Beklager, hvis I har gået forgæves her i løbet af weekenden, men der har været et par praktiske problemer med at få åbnet bulen. De kender det sikkert selv; hvorfor dog få en håndværker til at ordne tingene for Dem, når man selv kan klare det i en håndevending? Den eneste forskel på Dem og undertegnede og så håndværkeren er jo værktøjet — ikke sandt?

Nogen gange kræver det dog lidt mere end blot et entusiastisk gåpåmod; erfaring og de rette reservedele er en kombination, der kan redde en fra timers frustration, når skidtet for tredsindstyvende gang stadig ikke virker, på trods at man har nørklet så sirligt med det. En sådan situation kræver beherskelse, for ellers er det faretruende let at gribe forkert i værktøjskassen og tage fat i den store hammer, når man burde have taget skruetrækkeren.

Skidtet virker stadig ikke, som det burde, men jeg er stædig, og jeg tror efterhånden, jeg ved, hvad der er galt, og i alle fald virker det tilstrækkeligt til, at jeg kan byde indenfor på en lille én. Det bliver blot en drink at styrke sig på, så man kan klare den kommende uges strabadser, i stedet for den fyraftensomgang. det plejer at være. Nuvel, forandring fryder.

Og solen skinner. Så hvis man kan slippe bekymringerne for, hvilken retning verden er på vej i, er det bare at iføre sig solbrillerne og tage den kolde, skummende fadøl ud på fortovet, og nyde at det igen er ved at være opholdsvejr — også på disse breddegrader.

Som det er de trofaste besøgende bekendt, har alle bartenderne nu allerede taget forskud på glæderne, og taget på små ture væk fra sjappet, og til klima, der er mere venligsindet hvad angår gadeliv og fodbold.

Hvor mine kollegaer tog til London, tog denne bartender til Barcelona, og tilsyneladende var det milde vejr fælles for både Barcelona og London; man kunne uden problemer gå i korte ærmer i løbet af dagen, når man gik rundt og betragtede den fantastiske arkitektur, som Barcelona er så rig på. Især Gaudis værker er smukke og bemærkelsesværdige, og en tur op i et af tårnene på Temple Expiatori de la Sagrada Familia er noget ingen bør snyde dem selv for. Den er ganske vist kun halv færdig, men er allerede en utrolig smuk kirke, og det overgår næsten fatteevnen, at den færdige kirke bliver næsten dobbelt så høj, og med så smukke og sirlige dekorationer, at den bliver uden sidestykke. Arkitekterne på kirken håber at have den færdig om femogtyve år, men som vores udmærkede guide fortalte os, er det kun arkitekterne på kirken, der er så optimistisk.

Aftenerne gik naturligvis ude i byen, hvor det regionale, katalanske køkken skulle efterprøves. Jeg ved ikke om, det er fordi katalanerne spiser så ofte — min guidebog beskrev henved otte måltider fra årle morgen til sen aften — men man skal ikke skamme sig, når man bestilte måltider, for en enkelt ret var sjældent tilstrækkelig til at sætte en mandfolkssult skak. Når man spiste tapas, var det selvfølgelig meningen, at man bestilte mange retter, og i kraft af vores forholdsvis store rejseselskab — elleve mand — kunne vi tillade os at gå helt amok i Tapas, og bestille både det eksotiske, fx svineører og -læber — og det, vi vidste, var velsmagende, fx ristede chorizopølser.

Barcelonas natteliv gav også en forsmag på den københavnske sommer, for de snævre gyder og gader var fulde af liv, og allevegne var folk ude og nyde den milde nat, og de barcelanske barer og beværtninger lader bestemt ingen københavnsk tilbage. Vores lokale pub hed — ironisk nok — London Bar, og det var der, vi drak de fleste af vores, billige fadøl. I modsætning til de fleste engelske pubs herhjemme, der har købt deres rekvisitter i et postordrekatalog, er der en atmosfære af autencitet over baren, og efter sigende har den da heller ikke skiftet udseende siden den åbnede i 1910.

