Om vi har lukket. Ja, egentlig, men kom du bare ind. Smæk døren efter dig. Det blev desværre ikke den håbede fest i går aftes, og mange Københavnere var åbenbart for bitre til at drikke gravøl, hvorfor der heller ikke har været det store tømmermandsplejerykind i dag! Og dagen-derpå-fodbolddiskussionerne har folk åbenbart også taget hjem i stuerne frem for bulen her, ligesom OB og Brøndbys UEFA Cup-kampe i Baltikum-området ikke har lokket folk ned foran storskærmen. Jeg har end ikke behøvet tænde den.

Så jeg tænkte, at med udsigt til lavere omsætning end de faste daglige udgifter, kunne jeg lige så godt lukke biksen og få ryddet lidt op hist og her, renset fadølsanlæg og ismaskine, skiftet pærer, justeret jukebox osv. osv. Men få dig dig bare en øl, vi har stadig en masse gode tjekkiske flaskeøl. Og en whisky måske, uden is. Scotch siger du ... haha, hvorfor ikke. Det er ikke whiskyens skyld, at vi tabte til højlandets kosmopolitiske sønner i går!

Skotterne må også være draget lige til lufthavnen efter gårdagens kamp. For jeg så dem ikke hernede og de var heller ikke at finde andetsteds i København onsdag aften, har jeg forstået på vores kolleger ved byens drikketrug. Det ærgrede også ham båtnakke Brian, der ellers har turet rundt i sin Celtic trøje det meste af ugen for at håne Rangers' tilrejsende fans. Brian er lidt småt begavet og ville betragte det som en ærefuld triumf, hvis trøjeprovokationen skulle redde ham nogen på låget. Ligesom han prøvede at opfordre mange København-fans til at deltage i sin happening. Personligt har jeg som dansker meget svært ved at involvere mig i den historiske strid mellem katolikker og protestanter, briter og irere. Og fra min synsvinkel er det, når stridighederne kammer over - med eller uden fodbolden involveret - lige tragisk, om det er IRA- eller Oranje-organiseret vold. Så kan de kalde det nok så meget frihedskamp.

Til gengæld holder jeg grumme meget af skotter. Og jeg er græsk-øh-katolsk(!), om de holder med Rangers eller Celtic. De gange tilhængere fra de to klubber har været i byen i forbindelse med Europacupkampe og træningskampe (i Parken) har det været særdeles positive bekendtskaber. Støjende, tungtdrikkende og glade. Og trods fanatismen forekommer de bedre begavede og mindre voldelige end visse elementer blandt tilrejsende tilhængergrupper fra f.eks. skotternes naboer mod syd.

Og det må man lade dem. Nå det kommer til øl, er der ingen smalle steder. Ingen traditionel skotsk nærighed her. Og selv vores mange ekstra indkøbte flasker af Speyside Malts og Essential Malts har vi solgt ud til - og det indrømmer jeg uden skam - ublu priser. Allerede mandag landede de første skotter, og om aftenen var der så mange tørstige highlanders, der væltede ind gennem dørene, at vi var nødt til at mande "læseklubben" ud i baglokalet. 

Ja, det er koblet af mandagstrænere fra vore husværter, Copenhagen Fathers, der insisterer på at holde deres redaktions- og evalueringsmøder her i bulen. Udlejers privilegium? Fair nok, og ikke fordi deres anstrengelser ikke er meget ros- og læseværdige "Mandagstræneren". Og ikke fordi de CF-hangarounds, der er i dagen-derpå-trænerslænget, ikke normalt tager fra af promilledrikkene, blot ikke når de "arbejder": Heller ikke fordi der ikke findes tørstige - meget tørstige - CF'ere, der er hævet højt over damoklestøffelens sværd, bare ikke dem i mandagsklubben. Så de sidder og fedter og timevis med deres kander med vand, potter med kaffe - på huset, selvfølgelig - og medbragte skærekager. Ærligt talt, det kan vi ikke leve af, og når der dukker svært tørstige gæster op med købekraft løst i lommerne, så må vi selektere lidt i gæsterne. Håber ikke mandagsholdet blev alt for fornærmede. 

Og hånden på hjertet. Købedygtige skotter og ditto Københavnere har i ugens løb spyttet godt i kassen hernede. Og det vil da forhåbentlig lykkes os at få gjort de røde tal sorte inden længe, som kollega Saxo adviserede for fjorten dage siden. Ja, det er jo os ældre bartendere, der også må trækkes med regnskabsbøgerne, hvor de yngre af og til end ikke ænser møde- og åbningstider. Den slags koster jo også kunder. Nå ja, fair nok, vi er vist alle lige gode om at servere lidt for rundhåndet på huset. Og de mange investeringer til glæde for stamkunder og tiltrækning af gadekunder har også trukket hår ud af en vis legemsdel. 

