For fanden da! Så står du igen derude på fortovet, virker befippet som en anden universitetsprofessor, et anstrøg af mishag kan aflæses i dit ansigt, mens du tøver et kort sekund. Men vi ved det begge, det er et spørgsmål om brøkdele, inden du atter tager de to trin ned og inden for i bulen. Så hvad skal det til for, spørger jeg mig selv hver gang. Du kan jo ikke lade være. Du skal herned, skal mærke tobakstågen og sprutten der siver ad væggene, det skriger i hele din krop efter mere og atter mere. Du er en rusens mand, du trives med opstemtheden og den manglende tankevirksomhed som altid tiltager time efter time, mens neurosens grydelåg rasler af. Den første fad skal bare lige overstås, så kører vi igen. På den samme vogn som i går. Fad på fad og en lille skarp, promille efter promille voldtager dit blod, vi lever af dig og du holder dig i live med os. Den slags kaldes synergi-effekt i moderne sprogbrug. Og hernede er vi endda blot en lille del af store underholdningsindustri, vi opererer på absolut laveste budget og er i bund og grund uden de store fremtidsvisioner, men vi er på alle måder vores rolle bevidst. Vi ved hvad du trænger til, og vi ved at du ikke kan holde dig væk. 

Og når møllen den først sætter i gang, tilbyder vi naturligvis fuld interaktivitet. På den front holder vi os heller ikke tilbage. Der er altid plads til dine skrig og skrål, så vel som alle andres, og hvis det bliver nødvendig forvandler vi gerne den ædleste mand til den mest flabede knægt i skolegården, vi bokser fornuft og ansvar i tovene, og hjælper gerne til at byde lillemor og resten af familien al verdens trods og paladsrevolutioner når de små timer nærmer sig og timen rinder ind til dyner og samvittighedsfulde undskyldninger. Ikke at det nødvendigvis er sådan, eller bliver sådan, hernede sætter vi blot en ære i at være på højde med enhver tænkelig situation. Aften efter aften - og i aften bliver det altså denne.

Selvom det i virkeligheden sagtens kunne være en helt anden - en anderledes målbevidst entré. Du kunne tage de to skridt herned en ekstra gang, blot for at sikre dig at vi alle hernede bemærkede dette dit første besøg i bulen. En mand af verden, en mand der behersker verden. Du kunne skrige "omgang til alle" som det første bag solbrillerne og fixe din personlige hi-5 runde hele vejen op til baren. Igen garanterer vi selvfølgelig en fuld interaktivitet, mens du proklamerer at din første date med Angelina Jolie kun er et spørgsmål om tid.

For mig er forskellen til overskue, og den er aldrig større end det underskud vi gerne skulle have vendt hernede inden måneden er omme, air condition og storskærm har hugget dybt på kontoen i den sidste tid, så mit smil er stålsat og mine øjne er venlige. Og ualmindelig kløgtig som jeg er, ved jeg at en god aftens druk i et ualmindelig veldrejet selskab som vores, nemt erstatter mange psykologer. Jamen, jeg siger det igen, for en sikkerheds skyld. vi er ganske bevidste om vores rolle hernede. Det handler stadig om simpel synergi-effekt, gamle jas! Vi er sgu også en del af underholdningsbranchen. 

 

For fanden da ja! Så står man her igen, toastmaster og manégeklovn som man er af natur, ranker ryggen og blæser selvtilfredsheden ud over alle grænser. Selvfølgelig panserbelagt af gårsdagens hændelser på Ibrox i Glasgow. Vi spillede en glimrende kamp mod et af skotsk fodbolds formodede storhold. Trods Raboczkys tidlige kikser inde mellem stængerne kom der meget lidt slinger i valsen. Det var også tydeligt hos os der måtte nøjes med at glo på kampen hernede. Det bebudede skotske stormløb mod vores mål udeblev og i stedet demonstrerede de københavnske spillere mængder af fornuftigt spil og taktisk snilde, alt i mens den lille flok fans derovre bragede mere og mere igennem lydbilledet fra TV Danmark mellem Peter Grønborg og Morten Bruuns pænt begejstrede hosterier.

Det var sgu en smuk aften, der var lidt Ajax for to år siden over hele fremtoningen, selvom Rangers dog lignede en noget mere håndterlig modstander. Lige så bovlamt som det tryk fra hjemmefansene, som vi ellers i medierne var blevet skreget fulde med, virkede på TV, lige så bovlamt virkede hele deres opspil - og især deres formåen da vi fik sat hele opspillet i skak med arbejdshestene Myggen og Kaptajnen på midten. Den skandinaviske disciplin kan sagtens række langt i international fodbold, det fik vi også en fornemmelse af. Vi spillede i lange perioder bolden tålmodigt rundt, og skabte derved ikke bare irritation hos Rangers-forsamlingen, men holdt samtidig deres tryk på et absolut minimum. At samme disciplin så også næsten kvalte de mange muligheder for kontrastød, der opstod kampen igennem, er til at leve så længe resultatet henstår som 1-1. Og det gør det i hvert fald 13 dage endnu.

