Forleden havde en veninde licensmanden på besøg. Det kunne så være hvad det var, hvis ikke hun også havde svaret sandfærdigt på, om hun ejede et fjernsynsapparat og derfor måtte bøde. Andre havde måske været mere koldblodige og blot afvist enhver anklage om at man havde taget springet ind i det tyvende århundredes mediemangfoldighed, men ikke hende. Hun havde det som George Washington havde det, og kunne ikke lyve. I hvert fald ikke når man overrumpler hende, som tilfældet var, for hun var overbevist om, at licensmanden sikkert allerede vidste, at hun havde forbrudt sig mod tv- og radiolicensen; denne den helligste af alle samfundspligter. Men pejlevognene turnerer ikke længere de øde parcelhusveje med sin snagende attenner: De er blevet kørt på bilkirkegården efterhånden som elektroniske dingenoter som microbølgeovne, pc'ere og andet også gav udslag på tv-radaren, og dermed ødelagde hele øvelsen. I England har de ganske vist raffineret teknologien og kan efter sigende endog se hvilket program, man ser på fjernsynet, men i Danmark er licensmandens eneste hjælpemiddel nu blot en liste over, de, der ikke betaler licens. Og det er nok ikke en helt urimelig antagelse, at de fleste mennesker ejer en radio eller et fjernsyn, og således er det også overvejende sandsynligt, at mange af de, der står på listen også har dårlig samvittighed. Sortseerne! Det lyder uhyggeligt.

Men det er en grotesk situation, og man burde ikke acceptere det. Hverken at nidkære toldere render en på dørene i håb om at ens dårlige samvittighed konfronteret med denne tårnhøje autoritetsfigur pumper synderens superego op til et niveau, hvor man bryder grædende sammen og bønfalder om den katarsis, det giver at lade sølvpengene glide gennem fingrene og bort. Men også hele tankegangen bag byder mig imod: Hvorfor skal man have licens for at høre radio eller se tv her i landet? Det giver mindelser til totalitære stater, hvor befolkningen kun allernådigst må orientere sig gennem de æterbårne medier — efter at man grundigt har fjernet kanalvælgeren fra fjernbetjeningen. Det er en demokratisk borgerpligt at holde sig orienteret om samfundet man lever i, og hvorfor gøre mulighederne mindre; hvis interesse tjener man ved at forhindre folk i at se fjernsyn eller høre radio, fordi de ikke har råd til det?

Selv kongens foged tager ikke dit fjernsyn, men paradoksalt nok efterlade han dig ikke med pengene til licensen.

Det er ikke, fordi jeg ikke bifalder det licensen bliver brugt på — med undtagelse af TV2 — men jeg mener den støtte staten stadig bør give Danmarks Radio for at lave tv og radio uafhængigt af kommercielle interesser bør køre over skattebilletten. Præcis som det gælder stort set alt andet. Det er da mærkeligt, at ingen kunne finde på at tage et forslag om at lade bibliotekernes drift hvile i brugerbetaling, men at man accepterer tv- og radio-licensen? Ja, jeg synes i hvert fald ikke, der er den store forskel.

Gad vide, hvad der stikker folk til at blive licensmænd. Man skal da have en særdeles overudviklet retfærdighedssans for at kunne passe den størrelse sko, der følger med jobbet. En gæst nævnte, da jeg stod og kedede ham med ovenstående tirade, at der nok næppe var nogen beskæftigelse, hvor man var mere hadet — det skulle da lige være med undtagelse af parkeringsvagterne. Men for parkeringsvagterne er det i det mindste deres arbejde. Ikke noget, de gør i deres fritid. I hvert fald ikke i Danmark, selvom en veninde fra Milano fortalte mig, at dernede var parkeringsvagterne skam også frivillige — og ganske ulønnede (officielt i hvert fald).

Hæ. Når man ikke selv har bil, kan man nogen gange godt sætte sig ind i de milanesiske parkeringsvagters iver for at rydde op blandt forbrydende biler, der fylder gaden op, så den helt forsvinder. Men biler er nu alligevel ganske praktiske tingester fra tid til anden, når man skal ud af byen.

Herinde er de dog ikke til meget andet end besvær. Cyklen er næsten altid hurtigere, og nu er metronettet jo tilmed blevet udbygget til glæde for lidt flere — også for p-vagterne. -smølle skrev om det for et par uger siden, og jeg er i udgangspunktet ganske enig med ham i, at det overhovedet er en god ting med metroen. Men selv om det romantiske i at have en underjordisk metro ikke skal undervurderes, mangler Københavns Metro stadig et væsentlig karakteristika i forhold til metroerne i Paris, Barcelona, Wien og andre steder.

I de fleste storbyer er forskellen på 'tog' og 'metro', at toget kører ind og ud fra byens centrum, mens metroen kører rundt på kryds og tværs i selve byen. Sådan er det ikke i København, hvor både tog og metro er orienteret omkring et centrum midt i byen. Det kan måske umiddelbart synes ubetydeligt, men det har konsekvenser, der stikker dybere:

Når linjerne alle går fra periferi til centrum, så forstærker de dette forhold; et enkelt centrum med en mindre væsentlig periferi. Områderne omkring stationerne fungerer som små hierarkiske forstæder til centrum og den eneste måde man kan bevæge sig, er tættere mod centrum eller længere ud i periferien.

I storbyernes metroer er dette anderledes. De er ikke orienteret om et enkelt centrum, men er derimod et net af stationer, der går på tværs og omkring de traditionelle trafikveje. Det betyder, at de enkelte stationer ikke længere er defineret ud fra et periferi/centrum forhold, og centerets vigtighed bliver langt mindre. Når man fjerner det faste centrum og hierarkiet omkring det giver det en dynamik, hvor det er muligt at skabe nye centrer, nye noder i netværket; en metapolis eller "città diffusa"; den farverige, forskellige og foranderlige storby.