Værst nok den forfærdelige air-condition. Vi nar virkelig betalt prisen for at købe billigt. Reparationsregningerne har overgået anskaffelsesprisen mangefold. Og virket har den aldrig rigtigt. Enten gav den koldere klima end i Irma City på Vesterbros Torv (se, dér er en aircondition, der virker) med snottet personale og publikum til følge, trods omkring 30 sommergrader udenfor. Eller også brændte lortet simpelthen sammen. Igen og igen. Så nu har vi skrottet den. De hede sommeraftener og -nætter er alligevel ved at være overstået nu. Desværre. Og det endelige nådestød fik den, da vi aflæste elmåleren her forleden. Ufattelige mængder strøm sådan et svin trækker.

Det var jo også en af de første teorier omkring det gigantiske strømsvigt i det nordøstlige USA for kort tid siden. At amerikanerne, især i storbyerne, har installeret så mange aircondition-anlæg, at et forældet el-distributions-system måtte bukke under. Nu viste det sig at være noget kabelbrud i Ohio, men alligevel ufatteligt, at så store områder i det 21. århundrede kunne gå i sort. Hele New York, mand. Kulsort. Ingen lys, ingen underground, ingen varer uden kontanter, ingen elevatorer til 92. etage, totalt trafikkaos osv. På grund af en ledningsfejl op mod tusinde km fra New York City. 

Men det oplevede Danmark jo også en mørk decemberdag i fjor, da en transformerfejl i det sønderjyske udløste en kædereaktion af følgefejl i det midtjyske med det resultat, at det østlige Jylland fra Århus og nordover gik i sort nogen timer ganske tidligt om morgenen. Tilfældet ville det, at det var selv samme årle morgenstund, som denne bartender og fru bartenderen var stået tidligt op for at skulle pakke bil og pakke lejet sommerhus sammen efter juleferie ved Limfjorden. Jeg skulle hilse og sige, at når det er mørkt på de kanter i december, så er det mørkt. Og at pakke i blinde, assisteret af stearinlys, lommelamper og zippo-lightere, det tager tid.

Nå, du har bemærket, at jeg ikke har voldsom lyst til at snakke fodbold i aften. Men det er da altid tankevækkende, når teknikken svigter det moderne menneske. Når strømmen går, det rindende vand forsvinder pga. frosne vandrør, telefonnettet bryder sammen. De selvfølgelige ting, vi bare ikke kan finde ud af at leve uden. Men for en stund, en-to-fem timer, må leve på 1700-tals-vis. Det burde give tid til f.eks. at tale mere sammen, ansigt til ansigt. På den anden side vil det nok også bare betyde endnu mere brok. Ikke kun over systemet, der svigter, men over alt, os selv og hinanden.

For brok er om noget en dansk nationalsport. Og så mener du nok, at jeg og mine kolleger skal stikke piben lidt ind her, som vi står bag baren og galper op uge efter uge. Men det er jo netop vores gebet, vores eksistensbegrundelse. Og stadigvæk er det jo videregivelse af, hvad vi opfatter af signaler og udsagn i den pulveriserende verden, tilsat vores "livsvisdom" (visdom if. Spruthuset that is, ikke nødvendigvis hverken den højeste eller mest anvendelige visdom). For mest af alt står man jo her som buffer for bargæstens brok. Fordi folk brokker sig over noget, og over hinanden, ikke til hinanden.

Præcis som ledere i dansk fodbold, fra trænere til bestyrelsesformænd og informationsmedarbejdere, i klubberne og i organisationerne. Alle er så pissekloge, og alle sviner hinanden til. Men dialogen føres via mellemmand - den trykte og elektroniske presse, der her må agere buffer - hvor man sommetider kunne ønske sig, at hvis d'herrer satte sig omkring samme bord og lige startede med at svine hinanden til - så var det overstået, én gang for alle - så kunne man begynde at tale sammen bagefter. Arbejde sammen, i stedet for pr. automatik at modarbejde hinanden og mene det modsatte. Finde en dialog i stedet for at stå og skrige i hver sit hjørne. Nå, det kommer jeg tilbage til lige om lidt. 

Brøndbykampen i lørdags. Lad mig bare være ærlig og sige; det er nok den ligakamp mellem København og Brøndby, der til dato har interesseret mig mindst. Lad være at jeg vanen tro ikke kunne drømme om at sætte mine urbane ben ude i den kultur- og atmosfæreforladte forstadstristesse - heller ikke med den nye halvfærdige, discountprægede vindomsuste betonklods af et ghettostadion - men jeg lod endda andre selskabelige aktiviteter få forrang frem for at se kampen direkte på TV. Så det blev videokig natten til søndag. Og mine tanker - selv om (eller måske fordi) jeg kendte resultatet - var udelukkende rettet mod onsdagens CL-kval.

