|
Ansigt til ansigt med et stenansigt |
||
|
En ganske almindelig uge, med ganske almindelige påskebryg, og ganske almindelige påskefrokoster. Men dog afgjort med et vejr der hæver sig en smule over almindeligheden. Man er blevet et gammelt velbevandret stenansigt, et menneske hvis eksistens er mejslet ind i granit. Man har set det meste, og de ting som man ikke har set, ser man kun hvis gider og lige har overskud i det pågældende øjeblik. Folk hernede i bulen har råbt og skreget hele ugen, siden skærtorsdag og videre over påskemandag, man kræver handling, forlanger skarpe ord på bordet fremfor flere apatiske påskebryg. Alle bånd skal fjernes, der er grænser for hvor meget fuldvoksne mennesker kan og vil stå model til. Slut med høflighed og venlighed, og fremfor alt overbærenheden. Men ud kommer kun kødklumpen af en slasket tunge. Der var den igen. Man må atter til det. Indfange den i håndfladen og proppe bløddyret tilbage i ganen. Fandens til besvær - og jeg håber ikke at det fortsætter sådan hele aftenen.
For fanden da! Her står igen på en ganske almindelig aften og føler sig nærmest som en tredjegradsforbrænding. Der har siddet folk uden for på fortovet som har fyret en fed. Det er svært at forhindre den slags i det gode vejr og vi gider slet ikke gøre forsøget. Der har så også været dem der hellere ville fyre en træner. Nogle har endog været så konkret at de ville fyre en Backe. Og er det vel ingen hemmelighed længere, at vores svenske træner er kommet i skudlinjen som aldrig før i de 1½ år han har været i FC København. Den katastrofale opstart her i den første måned og lidt mere tærer voldsomt på tålmodigheden hos folk, fædre og fætre, hvilket vi selvfølgelig også mærker hernede. Internt har vi da også måtte en tur ind og rase ud i vores lille personalerum bagved, så meget at vores glassituation har været en anelse kritisk i de sidste dage. Men udadtil vælger jeg stadig og stå som det legendariske stenansigt med smøgen hængende skævt i mundvigen. Og blot afvente det hele. For fanden da! Jeg er ikke den eneste der har været i det her branche længe. Har årelang rutine med Nedre C og egne manio-depressive tendenser. Jeg var der i "kyllingens forår", jeg var der under Brinks første trænerperiode, jeg var der da vi var ved at rykke ned efter Benny-Keld-Benny perioden. Og holder man fast om den konto, bliver der ikke så frygtelig meget nyt at bogføre. Et øjeblik efter AaB-nederlaget i mandags tog jeg mig næsten i at nyde situationen. Man var nærmest fuldbyrdet tilbage igen, genkendte sine lus og sit snavs under fingerneglene. FC København er som den uberegnelige elskerinde eller som den lille unge du aldrig helt kan nå eller forstå. Det eneste mærkelige ved situationen nu i forhold til tidligere er sådan blot det forunderlige faktum at vi stadig ligger nummer 1. Og endda med en margen af 2 point. Man bliver næsten psykedelisk ved tanken. Ræk mig dit opium og jeg fortæller hvilket folk du er. Ydermere virker vi alle som vågnet af dvalen igen. De to seneste hjemmekampe har budt på en imponerende opbakning, en opadgående og intens stemning fra tribunen som man ikke hørt i de sidste 3-4 år. Fra otium til opium. Fra rygrydsbetinget pointhøst og magelighed til slagsmål og frustrationer i lys lue. Sidstnævnte blev helt bogstavelige i mandags og uden at det skal glamouriseres at både spillere på banen og folk på tribunen kammer fuldstændig over i blodrus, så vidner det dog om vilje og lyst til at være en del af de faktiske begivenheder. Det er næsten for fristende at hive gamle Tom Kristensen frem fra gemakkerne igen. En god gammel spruthus-poet der for snart 80 år siden skrev: Jeg har længtes mod
brændende byer Når vores verden begynder at gynge under fødderne, ved vi også først hvad den er værd og hvorfor vi er en del af den. I sin fuldstændige banale tolkning kan den nemt overføres til den københavnske fodboldfan. For mand hvor vi snart gynger i tovene og er pludselig ved at vågne til dåden, når det gælder - på selve kampdagen. At dagene i mellem lyder som en urolig kalkunfarm, bliver kun menneskeligt, og formodentlig et væsenstræk ved alle fodboldfans.
