Godaften kære kunde!

Hvad skulle det være? En Hof siger du. Hvad med at prøve noget nyt? Nu da afgørelsen i Carlsbergs store ølkonkurrence nærmer sig, bør du måske lige have genopfrisket smagen af de fire kombattanter. Skal vi starte med en Pivo, Capo, Hvede eller Dark? En Pivo. Godt så.

I aften er jeg stand in for Holger, og selvom det altid er hyggeligt at komme herned, uanset hvilken side af baren jeg ender på, må jeg tilstå, at jeg lige netop denne gang hellere ville være i Holgers sko. Årsagen til at han ikke selv kan være til stede her i aften er nemlig, at han endnu en gang skal til London, og det er ikke i hvilket som helst ærinde. Næ, det er ligefrem lykkedes for ham at sikre sig billetter til ”finalen” på Stamford Bridge mellem Chelsea og Liverpool!

Hvis du ellers følger bare en smule med i engelsk fodbold, vil du selvfølgelig vide, at Manchester United allerede i den forgangne weekend sikrede sig det engelske mesterskab, da Arsenal snublede hjemme mod Leeds, som for en sjælden gang i sæsonen virkede mere interesserede i fodbold end fåreavl. Da Newcastle samtidig vandt 1-0 over Birmingham, ligger den endelige placering af de tre øverste klubber nu fast. Der er imidlertid endnu en CL plads at kæmpe om, og her står dysten mellem netop Chelsea og Liverpool.

Før sidste weekends runde lå de to klubber helt lige pointmæssigt. Til trods for Liverpools storsejr over West Bromwich i forrige runde, havde Chelsea dog naturligvis en markant bedre målscore, da Liverpool jo mest har gjort sig i at fedte knebne sejre hjem. Derfor var denne rundes resultater afgørende for de to klubbers udgangspunkt før ”finalen”. Desværre tog Chelsea lige lovligt afslappet på tingene i lørdagens lokalopgør mod West Ham. Selvom det nedrykningstruede hold fra East End kæmpede som gale om hver bold, skulle der, efter en række fremragende indgreb fra Premier Leagues måske bedste målmand, Carlo Cudicini, en indskiftet Paolo Di Canio til for at give West Ham kunstigt åndedræt til håbet om at bevare pladsen i den bedste række. Heldigvis skulle det dog vise sig, at nederlaget ikke fik afgørende betydning. Liverpool havde godt nok bragt sig foran med 1-0 i sin hjemmekamp mod midterholdet Manchester City, som absolut intet havde at slås for, men først udlignede Nicolas Anelka for City, og få minutter før slutfløjt sørgede han for den endelige ydmygelse af sin tidligere klub ved resolut at sparke bolden i kassen til slutresultatet 1-2. 

Med disse resultater kan Chelsea stadig sikre sig den fjerde og sidste CL plads for snuden af Liverpool ved blot at spille uafgjort mod de gæstende ”scousers” på søndag. Som Chelseafan håber jeg naturligvis, at The Blues til sæsonens sidste kamp kan mande sig op til at genfinde nogle af de takter, der i denne sæson har sikret holdet en fast placering i toppen af PL, lige efter de urørlige Manchester United og Arsenal. Det gør ikke ligefrem spændingen mindre, at jeg personligt har en kasse øl på højkant overfor en af Løvetimens syndflod af studieværter, der har Liverpool som favorithold, men også på et lidt højere niveau står der meget på spil. Chelsea har i den grad brug for de penge, der følger med en CL deltagelse. Ja faktisk har klubben en så dårlig økonomi, at man før sæsonstarten ikke havde råd til at købe én eneste spiller, men var nødt til at lade sig nøjes med spanieren Enrique De Lucas på en free transfer. Til sammenligning har Liverpool jo de sidste sæsoner brugt formuer på at få diverse spillere fra det europæiske fastland til at fungere i Houlliers’ spillesystem, som kan få Roy Hodgsons år i FC København til at virke som et slaraffenland af utæmmede offensive kræfter. Og jeg er helt på linie med Smølles bemærkninger fra sidste uge; det ville næsten være synd for Danmarks TVseere, hvis de til næste år skulle døje med Liverpools betonforsvar på 10 mand bag Michael Owen, der som den eneste mand får lov til at prøve noget offensivt. 

