For fanden da! Så står man her igen, fro som en børnehavepædagog og bagstiv som en god forrmiddag på Enghave Plads. Ja, selvfølgelig står man her igen. Også på denne nytårsdag hvor moderate tømmermænd truer med at sømme dagsordenen op på væggen. Men det var ganske oplagt at slentre herned, flygte afsides fra den sidste nytårsvirak, og bare fedte lidt rundt med sig selv, ensomheden og stilheden. Så faktisk er der lukket i aften. Det er der stadig - tro det eller ej. Jeg gider ikke for meget støj og gider ikke for meget selskab i aften. Derfor er det også kun døren ud bag til, der er blevet åbnet, ud til gården og de par skraldecontainere, der har overlevet gårsdagens folkelige gadebål. Altsammen i sikker forvisning om et par af de evige gårdkatte bør blive mit eneste selskab. En osende smøg i kæften har allerede skabt den første verdensfred og et par rester fra en medbragt pizza udbyggede samhørigheden, selvom den næppe lignede livretten for gårdens hang-arounds. Den efterfølgende reparationsbajer bliver udelukkende afregnet på min konto.  

For fanden da! Man er her igen på denne dag, der altid har været punkteret mellem et gammelt og et nyt år. Hvert år bilder man sig ind at denne dag skulle være noget særligt, eller rettere gårsdagen var noget særligt, og derfor følger denne med, fordi de er blevet uløseligt forbundet med rådhusklokker, torskebord, nytårstale, "Vær velkommen, Herrens år", og en samling branderter af en anden verden. Så godt nytår, alle sammen, hvor end I er. Vores alle sammens vestlige tidsmaskine siger nu 2004 og jeg tillader mig til højtiden at citere en forlængst afdød digter og efterlønspunker - nemlig Poul Borum.

Et år mere, herre!
Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke.
Et år af sorger og glæder,
nærheder og ligegyldigheder,
opfyldthed og nød.
Et år nærmere min død.

Et år mere
af forsvindende drømme
og knopper, der blev til løv.
Et år mere
lagt oven i bunken af år
der synker længere ned
og bliver støv.

Et år mere
at samle grunde til at ville
et år mere, Herre! 

Borum skrev disse bevingede strofer fra nytåret 95/96 i sin sidste publikation "Digte til musik". Han døde godt fem måneder senere. Af alt for mange smøger.

Hernede følger vi selvfølgelig også traditionerne, vær velkommen, bare det bliver i morgen og i overmorgen, selvom vi ikke lover en skid for det nye år. Blot insisterer vi på at fortsætte lidt endnu. Derfor er det også tid til at få muget ud, få rengjort inventaret og få talt kassen og lageret op. Kosten og fejebakken bliver derfor denne bartenders primære redskaber i aften og ryger der et spøgelse eller to ud fra bardisken på denne stille aften, så skal de også være hjertelig velkommen. Nøjagtig som den selvfede andefugl der dukker op hvert år på denne tid i det som, i fodboldens verden, kaldes pausen mellem to halvsæsoner - eller mere præcis tiden hvor alverdens transfervindue åbner.

Jeg behøver sådan set blot skrabe kort i krogen bag disken, så står den der. Anden over alle juleænderne, anden der ikke går rent ind med hverken brunede kartofler eller rødkål, men i stedet begynder at vralte ivrigt rundt i hele BULEN. Et kæmpemæssigt, hvidt fantasifoster, som vi for nemheds skyld lader Disneykoncernen designe. Et par store og sorte øjenknapper der lyser af godmodigheden selv, et livligt og smilende plastic-næb, og en børnevenlig famlen der balanceres med et par velformede vinger.

Rap-rap musik, gamle jas!
Hvor kommer du så fra i år, kære blisand?
Havnen!
Hvor fra?
Havnen, mand!
Fis af, anderumpe!
Jeg kommer sgu nede fra havnen! Hvad havde du ellers forestillet dig?
Jamen tillykke! Har du taget Henke Larsson med igen i år?
Hvad regner du mig for? En skide sportsjournalist?
Ud! Ud af min BULE!

Og således bliver fejebakken på et øjeblik fyldt med hvide andedun af evindelige drømme og forventninger. Samtidig tvinges en mistrøstig andefugl ud til baggårdens hvæsende katte, inden den letter med forbavsende smidighed og flyver vest over.

