Påskebryg giver tunge tømmermænd.

Man vågner henad formiddagen, når forårssolens kraftige stråler finder vej forbi gardinerne, og man ved ikke andet end det ubehag, der føles overalt i kroppen. Man vågner langsomt, mens man for sit indre øje opruller de af gårsdagens begivenheder, der førte til, at man endte, hvor man er, og efterhånden som nerveenderne vågner forsøger man at drukne sig i hovedpuden og blot sove det hele bort, vel vidende at så let går det aldrig.

Påskefodbold giver tunge tømmermænd.

Det er de færreste, der bærer deres tømmermænd som adelsmærke; de fleste er ganske ynkelige at opleve, når de våndende lover afhold og bedring, men hvor irriterende disse end er for de ædruelige, er de abstinerende tifold værre for de lidende, når de provokativt triumferende kan spørge den lidende, om det monstro ikke er gået præcist, som de prædikede. Et spørgsmål, der kun værdiger et svar i form af vulgær gestikuleren.

Verden er urimelig hård for de tømmermændsplagede, men hvor de, der indvortes har fået blå mærker af at slå sig på flasken må tage sig selv fra at fordømme alkoholen og nødtvungent tage ansvaret på sine egne skuldre, har den, der er ramt af fodboldsmæssige tømmermænd i det mindste det halmstrå, at nedturen skyldes holdets gøren og laden, og ikke egnes.

Således genoprettet i troen på egen ufejlbarlighed kan alverdens eder og forbandelser nedkaldes på de syndige, der formaster sig til at præsentere en præstation, der vækker mishag og misbilligelse. Ikke at der er noget nyt i det i dette tilfælde, men det har været tolereret og også accepteret så længe synderne havde resultaterne med sig.

Det har de ikke mere.

Et fortjent nederlag til Brøndbyernes Idrætsforening betød et farvel til den prestigefyldte Landspokalturnering, og et efter forlyderne at dømme - bulen hernede tager desværre ikke de mere avancerede sattelitkanaler - fortjent nederlag til Silkeborg Idrætsforening betød et farvel… til en komfortabel førerposition i Danmarksmesterskabet. Det er til mere end tømmermænd: Det er rent ud sagt til at brække sig over.

Undseelige Silkeborg IF, der kæmper for at undgå nedrykning bør aldrig kunne vinde tre-nul over os, når vi er ligaens suveræne nummer et, og skader hos nøglespillere er ingen undskyldning, for der er ingen undskyldning.

Ingen undskyldning, kun beklagelse.

Hvis ikke det var for et par straffespark, der i sagens natur ikke er til at regne med, havde skyerne for alvor formørket himlen over F.C. København; uden dem var nedturen blevet total, og derfor er det desto mere frustrerende, at man fra den Københavnske trænerbænk kun giver udtryk for tilfredshed med spillet. Det lyder ærlig talt henad den apologetiske retorik, der lød fra Vestegnen i efteråret: "Vi spillede bedst, men de andre var heldige, og det kan man aldrig gardere sig i mod". Min fod!

Nok mangler vi spillere som Røll og Mykland, og nogen savner måske også Christian Lønstrup, men det er i mine øjne ikke der problemet ligger. Aben ender hos C.V. og Backe, hvis system eller tiltro til samme tilsyneladende er så rigidt, at der ikke findes nogen Plan B; at det volder store problemer for trænerstab og spillere, når en spiller må tages ud eller omstændighederne ændrer sig. Det kan ikke være rigtigt!

Det er formelfodbold uden overraskelse, og uden overraskelse har de andre trænere læst formlen. Det er ikke svært, når der spilles så fantasiløst, som tilfældet er.

Hjerte brist ej.

Efterhånden er den umiddelbare reaktion oven på Silkeborgkampen ude af systemet, og man kan tage en dyb indånding og forsøge at klare hjernen. Som med andre typer tømmermænd er en effektiv kur altid at komme op på hesten igen - så at sige - og man kan kun håbe, at AaB ikke sætter yderligere grus i maskineriet. Hvis det sker, går det i hvert fald ikke stille af sig; det skal Nedre C nok sørge for.

Men kritikken af Backe er nu heller ikke blot en grille. For noget tid siden mødtes bartenderne efter fyraften for at drikke lidt øl og nyde lidt god, hjemmekokkeret mad, og der diskuterede vi, om Backe burde blive som træner. Undertegnede har længe haft den holdning, at det F.C. København havde brug for mere end noget andet, var kontinuitet på trænerbænken, men jeg var begyndt at tvivle på om Backe var den rigtige mand. Dengang blev selve Danmarksmesterskabet med et snert af hybris stadig regnet for noget , der burde være en formssag, medens der var bred enighed om, at testen måtte blive, hvordan de europæiske kampe udartede sig: Endnu et flop som mod Djurggården kunne ingen være tjent med.

Nu bruger vi den brede pensel til at male fanden på væggen, men hvis de middelmådige resultater fortsætter, så kan tålmodigheden slippe op langt inden afslutningen på dette års mesterskab. Uanset om vi bliver et eller to er den egentlige prøve på trænerbænkens og holdets kapabiliteter den, de møder, efter vi har vundet over de obligatoriske østeuropæiske småstater. Den europæiske succes er målestokken, og hvis det igen i år ikke kræver større internationale udfordrere end Djurgårdan at sende København ud af det europæiske selskab, så har vi set megen trist og regnvejrstung fodboldspil til liden nytte.

