|
Keglernes kamp |
||
|
I øvrigt når vi taler om røgen, så er jeg vist ikke den eneste der har bemærket den nye polstring af cigaretpakkerne. "Rygning kan dræbe", står der med store typer på den ene side. Ja tak, og 2+2 giver vist stadig 4. "Rygning kan beskadige sæden og nedsætter frugtbarheden", står der med samme typer på den anden bredside. Det mest elegante er brugen af ordet kan. Meningen er åbenbart at vi rygere skal skide grønne grise i angst og ellers sidde at bævre i neurotiske anfald blot tanken om en smøg nærmer den mere handlekraftige del af hjernen. For fanden, så giv mig en flok cipramil'er i stedet. Et spark i kuglerne til tobaksindustrien, av for pokker, den slags kan også nedsætte frugtbarheden, mens medicinalens ditto skummer fløden. Det næste bliver så flødeskumskagen eller chokoladefrøen leveres med indgraveret dødningehoved på toppen. Er du blevet forfalden til de søde sager, gamle jas? Jamen, vi synes bare at du skal bare vide den slags kan give dig diabetes 2, også kendt som gammelmandssukkersyge, hvilket kan dræbe dig. Og i din fremskredne alder er frugtbarheden sandsynligvis allerede gået fløjten, så du behøver bare at koncentrere dig om dødningehovedet på toppen af kagen. Og æd så bare endnu en cipramil! Engang skreg man, al magt til folket, i dag skriger man, al magt til solariebumserne, selvom ingen i virkeligheden kan føle sig sikre. Et hvert moderat oplyst menneske ved jo at overdreven brug af de kunstige sole - så vel som den naturlige - også kan dræbe. Så den fagre nye parole ender nok nærmere henad, al magt til medicinalindustrien, I gør alt lidt nemmere for os andre.
For fanden da! Her står man igen som en svedig udgave af Franz Kafka. Jeg vågnede en morgen i sengen og opdagede at jeg var forvandlet til en stor ubehjælpelig bille, der lå på ryggen og blot kunne trille fra side til side under dynen. Her hjalp ingen cipramil desværre. De mange lodne ben strittede ud til alle sider og var i sig selv så afslørende, at der intet andet var at gøre. Jeg måtte begynde forfra i det små, måtte forsøge at forstå verden forfra igen. Fra et simpelt udgangspunkt. Nogle kloge hoveder har besluttet at vores hjemlige fodboldsæson skal begynde med et prestige-opgør mellem foregående sæsons mestre og pokalvindere. Det ligger implicit i denne - i hjemlig forstand - minimalistiske tradition, at mestrene har hjemmebanefordelen. Det burde jo egentlig være simpelt nok. Har man fordelen af hjemmebane, bør man vel også med fordel kunne fortælle, hvor kampen skulle spilles, hvis hjemmebanen af den ene eller anden grund var optaget. Sådan åbnede det store medicinskab sig vist bare ikke. Der var et hensyn til dansk fodbold som ikke var taget alvorligt nok, har vi siden fået læst og påskrevet - i øvrigt af en doktor. Nu var det ikke sådan at spillestedet for denne kamp berørte mig synderligt, i mine øjne var det blot et simpelt sted at begynde forfra, som vi nu skal, når vi snart atter taler om ny sæson. Kampen var alligevel afsat til TV-kigggeri. Uanset spillestedet. Dette kunne så slet ikke blive Farum Park, som var ønsket fra den klub som man normalt forventer kan drage sin fordel af hjemmebanen. Doktoren ude på vestegnen insisterede imidlertid på pokalvinderens bane, altså eget stadion, eller et Odense/Århus alternativ. Og doktoren er altså ham, der mener at have diagnosticeret hvad der er bedst for dansk fodbold. Ikke at han giver nogle forklaringer på, hvorfor sagen