Jeg så dog et København, der stadig viste sig et niveau over sølvvinderne på alle pladser. Som København faktisk har været det nogen tid nu, og i hvert fald i Brøndbyernes nye Laudrup-"æra", hvor vi - fraset en cupkamp i det tidlige forår 2003 - bare har været lige det nøk bedre end Brøndbyerne. Præcis som Brøndbyerne lige var det nøk bedre op gennem halvfemserne, hvor en sejr i ny og næ til København ikke rykkede ved styrkeforholdet i det store billede. Det var en god superligakamp, tempo, intensitet, drabelige nærkampe og især den første halve time (mens Københavns midtbane var intakt) med strålende positionsspil fra Byens Hold. At Brøndby-folket pr. automatik cutter den første halve time, hvor de blå-gule ikke eksisterede på banen, og mener, at en chance- og spillemæssigt lige - men uskøn - sidste time skulle gøre Københavns sejr "ufortjent", kan man kun trække på skuldrene af. Jeg husker stadig de allerstørste chancer - Tobiasens stolpeskud og Møllers ufattelige mis, helt blank i overtiden - som tilhørende os.

Men ellers husker jeg mest - blandt Rangerstankerne iblandet frygten for alvorlige skader, da Mykland gik ud, og Røll og Nielsen var til tælling - forstadsholdets reservekeepers "game misconduct", da han stjal bolden fra Zuma og forhindrede et hurtigt indkast, mens Zaza og BIF-forsvaret rodede rundt i den anden ende af banen. Og så husker jeg det mest vanvittige "dobbeltfrispark", jeg længe har set, hvor både Kasper Dalgas og Mattias Jonson hæmningsløst saksede efter anklerne på Ole Tobiasen, uden skyggen af chance for at nå bolden. Begge ramte til gengæld Tobiasen med vilde udtryk - som rabies-gale hunde - i ansigtet. Jonson fik gult. Helst så jeg begge forvist til en hanekamp, og langt, langt væk fra en fodboldbane. Tal om med fuldt forsæt at forsøge at skade en modspiller. Og så "dobbelt"!  Nå ja, straffesparket - Svensson vs. Wieghorst - kunne være dømt, stadig var det vand ved siden af "Synoptik-straffet" i Parken, maj 2002. Så skal vi ikke bare sige, at det var pay-back fra den gang, ligesom Hjaltes overtidsmål derude i juni var pay-back for Mads Jørgensens feberdrøn i Parken året inden.

Og så var optakten til denne Brøndbykamp jo en parodi af hidtil usete - og uhørte - dimensioner. FC København ledelsen klynkede over, at kampen skulle spilles lørdagen før Rangers-kampen, lige som man jamrede over det "hårde program" i optaktsfasen. Hårde program, tja jo måske. København åbnede sæsonen mod sidste sæsons nr. 6, 4 og 5 (afvekslende med et par 2. runde CL-kval kampe mod Sliema Wanderers) inden den første 3. runde CL-kval kamp i Glasgow. Og siden hen også mod nr. 3 og 2 inden returkampen mod Rangers. Sidste års sølvvinderne fik en på papiret noget "lettere" start på sæsonen mod de to oprykkere og sidste sæsons dårligste overlevende superligahold (ingen pre-euro-kval kampe) inden deres første UEFA-kval-match.

Ret beset bør det vel egentlig være den bedste forberedelse til to knivskarpe kvalifikationsopgør til Champions League, som dem mod Rangers, med så stærke modstandere som muligt. Modstandere der mht. kvalitet og intensitet trods alt fordrer større koncentration, skarphed og tempo. Det er min påstand, at vi måske slet ikke havde været oppe i det nødvendige gear mod Rangers, hvis vi havde haft en blød opstart mod slatne modstandere, som Brøndby havde det. Det kunne måske endda have kostet Brøndby - der nu endelig slog en østblok-modstander i Europa-cup'en - mod en stærkere modstander end Minsk, at de kun havde haft lunte-tempo modstandere som optakt. Noget andet er - med tanke på os selv - at vi så omvendt vel sagtens kan drage fordel af at få nogle af de "bløde" modstandere til oktober/november, når slidtagen begynder at sætte ind hos stamspillerne samtidig med, at klimaet bliver uberegneligt og banerne tunge. Alt andet lige vil vore spillere både fysisk og mentalt være mere slidte og mærkede at det - eventuelle - hårde program senere på efteråret, frem for her i august/september, hvor sulten efter at spille bør have både krop og hoved på de højeste nagler.

