Hey, kom ind og sid ned, så er din sædvanlige omgang på vej. Jeg skal bare lige slukke for tv’et først. Jeg ved at du synes vi ikke laver andet end at glo fjernsyn hele tiden, men du må hellere vænne dig til det. Det bliver nemlig værre her i vintermånederne. Men nu blev det bare lige for meget; jeg er ved at blive idiot af den reklame der kører hele tiden med alle karaoke-dilettanterne fra Verdens Største Amatør, eller hvad DR-showet nu hedder. Mig i øret, at det er en offentlig virksomhed uden reklamer. De har jo hypet den plade hele efteråret, hver fredag aften i to timer. Og de har brug for flere tv-reklamer? På med lidt af vores egen musik i stedet for. På med Suede. Dem kommer vi tilbage til.

Skål skipper, som alle siger hele tiden, men som alle nok er gevaldigt trætte af at sige efter nytår. Sådan går det jo. I alle tilfælde har det jo været en lang tv-uge. Og det er de kommercielle, de endnu mere kommercielle, kanaler vi har gloet. DR har jo med deres nylige dramatiske gestus annonceret, at deres bidrag til fodbolddækningen er begrænset til nogle VM-kampe med en patriotisk og patetisk (i ordets originale betydning) Dennis Ritter ved mikrofonen, samt den årlige UEFA Cup-finale med efterfølgende supercup på toppen af et parkeringshus i Monte Carlo. Landskampene er erklæret alt for dyre efter at TV3 har åbnet den store pengetank. Nok sundt for DR at sige fra. Der skal jo også være råd til 12 nye runder med diverse dilettanter der synger firserhits i foråret, og Forum er jo ikke gratis at leje. Prioriteterne skal være i orden.

Viasat var ansvarlig for den ikke-dilettant-underholdning vi valgte i ugens løb. Og deres prioriteter vil altid være en gåde i sig selv, eller snarere seernes prioriteter – for det har jo aldrig været nogen hemmelighed, at TV3 er høvlende, bedøvende ligeglade med Champions League-kampenes lødighed og relevans, for seertallet stiger når Manchester United er på. Jeg gad nok vide hvorfor. Teorien må være, at det er en eller anden lun form for tryghed man får når man ser Man U eller Real Madrid spille på hjemmebane, i trygge rammer, og i kampe som de ikke engang behøver at vinde for at vinde puljen – men selv hvis de skulle tabe gør det ikke det store.

Men et kig på stillingen viste os, de virkelig fodboldinteresserede, hvor lidt TV3-aftenen kunne bruges til, og havde den ikke allerede gjort det, ville de reservespækkede holdopstillinger have gjort det. Heldigvis havde vi en Selector med ned, for Teledanmark, ellers forkætret af så mange, har den storartede service at man på Selectoren kan se alle kampene. Der er frit valg. Så vi så Brugge mod Ajax, en transmission som viste sig at være hvad den svenske udgave af Viasat Sport havde på programmet. Jamen er det ikke forrygende! De viser simpelthen den kamp hvor der er noget på spil! Og bagefter hele kampen mellem Besiktas og Chelsea fra den anden åbne pulje, idet de formåede at holde kæft om den inden. Gid de samme nosser var til rådighed i Danmark, men det ser de ikke ud til at være. Jojo, siger du, men Zlatan er jo også svensker og spiller i Ajax. Jo da. Men hvilke danskere spiller i Manchester United?

Undervejs var der så prompte opdateringer fra Milans kamp mod Celta, der havde komplet betydning for udviklingen i samme pulje. Og efter kampen var det tilbage til studiet, hvor der blev fulgt op på at kampen i Milano altså var slut, og dermed gik det som det gik i den pulje. Så lidt andre højdepunkter fra aftenen, hurtigt gennemgået men trods alt med slowmotion ved alle mål, og derefter videre til næste ret – Besiktas-Chelsea forskudt, mens den rystende ligegyldige kamp med Real Madrid gik i gang i sammendrag på dansk tv.