akkurat i denne sammenhæng skulle flikkes sådan sammen. Den slags gider han ikke beskæftige sig med. Lidt løse hentydninger til sikkerheden omkring Farum, som politiet hurtigt afkræftede, blev de eneste pip vi blev spist af med. Ellers var medicinskabet smækket i så hårdt, at der selv blandt nogle af vestegnens egne fans spredte sig en vis undren. Ak ja, så skal vi til det igen. Det burde være simpelt, men det simple er kun til for at give kompleksiteten sin håndterlige berettigelse. Der skal skrabes og graves og brændes mængder af energi for at fatte selv den enkleste lakering. Det store forkromede billede hedder det bedste for dansk fodbold. Det har i denne doktors øjne også altid været det bedste for Brøndby. Rettere bør vi nok vende den om, af forståelsesmæssige grunde. Det bedste for Brøndby har altid været det bedste for dansk fodbold. Det er i hvert fald været den dagsorden som har hersket siden sen-80'erne. Og når Brøndbys egen doktor, manden med selve nøglen til medicinskabet, siger at Farum ikke er det rigtige sted, så er det også det bedste for dansk fodbold. Nærmere forklaringer må man blot sukke efter i sine bille-agtige desperationer om at få skelettet på ret køl. Skal vi prøve at tolke det derhen, at Brøndby nu erkender at der er konstante problemer med deres egne tilhængere, meget større problemer end med de københavnske tilhængere på udebane? At det er derfor doktoren har slået på sikkerheden omkring kampen skulle være bedre i Brøndby end i Farum? Jamen i så fald taler vi immervæk om en selverkendelse af rang. Men jeg tvivler oprigtigt på at det er tilfældet. Ude på vestegnen har man nemlig ikke større problemer end andre klubber med tilhængerne, når de selv skal sige det. Jeg ved så ikke hvad politikredsene rundt om i landet siger, men akkurat dem der skal håndtere Farum Park anser det i hvert fald stadig ikke som værre end Brøndby. Den kan man så tolke i alle retninger. Trods doktorens gode råd. Det bedste for dansk fodbold er måske i virkeligheden igen en lille magtkamp, der handler om at det er andre klubber end Brøndby der kan sætte dagsordenen på de "ikke-rent-sportslige" linjer. Som i Carlsberg-sagen for nogle år siden, hvor Faxe-bryggerierne som storinteressent i Brøndby sad på superligaens hovedsponsorat. Og måske er det bedste for dansk fodbold at denne kamp aldrig spilles mere, hvad ved jeg. Nogen glamourøs lillebror til den engelske Charity Shields bliver det vist aldrig nogensinde. Dertil vil både manglende tradition, og en intensiv juli-opstart for de bedste danske klubber altid stå i vejen. Måske bunder doktorens diagnose i virkeligheden i surheden over, at FC København for længe siden har booket sig til træningsturneringen ude i Gladsaxe med Galatasaray, Vitesse Arnhem og AB, der afvikles et par dage inden den famøse kamp var programsat. Har han muligvis set det som manglende respekt for den store danske institution, Supercupen. Ja, det vides jo ikke, for doktoren udbreder sig sjældent om sine diagnoser. Men fra FC København har man dog aldrig nægtet at spille kampen, heller ikke på det fastsatte tidspunkt, blot ønsket selv at udpege hjemmebanen, når Parken var ukampdygtig grundet den allerede i vinter programsatte Robbie Williams-koncert. Faktum står nu stilfærdigt tilbage: der spilles ingen kamp - heller ikke efter TV3's forkvaklede forsøg på at gøre den to-delt (hvilket da havde været den endelige udvanding af en i forvejen tvivlsom institution).