Hmm, du begynder vist at se lidt tung ud i øjenlågene. Engelsk fodbold er måske ikke lige din store lidenskab? Pyt med det. Du får bare en ny øl. Hvad syntes du for resten om Pivoen? Den smagte lidt for meget som en Hof uden at være det?!? Tja, sådan kan man jo også se på det.

Det er i øvrigt min første tjans som bartender efter, at forårssæsonen er gået i gang. Da det samtidigt blev den uge, hvor FC København efter mange måneder på toppen endelig måtte sige farvel til førstepladsen, kommer jeg, uanset hvor mange krumspring jeg gør mig, nok ikke til at undgå at kommentere situationen herhjemme. Isoleret set var 1-1 i søndagens kamp mod AB ikke nogen katastrofe. Vi har næsten altid problemer med akademikerne fra Bagsværd, og i perioder spillede FCK da ganske nydeligt. Men når man samtidigt bliver overhalet af Brøndby, der før sæsonstarten var 9 points efter, er det svært at glæde sig over det ene point, som Todi trods alt sikrede os kort før tid.

Men hvad i alverden er der så sket i de få måneder, der er gået siden, at blandt andet jeg selv stod bag denne disk og med optimisme i stemmen så frem til forårssæsonen, mens jeg sammenlignede os med de nærmeste konkurrenter? Ja, det er der efterhånden kommet lige så mange bud på, som der er FCKfans, og det er som bekendt ikke så få. Mit eget bud er, at FCK’s farvel til førstepladsen ikke blot skyldes en enkelt håndfast ting, men er forårsaget af en kombination af mange forskellige faktorer. 

For det første er konkurrenterne, og det vil først og fremmest sige Brøndby, blevet bedre. Reelt set er det ikke fordi, at Brøndby siden vinterpausen har imponeret med flydende angrebsfodbold i hver kamp. Bevares, de har da bestemt deres lyse øjeblikke i kortere eller længere perioder i enkelte kampe, men det havde de jo også i efteråret, uden at de virkede som en seriøs trussel af den grund. Næ, den helt store forskel er, at de nu også har fået deres defensiv til at hænge sammen. Hvor det i efteråret virkede som om, at Michael Laudrup – og klubbens fans – ikke lagde nogen synderlig vægt på, at de gang på gang blev spillet tynde i forsvaret, så længe en enkelt finte eller hælaflevering lykkedes, når det gik fremad banen, er der nu kommet langt mere styr på defensiven med Wieghorst som oprydder på midtbanen foran de to gamle kendinge Per Nielsen og Dan Anton i noget der ligner deres livs form. Hvor nødigt jeg end vil indrømme det, er det selvfølgelig også lidt af en bedrift at transformere endnu en middelmådig Danmarksseriespiller med hæsligt hår om til en målfarlig superligaangriber, men det vidste vi jo i forvejen, at de bare kan derude. Personligt tror jeg, at bagmændene bag dette trick trækker på både erfarne hundetrænere, haitianske heksedoktorer og Randi fra frisørsalonen i Brøndby Strand Centrum. Under alle omstændigheder er den samlede virkning af holdets forandring, at Brøndby nu får point(s) i alle kampe, om de så ind i mellem skal have tvivlsomme straffespark til hjælp. 

