Selv om vejret har været pragtfuldt hele den sidste uge, må vi nok indrømme at vi har brugt meget tid hernede på at kigge fjernsyn. Du kan kalde det at tage hul på efteråret. Ja, du kan kalde det sørgeligt, kan du, men det er sådan vi kan lide det nu hvor aftenerne hurtigere bliver mørke, og i det mindste holder vi da døren åben for at nyde bare et strejf af Københavns lækre Indian summer-aftenluft.

Det hele begyndte i søndags. Hen ad sen eftermiddag sivede der en del folk herned, der alle som én stønnede til mig bag baren. Jeg sukkede høfligt igen, for vi havde tømmermænd, havde vi. Vi havde holdt lukket aftenen før, og vi havde hængt det der skideirriterende skilt op: "Privat arrangement! Lukket! Beklager!" Du ved, det skilt som får folk til at ville ind i meget højere grad end før, for larmen derindefra tyder på at folk morer sig en del mere end når dødelige som du selv har lov til at komme på besøg.

Og det var også tilfældet. Stamgæsterne drak og åd til den mørke morgen, og sugede bl.a. nogle halvkilobøffer ned som var de ispinde, skyllet på vej af et par fustager af den udmærkede øl vores såkaldte monopol nu engang fabrikerer. Ja, vi havde endda lagt ud med festen under kampen mod Midtjylland i Parken, og det er grunden til at ingen af os rigtig lod os gå på af nederlaget derinde, for mens det var både ærgerligt og tåbeligt og slet ikke godt nok, så var vores fest altså planlagt længe i forvejen, og det skulle hverken Thomas Frandsen eller et uopfindsomt københavnsk hold have lov til at sabotere.

Evalueringen måtte foregå dagen efter, og den begyndte med tv-kampen i Gladsaxe, som jeg dog først var i stand til at lukke de hovedpineplagede folk ind til ved sekstiden. Hey, det går ikke så stærkt sådan en dag! Vi nåede stort set lige at se Karim Zaza trække Peter Benjaminsen ned på jorden inde i feltet uden at det blev dømt, og konstaterede at det nok igen blev en af den slags dage. Det gjorde det da også, så vi affandt os med det og ventede på Onside, mens AB-angriberne samt Jesper Falck væltede rundt mellem hinanden og viste så ringe træfsikkerhed, at de i fællesskab ville kunne have sendt Hovsa-missilet helt til Oslo, og derved ikke klarede at true et ufattelig tyndt BIF-forsvar.

Og Onside kom, og med en alvorstynget røst erklærede Jakob Kjeldbjerg, at Bo Svensson og Knud Erik Fisker begge havde erkendt at Bo jo nok skulle være udvist, lød det inde fra baren mens jeg rendte rundt ude bagved og ledte efter flere panodiler. Det var da pokkers. Jeg havde ikke lagt mærke til noget som helst der mindede om at rødt kort, men jeg havde da også været nede og tage en velfortjent tissepause hen mod slutningen. Og billederne viste da også, at gu' skulle Svensson have været vist ud, men så var der vel heller ikke mere at sige om det. Benjaminsen skulle som nævnt også have haft straffe, og? Det blev ikke dømt, da dommeren så det og ikke mente at der var tale om en ulovlighed, og så er den ikke længere. Skulle man tro. 

Den tordnende stemme vendte nemlig tilbage og erklærede, at denne disciplinærsag ville blive taget op, og at vi i morgen i Det' bare fodbold ville få besked om Bo Svensson ville spille onsdag eller ej. Og så kunne vi ellers komme i gang med Onside, nu kriminalstoffet var af vejen.

