Det virker som om det altid er mig, der skal holde åbent på de aftener hvor der er landskampe. Det var det samme onsdag aften. Ved halv syv-tiden blev vores lille bar fyldt op af den sædvanlige lille gruppe folk, der svinger kraftigt i holdning til DBU-holdet. Der er dem der snerrer ad skærmen hvert sekund, fra Claus Borre dukker op til Morten Olsen runder af. Og der er de forbeholdne, der helst ser at holdet i det mindste spiller noget ordentlig bold. Så skal de nok tromme noget entusiasme sammen. Endelig er der de positive, og dem hørte man godt nok ikke meget til i går.

En ting har de tilfælles – ingen af dem gider stange op mod 400 kroner på disken for adgang til at se en landskamp, og mindst af alt en venskabskamp med et decimeret dansk hold mod en stort set ukendt modstander. Og da slet ikke i regnvejr, øsende af slagsen, som var hvad folk fik i hovedet onsdag aften i de sidste par timer af årets aprilsvejr, som så valgte at fortsætte ufortrødent selv efter at kalenderen skiftede til maj.

Så hellere sidde i venners lag og distancere sig fra det, for der er sandelig en afstand mellem os halvstuderede røvere i vores bule og så landsholdets kernepublikum, og det er næsten helt rart at få bekræftet en gang imellem. At opleve at det ikke behøver være ens egen fejl at man ikke føler noget for DBU’s hold, og at man ikke mener at have noget tilfælles med roliganerne. 

Den bevidsthed blev simpelthen serveret på et sølvfad mod Ukraine, da Peter Møller kom ind. Ha! Man må sgu grine, hælde en bajer op, ryste på hovedet og glæde sig til søndag når man oplever den flok regnvåde, moustacheprydede bonderøve på slap line. En ting er, at de jubler over at Rommedahl bliver skiftet ud, for han har trods alt i flere år efterhånden pint fans, tilskuere og tv-seere med bare en anelse sans for fodboldens skønhed og æstetik med sine ekstremt begrænsede evner. 

Men at der bliver piftet ad 32 ved hans ankomst er næppe et resultat af, at roliganerne husker vores 4-1-sejr over Lyngby i 2001, og formoder at det er den anerkendte måde at fejre et Peter Møller-comeback i Parken på. Næ, når man hører sådan en temmelig kategorisk modtagelse af en spiller som ikke har spillet landskamp siden efteråret 1999, og især holder den sammen med det stormende bifald som den nye roligandarling Thomas Kahlenberg fik, så er det ret oplagt at konstatere, at det er på høje tide igen at sylte den ynkelige ”alle hader os”-selvmytologisering ude vestpå: Brøndby IF er og bliver det absolut mest spiselige hold for hr. og fru Klaphat.

Sådan er det, har det været længe, og sådan må det også gerne være. Så er det så meget lettere at konstatere at landsholdets fans er nogle fæhoveder, også selv om det kneb en smule for Berlingske Tidende, som var overbevist om at det var fans af København, der endnu engang måtte have afløb for deres grænseløse had til Peter Møller: ”... veteranen Peter Møller som havde skiftet FCK’s forhadte trøje med nummer 32 på ryggen ud, og rutinemæssigt blev pebet ud af et kræsent hjemmepublikum”, hed det, på forsideplads endda. 

Okay, jeg ved at det må være svært for en norsk avis at holde sig orienteret om tildragelser i den københavnske hverdag, men der må trods alt være grænser. Jeg behøver vel ikke forklare præcis hvad der ikke holder i det udsagn, vel? Men forhåbentlig var alle vel advaret om avisens noget svækkede finger på pulsen, især hvis de havde været ude og købe billet til kampen, ansporet af en lokkende artikel. 

Vi ved vist alle, hvordan vejret endte med at blive, og det var nærmest et mirakel og en sand cadeau til græsmester Chris Hague, at det ikke lykkedes at kværne banen i en grad så man efter en tur med en rive ville kunne køre speedway på den allerede i denne weekend. Om så en masse Paul McCartney-fans er den rette nænsomme pleje til en hårdt ramt bane er en anden sag. Men mon ikke de bevæger sig i et tilpas adstadigt tempo til ikke at forvolde den store skade. 

