For fanden da! Så står man her igen og er mere blank end Tante Oda's stuebord i mahogni. En ny landskamppause har sat ind og i den store verden har Jimmy og Fatima fundet hinanden. Endda i en sådan grad, at de er blevet forlovet. Endnu en forlovelse blandt mange i disse tider. Det foresvæver mig, at jeg hørte i radioen i morges at 40% af alle disse indgåede ægteskaber ender med skilsmisse. Vi kan så gisne på om Jimmy og Fatima ender i den statistiske procentsamling, når deres tid kommer.

I følge rygterne ude i gaden skal den lykkelige og fuldbyrdede forening ske i maj til næste år, og vi hernede fra skal da være de første til at ønske tillykke. Jimmy kommer ind i mellem forbi til en arbejdsbajer, når han ikke lige er ude på en af sine mange verdensomrejser, og Fatima er vi alle enige om har forskønnet gaden med sit eksotiske og helt ikke danske udseende. Det siges at hun kommer fra et sted på den sydlige halvkugle, hvor solen skinner meget mere end her på disse nordlige breddegrader. Et sted hvor også Jimmy indfangede hende, igen på en af sine mange verdensomrejser. Den lille knast i disse glædelige omstændigheder er dog om de overhovedet får lov til at gifte sig, ægteskaber mellem danskere og fremmede er nemlig ikke helt velansete i disse tider - men på den anden side har den stedlige regering jo givet andre lov, så mon ikke Jimmy og Fatima også kan slippe igennem nåleøjet når dagen oprinder.

For fanden! Her står vi og sutter i hver vores fadølsanker fyldt med hver vores hjernecelleberøvende væske, mens vi sender hinanden diskrete og indforståede blikke. Jimmy og Fatima - I guder og må de virkelig være med jer og alt det der. Skal vi virkelig tilbage til lørdagens kamp? Skal vi virkelig? Ikke nødvendigvis, mumler du og tier derefter nærmest demonstrativt. Ja ja, bare overlad det til mig. Bare tør det hele af på bartenderen. Han kan altid finde på noget. Noget andet end de tre point ude fra Gladsaxe. Den klarer han selvfølgelig i en håndevending. Gu gør han ej! Og nu undrer du dig over, hvorfor der er underligt stille her til aften?

For fanden da, mand! Selv nestoren er faldet hen og sidder og glor på sine neglebånd i aften. Men bartenderen stoler I alle selvfølgelig blindt på. Det er under alle omstændigheder hans ansvar at sørge for underholdningen, hvisker I... og nu står han blot her og mimrer og spiller omsonst fingeren på underlæben ud mod den evige cigaretrøg, biibaabuu, og diggeluu diggeleey, Søren Frederiksen er gay! Skal vi tale om Bosnien på lørdag? Skal vi virkelig? Nej, bevares. Men jeg erkender det denne gang, jeg må være mit ansvar bevidst. Vi må videre. Lad os prøve med en lille historie fra tidernes overdrev.

Der var engang en mand... der var engang en bestyrelsesformand. Lad os kalde ham Don Media, for at undgå et hvert sammenfald med virkeligheden (for dette har intet med virkeligheden at gøre, slet ikke!) ... Denne mand, Don Media, var ikke bare en mand, men også en dygtig mand. Det mente han i hvert fald selv og det mente mange andre med ham. Don Media havde engang været direktør i et mindre selskab i underholdningsbranchen, og han var egentlig kommet sådan lidt underligt ind fra sidelinien fra et andet og meget mindre selskab i underholdningsbranchen, men blev pænt modtaget hos de fleste i det lidt større, men dog stadig lille, selskab. 

Don Media gik til sin nye opgave med stor flid, ikke mindst fordi han virkelig selv anså at dette - hans nye selskab - havde væsentlig større potentiale end det endnu mindre havde haft. Og i en rum tid gik meget sådan set fint. Don Media høstede mængder af stille anerkendelser, selvom han var en lidt pudsig og enerådende figur, og de resultater han stædigt fremviste for selskabet kunne ingen tage fra ham. Det gik ganske godt med underholdningen. Der kom så en tid hvor Don Media's enerådighed blev for voldsom, også for ham selv. Selskabet måtte opdeles i en afdeling for overordnet underholdning og en for primær underholdning. Den primære del blev overgivet til andre, mens Don Media kunne fortsætte i rollen som overordnede underholder. Noget som umiddelbart lignede en god løsning for selskabet. Der blev høstet fortsat succes på mange fronter, især den primære underholdningsdel begyndte nu at fungere som aldrig tidligere set i selskabets historie. Noget som alle selvfølgelig også erkendte hang sammen med den fortsatte udvikling på den overordnede del.