Om et par dage bliver denne pessimisme forhåbentlig gjort til skamme.

DBU besluttede i ugens løb at mindeligt bede alle klubberne om at være opmærksomme på den ulykkelige tendens blandt dele af fodboldtilskuerkulturen, der på det seneste ahr manifesteret sig i flere tilfælde af farlig og ukontrolleret leg og kast med fyrværkeri; så vidt det er denne bartender bekendt er dette foregået udelukkende blandt Brøndbyfans, men også OB-fans markerede sig ufordelagtigt, da de kastede med flasker til en kamp mod Brøndby. Denne advarsel er med al sandsynlighed ansporet af den af alle bekendte episode i kampen mod Brøndby, hvor en Brøndbyfans kast med et kraftigt kanonslag kunne have skadet spillere eller andre tilskuere med tumultariske konsekvenser.

I betragtning af at det med meget få undtagelser har været Brøndbyfans indblandet i episoderne kan henvendelsen synes overmåde diplomatisk, og ledelsen i Brøndby IF har helt tydeligt heller ikke opfattet, at de står med et problem. Som enhver anonym alkoholiker vil fortælle Dem, er første trin mod en løsning at erkende, at man har et problem. Det sker desværre næppe foreløbig i Brøndby IF, hvor man forbløffende nok er mindre interesseret i at sikre trygge rammer for udøvere og tilskuere end man er for at skabe sprækker i det hr. og fr. Danmark-billede af den arketypiske Brøndbyfan, som man higer om. Men det er ganske for sent, for Brøndbyfansene har i stedet skabt deres egen arketypiske Brøndbyfan; den uansvarlige, fyrværkerigale slagsbror. Måske ikke bevidst og direkte, men derimod gennem uge efter uge at give B.T. og Ekstra Bladets sportsjournalister de historier, de har brug for, for at redaktionssekretærerne kan finde de kreative rubriktekster frem.

De har kun dem selv at takke, og måske gør de netop dette, for når man hører, at den tyrkiske tilskuerkultur er blandt Brøndby Supports forbilleder, tror man et øjeblik ikke, man har hørt rigtigt. Den tyrkiske tilskuerkultur der er kammet over i fanatisme og vold? Det var forhåbentlig en raptus.

Det er muligt, at DBUs lempelige fremgangsmåde også skyldtes, at det trods alt ville være urimeligt - eller i hvert fald upræcedenteret - hvis Brøndby skulle bøde for handlinger, der er foregået på Køge Stadion eller i Parken. Den ansvarlige er arrangøren - tillige, naturligvis, med det forbrydende individ - og det var PS&E, der stod som garant for sikkerheden i Parken; det var PS&E, der vurderede, at det var forsvarligt, at tillade Brøndbyfans i en større mængde så tæt på banen.

Det kan være, man sætter et stort net op næste gang.

Det er ikke tilfredsstillende hverken for de rejsende Brøndbyfans eller for de stadion de besøger, hvis uromagere blandt dem kan betyde, at værterne for horderne skal betale betydelige bøder, for enden på sådanne sager kan jo meget vel betyde, at Brøndbyfans ikke længere er velkomne. Og kampe uden repræsenter fra udeholdet (eller hjemmeholdet for den sags skyld) taber intensitet og interesse.

I stedet burde Superligaklubberne enes om, at de hver især hæfter for de bøder eller ødelæggelser, deres fans skaber på udebane. Dette vil efter Deres bartenders bedste overbevisning være det bedste incitament til at skabe et samarbejde blandt klubberne, der kom problemerne til livs. Samtidig ville det forhåbentlig også føre til mindre af den hærværk, som altid - tilfældigvis - hjemsøger Coca Cola-tribunen i kampe mod Brøndby.

For nu at tale om noget helt tredje har en af de større fodboldnyheder i den forgangne uge været Peter Schmeichels beslutning om at lade sig pensionere fra professionel fodbold. Hernede har han aldrig været vellidt. Han spillede for de forkerte hold, han var arrogant og hans musik var forfærdelig. Men der er ingen, der kan stille spørgsmålstegn ved mandens enorme talent. Peter Schmeichel var en nøglespiller både på det danske landshold og på det Manchester United-hold, der dominerede halvfemsernes engelske fodbold. Nogle gange overvejer undertegnede om det ikke er det samme, der mangler for F.C. København; en enkelt spiller, der kan samle trådene i et hold, der bærer rundt på så meget potentiale, der så sjældent bliver indfriet. Måske er det ønsketænkning, men det er der jo så meget, der er. Hvad angår Peter Schmeichel er det nok for tidligt at skrive hans sportslige nekrolog; om han også om tyve år bliver nævnt i samme åndedrag som målmandskæmper som Yashin eller Maier må tiden vise.

Kom godt hjem, og ihukom at uanset om det går godt eller skidt er der mange kampe endnu i sæsonen, så pas på jer selv derude!

Martin CX

Ugens album:

Francis Lai: Un Homme et une Femme