Velkommen i bulen.  Snottet står ud af alle ansigtsåbninger, så du vil forhåbentlig foretrække selv at servere din øl i dag.  Det er kreperligt, hvor handicappet, man kan blive over en almindelig forkølelse, men find en barstol i behørig afstand, så skal jeg underholde en stund, inden jeg koger over.

Det var ikke første gang, Fede Jørgen var forbi.  Tværtimod kigger han ind fra tid til anden, og drikker en fyraftenspils eller seks, hvis vi ligger sidst på ruten.  Fede Jørgen er nemlig ølkusk, skal jeg sige dig, og da han har senioritet, er det ikke ham, der må sidde og vansmægte med en Super Light inden vognen skal i hjem og i garage.  Næ, det er skam de gode sager, der nedsvælges, og det er altid værd at spendere et dusin elefanter, for når Jørgen begynder at fortælle, er der ikke det, der ikke får et ord med på vejen, og han er altid god for lidt sladder om de øvrige bæverdinger i vores kvarter, og den slags er jo altid morsomt.

F.C. København får også nogle gevaldige hug en gang i mellem:  Det er en besynderlig kunstig konstruktion, mener Jørgen; og det skal han naturligvis have lov til at mene.  Jørgen mener, at det var bedre dengang, der var KB og B1903, og de var Københavnerklubber.  Ligesom AB og FREM.  Det var de gode gamle dage, mener Fede Jørgen.

Fede Jørgen er Frem-fan.

Her forleden var Fede Jørgen forbi igen.  Denne gang med røde og blå striber udspændt som et trommeskind over det imponerende korpus, men dog ikke uden den for Jørgen så karakteristiske lædervest, der helt anderledes er one size fits all.  Han havde sine kammerater med, da han besøgte os, og de var alle tørstige og flinke mennesker, og medens de sad ved bordene ude på fortovet, gik vi andre rundt og grinede i skægget over at se disse granvoksne mænd, der var nervøse som små skoledrenge på vej til første skoledag.

De havde forberedt sig med bannere og slagsange:  Nu skulle de opkomlinge ha' da-da!  Og medens øllene forsvandt med imponerende hast trådte ølbasserne i karakter.  Alt dette skete i øvrigt ganske uden at vores vanlige klientel blev bevæget til andet end et løftet glas i retning af det lille selskab og et løftet øjenbryn i mistro mod deres bravado.

På et tidspunkt, efter jeg havde skiftet en fustage, kom jeg tilbage til et ganske formørket lokale.  Det viste sig, at vores fremmelige kammerater på fortovet havde besluttet at hænge et banner op, der dækkede vinduerne og det meste af facaden.  Det lød noget i retning af, at Valby var det sande København, men at Gentofte og Frederiksberg var et eller andet, der endnu ikke var åbenbart, da en af de berusede besøgende balancerende på en barstol stadig var ved at hæfte den sidste del op.  Det var en noget vakkelvorn procedure, og en af mine kollegaer var allerede derude, for at forsøge at tale ham ned, inden der skete en ulykke.  I det hele taget var det nok en dårlig idé med et sådan banner, forsøgte vi at forklare gæsterne; nu er vi jo en beværtning, der er fuldstændig og udelukkende Københavnsk af overbevisning.

Så var fanden løs i Laksegade!

Vi blev læst og påskrevet, om hvordan vi knægtede deres ytringsfrihed!  Det var i strid med menneskerettighederne, det vi nu bad dem om!  Slørede ord om grundlovsstridige indgreb og fabuleringer om den lille mands kamp mod storkapitalen og "systemet" føj os om ørerne.

Reaktionen kom en smule bag på os, og vi forsøgte forsigtigt at fortælle, at de jo var velkomne til at bruge deres banner et andet sted; det var blot lige på vores facade, vi foretrak at holde fri for modstanderholdets propaganda, men nu var de fornærmede.  Det var ikke det sidste, vi ville høre i denne sag, lovede de os, og om de ligefrem havde tænkt sig at lægge sag an ved Menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg, fandt vi aldrig ud af, for de bestilte et par omgange håndbajere og forlod os knejsende.

