Det var henad sen aften i lørdags, at han hidsede sig noget så gevaldigt op. En af vores mange stamgæster, der havde stået ved baren og lyttet hele dagen til snakken der havde gået. Der havde været næsten fuldt hus hernede, for vi havde fået besøg både af de folk der ikke har TV3, og de der bare ville være i godt selskab mens de, med den sædvanlige mådelige begejstring vi normalt oplever hernede, så kampen og senere den engelske.

Mens EM-pladsen blev kørt hjem i bedste Drillostil af både det ene og det andet hold, gik snakken anderledes livligt om et andet emne gennem hele baren. Her var for tamt, hed det. Stemningen i spruthuset var blevet for mat. Der var slet ikke nok vildskab. Folk stod oppe ved baren og småsludrede, eller de stod bare og fik sig en øl eller en kop kaffe helt uden at sige en lyd, blev det anført. Ja, sagde nogle, der var folk der kom og stillede sig der bare for at blive set! ”Så må de sgu skrubbe ned og sætte sig ved bordene,” syntes holdningen at være. ”Baren er for dem der vil sætte liv i kludene!”

Vores dør stod åben, og i den klare nattehimmel kunne man se både en formidabel fuldmåne og den olmt glødende planet Mars stå over husets tage. De himmellegemer siges jo, i de gamle folkesagn, at skubbe lidt ved folks psyke. Om det var derfor vores gæst tændte sådan af, ved jeg ikke. Men vred blev han lige pludselig, hen mod midnat, og her er hvad han sagde.

”Nu gider jeg fandme ikke mere høre på mere pis om at folk som jeg selv er med til at ødelægge stemningen hernede. Og så er jeg i øvrigt ligeglad med om det er fra jer derovre som har været gæster hernede lige så længe som jeg har, eller om det er fra jer derhenne som kun er kommet hernede i et kort stykke tid.

”Jeg kommer altså ikke for at underholde resten af gæsterne, eller for den sags skyld bartenderne. Det betyder ikke at jeg gerne vil have ro! Det betyder ikke at jeg hellere vil sidde i et teater! Og det betyder slet, slet ikke at jeg ikke vil være med når der er smæk på oppe ved baren, og liv og glade dage, for det er jeg, og det vil jeg altid være. Det er ikke noget tilfælde at jeg altid står her. Og en ting er sikker: jeg stod her da dette spruthus var en kummerlig lille bule, endnu mere kummerlig, og jeg føler at jeg har fortjent at stå her. Så pokker stå i det om jeg kommer til at vige pladsen. Det sker aldrig!

”Og det selv om jeg ind imellem måtte have lyst til bare at få en bajer og sludre en del af tiden. Hvilket jeg til tider har. Og må jeg så sige, at min lyst til at skabe fest og kulør hernede bestemt ikke bliver hjulpet af det forbandede tynde sprøjt bartenderne serverer uge efter uge, og som jeg som et fjols betaler for igen og igen!”

De sidste ord sårede faktisk temmelig meget, men han var så indædt at se på, da han knaldede sit på det tidspunkt tomme glas – så skidt kan det jo heller ikke være, det sprøjt, for han drikker det jo fuldt ud – i baren med et ansigt så rødt som planeten på byens sydlige himmel. Jeg hældte i stedet endnu en fadøl op til ham, mens småsnakken vendte tilbage i krogene rundt omkring.

Det var stadig mest om det tilstundende EM. Vi havde haft en overordentlig pinlig episode tidligere, hvor en kåd nordmand i en gevaldig brandert var kommet bragende ind og så at vi korsede os over de forskudte billeder fra hans landsholds kamp mod Allan Simonsens jammerlige Luxembourg. ”Vi er de beste i verden! Vi har slått Luxemburg ett nøll!!”, brølede han. ”Luxemburg, der kjemper er føtt! Josy Barthel! Jacques Santer! Robert Schuman! Der stod alle sammen! Marc Girardelli, can you hear me!?! Your bøys took a helll of a beating!!!” indtil vi tog ham i hoved og røv og kylede ham ud af døren for at få ro. 

