Stamværtshuset tager sig ikke ud af noget særligt. Der er ikke noget mærkværdigt over lokalet, når man træder ind ad døren. Væggene har en tvivlsom bleggul farve, der ligger midt i mellem de selvfølgelige — og det er ikke til at sige, om væggene oprindeligt var hvide eller gule. Eller om pudset faktisk holder den farve, det var tiltænkt. De gamle gulvbrædders mørke lak skjuler øl og spiritusslatterne, der er spildt, og det snavs moppen ikke længere tager med sig. Møblerne er hver i sig selv noget bras, nogenlunde stilfulde, javist, men med så megen naturlig patina, at det gedigne håndværk efterhånden kræver kærlige hænder. For den, der træder ind ad døren, køber et par øl, og tager afsted igen, synes stedet her nok som en ganske almindelig og måske endda under-gennemsnitlig bæverding.

Men hvis man lader blikket hvile lidt, og ørene, opdager man måske at stedet alligevel ikke er helt som de fleste andre steder. Små nuancer afslører, at stedet i al beskedenhed udmærker sig fra de katalogindrettede metervarebeværtninger. Det er ting, som musikken, for eksempel, der sjældent er påtrængende, men som alligevel hele oftest er lidt kantet og uventet. Ikke at det ikke ofte er populærmusik, der spilles, men det er som regel noget af den knap så populære af slagsen, og spændet i genrer går fra Sinatras bløde slowfox i de sene nattetimer til rock med guitarer, der lyder som om de fræser plastic, og hiphop og techno der inciterende, rytmisk sender Holger skrigende ud af bulen. Det er ting, som vores eklektiske samling af spirituosa, der uden nogen systematik er, hvad vi har samlet op og fået smag for fra rundt omkring og ingen steder. Der står blandt andre flasker en hjembragt sydafrikansk Amarula-likør, som tøserne er — og bliver — helt pjattede med, især hvis den får et stænk cognac. Det er ting, som vores ting. Memorabilia og billeder der gør vores lille bule til en kollektiv scrapbog.

Og så er der jo menneskene. Det bliver lidt hektisk, når der er kamp, og folk nogle gange står ovenpå hinanden for at finde et sted at sidde, men stemningen er sjældent ubehagelig og efterhånden lærer folk jo hinanden at kende. Til hverdag er det anderledes adstadigt, og det er da, stamgæsterne indfinder sig. På alle tider af døgnet. Over en kande stærk kaffe, en cigaret og dagens aviser, eller over en svalende fadøl medens man betragter de flanerende friller på fortovet foran facaden. Eller over en stiv sjus i venners selskab inden natten erobres. Vi forsøger at få folk til at føle sig hjemme, når de er her, og selvom ingen af os bliver rige på at stå og passiere med kunderne, ville det jo være så uendelig trist, hvis ikke der var lidt underholdning og lidt meninger i følgeskab med den gratis omgang. I denne uge er det ekstraordinært undertegnede nok engang, da kollega -smølle har søgt refugium i den provinsielle ødemarks barske, men smukke natur. Hvad i alverden formålet med rejsen til Fanø har været, tør jeg alligevel garantere, at det ikke har været for at mødes med Johnny Madsen, selvom det ikke desto mindre er det, han har.

