|
Det var satans! |
||
|
For fanden da! Det står jo akkurat der i BT, kegle! Jeg gider aldeles ikke betvivle resultatet af endnu en årlig test på juleøllet, selvom det er BT og man principielt bør svælge to gange på hvert af deres ord. Jeg har læst det hele før og har for længe siden overgivet mig, mange års rutine i juledruk har sat sine spor. Fortidens sværdslag ud i forskellige alternativer har altid slået fejl. I 11 måneder af året eksperimenter jeg hjertens gerne med al verdens eksotiske mærker. Men i december bliver jeg ortodoks og stereotyp. Alt andet er misbrug af egen og andres tid og ressourcer. For snebajeren vinder altid, det er blevet en naturlov.
Derfor står man sgu her igen! Polerer ihærdigt på sin genfundne rygrad og melder hver en hvirvel klar til kamp. Selv den sidste hjemmebaneprøvelse på søndag kan ikke afskrække længere. Gruen og mareridtet fra hele dette efterår i Parken er blevet tvunget i knæ. Forventningen stiger stødt efter denne første flaske af alle generationers trylledrik for december-månederne i alle tider og på alle steder. Den indre gejst har fået sit brændstof. Tid til at begejstres igen, tid til at forundres, tid til det endelige opgør med denne kedsommelighedens dynd som har kværnet sig ind i os alle. Fra sidst i august og Glasgow Rangers-kampen. Lad os drikke snebajere til vi segner, lad os drikke dem til vi brækker os. Hvilket alligevel sker planmæssigt sådan cirka midt mellem jul og nytår. Og det slog mig pludselig i går at selv Hans Backe kan overraske. Anledningen var en anden, men ikke desto mindre blev jeg forbløffet og tabte nær både glas og gane. Onside-redaktionen havde lavet en rundspørge blandt trænerkolleger ovenpå fyringen af Troels Bech i FC Midtjylland. Blandt kommentarerne dukkede Backe frem. Ordret citeret fra Onside.dk sagde han: "Det var satans. Jeg er overrasket. Det er aldrig sjovt, når en kollega bliver fyret..." og ellers videre med de eksemplariske og sædvanlige salmebogsvers over Bechs kranke skæbne. Men sagde han virkelig det, Det var satans!, brugte han ligefrem det ordvalg og kom de som skidt ud af en spædekalv, som det normalt gør, når man siger den slags? Ville en svensker i det hele taget sige det nøjagtig sådan? Ja, vi ved det jo ikke. Vi ved i det hele taget ikke særligt meget om Backe, selvom mange hernede i BULEN den seneste tid har gjort sig kloge på hans inderste tanker og intentioner. Der er ligefrem dem, der siger de har været inden i ham, og enkelte har endog stået her ved baren og med bævrende stemme bedyret, at de har gloet direkte ind i "øjet fra Mordor" derinde. Det var satans! Ja ja, jeg hører dit hyl, men jeg tror nu stadig ikke at det er så galt fat med vores svenske træner. Folk har det med at overdrive, når de får lidt indenbords, og et par hastige snebajere sparker ganske effektivt til promillen. Stadig vil jeg minde om, at der sikkert findes 9 hold i superligaen der meget gerne vil bytte plads med os, nøjagtig som selv et skrabet historisk flashback taler til Backes fordel. Så ja, se det bare i øjnene igen, Det var satans!, eller Jäklar!, eller hvad han egentlig har sagt til Onside-journalisten. Men der sker næppe noget foreløbig på trænerfronten i vores kære København. Spil og især resultaterne skal gå meget mere galt end hidtil hvis der skal komme rumlen fra paladset på Øster Allé. Og må dette så blive de sidste ord om den sag. Tema Backe har efterhånden været debatteret til bedøvelse hernede, særligt oven på Mallorca-skuffelsen, og foreløbig gør vi bedst i bare at afvente. Måske har han et par yderligere overraskelser i baglommen, den kære svensker. Jeg fik da i hvert fald min "Det var satans"-oplevelse i søndags, da jeg så startopstillingen i Viborg. Knøsen Bergvold havde sat Røll på bænken. I virkeligheden er det jo den slags små ting, der gør at man stadig bevarer et par milligram af barnetroen på det nok skal blive bedre - sådan rent spillemæssigt. Over vinteren.
