… vi har Zuma, og den er altså væsentlig bedre og skarpere, den klassiker fra 1975. Ja, godaften; og undskyld jeg sådan går og tågesnakker, men jeg skulle lige rydde lidt op i jukeboxen. Der var forfærdelig meget plads efter at den sidste fredag fik overbalance da jeg kom til at støde ind den med en fustage juleøl, og alle cd’erne tumlede ud. Og til min overraskelse fossede der ikke bare dubletter, men til tider også quintupletter ud af Bruce Springsteens samlede officielle og uofficielle produktion, som min medbartendere må vist have glemt at pille ud igen efter at de er røget i. 

Nu er det justeret så der kun er en af hver, og Zuma røg med ind. En plade som det var lidt svært at glemme efter at den anden store Zuma fra 1975, Sibusiso, ejendommeligt nok blev personligt dækket op af ingen ringere end Mallorcas Cortez sidste torsdag! ”He came dancing across the water, Cortez, Cortez. What a killer!” Det må man kalde et tilfælde af livet der imiterer kunsten. Også selv om det ikke måske var helt det Brother Neil sang om på sit fine gamle album.

Der var ikke meget killer over Cortez fra Mallorca, må man så indrømme. Han virkede, som alle sine holdkammerater, en smule lad og gjorde lige det nødvendige, og det viste sig så at være alt rigeligt. Da så Zuma til gengæld mødte Brøndby i weekenden, og dermed spillere som burde kende ham ud og ind, havde han det udelt lettere. 

Ja, man skulle tro at de var opmærksomme på ham. Også selv om han vidt og bredt erklæres håbløs og vildt overvurderet, og kun estimeret på grund af sin hudfarve – med hvilken en nuværende nullitet som Kaspar Dalgas ville få samme uforbeholdne ros. Han har efterhånden scoret seks mål mod Brøndby, hvilket er mere end nogen af den klubs topscorere mod os, og dette var det første pointtab med Zuma som målscorer. Han har haft en tendens til at være den der scorede de afgørende mål. Så hvorfor Per Nielsen og Allan Olesen bare lod ham stikke af ved det første mål er underligt. Netop Nielsen burde vel kende risikoen, efter at have været foreviget i denne position med Zuma på stort set alle forsider i juni 2001. Knap en heroisk positur at indtage, men i det mindste kunne han undskylde sig med at dette saksespark kom uventet.

Det var det mål, som man kunne se folk hævde hårdnakket at Zuma havde ment som en aflevering, endda ifølge sin egen forklaring. Der er sikkert den dag i dag stadig nogle, der der er overbeviste om at Zuma efter kampen ikke sagde ”yeah, it was probably the best goal I’ve ever scored” men i stedet ”yeah, it might have looked good, but obviously I was trying to pick out Lønstrup on the wing and I cocked up completely…” Men det er jo ikke første gang og heller ikke sidste, at der kommer en smule spin på virkeligheden. I denne reportage på Blok4 om kampen i søndags kunne man f.eks. i første omgang læse skråsikkert, at det var Peter Møller som begik det frispark der blev scoret på til 2-2-udligningen, i øvrigt et af de flotteste frisparksmål jeg har set i Danmark i meget lang tid.

Bare en skam, at det blev begået efter en dommerfejl, og at det nu for anden gang i træk bliver dommerfejl der afgør, eller i dette tilfælde uafgør, vores kampe. For selv om formuleringen nu er ændret til at Møller ”ifølge Stadsgaard og mange andre begik det vigtige frispark Andreas Jakobsson fik udlignet på”, og selv om dette vel er så tæt man kommer på en indrømmelse i retning af ”okay, det var sgu en dommerfejl vi fik udlignet på, og sådan kan det gå”, så er det vel knap så relevant hvad disse ’mange andre’ måtte mene, når tv-billederne tydeligt viser for det første at grunden til at Allan Olesen ryger til jorden er at han har slået hovedet, som han ligger i smerte og tager sig til, hvilket han gjorde ved at støde ind i Thomas Kahlenberg – og for det andet at Møller slet ikke er indblandet, men at det er Morten Bisgaard som ligger passivt mellem de to indbyrdes stangende Brøndbyspillere. De 'mange andre' der ikke bare ser Møller i den situation, men ovenikøbet ser ham begå frispark, må være dem der pinedød vil se dette. En art hallucination, måske.