Men da vi trods alt kun har spillet én superligakamp mod Brøndby i foråret, kan Brøndbys forøgede stabilitet jo på ingen måde forklare vores egen manglende pointhøst. Så er der skaderne. Jo, FCK har haft rigtig mange skader, også blandt nogle af vores vigtigste nøglespillere. Det vil altid være en belastning at måtte rokere om fra kamp til kamp, selvom vi på de fleste pladser har kvalificerede afløsere, men særligt to skader mener jeg har haft afgørende betydning. Den første var den alvorlige skade, som Søren Petersen påførte Røll i en af de mange sindssyge tacklinger i kampen mod AGF. Efter en noget flegmatisk start på sin karriere i FCK har Thomas Røll udviklet sig til at være en af de absolut vigtigste personer i Backes system. Selv på en noget utaknemmelig plads som venstre fløj forstår den ydmyge jyde via sin fine teknik og gode overblik ikke alene at udføre sine defensive pligter til UG, men også at skabe chancer for sine medspillere og ligefrem selv udgøre en trussel foran modstandernes mål. Rølls boldsikkerhed, chanceskabende afleveringer og ryk har i den grad været savnet.

Den anden afgørende skade er desværre af en endnu mere alvorlig karakter, ja måske ligefrem én, som kan stoppe en karriere helt. Her tænker jeg, måske lidt overraskende, på Thomas Antonelius’ snart gamle knæskade. Antonelius er ofte blandt klubbens fans blevet kritiseret for sine, indrømmet, temmelig vindskæve indlæg, men hans værdi for defensiven er vist blevet undervurderet af mange. Og hans snart lange pause har vist, hvor sårbare vi er på højre back pladsen. Vi var godt nok mange gamle FCKfans, der følte en vemodig glæde, da klubbens ledelse med stolthed i stemmen og under stor mediebevågenhed i vinterpausen kunne fortælle, at det var lykkedes at få klubbens tidligere forsvarsstjerne, Ole Tobiasen, tilbage fra Holland. Det er da også sikkert, at Tobiasen startede med flere plusser i karakterbogen hos mange fans, herunder mig selv, end de fleste nye spillere kunne håbe på. Trods denne helt igennem positive indstilling til Tobiasen, må jeg nu alligevel tilstå, at indtrykket af ham efter en pæn håndfuld superligakampe er, at han indtil nu kun har været marginalt hurtigere end en gigtplaget skildpadde, også selvom han efter sin alvorlige skade åbenbart skulle have spillet stort set hele efterårssæsonen for den hollandske klub, AZ Alkmar. Før han nåede at vise, om han med tiden faktisk ville genvinde lidt af tidligere tiders fart, gik det selvfølgelig hverken værre eller bedre, end at han pådrog sig en skade. Og så var gode råd dyre, da klubben åbenbart ikke råder over noget, der minder om en kvalificeret afløser på den position. De hidtidige præstationer fra øjeblikkets nødløsning, Hjalte Nørregaard, tyder i hvert fald på, at hvis han overhovedet har en fremtid i FCK er det ikke som back.

Hvordan går det ellers med den Capo, du står og bæller i dig? Synes du, at den smager og ligner rød saftevand?!? Nå, så må du hellere få en Hvede, før jeg går videre.

Hvor kom jeg nu fra? Nå ja, skaderne. De har selvfølgelig været en streg i regningen, men man må også sige, at klubben ikke ligefrem har gjort det nemmere for sig selv. Ingen kunne selvfølgelig forudse, at holdet i den grad ville blive ramt af skader, hvortil kommer en række dumme karantæner, men det har jo for eksempel nok ikke været nogen fordel for den stakkels Hjalte, at han ikke fik lov til at deltage i den vigtige træningstur til Sydafrika forud for sæsonstarten. Springet fra kun at have fået lov til at deltage i den daglige træning hjemme på Peter Bangs Vej til lige pludselig igen at skulle præstere på et hold under pres i en vaskeægte superligakamp hører ikke til de mindste.