Den aldrende udgave af den kedelige af de fire fra The Beatles må dog stadig være en mere fængslende oplevelse end den dødssyge gang skønsom forvirring i Ukrainekampen, en kamp så urtrist at man næsten må kunne sige om den (udover at den beviste hvad der burde være åbenlyst, nemlig at pladsen ved siden af Gravesen tilhører en frisk Christian Poulsen), at det kunne have været en af vores første syv kampe i år. Nærmere bestemt den mod Esbjerg. Som jo blev vundet, og det var selvfølgelig fint nok. Men hvor udeholdet var giftige, samtidig med at hjemmeholdet havde meget svært ved at skabe åbne chancer. Og hvor målet også faldt på en dødbold. 

Esbjergkampen var sidste gang vi fik et skud optimisme og fik troen tilbage på, at nu skulle det nok vende, og nu skulle spillet nok begynde at hænge sammen. I stedet fik vi så katastroferne ude mod Silkeborg og hjemme mod AaB, og der kunne begyndes forfra igen med spillere ude med karantæne, ude med skader, og resten bare frustrerede og forvirrede over hvor den næste målchance skulle komme fra i et spil der låste sig mere og mere krampagtigt. 

Efter AaB-kampen var det Hasse Backes standpunkt, at hvis ikke Peter Christiansen var blevet hældt ud, var det hans faste overbevisning at København havde vundet den kamp. En hypotese som vi aldrig får efterprøvet, men det kunne da have været interessant at høre præcis hvorfor det skulle være. Jo, jeg hørte da, at det han havde beregnet var at vi i de sidste tyve minutter ville kunne skabe et uimodståeligt pres, men for pokker – manden sad jo og så kampene mod Brøndby to gange, mod Esbjerg og mod Silkeborg, og især i de tre sidste var der tale om generøse mængder pres og stadig ikke mere end et minimum af chancer. Hvorfor skulle de pludselig komme mod et velorganiseret (læs: hamrende defensivt) AaB-hold?

Og jeg nød da Tomas Antonelius’ fyndige udmeldinger om at genoptræning af et skadet knæ var det eneste der var mere dødssygt end at se AaB spille, men sådan er det jo. Det ved vi. Vi skal jo ikke forvente at få hyppige besøg af en flok hovedløse kyllinger som f.eks. Farum i deres seneste kamp i Parken, for så naive er de færreste trods alt. Og på den baggrund er det selvfølgelig med hjertet i halsen af frygt for igen at lave en pinlig analyse at jeg siger, at taktikken hidtil ser ud at være helt mislykket, men det gør den altså. 

Tre offensive mand klumpet sammen på midten og backs der skal komme over kanterne og skabe farlige situationer med præcise indlæg – det lyder besnærende. Det lyder som opskriften til at åbne de tætpakkede forsvar. Men i realiteten var det opskriften på en dunkende hovedpine, der varede til længe efter påsken, når backerne ikke fik noget ud af det og de tre angribere ikke så ud til at ane hvor de skulle placere sig og hvad de skulle bruge hinanden til, indtil Todi et kvarter før tid kom ind for at løbe forvirret rundt til slutfløjtet. Migrænefodbold, helt enkelt. Forkrampet, låst, langsomt, kværnende og uskønt.

Ikke en finger at sætte på energien, de pustede og prustede, men kunne ikke vælte huset af den simple grund at det var lavet af mursten, og de blev ved med at prøve at knalde hovederne ind i murene i stedet at prøve at sive ind gennem døre og vinduer. Er der ingen der nogensinde lærer af verdenslitteraturen – i dette tilfælde Walt Disney? Man skulle ellers tro, at hans film og serier var pensum. Bare se på Statuesque Spendthrifts, historien hvor den gæstende maharaja ruinerer sig selv totalt ved at prøve at udkonkurrere Joakim von And i bygningen af statuer, og stadigvæk ikke formår at bygge noget der er bare halvt så stort og vellykket som hvad hans stenrige konkurrent kan præstere. Det er vel ikke nødvendigt at uddybe symbolikken i netop den historie, er det?