Når man står hernede bag baren, og diskuterer den seneste kamp og den næste i rækken, og man ser alle de mennesker, der, uanset hvor refleksive de i øvrigt er, med liv og sjæl påvirkes af resultaterne på banen. Når man står hernede bag baren, eller rundt omkring i byen, på pladserne, i parkerne, og i de små stuer, så ser man for alvor det klubliv, vi så tit beskyldes for at mangle. Det er derude, ude i byen, inde i byen, at det lever. F.C. København er en klub, hvor der spilles fodbold, men det er så meget mere end det, og klubbens hjerte ligger ikke blandt de hyggelige rækkehuse på Frederiksberg, det ligger ikke i de nogengange velplejede sparsomme træningsbaner på Peter Bangsvej. Det er ikke der, F.C. København hører hjemme. Ikke der, F.C. København kommer fra. Ej heller er det fra B1903's uanselige men fine lille klubhus på Lyngbyvej, eller måske snarere også dér! For F.C. København er Byens Hold, og hvad der begyndte som et kækt, men efter manges mening overambitiøst slogan, runger sandere nu end nogensinde før. F.C. København er Byens Hold. København er Københavns hold, og København er en rummelig by, hvor mange flere end vi daglig aner læser morgenavisernes sportssider og kærer om hvordan det går. Glædes over sejrene, og driller godmodigt kollegaerne over frokosten. Det er mennesker, der måske er til kamp en eller to gange på en sæson, mennesker, og som ikke nødvendigvis åbner for de direkte transmissioner, som TV3 så gavmildt har gevet os. De har ikke har den samme direkte berøring med klubben, som vi. De investerer ikke så store mængder af penge, tid og følelser som vi, men de er der stadig, og deres sympati og snak over frokostbordet spinder et spind over byen, og såmænd også forstæderne, der gør at F.C. København, fodboldklubben, indlejrer sin identitet i byens brosten. Og når vi, denne eksklusive klike af tusindvis af fodboldtossede originaler, mødes inden, under og efter kampene forstærker vi blot samhørigheden med byen. Her regerer F.C. København, og selvom det er hyggeligt på den lidt pudsige facon, at FREM atter er i Superligaen, er der ingen klub, der længere kan gøre F.C. København rangen stridig som Københavnernes klub.

Den eneste, der i det henseende overhovedet giver lyd fra sig er forstadsklubben Brøndby I.F. Brøndby har haft svært ved at vænne sig til ikke længere at være Danmarks fodboldssportslige og -økonomiske lokomotiv, og denne forestillen at stadig være først blandt ligemænd har resulteret i et par vilde satsninger, der har haft vidt forskellige udfald. Økonomisk er klubben stadig hårdt ramt af at have investeret alle sine og investorers penge i kold og vievandafvisende beton, men sportsligt har klubben hevet kanin efter kanin op af hatten og klaret sig overraskende godt. Sådan har det været de seneste mange sæsoner, og sådan bliver det også i denne. Det bliver Brøndby og F.C. København, der afgører mesterskabet mellem sig. og det ville være arrogant at formode, at de ni point, de to hold kan tage fra hinanden, ikke bliver afgørende. De tre kampe er kongeetaperne i denne version af Danmark Rundt, og naturligvis er det ærgerligt og kreperligt, at en af disse kampe bliver handicappet af det uheldige spilletidspunkt.

F.C. København står i en situation, hvor en af de kampe, der normalt er blandt højdepunkterne i sæsonen, og som er så betydningsfulde prestigemæssigt både for os som tilskuere og for klubben. Een af de få kampe, der har en intensitet ala de største konfrontationer i udlandet, bliver punkteret af hensynet til en kamp, der alligevel får Superligaens suverænt bedste underholdning til at stå i skyggen, nemlig kampen mod Rangers.

Mod Rangers har vi chancen for at spille os i Champions League, men det er paradoksalt, at vi dermed måske spiller os muligheden for at kvalificere os til selvsamme turnering næste år af hænde. Peter Nielsen; Kaptajnen — og Erik Mykland, der sandsynligvis ville sky enhver militær titulering som pesten, er måske nøglespillerne i en kvalifikation til mesterholdenes turnering og efterhånden som deres rutine er øget, er deres restitueringsperioder ligeledes. De kan ikke forventes at spille så enerverende kampe med så kort mellemrum uden at gøre vold på sig selv, og selv blandt de yngre kræfter i vores trup, der måske endda ligefrem ville trives med Brøndbykampen som generalprøve på det store slag, risikerer akutte skader.

Backe må således tage hensyn. Det vil overraske Deres bartender, hvis ikke Kaptajnen og Mykland blev sparet i Brøndbykampen. Om ikke hele kampen, så delvis. Ditto Todi. Og trods denne åbenbare svækkelse har Christian Lønstrup jo sukket efter en mulighed for at sætte sine højrøstede kritikere på plads, så kanske alligevel, alle ender med at blive glade?