Sandheden var nemlig på det tidspunkt, at der lå en decideret flov stemning over baren efter at landsholdet først med den hamrende ufortjente udligning i Parken havde sendt Rumænien ud af kapløbet, og siden med resultatet i Sarajevo ekspederet Bosnien samme vej – og dermed banet vejen for at det rædselsfulde norske landshold nu stod med en chance for at kvalificere sig. Selv om enhver med bare en overfladisk viden om fodbold måtte kunne se, at rumænerne ville pynte en del mere på en slutrunde end de norske langtonsere.

Ikke at rumænerne selvfølgelig skabte den helt store sympati for sig selv ved at skabe sig efter at have 'tabt' i Parken. Jovist, de havde da en fin pointe hvad angik dommeren. Han forærede da bestemt Danmark et straffespark, og han var meget generøs med den ekstra ekstratid. Og ignorerede i øvrigt behændigt, at Martin Laursen først og fremmest fik så meget plads fordi Claus Jensen holdt fast i trøjen på hele to rumænske forsvarere foran ham, så de begge tumlede til jorden. Og det var måske lidt søgt at påstå, at når nu der skulle en engelsk dommer på den danske kamp og en dansk på den engelske i sidste runde, så ville de lave en lille kæk aftale. Men på den anden side, når den danske dommer nu skulle have været Milton, så er betænkelighederne da til at forstå – han er heller ikke ligefrem den vi helst ville have til at dømme en altafgørende kamp, vel?

Men da de gik så langt som til at antyde at Carlsberg ligefrem skulle stå bag rumænernes exit, fordi de som sponsorer af EM gerne ville have deres landsmænd med, gik de for vidt. De må gerne antyde at dommerne er købt af DBU, de er velkomne til at hakke på Kim Milton ligesom alle os andre, men burde holde sig for gode til at angribe Vores Øl! For andet end at holde de udenlandske ude af markedet – og at slagte den Røde Tuborg, selvfølgelig. Men det var jo heller ikke rumænernes ærinde, de lømler!

Måske var dette endnu et eksempel på lavthængende planeter der fik folk til at handle irrationelt. Guderne skal vide, at der er nok af den slags tilfælde for tiden. Bare se på englænderne. En ting er, at internettet efterhånden mangler kapacitet til at dække interessen for sladder om hvem de seneste landsholdsspillere med en voldtægtsanklage på samvittigheden skulle være, men pludselig skaber spillerne en mediestorm af egen fri vilje. 

De var meget arrige, var de. Og hvor er det dog også urimeligt, at man straffer en spiller for at udeblive fra en dopingprøve – enhver kan jo regne ud, at når man har flytterod i tankerne, eller bare har lyst til at køre en tur, eller gå på indkøb eller hvad han nu havde gang i, kan man ikke blive hængende, selv om træningsanlægget er propfyldt med laboranter. Og hvilket modbydeligt chok at finde ud af at man anser en udeblivelse fra en prøve som lige så slemt som at aflevere en positiv test. Normalt har det jo altid været op til en spiller selv, om han ville skylle to liter vand ned efter en kamp eller bare at køre hjem, ikke?

Idioterne valgte at gøre en sag ud af om de skulle tage til Istanbul eller ej, med strejketrussel og fagforeningsformænd på barrikaderne. Skal vi gætte på at solidariteten ikke havde været den samme, hvis det var en eller anden kegle fra Stockport County, der havde lavet den tanketorsk? Men nu var det en Man United-spiller, og det er selvfølgelig noget helt andet.

