For fanden da! Så står man her igen, mens man slår en slatten skid. Rynker diskret på næsen og vifter elegant med karkluden. Der er røgtrætte tåger og høje røster, og det er allerede blevet sin sag at holde trit med den serie af opråberi, som invaderer baren hver aften. Man vil have guldmedaljer, man vil have forklaringer, man vil have fisse, man vil have hoveder på et fad. De gamle mænd brummer og de unge skråler. Og intet kan gå hurtigt nok, intet kan vare længe nok, intet kan være sensibelt nok, intet kan være hysterisk nok, og intet kan overskygge den fornemmelse af afgrund, der altid spreder sig efter en fodboldsøndag i Parken med et nederlag.

Endeløs tomhed, fristes bartenderen til at sige, endeløs tomhed. Alt er tomhed.       

Jeg, en halvfed gammel bartender, var konge over spruthusene i København, og jeg vendte min hu til at ransage og med visdom udgranske alt, hvad der sker under den københavnske fodboldhimmel. Det er et ondt slid, som Gud har givet denne sølle skabning at slås med. Jeg har set alt, hvad der skete under solen, og set, at det er alt sammen tomhed og jag efter ivrigt slupne vinde. Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt. Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere visdom end alle de, der sammen med mig var fans af den københavnske fodboldklub, og mit hjerte har skuet visdom og kundskab i fylde." Jeg vendte min hu til at fatte, hvad der er visdom og kundskab, og hvad der er dårskab og tåbelighed. Men jeg har måttet skønne, at også dette er blevet jag efter løse vinde. 

For fanden da! Her står man i sine sandaler og pudser sin glorie, laver V-tegn og nyder endnu en smøg. For alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid. Tid til at fødes og tid til at dø, tid til at plante og tid til at rydde, tid til at dræbe og tid til at læge, tid til at nedrive og tid til at opbygge, tid til at græde og tid til at le, tid til at sørge og tid til at danse, tid til at kaste sten, og tid til at sanke sten, tid til at favne og tid til ikke at favne, tid til at søge og tid til at miste, tid til at gemme og tid til at bortkaste, tid til at flænge og tid til at sy, tid til at tie og tid til at tale, tid til at elske og tid til at hade, tid til krig og tid til fred, tid til guld og tid til sølv, tid til tid og tid til mening, samt masser af tid til at gentage sig selv. 

Ja, jeg så også kampen mod Viborg i søndags, men mine følelser var egentlig ikke hverken raseri eller hysteri. De var blot kafka'ske. Der skete et eller andet grusomt, selvom det jeg så ikke var så frygteligt.  Men det der skete, skete alligevel. 

Og man bliver efterladt lidt opgivende efter sådan en oplevelse. Jeg syntes egentlig ikke, at vi spillede dårligt. Vi spillede nærmere tilnærmelsesvis bedre end længe, i hvert fald frem over banen. Men når man forærer sine modstandere 3 mål, er der intet der bliver nemt, og når de spillere der står bag foræringerne endvidere fremstår som nogle af dem, man har været tilfredse med her i foråret, så er der mange ting der ikke bliver nemme at forstå. Helt galt fat bliver næsten, når akkurat den spiller, man føler har været allerbedst hidtil i foråret, så pludselig tillader sig at brænde et straffespark.  

Jamen, skal vi lade disse være ordene om dette. Det tror jeg simpelthen, at vi bliver nødt til. Jeg er et tømt fadølsanker på dette punkt for resten af aftenen. Skal selvfølgelig være den første til at beklage, at vi nu ligger nummer 2 og at det heller ikke hidtil har indgået i mine planer, men man kan vel heller ikke udtale sig over de evner, man nu engang besidder. 

Heldigvis er der så andre, der har haft meget at sige i den forløbne uge. En journalist ved navn Sørine Godtfredsen er en af dem. Hun kunne ikke for eksempel ikke forstå, hvordan man kunne elske FC København. Eller rettere det blev vist noget i den retning det som hun mente, at mange mente, altså dette med ikke at elske med FC København. Selv kunne hun i hvert fald ikke elske os. Eller rettere FC København. 

Og det kan man da godt forstå, at hun på den måde havde svært ved det. Det kan jo ske. Der er også mængder af ting, jeg ikke kan elske. Jeg vil så måske sige, at jeg ikke nødvendigvis føler et behov for at gøre de ting til en ophøjet "ikke-elske" sandhed. Og det bliver lidt der filmen knækker for den gode Sørine fra det hedengangne socialdemokratiske dagblad Aktuelt. I virkeligheden bryder hun sig nemlig ikke synderligt om professionel fodbold i det hele taget, men ønsker sig lidt tilbage til en blanding af Morten Korch og Sofus Krølben. En verden som er meget langt fra nutidens FC København.

