Mand, man sku' tro vi fik nok af det til daglig, men man må sande, at personalet her i baren er entusiaster; gourmeter — nej, stryg det — gourmander indenfor dipsomaniens oldgamle kunst. Åh jo, vi er skam rene bacchanalernes muser herinde, og de, der tror, vi ugentligt blot lade pennen indridse vore kvad tager gruelig fejl, for vi spreder vor hyldest indenfor alle kunstarterne. Tag blot sidste lørdag, hvor vi forkyndte vores glædelige budskaber korporligt; måske ikke ligefremi dans, men dog i noget, man med lidt god vilje kunne kalde performance art. Kunstigt og mærkværdigt var det i hvert fald, hvordan jeg kom hjem — men nu foregriber jeg begivenhederne.

Traditionen tro var det tid til Stamværtshusets sommerlige udflugt til virkeligheden. Dette år i følgeskab med to trofaste medlemmer af vores lille menighed — det lyder jo så grimt at kalde dem sutter, men i alle fald er vi i samme båd — når vi begynder prologen på Havnerundfarten. Lykkeligvis måtte femtehjulet i vores kærre af bartendere, Hans CL, melde afbud, da han var på bryllupsrejse, men han var savnet. Det er nok skæbnens ironi, at han, vi er så taknemmelige for, er vores stedfortræder, når en af vi andre må melde forfald, hidtil har været forhindret, når vi andre er samlet, men han er lovlig undskyldt. Tillykke med brylluppet!

Det blev en aldeles fornøjelig tur. Efter farten rundt i havnen, flanerede vi på vej til Parken gennem byen, medens vi blandede vores medbragte håndbajere med belgisk hvedeøl, frisk fra fad. Selve kampen i Parken er ikke værd at bruge mere tid på, og efter kampen flygtede vi, der i mellemtiden var blevet flere, som sædvanen bød sig til de små haver på Frederiksberg. Men denne gang var det sandt at sige desværre ikke en oplevelse, der var værd at gentage. Der var simpelthen ikke tilstrækkelig med mad til at stille sulten hos et dusin veltempererede mandfolk og et styk ditto kvindfolk, men skidt pyt — vi tog videre — og vi betalte for det vi havde spist, og Holger for det, vi ikke havde.

Efterhånden begyndte selskabet at blive beruset, og jeg er sikker på, at alle, hver især, jeg sad og raflede med, mener, at netop de vandt flere øl og fernet'er, end de gav ud. På konvoluteret vis var det måske også præcis det, der skete, inden vi blev lempet ud på gaden, og blev værtshusvilde for en stund igen. Husvilde var vi, men ikke vildfarne, og i taxi tog vi nu til Todis Jacques, der næppe bliver udtalt efter hensigten i nogen grad mere end Todis eget navn, selv blandt vi, der så tit messer det. Hvad der skete på Jacques, hvor længe jeg var der, og hvorfor jeg tog afsted, står nu i tåger, men jeg mindes, at jeg i et øjebliks klarsyn besluttede at stille min cykel på Østerport Station, efter at have slæbt den efter mig fra Højbro Plads, hvorefter jeg vaklede, ganske forsigtigt og langsomt, hjem.

Det har nok taget timer, hvem ved? Der var store hegn, der skulle forceres, men jeg nåede frem.

Så nu står vi her, medens jeg halvhjertet står og spytter i en øl for ikke at skade mit alkoholregnskab yderligere. Nu da de, der har forstand på det, har nedjusteret det nominelle ugentlige antal genstande, en gentleman som undertegnede maksimalt bør indtage, til fjorten, er det en anelse for tit en smule for svært at holde sig på dydens smalle sti. Hvorfor man ikke har adopteret regeringens filosofi hvad angår hastighed på gade og vej, og blot sat det op, når nu folk alligevel ikke kan overholde grænserne, er vores ulykke.

Der har nu heller ikke siden været lejlighed til at drikke sig i hegnet nok engang. Tværtimod har der været rigeligt at lave med at servere ved de små borde, hvor der har været en usædvanlig høj aktivitet lige siden den pinagtige ikke-begivenhed af et pressemøde løb af stablen. Hvilke spillere der eventuelt kunne være de, Backe og Niels-Christian havde i søgelyset var noget, der skabte stor diskussion og tørst. Der blev nævnt mange, mange navne, når man gik fra bord til bord, og de fleste af dem syntes på denne bartender at være ganske udenfor F.C. Københavns sportslige og økonomiske rækkevidde. Flemming Østergård må have en helt særlig forståelse og definition af det at være "rig", for vi må jo konstatere at trods vores respektable overskud, stemmer udmeldingerne om at klubben er blandt de rigeste i Europa ikke overens med den købekraft, vi besidder.

Det skal Flemming egentlig ikke høre noget ondt ord om, men de bombastiske udmeldinger synes at skabe helt usandsynlige forventninger blandt nogle fans, og det distraherer fra den interessante diskussion, når man igen og igen bliver afbrudt med det ene overbud efter det andet.

Og på trods af den megen debat og de mange forslag, blev de fleste alligevel taget på sengen af F.C. Københavns indkøb. (Og klubben blev taget på sengen af vores husvært Papa Razzo!) Og det på trods af, at de egentlig er ganske fornuftige. En lejeaftale med den gamle kending Sebastian Svärd - foreløbig for resten af 2003 - er ved første øjekast ikke en udpræget ambitiøs investering, men ikke desto mindre har Svärd hos os en chance for at anbefale sig til Arsenal eller andre klubber, og vi det betyder økonomisk gevinst for klubben i sidste ende, hvis historierne om klausuler i kontrakten med Arsenal er rigtig. Sportsligt får vi glæden af en spiller med et indiskutabelt talent, der givetvis har lært mangt og meget i løbet af den seneste tid i Arsenal. Sebastian er dog klart en forstærkning i bredden; og strengt taget stemmer det jo overens med ledelsens udmelding i pressemødet om udelukkende at købe spillere, der er klare forstærkninger. Hvis det virkelig er indkøbspolitikken, kan vi enten se frem til en eksponentiel stigning i truppens styrke... eller mange flere lejemål a la Svärds.