Rygterne vil vide, at Jakob Kjeldbjerg selv har spillet fodbold, endda på forholdsvis højt plan, og han har beskæftiget sig indgående med det sidenhen. Ikke nok med det, men jeg synes da at kunne huske fra en løssluppen snak engang, at Jakob ovenikøbet havde gjort sig udi jurisprudensen, som studerende. Derfor burde den gode studievært vel også om ikke kende på fingerspidserne, men i det mindste kunne læse verdensfodboldens regler om dommerskøn, som siger at når en dommer har set og pådømt en situation, så kan hans skøn ikke bagefter omgøres af noget overordnet panel eller udvalg. Så at henvende sig med denne sag eller i det hele taget bringe den på bane er latterligt. Og om det var et forsøg på at skabe opmærksomhed om Det' bare fodbold mandag aften eller en reaktion på den jamren der har været rundt omkring om at TV3 skulle tage på F.C. København-forseelser med fløjlshandsker ved jeg ikke, men det var i alle tilfælde en ikke-historie, og den faldt til jorden med et dumpt bump, samt en hørbar irritation fra DBU-side.

At Knud Erik Fisker så har været os en god mand på det seneste er en anden sag, selv om det formentlig ikke er noget der varer ved. Han udhuler temmelig tit det ry han har, som han må have, som en af landets bedste dommere. Jeg skriver at han må have det, for det er under alle omstændigheder svært at få øje på nogen fælles forståelse omkring at han skulle være så pokkers god. Hovedpersonen i den nyeste 'sag', Bo Svensson selv, fortalte for nogle år siden fck.dk om en advarsel han havde fået i Parken - hans synd bestod dengang i at han havde spurgt "Skal jeg ikke have et frispark?", efter at være blevet puffet ud af banen med et skub i ryggen. Det havde skaffet ham et kort, og den opfølgende kommentar "Det kan du da ikke mene" havde givet spørgsmålet "Skal du have et til?" Svenssons afsluttende bemærkning, som burde sættes på Parkens facade, indkapslet i rav til de kommende generationer, var: "Fisker er en gåde i sig selv."

Andre dommere laver selvfølgelig også fejl. Den ifølge Euroman mest afholdte topdommer, Claus Bo Larsen, lavede en grufuld brøler da han, i samme kamp hvor han pludselig fik kvababbelser over vores tilråb til Brian Steen, ikke udviste AGF’s ene Kure for en nødbremse der var en del klarere end Svenssons, og bestemt voldsommere. Han lavede ikke en brøler, men afsagde bare en meget tvivlsom dom da han åbenbart må have ment at AB’eren selv faldt til jorden i søndagens kamp mod Brøndby. Men det er jo heller ikke så meget ufejlbarlighed, der er ærindet. Der er jo ingen dommere som ikke har lavet horrible fejlkendelser, som de bagefter kan sidde og indrømme med en sørgmodig mine eller et svedent grin – eller i Kim Miltons tilfælde forsvare med en intensitet som Mohammed Al-Sahaf inden hans pludselige forsvinden. 

Næ, hvis bare Fisker lavede fejl på grund af manglende dømmekraft eller svigtende overblik… men det er den måde, han laver sine slutninger på der gør ham så gådefuld. At han siger, at Zuma ikke skal have rødt for en hævnakt, at sparke Michael Hemmingsen over benet, fordi han var frustreret – jamen herregud, viste du ikke samme Zuma ud sidste år for bare at røre ved dit ærme fordi han var frustreret over at Bo Svensson blev smidt ud? Og viste du ikke samme Svensson ud – det er altid Zuma og Svensson, sjovt nok – for at skubbe (ikke sparke!) sin modstander i frustration? Eller for den sags skyld Brøndbys Peter Madsen for noget du vist kun selv vidste hvad var, men som var resultatet af at han var frustreret over en kendelse imod ham?

