Kom indenfor, sid ned, lad mig hælde en øl op. Velkendte ord, ikke? Men i dag siger jeg dem med en smule nervøsitet i stemmen, for vi har tilladt os at sætte prisen en smule op på en fadøl hernede. Man ved jo aldrig hvordan folk reagerer. Men hey, intet bliver jo billigere i denne verden. Tværtimod. Og til gengæld prøver vi at hælde lidt ekstra op i glassene. Vi er lidt omhyggelige med at hælde stille og roligt op, se, så går det snildt. Hey, jeg kan se at du stirrer lidt olmt nu! Vi har altså ikke snydt dig før, blot hældt lige op til målet du kan se på glasset.

Som en af vores faste og, ja undskyld jeg siger det ligeud, mest fordrukne kunder, ved du jo også at du kan stole på en vis rabat hernede når du køber en runde. Se på dem der sidder derovre og drikker en enkelt før de smutter videre hjemad; de får ingen rabat. Det synes vi er ret og rimeligt. De betaler restaurationspris. Men dog den mere menneskelige ende af restaurationspriserne. Selv om vi hælder op i rigtige glas, og sørger for at du kan sidde på en ordentlig stol ved et bord i et varmt lokale, synes vi ikke at der nødvendigvis er grund til at springe direkte op i den prisklasse der er den højeste på denne side af stripklubberne.

Der er brug for dem p.t. Altså de høje, kølige pilsnere. Selv om jeg ved, at dette måske giver knubbede ord fra min optimistiske kollega Holger, og en flom af anklager om at være et værre tudefjæs, hvis vi om en uge viser os at have slået Brøndby i Parken og sendt dem ud af pokalen, så må jeg tage den udvikling i stiv arm og indrømme, at jeg er vildt nervøs for søndagens match.

Det har nu ikke så meget at gøre med Brøndbys form. De har gjort nogenlunde hvad de blev bedt om, og hevet to pligtsejre hjem mod Viborg og Silkeborg, de to hold under stregen. Sejre, der var fortjente nok, men bestemt ikke prangende eller lige så overbevisende som den måde vi f.eks. tog os af de samme to grupper midtjyder på i slutningen af efteråret. Det var betegnende, at BIF i begge kampe kom foran på et hurtigt opløb, hvor to af deres forreste kom fri med en enkelt forsvarer, altså rendyrket kontraspil på hjemmebane mod naivt spillende udehold. Det så effektivt nok ud, men BIF viste bestemt ikke mesterligt spil i de to kampe.

Problemet er så, at det gjorde vi så meget desto mindre i vores egne to ture vestpå. Og det er det, der giver mig de formentlig synlige panderynker. Som Niels-Chr. Holmstrøm sagde i B.T. allerede i januar, så er det hold der kan få København ned med nakken ene og alene København selv. Og det kommer de til at få, hvis der ikke sker noget af en kovending i de næste par kampe. Som det blev anført var selvtilliden i top i vinters, da træningen begyndte, men det ser den godt nok ikke ud til at være lige nu. 

Det bliver nærmest legemliggjort – og det med et ret robust legeme! – af Martin Albrechtsen, som sidst spillede i landskampen mod Bosnien, hvor han bestemt ikke så for kvik ud ved bosniernes 1-0-mål. Ikke at han fik meget hjælp af René Henriksen, hvis berømte, ja, nærmest legendariske overblik ikke rakte videre end til at servere en bold i fødderne på en bosnisk midtbanespiller. 

Og ikke at resten af holdet var spor bedre. Ebbe Sand var om muligt endnu værre end normalt, og gjorde det faktisk så skidt at han måske næste gang risikerer kun at få 88 eller 89 minutter, i stedet for de 90 som Schalkespillerens spøgelsesagtige, østersgrå optræden som regel giver ham. Udover muligvis Thomas Sørensen var den eneste der virkelig fik noget ud af den jammerforestilling Christian Poulsen, der hjemme i sofaen i Gelsenkirchen kunne se sit navn ryge på som det første, da Morten Olsen midt i anden halvleg begyndte at nørkle med sin holdopstilling til kampen mod Norge i juni.