Bis-Møller! No, we will not let it go! Mærkeligt, at det er så svært at erkende, men der må være et eller andet der ansporer folk til at svare på kendsgerningen om at de to Brøndbyspillere begik ’frisparket’ ved at kollidere, med et sarkastisk ”at Peter Møller laver en glidende tackling og vælter en BIF'er har intet med frisparket at gøre.” Det må være den samme logik der kræver at Peter Nielsen udvises for det første hovedfaldsgreb der nogensinde er begået ved at hive en fyr, der har givet én et fur ud af banen, i hans bukselinning. Der sammenligner et benspænd af Álvaro Santos på Per Nielsen med en stempling den modsatte vej (som i øvrigt fejres ved at BIF angriber videre i evigheder mens Álvaro ligger skadet). Og som forarges over én fra Københavns bænk, som skulle have opført sig usportsligt ved et indkast, mens man behændigt glemmer Casper Ankergreens tilsvarende finte for et par måneder siden. 

Bizart at det skal være så vigtigt, for det er jo ikke Brøndbys fejl at dommer Stadsgaard forærer dem et frispark, og Andreas Jakobsson havde trods alt en del arbejde at lave fra bolden lå stille til den sad så flot oppe i målhjørnet. Et mål man – desværre, tør det siges – havde et excellent udsyn til fra de pladser vi havde i den anden ende af stadion, ligesom de to andre i samme ende. Det var heldigt, at de spektakulære og højt placerede mål kom der, og endnu heldigere at kampens eneste kludemål kom i vores ende, så vi alligevel kunne se det.

Det måtte jo nok kaldes lidt af et drop af Karim Zaza, der i søndagens Ekstrablad havde erklæret, måske med en ivrig redaktionssekretærs hjælp, at han altid havde haft gul og blå som yndlingsfarver. Interessant at vide, ikke mindst i betragtning af hvor gennemført skidt han spillede i en storkamp som pokalfinalen mod netop Brøndby i 1998. Jeg går ud fra, at hans fumleri ved et par af målene, specielt det til 3-1, og hans mystiske påfund gennem årene i det hele taget, har haft at gøre med manglende rutine og dårlige nerver, snarere end at han er blevet sendt ind som en art muldvarp i organisationen. Agent Zaza! Mr. Filthy Sheet! Det ville ellers være noget nær umuligt at have andet end respekt for BIF’s langsigtede planlægning, hvis det sidste skulle være tilfældet… I alle tilfælde var det rart at se ham begynde at give en smule tilbage, da han droppede Hjaltes nemme hovedstød.

Hvad ellers angår vores pladser på Hjalte Park er der vel kørt nok på det emne allerede. De stank; stank værre end det buskads uden for stadion som vi fik mulighed for at pisse i da portene igen blev åbnet nok stank efter kampen, men de havde da en fordel – i pausen fik vi, til Brøndbyfansenes mulige irritation og i hvert fald til vores egen begejstring, vores mål gentaget i fem smukke vinkler på storskærmen lige ved siden af. Og bagefter fik vi ovenikøbet af speakeren læst alle de mulige scenarier for sejr til København op, sammen med information om hvor mange gange man fik pengene igen, hvis man f.eks. havde spillet på Zuma som første målscorer eller på føring både ved pausen og ved fuld tid. Se det er pauseunderholdning! Ikke mærkeligt, at ved 2-1-målet havde stadionspeakeren fået nok af at holde gode miner til slet spil og blot mumlede surt ”Og det var igen Zuma der scorede”.

En anden ting vi havde fin udsigt til var den mest surmulende modtagelse af et gult kort meget længe. Først jamre til dommeren i evigheder, så både falde til jorden som et offer for en ufattelig uret, og desuden lige hen og drøfte det med Peter Nielsen, som spilleren vel dårligt kunne bebrejde at han væltede, for det var jo den åbenlyse mening med det frispark han begik. Glemt var, at han skulle være lykkelig over ikke at have fået så meget som en påtale da han oksede ind i samme Nielsens ømme ryg i det sidste møde mellem holdene. Manden er for alvor ved at blive en ny Kim Vilfort for Brøndby, og det gælder på alle områder – man har ikke set en mand blande sig så meget i kendelserne siden Vilfort, og måske tilnavnet Vilhorst – eller Wiegfort? – ville være meget passende til Morten Wieghorst, for ham er det nemlig, der ifølge Niels-Chr. Holmstrøm ’dømte en god anden halvleg’. De bogstavrim kan ikke være tilfældige.