Heldigvis løsnede det hele sig så op i lørdags mod Køge. Det var overbevisende, også selv om det hele begyndte med en enorm foræring, da Flemming Ljungstrøm, en af de tilsyneladende mange Køgespillere – Jimmy Kastrup og Martin Borre er andre, indlysende eksempler – som har Balazs Rabozcki som forbillede for deres frisurevalg, spillede Jörgen Pettersson fri med en bold som det var nok var optimistisk at tro ville løbe alle 40 meter tilbage til målmanden i høj fart. 

Væk røg blokken og kuglepennen. Det blev for en gangs skyld til en tv-kamp for mit vedkommende, og jeg havde egentlig tænkt mig at sidde og tælle hvor mange indlæg det egentlig blev til, og hvor mange der var lykkedes. Da det første mål så kom efter ni minutter var det helt som ventet – der var vist seks indlæg, de fem mislykkede, og så det sjette og vellykkede, som ikke overraskende kom fra Fredgaard. Vores indlægs- og dødboldspecialist er desværre også vores bænkspecialist, og det er endda svært at beklage sig over, for han har en tendens til slet ikke at levere varen fra starten af kampen. Brøndby ude var et grelt eksempel. Heldigvis gik det bedre nu.

Efter målet droppede jeg notaterne, desillusioneret. Hvem har brug for indlæg, når modstanderen spiller en perfekt dyb bold lige ned gennem midten? Også det næste mål kom fra en aflevering bagud fra en Køgespiller, og så var det hele afgjort. Men det var da godt at se, at de sidste tre mål kom efter bolde fra siderne, og nr. fire var ganske enkelt lindring for mine flossede nerver på holdets vegne; et gennembrud ind i feltet af en back! Ganske vist ikke af en der spiller back som andet end en ren nødløsning, nemlig Hjalte, der paradoksalt nok ikke brød igennem noget som helst da han spillede højre midtbane i Silkeborg. Men det skete. Jeg er faktisk stolt på holdets vegne – jeg var helt nervøs for at det slet ikke skulle ske i år.

Nu mangler det bare at lykkes mod et hold der ikke er bagud 0-3 og i opløsning. Og det er så grunden til at huske på, at der aldrig er noget der er så godt at det ikke er skidt for noget. Ganske vist var det en grundig og flot sejr, der var tre-fire mål for lille, på udebane mod en modstander der på Brøndby Stadion kort forinden havde holdt cifrene på respektable 2-1. Men det var også tildels et freak-resultat, og det står stadig tilbage at bevise at man kan det samme mod AB, der jo nok kommer til Parken for at grave sig ned og formentlig vil få Ove Christensens ord fra efteråret: ”Vi bragte alt, hvad vi kunne, og satsede på tre point. Man kan derimod spørge, hvad FCK bragte. Der skal man vist lede længe” til at lyde mere end en anelse dobbeltmoralske. Vi får se.

Om vi vinder med et, fem eller sytten mål er også af ret lille betydning, især eftersom det jo desværre ikke er helt usandsynligt at man på lørdag kan komme til at høre Brøndbysupporterne i Esbjerg, lokale såvel som tilrejsende, synge i kor: ”Vi ligger nummer et”. Og skulle de gøre det i én dag er det da absolut til at holde ud, men så heller ikke mere. 

Farum er ude af dette kapløb, for deres trup er alt for tynd. De kommer til at kvaje sig igen. Så vi hænger på Brøndby, som også har en tynd trup men åbenbart ikke skal have deres nøglespillere skadet i år. Og skulle de få ålet sig forbi, og blive på førstepladsen, er dette efterhånden ved at være sådan en af de sæsoner der kan få én til at opgive at følge fodbold i det hele taget. 