Det er den del af Fiskers dommergerning, der gør ham til den evigt kontroversielle figur han er. Hvis man havde en krone for hver gang man havde hørt ”Fisker er blevet ældre og klogere, han er ikke mere så uberegnelig", så ville man have… mindst en tier, men så kommer der pludselig en situation hvor han ikke vil give så meget som et kort for en hævnakt, fordi den hævnende spiller var frustreret. Og en anden situation, hvor han forklarer at han ikke ser svinestregen der foregår fem meter inde i hans synsfelt, som ikke er spærret overhovedet – men at han i stedet dømmer på spillernes reaktion! Hvilket Pipo Inzaghi og hans holdkammerater bare skal vide – så får Italien mange straffespark næste gang de skal dømmes af FIFA-dommeren Fisker. Flere end de fik i VM af Byron Moreno, der synes at have gået på samme dommerkurser som Knud Erik.

De indslag fra serien The Ref Who Fell to Earth er jo en konsekvent fortsættelse af romerlysaflysningen, som måske isoleret set var forståelig, men som aldrig var iværksat i en UEFA-kamp i Sydeuropa, med den kamp i 1994 hvor vi tabte mesterskabet fordi Lars Højer skulle straffes for at manden faldt over sine egne ben, et rødt kort for en voldshandling han umuligt kan have set da den ikke fandt sted, og den groteske ledelse af den omspillede Esbjerg-AGF-kamp, hvor Fisker nærmest så ud til at spolere kampen med vilje. Ja, det er næsten sådan at man åndede lettet op efter lørdagens misére, alene fordi Fisker sagde ”Okay, den situation fejlbedømte jeg”, i stedet for igen at påstå at han dømte på instinkt og slet ikke så det, eller et eller andet andet underligt, underligt standpunkt som gjorde at Bo Svensson lige pludselig stod med to dages karantæne, og DBU med et forklaringsproblem over for UEFA.

Til sammenligning med Fiskers eskapader var det nærmest en fryd at se den tilsyneladende nogenlunde ligevægtige dommer Michael Svendsen i Viborg, en dommer som – selv om han gjorde det rigtige dengang i påsken – ser mere behagelig ud når han ikke står med et rødt kort i hånden, fordi vores spillere har kylet sig omkring efter modstanderne med mord i øjnene. Han dømte særdeles fornuftigt da vi mødte Fodsportsforeningen, mens der tilsyneladende var større problemer andre steder.

Det var i Brøndby, hvor den unge Thomas Vejlgaard hverken havde dømt en specielt god eller specielt dårlig kamp, som opmanden med den bemærkelsesværdigt store hage udtrykte det med egne ord i Onside. Klippene man sidenhen så kunne tyde på, at det var en holdning som var åben til debat, og mens dommeren selv tilsyneladende hverken var specielt tilfreds eller utilfreds, hældte begge siders spillere mes til at være utilfredse, mens tilskuerne med vanlig panache (slå det op derude) bad ham sendt hjem i en kiste. 

Det var nu ikke så meget disse reaktioner som gav efterdønninger, men derimod Søren Kusks kommentarer om at Brøndbys ledere sædvanligvis skulle have meget travlt med at påvirke dommeren, som blev modtaget med mere end løftede øjenbryn. Og mens man kan diskutere det rimelige at komme med sådan en kritik, når nu Kusk mildt sagt ikke selv tilhører den del at trænerkorpset herhjemme der sætter sig komfortabelt til rette, og siger ”Nu må dommeren passe sit job, og så passer jeg mit”, så er der da ingen der har set en fodboldkamp med John Jensen i aktør som hverken spiller eller nu som træner, der kan ungså at have bemærket at han beklager sig over hver eneste kendelse der, retfærdigt eller uretfærdigt, går Brøndby IF imod.

Og hvis ikke det er at prøve at påvirke dommeren, så er intet vel. Derfor var reaktionen på Kusks ord totalt absurd, men ikke desto mindre en realitet: han skulle værsgo stille med en undskyldning for de, ja, injurier som han udsatte hædersmændene i Brøndby IF’s ledelse for! At de skulle ’påvirke’ dommeren – ja, det er jo nærmest rendyrket bagvaskelse af en art, der vel bedst kan sammenlignes med den som Peter Brixtofte føler sig udsat for fra B.T.’s side. At hele resten af landet kan se at B.T., og Kusk med, jo nok har en pointe og lidt til, er så en anden sag. Men det er svært at få øje på hvis man lader sig blænde af sin egen selvretfærdighed, i en grad så der endda dukker påstande op om at Kusk dermed skulle antyde at BIF bestikker dommere.