Og lad mig sige det sådan, fred være med det! Personlig synes jeg bestyrtelsen hernede og i andre foraer omkring hendes indlæg i Ekstra Bladet Søndag, virkede en anelse pirrelig. Midt i sin ubehændige brug af det danske sprog, en lidt for lemfældigt anvendelse af ordet "man", fik hun pisset mængder af os op og ned ad ryggen. Men værre var det vel heller ikke.

Jeg skal ikke gøre mig de store anstrengelser i at forstå hvordan det brede fodbolddanmark ude i provinsen tænker, men hos de få kontakter jeg plejer ude over det ganske land, har jeg dog sporet en pæn holdningsændring til mit indædte forhold for netop FC København. Fra at være anset som total marsboer for 7-8 år siden, har jeg dog sporet en stigende respekt for mit forehavende. Man anerkender efterhånden at FC København nok er kommet for at blive og for at blive regnet med. Derfor fremstår hendes artikel også mest som en anakronisme for mig, og havde hun fyret den af i 1994, havde den grangiveligt udløst større aggressiv adfærd end den umiddelbart gjorde forleden. 

Jeg må så også indrømme, at når folk - ja, det er altså også blandt jer skabehoveder hernede i bulen - hopper over i den anden grøft og frejdigt napper Sørines ord og vender dem til et vidnesbyrd om egen selvforståelse af at være ægte københavnere, så gnækker jeg lidt skælmsk bag fuldskægget. Dette københavneri kan nemt blive lige så påtaget som en inflationsramt brug af ordet "man". 

Det rager mig en fjeldræv om FC Københavnske fans bor i Store Hyllinge eller andre steder på den forkerte side af vestvolden. Det gør dem hverken værre eller bedre end os andre mere eller mindre indfødte københavnere. Jovist, klubbens identitet ligger fastnaglet i København, men resten afgør folk sgu selv med deres samvittighed og alt andet der står dem nært.       

For fanden da! Her står man igen og ligner en desillusioneret Charles Bronson, en mand der kan opremse alle sin fjenders ofre som den blideste liturgi. Der skal nok stadig være dem der siger, at vi intet kender til ånden i FC København. Man kan såmænd også sige, at ånden på Nedre C ikke altid er den bedste.

Morten Bisgaard har i hvert fald måtte erkende, at han ikke er en spiller der falder i det højtråbende flertals smag. Skvatter han på banen, ved han at hånen er ubønhørlig, fejler han en dribling eller en aflevering, bliver afregningen den samme. Alle der var i Parken i søndags kan vist blive enige om, at han ikke havde en af sine store dage. Men det store spørgsmål efterfølgende hænger ved: tror man, at man løfter en spiller ved at nedgøre ham i en sådan grad som det er tilfældet med Bisgaard?

Jeg tror det ikke, og det tror man heller ikke på Løvetimen. Derfor glædede det i hvert fald mig, at radioværterne forleden tog bladet fra munden og sagde hvad de mente om den sag. Der bør være en grænse for de frustrationer som folk skal finde afløb for om søndagen, og den blev overskredet i søndags. Men ikke for første gang. Det skete allerede i Farum en uge inden, hvor en ganske anseelig mængde nede i vores ende af Brixtofteparken pludselig krævede "Bisgaard af banen!". 

Når man ender med at stå midt i blandt den slags, bliver det måske heller ikke så svært at forstå for eksempel Sørine Godtfredsen engang imellem. Det er jo ikke ligefrem kærlighed til klubben og de 11 spillere der nu engang er banen, som promoveres. I mine ører klinger der i hvert fald en anden dagsorden og den er langt mere egoistisk møntet.  

For fanden da! Tid til dit og tid til dat, nok er nok og her står man igen og synes at Del Piero er en bøsserøv og at pastaen er det bedste Italien endnu har givet denne verden. Ikke desto mindre vil jeg krybe til korset. Jeg har fået en anden svaghed i det italienske.

Det begyndte egentlig lidt i apati. Nå ja, hvad fanden. I andre brøleaber galpede op om Milan, Inter, Juventus, Roma og hvad-man-ellers-kan-smide-jer-en-flok-Umberto-Eco-romaner-i-nakken-med. Italiensk fodbold har i mange år raget mig grusomt. Men engang var jeg i Firenze, og Firenze er en vidunderlig by med vidunderlig Chianti-vin og vidunderlig grappa og vidunderlig mad og klassisk musik i byens offentlige parker.

I sådan en vidunderlig by havde man selvfølgelig også et vidunderligt bibliotek, og det var egentlig derfor jeg var der dengang, men det er en anden historie. For Firenze havde såmænd også et rigtig godt fodboldhold dengang i midten af 90'erne. De hed AC Fiorentina. Og i manglen på bedre endte de som mit hold i Italien. (Glem i øvrigt "kyllingen" i den forbindelse, han var i Firenze, før jeg var der). 