Det begyndte at antage farceagtige proportioner for nylig, og det kan ikke engang en weekend med sejre for alle favoritterne rette op på. Se på den ene af de sejre. Den i Barcelona, en klub jeg holder meget af, ligesom Everton og København. De slog Real Sociedad hjemme og rykkede op til at ligge to point fra en UEFA-cupplads. Men samtidig gjorde de en kæmpetjeneste for Real Madrid i kapløbet om at blive mester, og reelt spildte de alt det gode arbejde de lagde i at holde uafgjort mod den selvsamme usympatiske fjende ugen før. Det er ærlig talt en sejr, der kan undværes.

Men det er historien om min sæson. I Danmark er det smuldret i foråret, og lokalrivalerne kommer nu bragende og truer med at overhale. Og har sendt os ud af pokalen. I England lå Everton over Liverpool i månedsvis og truede med at klemme sig mellem de fire første. Men til sidst tabte de derbyet mod netop Liverpool, der samtidig rykkede helt op hvor de nu truer med at plage os med deres Drillo-fodbold i endnu en Champions League, og at tvinge os til at håbe på endnu en heroisk indsats af Basel for atter at få dem hurtigt ud igen. Ikke nok med det, Everton er nu på gyngende grund og risikerer at tabe UEFA-pladsen. De har ikke råd til i sidste runde at tabe til Manchester United, et hold der er ved at vinde titlen, og som er mindst lige så store fjolser som Liverpool.

Ajax – ikke håndboldklubben fra Vesterbro, Farum, Vesterbro eller hvor de er fra, men de andre Ajax – er også store favoritter her på mit skift, og ikke nok med at de må se PSV buldre afsted med titlen efter to meget vigtige sejre i de to holds fælles opgør, men den måde de røg ud mod Milan i CL-kvartfinalen på var bare ond. Inde i overtiden, og så med den sidste og absolut ikke uselviske fod siddende på Jon Dahl Tomasson. En gammel Feyenoord-mand, gudhjælpemig.

Og så den helt store hjertesorg i Catalonien, hvor Barcelona er gået fra skidt til værre (til ikke helt så dårligt, men slet ikke godt nok) i et kaos af inkompetence og talentløshed. Det værste er, at jeg ikke engang ved om jeg skal grine eller græde over at Barca røg ud mod defensive, kyniske, beregnende, dommerhjulpne og evigt heldige Juventus (der kommer til at vinde mesterskabet i Italien, det siger sig selv), for havde de vundet, var de baldret ind i Real Madrid og havde garanteret tabt til endnu større ærgrelse. 

Real, der er på kurs mod både mesterskab og den tiende Europacup for mesterhold. Real, der har sin egen totalt ukritiske pr-enkvindeshær i TV3’s Luna Christofi. Real, der trods sine mange ulækre sider er hele Europas darlinger, ikke mindst efter den kamp mod Manchester United sidste uge. En kamp som man nærmest føler, at man ikke kan tillade sig at ikke at mene var den bedste i verden, nogensinde, uden at lyde smålig – well, jeg foretrækker min fodbold med noget på spil og ikke bare to hold uden forsvar, som render og hygger sig, og det der var da meget underholdende, men mindede mest om en gang julelir i KB-hallen.

Problemet er bare, at der er lidt for meget på spil for Barcelona. En ting er at ligge to point fra en UEFA-cupplads, men det bliver sværere når der immervæk skal overhales seks hold inden for den margin. Og skulle det ikke lykkes, er det bare at æde den, og acceptere at rekorden på 45 europæiske deltagelser i træk ikke bliver forbedret foreløbig. Men at rekorden på 9 mesterholdstriumfer sikkert gør.

Der er ikke andet at gøre ved det end at vænne sig til tanken, og erkende at man ikke ville have haft det anderledes, for nok klarer de andre sig godt, men de er stadig nogle skiderikker. Og så vente til næste sæson begynder, for der kan det vel ikke blive så surt igen. Man kan altid trøste sig med, at man i det mindste ikke holder med Leeds. Eller Sunderland. Eller Leverkusen – se det er en rigtig nedtur. Og skulle det gå helt galt, kan man sætte et flag op som det Paris Saint Germains fans konstruerede for at markere endnu en grufuldt fejlslagen sæson: ”Snydt af klubben, fattige af at støtte holdet, og afskyet af ligaen, vi er her stadig – og I? I bringer os skam, trøstesløshed og sorg.” PSG er, skal det selvfølgelig nævnes, endnu et hold jeg har holdt med i årevis. Kunne det næsten være anderledes?