Man står her igen. Med en halvrusten stemme fra et vejrlig som aldrig bliver helt enig med sig selv om det vil vinteren - eller blot blive hængende i efterårsgrumset. December-stereotyp som juletræspyntet på Vesterbrograde. Hmm... her lugter i øvrigt lidt af grannåle, venner! Sig mig står I og fyrer en bønne der ovre i hjørnet? Vi har intet imod at I ryger lidt sjov tobak, men jeg vil sgu ikke have ballade med politiet hernede. Så en smule diskretion over for bartenderen, om man må bede! Til næste år ved denne tid skal vi åbenbart til at belave os på, at en ny turnering netop er begyndt. Det skandinaviske mirakel - Royal League! Med al sandsynlighed havner vi sikkert blandt de 4 bedste, når forårsregnskabet bliver gjort op og er dermed sikret pladsen mellem de udvalgte fra dansk side. Vi har tidligere haft denne turnering oppe at vende her i BULEN og jeg har været moderat positiv. Men den begejstring som skaberne allerede har forsøgt at oppiske omkring turneringen, virker temmelig påtaget. Jovist, der er nogle positive perspektiver, men jeg kan også nemt se en turnering som havner helt uden egentlig fodfæste fra dag 1. Principielt er jeg af den opfattelse at en skandinavisk liga er vejen frem, som tingene efterhånden står - gamle planer som Atlantligaen er åbenbart helt smidt i krematoriet. De bedste hold i Danmark, Sverige og Norge bør selvfølgelig kunne drage nytte af hinanden. Men som Royal League fremstår nu, bliver den blot endnu en turnering oven på de eksisterende, den betyder en serie ekstra kampe - dette sagt ved afslutningen af en usædvanligt overmættet dansk fodboldefterår. 20 ligakampe, samt 8 europæiske for de bedste klubber, altså nogle af dem der også skal indtræde i Royal League. Jeg kan sagtens se fidusen for nordmænd og svenskere, der begge opererer med relativt korte nationale turneringer på 26 kampe. Men fra et dansk perspektiv hænger det sgu ikke sammen. Vi kører allerede med en efterårssæson på 18-20 kampe og en flok skandinaviske gruppespilskampe sat oveni, vil blot belaste de bedste spillere yderligere. Eller de vil betyde, at fokus ikke bliver den tiltænkte. Backe og flere andre hjemlige trænere har allerede meldt ud, at det vigtigste selvfølgelig vil den nationale turnering og Europa Cup'en. Rent personligt må jeg da også sige, at jeg næppe vil være topmotiveret som fan ved at skulle se en serie private skandinaviske kampe oven i vores nuværende eftersårsmenu. Ergo ligner det reservehold i en Royal League, der vil foregå for næsten tomme tribuner. Hvis det bliver tilfældet, fejler turneringen fra starten. Store pengepræmier og forkromede TV-aftaler hjælper ikke en skid, for de vil aldrig kunne matche de større, sportsligt mere interessante, europæiske sammenhænge. Derfor ser jeg stadig UEFA som nøglen til succes. Der skal være en sportslig gulerod også. Samtidig må man så indpasse den danske turnering, altså strukturere ned til det norsk/svenske niveau - med højst 26 kampe pr. sæson nationalt. Men disse to ting hænger uvilkårligt sammen. Man kunne sagtens klippe 11 runder af superligaen, og gøre den til lige 12 holds liga på 22 runder. Men det gør man sgu ikke bare for en privat pseudo-turnerings skyld. Altså må der i alle disse Royal League-planer gemme sig en meget større plan der indbefatter både UEFA, og deres sportslige rodfrugter, samt en dansk strukturændring. Ellers ligner det en dødssejler efter 2-3 sæsoner. Ideelt set bør man lade de nationale ligaer være sekundære og reelt kun oprykkerligaer til den store skandinaviske hovedturnering. Denne skal så kunne fostre et antal pladser i Champions League og UEFA Cup'en. Men fra de nuværende planer og til dette idealbillede er der dæleme langt. Meget langt. Så foreløbig står man blot her og holder vejret med et langtrukkent - Det var satans!