Se, sådan skal en tv-aften med Champions League se ud. Næste aften lod vi så 3+ køre i stedet for, for pludselig – på denne aften hvor hverken Real Madrid, Manchester United eller Schalke spillede i år, og Viasat i Danmark derfor må have været permanent forvirret over hvem de så skulle vise, endte hjulet hos Arsenal, der trods alt har en del verdensmestre på holdet, men som ikke desto mindre var pisket til at vinde for at komme videre. Så det var jo en lovende affære. Og spændende blev det da også, ikke så meget fordi Arsenal ikke havde styr på tingene – de førte tidligt, og kontrollerede kampen hele vejen – men fordi det pludselig gik løs i den anden kamp, da Inter kom foran og Kiev pludselig fik udlignet omkring ti minutter før tid, med den effekt at Lokomotiv Moskva pludselig igen var klar til slutspillet med 1-1 i den anden ende af Europa, og at Inter var ude. Og det kunne da være rart at få at vide om det så rent faktisk var. Eller om Moskva var. Eller begge to, fordi Dinamo havde scoret et sejrsmål. Hvilket havde været perfekt, når nu man har haft en svaghed for dem siden engang i 1997.

Men da spillerne var på vej ud af Highbury var det eneste Frimann og Piil gad snakke om Arsenals chancer, som ifølge Frimann var fine, når det galdt om at vinde hele turneringen. Om det var den famlende indsats i denne sæson eller den kiksede i sidste skal være usagt, men mon ikke det går bedre end det gør for Frimanns kollegas bud – netop efter Inters besøg på Highbury fastslog Danmarks Førende fodboldekspert® Birger Peitersen, at italienerne absolut var hede kandidater til titlen. I det mindste kommer Arsenal da én runde videre end Inter. Peitersen når stensikkert helt til finalen. Man kan spørge sig selv om rimeligheden i dette.

Men interessen for at få hørt om Peitersens profetis holdbarhed var slet ikke til stede. Klip til reklamer, og så tilbage og i gang med den anden kamp i München; ikke et ord om hvem udover Arsenal der var videre. Det kunne man vel selv slå op på tekst-tv. Hvis man altså gerne ville have ruineret spændingen i den følgende kamp. For spænding var der, det kunne ingen vel være i tvivl om hvis de hørte kampen med lyd på. Jeg har intet ønske om at slagte Jes Holm Andersen, han er normalt en af de bedste til sit job i landet, men jeg håber dæleme ikke at man igen skal høre ham kommentere en kamp som han allerede har set. 

Vi skulle godt nok lige gennem nogle minutter fra første halvleg, som blev proklameret kedelige. Så kedelige, åbenbart, at der allerede fra starten stod et skilt med ’2. HALVEG’ på skærmen. Lidt overraskende, da kampens eneste mål blev scoret i første halvleg, og teknikken havde med andre ord ikke helt så godt check på kampen som kommentatoren åbenlyst havde, men lad gå, ’2. HALVEG’ dukkede snart op igen til den egentlige 2. halvleg. Og så blev det så spændende så spændende, og man måtte helt bestemt ikke gå nogen vegne, for der ventede et slag præget af en unik intensitet, hvilket vi fik lov at blive mindet om kampen ud. 

Helt ærligt: vi er her allerede. Vi ser kampen. Vi behøver ikke krampagtige påmindelser om at det bare bliver mere og mere spændende – de kan måske være nyttige til meningsløse regnvejrskampe med Reals reserver, men vi ser denne kamp fordi der er enorme ting på spil, hvilket også var åbenlyst udfra spillet. Og hvad pointen er med at komme med kryptiske hints om at Sammy Kuffour jo græd efter finalen i 1999, så måske han også ville have anledning til det efter denne kamp, forstår jeg heller ikke. Når alle ved at man har set kampen, hvad er så pointen med at lade som om man ikke har? Så hellere bruge fokus på at have et kampur, så man rent faktisk kan følge med i den superspændende og enormt intense overtid på fire minutter.

Aftenen sluttede så med en målkavalkade, denne gang uden slowmotion, bare videre, og desuden uden mål fra PSV’s kamp mod Deportivo, for den skulle vises forskudt på Viasat Sport efter midnat. Fint, men nu havde man jo allerede holdt én opdateret via det goalshow der kørte under livekampen – også fra Eindhoven! Derfor vidste de fleste vel at det i hvert fald stod 3-2 kort før tid, og man kunne så bare ønske at se målene på en fuld skærm. Men nu var den kamp pludselig en hemmelighed. Jeg ved altså ikke rigtig…