Så skal det dog ikke glemmes at han desuden spillede en rigtig god kamp, men det var nu stadig forbløffende da det i højttalerne – denne gang naturligt nok med en del mere entusiasme – blev læst op, at Wieghorst var kåret af TV3’s folk på stedet til bedste mand. Måske igen fordi vi var i den ene ende, regnede de fleste af de stamkunder jeg var rejst med til Brøndby med at det ville blive Jonas Kamper som blev kåret. Hans periode i første halvleg mod Peter Christiansen, hvor han på ti minutter fik passeret ham fire-fem gange og lagt et særdeles nyttigt indlæg hver gang, var direkte skræmmende, og det begyndte det overtag der gjorde at BIF’s point absolut ikke var ufortjent, og at de måske nok burde have vundet. Spørgsmålet er om Peter stadig var rystet af hvad Kamper gjorde ved ham i sidste sæsons reservekamp i Parken – at sige at han pinte ham på det grufuldste gennem hele halvlegen er vel nogenlunde dækkende.

Det var selvfølgelig skuffende at give slip på to føringer, og at Bismøllers frispark til sidst ramte stolpen, men da vi sad der i bussen og ventede en lille time på at få lov til at forlade forstaden var der tid til lige at sunde sig og indse at det vel var rimeligt nok. Og i øvrigt bippede der hele tiden sms’er ind med gode nyheder. Liverpool havde tabt forinden, Barcelona vandt, og Real kvajede sig på det grufuldeste om aftenen.

Og lettelsen over stadig at have sine brugsgenstande på sig var også til at tage og føle på. Bare tænk på at i den anden ende af banen var der en knægt som, stik mod alle trafiksikkerhedsråd, har måttet cykle ud ad områdets firsporede veje uden sin cykellygte. Og så til en kamp med det politiopbud? Og den kaotiske hjemtrafik? Godt man ikke var i hans sko, hvis han da ikke også havde kastet dem efter udeholdets personale. Det eneste der kunne gøre det værre var hvis sikkerhedskameraet på Brøndby Stadion rent faktisk havde filmet ham, men åbenbart er der flere sorte huller i kameraovervågningsnettet derude, end der er i hjernen på folk der smider cykellygter i hovedet på andre mennesker, så han kunne ikke findes uden hjælp fra publikum.

Og så er man i endnu en debat om moral og etik, også den dobbelte af slagsen. For hvorfor nu angribe et cykellygtekast når der to gange røg fyrværkeri ind fra banen fra vores egen ende? Ja, hvorfor mon. Der er altså forskel på at smide et par sparklers, jumping jacks, eller hvad pokker sådan noget nytårslir nu kaldes ind på en tom bane, og så at smide en lygte lige i skallen på en spiller. Fyrværkeriet på banen er i dette tilfælde et brud på ordensreglementet på stadion, og efter min mening med rette, for det hører ikke hjemme. At kaste en lygte fra tribunen ned i hovedet på en spiller er bare vold. Og kan man ikke se forskellen der, så vil man vel ikke.

Hvad Johnny Rune fra DBU’s Disciplinærudvalg kan og vil se tør jeg slet ikke gå ind på en vurdering af. Men når han siger at ”lygten kommer med stor sandsynlighed fra en Brøndby-tilhænger, men man skal jo altså ikke afvise, at den kan være kastet fra et sted uden for stadion”, så kan man vel ikke formode at det er det store. Han kan bare komme forbi her hvor vi holder til. Der er stue og tre etager over os, så huset er nok lidt lavere end Brøndby Stadion, og en del smallere. Skulle Johnny her få lyst at demonstrere hvordan man slynger en Nefalygte hen over tagryggen, så gør det endelig. Men ellers burde han jo nok tie stille og indse, at det ikke er alle stadions der er uden endetribuner som Ikasts er, og at kasteskyts fra enden af banen ikke som i Ikast som regel stammer fra forbirejsende togpassagerer snarere end publikum på stadion.