Sidste år skete der det tragiske at Fiorentina gik bankerot. Man havde lavet en dobbelt "Leeds"-finte og blev afregnet koldt og kynisk ved kasse 1. Degradering til den italienske fjerde division, C2, og eliminationen af Fiorentina-navnet fra fodboldlandkortet blev følgerne. I stedet måtte klubben ty til navnet, Florentia Viola. Her begyndte jeg også at følge holdet seriøst - ja på grænsen til at være dedikeret. 

Der gik simpelthen lidt ægte sportsånd i sagerne over vinteren. Når man ligger med hovedet begravet i lorten, kender man sine venner eller noget i den dur. Min sympati voksede i hvert fald for alvor over vinteren, hvor jeg fulgte deres resultater på diverse hjemmesider. Her i maj måned vendte bøtten for Firenze igen. De violette vandt deres C2 for et par uger siden og genvandt i samme uge retten til atter at hedde AC Fiorentina. Skal jeg også nævne at Viola havde et tilskuersnit på hjemmebane på godt 25.000 i nyligt overståede sæson. I den italienske fjerde division. Hvis nogen florentinere begynder at tale om klubånd, tager jeg gerne hatten af i respekt. Det er folk, der ved hvad det handler om. Modsat den flok selvudnævnte ånder, vi jævnligt skal belemres med herhjemme i den danske topfodbold.

For fanden da! Her står man atter og atter med jævne mellemrum og længes mod at lave en Carl Skoma'r. Man tørrer de samme askebægre af, man anbefaler igen og igen de samme skånere, og man ved at det er forgæves, men insisterer alligevel. Som en ånd i et ølglas kommer man ingen vegne. Fanget og alligevel ikke helt utaknemmelig.

Inden vi lukker og slukker for natten, har jeg lovet mig selv en ting. Jeg ved nemlig at de andre tølpere af nogle bartendere sikkert glemmer det, når det virkelig bliver aktuelt. Om to uger. Der er meget KB-ånd blandt os bartendere. Derfor må jeg hellere sige det! Et ånds- og rodløst individ som jeg er. Tillykke til B1903. Tillykke med de 100 år den 2. juni. 

Jeg tilstår blankt, at jeg er en medløber. Har ingen tilknytning i nogle af moderklubberne bag FC København. Er hoppet på fra sidelinien i de tidlige 90'ere, en ren succesrytter der trådte sine barndomsfodboldstøvler i Fremad Amager. En afhopper, en overløber,  ja find selv ordet. Men jeg husker 3'ernes hold fra 91 og vil altid huske dem, som noget af det bedste jeg har set af dansk fodbold. Måske bliver det lidt som med Fiorentina, der fødes en særlig sympati dybt inde i hjertet, når lorten er vokset over hovedet. Og 1903 fortjener en særlig opmærksomhed. De tabte meget i overbygningsaftalen med KB. Der findes sikkert mange ude på Lyngbyvejen der vil sige: Alt for meget! 

Principielt kunne jeg sådan set være ligeglad, og det er jeg også et stykke ad vejen. Det hele hedder alligevel FC København for mig. Men jeg har været ude i klubhuset på Lyngbyvejen et par gange, og har altid følt mig i godt selskab. Så det mangler vel bare, at betale en lille ølsjat tilbage. Akkurat her på falderæbet!

Så tak og god nat herfra!

Jan Saxo

Ugens album:
Bruce Springsteen: Copenhagen Night
- en vaskeægte piratkopi, opstøvet på forunderlig vis af min gode kollega Holger i London. Jeg bøjer mig blot taknemmeligt for kopien. Det er en bootleg fra seneste Springsteen-koncert i Parken. Regnvejrskoncerten. Det pissede ned hele aftenen dengang i 1999. Ikke desto mindre blev det en fantastisk koncert for dem der var der. Det beretter øjenvidnerne i hvert fald. Og jeg sluger gerne deres lovprisninger, lige som jeg sluger denne optagelse som den perfekte opvarmning til den 14. juni.  

Ugens film:
The Matrix Reloaded: 
- kommer man forsinket ind i biografen eller klipper man blot de første 30 minutter væk fra hukommelsen, sidder man tilbage med oplevelsen af en fantastisk film. Teknisk noget af det mest imponerende, som jeg endnu har set. Til gengæld blegner selve historien lidt i forhold til den første film, men der fik man sig også lidt af en overraskelse på dybdetanken. 

Men gudfader hvor den begynder trægt, bortset fra selve åbningssekvensen. Omkring 30 minutter inde kommer Agent Smith (Hugo Weaving) på banen i filmhistoriens største kloning og så begynder løjerne. De er fantastiske, kampscenerne, og en biljagt, der dog aldrig vil slå "Bullitt" og Steve McQueen af banen, dertil er forskellen i autencitet alligevel for stor. 

Efterhånden begynder den bagvedliggende historie dog også at hive sig pænt op og ligne noget der kan berettige 3. delen, som kommer til november. Så alt i alt kan vi sige, at jeg er moderat imponeret, og moderat skuffet. Alt efter dagsformen.