Det er det der er med til at gøre os bedst.

Det OB ikke kommer til at se på søndag er Balasz Raboczki, som jeg tror at de til gengæld vil se den følgende søndag på Odense Stadion, hvis man skal dømme alene ud fra Per Winds anmeldelser. Han gav i torsdagens Løvetime en uforbeholden anprisning af Rabozcki, der rent stemningsmæssigt lå et pænt stykke over den entusiasme han tidligere har kunnet mønstre for såvel Rune Pedersen som Magnus Kihlstedt. Det, og det at han står i den eneste kamp på græsunderlag inden det går løs, får i hvert fald denne ølhenter til at mene at vores førstemålmand er ungarsk fremover. Det passer mig egentlig meget godt.

Derudover, bedømt ud fra den vindblæste kamp onsdag eftermiddag ved Farum Park, ville det være meget lidt overraskende hvis Fløjgaardene ryger ind og ud af holdet, Peter Nielsen starter inde og spiller til han ikke har flere kræfter, og endelig at Røll bliver rykket frem og tilbage på de pladser hvor der er brug for ham – alt mellem de seks forreste. Hvilket på ingen som helst måde afviger fra efterårets slagplan. Forskellen fra efteråret er vel kun, at Todi ikke skal bruges for alvor, og kun som i Farum i yderste nødstilfælde. Om han var ude af form skal jeg ikke kunne sige. Det virkede faktisk ikke rigtig sådan, men han så da lidt bleg ud. Det kan jo antyde et formdyk med sådan en mælkehvid kulør blandt alle de kernesunde, brune fyre.

Derfor skulle man egentlig tro, at det optimale lige nu ville være en kamp i Parken med nogenlunde normale rammer til at slibe det sidste rust af inden det går løs i Odense. Der må være andre grunde, og det er da påfaldende, at håndboldholdene spiller dobbeltkamp i Frederiksberghallen samme eftermiddag. Måske er der en politik om ikke at forstyrre med fodboldkampe, når der samtidig spilles håndbold, og derved nappe potentielle tilskuere, måske er PS&E strakt tyndt mandskabsmæssigt hvis man skal arrangere både en åbning af Nedre C og A5 samt to håndboldkampe et andet sted i byen.

Eller måske har det bare været underskudsforretninger de sidste par gange der er spillet i Parken for 2-3.000. Man bliver jo ikke rig af at udskrive checks. Og jeg er udmærket klar over, at det er udmærket at det ikke er en gruppe stjernedrømmende fans, der styrer tegnebogen i Parken, for så ville den komme til at stå rigeligt åben, og så ville der gå Leeds (the ghost of overspending past), Newcastle (present) eller Man City (future) i det. Men kan det virkelig ikke løbe rundt at få et par tusind mennesker ind for en halvtredser hver? Og hvis det skulle være en underskudsforretning, er en træningskamp så ikke en mindst lige så god og central fanpleje, og en smule billigere, som da taget blev åbnet (eller snarere lukket) med kunstnere og folk på tre tribuner? Og et godt signal at sende efter et nyt regnskab med stort overskud?

Hvem ved, måske er det resultatet af den dårlige stemning over for især enkelte spillere – lad os være direkte og sige især Lønstrup og Bisgaard – her i efteråret. Måske er det med til at gøre viljen til fanpleje en del mindre. Måske er det snarere de rasende reaktioner på at Todi og Rune ikke forlængede (igen en situation hvor fanskaren nok uden videre havde betalt begge hvad de ville have), og at der siden udbrød en strid på ord og påstande mellem Todi og Niels-Christian Holmstrøm – en strid hvor begge parter beviseligt ikke kan have haft ret, medmindre der er en enorm spændvidde i kontraktens indhold. Og at Todi blev efterladt hjemme i blege Danmark sammen med Hjalte og heller ikke kom til Lille. Alt postyret om seksdagesløbet, som ikke ligefrem er sød musik i alle ører. Samt FØ’s infight med Keld Bordinggaard. Det har ikke været lige lystig presse hele vinteren igennem, for at sige det mildt.

Selv med ni point ned til toeren er der altid noget at brokke sig over, og som man råber i skoven får man efter sigende svar. Men samtidig er der sat en web-tv-transmission i gang derindefra, og det er jo også i høj grad en art fanpleje, må man sige. Så mon ikke grunden skal findes i håndboldkampene? Og hvis den skal det vil jeg tillade mig at mumle uforståelige eder i samtlige halvanden time hvor de er i gang med deres obskure forehavende i Parken, for en træningskamp i fodbold er naturligvis tyve gange vigtigere end to nedrykningskampe i håndbold. Altid. 

Nå, men det kunne da være værre. Til at gå hjem på må vi hellere lige tage lidt at grine ad – igen: Brentford reserves defeat Danish champions. 

Se det tror jeg gerne at nogle ville have holdt som en hemmelighed…

-smølle

og på jukeboxen spiller:

Ugens sang:

Black Box Recorder: 'These Are the Things'
Den nye single, indkøbt i London. Selvfølgelig. Albummet skulle komme 3. marts, også herhjemme, men gjorde det? Selvfølgelig gjorde det ikke det. Det kommer nok her til morgen fra Amazon. Hvorom alting er, så er den første single fra Passionoia (som i øvrigt er en grufuld titel) en sveske af en popsang, ren Pet Shop Boys, ren Saint Etienne, tilsat Sarah Nixeys sædvanlige isdronning-stemme, der for en gangs skyld lyder en smule sårbar i c-stykket. Så har man hørt det med. Black Box Recorder er fremragende, og forhåbentlig er dette hvad der skal til for at de ikke mere skal være så obskure. Så kan man måske også få deres plader i Danmark inden der er gået et halvt år, hvem ved?

Ugens album:

Blur: Modern Life Is Rubbish
Det er måske Parklife, der i dag står som Blurs store og monumentale svendestykke, men forgængeren fra 1993 er muligvis deres bedste plade og et fantastisk tidsbillede af London i den periode. Den tager The Kinks, The Who, The Jam, Madness, Specials og Johnny Rotten og kværner dem med intelligens, vid og opfindsomhed i en blender, og ud kommer en absolut londonsk klassiker og et perfekt snapshot af 90'erne i byernes by. Det utrolige er hvor frisk den lyder her ti år senere.