Det var så til gengæld ikke den helt store ros, de fik ud af strejketruslerne, for de fleste kunne heldigvis regne ud at dopingtestreglerne også gælder verdens dyreste forsvarsspiller, men holdet nåede da at forvirre sig selv grundigt inden kampen i Istanbul. Og det gav jo morgenluft for dem af os der, måske usædvanligt for skandinaviske fodboldfans (og meget uønsket for TV2, der nærmest ser ud til at have adopteret holdet, så forudindtaget som de dækker det), ikke holder med England og dybest set ikke bryder os om dem. Hvilket ikke mindst har at gøre med historier som denne – et bevis for at mens vi klager over at B.T. og Ekstra Bladet går over stregen, kan de aldrig konkurrere med de ekstremt populistiske og konsekvent racistiske engelske tabloids, der for mit vedkommende er med til at gøre det engelske landshold komplet uspiseligt. 

Se hvordan de svælger i noget så usympatisk som afbrændingen af en figur, hængt op i en galge – et symbolsk minde om USA’s sydstaters lynchning af sorte er hermed et frisk statement fra nogle kække unge mennesker der er på linie med The Sun i at den udlænding bare skal tilbage til Udlandet, hvor det end måtte være – selv om Tyrkiet selvfølgelig er specielt slemt da de også er sådan lidt mørke i huden. Og hvad for – for at have stukket sin finger i næsen på David Beckham og at have svinet ham til, med et større slagsmål til følge. 

Ikke sympatisk på nogen måde, men at reagere som om at manden har begået en terrordåd, eller i det hele taget noget strafbart, der er godt nok langt. Ikke mindst i en uge hvor engelske spillere har spænet ind og ud af politistationer. Og i øvrigt kort tid efter at Martin Keown gjorde sig skyldig i nogenlunde præcis det samme som Alpay gjorde, mod van Nistelrooy i slutningen af Manchester Uniteds kamp mod Arsenal – men han er jo heller ikke en af de der udlændinge, vel? Ikke at jeg da ikke er meget godt tilfreds med at Keown ikke søges sendt ud af landet. Vi kunne risikere, at fjolset kom hertil.

I alle tilfælde ville det være sympatisk at rydde op i det morads som de engelske helte, der omkring sådan en kamp altid kan få lov at ride på en bølge af vild nationalisme i den engelske presse (hvis de da ikke begynder at true med strejke…), vader rundt i til daglig. I stedet for at springe på en enkelt udenlandsk syndebuk. Men at håbe på dette fra den frådende og komplet hensynsløse, amoralske og blodtørstige engelske smudspresse ville være som at håbe på at Aqua-Lene engang skulle lave et album der kan matche Leonard Cohens Songs From a Room i skønhed og følelsemæssig tyngde.

Tyrkerne var dog ikke gode nok på aftenen til at matche englænderne. Og når man så desuden gik glip af aftenens mest spændende begivenhed, slagsmålet, fordi det foregik nede i tunnelen, så måtte det ende i noget af et antiklimaks, præcis som den danske kamp gjorde. En kamp som i øvrigt gav indtryk af at være en art jubilæumsforestilling, her fem år efter at TV3 overtog superligaen. Den rædselsfulde kameraføring gjorde nemlig, at det mindede om tv-billederne i Onside inden der blev lavet gedigne transmissioner fra alle kampe, fra og med sidste sæson. 

Selve kampen var en noget tung omgang at kigge på, hvor DBU’s hold lagde kvikt ud, scorede et godt mål ret hurtigt, og siden gik totalt i stå i første halvleg og gav initiativet tilbage. Hvor de så i anden fik styr på sagerne igen, men brændte de chancer de havde for at vinde kampen. Med andre ord en genindspilning på landsholdsplan af Københavns udekamp mod Ferencvaros. 

Færdigt arbejde, og guderne skal vide at vi lige nu ikke skal lange for meget ud efter andres fantasiløshed, men dette er ikke klubfodbold med et årsregnskab på spil; det er landsholdet, og efter kvalifikationen er der da nødt til at skulle arbejdes med underholdningen i det halve år man har til rådighed uden turneringskampe – noget som et klubhold aldrig får. Er dette virkelig det spil landsholdet har tænkt sig at vise til EM, som man har set i årets kampe? For så bliver det da svært at vinde venner overalt. ”Præcis som…” – jaja, jeg ved hvad du vil sige, men det kommer vi til.