Et af de første punkter på rejseplanen, var at tage metroen til Camp Nou for at købe billetter til weekendens kamp mod Valladolid. Vi valgte tilfældigvis den metrostation, af de to, der ligger i nærheden, der var længst fra billetlugerne, men det var held i uheld, da vi dermed fik den bedste oplevelse, af det enorme kompleks, Camp Nou er en del af. Fra vi drejede om hjørnet, og den indhegnede — og i realiteten ikke særlig opsigtsvækkende — betonprofil lod sig skue første gang, blev der alligevel helt stille blandt os, og en af mine rejsekammerater tog videokameraet op. Hvordan man end har det med Futbol Club Barcelona, er der noget ærefrygtindgyende over dette største europæiske tempel for fodbolden. Så der stod vi lidt — på fortorvet, mutters alene, foran et stålhegn — og så på noget, der, hvis vi ikke vidste bedre, egentlig kunne have været et stort parkeringshus. Efter at have sundet os lidt begyndt den betragtelige vandretur rundt om campus. Og også størrelsen af dette imponerede. Med træningsbaner, ja, et enormt træningsstadion, haller til basketball og håndbold, butikker og museer, og alle stederne turister, ude for at se et af mekkaerne i europæisk topfodbold.

Da vi endelig nåede til billetlugerne, var de lukket, men omkring stod fem-seks ældre katalanske mænd; billethajerne. De havde skam billetter at sælge, og vi var da også lige ved at købe, da priserne var ganske rimelige og kun fem euro højere end den nominelle værdi. Ingen af os havde dog stået med en sådan billet i hånden før, og da vi ikke havde nogen mulighed for at sikre os, at billetterne var rigtige — trods en lange og ophidset forklaring fra billethajen, besluttede vi, at tage hjem igen, og tage chance ved billetlugerne næste morgen: En kamp mod Valladolid blev næppe udsolgt?

Det var den heller ikke, og vi fik ganske udmærkede billetter skråt bag det ene mål på første niveau til femogtyve euro. Inden vi gik derfra blev vi og så afslutningen på en lilleputkamp mellem to Barcahold. Tilsyneladende havde de med de lækre Serie A-agtige fodboldmanker fået de sædvanlige hjemmebanedragter, medens de med mere ordinær drengefrisure, måtte tage til takke med en af de alternative kampdragter. Selvtillid manglede ingen af holdene dog, og der blev gået til stålet — og spillet skuespil — til den store guldmedalje.

Da vi kom tilbage til området om aftenen, var det næsten ukendeligt. Fra at være næsten mennesketomt, var gaderne fyldt med tilskuere og busser. Noget af det, der slog mig, var den meget høje gennemsnitsalder blandt tilskuerne og den meget brede demografi i øvrigt. Det er helt klart ikke reserveret for de unge og voksne mænd, at gå til fodbold, det er noget, både bedstefar, bedstemor og børnebørnene gør.

Barcelonas motto er "Mere end en klub", og man fornemmer, at Barça virkelig er en helt særlig institution. Udover de nationalistiske under- og overtoner er det en klub, som kan samle stort set hele byen, og som er deres stolthed.

Derfra er vi stadig et stykke vej, herhjemme, men faktisk slår det mig, hvor meget større en del af byen, F.C. København er blevet i løbet af de seneste par år. Når man rent tilfældigt kan diskutere F.C. Københvan med kasseassistenten i Netto, eller med ekspeditricen bag skranken på posthuset, må det betyde, at fællesskabet omkring klubben er ved at udvide sig betragteligt. Det kan godt være, at vi på Nedre C er primus motor, for fankulturen, men man bør ikke ringeagte betydningen af at have mange 'softcore'-fans; det er først med dem, at klubben for alvor kan blive indlejret i stenbroen.

