Kære gæst. Det er svært at finde en grimasse, der kan passe.

Nogle gange er det overordentlig svært. Når De besøger vores virtuelle ånde- og vandingshul, mødes De som regel af mere eller mindre veloplagte bartendere, der i alle ordets bedste betydninger underholder med et par glas på husets regning, og et par bramfri kommentarer om dette og hint. Personligt foretrækker jeg som regel at tale om hint snarere end dette, men dette er ikke til at komme udenom i denne uge.

Jeg har mest af alt lyst til at tale om noget uforpligtende og let angribeligt som maden i Parken og den generelle dårlige beværtningsforhold. Især ansporet af tv-udsendelsen om hvor godt det er, hvis man står på A-tribunen, og hvor grel en modsætning det er til det håbløse foder, der serveres i grebningen under tribunerne. Men det ville virke lidt konfliktsky, hvilket jo er hamrende retfærdigt al den stund, at det ville præcis være det, der var meningen.

Og modviljen er sjældent den mest inspirerende muse. Så den smøre gemmer vi til vinterpausens tristesse.

Det var jo egentlig ikke, fordi det kom som nogen overraskelse, men håbet om en sådan har alligevel, mere eller mindre ubevidst, påvirket humøret, og således da torsdag aftens resultat blev druknet i torsdag nats udskejelser, var fredag morgens tungsind koldere og vårder end tågen, der ligger tungt i stræderne udenfor.

Det har været en uge, hvor håb om at den fornuftige pessimisme blev gjort til skamme, men hvor det i stedet var håbet om at man kunne overraskes positivt der brast. Det var den samme gamle historie, vi blev vidne til nok engang. Der var ikke ændret et komma i drejebogen, og da man stod i søndags og så kampen, havde man det som et lille barn, der ser sin yndlingsfilm, og råber ud til helten, at han skal passe på skurken, der står lige bag ham, men ak, han lytter ikke.

Ak, han lytter ikke, og i modsætning til barnets film ender det ikke med en lykkelig slutning. Det ender som det plejer, og enden ville ikke være så skidt, hvis ikke det var, fordi det plejer at ende sådan. Det er ikke enkeltdelene hver for sig, der gør, at man efterhånden er ved at druknes af mangel på fodbold at begejstres over flere uger inden vinterpausens komme. Hver for sig er det de klassiske laudrupske årsager uheld og enkeltfejl, der gør, at vi ikke vinder kampene, men hvis uheld er en konstant tilstand, holder det op med at være uheld. Det er ikke en tilfældigt, hvis der sker det samme gang på gang.

Det er ikke tid til pause, det er tid til et afbræk, og det er tid til en ny begyndelse.

Er det overdrevet? Er det uretfærdigt?

Det er ikke godt nok, det jeg har set. Ikke ud fra nogen målestok. Naturligvis er det overdrevet og uretfærdigt, hvis man postulerer at det er Backes skyld det hele: At det hele var gået anderledes, hvis Backe ikke havde været træner. Men det er heller ikke det, jeg påstår. Det, jeg siger, er, at det er den rette løsning, at lade Backe søge nye udfordringer.

Det er tid til nye ansigter på trænerbænken, og omstændigheder om et trænerskifte bliver næppe meget bedre. Vi, som fans, har brug for at få fornyet forhåbningerne og vores nysgerrighed; spillerne har brug for at få fornyet entusiasme og en ny træner at imponere på træningsbanerne; og administrationen har brug for at ændre en "fiaskosæson" til en "opbygnignssæson".

Vi står overfor en vintepause, hvor der skal udskiftes i truppen. Det er tid til at en række gamle og en række slidte spillere, som formodentlig ikke kan klare endnu et kalenderår for fuld styrke, nu bliver udskiftet. Der skal bygges et nyt hold op, og det er en opgave for en ny træner. Jeg plæderer ikke for, at tavlen skal vaskes fuldstændig ren, men der er brug for nye ideer, og der er brug for en ny entusiasme; ny inspiration.

Og så er der jo brug for nye penge. Men det kan denne bartender altså ikke tage sig af. Vi har jo nok penge i øjeblikket, så lad os dog bruge dem. Muligvis er forrentningen ikke så stor, som i andre klubber, men i betragtning af, at de knap har råd til at bruge nogen overhovedet, er det klart, at deres udbytte er forholdsvis større. Når man bruger penge, risikerer man, at man ikke får tilstrækkelig meget for dem. Den risiko har man ikke, når man ikke bruger penge, men det er hyklerisk at pege på Brøndby og berømme dem for det, de har fået ud af, for hvis de havde haft pengene havde de såmænd også brugt dem på at købe nye spillere. Og for så vidt de har haft pengene, har de jo også brugt dem.

Naturligvis burde Brøndbys øjeblikkelige succes være et studie værd, men det fylder ærlig talt undertegnede med ulyst at skulle bruge mere tid på den klub i øjeblikket. Tillykke med at I gik videre. Gid det var gået anderledes.

Og dog. Det eneste, der byder mig rigtig i mod, hvad angår Brøndbys succes i Europa Cuppen er, at det fylder i medierne, og jeg derfor ikke så let blot kan ignorere vestegnsklubben, som jeg plejer. I det hele taget betyder stærkere modstandere i ligaen også i sidste ende et stærkere København. Brøndby kan få lov til at gøre som det passer dem; det vil ikke røre. Så længe jeg slipper for at høre om dem.

Jeg formoder at klubben allerede nu taler med mulige træner- og assisterende træneremner- Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvem der vil være bedst egnet, men forhåbentlig kan ræbet om en måneds tid handle om de forhåbninger vi har til den nye duo; hvad der er realistisk, og hvordan sæsonen vil forløbe. Hvis ikke... så vil det ikke være værd at spekulere i, hvordan sæsonen vil forløbe, og hvordan holdet vil spille. Det vil vi alle allerede vide.

Inden du går vil jeg foreslå en skål. En skål på, at i København ved man aldrig, hvad der sker i morgen. Må det ske.

Martin CX

Ugens sang:

The Drifters: "Up on the Roof"