Først skal vi lige have den EM-ting af vejen, og et af de hold som forhåbentlig hurtigt kommer af vejen er ovennævnte Norge, som rendte ind i Spanien i en af de mere interessante lodtrækninger man længe har set. Helt utroligt lykkedes det de fem øverst placerede hold på verdensranglisten af de ti, Spanien, Holland, Tyrkiet, Kroatien og Rusland, at undgå at rende ind i hinanden på nogen som helst måde. Som det ses her er chancen for dette én ud af 250.

Hvis bare DBU havde haft en lige så ’heldig’ hånd når de skulle trække pokalholdene ville vi være sluppet for at alle superligaholdene ramlede ind i hinanden, som det både skete i den seneste runde, og sker igen i den kommende. Måske man skulle låne UEFA’s udstyr fremover. Hvis det er tilfældets magt, det der råder i UEFA-hovedkvarteret, så kan man da i hvert fald konstatere, at tilfældet ikke er så pokkers magtfuldt endda. Men kan det sørge for at sætte Norge sammen med verdens nummer tre, der ovenikøbet har revanche til gode fra sidste EM, så er det da afgjort til at leve med.

Og det var så den landskampspause overstået, og så kunne klubfodbolden vel få lov at være i fred fra de weekender – næ, gu’ kan den ej. Selv om playoffkampene kun involverer netop ti ud af de 50 lande der har prøvet at komme til EM – okay, 49, for vi behøver vel knap tælle Nordirland med – skal vi igen til et af de ulyksalige afbræk, og det om kun en måned. Hvis det kvaj der foreslog den måde at spille landskampe på nogensinde dukker op hernede, så får han en over næsen, det er givet.

Sidst der var et afbræk spillede København glimrende fodbold inden pausen, og vendte siden tilbage og gav os oplevelser som kampene mod Midtjylland, Herfølge og AB, rædsomme kampe med et ret mådeligt pointudbytte. Det virkede forbandet nærliggende at give landskampspausen skylden, og på den baggrund kunne man vel også håbe at lige det modsatte ville ske denne gang – at de kunne vende mere velspillende tilbage fra pausen.

Men du godeste nej. I Nedre-C-kratiets ånd havde Københavns hold besluttet for at gennemføre Operation Kinesisk Vandtortur, og efter kampen, da vi sad her og evaluerede, var det nærmest pinligt berørte folk som skulle skylle oplevelsen godt og grundigt ned. Det var trætte, frustrerede, forargede og fremfor alt lettede ansigter man så, og det eneste der forhindrede et større udbrud af medlidenhed med Ferencvaros var den behandling vores sorte spillere Røll og Álvaro blev udsat for i Budapest.

Udover dette var der ikke andet at gøre end at erkende, at heldet havde været med os i uhørt grad, og at hvis ikke dommeren var faldet for Boras teatralske flyvetur (ikke at det ikke var inde i feltet, for det var det, ungarerens fod stod på stregen, og det er en del af området. Men den stod på stregen, hvorefter Bora hagede sig rundt om anklen og fløj, og det er knap et straffe) havde vi indkasseret et nederlag som nærmest ville have bombet os tilbage til Hradec Kralove-kampen. Med den forskel, at det hold som var til grin mod Hradec Kralove var et nødtørftigt sammensat hold i en konkurstruet klub, og at disse spillere er dyrt indkøbt, stort set alle er landsholdsspillere enten før eller nu, samt ikke mindst at de er danmarksmestre, og at man derfor kan have langt større forventninger til dem end til Michael Schäfers hold dengang.

Måske var det værste ved kampen, at man knap blev overrasket over hvor skidt spillet var – bestemt skuffet, men reelt ikke specielt forbløffet. Det var jo næsten bedre end mod Herfølge og bundskaberen, anden halvleg mod AB senest. Og man har efterhånden lært af erfaring, at medmindre vi spiller mod AGF er det ikke Parken man skal besøge for at nyde stor fodbold, for her spiller et fantasiløst og meget lidt chanceskabende hjemmehold mod et som regel hyperforsigtigt udehold, som kun spiller på kontraangreb.