Vi gik tidlig ind på stadion, for at sætte os og betragte hvordan stadion langsomt blev fyldt; vores pladser var ideelle; præcis så højt oppe på første niveau vi kunne komme uden at være under andet niveaus tagskæg, så vi havde perfekt udsyn over hele stadion. Kampen mod Valladolid kunne dog ikke rigtig lokke folk til, så der var ikke flere end knap firs tusinde, der var inde og se kampen.

Men det er jo stadig også en slat.

Ganske vist var jeg forberedt på det, men det overraske mig alligevel, hvor stille tilskuerne var. Der blev sunget "Barça! Barça! Barça!" inden kampen gik i gang, og det var så det. Kun når der var en kontroversiel dommerkendelse, og i de intense, døende minutter i kampen, da FC Barcelona pressede på for at få et afgørende mål, kunne man høre de mange tilskuere. Men selv da gav det slet ikke samme lydbillede som en fyldt Parken, fx mod Lazio. Lyden forsvinder åbenbart lige op i himlen, og vi kan takke halvtagene over tribunerne i Parken for, at vi kan larme så meget, som vi kan.

Selve kampen var ikke nogen reklame for fodbolden og endte uafgjort, men på trods af, at kampen ikke skrev sig ind i historiebøgerne, havde vi alligevel set, hvad vi kom efter, og en sådan oplevelse er også en, man ikke skal snyde sig selv fra, når man er i Barcelona.

Og nu til indenrigsstoffet.

Det har aldrig været en skam at drikke en fyraftensomgang hernede i disse ydmyge lokaler; ej heller selvom man skulle få en enkelt for meget indenfor frakken. Sidstnævnte er i al fortrolighed, for vi får i princippet ballade med bevillingen, hvis det kommer ud, at vi serverer alkohol for fulde folk, men undertegnede har aldrig hørt om nogen, der faktisk har fået problemer med dette forbud: Det er jo for pokker voksne mennesker, vi taler om.

Nogle gange er der dog gæster, vi ser lidt for tit hernede, og det stiller os i en penibel situation: Uagtet, at vi gerne vil tjene penge, har ingen af os jo lyst til at trække penge ud af alkoholikere, eller at være villige — eller i det mindste ikke uvillige — instrumenter i en persons selvødelæggelse. Men rager det os? På sæt og vis gør det, når det nu er os, der serverer de våde varer, men på den anden side er der ingen danskere, der ikke vil tage det som en dyb personlig fornærmelse, hvis man fortalte ham, at han ikke kan tåle at drikke så meget: Det er kun svenskere, der ikke kan drikke — eller noget. Der hviler stadigvæk en machismo i det at virkelig kunne drikke. Og ret skal være ret; der er nogle mennesker, der kan drikke herkuleanske mængder alkohol tilsyneladende uden at gøre skade på dem selv. Menneskekroppen kan vænne sig til lidt af hvert, fx kan de mest belastede alkoholikere drikke træsprit uden mén: Det er der ikke mange andre, der slipper fra med helbreddet eller livet i behold.

Der er dog også andre hensyn end blot de rent medicinale; socialt set — og det være sig både arbejdsmæssigt og på hjemmefronten — handicapper et stort alkoholforbrug, og kan gøre det vanskeligt eller umuligt at fuldføre sine pligter. Det har mange grimme konsekvenser, hvis man ikke kan styre sprutten.

Og så er spørgsmålet blot, om det var et symptom på dette, en journalist fra Ekstra Bladet så, da han så Erik Mykland rode rundt som en fuldesyg teenager i rendestenen en sen aften. Spørgsmålet er, om Erik Mykland ikke kan passe sit job som eliteidrætsudøver, hvis han et par dage inden en vigtig kamp drikker sig selv i hegnet. Hvis det er, har det bestemt nyhedsværdi, så det kan man ikke klandre Ekstra Bladet — og at dette er Ekstra Bladets holdning til sagen, lod sig tydelig aflæse på spisesedlerne, da de efter nederlaget til OB krævede at Mykland bad om en undskyldning for hvad Ekstra Bladet mente var en underpræstation.