Tilsvarende gør sig gældende med Todi. Jeg mener, at det var arrogant grænsende til det direkte tåbelige at lade ham blive hjemme i Danmark, mens hovedparten af resten af spillertruppen prøvede at finde takterne under Afrikas brændende sol, blot fordi han ikke kunne blive enig med Holmstrøm om en kontraktforlængelse. Efterfølgende skulle Backe godt nok have udtalt, at det skulle have været for Todis eget bedste at blive hjemme i Danmark og pleje sin hårdt prøvede krop, men jeg er nu temmelig sikker på, at Todi ikke så helt på den sag på samme måde, og Backe har jo talrige gange udtalt, at spillere, der var på vej væk, skulle spille bedre end deres konkurrenter for at komme på holdet. Var det så utænkeligt, at man hurtigt kunne få brug for sidste års topscorer i en rimelig form? Tja, godt nok havde Møller leveret varen i efteråret, men da hverken Petterson eller Zuma ligefrem havde brugt år 2002 på at profilere sig som de giftigste klapperslanger i ørkenen, var det jo ikke just den mest dødbringende trio at sætte sin lid til. Helt som forventeligt var Todi da også noget tung i undervognen, da han som en anden folkets kampvogn fik lov til køre ind på kamppladsen mod Esbjerg på grund af Møllers karantæne. I takt med den øgede kamptræning er han imidlertid blevet bedre og bedre og har da også scoret i de to seneste kampe, hvilket paradoksalt er nok til at give ham en delt førsteplads på listen over FCK’s målscorere i dette forår!

Hvordan lyder din dom over Hveden for resten? Nå, du synes, at den smager lidt for meget af frugtplantage. Så tag en Dark, det er en god kraftig øl. Imedens kan jeg underholde dig med, at problemet med de uskarpe indskiftningsspillere i mine øjne bestemt ikke er blevet mindre af, at de heller ikke efter de øvrige spilleres hjemkomst fra Afrika har haft den store mulighed for at snuse lidt til ægte kampsituationer, før de er blevet kastet direkte ind på superligaholdet. Godt nok har vi jo stadig KB’s plads i Danmarksserien, men de kampe bliver vist stort set uden undtagelse brugt som legeplads for store teenagere, som få har hørt om (og som sikkert lige så få desværre nogensinde kommer til at høre om). Før i tiden havde vi så Ørestadscuppen for netop de spillere i førsteholdstruppen, der trængte til at få lidt kamptræning efter en skadespause eller blot befandt sig en kilometer eller to væk fra en plads i superligaholdets startopstilling. Den turnering er imidlertid blevet afløst af en ren dansk reserveholdsturnering, men hvor smart er det, at den første kamp i denne turnering først blev spillet for et par dage siden – næsten to måneder efter superligaens start?

Klubbens mange skader og de ringe forberedelsesmuligheder for nogle af de spillere, der alligevel blev brug for, kan imidlertid ikke alene forklare forårets ringe pointhøst. Og det er jo en logisk umulighed, at forårets mange skader for eksempel kan være skyld i, at FCK, i noget nær stærkeste startopstilling, allerede i sæsonpremieren uinspireret tabte 0-2 til OB. Selvom vores trup måske ikke er så bred, som de fleste af os gik rundt og troede, bør kvaliteten af de spillere, som har kunnet benyttes, altså være høj nok til at sikre os mere end 9 points i 8 kampe!