Hvilket Ferencvaros gjorde, og endda var gode til. Da Lipscei marcherede op gennem midten kunne en blind mand jo føle med sin stok, at dette ville ende galt. Der er et eller andet helt ejendommeligt over at være så sårbar over for kontraangreb i en situation hvor det er én selv der, trods at man er på hjemmebane, jo kan nøjes med 0-0 og derfor ikke bør være lette at overliste. Og uden at jeg selv er træner eller nogensinde bliver det må et gæt vel blive, at det simpelthen hænger sammen med at spillet er så langsomt og så lidt overraskende, at den listige træner for udeholdet lader sine folk overlade os bold og spil, og så venter på at vi nipser os ihjel og pludselig sprinter afsted – og København lod sig lokke ind i det.

Ay, det er trist bare at stå og drøfte det her bag disken. Migrænefodbold blev det kaldt hernede, og migrænefodbold er hvad det er. Slemt hovedpinegivende. Klumpet ind på midten kørte det, lukket og statisk, med Jörgen Pettersson i en specielt uheldig rolle. Ikke nok med at han og desværre også Peter Nielsen prøvede at løbe direkte igennem på egen hånd, uden skyggen af held, men så blamerede han sig ovenikøbet da han endelig blev pillet ud. 

Jeg har set tilstrækkeligt med spillere (inkl. Jörgen selv) der fornærmet vader direkte ud i bad til at lade mig gå på af det, men når han tager trøjen af og kyler den ud til publikum, så er han gået langt over stregen – de fleste af os der står og ser ham gøre det ville have givet en finger for bare en enkelt gang at have fået de 70 minutter i en UEFA Cup-kamp med den trøje på. Det er en fornærmelse over for hans fans. Det gør man bare ikke. Og det understreger hvad jeg synes har været synligt længe; at Pettersson ikke passer ordentligt ind i truppen eller i klubben længere, hvis han da har gjort det overhovedet. Jeg gætter på at han bliver solgt til vinter.

Det er bare en af de tunge beslutninger der skal træffes i denne vinterpause. Hvordan skal der skiftes ud blandt de spillere som ikke kan fortsætte så meget længere, og desuden blandt dem som skal sælges, for det skal den ene eller den anden vel engang – om ikke andet fordi deres forskerordninger udløber. Har vi de rette spillere til systemet – i angrebet har vi helt sikkert, på midtbanen er det vel yderst tvivlsomt. Og først og fremmest – hvordan får man ændret et hold som efterhånden er blevet temmelig let at lure, og som har svært ved at slå selv dårlige hold som Frem, til et hold der det meste af tiden viser den klasse det bør have i ligaen med de forskellige forudsætninger, som det f.eks. er tilfældet i Holland, Belgien og Skotland?

Kampen mod Ferencvaros var den 16. i Parken i år, og vi har kun vundet seks af dem. To var mod det værste AGF-hold nogensinde, nemlig Poul Hansens, en var mod Frem, og en var mod Sliema Wanderers. Og så har der været lidet overbevisende sejre over Esbjerg og Farum, der i det mindste er anstændige hold.

Jeg vil tillade mig at hævde, at fanskarerne hos Ajax eller Anderlecht, som må være de hold vi kan sammenligne os med i de lande (på et lavere plan, men set forholdsmæssigt) ikke havde ventet til kamp nr. 10 uden sejr med et velrettet ”tag jer sammen!”. Eller for den sags skyld netop Ferencvaros, der etablerede en veritabel opstand da de tabte mesterskabet til MTK i sidste runde i år. Jeg synes nok at tålmodighed findes i brede baner hos os. Men den slipper altså op engang, og nu må vi simpelthen til at se noget bedre fodbold, hvis vi skal bevare den begejstring der med rette er her i byen over dens hold. Danmarksmestrene må til at spille som netop danmarksmestre.