Så den eneste reelle anke, jeg kan få øje på i d'herrer Østergaard, Holmstrøm og Backes bredsider mod programudvalget er, at vi i to af tre første kampe måtte drage af sted til et par af de mest fjerne destinationer i Aalborg og Esbjerg (plus en Maltarejse). Til sammenligning kunne sølvvinderne hygge sig med to hjemmekampe og en enkelt udekamp, "ude"-kamp nogle få kilometer ind ad Gammel Køgelandevej. Men, som jeg forstår forretningsgangen omkring turneringsplanlægningen, så kan alle klubber på forhånd fremsætte ønsker omkring bestemte datoer, tidspunkter hvor hjemmebanen er optaget osv. Ligesom der gives et vist rum for indsigelse, efter spilleprogrammet er offentliggjort. Om FCK-ledelsen har gjort brug af deres muligheder for indsigelser eller ej, fremgår ikke af ringhjørneråberierne i pressen. Og paradoksalt er det prik det samme, Brøndbyfolkene beklagede sig over i fjor, men også her på et for sent tidspunkt. Set herfra kan FC København i år og Brøndby i fjor primært takke sig selv for ikke at have fået "et lettere pogram" op til CL-kval-kampene. I øvrigt, programudvalget kan givet læse og dermed gøre sig bekendt med kampdatoer i CL-kval og UEFA-kval, men de kan altså ikke på forhånd vide med sikkerhed, om FC København nu også nåede CL-kval 2, eller at Brøndby skulle spille på udebane i Hviderusland i aften.

At Københavnledelsen så præsterede et gevaldigt selvmål med at beklage sig over præcis det samme, som man hånede Brøndbyklynkeriet for i fjor, har der vist været kogt nok suppe på. Ikke kun åbningsprogrammet, men også placeringen af det indbyrdes møde. Det var samme tidspunkt i fjor, blot med omvendt fortegn, og samme brok ... blot med omvendt fortegn. Og ærligt talt, både i fjor og i år fik FCK og Brøndby da rykket kampen en dag frem, fra søndag til lørdag. Lad så være, at det var pga. TV3, og åbenbart ikke ønsker fra klubberne. 24 timer ekstra er 24 timer ekstra. Og jf. tidligere nævnte omkring skarpe forberedelser, tror jeg som nok FC København havde bedre af hårde kampe i benene og nærkampintensitet i kroppen op til Rangers-kampene, frem for en blød hjemmekamp mod Frem eller helt kampfri. Og så er der i øvrigt præcis samme risiko for skader i en kamp mod Herfølge og AGF, som mod Brøndby (eller mod FCK). 

Så tør øjnene på direktionsgangen, både på i Parken og på Brøndby Stadion. Og erkend dobbeltmoralen og selvmålet, d'herrer på Øster Allé. Har man ambitioner om at spille med på allerhøjeste niveau, så skal man ikke beklage sig over, at der kommer højt-niveau kampe med hyppig frekvens. De topprofessionelle klubber og spillere i udlandet, som vi - måske urealistisk - stræber efter at måle os med, spiller topkampe med 3-4 dages mellemrum, uge efter uge efter uge. Jeg troede egentlig også, at det var ud fra den devise, at vores trup er blevet bygget op. At vi skulle have den fornødne bredde til de mange "hårde" kampe. Tænk hvilket vræleproblem det kunne være blevet, hvis vi var nået i Champions League - det store mål, remember - at vi så ikke ville kunne overkomme superligakampene. Det synes ikke at have været noget større problem for Rosenborg, der i årevis næsten har deltaget permanent i CL, samtidig med at de afgørende mesterskabskampe skulle spilles hjemme i den norske Tippeliga, hvor de spiller kalenderårsturnering og afgør det hele i november.

Det mest komiske ved hele råbecirkuset i pressen omkring kampprogram og hårde kampe og PS&Es selvmål, er så, at det hele blev affødt af en anonym debattør på FCKFCs debatsider, der havde fundet nogle passager frem fra et gammelt kampprogram. Før sidste års augustkamp mod Brøndby. At den blev kopieret til en eller flere andre fansider hos andre (fan)klubber, er hvad man må regne med, men at den også via 'Det Bare Fodbold' og pressen - ingen af førnævnte var nogensinde selv kommet i tanker om et finde de nævnte citater i at gammelt kampprogram - skulle ende i DBUs' officielle landskamprogram til venskabskampen mod Finland, er jo nærmest grotesk.

Godt nok har man sikkert været i bekneb for interessant stof til en svagt besøgt venskabslandskamp, som alle andre end DBU og Morten Olsen har fundet aldeles ligegyldig - og som formentlig kun vil blive husket af Evertons manager, David Moyes (og ikke for noget positivt) - men det berettiger ikke til at fremføre et aldeles usmageligt partsindlæg på aldeles uvedkommende plads. Et partsindlæg som hovedsagligt er udformet som et langt angreb på et af DBUs egne medlemmer og husvært i Parken i øvrigt (FC København), og et partsindlæg, der kun har en vinder, Brøndby IF, der på forunderlig skal blandes ind i debatten også som hele fodbolddanmarks store og rene uskyldighed.