Selvfølgelig ikke, og det er som om jeg næsten står her og i ren ærgrelse glemmer alle lektierne fra de sorte år i 90’erne. Der er trods alt sket en del, her i København. Og måske får vi i sommerpausen lov til at se klubben rykke fra resten for alvor, og anskaffe sig spillere der virkelig er i den europæiske topklasse, og for hvem et velorganiseret AB-hold er barnemad. Indtil da byder huset på en Voll-damm, den catalonske mørke øl som får nederlagene til at glide lidt lettere ned. Næste gang, når der kun er fire kampe tilbage er det forhåbentlig helt andre og perlende drikke jeg kan servere. Ja, faktisk kan det hele være afgjort til den tid. Men som sagt: vi får se.

-smølle

og på jukeboxen spiller: 

Ugens sang:

The White Stripes: ’Seven Nation Army’
Min gode kollega Saxo prøvede at tale deres sag for nogle måneder siden, men jeg er bange for at jeg ikke lyttede ordentligt efter. Det lød lidt for primitivt og lidt for skingert, og som om det i sig selv skulle være charmerende, at en dreng og en pige fra Detroit, der måske er søskende, måske mand og kone, skulle spille garagerock. Især når hun spiller trommer som en enarmet tolvårig. Det viste sig så, at det er charmerende, og jeg overgav mig over for det nye album Elephant. Ikke betingelsesløst, men en sang som dette åbningsnummer er helt urørligt.

Ugens albums:

Love Shop: National
Love Shop fortsætter i sporet fra deres sidste, mørkere plade Anti. Denne gang med et mere kompakt værk, rent ud sagt mere lyden af et band end normalt, og med mere af en gennemgående mørk og aggressiv tone. Hvis det eneste man har hørt med Love Shop er nænsomme, gamle numre, så ville jeg ikke anbefale at høre ’Før vi kører galt’ som det første nummer. Men de mørke og rugende billeder ville ikke have noget med Love Shop at gøre uden mest at blive fulgt på vej af stor skønhed, som især i de stille ’Nordlys’ og finalen ’paradis.dk’

Calexico: Feast of Wire
Hvis ikke Wim Wenders’ film Paris, Texas allerede havde et fortræffeligt soundtrack af Ry Cooder, så ville dette være ideelt at anvende – det vistnok fjerde album fra de tidligere Giant Sand-medlemmer Burns og Convertino fra Arizona er deres helt store kunstneriske scoop, og de gaber uden problemer over traditionel ørkenrock, akustiske lejrbålsballader, syret Portishead-agtig nattestemning, mexicansk mariachilyd og Miles Davis-inspiration på jazznummeret ’Crumble’. Fremragende. Og en fremragende idé at bestille den fra en engelsk sælger såsom Amazon, da heller ikke denne plade i UK-udgaven er forsynet med den kopisikring der forringer cd’ens kvalitet. Boykot det lort! 

Steve Wynn: Melting in the Dark
En gammel sag, fra midten af 90’erne, fra den kriminelt oversete sanger der først med The Dream Syndicate og siden solo har sprøjtet plader af meget høj kvalitet ud, uden nogensinde at have fået den rette anerkendelse for det. Det er den bedste soloplade ud af de otte, han efterhånden har fået afsted. Han spiller på Stengade 30 lørdag aften, og jeg kan ikke gøre meget andet end at anbefale at dukke op hvis man har lyst til at se en mand der øser af tyve års forrygende californisk guitarrock. Som en kæk anmelder engang sagde om hans sideprojekt Gutterball (et betegnende navn: det sløjeste kast, en skævert, i den mest fordrukne sportsgren, bowling): "they touched our hearts and kicked our asses". Det er Steve Wynn.