Men for fanden da! Skal vi så se at komme af med ham Backe, system-svenskeren og manden der tænker fodbold efter et snorlige rækkehuskvarter og lyder som han læser farvandsudsigter op, når han i virkeligheden taler om vores kære fodboldhold? Nja, jeg tror det ikke. For det første kan jeg ikke se noget fornuftigt og realistisk alternativ, og for det andet er verden en smule mere nuanceret. Det er for eksempel ikke så svært at huske på, at vi også havde en skidt periode i det tidlige efterår, med 2x0-3 med et par dages pause til følge i henholdsvis Aalborg og Esbjerg. De fleste husker også nok hvordan efteråret faktisk endte. På min helt subjektive konto vil jeg også sige, at det nok er en anelse hasarderet, at tro at Backes rimeligt tydelige system skulle være roden til alle vores aktuelle genvordigheder. I de tidlige eftermiddagstimer var vi en lille flok hernede i bulen der diskuterede dette. Enige blev vi selvfølgelig ikke, men jeg tilhører dem der anser at Backes system ikke er så forskellig fra for eksempel det som Real Madrid har bjergtaget mange med i de seneste to uger (sagt og skrevet af en diskret Barca-fan, der også tillader sig at være en smule imponeret trods alt!). Der er en verden af teknik og millioner af Euro til forskel på de spillere som render rundt i Parken og dem vi så i aftes på Old Trafford. Men systemmæssigt snakket er der langt fra samme gab. Det handler om at være boldførende i kampen, det handler om at benytte offensive backer på flankerne fra en firebackkæde. Jeg vil hævde at vi har været mere boldførende under Backe end vi har været i mange sæsoner. Vi skal tilbage til Benny Johansen for at finde tilsvarende. Men på nuværende tidspunkt mangler vi i den grad tempo i lange perioder, og vi mangler i den grad kreativitet i den seriøse offensiv, der skal skabe chancerne og målene. Men det kan jeg ikke se som systemets fejl alene, i lige så grad falder bolden her hos spillerne selv. Og de har ikke anet hvad de skulle gøre med den, hvilket jeg mere har tolket som manglende privat initiativ end som systemdikteret. I stedet har de valgt det sikre og mest magelige, en ekstra berøring eller en aflevering tilbage til nærmeste mand. For få af dem man forventer noget af, har gjort noget der ligner en forskel, og det bærer de dæleme selv et ansvar for. De mange skader og karantæner har så heller ikke gjort tilstandene nemmere, men at tørre lorten af på Backe og hans system finder jeg på nuværende tidspunkt for billigt og nemt. Det har fungeret før og vi har i 1½ år høstet en succes og stabilitet som er næsten historisk. Hvorfor skulle selve systemet nu være blevet en hæmsko og direkte dræbende for alt kreativt spil? Jeg begriber det ikke helt, med mindre vi netop er ude i de termer der handler om et simpelt vækkeur, som kan tvinge alt og alle i og omkring klubben ud af søvnen, og få os videre.
For fanden da! Her står man som et hævdvundet stenansigt, en Mount Rushmore af hjemmeavlede meninger, der tillader sig at nyde dette års sidste påskebryg - I drikker jo som svampe derude, gud-bedre-det. Og heldigvis for os der forsøger at drive bulen uden at havne hverken i nordjyske eller vestegnske underskudsforretninger. Jeg tillader mig selv at nappe den absolut sidste fra lageret ude bagved. Det uundgåelige spørgsmål drøner alligevel frem som spejderhagl: Hvad vil jeg sige, hvis vi taber i Køge på lørdag? For fanden da! Her står man og forsøger at mane til besindelse, her står man og vil være et anstændigt menneske med facaden i orden, her står man som en anden Backe og er tvunget til at forholde sig til et helt kor af bedrevidende ignoranter, der skråler: Jeg har længtes mod brændende byer Jamen, hvad skal man egentlig sige. Gamle Tom er en klog fætter og Køge vandt 5-0, men vi spillede egentlig meget godt i den første time. Forstå mig ret, hvis der er en eller anden idé bag det man foretager sig, og den ansvarlige for idéen selv tror på dens bærekraft, så plejer det heller ikke at gå helt galt når det endelige regnskab gøres op. Jeg stoler stadig på Backe og hans idé - og ser ingen alternativer på nuværende tidspunkt for FC København. Derfor ser jeg heller intet i et skringende mistillidsvotum mod ham.
