For fanden da! Så står man her igen og forsøger at ligne et fraklip fra en gammel Film Noir. En misforstået mand med tunge øjenbryn, der på bunden er helt igennem hæderlig, men også en mand der på samme bund føler sig helt igennem magtesløs overfor en syg og korrupt verden. Man kigger bebrejdende på den flaske Carlsberg Hvede, som kunne den symbolisere en moderne Barbara Stanwyck. Man har netop knappet op og gør elskværdigt mine til at lange over disken. Men med flasken halv vejs ude i hænderne på den forventningsfulde kunde, drejer man pludselig omkring, og trækker armen til sig med et ryk. Lader et skælmsk grin brede sig tværs over ansigtet og kaster i stedet flasken op mod selvsamme smil. Det stivner koncentreret, som flaskens hals når munden. En blid gurglen fylder rummet mellem bartender og kunde, som flaskens indhold bevæger sig igennem halsen og mod maveregionen. Det fortsætter og fortsætter og bag efter er der stille som efter en ørkenstorm. Pludselig er der ikke mere. Som sand igennem timeglas. Man stiller flasken igen, kigger på kunden med glasklare øjne, og bøvser i et øjebliks kortfristet fornøjelse. Et tilbud om våbenhvile. En sagte mumlen der dybt beklager situationens alvor, men samtidig stålsikkert fortsætter over i en sætning som denne: "Det var simpelthen på bartenderens regning, han trængte til den!"

Ak ja! Ude i den store verden foregår der en direkte fodboldkamp, der forsøges dokumenteret af alt fra CNN over BBC World til TV-Avisen: United Liberation Incorporated vs. Saddam Hussein Phoneys. Man siger at stillingen er 2-1 ved pausen i den mest tåbelige kamp, som verden har set i de sidste 30-40 år. Feudalisme mod højteknologi. Magtsyge mod medieverdenens seneste landvindinger, hvor frihed og demokrati sælges som metervare og hældes i hovedet på folk over alt på kloden med samme iver som MacDonalds seneste burgersurrogat. Den moderne kolonialisme er raffineret, den serveres med syltede agurker, tomater og Thousand Island som Thousand Years of Eternal Happiness - og Allahs nåde for den almindelige arabiske borger der ikke fatter sin Coca Cola og sin McChicken med et taknemmeligt smil. Den store vestlige treenighed mellem George Bush, Tony Blair, og Anders Fogh ved selvfølgelig hvad det hele handler om. Og de tøver ikke med at fortælle det. Så æd hellere din burger her i pausen, Muhammed! Anden halvleg bliver nemlig ikke en skid anderledes end første.

 

For fanden da, menneske! Den store verden kan nogle gang på forbløffende vis afspejles helt ned i vores egne små miniature-verdener - og på et enkelt område er situationen i den persiske golf såmænd ikke meget anderledes end den der herskede i søndags på Århus Stadion. Der var ingen øvre myndighed på banen, intet der blot lignede almindelig anstændighed. Når den ene part ønsker sig krig, så får den ene part sin krig, blot de plæderer tydeligt og højt nok for sagen. Den laveste fællesnævner rykker frem på banen, står og skriger som en lille forkælet unge nede foran supermarkedets slikhylder. I en krig gælder alle kneb og ve den der vover at klappe ungen en på siden af hovedet. 

Man fornemmer allerede et computerstyret tomahawk-missil er på vej mod SuperBrugsen på Halmtorvet. Næ, lad os hellere komme i krig, Anders Fogh taler jo dagligt i telefon med George Bush, for vi har selvfølgelig alle de bedste intentioner. Frihed, demokrati og hele den mobile mølle. Dommer Anders Mosegaard havde selvfølgelig også de bedste intentioner i søndags. Han planlagde muligvis sin datters kommende bryllup, tænkte på værkstedsregningen på sin bil, eller måske var han oprigtigt bekymret for hele situationen ved den persiske golf. Ja, hvad ved jeg! Jeg tiltror ham såmænd intet ondt. Bebrejder ham kun at han ikke udførte den opgave som han var sat til i tidsrummet fra klokken 17.35 og to timer frem. Akkurat dér hvor min spinkle del af verden havde brug for ham. 