Men alt dette om DBU-holdet er et sidespring til det det handler om, nemlig at både Albrechtsen og et par af hans holdkammerater – lad os være væmmelige og sætte et par eksempelvise navne på; Erik Mykland og Ole Tobiasen – ser ud til at være et gevaldigt stykke fra topformen. Den ene uskarp og med en forbløffende stor mængde fejl, og den anden tung, langsom og stadig ikke nogen gevinst for det kreative spil (ikke at Tomas Antonelius er så svær at overgå i den henseende). Og som jeg allerede himlede op omkring for et par måneder siden, så er forbedring det der er brug for, en forbedring som der er masser af plads til i forhold til efteråret, og ikke at holdets formodede bedste pludselig tager et formdyk, og at hele flokken virker ramt på selvtilliden.

De to kampe var i virkeligheden ret forskellige. Mod OB fungerede forsvaret ganske udmærket – man kan jo knap gardere sig imod at Thomas Lindrup scorer et gudemål mod spillets fordeling, og det har vi jo oplevet før. For præcis fem år siden, hvis nogen skulle have glemt det. Når man så allerede har lavet en ren foræring bagtil har man gjort det svært for sig selv, men det så ud til først at blive umuligt da offensivspillerne, i dette tilfælde Zuma, Pettersson, Røll og Møller i anden halvleg stillede sig ind i en lille klynge på kanten af feltet og nærmest så ud som om at Røll hvert øjeblik kunne piske et spil kort frem og spørge om de ikke skulle spille en rubber – ”der kommer alligevel aldrig et ordentligt indlæg…”

Okay, jeg læste da godt Hasse Backes reaktion på OB-kampen og den følgende kritik, nemlig at det var en ’pinlig’ analyse, at vi manglede fløjspil. Det er da ærlig snak, og så må man erkende at éns syn på sagen jo kun er på lægmandsniveau. Men det er jo det vi er her for, at kigge på sagen på lægmandsniveau. Og lægmændene bag det ene mål så høje bolde pumpet op mod to stærke midterforsvarere, nemlig de to Hemmer, og nogle få indlæg der så godt som aldrig kom bagud fra baglinien, og der på intet tidspunkt blev farlige chancer af, fra Tobiasen og hhv. Christiansen og Rooba på den anden fløj. Det var vores fløjspil som denne lægmand så det, og mens det da var en art fløjspil, så skulle der mere til for at imponere. Ærlig talt. 

Det offensive spil var langt bedre mod AGF, altså da det så ud til at virkningen havde fortaget sig lidt af den crack GF’erne tydeligvis havde røget i omklædningsrummet, og da der blev givet tilladelse til at spille lidt fodbold. Men til gengæld var det foruligende at AGF så let kunne få lov at presse til sidst – vi er forvænte fra Roy og tidligere også fra Backe med at når en føring skal køres hjem, gøres det uden dikkedarer. Og lige så foruroligende var kontraspillet, der var rystende ufarligt i anden halvleg, og som regel bestod af at en lang bold blev sendt op mod Zuma, der tog et par træk i cirkel og mistede den. For nu at forenkle det.

Når desuden det ene af AGF’s svinske frispark har sendt Røll ud i et par måneder, begynder det sammen med manglende selvtillid, form og godt spil at virke lidt ildevarslende. Forhåbentlig er alt dette dog ikke andet end hvad en sejr over Brøndby kan ændre på, og skulle det ende uafgjort mens den lille af koncernerne bliver verpet ud af pokalen på onsdag, så ser det også ganske lyst ud.

Jeg vil være lykkelig over uafgjort på søndag. Om BIF, som det har været nævnt, har grund til at være lige så tilfredse, er mere tvivlsomt. De skal altså helst vinde for for alvor at ryste København. Deres program er sværere end vores, der faktisk ser helt humant ud i de følgende syv kampe, der bør give mindst fem sejre: Esbjerg hjemme, Silkeborg ude, AaB hjemme, Køge ude, AB hjemme, Farum ude og Viborg hjemme. 

Det er en spøjs ting, det der med pres. Hvem er presset, hvem presser hvem, hvem lægger presset over på de andre. Zuma var fremme med at København intet havde at tabe forleden dag, og det er så et forsøg på at få Brøndby til at fremstå som pressede. Altså på præcis samme måde som Brøndby gjorde sidste år for at få København til at mærke presset, da de så at vi nærmede os. 