TV3 mangler virkelig det store overblik, og det er en smule underligt at man bruger så mange penge på at købe fodboldrettigheder, for så at bruge så lidt krudt på at præsentere varen som et rigtigt magasinprogram om Champions League, som det serveres i den helt store indpakning på tysk tv, og i mindre format, men stadig langt bedre, på søsterkanalen i Sverige. Det ser skidt ud, når man pakker så overbevisende en turnering ind i irrelevante kampe med udvalgte hold, med løse og usammenhængende referater og manglende opfølgning på resultater – den kavalkade til allersidst er en joke; kom dog med den lige efter kampen – og endelig nogle aftener med en masse tomgang fra Elkjær og B. Laudrup samt det uundgåelige Luna Christofi-interview fra Madrid. Altid Madrid, selv om der stadig er fire hold med fra Spanien. Men der er jo også så forfærdelig koldt oppe i Galicien og Baskerlandet.

Der er også koldt her i landet, men lunt i vores lille bar – omend en del køligere bag disken efter Ajax’ kamp. Det var noget nær dødsstødet for alt hvad der hedder Europacup for mine favoritter i år. Hvad kan man også gøre? Yndlingene i Holland ligger i pausen til at fortsætte i Champions League, og efter kampen er de helt ude af turneringen. Yndlingene i Tyskland ryger ud af Champions League-kvalen mod de samme infame (og moralkriseramte) belgiere som dem fra Holland, og derefter får de 14 skader på en gang og forlader UEFA’en på lige så bedrøvelig vis. Yndlingene i Frankrig er ikke engang tæt på, og kan endda ikke nå Totocuppen. Yndlingene i England er tæt på, og ligger på en UEFA-plads hele anden halvdel af sæsonen, men falder i sidste runde – fordi van Nistelrooy også falder, eller måske snarere tumler. Ind i feltet. 

Og hvad angår os selv er det mest sigende måske at vise hvad toiletter kaldes på Son Moix, Mallorcas hjemmebane. Det var som om de havde forudset vores behov. 

Dem var der desværre alt for meget brug for når den umanerlig blanke følelse af fiasko meldte sig efter en i øvrigt forrygende munter og underholdende tur med FCKFC. Det var i hvert fald for mig først efter hjemturen, at tiøren faldt omkring hvor gode muligheder vi, trods bagud fra første kamp, havde haft for at slå et hold der simpelthen ikke gad det der UEFA. Dem kommer vi til at sige farvel til i næste runde, tør jeg godt love. Præcis som vi har sagt farvel til Rangers, der endte sidst i deres pulje og også er helt ude – men de nåede stadig lige at slå os ud af CL først. Løjsere.

For mit vedkommende hænger nu hatten ene og alene på Barcelona i de europæiske turneringer. En noget vakkelvorn stumtjener at bruge, det burde være åbenlyst for enhver. Men jeg hørte rygter fra dagens lodtrækning om at de i det mindste havde fået en god lodtrækning igen i tredie runde. Sikkert et mindre hold fra Norge, Polen eller et lignende sted, der har travlt med at snakke om at Barcelona er enormt kriseramte og at Ronaldinho måske stadig er skadet om to en halv måned når de skal spille, selv om han faktisk allerede var klar i denne weekend på Estadi Olimpic. Og som, trods al denne snak, viser deres ærefrygt ved at sætte priserne op til et astronomisk og hidtil uhørt leje – som om det var dem der skulle betale de alt for høje lønninger som Barca finansierer en brøkdel af ved at sælge løssalgsbilletter til omkring de 400 kroner pr. stk.

Det er et useedet hold de må have trukket. Forhåbentlig nogle folk der kun er gået videre via en småheldig sejr der gik over et fusket, filmet straffe og et kludemål der burde være kendt offside. Er det tilfældet, kan vi forhåbentlig sige farvel til dem, når klasseforskellen har vist sig. Ellers kunne det gå hen og blive uhørt pinligt.

Det er de store afskedstider i det hele taget. Der er kommet lidt ekstra patos over de to portrætter hernede, det af Heine og det af Peter Nielsen, efter at de nu begge er holdt op. En patos der hænger ved efter kampen mod AB, for det var da en forrygende afsked de to fik. Og det var ret spøjst at se Heine komme direkte hen over plænen for at hilse på os, mens de ca. 50 AB’ere der var der blev totalt ignoreret. Muligvis havde han ikke fået øje på dem. De klappede nu ivrigt nok, præcis som de gjorde ad Peter Nielsen, og hatten af for det.