I hæderlighedens navn skal det dog nævnes, at Mr. In-Absentia-Mosegaard kun indirekte fik noget at gøre med selve udfaldet af krigen i søndags. Pointtabet kan vi kun skyde tilbage på en slap forsvarsindsats i kampens sidste kvarter. Men jeg havde dog gerne været foruden Røll's halve ødelagte ledbånd, der formodentlig dømmer ham ude resten af foråret, jeg havde såmænd også været foruden den hensynsløse stempling af Bo Svensson på banens midtbane, en situation som nærmest var et replay af hvad der kostede Tomas Antonelius direkte rødt efter blot tre minutters spil i sin første københavnske kamp for næsten nøjagtig et år siden inde i Parken. Og det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg sagtens havde undværet den slagtning som keeper Balasz blev udsat for, da han forsøgte at spille bolden væk på kanten af feltet. Her greb Mosegaard dog til ostemadden, men først efter 5-6 lignende fortilfælde.

Allermest havde jeg været foruden Peter Graulund. En mand der mest af alt ligner en vaneforbryder på en fodboldbane. Jeg kunne ikke døje ham, da han spillede i Brøndby, men dengang blev det aldrig den fulde forklaring. Den blev først synlig i søndags. Med morgenhår og fortænder som en vraget TV2-Popstarz præsterede han et manisk overfald mod keeper Balasz, en stempling med begge ben mod Mykland, og et umotiveret los i mellemgulvet på Albrechtsen. Dette blot et par af de mest iøjnefaldende episoder i den lille time, som AGF's nye investering fik på banen. Jeg siger blot tillykke med købet/lejemålet, en god gammel AGF-kæmpe som Nocko Jokovic bliver en ren engel i sammenligningen! Sidstnævnte formåede faktisk ganske ofte at spille fodbold, det var mere uden for banen at de mentale problemer hobede sig op.

Puh... jeg beklager, gardinerne hænger ganske lavt her til aften. Nærmer sig ren mørklægning. Men det er vel også tilladt en bartender at skulle på lokum. Vi er kun mennesker med hver vores begrænsninger, og vi ved alle godt inderst inde, at en flaske Carlsberg Hvede ikke skal sluges i et hug. 

Hmm... og det er en fremragende flaskeøl, klasser over Tuborgs ditto, meget mere smagfuld og mørkere i kuløren, og den fortjener den stille nydelse i et koldt glas og måske endda serveret med en diskret skive citron som supplement. Og omsider har Carlsberg nosset sig sammen til at sende den på gaden i flaskerne. Ikke kun på fadene. Jeg erindrer at Mik Schack engang for et halvt års tid siden i sit TV-hjemmekøkken på DR2, stod og fægtede med en af disse flasker. Åbenbart var det dengang kun en slags prøve-udgave. Nu er den så noget ud til os andre, vi der er folket, vi der er pøblen, os almindelige dødelige. Det forventes i denne sammenhæng at vi skal stemme mellem den og en række andre testprodukter. Bedømt på mine smagsløg hidtil, hersker der ingen tvivl. Carlsberg Hvede overbeviser uomtvisteligt mig om at øl er en god og dejlig sag. Trods alt!

For fanden da! Så står man her igen og ligner blandingen mellem en amøbe og et oversavet jagtgevær. Man ved ikke hvor man skal gøre af sig selv og alligevel rummer man et par skarpe i patronhylstret. Derfor griber vi egocentriciteten om kuglerne. Sagen om Erik Myklands brandert i Ekstra Bladet er efterhånden et par uger gammel nu. 

Manden ragede skidefuld rundt på Nørrebro et par dage før sæsonstarten og premieren i Odense, og det gjorde ham nærmest til folkehelt i internetdebatten på Sidelinien. Her bliver jeg så aldrig enig. I mine øjne lignede han mest et skvadderhoved. I dagene efter Ekstra Bladets historie handlede meget af snakken om pressens rolle og den almindelige traver der sædvanligvis kører under temaer som privatlivets fred.

Jovist, er der noget som hedder privatlivets fred. Et begreb som nogle uge- og formiddagsblade til mængder af tider kan have svært ved at respektere. Men tilbage omkring Mykland stod alligevel et faktum: billederne i Ekstra Bladet. Privat foto eller ej. Når jeg ser billederne virker det på ingen måde, som han har haft noget i mod at de er blevet taget. Tværtimod virker de som fixet i helt overensstemmelse med fotografen. For pokker, man står vel ikke og hiver trøjen op til en større brystvortefremvisning, hvis man vil undgå en mand/kvinde med et fotografiapparat. 