Om det virker får vi at se. Det virkede ikke alt for godt for Brøndby, der jo som bekendt måtte have enorm hjælp udefra for med lodder at trisser at hive deres titel hjem. Men presset var da synligt på vores spillere, der var med i nogle nervepirrende forestillinger inden afslutningen. 

Sandheden er jo, at begge hold er under pres og har meget at tabe. Præcis som sidste år. Vi er under et stort pres, fordi alle forventer at vi skal vinde mesterskabet, og fordi et nederlag vil koste enormt i selvtillid. BIF er under pres, fordi de helst skal vinde på udebane, og absolut ikke har råd til at tabe, og så er der altså (som for os sidste år) den lille detalje, at det er BIF der forsvarer et mesterskab, ligemeget hvor dubiøs kaliber det så måtte være af. Om det ene pres er større end det andet – det må guderne vide. Men når vi har sat point til, er det ganske klart at det er dem der har retten til og muligheden for at prøve at psyke os, hvilket bl.a. sker med Peter Foldgasts evindelige ”Nu henter vi dem!”, der forhåbentlig blot virker arrogant nok til at få vores egen trup til at tænke, at sådan en Polle fra Snave-lookalike skal ikke have lov at være alt for kæk.

Derfor kunne søndagen passende være tiden for at Martin Albrechtsen ikke lader sin modstander få et ben til jorden, og at han dermed afslører Foldgasts kaglen som det tomme pr-snak det selvfølgelig langt hen ad vejen er, baseret som det er på to halvslatne sejre ovre bundholdene. Samtidig kunne det være på høje tid at se Carsten Fredgaard sætte sig endeligt igennem, for med Rølls skade må han da starte på banen efter at have siddet på tribunen i Odense, lagt op til to mål i Århus, og selv scoret i mandagens træningskamp mod Molde. Så vis dog hvorfor du så længe er blevet regnet for så talentfuld, mand!

Men alt det går jeg da også fra er snakket igennem for længst på Peter Bangsvej. Hernede kan vi koncentrere os om vores gren af sludder, såsom de gamle mål i Brøndbykampene – 63% af stemmerne til Zumas saksespark er meget flot til et mål, som enkelte små sjæle stadigvæk har så svært ved at anerkende, at de insisterer på at Zuma selv skulle have sagt at ”det var ment som en aflevering”. Meeen – måske er det før TV3’s tid, men også før de sidste fire år er der altså blevet spillet kampe mellem København og Brøndby, og scoret flottere mål end f.eks. Zumas anden nævnte scoring. Der var Diegos langskud, der var Lindrups lob på Zaza, som er nævnt ovenfor, og så er der Todis lob på Mogens Krogh fra 1997. Og der er ikke mindst Thorningers helflugter i Brøndby for kun to år siden.

Ellers bliver der sludret om forventninger til kampen, holdopstillinger, oplevelserne ved de første par kampe i provinsen, og glæden ved at vende tilbage til Parken igen efter fire måneder væk. Eller – kan det være sandt? Snakkes der om noget så perifært som fodbold på et værtshus for Københavns fans? Nå jo, og så diskuterer vi selvfølgelig også det seneste ævl vi har hørt fra vestegnen…

Den nyeste tvangstanke er den om jyderne. Ifølge en nyslået teori er det nemlig en kendsgerning, at F.C. Københavns fans er tilflyttede jyder, der søger en identitet som storbymennesker ved at knytte sig til klubben. Det behændige ved teorien om at Nedre C svømmer totalt over i brand-bevidste kimbrere er selvfølgelig, at den på ingen måde kan modbevises, og det er jo ganske snildt. Blot fordi jeg kender de første 100 mennesker og lidt til fra diverse fraktioner, og jeg ikke kan komme på mere end en enkelt der stammer fra hovedlandet, så er det jo på ingen måde et bevis på, at resten af vores tilskuerskare ikke er kommet med firetoget og med tomme øjne står og messer ”Bonderøve!” ad modstanderne og deres fans i et slemt anfald af usikkerhed og selvhad. 