Nyheden, der skabte spaltemilimeter i aviserne, var dog meddelelsen om, at klubben havde skrevet en fem-årig kontrakt med Álvaro Santos. Lad mig blot slå det fast med det samme: Det er et røverkøb. Álvaros præstationer i Allsvenskan har været uden sidestykke de seneste år, og de fleste svenske havde nok regnet med, at Álvaro rejste til en betydelig stærkere liga end den danske. Hvor mange penge, Álvaro faktisk har kostet klubben, holdes hemmelig, men trods formodningerne om, at han har været et af de dyreste køb, og at han bliver blandt de lønførende i Superligaen, er det svært at forestille sig, er det forbavsende, at vi har fået ham så billigt. Manden betegnes som noget nær en komplet spiller, og at han har næse for mål har han bevist i rigelige mængder — ikke at det er nogen garanti for noget som helst i F.C. København, selvfølgelig — men han virker som en af de bedste køb, klubben har gjort, og forhåbentlig kan han løfte rollen og blive den nøglespiller og målscorer, vi har savnet i angrebet.

Alvaro er ikke noget flamboyant menneske. Han er Alvaro Santos, den forsigtige Helgen, og hvem ved, det kan være, det er den stoiske, nordiske folkesjæl han føler samhørighed med. En fem-årig kontrakt er nærmest det længste man kan forestille i fodbold, og gad vide om vi i sidste ende vil betragte det som en succes eller en fiasko, hvis han stadig er i klubben til den tid?

Der er dog umiddelbare hensyn at tage. Álvaro er eksplicit indkøbt til at forstærke klubben i dens europæiske kampagne, men vi må væbne os med tålmodighed, og håbe han kan rekonvalescere tilstrækkelig fra sin skade til inden vi får at se, om han kan hjælpe os med at overvinde Rangers. Sliema Wanderers blev jo helt som forventet overvundet uden problemer, men navnkundige Rangers er en klub af en helt anden kaliber. Hr. og Fr. Danmark stiftede bekendtskab med den da Brian Laudrup fandt sit fodboldmæssige asyl deroppe, og det er en klub med en stor tilhængerskare, og en trup med meget dygtige fodboldspillere. Det ændrer dog ikke på, at både vi og de hører til den bløde mellemvare blandt de europæiske topklubber, og selv om Rangers er klare favoritter, er de ej heller uovervindelige. Tværtimod har de ofte haft problemer med at kvalificere sig til Champions League — *ahem* ligesom os selv — men i modsætning til os er de, som så mange andre klubber for øjeblikket, i svare økonomiske problemer, hvorfor kvalifikationen til Champions Leagues første gruppespil vil betyde alverden for dem.

Vores stol står ikke for døren — eller som man siger på Vestegnen "Vores sorte affaldssæk..." — og vi kan læne os tilbage i rollen som underhund. Men vi må ikke glemme at give 100% for chancen for at vinde og gå videre, og uanset hvad der sker, er det væsentligt at kampene giver et retfærdigt billede af F.C. Københavns styrke i en europæisk målestok. Intet kan frustrere mere end hvis det går som sidste år, og vi ryger ud efter en opførsel, vi ikke kan være os selv bekendt.

Apropos opførsel man kan være sig selv bekendt... hvad i alverden er det, der sker for AGF for tiden? De er ved at udvikle sig til et halvvejshjem for voldsmænd på prøveløsladelse! Det var vist Conan Doyle, der lod Sherlock Holmes sige, at en enkelt gang er et tilfælde, to et sammentræf, og tre en sammensværgelse, og hvorfor er det, at det lige er AGF, der nu igen har en spiller, der ikke kan styre sit temperament på lønningslisten? Jeg ville tage et grundigt kig i spejlet, hvis jeg var ansat i Gymnastikforeningen, for umotiverede skaller er ikke noget, der står øverst på listen, når konsulenterne kommer forbi med fif til medarbejderpleje og teambuilding. Nok er fodbold en kontaktsport, og der skal være plads til, at man giver sig selv til det yderste i tacklingerne, men skaller er ikke drengestreger - det er hærværk!

AGF er i mine øjne ved at give sig selv et meget dårligt omdømme, og selvom jeg fuldstændig bifalder, at forbrydere der har afstået deres straf, skal tilbage på arbejdsmarkedet og væk fra dårlige indflydelser, så er det måske ikke (eller måske netop!) en dårlig idé, hvis Stig Tøfting nu ender i AGF.

Og så er jeg jo slet ikke begyndt på AGF's spil på banen!

Det er sent. Eller rettere tidligt, og I skal få lov at slippe for at se billederne fra min rejse til Sydafrika denne gang. Det er dog altid morsomt at snakke med de indfødte, og høre at de skam udmærket klar over, hvad det er for et sted, jeg kommer fra.

Det er der, Zuma spiller.

Kom godt hjem!

Martin CX

Ugens Jukebox:

Sixteen Horsepowers "Prison Shoe Romp"
Dandy Warhols' "We Used to be Friends"
Tanita Tikarams "Twist in my sobriety"
Wu-Tang Clans "C.R.E.A.M."
Metallicas "Sanitarium"
The Chordettes' "Mr. Sandman"
Metallicas "Until It Sleeps"