Naturligvis er metroen kun en del af den infrastruktur, der har betydning for, hvordan byen udvikler sig. Men den er alligevel vigtig, fordi den er en så bekvem og hurtig måde at transportere sig selv på. Som det er i dag, har afstande i byen stadig en væsentlig betydning for bevægelsesmønstrene, men med metroen bliver disse afstande uvæsentlige, og folk får andre muligheder for at bruge byen. Hele byen. Derfor burde man fra begyndelsen have været mere ambitøs, hvad angår metroens linjeføring, men al begyndelse er jo svær, og desuden havde jyderne jo nok insisteret på nogle flere motorveje, hvis kjøvenhavnerne nu gik helt amok i metrorus.

Det kreperlige er jo blot det, at København er mange årtier bag de fleste andre storbyer, hvad angår denne trafik. Sporvognene syntes måske gammeldags, da de blev fjernet i sin tid, men i retrospektiv var det en dårlig beslutning.

Men nok om det.

Det er ikke, fordi jeg ikke har et rødt og hvidt halstørklæde. Det har jeg; der står "Rød Tuborg" på, men alligevel interesserer landsholdsfodbold mig ikke synderligt. Jeg er ganske enig med min kollega Holgers betragtninger i sidste uge om dette emne, så der vil jeg ikke tilføje noget.

Kampen mod Norge var ganske underholdende, men da jeg blev inviteret i biografen for at se den seneste Matrix-film, kunne en kamp mod Luxemborgs landshold (der vel repræsenterer en generalmobilisering af landets fodboldføre mænd) ikke lokke. Og filmen kan absolut anbefales.

Nå, det var i virkeligheden ikke det, jeg ville tale om, for selvom landsholdet ikke kan lokke en blasert Københavner var der jo alligevel mulighed for at dyrke klubfodbolden, da B1903 arrangerede jubilæumskampe i anledning af deres hundredeår.

Det fik jeg heller ikke set.

Ikke desto mindre fik de gamle B1903ere chancen for at komme lidt ud af skyggen og vise, at de stadig fungerer derude på Lyngbyvej, for hidtil har der jo ret beset ikke være megen lyd derude fra — udover en vrælen fra tid til anden over at være overset; vånden over en manglende respekt for denne af moderklubberne.

Men helt ærligt... B1903 har ikke været glemt. Sandheden er nok snarere den, at B1903 ikke rigtig har været værd at ofre opmærksomhed i den seneste lange tid. Det selvfølgelige ærgerligt, men det er ikke uretfærdigt. Og når det er ærgerligt, er det jo fordi den klubånd og det klubliv, som BIF'erne så ofte klandrer os for vi mangler jo eksisterer i skæppemål derude og på Peter Bangsvej. Og selvom der er alt for mange følelser involveret til at det nogensinde bliver en realitet, kan jeg ikke lade være med at tænke på om ikke en egentlig fusion ville gavne både mødre- og datterklub. Jeg ved, det er et forbudt ord blandt Københavnere, men en fusion er jo ikke mere end en formalisering af det, der allerede foregår. Når KB's børn spiller i F.C. Københavntrøjer, og det både børnene i B1903 og KB drømmer om, er en dag at spille for fulde huse i Parken og vinde over Brøndby, jamen hvorfor ikke også gå skridtet ud. Skabe klubben F.C. København, så det også af navn er mere end blot et elitesamarbejde mellem to hæderkronede klubber. Lad KB, B1903 of F.C. København smelte sammen — synergien er i hvert fald til stede.

I øvrigt sad jeg og tænkte lidt over det der med stjerner over logoet, som DBU med vanlig elegance jo indførte også i Superligaen. Niels Christian Holmstrøm fortalte med ligeså vanlig hybris til B1903's jubilæumsbanket, at han gik efter at sætte fem stjerner over logoet, når F.C. København hjemtager det femogtyvende mesterskab til klubberne til sommer, men måske er der en mere elegant løsning.

Som det er nu, er der ikke nogen symbolsk tilknytning til København i vores logo. Der er en løve og et dannebrog, og hvis klubben hed F.C. Danmark og var Hele Danmarks Gudehold(c), så ville den hellige grav jo være velforvaret. Uanset om netop dette var grundlæggernes dagsorden i klubbens første levetid, har Københavneriet jo heldigvis taget overhånd siden. Og der findes allerede et symbol for København, der er landskendt; nemlig byvåbnet.

Det københavnske består af tre tårne med tre spir med og tre bølgestriber under. De tre spir er i den moderne udgave to stjerner og en halvmåne. Hvis man tog disse stjerner og halvmånen og satte dem over logoet - præcis som man havde gjort det, hvis man mente, at de hver især stod for ti mesterskaber, ville det give en grafisk sammenhængende logo, der samtidig symbolsk gav udtryk for, hvor klubben hører hjemme.

Om bølgestriberne så let kan integreres i logoet, er jeg ikke så sikker. Men halvmånen og stjernerne — uanset hvilken symbolik man lægger i dem udover det — vil cementere at København er Københavns hold, og at københavnere er Københavnere.

Martin CX

Ugens Jukebox:

Mine kollegaer Holger og Jan har en passant bemærket, at de skal til koncert i denne weekend, og selvom Bruce Springsteens storhed er ubestridelig, er det vist tid til også at høre lidt rock fra andre kunstnere:

Papas Fritas' "We've Got All Night"
Nirvanas "About A Girl"
Radiohead "My Iron Lung"
Smashing Pumpkins' "Zero"
Foo Fighters' "Down in the Park"

Og forhåbentlig ryger der også lidt Metallica i Jukeboxen næste gang.