Så det eneste svar man vel kan give er et svedent grin, en rysten på hovedet, og en påmindelse om at tager man til et nyt sted, så er det selvfølgelig ikke umuligt at man prøver at skaffe sig en ny omgangskreds ved at dyrke fællesaktiviteter som f.eks. fodbold. Måske endda ved at følge en anden klub end éns gamle – ikke særlig loyalt, måske, men det er en kendsgerning at nogle gør det. Jeg har da i hvert fald hørt om en ung læge fra Randers, en fyr der der tog til hovedstaden eller et sted i nærheden af den, og spillede for en af omegnsklubberne. Han endte vist med at blive der. Den slags hænder. Om noget lignende hænder for tusinder i Parken er nok nemmest at bedømme for dem der rent faktisk kommer i Parken, snarere end dem der gør en dyd ud af at boykotte den.

Det vil altså sige indtil klubbens anfører og nye midtbanemotor melder ud, at man gerne ser så mange fans som muligt derinde, hvorefter snakken om boykot forstummer, og efter en Gerd Müller-agtig vending på en tallerken drejes til storladne formaninger om nu at dukke op alle mand. ”Tiderne de skifter, baby", som vores ven C.V. Jørgensen sagde det da han var i sit muntre hjørne.

Tider kan skifte for enhver. Hvis vi siger succesrig forretningsmand – investor – købte sig ind i klub med aktietegning for mange millioner – er for nylig blevet gjort til bestyrelsesformand – var i Lyngby for fem-seks år siden – ved de fleste vel, hvem snakken går om. Torben Røsler, selvfølgelig… Det må være ejendommeligt igen og igen at skulle holde af de ting man har kritiseret og foragtet når de er foregået i F.C. København, men sådan er det. BIF har fået en ny stærk pengemand med fortid i en anden klub, de er efter eget udsagn i fuld gang med at slagte systemet med to aktieklasser, og deres sidste årsregnskab er et koncernregnskab – af den grund, at Brøndby nu er en vaskeægte koncern. Store ting at bakse med, når man desuden skal holde rede på om Burberrys eller Sergio Tacchinis sokker er det saliggørende til dagens hjemmekamp mod Silkeborg.

Og så var der igen en der kom til at tænde fjernsynet, der sender natteprogram fra BBC World om Irak. Det er formentlig nu, man skal erklære at ”det er så inderlig ligegyldigt med fodbold, når dette foregår”, men jeg må indrømme at jeg langtfra er enig. Tværtimod. Fodbold er en vidunderlig distraktion fra denne krig, der for mit vedkommende er langt ud over min fatteevne. Jeg har ikke i sinde at hævde at målet for den er forkert, for det kan jeg ikke med ærlighed sige at jeg synes. Hussein er en forbandet fascist, og har fortjent alt hvad han får. 

Men måden det er kommet i stand på, og motiverne for at gøre det – ja, jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Det vender sig i mig når jeg ser den arrogante, korrumperede, uendeligt usympatiske Donald Rumsfeld tone frem, og det har frydet mig at se ham blive ristet i de sidste par dage. En mand, der åbenlyst opvigler en krig der skal gøre ham selv og hans venner og makkere velhavende, ja man korser sig. Det eneste problem er, at hver gang han får hug er det på grund af endnu flere tab af menneskeliv på begge sider. Så det er godt nok en hul glæde.

Vi er ikke gået i offensiven med at boykotte amerikanske varer hernede, sådan som Rumsfelds kollegaer gør det med franske varer (og ting der bare hedder noget med French), for hvad ville pointen være? Så skulle vi jo også boykotte danske varer. Og britiske med. Men en amerikansk sag er bandlyst: hvordan TV2 i deres ganske vist sorte og betændte hjerte kan få sig selv til at vise den ultrahøjreorienterede og totalt utroværdige propagandakanal Fox’s dækning af Irakkrigen går trods alt langt videre end deres normale, kluntede famlen efter den laveste fællesnævner. Så jeg har simpelthen skåret knappen til kanalen af fjernbetjeningen med en frugtkniv. Det betød godt nok lidt sure miner, da landskampene skulle vises i tv, men en kreativ person løste det med en skruetrækker. Ellers skulle vi sagtens kunne leve uden.

Og nu må du også leve uden os indtil om en uge, hvor det hele kan se ganske anderledes ud. Forhåbentlig med en fredelig verden og med et hold der fører superligaen med syv point og er i pokalens semifinale. Vi får i hvert fald se.