Det mest respektfulde i Heines afsked var dog utilsigtet, nemlig at han missede den chance for at udligne som han fik foræret, da Bo Svensson klaskede ind i Martin Albrechtsen og gjorde hans forsøg på at heade væk noget sværere. Hvorefter vilde jubelråb bølgede ned over Heine… Se, havde det været så mange andre havde det nok været sarkastisk, men det var kun en smule af det her – i bund og grund var det bare dyb beundring for en mand der ganske vist er en vaskeægte bonderøv, som kun var her i et år, og som endda præsterede den hele store surmulescene da han ikke fik chancen fra start i Rom, men som det alligevel er helt umuligt ikke at holde af for hans indsats, hans væsen og hans stil. Den afbrænder tydede bare en lillebitte smule på en sidste, ubevidst cadeau til København, der gav ham sit andet DM (når nu han tog det første fra os) og nogle oplevelser for livet i 2001. Parken, 10. juni! Amsterdam Arena, 1. november! Parken, 8. august, mand – mod Lazio! 

Forhåbentlig er Heine en af de tilflyttede jyder, som der tales så meget om, og som man ser så få af – altså dem som skulle udgøre Nedre C. Hvis han dukker op der, eller i vores bar, skal han i hvert fald få så mange fadøl og smøger som han kan rumme. 

Det samme gælder Peter Nielsen, men ham blev der jo faktisk taget afsked med hernede sidste måned. Så i stedet var det måske på tide at spekulere over hvem pokker der skal afløse ham. Alle er jo kloge på det, og det er bare fint. Noget skal vi jo snakke om over bordene hernede, udover hvem der bliver engelske mestre. Og vi må vel også gerne have en erstatning klar inden alt for længe, og dermed inden der skal forårstrænes, for det er vel ikke lige at gå ind fra den ene dag til den anden på den plads. Og mens drømmen da hedder, at enten Lønstrup eller Mykland er klar til at gå ind og bygge videre på det arbejde som er blevet gjort med Hjalte på pladsen lidt foran på den centrale midtbane (hvis da ikke ligefrem der hentes en endnu bedre spiller såsom den evigt rumsterende Anders Svensson), så er det jo ikke ligefrem en given ting at nogen af dem er klar til at sprinte rundt som vårharer i foråret, sådan som deres skadeshistorier har været.

Vi havde Det’ bare fodbold kørende i mandags. Jeg skal lige love for at stemmelejet blev hævet, da de præsenterede deres bud. At David Rasmussen var iblandt, tydede vi dog mest som et bevis for at mens Carsten Werge tilsyneladende er taget på ferie, kan programmets sans for humor stadig være temmelig kluntet. En så selvtilfreds og laissez-faire spradebasse som han ville kun passe til et system som Chr. Andersens, hvor offensivspillerne tilsyneladende har ret til at tage nogle ordentlige blund en gang imellem. Hos os ville han falde igennem som en tyksak på vej henover den første is i Frederiksberg Haves kanal.

Silberbauer blev også bragt på bane, og var han til rådighed for nogle få millioner, hører jeg ikke til dem der mener at det ville være så ilde. Men du milde, hvor der blev råbt over det navn. ”At hyre ham er at erkende, at man ingen ambitioner har”, råbte en af gæsterne. Det synes jeg nu ikke. Der er ikke noget som helst i vejen for, at han kommer her og udvikler sig drastisk, som Thomas Røll gjorde det indtil han blev kørt for hårdt i år og stagnerede. Men at sprænge banken for hans skyld virker til gengæld som en ret dårlig idé.

En rigtig dårlig idé var Stig Tøfting, og skulle den hensynsløse lille voldsmand komme på tale, så er vi ovre i nogle helt nye overvejelser om det er værd at besøge Parken. Han står for alt hvad der får maveindholdet til at vende sig, med sine gentagne voldsdomme, hvoraf den seneste uforståeligt ikke blev taget med under paragraffen om vold af ’særlig rå, brutal eller farlig karakter’, og med sine forbindelser til rockerne, der er et tyrannisk voldsbaseret syndikat som lever på intimidering og selvbestaltet magt. Ja, der sad endda folk i dag og mumlede, at der faktisk skulle være en gensidig interesse for Tøfting! Det tog jeg som en vittighed, både fordi vi jo netop ved at der er et hjemmearbejde at gøre for at finde ud af om spillere er værd at ansætte på det personlige plan – for pokker, vi har lige hyret Verdens absolut Flinkeste Mand, Álvaro Santos, der er så elskværdig at han giver én lyst til at kramme vildtfremmede i Føtex – men også fordi manden er en håbløs has-been, der har cirkuleret i randområdet af topfodbold temmelig længe nu, kun afbrudt af optrædener i diverse retssale. Han skal tilbage til AGF for at udstille de principper de ikke har, og vi forhåbentlig har.