Og således går verdenen videre. Med mesterskabsdrømmerne og deres birolleindehavere. En detalje fra denne uges forløb bliver at AB inden for et år har dummet sig to gange i forhold til DBU's regulativer. Igen er man blevet fanget i at benytte en ulovlig spiller. Sidste år truede det med at skabe uendelige forviklinger omkring den aktuelle stilling i Superligaen. Denne gang har det blot skabt ændringer i målscoren, da AB'erne sportsligt allerede havde tabt de to kampe, som der var tale om. Men vorherrebevares et cirkus af en formodet dansk professionel fodboldklub der igen kunne være skabt. Hvad fanden tænker de på? Det virker ikke ligefrem befordrende for professionalismen i vores hjemlige turnering, når klubledere kan føre sig frem på samme facon i sæson efter sæson. Nu afventes blot næste års føljeton ude fra Amatørernes Boldklub. Alt i mens skal vi andre vel blot sørgmodigt konstatere at Superligaen ikke er kommet et skridt nærmere noget der bare ligner europæisk middelklasse siden 10 år tilbage. Vi ruller stadig på Malta-standarden herhjemme! Fristende i denne sammenhæng bliver det næsten at citere en glimrende artikel fra Berlingske Tidende, skrevet af Lars B. Jørgensen her forleden: "Selvfølgelig kan man stadig høre folk fable om "verdensklasse", når det handler om dansk fodbold. Farum-træner Christian Andersen bruger betegnelsen i flæng, men det vidner mere om et inflationsramt sprogbrug hos Danmarks bedste fodboldStræner end om nøgtern realisme." Den konkrete affære har intet med Andersen og Farum at gøre, men det er svært at være uenig. En ting er dog de administrative kiksere, værre bliver det næsten når vi konstant mister terræn rent sportsligt. Hvilket også antydes i artiklen fra Berlingske Tidende. I løbet af påsken så jeg kampene Farum-Brøndby og selvfølgelig allerede omtalte FC København-AaB. Begge opgør var stemningsmæssigt og publikumsmæssigt i den bedre halvdel af det bedste af vores hjemlige divisioner. Vi taler altså om noget, man må formode må formode rummer præstationer fra nogle af de bedre af de bedste af de absolut bedste mandskaber herhjemme. Men der var intet i hvad jeg så, som antydede at dansk fodbold har et hold i Champions League foreløbig. Så trist så det desværre ud. Dermed selvfølgelig ikke sagt at en heldig lodtrækning kunne hjælpe i fremtiden. På det nuværende stadie virker vi blot lysår væk, og det handler ikke et, men om adskillige i sportslig forstand!
For fanden da! Her står man atter og ligner blandingen mellem et stort spørgsmålstegn og en skuffelse, samt alt det som burde være større drømme og som man for nærværende ikke ser nogen regulær fremtid for. Der er så helvedes meget der burde være bedre. Sandheden er desværre blevet, at det ikke er blevet en skid bedre. Heller ikke i de sidste 2-3 år hvor vi selv har haft styret rundt i toppen af dansk fodbold. Men igen handler det nok om at tro på idéen frem for at lade sig gribe af omstændighederne og tilfældigheders luner, som altid bliver alt for nærværende og konkrete. Klog vil den altid være, der beholder historiens perspektiv tæt på sig. Et stenansigt krakelerer kun under heftig vejr- og vindmæssig påvirkning. Og selv dér tager det lang tid. Men tid ændrer en historie og gør den mangfoldig og det kan tiden gøre hurtigt. Den gode og rigtige historie vil derfor altid være dømt til at vokse fra den enkelte blive til de manges version, og den finder aldrig igen helt vejen tilbage til at være den endegyldige og altomfattende historie som begyndte det hele. Derimod bliver den til den historie som bliver fortalt i tusinde forskellige versioner. Den bliver historierne om historien, en af mange der muligvis rummer sandheden. De andre gør så aldrig, selvom de heller ikke bliver forkerte. Og dette bliver min lille historie, på denne almindelige aften, i denne almindelige uge, som også blev en halv påske. Alt i mens vi venter på lørdag eftermiddag og håber på bedste og især noget der for alvor peger ned ad Backe igen. Gud-bedre-det-hele, mand! Jan Saxo
Ugens album: Tom Waits: Alice Ugens numre: | ||