For fanden da - en stakkels harmløs bille må kæmpe sin kamp for at komme på ret køl. De mange flagrende ben hjælper ikke meget i denne situation. Mest håndterligt bliver nok de par træningskampe der er afviklet i den forløbne uges tid. Selvom jeg altid har haft svært ved at kloge mig gevaldig på netop den slags kampe. De rummer naturligvis en del personlig prestige for os fans, men et virkelig kløgtigt trænerteam benytter dem akkurat som det de er. Kamptræning. Vi satte selvfølgelig storskærmen op hernede forleden til Rosenborg-kampen, og så et hold der spillede ganske godt den første halve time. Derefter tabte de mere og mere til et fysisk skarpere norsk mesterhold. Det var i virkeligheden svært at blive overrasket. Rosenborg var midt i 14 dages-pause i deres hjemlige turnering, mens vi er ved at lade op igen efter lidt over en måned. 2-1 til nordmændene var et på alle måder rimeligt resultat, og så behøver man overhovedet ikke at nævne banens beskaffenhed eller varmen som kampen blev spillet i. Ude i Europa er vi så begyndt at snuse til, hvem første modstander i kvalifikationen til Champions League kan blive. Foreløbig lugter der af folkeferieøen Malta - og Sliema Wanderers. Om en uge kan det så svinge til Letland og Rigas Skonto FC. Uanset hvem det bliver, er det begge hold som vi skal besejre og derefter begynder det interessante. Min gode kollega Holger simrer allerede i paranoide drømme om at vi atter ryger ind i hans favoritklub i det engelske, Chelsea FC. Taget på minderne fra senest vi ramlede ind i dem, i den hedengangne pokalvindernes Cup, så lugter der af den store elevator-tur. Den gentager sig forhåbentlig ikke på samme måde igen. Jeg skal dog alligevel ikke være for fin til at tænke tilbage på det øjeblik, da Bjarne Goldbæk hamrede bolden ind bag Ed de Gooy fra kanten af straffesparksfeltet på Stamford Bridge i 1998. Hele vores lille tribuneafsnit gik fuldstændig amok som små bitte kegler i de stores spil. Ja ja, jeg var der dengang, en af de mange der marcherede fra Stanhope Arms til Stamford Bridge og stadig husker en lidt ældre nobel Chelsea-fætter der efter kampen klappede mig på skulderen og sagde "Nice job, boys!" og lignede en der var sikker på at Chelsea ordnede det hele i København. Og jeg husker såmænd hvordan vi var en lille flok af københavnere, der vadede hele vejen fra Stamford tilbage til Piccadilly Circus og hotellet med en ambivalent følelse i kroppen. For fanden hvis det ikke havde været for de 4 minutters uforklarlige overtid og den nar til Marcel Desailly, så... jamen for pokker da! Det var langt bedre end cipramilen her! Det er nogle af de øjeblikke, som altid vil stå tilbage i de yderste hukommelsesceller hos en gammel mand med diabetes 2 og hele molevitten, når den dag kommer. Og den kommer sikkert en dag.
For fanden da! Her står man som blandingen mellem en pillenarkoman og insektforsker. Et menneske uden den fjerneste klubånd at blære sig med. Man bør nærmest føle sig trist til mode, ikke sandt? Jamen, du får din gyldne fadøl og to mundfulde gennemtræk via bagdøren, og så svarer jeg selv på det ledende spørgsmål. Næ, egentlig ikke. Sådan set går det jo udemærket med at holde af bastarden i dansk fodbold. Det har nemlig slået mig de seneste sæsoner, hvor mange nye fans der egentlig er kommet til. Og som faktisk hele tiden beriger os ældre med deres indfaldsvinkler. For ti år siden var jeg selv en af den slags nye udefra. Det er sikkert nævnt før (af mig selv, ingen af de andre bartendere gider!), men min vinkel til FC København var hverken KB eller 1903. Oprindelig tilhørte jeg Fremad Amager, det var i den klub hvor jeg trådte mine mest mærkbare barndomsfodboldstøvler og så mine første seriøse fodboldkampe. Jeg har så noteret mig, at der især de seneste par sæsoner er dukket lignende folk op fra alle vegne. De kommer med præferencer fra B 93 eller andre klubber rundt omkring i hovedstaden... det er folk der har set et eller andet på et tidspunkt, eller folk der har været tiltrukket af miljøet. Nogle er gamle, nogle er unge, nogle er begge dele. Nogle er blot blevet FC Københavnere fra begyndelsen, blot fordi de aldrig har kendt andet. Efter min bedste overbevisning giver det billedet af en klub og fankultur i en rivende udvikling. Jeg glemmer heller ikke foreløbig den gamle fusionsnipser, der efter AGF-kampen her i juni, greb fat i mig nede på Skt. Hans Torv og efter mesterskabet skrålede og var glad: "Dette var alt det vi drømte om i 96"! Jamen, gu var det så. De gamle drenges parademarch er kun et vordende stadie! Der er sket meget på 6-7 år i denne klub og der vil ske fandens meget frem over. Man ved det bare! Det gælder i virkeligheden bare om at holde sig til. Så frem over er det et spørgsmål om tid, alt samlet i tiden omkring FC København der blot bliver ældre og ældre og mere og mere umulig at undgå. Det gør det simple faktum at Muhammed inden længe ankommer i sin taxi og ordner resten også! Jan Saxo
Ugens album: | ||