Skal DBU endelig tage til genmæle, så har organisationen utallige kommunikationsplatforme, både trykte og elektroniske, og en allestedsnærværende informationschef skulle vel nok kunne blive hørt i medierne. Næ, det hedder vist i øvrigt kommunikationschef i DBU nu, den post som den ekstremt arrogante og nedladende Lars Berendt har overtaget, kæmpende en håbløs kamp mod forgængerens arv. Forgængeren var den fodboldvidende og diplomati-brillante Frits Ahlstrøm. Og uagtet Lars Berendt har en del pointer (à la dem, jeg har nævnt tidligere), så finder jeg det nu aldeles utilstedeligt, at DBU - klubbernes enhedsorganisation - skal køre et så skarpt angreb på en enkelt klub af. I en uhørt bitte og ensidig tone.

En ting er, at det må være landskampgæsterne - og dermed landskamprogrammet - aldeles uvedkommende; men selv hvis kritikken var fremført i et mere regulært forum, er det ensidig tilsvining af én klub, og samtidig er der kun én anden klub, der på nogen måde kan sole sig i kritikken af FC København.  FC Københavns sportsdirektør måtte da også tage til genmæle, noget han slap lidt bedre fra end selvmålet. F.eks. DBUs mærkværdige dragen Super Cup ind i debatten. Super Cup'en er hverken et DBU-arrangement eller et uheldigt forløb, der kunne tørres af på alene FC København, der jo havde foreslået en neutral spilleplads for kampen. Alligevel skulle Idrætsforeningen Brøndby også helgenforklares her som klubben, der forsøgte at redde Super Cup, når selveste fodboldens satan fra Øster Allé ikke ville.

Og det undrer mig også meget, at DBUs kommunikationschef ikke har følt det på sin plads at nævne, at Brøndbyerne for præcis et år siden kom med præcis den samme klynk, som han nu skoser FC København for. Hverken nu eller dengang har nogen i DBU følt sig så forurettet, at de ville forsvare sig over for forstadsforeningens angreb på DBUs programudvalg! Hvorfor mon? Nej, jeg gider ikke tale om den "politiske person" i DBUs bestyrelse - folk kan tænke selv - men det er måske påfaldende, at Brøndbys brok i fjor havde DBUs tidligere assistentlandstræner, ex-landsholdsstjernen og Fodbolddanmarks store ikon, Michael Laudrup som afsender. Pressen var jo heller ikke ude med angreb på Brøndby/Laudrup/Bjerregaard dengang, som PS&E er blevet hetzet den seneste uge eller to. Jeg skal medgive, at Michael Laudrup indiskutabelt er den største fodboldspiller, dette land nogensinde har fostret,  men derfor behøver man da ikke falde på halen og bare acceptere hvert et kvæk, der flyder fra hans mund. Men Fodbolddanmark - herunder den samlede sportspresse - siger ikke gamle helte som Michael Laudrup (og Morten Olsen) imod.

Et andet eksempel er den sandhed, Michael Laudrup plantede i medierne fra dag 1 i sin nye trænergerning og har gentaget til bevidstløshed siden om "sit meget unge og urutinerede hold". Noget både det officielle Brøndby A/S og ikke mindst sportspressen og fodboldkommentatorerne - der har slugt historien råt og åbenbart ikke fået den fordøjet endnu - har skræppet op om lige siden (og stadig), når en BIF-sejr skulle gøres ekstra imponerende, det var jo "Brøndbys Babyer", et nederlag forklares/undskyldes, det var jo "Brøndbys Babyer", eller fremtiden spås fantastisk udover alle grænser, det er jo "Brøndbys Babyer". Selv om det flere gange i sidste sæson blev påpeget fra nøgtern side (og tilmed også på dette sted), at flere mandskaber havde yngre gennemsnitsalder end "Brøndbys Babyer", og forskellen på "Brøndbys Babyer" og "FCKs oldboyshold" var mindre end et år, så fortsatte verbaldiaréen hos landets fodboldmoderatorer.
I øvrigt, så sent som ved kampen i lørdags kunne det tilmed konstateres, at København i startformationen faktisk stillede med et yngre hold end Brøndby! Men stadig lød hele Fodbolddanmarks idrætsforenings klagevioliner om, at endnu et nederlag til Byens Hold måtte tilskrives uheld og de "mange" unge og urutinerede spillere på holdet. Urutinerede? Prøv at tælle superligakampe og førsteholdskampe i det hele taget på de to hold.