Det er ikke første gang og med garanti ikke sidste gang, at Erik Mykland tager sig en svirretur. De, der rundt omkring i byen besøger andre beværtninger end denne, har måske endda stødt ind i ham et par gange. En græsk ven af huset, der var forbi kort tid efter, at Mykland kom til klubben, kommenterede ham — med et smil og sin græske accent — som "a very good player", og så mimede han ellers en mand, der tager en flaske for munden og drikker. I Grækenland var det blevet klubben for meget. De var ikke interesseret i en fodboldspiller, der drak.

Mykland drikker — men drikker han for meget? Udover, at han er udeblevet fra et par træninger i ny og næ — og af grunde uvisse, så spiller han i hvert fald — drikkeri eller ej — tilstrækkeligt godt til, at han er fast mand på holdet. Og set fra denne side af bardisken er han langt fra at være i fare for at ryge på bænken. Alt andet lige er han gevinst for holdet.

Klubben har dog også andre bekymringer. Selvom Mykland ikke ligefrem driver unge mennesker ud i alkoholorgier, som nogle absurd påstod, så er klubben ikke interesseret i, at have fodboldspillere, der skidefulde og på rulleskøjter ender på forsiderne af formiddagsaviserne — det er med garanti ikke en del af Flemming Østergaards brandingstrategi (suk!). Tværtimod virker det ikke særligt seriøst eller veldisciplineret, og det fjerner fokus fra sporten (og for et enkelt ræbs skyld undlader denne bartender at kommentere ledelsens ageren i pressen, og hvorvidt deres udtalelser virker veldisciplinerede og sætter fokus på sporten). På den anden side er det jo befriende menneskeligt på Heine-Fernandez-måden, og denne bartender bekendt slår han jo ikke på tæven, som når hans britiske kollegaer maler byen rød.

Peter Møller, den vi kender som Nummer 32, udtalte sig bagefter. Han mente ikke, at en sådan bytur var i orden, selvom tømmermændene forhåbentlig havde lagt sig inden kampen mod OB; han mente ikke, det var fair at opføre sig sådan som professionel fodboldspiller; hverken overfor tilskuere eller overfor sine kollegaer. Men hvordan Backe og Holmstrøm helt konkret har vurderet og reageret på hele misæren, kan undertegnede ikke svare på. Det ligger dog sikkert, at Mykland er en fri fugl, og selvom jeg tror, han er enig i, at det ikke er hensigtsmæssigt, når hans eskapader ryger på forsiden af tabloiderne, kan det næppe hindre ham i at fortsætte, hvor han slap.

Og indtil videre er det denne bartenders holdning, at det også bare er helt fint.

Et 2-3 nederlag, en 0-0, en 1-1, en 0-0, og nu et 0-2 nederlag. Det er efterhånden lang tid siden, at F.C. København har trukket sig sejrrigt ud af en forårskamp, så man burde egentlig ikke være skuffet. Blot er holdet — som i alle de foregående vinterpauser — blevet hypet så stærkt, at man næsten selv begyndte at tro, at holdet var så stærkt, at det blev nærmest uovervindeligt i Superligaen.

Men det er alt for tidligt på sæsonen at vurdere holdets eller de nye spilleres, egentlige styrke, og det er alt for tidligt at vurdere, om vi skal være bange for, om vi kan holde forspringet. Det varede også lidt, sidste år, inden vi begyndte at æde os ind på Brøndby, og traditionelt har vi først peaket senere på foråret. Med andre ord, koldt vand i blodet. Jeg vil ikke begå den hybris, at erklære at vi nok skal vinde mesterskabet, men jeg tror alligevel på det. Vi er ikke længere så skrøbelige, som tidligere, og efter drengene har været i Parken, så skal de nok vise, hvem der er det stærkeste hold herhjemme.

Martin CX

Ugens nummer:

Outkast "B.O.B."
Jeg måbede lidt, da jeg hørte lyrikken første gang, men det er et fremragende nummer, og det må siges at være ganske aktuelt.

Ugens album:

Beatles Abbey Road
Introduktion turde være unødvendig.