Man har lov at håbe. Der hersker dog en bizar stemning omkring kampen. Normalt er folk herinde hektiske af nervøsitet op til kampen, men det synes som om, folk lader op til Rangerskampen, og ikke lader sig mærke af distraktionerne fra forstæderne. Der er så meget, der står og falder med Rangerskampen, at sæsonen vil skifte karakter fuldstændigt, om det bliver en succes. Kalendrene skal studeres, og i al for god tid vil vi kende modstanderne, så vi kan studere og vurdere dem. Vi vil blive beriget med så stor medieopmærksomhed og penge, at klubben kan tage adskillige skridt i vores stædige kamp mod europæisk betydning, og alle disse lykkelige bekymringer er svære ikke at tage på forskud. Hvem er det, for eksempel, Backe og klubben har tænkt sig at købe, hvis vi går videre?

Og hvorfor i det hele taget først da? Det er givet, at vi får penge at investere i spillere for, hvis vi går videre, men til gengæld får vi næppe det fulde udbytte af et spillerkøb så sent inden den europæiske Superliga bliver sat i gang. Nuvel, enhver forstærkning er også en forstærkning i truppens bredde, og det kan jo være, denne spiller er det, der gør forskellen, om vi får lov at forsøge at kvalificere os igen næste år, men hvorfor så egentlig ikke allerede købe spilleren inden vi begyndte at spille om kvalifikationen i denne omgang?

Det er nok i sidste ende et spørgsmål om økonomisk snusfornuft. Den onde cirkel, hvor spillerindkøb skal financieres af forventede sportslige resultater, er ikke rar at komme ind i. På den anden side bør man også gøre det lettere for sig selv. Det er en besynderlig følelse at håbe på succes hos Brøndby inden en kamp som den næste, og det er da også med en vis ambivalens, men Brøndby kan gøre livet lettere i Superligaen, hvis også de opnår en vis europæisk succes, der kan slide på deres smalle trup. Som kollega Hans bemærkede forleden, kan man i den sammenhæng også ønske dem mange regnfulde møder med upåagtede østeuropæiske modstandere. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Eller noget.

Der fortælles, at en ung munk henvendte sig til en gammel mester, og spurgte, hvor lang tid det ville tage inden han opnåede erkendelse. Mesteren svarede "Ti år." "Men hvis jeg nu anstrenger mig til det yderste og arbejder hårdt?" "Tyve år", svarede mesteren. "Men hvis jeg studerer endnu strengere?" "Tredive år" Den unge munk blev fortvivlet, og spurgte "Hvorfor vil der gå længere tid, når jeg nu vil anstrenge mig mere?" Den gamle mester så på ham, "Fordi hvis du har et øje rettet mod målet, har du kun et øje rettet mod vejen dertill."

Nå, det er vist tid til lukke bulen her ned for i aften, og lempe de sidste gæster ud af døren, om de så vil hjem eller videre. Kan du komme godt hjem, og god kamp! Begge to.

Martin CX

Ugens Jukebox

Pierre Henry "Psyche Rock"
Da jeg hørte dette stykke musik første gang, mindede det mig om Danny Elfmans melodi til Futurama ...på syre. Futurama er i øvrigt fuldt ud anbefalelsværdig fjernsyn; hvis du holder af Simpsons, vil du elske det. "Psyche Rock" er også temmelig spacy. Far out. ...Mand.

Army of Lovers "Plage de St Tropez"
Er der nogen, der ved, hvad der er blevet af Army of Lovers? Er der egentlig nogen, der har lyst (tør) at vide det? Ikke jeg i alle fald. Mere camp band finder man næppe, og deres fuldstændig dekadente, blasfemiske og oppulente musik og videoer kan undskylde meget.

Brian Eno Music for Airports
Mesterværket (et af mange) fra Brian Eno er ikke et man sætte sig ned og lytter til. Det fungerer bedst som det var tænkt, som baggrundsmusik. En meget zen oplevelse, men samtidig befriende fri fra de New Age-konnotationer megen ambient musik har. Eno har ikke lavet en no-stress plade; det er tværtimod en skøn syntese af eksperimentering med musikkens funktion og dets æstetiske indtryk.