Han sagde intet i den retning, og når så samtidig Brøndby IF’s egne spillere såsom Wieghorst, Kahlenberg og Nielsen ikke holder sig tilbage for at påstå at dommeren udelukkende dømte et straffespark, fordi AaB-spillerne havde appelleret så kraftigt for det – altså påvirket dommeren! – så er BIF’s dobbeltmoral endnu engang meget elegant udstillet. Man må gerne anklage andre, men man tåler ikke selv at høre sin egen opførsels moral stillet i tvivl. Og hvor BIF's fans havde kronede dage da en udmelding fra F.C. København fremstod som dobbeltmoralsk, så er det jo nærmest rutine derude. 

Hvilket også kom frem sidst Vejlgaard dømte Brøndby, sjovt nok, og gav Kahlenberg et gult kort for film. Den gjorde ondt, for i Brøndbykredse hedder det jo altid, at film er sådan noget de foretager sig i København, og bl.a. hedder det sig gerne, at PetterJörgens fremtvungne straffespark i april var ren film og ikke bare udtryk for elendigt forsvarsspil. Og ligesom det var et straffespark var Kahlenbergs måske også et straffe, men smider man sig først længe efter der skulle have været kontakt, og gør man det på den teatralske måde han gør, er éns sag ikke for god. Så ved han det til en anden gang – men spar os for tuderiet bagefter om hvor ren en spiller Kahlenberg er. I sin næste kamp fik han en advarsel for det tredje grove frispark han begik, og mens der i strafferetsplejen måske er anderledes basis for at tale om at fængselssystemet kun er med til at gøre kriminelle mere forhærdede, så tvivler jeg på at én spilledags karantæne kan forrå en fodboldspiller på den korte tid. Med andre ord – et meget hårdt gult kort kan man risikere at få, og det der fik Kahlenberg udvist så helt forkert ud, men spar os for den jammer over hvor god og blid manden altid har været.

Det kan måske alt sammen forklares med en eller anden misforstået sans for loyalitet. Vi så det sat på spidsen i England i sidste weekend, hvor Gerard Houllier sagde om Blackburns Lucas Neill, at den tackling han satte ind, som brækkede benet på Jamie Carragher, var ’a coward’s challenge’, og bad om en månedlang karantæne til Neill. Fair nok. Jeg har ikke set den, hvis den brækkede benet på manden må den have været svinsk, og i alle tilfælde er det vel ikke for sjov at Rovers har Graeme Souness som træner. Men det var, som før nævnt her, den samme træner som forsvarede denne tackling med hele sin anløbne ære, og som kaldte den ’practically an accident’. Hykleri i tredivte potens.

Når alt dette er sagt, så var det jo meget belejligt at have Kusks udtalelser at gå efter. For i al kritikken af dommer Vejlgaard var det mest kritisable jo at han (udover at snyde AaB for et soleklart straffespark, da Karim Zaza igen hev en mand omkuld, denne gang David Nielsen) ikke udviste Kaspar Dalgas for årets måske mest brutale tackling på Stefan Schmidt, i præcis samme stil som vi kender fra The Anfield Ripper ovenfor. Hvor belejligt så at have Kusk som lynafleder.

Jaja, jeg hørte godt folk skumle efter kampen i Viborg: bare vi havde haft en lynafleder, så vi kunne hænge ansvaret for det sløje resultat over på en uduelig dommer, en inkompetent bolddreng eller et frossent straffesparksfelt. Men det havde vi ikke. Vi havde os selv, og ja, det var altså et sløjt resultat, for vi er efterhånden ved at have en trup – nej, det passer ikke, vi har en trup – som ligesom Real Madrid i Spanien eller Celtic og Rangers i Skotland forventes at vinde hver gang de går på banen, og at tabe til Midtjylland hjemme eller spille uafgjort mod Viborg ude er, alene ud fra holdets markedsværdi, objektivt set en skuffelse. Også på baggrund af en truism om at ’der er ingen nemme kampe i moderne fodbold’. 