Og mens vi er ved verbalonanien, så er det jo stadigvæk en uskreven lov blandt kommentatorer, i aviser og på TV, at "Brøndbys Babyer" jo spiller klart det mest positive og underholdende fodbold i hele landet. For det siger Michael Laudrup. Nu er det jo en meget individuel sag, hvad der er underholdende. Mht. ren fodboldunderholdning sætter jeg da klart større pris på en taktisk og teknisk sublimt gennemført 0-0 kamp i Serie A mellem Juventus og Lazio frem for en 5-3 kamp i Århus mellem den lokale gymnastikforening og de ambitiøse fusionsulve fra det midtjyske, som var en opvisning af forsvarsbrølere så store, at man ser bedre defensiv organisation i en lilleputkamp. Men det er smag og behag. Og skal man måle underholdning på en statistik - som altid kan manipuleres efter forgodtbefindende - så skal man vel måle på scoringer ... eller skal det være afslutninger ... eller effektivitet måske. If. Onside/Statman.dk er FC Nordsjælland - før sidste weekend - forårets klart mest effektive hold. Også det mest underholdende? Tja!
AB har haft flest afslutninger, men Esbjerg scoret flest mål. Hvem af dem er mest underholdene. I foråret - det for København så nærved miserable af slagsen, hvor Esbjerg havde flest afslutninger og scorede flest mål - havde FC København i øvrigt 13 afslutninger flere end Brøndby, der til gengæld scorede fire mål mere end København. Hvem var mest underholdende? Og hvad er mest underholdende, at score mål i åbent spil eller efter dødboldsituationer?

Nej glem det. Michael Laudrup og med ham ledelse og fans (eller supporters) i forstadsforeningen har vedtaget som et faktum, at Brøndbyerne er landets mest underholdene fodboldhold. Så den er solgt til pressen, og den forsøger pressen så at sælge til os. 

Man må lade den gode landsbylæge, at han udover en gunstig position i beslutningsprocessen i landets øverste fodboldmyndighed, også har begået en fodboldpolitisk genistreg med ansættelsen af et af landets to ubestridte fodboldorakler (det andet havde han jo på personellisten tidligere). Som strategiker på den fodboldpolitiske scene er Dr. Bjerregaard stadig i særklasse.

For at blive ved DBU. Så er det jo også dem, der sammen med Divisionsforeningen står bag genindførelsen af protektionismen i dansk fodbold. TV-spærretid mht. udenlandske kampe hver søndag mellem 15 og 17.30. Mage til arkaisk og formynderisk indstilling i vore dages informationssamfund (hvor stort set alle med adgang til en computer i øvrigt kan se streamede livekampe på de fleste europæiske fodboldklubbers hjemmesider). Der er ingen, der får mig overbevist om, at live TV fra Premier League og Serie A søndag eftermiddag holder folk hjemme fra stadions i større tal. Nogle marginaltilskuere måske, hvis vejret er skidt. Personligt kunne jeg da ikke drømme om at fravælge en København-kamp til fordel for en samtidig udenlandsk kamp på TV. 

Til gengæld skal jeg, der ikke i min vildeste fantasi kunne overveje at tage til Herfølge for at se deres hjemmekamp mod Viborg (om så det var den eneste kamp i hele dronningeriget hele ugen), så ikke have lov at sidde hjemme i min stue og se Chelsea-Tottenham eller Inter-Sampdoria. For det har DBU/DF bestemt. Men jeg kan dog sagtens gå ned på bodegaen, 150 meter fra min bopæl, og se den samme Premier League kamp live på Sky's signal. Besynderlig forskelsbehandling. 

Men fodboldpolitikere flest er nu ikke så meget anderledes end folkevalgte generelt. Det er pisken frem for guleroden. Trafik- og miljøpolitikere "ansporer" folk til at skifte til offentlige transportmidler ved at lægge ekstra afgifter på bilregistrering, brændstof, parkering osv., frem for at tiltrække folk til busser/tog ved simpelthen at gøre det offentlige transportsystem mere attraktivt mht. regularitet, komfort og priser. På samme måde fjerner DBU/DF eventuelle "konkurrerende alternativer" frem for at gøre det endnu mere tillokkende at komme ud på de danske stadion. F.eks. vha. bedre stadion- og baneforhold, bedre turneringsstrukturer, bedre vilkår for prof.-spillere (væk med amatørkompromisserne fra dinosaur-tiden, der dræber elitefodbolden). 