For fanden da! Man bliver afdanket og man bliver gammel. Tiden æder af kroppen og suger sin energi som en metafysisk vampyr. Endnu et år, endnu en dag, endnu en kamp. Og en dag oprinder det hele bare - det er slut. Et sidste suk hænger tilbage i omklædningsrummet, som man en gang har forladt. Oplevelserne bliver til minder, der bliver til gulnende og fjernere og fjernere aflejringer. Der var engang! Engang for længe siden. 1997: Den 22. august, en fredag aften mod Brøndby. En taktisk halvtime var spillet, Ole Bjur havde ramt overliggeren for Brøndby, men ellers havde det været en stillestående affære. En bolderobring på Brøndbys banehalvdel og en kort tværaflevering af Henrik Larsen. Peter Nielsen fanger og sender et følt langskud over i venstresiden hos Mogens Krogh. MÅL! 1-0! Scoringen er næsten identisk med den som Nielsen lavede i sin debutkamp mod Vejle. Knap en måned tidligere. Det var i øvrigt i den samme Brøndby-kamp som Todi lavede sit uforglemmelige lob og bidrog til at vi vandt 4-1. Måske var det her at Kaptajnen blev født? Op til sæsonstarten dette år havde der været al snakken om hvem der skulle styre den københavnske midtbane. Skulle det være Bjarne Goldbæk eller Nielsen, som dengang netop var vendt hjem fra Borrusia Mönchengladbach. Sandheden blev at de begge kom til at styre i et forrygende flot efterår. Det blev først i det efterfølgende forår, at Kaptajnen blev kaptajn. Da Henrik Larsen før en kamp i Aalborg smed sit anførerbind i arrigskab over at blive skiftet ud for ofte. Kaptajnen blev kaptajn og blev i sin første kamp med anførerbindet udvist. Det var nok sådan det begyndte. Det er efterhånden blevet til 130 kampe i det københavnske (nummer 131 kommer på søndag mod AB). Delt over to perioder. Den første fra 1997-99 begyndte forrygende og endte i sumpen oven på kyllingens forår og fyringen af Christian Andersen. Nielsen fløj derefter tilbage til Mönchengladbach og hjalp med til at føre den gamle 70'er-storhed tilbage til Bundesligaen. I sommeren 2002 dukkede han igen op i København. Vi var blevet hans klub herhjemme og i foråret 2003 trådte han helt i karakter. Som den ægte københavnske Kaptajn. Han fik æren af at hive DM-pokalen i vejret en sommersøndag i juni og det er nok et af de mest fortjente øjeblikke i nyere dansk fodholdhistorie. Oven på et dalrende og svingende forår havde Nielsen næsten egenhændigt ført sit hold til mesterskabet. Hans Backe reddede formodentlig sin røv på trænerbænken ved den lejlighed, nøjagtig som hans spillere reddede æren. Alt i mens har vi københavnske fans fået endnu en legende til annalerne, som vi kan fortælle videre til børn og børnebørn og naboer og hvem der ellers gider at høre efter. Der har været alle de flygtige fra den fjerne fortid som Pierre Larsen og Michael Manniche, som næsten allerede er glemt. Fordi klubben selv tabte dem på gulvet. Siden er Lars Højer kommet til. Man drømte om så meget og så stoppede skaderne ham. Derefter Mio, den evige klubmand, altid med hjertet blandt os. Og nu Peter Nielsen, kaptajnen! Tak for alt, Peter! Det har været en fornøjelse at følge dig. Også fra de helt gamle Fremad Amager-dage i sen 80'erne! Jan Saxo
Ugens nummer: | ||