Det er skuffende at spille 2-2 mod Viborg, og det er både i særdeleshed skuffende at tabe 0-1 hjemme til midtjyderne og generelt skuffende kun at have vundet fire ligakampe hele året i Parken, hvoraf de to mod Poul Hansens pløkumulige AGF. Det er ikke bare skuffende, det er ringe, og lur mig om ikke der er en bevidsthed om det, trods at dette forår har vist at der er is i maven hos hele trænerstaben og en fast tro på at det nok skal vende, hvis vi holder fast i spilkonceptet, og bare arbejder videre. Hvad nu hvis det ikke vender? Hvis vi er blevet luret? Noget kunne tyde på at Midtjylland havde luret os – de fik lukket af de rigtige steder, forsvarede dybt, pressede vores spil indad, og tog tempoet ud af det. Viborg kunne ikke lure os, de var blæst til side hele første halvleg, men det var stadig ikke nok til at give et mål. Og ikke nok med at uskarpheden fortsatte i anden halvleg, tempoet røg også, samtidig med at Álvaro og Zuma blev trætte. Derved var det nips, fra side til side, og generel tilbagevenden for forårets migrænefodbold. 

Men der er egentlig ikke så meget grund til at køre rundt i det. For mens jeg fik en tordnende hovedpine af den kamps anden halvleg, så var jeg da glad nok for at Peter Nielsens forkølede skud fik ændret retning og gik ind – selv om jeg da også gerne havde set Todis skud til sidst gå ind; men vi ved jo at hans højreben er helt håbløst.

Næh, nu gælder det Herfølge, for som I hørte for et par uger siden, ledsaget af grædende violiner, blev lørdagens kamp den første i Parken jeg var nødt til misse i en årrække. I aftes kom jeg sent hjem, og i dag har jeg så først sovet længe og siden passet bar på utålmodig vis, så jeg kan komme til at se på videoen hvilken pragtkamp jeg er gået glip af! Hey, jeg husker sidst vi spillede mod Herfølge! 4-3 vandt vi, det var en oplevelse af de store. Zuma og Todi scorede – det har de nok også gjort i går! Todi skal bare have bolden ordentligt, så er han giftig. Han ville i hvert fald aldrig misse et åbent mål, og blot ramme stolpen, med sin venstre fod!

Næ, forventningerne er i top. Så stereotypt som mod Midtjylland kan de vel ikke spille igen, og en kamp mod en oprykker uden at vi scorer, nej, det tror jeg simpelthen ikke på! Og mon ikke også OB har bremset Brøndby? Jeg har heller ikke fantasi til at forestille mig at de igen får slæbt heldige point hjem, godt hjulpet af en dommer der for tredje kamp i træk overser et åbenlyst straffespark til deres modstandere. Og da slet ikke når dommeren hedder Kim Milton! Det er bare ikke hans stil. 

Så på med videoen, men en gang imellem må man hellere lige slå over på SVT’s 24-timers nyhedstjeneste for lidt underholdning. Trist baggrund eller ej, så er efterforskningen af Anna Lindh-mordet jo ved at antage proportioner som minder om en blanding af håndteringen af drabet på Palme, denne gang ledt af de navnkundige gadebetjente Kristiansson og Kvant fra Sjöwall og Wahlöös politiromaner – I ved, de to skånske betjente der lader en morder slippe væk fordi de har travlt med at anholde en femårig som har råbt ”Polis, Polis, potatismos” efter dem på fornærmelig vis. 