Der må altså være noget andet og mere galt. Og her er kombinationen af noget mere uhåndgribeligt som tilfældigheder og en ond cirkel måske et meget godt bud. Nu er der måske dem, der vil hævde, at tilfældigheder ikke bør spille nogen rolle i moderne topfodbold, men det gør de altså! Hvis vi lige ser bort fra vilde teorier om korrupte dommere, så er det jo ofte tilfældigheder, der gør, om en dommer og hans to (blinde) makkere på linerne får set rigtigt, når de skal vurdere en offsidesituation på et splitsekund, eller skal afgøre, om det er forsvarsspilleren eller angriberen, der skal have en kendelse i mod sig, når de allerede før kampens slutfløjt er gået i gang med at bytte trøjer inde i straffesparksfeltet. Og den slags er jo med et at afgøre kampe og placeringen af vigtige points. Tilsvarende vil jeg til enhver tid påstå, at det var tilfældigheder, der afgjorde, at det blev Brøndby – og ikke FCK – der løb med mesterskabet sidste år. Det endte jo med reelt at være ét eneste mål, der afgjorde, at de to hold sluttede a point. Og hvis nu enten Zuma eller Møller ”tilfældigvis” havde scoret på deres kæmpechancer i starten af kampen mod OB, havde den kamp og resten af sæsonen måske set anderledes ud. Uanset om man bryder sig om det eller ej, er fodbold jo også et spil, der foregår lige så meget i hovedet som med fødderne, og både i en enkeltstående kamp og en (halv)sæson, er det altså nemmere, hvis man får en god start – særligt hvis man føler sig lidt tynget af forventningerne på forhånd.

Der er så mange, der i takt med forspringets smuldren har spekuleret over, om vores hold af den ene eller grund ikke var så godt klædt på til at tackle modgangen, som holdet måske burde have været. I denne uge fik disse spekulationer så ny næring, da Ekstrabladet tirsdag bragte en artikel med overskriften ”Giv os et los bagi”. Journalist Troels Christensen berettede herefter om en Sydafrikatur, der var gået skævt med midlertidigt anførerskifte og ølforbud, samt om en træner, der dels keder røven ud af shortsene på sine spillere med monotone træningsøvelser, dels ikke har udvist konsekvens overfor spillere, der underpræsterer. 

Onsdag var det så BT’s tur. Kim Mikkelsen havde interviewet Niels Christian Holmstrøm, som kunne fortælle, at der åbenbart var spillere i truppen, der ikke kunne klare presset, mens andre var blevet for magelige, og det mere end lå mellem linierne, at der var flere spillere, der lænede sig gevaldigt op af en fyreseddel, hvis de ikke snart tog sig sammen. Den historie bryggede Kim Mikkelsen videre på dagen efter, hvor han kunne afsløre, at Holmstrøm havde holdt et krisemøde med spillerne, hvor sportsdirektøren skulle have ridset en række ting op for spillerne. Da hverken spillere eller Holmstrøm selv åbenbart havde lyst til at udtale sig nærmere om mødets indhold, må det dog stå hen i det uvisse, hvordan Mikkelsen kunne vide, hvilket budskab spillerne egentlig blev præsenteret for.

Endelig skal det med, at Holmstrøm så sent som i dagens Løvetime benægtede, at der skulle være en dårlig stemning i spillertruppen. Men hvad skal man så tro på? Selv er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at Troels Christensen har baseret sin artikel på udtalelser fra en eller flere FCKspillere, men det er naturligvis et åbent spørgsmål, hvor repræsentative disse udtalelser er for den generelle opfattelse og stemning i spillertruppen. Selvom der er eller har været en dårlig stemning i spillertruppen, og det tror jeg sagtens, at der kan have været, uden at Holmstrøm er blevet klar over det – godt nok ynder vores sportsdirektør at sige, at hans dør altid står åben, men nogen alfaderlig sjælesørger bliver han vist ikke ligefrem betragtet som i spillertruppen – virker det dog umiddelbart som om, at der ikke har været tale om så alvorlige problemer, at de ikke hurtigt kunnet glemmes, hvis først der begyndte at komme lidt medgang på banen. Problemet har så bare været, at den medgang indtil nu har ladet vente på sig. 