Og det er netop her at tråden kortslutter for mit vedkommende. Det er fint nok at efterlyse mere personlighed blandt elitespillere, de skal gerne efterligne de drukvaner vi andre præsterer og lignende, og vi er eksempelvis stadig nogle hernede som priser folk som Heine Fernandez for sine smøger og sine skæve bemærkninger. Men Heine daffede sgu ikke rundt foran Café Rust en tidlig torsdag morgen for at lægge arm på fortovet med både en gevaldig kæp i øret og en fotograf hængende om livet. Han kan muligvis have gjort det første, men ikke det andet. 

Og igen her kommer forskellen ind for min del. Mykland virker ikke overrasket over fotografen. Tværtimod leger han med i alle situationer. Og gør det derved problematisk! For enten vil han signalere et eller andet for omverdenen, eller også har han været så bralrende stiv at det nærmer sig et problem. Et problem der hedder hans drukvaner kontra klubben FC Københavns interesser.

Som udenforstående er jeg selvfølgelig intetanende om et forkromet og endeligt svar, blot undrende, uden dermed at mene at Myklands Rust-eskapade har betydet det store på hans spillemæssige indsatser. Den endelige dom om godt eller skidt har i hvert fald været svær at afsige. Alt har såmænd lignet det kendte billede. Men historien hænger dog alligevel og dingler ganske uafsluttet. 

Fra klubben FC Københavns side er den så lukket og slukket. Med en personlig bøde. Det bliver så forhåbentligt også de sidste ord i sagen her fra. Jeg vil gerne holde billedet af Mykland som en lidt skæv bohéme blandt hyper-stringente spillere. Et billede der absolut også bør være plads til. Men der var altså bare en del omkring Ekstra Bladets historie som ikke passede ind i det fanbillede, som første gang ramte mig. 

For fanden da! Man står her i baren og foregiver at være blandingen mellem en Robert Redford og en samling sammenpresset jern. Men det har aldrig været nemt. De første to superliga-runder her i foråret har været forfærdelige. Spillemæssigt står vi stille omkring midten og spiller rundt og rundt. Det hedder sig at vi er spilstyrende. Jovist, vi har besiddet bolden til bedrøvelse. Men behandlingen af den har vekslet fra stereotyp og til mekanisk og mest lignet et almindeligt parcelhuskvarter i forstæderne. Reelt har vi ikke fortjent mere end det ene point vi har skrabet sammen. Når ærligheden skal fremstilles i fuldt flor.

Vi mangler noget, vi mangler meget!
Vi spiller som en pose lort!

Problemet bliver at man ikke sammenligner med de andre superligahold, for dem ser man næsten aldrig. Man sammenligner uvilkårligt med den fodbold som man har set over vinteren. Det bliver engelsk og spansk fodbold for mit og de fleste andres vedkommende. Tempomæssigt og teknisk halter vi vist bare efter i den grad, og jeg ved ikke endnu om det skal kaldes skræmmende i europæisk forstand. Tiden må vise det. Foreløbig har man blot sine anelser.

For fanden da, mand! Vi skal vel blot hjem inden regnskabet gøres op og det hele kommer til stykket, men der har været et trist og forvirret syn omkring hele baren i den sidste uge: Muhammed og hans Taxi. Hans bedrøvede og fraværende blik der har hængt her som en neurotisk flakken mellem bardisken og et eller andet sted hos en fjern familie i Kurdistan. Ingen af hans dernede ønsker Saddam, men heller ingen ønsker at blive belært med højteknologisk magtanvendelse om hvad der er rigtigt og forkert. Den arme mand aner simpelthen ikke sine levende råd. 

Det gør vi andre såmænd heller ikke, vi vil blot have det overstået... derfor vælger vi netop alligevel at vente på Muhammeds Taxi. Som altid!

Jan Saxo

- peace, love & harmony

Ugens album:

Buena Vista Social Club: Buena Vista Social Club
Denne flok af aldrende cubanske musikere spiller røven ud af bukserne. Den amerikanske guitarist, Ry Cooder, fangede sin del af det gamle Cuba, og filminstruktøren, Wim Wenders, fik fat i en del mere med sin reportage. Alt sammen endte det i en pragtfuld film med en flok pragtfulde og livsglade musikere, der mere eller mindre alle sammen havde rundet de 70 år. Det swinger og syder i mambo og salsa og almindelig intern og ekstern havannesisk folklore.