|
Okker-gokker-gummiklokker |
||
|
For vi har skabt os på skift, Tre år, mand! Ja, nap en håndfuld flæskesvær, gamle swingpjatter. Nap en fadøl og en lille skarp til eftersmagen af salt. Og tyg på det hele, synk det hele. Tre år. Egentlig har det sgu været en fornøjelse. I alle opturene og i alle nedturene. Ja, selv i aften skal det blive en fornøjelse, selvom dette galpende orakel af en ølskubber akkurat i dette øjeblik føler sig mere træt og mismodig end et plejehjem i nordvestkvarteret. Men fornøjelsen findes der altid et sted, uanset hvor tilgroet og ufremkommelig den synes for selv en dreven stifinder. Ansigterne der kommer anstigende en aften som i aften. De gammelkendte og de nye. Ansigter der er vekslet fra glæde til vrede. Og tilbage igen. Igennem nu tre år. Hver gang er det de små marginaler, der gør forskellen. Små bitte detaljer, der faldt heldigt ud i det ene øjeblik, kan forvandles til knusende fornedrelser i det næste. De samme ansigter som stod storskrydende og lykkelige for en uge siden, er alle nu fortrukket i zombie-agtige positurer. Fra sejr til nederlag og tilbage igen. Ja, nap en smøg! Mangler du ild, makker? Lad mig vise dig disse små engangslightere, som vi i et øjebliks vanvid har fremstillet til lejligheden. De tre år, mand! Jeg har en lille samling på en 10 stykker her bag disken. Ikke det store sus - og dog. De tænder med et drøn, der sagtens kan svide pandehår og øjenbryn af den uforsigtige, og sådan skal det være hernede i BULEN. Vi har ikke tænkt os at holde igen med festfyrværkeriet på denne dag. Vi har endda fået sat logoet flot på siden - og ja, betragt dem blot som en gave og en lille souvenir. De holder næppe tre år, men de kan alligevel symbolisere den gnist og det engagement der altid har været en del af vores virke hernede.
For fanden da ja! Her kravler man igen, den evige flue i baren, med hud som et traktordæk og sind som en Charles Bukowski. Med årelang rutine gokker man den af på sig selv... igen og igen og igen. Engang tilbage i min højskoletid, i den absolut sidste sjat af 80'erne, var vi nogle gutter der morede os med en egen lille selvbestaltede forening - onanister for fred. Den primære pointe var sådan set, at vedholdende og ihærdig onani kunne skabe en bedre og mere fredsommelig verden. Og set i lyset af at vi alligevel aldrig opnåede alt det vi gerne ville hos kvindekønnet, så blev den logiske følge at selv tage fat. For hele verdens skyld. Det begynder nemlig som regel der. Med én selv, når man vil noget bedre for alle andre. Hvad helvede har dette nu med noget som helst at gøre, spørger du! En hel del, siger jeg. For noget bedre for alle andre, kan også sagtens rumme noget bedre for et fælles fodboldhold, og lige i øjeblikket synes det mere tiltrængt end nogensinde. Den mørke nazgul har hængt over hele FC København siden en dag sidst i august og hjemmekampen mod Glasgow Rangers. Den har ædt sig ind i spillerne og har ført en selvforstærkende spejling ind i hjertet hos os fans. De sorte skyer er blevet altomfattende. Hans Backe fremstår som den værste træner i klubbens historie, uagtet at resultaterne i hans tid har været bedre end for alle hans forgængere. Den mest anstændige sammenligning finder man faktisk kun hos klubbens første træner - Benny Johansen. Men der er pludselig kommet en lede ved alt hvad Backe siger, uanset hvordan og hvornår han udtaler sig, og dette billede bærer nu sine egne sorte skyer. De driver videre over i alt hvad hans spillere på banen gør og formår. Det bliver aldrig godt nok mere, det bliver det næsten bare værre og værre, fordi det blot tilsyneladende vedbliver at være det samme.