Det paradoksale er, at DF selv ikke tror på, at denne spærretid vil medføre flere tilskuere på de danske stadions, ej heller at TV-visning holder folk væk. Men reglen skal håndhæves, fordi den ellers forsvinder. Vorherrebevares. Og ret beset kan man have sine tvivl, om DBU/DF - en idrætsorganisation - virkelig har lovligt mandat til at diktere, hvad TV-stationer må vise og ikke vise, så længe det handler om programmer/produkter, som DF/DBU ikke indehaver rettighederne til. Mand, det er frustrerende at vi skal trækkes med gammelmandstraditioner og foreningskultur i dansk topfodbold. I øvrigt, hvis du deler min harme mod det bizarre forbud, så klik på www.fodboldcensur.dk, hvor du kan læse mere om sagen og skrive under i protest. Og i øvrigt, under DBU's redegørelse, selvfølgelig skrevet af ham Berendt - kan du undre dig over, hvilke forudsætningskrav superligaklubberne og førstedivisionsklubberne opfylder i år, som de ikke gjorde sidste år!

DBU er også gået positivt ind i arbejdet for en Nordisk Liga, der skulle løbe af stablen allerede til næste efterår. Lad mig straks medgive, at jeg jo længe har været ivrig fortaler for en nordisk/atlantisk liga, ikke som supplement til superligaen, men i stedet for. Det er som jeg ser det, den eneste mulighed danske (og norske/svenske osv.) klubber har for at hæve niveauet bare marginalt i nærheden af "de store". Men denne nordiske liga forekommer mig lidt "lige meget", selvom arbejdstitlen er så pompøs som Royal League. Om det er for at sikre spalteplads i - og reklamekroner fra - de tre landes royale ugeblade eller blot et overambitiøst navn, der skal sælge turneringen mellem hold fra fodboldmiddelmådigheder som nr. 19 (Norge), 21 (Sverige) og 23 (Danmark) på UEFAs landerangliste, kan jeg ikke lige gennemskue. Og hvad skulle man så kalde det, hvis f.eks. Italien, Spanien og Frankrig lavede en tilsvarende liga? Nå, de tre nordiske lande har med navneforslaget i det mindste sikret sig, at de ikke behøver invitere islandske og finske hold med!

Iflg. oplægget skal der f.eks. først spilles ekstra nationale puljer (ude/hjemme) mellem de fire bedste fra hver liga. Dvs. pba. seneste slutstilling skulle vi spille 2 kampe ekstra mod hhv. Brøndby, FC Nordsjælland og OB. Okay, en fordel er det, at man vil gå væk fra den nuværende bastardturnering og genindføre en traditionel 14-16 holds turnering, men det bliver altså stadig til fire møder med førnævnte hold.

Den nordiske liga får heller ikke andet at spille for end æren og en pose penge. Penge som sikkert vil kunne batte synligt i regnskaberne hos alle andre klubber end Rosenborg og FC København, men alligevel ... småpenge. Og våde drømme hos initiativtagerne om UEFA-pladser og sågar et permanent nordisk hold i Champions League er da også hurtigt blevet skudt ned. Ikke bare fordi, UEFA ikke vil tillade det, men også fordi UEFA så skulle lave hele basisstrukturen - hold- og landekoefficientsystemet - for de europæiske klubturneringer om. Hvis UEFA skulle dispensere en fast CL-plads til Skandinavien, kunne det næste så blive, at Andorra, Liechtenstein og San Marino dukkede op med en fælles liga -  "Imperial League" - og krav om CL-plads til vinderen.

Endelig. Det anføres i forslaget, at Royal League kampene - 10 i alt, for de hold der går videre - skal afvikles i november, december, februar og marts. Det er jo her, de nordiske lande ligger stille, fordi der ikke kan spilles fodbold i Skandinavien i de måneder pga. vinteren. Og slet ikke i Sverige/Norge, hvor man starter i april og slutter i oktober/november. Hvordan man skulle kunne afvikle og lokke folk til fodbold på de breddegrader med permanent isvinter i december og februar f.eks., er mig lidt af en gåde. Og så lige det praktiske med de nationale turneringer. Sverige/Norge spiller kalenderårsturnering, mens vi i Danmark jo har indført den europæiske model, efterår/forår.

Så jeg har én ting at sige: Tilbage til tegnebordet.

Jeg har stadig ikke lyst til at snakke om kampen i går. Men kommer vel ikke helt udenom. Så nu hvor det kun er os to, så lad mig dog bare indrømme, at efter have sovet på det, føles det stadig tungt, men ikke som nogen blodig fodbolduretfærdighed. Nøgternt set er vi nemlig ikke gode nok, målt på en international målestok. Heller ikke selv om medierne prøver at gejle en FC København-var det-bedste-hold stemning op. For det var vi ikke. Vi var i Champions League i 52 minutter - hvilket var tre minutter længere end for to år siden i Rom - indtil Urmas Rooba begik et straffespark på Michael Mols, som næppe var blevet dømt mod Milan på Guiseppe Meazza (eller Rangers på Ibrox), men dog sagtens kunne forsvares. Rooba river Mols ned, og havde vel skønnet det nødvendigt, efter Rabo igen ikke kunne holde et halvslattent frispark lang ude fra (den havde skotterne luret fra Ibrox).

