Store Bededag er jo, som det bør være de fleste Københavnere bekendt en dag, hvor man spiser de hveder, som lyder eksotiske og festlige i udenlandske ører indtil de ser og smager dem, og hvor man benytter friaftenen til at vandre ud og nyde de forårsgrønne træer og milde vinde på de københavnske voldanlæg. Således også denne bartender, som veludstyret med både portvin, håndbajere og fem-stjernet metaxa - der dog stjernene til trods, ikke faldt i hans smag - kunne konstatere, at det slet ikke var så køligt, som pessimisterne havde frygtet. Sådan udstyret bliver selskabet hurtigt hyggeligt beruset, og der burde derfor ikke være årsag til yderligere stimulering.

Alligevel har et af de lokale bryghuse besluttet at lancere "Store Hvededag", hvor danskerne på samme måde som til J- og P-dag skal samles om at drikke anselige mængder af dansk hvedeøl på flaske. Sådanne tiltag bliver altid hilst velkomne bag en disk som denne, for J- og P-dag er dage, der skæpper i kassen. For at kickstarte denne begivenhed ville Tuborg sørge for, at vi kunne servere gratis hvedeøl hernede, og efter behørlig annoncering var bulen fyldt med tørstige sjæle! Imidlertid viste det sig, at Tuborg for det første ikke havde så forfærdelig meget gratis øl at give ud af, hvorfor en del af det, var ganske ordinære classic-øl, og for det andet at al øllet blev leveret i fustage-emballering og ikke i flaske, som det var aftalt. Men man vil jo nødig virke utaknemmelig, for selvom vi ikke kunne undvære haner fa vores normale fadølssalg, tryllede Tuborg et fadølsapparat frem, vi kunne benytte os af.

Det blev en katastrofe.

Ingen, og det på trods af vores efterhånden særdeles store rutine, kunne få hanen til at producere andet end skum, og derfor blev de gratis øl reduceret til at blive solgt på den ikke bare 'classic' men deciderede oldnordiske facon, hvor en fadøl tager en lille halv time at forberede, og hvor øllen er så doven som en hanløve. Folk var mildest talt utilfredse, men situationen var desværre ikke til at bedre.

De kan dog være ganske rolig. Fadølssituationen er igen normaliseret, og griseriet er vel rengjort. Der er også brug for mange øl for tiden, for folk er blevet så nervøse. Foråret har lignet en følelsesmæssig rutschebanetur, hvor man har grund til optimisme den ene uge, for at se sig selv synke ned i pessimismen den næste.

Denne bartender er stået af. Efter sit forrige ræb tog han en dyb indånding, og besluttede sig for ikke at tage sorgerne på forskud længere. Que sera sera, lyder sangen, og dette er filosofien hos undertegnede i de resterende forårskampe. Ingen pessimisme, ingen optimisme: Hvis mesterskabet når i hus tager denne bartender stilling til det, når det sker, og der kommer ingen prognoser eller forhåbninger hvad dette angår, før det hele er endelig afgjort. Ingen tanker herfra om hvorvidt karantæner eller skadesperioder - eller afslutningen på disse - kan spille ind i kampene, der kommer. Intet gætværk og spekulation.

Tænk, hvis man egentlig tog dette udgangspunkt hvad angår alle livets facetter. Man ville ikke være noget sludrechatol, det er helt sikkert, og ens borddame ville næppe helle synes alverden om en, men nu begrænser jeg mig heldigvis også kun til denne ene ting, og åbner alle sluser for vild spekulering alt andet angående.

Og naturligvis gør den tætte stilling, det hele meget mere spændende, når hver kamp kan få afgørende betydning for slutplaceringerne. Og det ville jo være udmærket, hvis ikke man havde så forbandet mange følelser investeret i projektet. Her er man aldeles uinteresseret i de tætte kapløb, der kun lige inden målstregen må afgøres. Hvis den, man nu holder med, vinder, er det måske en endnu større forløsning end det havde været, hvis man var blevet erklæret mester med ti runder igen, men medens det står på, er der altså ikke meget ved det.

Og hvis man taber...

Tag nu den tætte sæsonafslutning i England. De ved, hvad jeg mener; hvor flere hold kæmpede om placeringerne, og først til allersidst stod det klart, at Brighton rykkede ned i anden divison. Nuvel, det var mildest talt heller ikke Brightons år, og to fortløbende oprykninger var nok en for stor mundfuld, trods Zamoras stjerne.

Men den engelske liga er værd at følge, også af andre grunde end de rent sportslige. Præcis som i den danske liga kæmper mange af de engelske klubber med en rædsom økonomi, og faktisk står det i flere tilfælde meget værre til, end for de danske.

Præcis som i den danske liga er dette utåleligt for den sportslige del, men i modsætning til herhjemme er der derovre et miljø, hvor reformer af ligaen er til at gennemføre. Disse reformer er skrappe, og selvom de ganske vist begynder i det små med den engelske tredejedivision, peger reformerne alligevel fremad mod løsninger for også de højererangernde klubber. Løsninger til at undgå pinagtige episoder, som da Lyngby midt i sæsonen måtte erklæres konkurs, med alle de forvirrende og uværdige følger dette havde for den sportslige afvikling af ligaen. For at undgå lignende optrin forpligter klubberne sig til at lade sig komme under delvis administration, hvis de havner på en observationsliste, og hvis man ikke kan forbedre sin økonomi, så kan man i sidste ende blive rykket ned, når sæsonen er slut - inden konkursen er en realitet.