Det bliver så spændende at se, om Holmstrøms seneste peptalk får den ønskede virkning i lørdagens topkamp mod Farum, og i den forbindelse vil det ikke ligefrem være nogen ulempe, at ikke alene Zuma og PC er tilbage efter karantæne, men at også Tobiasen og endda Løns måske vil være klar til at gøre comeback. Ja hvem ved, måske vil en god præstation mod Farum være det skub, der skal til for endelig at sætte toget i bevægelse igen, og hvis Røll så også stiger på allerede på næste station, burde vi være meget godt kørende. Hvis det ligefrem skulle lykkes os at være blot ét point foran Brøndby før næstsidste spillerunde, vil jeg stadig kunne finde min optimisme frem igen. Selvfølgelig kan det også ende med, at toget kører helt af sporet, og vi til sommer står med en træner, der efter mere end halvanden år i FCK ikke har kunnet sikre klubben et eneste trofæ, og en flok spillere, der måske ikke ligefrem betragter ham som den mest inspirerende leder. Men lad os vente med at dreje ned ad det spor, til det bliver aktuelt. Vi skal jo også have noget at snakke om i sommerpausen.

Hold da kæft! Er klokken virkelig blevet så mange? Jeg ville jo egentlig også have underholdt dig med mine mange holdninger om Farum Boldklub og den særlige form for kommunal velvilje, som man har udvist deroppe, men det må vist blive en anden god gang. Hvorfor stoppede du mig ikke, før jeg endnu engang fortabte mig helt i min egen tankerække? Hallo! HALLO!!! SOVER DU?!? Hvad? Nej, du skal ikke op og på arbejde nu. Du skal vist bare hjem. Så kan du altid fortælle mig, hvilken øl du synes har fortjent at vinde, næste gang vi ses. Der er trods alt stadig nogle dage at løbe på, før den konkurrence er afgjort.

Hans CL

Og på jukeboxen spiller:

Ugens album:

Mew: Frengers
Selvom det ville være misvisende at påstå, at forsanger Jonas Bjerre har en stor stemme, er jeg helt enig med de kritikere, som har kaldt dette album for en af de bedste danske rockudgivelser nogensinde. Som du sikkert allerede ved, er der tale om en skønsom blanding af nye og gamle numre, der dog alle sammen er blevet produceret af Rich Costey. Det er smukt. Det er grimt. Det er larmende. Det er stille. Ja, det er vel bare som original rockmusik bør være. Køb den og hør selv. 

 

Ugens numre:

 

The Roots: 'The Seed'
Du er muligvis allerede træt af dette nummer efter, at det har været grovspillet i radioen som ”ugens uundgåelige” på P3, men det er nu faktisk en ganske fin sag. The Roots er ikke ligefrem nogen typisk hiphopgruppe med deres eksperimenter i diverse retninger, og selv sure gamle mænd, der ellers ser rødt, når de hører ord som hiphop og rap, bør kunne rokke lidt i takt til dette nummer, der nærmer sig mere traditionel pop/rock. Nummeret drives frem af en enkel men virkningsfuld guitar- og trommerytme, og gruppen får her hjælp af Cody Chesnutt, der i øvrigt selv har skrevet nummeret. Og selvom man med gruppens navn in mente godt kunne tro, at det drejede sig om livet på en planteskole, er det med teksten ”If Mary drops my baby girl tonight I would name her Rock-N-Roll” vist en anden form for forplantning, der beskrives, så dette nummer dedikeres alle nybagte fædre med glæden for musikken intakt. 

Blur: 'Out of Time'
Efter flere års pause, som Damon Albarn blandt andet har brugt på det glimrende Gorillaz projekt, er Blur nu tilbage, men det blev åbenbart ikke helt det hjertevarme gensyn, som gruppens medlemmer kunne have håbet på, for guitaristen Graham Coxon skred åbenbart midt under indspilningen af det nye album Think Tank. Forløberen til albummet er denne single, som er et smukt afdæmpet nummer med spanske guitarer i baggrunden. Men lur mig, om ikke albummet er noget underligt rodet noget. Blur har næsten altid været mere heldige med deres singler end med deres albums.