For fanden da! Her står man igen, med læderhud og ølflaske, og synes at vi har mistet næsten alle perspektiver i de seneste år. 8. pladserne for 3-4 år siden virker som skyllet bort fra hukommelsen. Guld-sølv-guld blænder i den grad. Meget kan pludselig ikke blive nok, det skal blive meget mere i en helvedes fart. Vi er som manden der træder op ad ambitionernes trappe, med forventningen at næste trin også fører videre op ad mod noget bedre, og så pludselig rammes af den neurotiske krampe mellem to trin. Han formår ikke dette næste trin op ad alligevel, men strander og vrider sig i smerten der hvor han egentlig helst ikke ville være længere, fordi han allerede var oppe på næste trin, i hvert fald i sine tanker og drømme. Og alligevel må han erkende at han fortsat er på trinet som han troede var overstået, og kan blot blive mere og mere bitter. For nu kan det slet ikke gå hurtigt nok med at komme videre op på dette forjættede næste trin. Og bare rolig. Jeg er ikke en skid klogere end nogle af jer andre derude. Jeg har det på nøjagtig samme måde, har forbandet Backe og spillerne langt væk, har forbandet alt og alle omkring klubben langt væk. Har endog boykottet en hjemmekamp i ren frustration. Men jeg kunne ikke forandre verdenshistorien med mine forknyttede miner og rasende udfald, lige så lidt som I andre kan.
For fanden da! En hver mand har sin grænse, og grænser er ikke altid til for at overskrides. Der findes også de grænser der tjener som simpel endestation. Der er grænser hvor der intet findes på den anden side, ikke for øjeblikket, steder hvor alt stopper, hvor ørken og tundra tager over, steder der hedder "Hertil og ikke længere". Og jeg har efterhånden fået nok af alskens negative tilkendegivelser, der indikerer at klubben åbenbart skulle befinde sig i sin største krise nogensinde. DET GØR DEN IKKE. Tro mig. Jeg kan i hvert fald huske meget værre situationer og satsninger, som har fejlet meget mere end hvad vi har set i de seneste seneste dage. Dette også sagt med både aftenens kamp mod Mallorca og et eventuelt nederlag på søndag indlagt i bagstiverten. Det var egentlig her jeg fattede kæppen. Tid til at gokke. Tid til at indfange de større perspektiver igen, tid til at byde den mørke nazgul fra Rangers-kampen trods engang for alle. Vi bliver simpelthen nødt til at komme videre og genfinde en smule taknemmelighed ved de små detaljer og de små fremskridt, der gemmer sig i stadig at være på et stadie, som egentlig ikke er så fedt. Alt dette hedder så lige nu den bedre halvdel af dansk superliga og i bedste fald top 100 på europæisk plan. Aftenens kamp afslørede i hvert fald med al tydelighed, at vi ikke er i nærheden af bunden af den spanske liga. Rent teknisk. Mallorca behøvede aldrig at spille i femte gear. De spankulerede en måske lidt heldig, men i bund og grund hæderlig, sejr hjem. Og havde såmænd nok solgt det hele for uafgjort - mod at kunne forblive i tredje-fjerde gear. Jeg var formodentlig ikke den eneste, der noterede mig at vi fik en lektion i boldomgang, alene her var gæsterne fra charterøen to klasser over 10 ud af vores 11 spillere. Zuma stod som eneste undtagelse. Dertil kan lægges sikkerhed og præcision i kombinationsspillet. Vi tonsede håbløst rundt, mens de dansede som sommerfugle i små hurtige ryk. Det var som Ali mod Foreman fra den berømte boksekamp i Kinshasa, Zaire, i 1974 (Ja ja, okay! Lidt derhen ad dog). Vi havde haft en chance mod Mallorca, hvis der havde været bedre styr på organisationen, defensivt såvel som offensivt. Men vi har intet der ligner lige i øjeblikket. Defensivt er der for mange rokader og skader, der forstyrrer, og offensivt er vi blot gennemført fantasiløse og ineffektive.