Alt dette begyndte også snart at implantere sig i medierne, den skrevne presse, såvel som TV og radio. Don Media kom mere og mere på, blev en efterspurgt person, der skulle give sin mening om dette og hint, og han gjorde det naturligvis gerne. Selvom han ikke altid følte sig lige rigtigt citeret. Måske blev det også derfor, at han på et tidspunkt så sig nødsaget til at skrive en helt egen biografi. Akkurat dette står dog hen i det uvisse i denne historie. Hvad ville han egentlig fortælle med biografien? For os bagkloge bliver den ikke helt gennemskuelig, men faktum blev at Don Media snart efter så sig nødsaget til at træde tilbage som direktør for underholdningsselskabet. Han blev i stedet bestyrelsesformand i samme selskab.

Og derfor var der engang en bestyrelsesformand, der nu fik masser af tid, som han ikke havde haft som direktør. Al denne tid skulle bruges til noget og den brugte han snart i medierne. Den ene dag kunne han deltage i en demonstration på landsdækkende morgen-TV, den næste kunne han sende læserbreve til forskellige aviser, næste igen kunne han invitere eksotiske brullypspar i personlig audiens inde hos underholdningsselskabet, igen på landsdækkende TV, og atter næste igen kunne han deltage i en TV-quiz og sågar få plads til at få venner og andet til at fortælle det meste om ham selv, bare det var godt, og alle hans tilbøjeligheder, igen naturligvis på landsdækkende TV. Derved blev Don Media til Don Media. Igen og igen. Aften efter aften. Morgen efter morgen. 

Overalt hvor der var et TV-kamera eller en journalist, der var Don Media også. Der blev tilsyneladende ingen grænser, og der var tilsyneladende ingen indenfor i selve selskabet der fandt det nødvendigt at reagere. Måske fordi underholdning jo blot var underholdning og enhver eksponering er bedre end ingen eksponering. Men her vurderede selskabet forkert. Der er den primære underholdning og der er den overordnede underholdning - og så er der den endnu mere overordnede underholdning. Selskabet skelnede bare ikke.

Her begynder historien om Don Media også at blive tragisk. Han blev fanget i sin rolle, han mistede evnen til at sige "nej", nej til alle dem der ville bruge ham, nej til alle dem der blot ville benytte ham som et blikfang, nej til alle som ville et eller andet på egne vegne. Og frem for alt mistede Don Media evnen til at se sig selv i et mere kritisk lys. Han mistede evnen til at træde tilbage fra rampelyset og scenen. Han begyndte helt og holdent at leve for at være på, for at blive spurgt, om dette og hint, og for at svare, om dette og hint. Og når det ikke skete, måtte han selv træde frem. Som han så det, var det intet andet at gøre. Alt vedrørte jo ham, mente han selv. Han kunne gøre forskellen alle vegne. Via mediernes billede af ham selv og i følge ham selv.

Men en dag brændte Don Media helt ud. Folk begyndte at grine, og latterbrølene blev højere og højere, blot han viste sig i medierne. Med latteren kom afskyen og den voksede og voksede... selv inden for selskabets egne rækker var der ingen mere der kunne tage ham seriøst. De stumper af underholdning som fortiden stadig hæftede ved hans person, drev bort i horisonten som håbløse og desperate handlinger fra en enkelt og forvildet person - engang med en fjern fortid i selskabet.

Al den hæder og tilsyneladende respekt han engang havde søgt, Don Media, den store erobrer og selskabsfader, alt endte det som hule ekkoer af noget som ingen længere gad vedkende sig. Han overspillede sin rolle, og i en branche som underholdningsindustriens er der ingen billige billetter at hente. Slet ikke når vi taler primær underholdning. Og næppe heller i den overordnede del af slagsen. Historien om Don Media ender derfor højest som en kitsch-ting for eftertiden.

Ak ja! Man står her sgu igen, den evige bartender med sit evige forsøg på at underholde, der kan falde ud til højre og venstre uden at man aner om det er godt eller skidt. Principielt er vi også ligeglade hernede i bulen, vi er fem bartendere der på skift formår at hælde vand ud ad ørerne. Vi har FC København til fælles, men vi har også det til fælles at vi ikke ønsker at FC København ender som en ren parodi i underholdningsbranchen.  

Nogle gange kunne det også være rart, hvis selskabet omkring FC København havde den samme ambition. At finde en balance mellem det primære, det sportslige, og så det rent personlige.