Næ, så hellere – hvis vi snakker spillere der er voldsomme snarere end at de har voldsdomme – Leon Andreasen, det sidste forslag. Det er indlysende, at han bør komme hertil, og den eneste der måtte have en anke må være Bo Svensson, som han prøvede at sparke en fod af i marts, og som han nev i sideflæsket i juni. Men hvis Bo overtager anførerbindet er det jo bare at erklære at det er ham der bestemmer, og så ikke mere pis med Leon. 

Det han skal bruges til er den defensive midtbane. For hvis man anlægger et forsigtighedsprincip, og det skal man, så er det der vi mangler nogen hvis Lønstrup og Mykland ikke kan blive bærende kræfter allerede i dette forår. Og det held i uheld vi har haft ved at Mykland har været ude, nemlig at vi rent taktisk har været meget sværere at gennemskue med en spiller, Hjalte, som løber nogle helt andre veje end nordmanden – groft sagt fremad i stedet for sidelæns – vil det være et stort skridt baglæns at opgive. Jeg tror ikke Hans Backe fortryder at have baseret sig på Mykland-Nielsen-kombinationen, for ingen kunne styre en midtbane som de – Brøndby har brug for tre mod dem, og det går stadig ikke helt godt – men i det lange løb endte deres modvilje mod dybe løb og deres meget sjældne afslutninger og chancer, specielt Myklands, med at det blev alt for let at lure hvad vi pønsede på. Resultatet – et ubeskriveligt år på hjemmebane.

Og da Brøndby jo nok ikke går af med Wieghorst er Leon for mig at se ligaens bedste på den plads, og desuden ikke en spiller vi bare kan erstatte trods mange lovende midtbanespillere. Der er ikke en ung spiller klar til at være boldvinderen på midtbanen. Især ikke efter at Christian Traoré tilsyneladende ikke er en kandidat til pladsen hos Hans Backe – så var Sebastian Svärd i hvert fald næppe blevet brugt så flittigt indtil Mallorcakampen hjemme, hvor han åbenbart må have skuffet, siden han forsvandt fra startopstillingen og siden truppen. 

Men vi får se. Ligesom vi gør med den offensive centrale midtbane, med målmandsplanerne, og med højrebacken. Og ikke mindst med venstrebacken, hvor Peter Christiansen har stærkt brug for konkurrence – hvis ikke det ligefrem er to helt andre, der har brug for at konkurrere mod hinanden. Med så rystende optrædener fra PC gør Roobas korsbåndsskade ekstra ondt. 

Den tid, den glæde. Januar må være måneden for alt det nye der skal ske, mens vi i december kan koncentrere os om at sige tak for denne gang til dem der forsvinder. Og det sker ikke meget mere udtalt end på månedens første dag, hvor Suede dukkede op i Vega for at sige farvel til København som del af en lille afskedsturné. 

Egentlig sjovt, at de både turde og orkede vende tilbage til landet efter en rystende oplevelse på de Grønne Koncerter i år. Det var ikke så meget stemningen af have- og havnefest der forbløffede det ret indendørsorienterede band, og det var heller ikke det såkaldte sommervejr i juli herhjemme. Det var mere at de hver dag gik på lige før, og ikke kunne undgå at høre, en tyk mandsling der lignede en hjemløs i en laset sweater og en hue, og som galpede sig gennem en stribe ansigtsløse west coast-agtige sange på hjælpeløst engelsk. Var det så bare det, men de begreb først for alvor ingenting da de fik at vide, at denne mand var pioneren på den danske new wave-scene engang. For Lars Hug var det.

Var de ikke sådan nogle guttermænd, havde de formentlig opgivet Danmark, men de gav en sidste runde alligevel, med visheden om at mens deres sidste to albums kun var svage ekkoer af de store plader de havde nået at lave, forlod de os stadig som et vidunderligt liveband. Den koncert i Vega sidste mandag var så meget mere end tom nostalgi, det var et sidste lyt til sange der stadig lever og ånder, og som er så tidløse og gyldige i dag som da man første gang tog The Drowners eller Dog Man Star med hjem til sin hybel og lod sig fortabe i de dekadente og skamløst undergangromantiske lyde man hørte.