-smølle

og under disken ligger

Sylvie Simmons: A Fistful of Gitanes
En måske lidt kort, men fyndig og velskrevet biografi om den gudsbenådede sangskriver, gamle gris, fordrukne sut og excentriker om en hals, Serge Gainsbourg. Du godeste, en mand efter vores hoved. Inden han sled sig selv totalt op og døde i marts 1991 nåede han at forføre stort set alle lækre kvinder fra tresserne (trods et udseende der, som mere end antydet ovenfor, var mere karakteristisk end smukt), at skrive en komplet uoverskuelig række storslåede popsange og at feste hver dag med smøger og alkohol. En herre med check på livets sande værdier…

Og på jukeboxen spiller: 

Ugens sange:

Serge Gainsbourg: ’Comic Strip’, ’Qui est in, qui est out’, ’Requiem pour un con’, ’Initials BB’, ’Ford Mustang’, ’Bonnie & Clyde’, ’Docteur Jekyll et Monsieur Hyde’, ’69 Année Erotique’
Alle snuppet fra tresserne, mandens anden glansperiode efter sine mere jazzede ballader fra slutningen af 50’erne, og de fleste med Brigitte Bardot eller Jane Birkin på sang. Ikke at nogen af dem kunne synge, vel at mærke. Men det kunne Serge nu heller ikke rigtig. Hvilket er ganske ligegyldigt. Sangene er nemlig forrygende.

Brigitte Bardot: ’Contact’
Serge opfandt lige i en håndevending adskillige genrer af moderne popmusik med denne mystiske, elektroniske sang fra samme årti som resten ovenfor. Det var ikke uvant for ham – da han udsendte sit mesterlige album Histoire de Melody Nelson i 1971 opfandt han triphoppen, men åbenbart tyve år for tidligt.

Ugens albums:

Mick Harvey: Intoxicated Man
The Divine Comedy: Casanova
Mere Gainsbourg. Mick Harvey er bedst kendt for at være Nick Caves bandchef og højre hånd, men har udgivet to soloplader, begge med 16 Serge-sange i glimrende engelsk oversættelse, og med Nick Caves ex Anita Lane på lækker sang, som vikar for Bardot og Birkin. Dette er den første, og en perfekt introduktion af manden for dem af os der ikke er høge til det franske sprog (og troede at han ikke havde lavet andet end ’Je t’aime… moi non plus').

Casanova formelig drypper af Serge – der er romantik, forførelse, misogyni, drikkeri, skørlevned, kynisme, dekadence, død og pokkers store strygerarrangementer i dette album, som The Divine Comedy er dømt til aldrig at kunne overgå. Det kunne nærmest være en art musical om Gainsbourg. Og hans ånd svæver i hvert fald over vandene (og den lugter af Pastis og franske smøger…).

Ed Harcourt: From Every Sphere
Dette har så til gengæld intet med den franske antihelt at gøre. Det er andet album fra Harcourt, hvis seneste plade Here Be Monsters var en af de bedste i 2001. Her er mere af det samme, hvilket betyder at han igen flakker vildt stilistisk, fra den meget Beck-agtige og ’Ghost Writer’ over den hvide Dexys-soul på ’Watching the Sun Come Up’ til de jazzede ballader som ’Sister Renée’ og ’Metaphorically Yours’. Det er som forgængeren en plade der først slår igennem efter en del forsøg – jeg ved ikke hvordan han gør det. Pludselig er hver eneste sang tatoveret på hjernen, og man bliver angrebet fra alle hjørner af melodistumper og tekstfragmenter, man aldrig bevidst havde tænkt over før. En oplevelse der kan anbefales.

I øvrigt en plade, jeg bestilte fra amazon.co.uk, og hvor jeg kunne bande på at der i den udgave man kan købe herhjemme er indlagt kopisikring, så er det ikke tilfældet i det engelske tryk. Åbenbart tror de engelske pladselskaber ikke ligesom de danske på værdien og storheden i at bolle folk hårdt i røven. Så med risiko for at støde de danske pladeforhandlere, der står med problemet, kan jeg ikke andet end anbefale at købe musikken fra England, medmindre du gerne vil have et forringet produkt.