For fanden da! Her står man igen og føler sig nogenlunde som Umberto Eco på aftenarbejde. Og nede i Italien fedter Fiorentina sig igennem deres nyvundne Serie B-status med oceaner af uafgjorte kampe. Men de overlever dog over nedrykningen, trods den bizarre situation at de er rykket to rækker op denne sommer. Hvilket de naturligvis selv er stolte over. Så foreløbig handler det vel bare om at overleve. 

I den engelske Premiere League begyndte Tottenham også igen at vinde i den overståede weekend. Sådan for alvor. Glen Hoddle blev sparket ud, og 3-5-2 blev forvandlet til 4-4-2 hos David Pleat, en endnu ældre Spurs-mand på trænerbænken. Resultatet blev at de slog Everton 3-0. Min gode kollega Smølle havde dog allerede - som Everton-mand og uden de store sværdslag - på forhånd ønsket tillykke med sejren. Før vi drog til Gladsaxe i lørdags. Everton vinder aldrig på White Hart Lane, uanset hvor skidt situationen så tegner sig i det nordlige London. Man må efterfølgende erkende at han heldigvis fik ret, og derfor er der heller ingen basis for storskrydende pral akkurat her. Langt hen ad vejen er vi nok også i samme middelmådige engelske båd her og verden gik såmænd sin vante gang i lørdags - også på White Hart Lane (hvor man selvfølgelig glæder sig til en 8.-plads igen).

Muhammed har i øvrigt allerede adskillige kald til taxien! Det er ved at være slut for i aften, venner! Det er kun et spørgsmål om tid inden vi alle skal hjem... med endnu en landskamppause ventende forude. Forhåbentlig bliver Ferencvaros den ekspeditionssag som vi forventer...Vi håber... ikke mere Rangers!

Jan Saxo

Ugens koncert:
David Bowie i Forum, tirsdag den 7/10-03
- i tirsdags indtog "det hvide spøgelse" København. Tre af bulens fem bartendere droppede forbi i samlet flok og fik en meget flot koncert smidt tilbage i hovedet. 2½ time med en veloplagt Bowie og med et veloplagt band bag sig. Hovedvægten lå selvfølgelig på den nye CD-udgivelse "Reality", ansporet allerede i åbningsnummeret 'New Killer Star'. Men der kom også adskillige pragtfulde strejftog tilbage i den enorme sangskat. 'The Man Who Sold the World', 'Ziggy Stardust', 'Hang on to Your Self', 'Breaking Glass', og 'Changes' som efter sigende skulle være bragt impulsivt frem da bandet et øjeblik glemte sin egen sætliste. Det var ikke til at høre, og der var vist næppe nogen i Forum der brokkede sig. Helt vidunderlig var 'Ashes to Ashes', udsat for Earl Slicks sylespidse guitar. Et højdepunkt blev næsten, da lyden i et af de nyere numre 'Slip Away' halvt forsvandt. Pludselig blev hele Forum overladt til sig selv og 6-7.000 brølende stemmer, mens teksterne rullede over storskærmen (for første gang under hele showet). Det fungerede så vanvittig godt, at det efterfølgende blev ligegyldigt om det var en teknisk fejl eller en bevidst finte fra bandet. Fra vores positioner noterede vi i hvert fald ingen panik fra hverken mixerpulten eller scenen. Twinkle, twinkle Uncle Floyd!!!

En anden mere bizar side af koncerten blev så den enorme mængde af vagter, der drønede rundt mellem os i gule sweatshirts. Ihærdigt spejdende efter gløden af en tændt smøg i mørket (der var tilsyneladende dekreteret rygeforbud over hele salen) eller simpelthen blot på udkig efter folk der dansede for ivrigt på de forkerte steder, og i de forkerte sektioner af salen, eller blot stod for meget op. Hvordan fanden man overhovedet kunne finde på at gøre koncerten til en all-seater begivenhed, henstår for mig i det uvisse. Det virkede nærmest som en hån mod musikken og publikum. Og jeg skal da med stolthed i stemmen indrømme, at det lykkedes for mig at ryge to smøger uden at blive fanget af de gule skolegårdsvagter. Der var så en masse andre der tyede til en gammel klassiker, en smøg på toilettet, inden vagterne lurede den.

Dette kan dog ikke slette indtrykket af en stor koncert og en fornem revanche fra Bowie himself i forholdet til mig. Sidst jeg oplevede ham var i 1990 i den gamle Parken. Dengang var han en kæmpe skuffelse. Jeg har dog stadig et lille personligt hængeparti med ham - heller ikke i tirsdags gad han spille 'Rock'n'roll Suicide'!