Sådan burde det også foregå i Danmark, men den engelske fremgangsmåde er langt mere aggressiv end den danske - og vel at mærke forudsætter denne plan også, at klubber og spillere accepterer en aftale om, at lønningerne ikke må overstige en vis andel af klubbens omsætning. I princippet bør dette ikke have nogen væsentlig betydning andet end en marginal lønudjævning, men i realiteten vil det betyde, at klubberne får en buffer i økonomien, som dels kan mindske risikoen for kortsigtede mandskabhsinvesteringer, men som også kan betyde større rum for kapitalinvesteringer - i for eksempel et udvidet talentarbejde eller bedre faciliteter for publikum og udøvere.

Der er således ikke tale om et så omfattende system, som "amerikanske tilstande", hvor spillerlønninger nærmest er overenskomstbestemte - med de strejker og lock-outs et sådan system i sin natur kan medføre - men blot en bremse for de økonomier, der er løbet løbsk. Det sikrer et økonomisk fornuftigt loft for den overbudspolitik, som klubber kan blive tvunget ud i kampen om placeringerne, og et sådan er i alles interesse.

Det er dog klart, at et sådan loft ikke på nogen måde er et skudsikkert øhm sikkerhedsnet under klubberne. Det er jo muligt at solde pengene væk på andet end lige spillerlønninger, men alt andet lige er spillerlønningerne , den investering, der afskrives hurtigst.

Når vi alligevel taler om investeringer i spillere, så lad mig glæde de Brøndbyfans, der mener, at vi bruger mere tid på dem end på os selv, ved at kommentere en af overskrifterne i sportssektionerne i denne uge. Det er naturligvis Brøndbys forlængelse med Michael Laudrup, jeg hentyder til, og jeg vil gerne ønske dem tillykke. Jojo, De læste rigtigt, for det har virkelig været en gevinst for Brøndby, og uanset om jeg under dem den eller ej, så vil jeg gerne anerkende den. Brøndbys umage trænerpar har formået langt mere end skeptikerne turde regne med, og det gamble, det ahem vitterligt var, har indtil videre betalt sig af. Inden Michael Laudrup kom til Brøndby var det på tale blandt Københavnske fans, om at Laudrup måske var et egnet træneremne i København, men disse blev kraftigt irettesat af min medbartender -smølle af rent menneskelige årsager, og de fleste er vel også enig om, at det gamble, der lykkedes for Brøndby, aldrig var lykkedes for F.C. København. Det gør gambles nemlig aldrig for F.C. København. Det er måske også derfor, Backe satser på det "sikre", så lad os håbe, at også det mere sensationelle fodboldspil snart bliver tilstrækkelig sikkert - selv for F.C. København

Martin CX

Ugens Jukebox:

I denne uge graver vi lidt i bunken af skiver, og tager lidt forskellige numre fra et par meget forskellige albums:

Gil Scott-Herons "The Revolution Will Not Be Televised" er fra Small Talk at 125th and Lenox, er en lille milepæl i musikhistorien, og gadepoetens Gils hårde recitering over et funky backbeat (og en tværfløjte - det var jo i 1970), gjorde i manges øjne Scott-Heron til intet mindre end the godfather of rap, selvom der intet godfather-agtigt var over den dengang unge revolutionære digter. "The revolution will not be right back after a message about a white tornado, white lightning, or white people! You will not have to worry about a dove in your bedroom, a tiger in your tank, or the giant in your toilet bowl! The revolution will not go better with Coke! The revolution will not fight the germs that may cause bad breath! The revolution will put you in the driver's seat!" Selvom ideerne om at man kan gennemføre en fuldstændig omvæltning af af samfundet gennem voldelige midler er endnu mindre nu end det var dengang - i hvert fald hvad angår folks egne lande - holder musikken endnu, og den indignation og retfærdige harme, der driver Gils poesi, kan stadig inspirere.

Med The Cures "A Forest" springer vi ti år frem - og egentlig er den forskel på det nærmeste den mindste mellem disse to numre, der er så fjernt fra hinanden, som man kan forestille sig. "A Forest" er The Cure, når de er The Cure; den søde weltschmerz af jagten på kærligheden, men "It's always the same, I'm running towards nothing, again and again and again and again".

Der er nogen, for hvem "house" (eller techno i det hele taget) er et skældsord, og hvis ordet for det indre øre frembringer dårlig dance music fra de tidlige halvfemsere, er det måske forståeligt omend noget snæversynet, men der naturligvis både god og dårlig housemusik - jeg mener; der er jo ingen, der har affejet guitarrockgenren bare på grund af Bryan Adams, vel? - og blandt de gode æbler i kurven er blandt andet Leftfields "Original" med sine filtersweeps, der går rent ind hos en gammel synthesizerentusiast som undertegnede. Pladen Leftism fra 1995 har været på jukeboxen tidligere hernede, og den er faktisk propfyldt med slagere, om jeg må være så fri.

Og så slutter vi af med en sang herhjemme fra - eller i hvert fald lige på den anden side af broen, hvor Weeping Willows' "Touch Me" jo kommer fra.