For fanden da! Vi fejlede grusomt dengang hjemme mod Rangers og er endt i den helt store sump. Sandt at sige ligner Parken efterhånden den rene dødemandsmarsk. De 20 hjemmekampe i 2003 har givet 7 sejre, 6 uafgjorte og 7 nederlag. Alene denne efterårssæson har budt på 5 nederlag i 13 kampe, heraf to i europæisk sammenhæng. Det fortæller med al tydelighed, at der er nogle forventninger som skal justeres ned, før vi kan komme nogle vegne. Holdet formår ganske enkelt ikke at spille hjemme mere, og det kan vi fans lige så godt se i øjnene. Derfor forvent ej sejr, når du går i Parken, det er ren pladderromantik at tro at vi bare vinder hjemmekampe. Derimod er der selvfølgelig gode perspektiver i at købe udebanekort for fremtiden. Vi har ikke tabt en kamp på udebane siden april i år. Foreløbig hedder de nøgne kendsgerninger derfor, at vi er dem vi er i øjeblikket, fordi vi spiller cirka halvdelen af vores kampe ude. Den holder så ikke en skid i længden, men det er en anden snak. Foreløbig handler det bare om at finde en eller anden basis at kunne forholde sig til. Uden at skrige og hyle om trænerfyringer hver anden dag. Jeg bilder mig nemlig stadig ind, at vi tjener på at vente - og på at bevare kontinuitet i den sportslige satsning. Også selvom det kun bliver vinteren over.
For fanden da! Det er på søndag, den 9. november, at BULEN her officielt kan fejre sin treårsdag. Samme søndag er der udekamp i Brøndby. Hernede er vi selvfølgelig dybt taknemmelige for at det ikke er en hjemmekamp. Det havde været fatalt på forhånd. Med en udekamp ser det selvfølgelig straks en anelse lysere ud... jeg mener, der er dog en vis sandsynlighed for minimum et uafgjort resultat. Og det kan vi egentlig godt leve med, i tider som disse hvor nazgulen stadig synes at svæve som en allestedsnærværende skygge... over Parken. Og hvis I i øvrigt så vil tillade, jeg lukker hernede nu. Der er et par ting som jeg stadig skal have ordnet. Her bag disken. Okker-gokker-gummiklokker... Jan Saxo
Ugens album: Jeg er sortseer Ja, han vil bare altid have en særlig plads i mit hjerte. Denne gang er der dog ikke helt den selvironi og det mørke som der har været i de forgangne fire skivers tekstunivers. Her er det minimalismen, det banale, og det tilbagelænede der dyrkes. Bonderøvsminimalisme, kunne man kalde det. Også musikalsk. Albummet er helt skrabet for bas og trommer. Der er kun guitarer og diverse orgelklange som giver det hele en skrøbelig og tynd lyd. Akkurat så man tvinges til at lytte ekstra nøje. Sangen "I det hus du kalder dit hjem" er nok det nærmeste Olesen-brødrene endnu er kommet på at producere en decideret "dansktop-landeplage" og hvis lønnen kommer som fortjent, vil en flok gamle arkitekter og møbeldesignere, som Arne Jacobsen, Børge Mogensen, Hans Wegner, Finn Juhl og ikke mindst Kaare Klint, opnå en hidtil uhørt status. Som bærende omkvæd i en lille banal og meget smuk popsang. Under alle omstændigheder skråler jeg sgu med når vi kører i brugte biler, i klædt sorte frakker, tværs over Sjælland og hårdnakket insisterer på at forfølge idyllen hvor pokker den så findes. Langt ude på bøhlandet og i den stille baghave. Sidder i haven sammen med Schade Og lad mig blot afslutningsvis sige, at des mere jeg hører denne skive jo gladere bliver jeg for den. Det burde egentlig ikke være muligt med noget så simpelt og banalt. Men det sker. Ganske hårdnakket. Ugens koncert: Og så fanden tage det. Lad os bare tage disse to med
på albumlisten: | ||