Foreløbig kan vi kun trøste os med at Brøndby slæbte sig videre på et par endnu mere ringe spillede kampe end vi gjorde. Men de vandt dem i det mindste. Vores egen kamp kan bedst sammenlignes med et skakparti, der er gået til 70 træk, og som er endt i et langsommeligt tårnslutspil, hvor hvid har en material overvægt, en bonde mere, men hvor sort forsvarer sig uden problemer fordi hvid ikke er særlig aggressiv. Desuden laver begge sider masser af fejl, så kvaliteten er bestemt ikke høj. Afgørelsen falder først når sort i en rasende slutspurt løber tør for tid. Og mens den sejr da er yderst tilfredsstillende for hvid, især hvis der er meget på spil, så er det tortur for både neutrale tilskuere og hans fans, og desuden grotesk og helt unødvendigt, at det skal ende i en hasarderet afgørelse på tid.

Vi er ikke kommet for at se tårnslutspil – spil en gambit en gang imellem, og fej endelig et hold ud af banen der er bedre end Poul Hansens. Ellers tror jeg snart man vil se fans der er vredere end nogen nok så glødende røde himmellegemer – og som desuden kun er fem meter væk, i stedet for 55 millioner kilometer. Og en del mere højlydte. Og ellers tør jeg ikke gætte på hvem der kommer til at simre, når Operation Heksekedel kommer igen på søndag.

-smølle

og på jukeboxen spiller:

Ugens numre:

David Bowie:
’Queen Bitch’
’Starman’
’Rock’n’Roll Suicide’
’Aladdin Sane’
’Drive-In Saturday’
’Life on Mars?’
’Diamond Dogs’
’Young Americans’ 
’Station to Station’
’Always Crashing in the Same Car’
’A New Career in a New Town’
’The Secret Life of Arabia’
’Boys Keep Swinging’
’Because You’re Young’
’Ricochet’
’This Is Not America’
’Shopping for Girls’
’I’m Deranged’
’Seven’
’5:15 The Angels Have Gone’

Ja, jeg ved at det er den ældste sport i verden at være til en koncert og så sidde og brokke sig over de numre kunstneren nu ikke spillede. Det vil jeg nu heller ikke, udover en syrlig kommentar om at ’Battle for Britain’ bare ikke hører hjemme nogen steder og bør glemmes. Bowie må helt selv lave sin sætliste. Det er blot forbløffende, at nogen har lavet så enorme mængder genial musik, at de kan udelade sange som disse tyve ovenstående, og stadig gennemføre en aldeles strålende koncert, hvor vi fik definitive udgaver af ’Ziggy Stardust’, ’Breaking Glass’, ’Ashes to Ashes’ og måske især den formidable finale på Reality, ’Bring Me the Disco King’. Hatten af for det, selv om Bowie ikke fik afsløret om der er liv på Mars – måske han er for afslappet disse dage til at gide prøve at undersøge de røde tåger.
Apropos tåger, så vil jeg da godt slutte mig til min undrende kollega Jan over den absurde opførsel det gultrøjede kontrollørkorps udviste derinde. En ting er at have et rygeforbud inde i salen, men det er da helt ude i skoven at storme ud på toilettet med jævne mellemrum for at se om folk står og pulser derude, med vinduet åbent på vid gab. Som en emsig gangvagt i skolen, men her i gang med at genere folk der har smidt næsten 600 kroner for en billet og blot vil have en afsides smøg.

Ugens album:

Charlie Haden & Quartet West: Haunted Heart
Et af flere albums som jazzbassisten Charlie Haden har lavet gennem 90’erne med denne faste kvartet, alle med filmisk jazz, inspireret af de gamle Los Angeles-noir-mesterværker af Dashiell Hammett og Raymond Chandler, samt de nyere af James Ellroy og Walter Mosley. Og tilhørende film. Det helt store coup er at have fået afdøde sangerinder som Billie Holiday og Jo Stafford med – på bånd. Deres stemmer glider ind i musikken som sang de med bandet. Uforskammet nostalgisk musik, men den æra er der også rigelig grund til nostalgi for.