Generelt set var Rangers - med kun én skotte i startopstillingen - langt skarpere og bedre gearet til opgøret set med internationale briller. De var den tand hårdere i nærkampene, de var bedre til at læse dommeren og dermed konstatere præcis, hvor langt de kunne gå, også med de konstante små unoder, som bl.a. fik tirret Zuma og Røll til et par unødvendige gule kort (hvor især Røll skulle være glad for, at det ikke var rødt). Og sådan er vilkårene, når der spilles internationalt. Det nytter ikke noget, at den slags år efter år skal komme bag på de danske fodboldhold. 

De to sidste års danske mester har haft gyldne muligheder for at nå det forjættede land. Rosenborg og Rangers. To hold vi skal kunne slå, hvis vi vil lege med. Rangers er tand stærkere en Rosenborg, men det burde kompenseres af, at vi er en tand stærkere end Brøndby. Men selvom Rangers var til at tale med og vi måske kun er 40/60 underlegne - i forhold til f.eks. 10/90 mod Lazio i forfjor - så kræver det, at både holdet og hver enkelt spiller er på absolut max. og helst måske endda lidt over evne i begge kampe. Som vi f.eks. var det mod Ajax, og som vi denne gang var det i den første kamp i Glasgow, hvor vi reelt fremstod som det bedre hold. Men i går i Parken var Zuma og til dels Ole Tobiasen ene om at vise spil af internationalt snit, og så rækker det ikke. Slet ikke når flere spillere på vitale pladser ikke blot er under internationalt niveau, men også i underkanten af dagligt suppeniveau.

Rangers spillede heller ikke på max. i begge kampe, givet under niveau for de fleste på Ibrox. Men deres dårlige kamp kostede altså mindre. Og i går syntes de fraset de første 15-20 minutter at havde fuld kontrol over kampen. Fra det punkt mistede København evnen til fastholde bolden, mens Barry Ferguson og Christian Nerlinger uden at gøre fodboldlivet sværere end det er, enkelt og hamrende rutineret overtog kommandoen på midtbanen fra slidte Nielsen og småskadede Mykland og bare erobrede og spillede bolden rundt. Og gjorde det grove arbejde for Mikel Arteta, kampens spiller, der gjorde fuldstændigt, hvad der passede ham. Bagude gjorde Henning Berg med sin enorme internationale rutine forskellen på Rangers' usikre forsvar i Glasgow og dirkefri ditto i Parken. Zuma fik man lokket ud i mere ufarlige områder og generelt holdt man stort set København fra chancer. 

Fra 84. til 88. minut troede vi så lidt på det. Og måske var det i det momentum, lige efter Santos' udligning, at vi skulle have slået til - vi prøvede også - for det var det eneste tidspunkt i kampen, hvor Rangers virkede usikker. Men nok en serie af fejl bagude, og en georgisk trold havde pludselig slukket lyset i Parken. Ikke så overraskende, al den stund Backe havde måtte satse modigt - og nødvendigt - med både Santos, Pettersson og Møller på banen. Det måtte give bagslag i den defensive organisation. 

Så det var farvel til Champions League. Vi må prøve igen, forhåbentlig allerede næste år. Vi skulle have haft stor lodtrækningsseance foran storskærmen, men det blev unødvendigt. Vi kunne se Partizan Beograd som det dårligste af de 32 hold, der slap gennem nåleøjet (det havde været København, hvis vi var kommet med på bekostning af Rangers) trække Real Madrid, Porto og Marseille. København er i UEFA-potten i eftermiddag. Vi er seedet. Der er nogen grimme østeuropæiske og tyrkiske modstandere i mellem, som jeg helst undgår. Malmö FF derimod - nærmest et lokalopgør - eller Lyn Oslo, det ville være både sportslige og geografisk overkommelige modstandere. Og basis for forhåbentlig et par attraktive UEFA-cup-modstandere efterfølgende. Et Europaefterår som for to år siden mod Ajax og Dortmund vil være en trøst, og en kærkommen afveksling fra den urkedelige superliga, som vi som fans skal til at give førsteprioritet igen.

Pat af, du. Jeg havde egentlig lukket. Så smut hjem. Fodboldefteråret står for døren og denne bartender må nøjes med Chelsea FC i Champions League.

Holger

og på jukeboxen spiller lige nøjagtigt ingenting. Som nævnt er jeg ved at justere maskinen. Så der er lidt på den bærbare CD-afspiller kun. Egentlig skulle dagen have givet genlyd af Springsteens 'The Promised Land' afvekslende med Champions League hymnen. Men sådan skulle det ikke være. Omvendt syntes jeg alligevel, det blev for morbidt at spille dystre Chopin-marcher hele dagen. Også selv om her ingen gæster har været.