Deres anholdelse af den 35-årige som de regner for at være NK-manden, ham som blev fotograferet på et overvågningskamera i NK, er mildt sagt interessant al den stund, at af en fotoudpeget mand at være ligner han faktisk ikke den fotograferede særlig meget. Hvad mere er, hvis han virkelig som anført i den 35-åriges livshistorie, som aviserne har svælget i, og som – morder eller ej – mildt sagt ikke får ham til at fremstå som meget mere end et førsteklasses røvhul, er en fyr som har sin gang i de noble kredse og som er salonfähig nok til at rende omkring både på de suave caféer på Östermalm, og desuden en efter sigende stilbevidst Djurgården-hool, så er det godt nok overraskende at han skulle rende rundt i en fedtet hættetrøje, en fedtet hat og desuden et særdeles fedtet svenskerhår, i en grad så de vidner der rent faktisk har udtalt sig mente at det måtte være en hjemløs.

Det ser da også udfra politiets manglende oplysninger om resultatet af deres dna-test stadig tyndere ud, medmindre forhalingen af offentliggørelsen bare er et taktisk spil, eller at sågar anholdelsen af den 35-årige er en skinmanøvre. Det virker bare så usandsynligt efter Palmeutredningen, som Arne reflekterer over ovenfor. Det burde vel allerede med vidners hjælp være muligt at få en særlig bestyrket mistanke til manden, hvis det virkelig er ham, men i stedet for en tung sag i grundlovsforhøret har man en vogn holdende inde foran NK, hvor de vidner som for længst burde have været inddraget i sagen kan komme hvis de har noget at fortælle…

Mit gæt er at politiet er i dybe vanskeligheder – et gæt der næppe er mere eller mindre uforsigtigt end Birger Peitersens gæt efter Inters 3-0-sejr over Arsenal i London på at sidste års semifinalister var et hold ”der ville kunne gå langt i turneringen”. Men man kan jo blive overrasket. F.eks. over at en mand med et ministerdrab på samvittigheden ville være interesseret i at opholde sig op og ned ad Råsunda med et lokalderby og topopgør mellem de bitre rivaler Hammarby og Djurgården i gang, hvilket er ensbetydende med tilstedeværelsen af en veritabel hær af adskillige hundrede betjente. Så havde det nærmest været mindre risikabelt for ham at gå ned til vidnevognen ved NK, slå døren op og råbe: ”Go’ middag go’ middag! Jag gjorde knivdåden! Jajamän!”

Men igen, selv om han ikke skulle være skyldig har han da i hvert fald været en omvandrende pr-katastrofe for Djurgårdens IF, alene pr. association. Og også i danske aviser har man siden kunne læse ikke bare om omfanget af hooliganproblemet i Sverige og dets forbindelser til nazistiske grupper, men også at den 35-årige holder med Chelsea – hvilket linker hele den engelske hooligankultur til mordet på Anna Lindh! Og så selvfølgelig det uundgåelige punkt: at journalister til tider er forbandet dårlige til at huske, at fankultur og voldskultur ikke er identisk, med det resultat at det kommer frem at den 35-årige ”er en ledende skikkelse i en af Sveriges største fodboldfanklubber”. 

Hurra, så er vi ligesom alle med til at planlægge drabet. Blot for lige at illustrere hvor tåbeligt det er, så lad mig nævne en artikel, der fortæller at den fængslede 35-årige er en kæmpestor fan af Morrissey. Skulle vi så ikke lige se at få Säpo til at infiltrere hans pladekøbere, eller dem der køber The Smiths! Deres kreditkort kan vel spores. Og politiet lægger forhåbentlig jernringe rundt om koncertsalene næste gang den storhagede barde fra Lancashire tager på en skandinavisk turné! Og endelig kan politiets topchefer passende kigge på det mexikanske spor - var det Zapatistaerne der fik ram på Anna Lindh? Moz er jo enormt populær blandt latinoerne. På tide at sende den homoseksuelle forlægger afsted på en enemission!