Skal jeg være ærlig, og den slags kan man nemmere være efter det som skete i aftes, så frygtede jeg egentlig ikke denne første kamp i 3. kvalrunde. Slet ikke i samme grad som jeg frygter den anden kamp. Mit logiske skrækscenarie har hele tiden været, at vi hiver et godt udgangspunkt hjem i Glasgow, for derefter at blæse det hele ad Mars til hjemme i Parken. Vi er et par stykker der både mandag og tirsdag har gået og mumlet løs med den slags festlige febervildelser i de stilfærdige stunder om eftermiddagen hernede. Nok fordi vi efterhånden er blevet som de gamle skulende mænd med stokken på torvet. Der skal en helvedes masse til at imponere, og så længe augustsolen vedbliver at være den samme, år ud og år ind, nøjagtig som den syndflod af vand som augustdagenes tordenskyl kan sprøjte ned over os, så tvivler vi aldrig på egne evner ud i det clair voyante.

Men tag nu ikke fejl af vores selvvalgte handicapbind. Onsdag aften om to uger kan sagtens forvandles til noget nær den største, selv for os tørveædere. Vi er blot nogle der er nået til det punkt i livet, hvor glæderne bliver selektive og ikke bare kan reduceres til solsortens hidsige fløjten i den årle morgenstund. Vi forlanger rendyrket Champions League nu, og vi fortjener det, når vi selv skal sige det. Alene fordi der næppe kommer nogen bedre chance i de næste mange år. Med mindre UEFA atter revolutionerer hele konceptet bag turneringen og begynder at skele til geografiske forfordelinger fx. i form af en skandinavisk liga. 

Akkurat denne liga er også blevet ganske aktuel i den sidste uge, i hvert fald efter mediernes skriverier. Jeg ved så ikke helt hvad jeg skal tro. Det lugter af en god BT-historie og i avisen forleden blev det endda hævdet, at den sagtens kan begynde om et års tid under navnet Royal League. Det er dog endnu ikke lykkedes for mig at gennemskue hvordan den egentlig skal skrues sammen og hvordan man forventer den skal sammenspille med UEFA-turneringer og de nationale ditto'er. Kun at man planlægger en femårig aftale, altså foreløbig fem skandinaviske ligamesterskaber. Og navnet har man åbenbart også fået solgt til nogle TV-selskaber. "Jeg vil nødig prale, men titlen Royal League er faktisk vores danske opfindelse, og vi ser det selv som lidt af et "kongenavn" for vores videre vej fremad mod den nye skandinaviske fodboldliga", bliver Divisionsforeningens direktør, Claus Rode, citeret for i tirsdagens BT.  Er det så meningen at vi skal falde på halen her? Tja, personligt associerer jeg mest til Ceres Royal og den eneste øl vi aldrig kunne drømme om at sælge hernede. Jydecolaen. Og stinker der så egentlig ikke samtidig af Faxe/Ceres og deres gamle venskabssponsorater med netop Divisionsforeningen og ikke mindst medicinmanden på vestegnen - som også skulle være en ihærdig primus motor i dette foretagende?

Jamen, bevares! Måske kan det være en god idé. Jeg skal personligt ikke afvise noget som helst endnu, kan sagtens billige en skandinavisk liga igen på dette tidspunkt - som jeg har gjort i tidligere ræb. Men den forudsætter stadig en sportslig kobling mod UEFA. Der skal simpelthen være noget at spille om, ellers forbliver den dødfødt og ender som en ligegyldig træningsturnering. Og foreløbig mangler både "Royal League"-direktøren og medicinmanden at overbevise mig om, at noget andet skulle være tilfældet. 

For fanden da!  Man kan stå her og ligne Clint Eastwood i velmagtsdagene fra 60'erne, ja man kan stå her og ligne selv den aldrende og selvinstruerende Clint, men ind i mellem tvinges man ud i ansigtstræk, som man ikke selv planlægger. En lidt forhastet næserynken, et lidt for overstadigt smil, eller blot en kortere pause...

... ja som denne. Et øjeblik af buldrende tavshed. 

Grundlæggende er vi pissekloge hernede, det lægger vi ikke skjul på, men den klogeste sidder altid ovre i hjørnet med sin cigar. Den gamle nestor. 

Vi må tilbage til Champions League og Rangers-kampen igen. Det andet bliver bare tyndt øl og fisselette mørkefamlerier i disse dage. Vi gamle på torvet higer over vores hemmelige drømme som sjældne amatyster, men pludselig buldrer nestoren rasende. Det er superligaen, det handler om. Ekkoet brager rundt om baren. Alt kan ikke baseres på en enkelt Champions League-kvalifikation og dens tvivlsomme følger - endsige vidtløftige skandinaviske sidespring. Slet ikke hvis medicinmanden nærmest egenhændigt er på banen.