Vi havde jo ikke tænkt os at ødelægge stemningen, men at vi ligefrem blev beskyldt for at være forfatningsstridige, det kom alligevel bag på os:  Nu var det jo vores facade, og derfor også vores valg, hvad vi ønskede at dekorere denne med.

Nuvel, det generelle indtryk var forhåbentlig godt, og vi håber, de fik deres banner med i Parken, for der kunne de vel flage, som det lystede uden at det kunne genere nogen.

Og så har vi i øvrigt fået et regnskab ind ad brevsprækken.  Og det ser jo ikke ubetinget godt ud.

For en gangs skyld, ser det ud til, at man ikke har sat næring efter tæring i København.  Tværtimod har man set massive investeringer i fodbolddelen af koncernen, der ikke modsvares af indtægterne.  Med andre ord giver fodboldforretningen F.C. København underskud.

I hvert fald på kort sigt, for naturligvis er tanken, at de mange penge, der er brugt, skal ind igen, men den slags sker kun, hvis F.C. København kvalificerer sig til Champions League, og uanset hvilke signaler direktionen i øvrigt sender til pressen, kan man kun læse een ting ud af tallene i regnskabet: F.C. København satser på mesterskabet og kvalifikation til Champions League, og ethvert andet resultat er en fiasko.

Og risikoen for fiasko er stor.

F.C. København er i den heldige situation, at hvad vi taber på gyngerne får vi ind på karusellerne, og i modsætning til så mange andre fodboldklubber risikerer vi ikke pludselig at stå bankerot, hvis investeringerne ikke fører til det resultat, man håbede på.  Ikke desto mindre er regnskabet alligevel udtryk for en ny og risikabel linie i F.C. København, for hidtil har man ført en meget konservativ økonomisk politik — ikke noget med "økonomisk doping" — som Flemming Østergaard plejer at udtrykke det; med andre ord: Ikke noget med at pumpe penge ind i projekter, hvor man ikke er næsten sikker på, at man får pengene med sig igen.

Hvordan skal denne nye linie så forstås?  Man kan vælge det positive perspektiv, og glæde sig over at det tyder på, at fodbolden virkelig er virksomhedens kerneområde, og de øvrige dele af virksomheden er kun økonomiske malkekøer, der skal sikre fodbolddelens fortsatte vækst.  Man kan også være lidt mere kynisk, og betragte linien som et ufrivilligt produkt af de bristede Champions League-drømme; og dermed også sagt, at den står på økonomisk smalkost i det næste stykke tid.

Vi kan jo heller ikke tillade os at glemme, at vi faktisk er et aktieselskab, og at bestyrelsen derfor ikke uden videre kan skrive blanko checks til investeringer i fodbolden, hvis der ikke kommer nok retur.  Alt i alt kan det meget vel være, at vi befinder os ved en skillevej: Hvis vi genvinder mesterskabet, kan vi fortsætte stilen hidtil, hvor vi har "råd til" en bænk fyldt med spillere, der er indkøbt og får løn til en stamplads på holdet; hvis ikke, er jeg bange for, den står på væsentlige økonomiske stramninger i sæsonerne, der følger.

Nå, det er muligt, det er feberen, der taler.  Hvis Zuma bliver solgt for 20 millioner, ændrer det økonomiske billede jo sig væsentligt — på den anden side er Zuma jo for øjeblikket en absolut nøglespiller på holdet.  hmrpf... Der er nok ingen vej udenom at genvinde mesterskabet og så kvalificere os til Champions Leagues gruppespil... så det er bare at tage fat!

Nå, det er tid til at komme hjem og pleje sig under dynerne, så kan du humme dig af ud af døren, så skal jeg nok sørge for, at der står taxa parat.  Muhammeds, hvis han er ledig.

Martin CX

Ugens jukebox byder på fremragende hiphop, fra et par af mine yndlingsgrupper inden for genren.

N.E.R.D. "Provider"
OutKast "Hey Ya!"
Black Eyed Peas "Shut Up"

Og så tager vi lige et par drengerøve fra Danmark med...
Ufo & Yepha "Hver Dag"