Det siger sig selv, at Suede ikke kunne, og heller burde, fortsætte længe endnu. De var begyndt at køre i samme rille. Ensomme piger på kontorer, drømmere på landevejene i for høj fart, nætter under neonlysene og betonhimlen, piger med attitude og drenge med læbestift, kemiske forhold og narkotiske nedture, forstædernes gravkammere med småborgerlighedens kedsomhed – det var nogenlunde det, det hele kredsede om, men det er mildt sagt heller ikke irrelevant for en ung bybo, og kombineret med sange så gode som dem de strøede om sig på de første tre albums og på en snes helt forrygende b-sider, var det lige den slags der kunne få dagdrømmere som mig til at tage dem til sig som det vigtigste af alle bands.

Som nu er væk, efter at jeg første gang hørte om dem i foråret 1992. Det var kun lige dengang F.C. København blev en realitet! Det er svært at forestille sig. Det virker som om fodboldklubben har været der meget, meget længere. Og samtidig er det svært at forestille sig en del af rammen om ens liv forsvinde på den måde, selv om det var det eneste rigtige at gøre. Suedes sange har jo tatoveret sig i éns indre, og har været soundtracket til ens ungdoms op- og nedture. Der er så mange begivenheder, så mange minder, som er viklet ind i de plader der kørte. Det er en lille del af livet, der smutter der, men uden nu at kamme over i ren kliché – nej, det er nok for sent – men alligevel: musikken spiller for evigt, og bare en enkelt linie eller melodistump, så er man tilbage i 1994 og genoplever en lille sløjfe af sit liv man troede (måske endda håbede) at man havde glemt. Det er hvad den bedste musik kan. Hvad det så omfatter for den enkelte.

Så også de ryger op på et lille billede herovre i hjørnet, et fra tiden omkring Dog Man Star, placeret lige ovenover jukeboxen. Det er vist meget fortjent. Skål for dem, og tak for denne gang.

-smølle

Og på jukeboxen spiller:

Suede.

’The Drowners’
’My Insatiable One’
’To the Birds’
’Metal Mickey’
’Animal Nitrate’
’So Young’
’Breakdown’
’Stay Together’
’The Living Dead’
’My Dark Star’
’Killing of a Flash Boy’
’New Generation’
’The Wild Ones’
’Heroine’
’The 2 of Us’
’The Asphalt World’
’Still Life’

og

’Together’
’Trash’
’Europe Is Our Playground’
’Beautiful Ones’
’Saturday Night’
’Lazy’
’Starcrazy’
’By the Sea’
’Filmstar’
’The Chemistry Between Us’
’Sadie’
’Everything Will Flow’
’He’s Gone’
’Down’
’Obsessions’
’Lost in T.V.’
’Oceans’

Det er en hjemmebrændt opsamling, selv om man sikkert ikke må den slags mere. Singles, opsamlingen der udkom her op til jul, er hvad den hævder at være, det må man da erkende, nemlig de 19 singler der er udkommet gennem de sidste ti år, samt én ny der er pivringe (’Attitude’) og endnu en ny sang, som vel er øremærket til at blive sidste udgivelse (’Love the Way You Love’). Den er endnu værre. Og når samtidig der er så himmelvid forskel på kvaliteten i de tidlige ting og kedsommelige, senere affærer som ’She’s in Fashion’ og dens endnu tristere fætter ’Positivity’, er det bare med til at udstille en trediedel af numrene som tynde genskin af storheden. Især når den ikke er kronologisk.

Disse sange ovenfor er dem som kan få mig til at svømme helt over. De første 17 fra de højspændte dage med den visionære Bernard Butler på guitar, og går fra de kradsende, glammy sager i starten til det helt store, episke drama med strygere og hele møllen fra Dog Man Star. De næste 17 er fra den anden periode, uden Butler og med Brett Anderson som chefen, og de er meget mere direkte, med de selvsikre og offensive numre fra Coming Up som det bedste. Men selv til sidst var der perler at finde. ’Everything Will Flow’ fra den næstsidste og ’Obsessions’ fra den sidste plade er så godt som noget de har lavet. Men når man er ved at gå over i selvparodi er det selvfølgelig på tide at standse. og det afkræver den sidste respekt for Brett.