Nå, men det er blevet tid til drinks her på en lørdag aften, så jeg vil hellere snart sætte lidt musik på i stedet for at stå her og forelæse. Sådan er det jo hver gang man har mødt Brøndby – det kan man snakke om i evigheder, især når kampen var så god som den var. Men nu er vi i et tomrum igen, og det mest kontroversielle der er sket er vel, at UEFA har tildelt målet mod Mallorca til Álvaro, selv om det tydeligvis gik ind ved at Albrechtsen bogstavelig talt ramte den lige i røven. På brasilianeren. Det er jo naturligt nok. Ellers ville det være en tippers mareridt, og ellers ville hele Mikkel Becks karriere miste sin eneste store merit: at han ’scorede’ et vigtigt mål i Belgien, som var med til at skaffe Danmark til EM 1996, ved at stå i vejen da ovennævnte Vilfort skød på mål. Tag dog ikke denne ene glæde fra Mikkel!

Og så var der ugens mest ærgerlige og mindst overraskende nyhed, nemlig at Peter Nielsen holder op. Og allerede nu virker det nødvendigt at komme til at se B93, for efter at Peter allerede har erklæret, at hans forbillede som træner ikke så meget er Hans Backe, men derimod den tyske navnebror Hans Meyer (lur mig i øvrigt om ikke han også har taget lidt til sig fra Bernd Krauss, manden der indførte 4-4-2 i tysk fodbold), bliver det meget interessant om han trods alt læner sig en del op ad Backe-stilen, eller om prøver noget helt andet. I alle tilfælde siger vi pænt farvel til Peter Nielsen. Han nåede vist aldrig herned, men Jan Saxo satte ikke desto mindre hans billede op tidligere på året, da han han trak holdet skrigende og sparkende hen mod det mesterskab de fleste af spillerne nærmest lod til ikke at ville vinde. Ellers er vi jo gladest for at dekorere med de lidt krøllede personligheder – og det er Peter godt nok ikke. Men han er en forrygende flink fyr, og i år har været hans nok største år, så tak for denne gang og tak for DM i juni.

Men her til sidst, kære gæst, får du en gåde: hvornår pokker har Faxe været træner i Bochum? Den kan du tygge lidt på når du får din næste gin og tonic. Det var formentlig samtidig med at hele landet begyndte af summe i begejstring over denne enormt feterede angriber, som dog stadig skal være meget heldig for at komme ind mod England i stedet for den målsky Ebbe Sand, og kun har fået statistroller hidtil…

Og skulle vi så få hældt op!

-smølle

Og på jukeboxen kører:

Ugens sange:

Broder Daniel: ’Cruel Town’, ’Shoreline’ og ’When We Were Winning’.
De tre første numre fra det nye album Cruel Town. Teenageangst når den er bedst spillet (af 30-årige göteborgere…). Stort anlagt, dramatisk og melankolsk indierock med et lille glockenspiel her og der, og hvis ikke det var fordi jeg ville få på puklen af to medbartendere for at sammenligne med en tidlig Bruce Springsteen anno ca. Born to Run eller Darkness on the Edge of Town (de vil nok, med rette, anføre, at Henrik Berggrens svengelske tekstverden trods alt er ret endimensionel i sammenligning med Bruces lyrik) ville jeg gøre det. Musikken er et adrenalinsus, spændt til bristepunktet, større end en hval. Desværre holder resten af albummet ikke samme niveau. Men for de tre sange alene er det værd at eje. Og ordene er, omend naive, lige på kornet: "Soon I'll grow older, but God knows I haven't lived yet – before tonight's a memory, let's go out, I'm still young."

Ugens album:

Rancid: Indestructible
De ligner måske en lidt ynkelig gruppe punks fra Carnaby Street med demonstrativt gammeldags mohawks, men for pokker hvor har den lyd bare ikke mistet en tøddel af sin spændstighed siden The Clash, som Rancid med rette og uden at behøve skamme sig altid er blevet sammenlignet med, gav verden den for et kvart århundrede siden. Indestructible, i høj grad en hyldest til de folk vi også har hyldet hernede – The Clashs Joe Strummer samt Ramones' Joey og Dee Dee Ramone – er så frisk og så relevant som phonies à la Good Charlotte er irrelevante, og udover at være sprængfyldt med rasende og melodiske punksange er der også den overstadige ska på 'Red Hot Moon' og den Pogues-agtige, direkte smukke 'Arrested in Shanghai' til at hæve Rancid langt over de andre punks, og sætte dem derop hvor de snarere hører hjemme – i samme kreds som netop The Clash, der ikke bare var et stort punkband men et stort band, punktum.