Og med det venlige råd vil jeg takke af for denne gang. Det er også blevet temmelig sent, kan jeg se på uret…

-smølle

og på jukeboxen kører:

Ugens kunstner:

David Sylvian
”I’ve always rather liked David Sylvian.” – Neil Tennant fra Pet Shop Boys, 1996. Hvilken lettelse at læse de ord, for jeg havde altid troet jeg var nogenlunde alene i den henseende. For jeg har altid virkelig godt kunnet lide David Sylvian, lige siden jeg for næsten tyve år siden fik en fødselsdagsgave der bestod i Japans dobbelte opsamlingsalbum Exorcising Ghosts. Bowie var allerede gud og Depeche Mode heltene, men her var der et band som føltes som om jeg nærmest selv havde opdaget dem, og som jeg havde for mig selv – de var allerede opløst på det tidspunkt. 

Og musikken var fascinerende på den måde som firsernes lyd nu kunne være – masser af keyboards, lidt af en indflydelse fra dansemusikken på de tidligere numre (det skulle vise sig, at der var endnu tidligere numre der var ren glamrock og ikke særlig godt overhovedet, men det var ikke aktuelt dengang) som en ekstra cool udgave af Roxy Music, hvis navnkundige Bryan Ferry da også blev grundigt efterabet af sangeren David Sylvian, men også med en lyd som passede godt ind i tiden, hvor Duran Duran, Visage og Ultravox prøvede nogenlunde det samme – at fusionere new wave, elektronik og disco, som det var påbegyndt med Donna Summers og Giorgio Moroders ’I Feel Love’ samt selvfølgelg alt med Kraftwerk. Siden blev det for Japans vedkommende, på deres sidste og mest succesrige album Tin Drum, blandet sammen med en mere orientalsk lyd, men deres bedste plade er for mig den tidstypiske men stadig enormt langtidsholdbare Gentlemen Take Polaroids fra 1981.

Siden forlod Sylvian popstilen, opløste bandet som alligevel ikke lavede andet end at skændes, og indledte en solokarriere som først gav den utrolige single fra filmen Merry Christmas Mr. Lawrence, ’Forbidden Colours’, og siden har givet en række smukke, melankolske albums, specielt de første tre – Brilliant Trees, Gone to Earth og Secrets of the Beehive, som kom fra 1984 til 1987. Herefter begyndte han at flakke vildt omkring, lavede instrumentale soloplader der var umulige at holde sig vågen til, enkelte fine singler, gode og mindre gode samarbejder med andre, en faktisk vellykket men midlertidig gendannelse af Japan, og endelig den fine Dead Bees on a Cake i 1999 og en strålende omend ulogisk sammensat opsamling, Everything and Nothing fra året efter, som udelod lige så meget fint som det samlede af ellers forsvundne singler fra de sidste 20 år.

Og hvorfor så spille Japan og David Sylvian hernede, udover at det er smukt? Jo, fordi Virgin er så elskværdige, at de genudsender hele møllen, altså det de selv udgav – hvilket begynder ved Japans album nummer fire, det ovennævnte Gentlemen Take Polaroids. Og det fik mig til at grave hele møllen frem, og til at sidde og svæve hen til ’Nostalgia’ fra Brilliant Trees. Og Japans dånende ’Nightporter’. Men dog ikke til at lægge makeup som på Japan-albummenes omslag. Musikken kan godt vare ved uden at imaget gør…

Ugens album:

Love Shop: Go!
Som blev spillet i fuld længde på Park Café fredag til endnu en forrygende koncert på Love Shops seksdagesløb gennem de københavnske spillesteder, Copenhagen Screaming! I øvrigt samme aften som Park blev indtaget af deltagerne fra Stjerne for en aftens første af alt, alt for mange udgaver i denne sæson. De holdt fest ovenover, og det er da bare så symptomatisk som det kan være, at det er dilettanterne der synger i tv i prime time, og som får spotlight og rød løber i døren, mens det er kunstnerne der spiller i klubberne – men det må vi have vænnet os til efterhånden.