Inderst inde ved man jo godt, at nestor har ret, det har han som oftest når de alvorlige sager kommer på disken. Men jeg kan bare ikke tage superligaen helt seriøst i de næste to runder, det ved jeg. Og jeg er langt fra alene. I et øjebliks kækhed vil jeg endda sige, at jeg sagtens overlever hvis Brøndby vinder mesterskabet, bare vi spiller Champions League i dette efterår. Men her var det så at nestor rejste sig i sit vælde, akkurat dette ville han ikke høre tale om. Der trak han grænsen.

Svar ej tåben efter hans dårskab,
at ikke du selv skal blive som han.
Svar tåben efter hans dårskab,
at han ikke skal tykkes sig vis.

Men jeg fastholder stædigt. Velvidende at jeg helt sikkert vil anskue det hele ganske anderledes til næste forår. For fanden da! Man er tåben og man ved det. Men fanden tage det hele, lad mig forblive en manégeklovn i hvert fald 13 dage endnu, jeg er oplevelsessyg som ind i helvede, jeg har ikke tid og tålmodighed til al denne venten, jeg vil allerede nu strejfes af noget andet end Valby Idrætspark og deres håbløse tribuner, der alt for meget ligner noget som burde være glemt og begravet for 20 år siden.

Der var engang, hvor professionel fodbold i Danmark blev kaldt betalt fodbold, fordi hver spiller fik 200 kroner i sejrsbonus og en fri menu på nærmeste grillbar. Jeg er også gammel nok til at huske hele debatten fra dengang i slutningen af 70'erne, de ædle amatører mod de fæle professionelle. Det var dengang en landskamp mellem Danmark og England blev kommenteret af Gunnar 'Nu' Hansen på monopol-TV og i virkeligheden var en pseudokamp, for uanset hvor mange tipslørdagskampe man fulgte som knægt, genkendte man - til egen enorm barnlig skuffelse - ikke en eneste af de engelske spillere. Det var nemlig alt sammen det pureste opspind. Det var det danske landshold mod 11 engelske amatører, der rangerede alenlangt under alle de navne man samlede ind via tyggegummipakkerne og alskens andet pjat. 

Det var såden set i et opgør mod alt dette at jeg sin tid faldt for FC København, klubben som blev det første resultat af overgangen fra betalt fodbold til professionelle tilstande (vi ser bort fra Brøndby her, jeg brød mig heller ikke om dem dengang - uden at gemme på nogen klare begrundelser). Nu står vi så igen ved porten til det forjættede land og Champions League, med bedre chance for kvalifikation end nogensinde, og kan lugte en hel anderledes verden, og lige nu og her kan jeg sagtens leve med at stå tilbage som fætteren på risten og leve længe på duften alene. EFTER det første grupppespil. For duften er immervæk forbandet god.    

For fanden da... det handler bare om et øjeblik, mand! Og bare et lille øjeblik kan gøre underværker! Selvfølgelig ikke i det lange løb, men på den korte oplevelseskonto der hedder at det kan lade sig gøre, vi har været der og kan dermed komme der igen, og vi behøver ikke at føle os helt så langt væk fra alt det der virkelig tæller. Som fodboldfan af et dansk klubhold! 

Ja... for fanden da! Det er en lille hysterisk drøm som har forfulgt mig i al den tid jeg har fulgt denne klub. Ikke andet, og dog så meget begæret. Dog så tvivlsom, dog så uopnåelig til tider, og dog alligevel så tæt på. I akkurat dette korte øjeblik. August 2003.

For fanden, mand!

... 

Og så lad mig i øvrigt tilføje her på falderæbet, at det nemt kan fornøje yderligere hos mig at slå et skotsk hold, hvis tilhængeres favoritsang er "Rule Britannia". Når vi taler med den på, er jeg helt klart mere til "irske" Celtic! Men der er vi så ude i en anden snak, og den gider jeg ikke lige nu. For i mit store personlige verdensbillede kunne de lige så vel hedde Lazio eller Milan, det virkede bare ikke halvt så realistisk dengang det var aktuelt.

...

Nej for fanden! Så lad os alle drømme videre til den 27/8, klokken 20.05. Derefter kan virkeligheden begynde igen.

Jan Saxo

Ugens numre:
Citat fra skotske Daily Records: "... Mykland, looking like a Woodstock veteran with his long, flowing hair and beird..." Det føles næsten passende at give Myggen et par helt klassiske Woodstock-hilsner på denne aften. Han fortjener det. Jeg har ikke altid været lige opstemt ved ham og hans dæmoner, men indsatsen på Ibrox tager jeg sgu hatten af for. Det var stort.

Jimi Hendrix: All along the watchtower
Neil Young: Like a hurricane
The Who: My Generation

Ugens album:
The Doors: The Doors
Vi rammer måske nok tiden allerbedst med dette særlige debutalbum fra januar 1967. Her finder man Morrison's helvedesepos 'The End', samt hittet 'Light My Fire'. Men også helt fremragende sager som 'Crystal Ships' og 'I Looked at You'.