For fanden da! Her går man for sig selv som en anden selvudråbt kvistlejlighedspoet og selvfølgelig skal man belemres med alle eksemplarer af det forgangne års spøgelser. Fred være med alle bartendere i dette efterhånden til bedøvelse allerede velkomne år der hedder 2004! Når alt skal ryddes op, er det altid os der står tilbage med den endegyldige lort i vores selvpoleret fejebakke. 

Hele årets samling af Tipsbladet ryger ud i containeren. Også årets sidste nummer fra forleden, som dog fortjener en af årets utallige dit-og-dat priser, denne går så for afvekslingens skyld ikke til Brøndby og vi kunne kalde den for årets sportsjournalistiske vittighed. Et blik på bladets top 100 over superliga-spillere, møjsommeligt ranket op efter med en, to eller tre stjerner, fik i hvert fald min kaffe på tværs i halsen. FC Nordsjællands japanske målmand, Kawaguchi, høster tre stjerner for at være uortodoks og have "stor international erfaring fra det japanske landshold". Jamen, det er sikkert rigtigt, når Tipsbladet skriver det. Samme nordsjællandske tamagotchi præsterede at lukke 12 mål ind på to kampe her efteråret. Det var så to af de fire-fem kampe, han vist nåede at spille, inden træner Christian Andersen skyndsomt fik sendt Hoffmann tilbage i Farum-buret. I øvrigt kunne vores egen Magnus Kihlstedt snildt have høstet tre stjerner på samme konto. Uortodoks og med stor international erfaring. Kihlstedt har dog kun spillet på det svenske landshold, ikke det japanske. En detalje som givet har spillet ind i journalistens frimodige vurdering. 

For fanden da! Så går man her igen som en anden slamsuger, mens nytårsdagen rinder bort og sneen smelter i Garmisch-Partenkirchen eller hvor fanden de dyrker TV-skihop henne nu om dage. Den salige kommentator Niels Christiansens dage er under alle omstændigheder svundet bort. Han var ellers manden der om nogen kunne klargøre en skihopper i DR-monopolets tid. Finne, fra Kuopio eller Rovaniemi, 23 år gammel, 171 cm høj, gift, en datter på fire måneder, og så holdt gamle Niels ellers kæft og lod hopperen hoppe fra rampen. Det var dem der sagde, at forklaringen på hans lange snakkepauser skyldtes, at han skulle på tønden. De samme har påstået, at flaskerne klirrede lystigt under de engelske tipskampe mellem Stoke og Wolverhampton som han flittigt kommenterede i 70erne og 80erne. Jeg skal lade være usagt, om jeg tror på historierne.

I stedet må jeg blot begræde mit eget engelske favoritholds skæbne. Tottenham Hotspur ligner en nedrykker i forfærdelig grad. I sommers røg West Ham og midt i vinterdepressionen ser jeg Spurs er sendt på samme spor, ud af Premier League, til næste sommer. I stedet er det gamle tiders sekundaklubber som Charlton og Fulham der præger London-billedet i røven på Arsenal og Chelsea. Og det gør sgu ondt i et aldrende hjerte, må jeg tilstå. Normalt ville jeg undslå mig med, at engelsk fodbold ikke interesserer på samme niveau som FC København. Det gør det heller ikke. Men akkurat her i vintermånederne har man vænnet sig til de obligatoriske 8.-pladser fra Tottenham. Den gode mellemvare som man ved hvor man har, ikke mindst hjemme på et pragtfuld White Hart Lane. Den holder bare ikke længere. Årtiers perspektivløs ledelse er på vej til at sende klubben ned i næstbedste række. Et meget trist syn - men nogle gange er det måske hvad der skal til. En ny begyndelse. Fortrædelighederne på Tottenham High Road har i hvert fald virket bundløse i mange år efterhånden, selvom investeringerne ikke har manglet i hverken spillere eller trænere. 

Ja for fanden! Her går man så igen og spøger med sin kost og banker det meste af et års snavs og gamle skodder op i bakken, alt i mens man har sendt sine pæneste tanker til nær og fjern som man nu gør på denne årets første dag. Det er blevet tid til at lukke og låse ud bag til, at afslutte aftenens ensomme meditation.  Årets anden dag har såmænd meldt sin ankomst og man kan næsten slet ikke få nok. Af dette år 2004. Dagene skvatter allerede over hinanden i forsøg på at gøre sig interessante. Jeg lukker mig ud ad hoveddøren, velvidende at Muhammed og hans taxi afventende kører i tomgang ude ved fortovskanten.
"Gott nyttor!", siger han som han smækker døren op.
"I lige måde!", svarer jeg og hopper ind.

Sprut og smøg bevare spruthuset!

Jan Saxo

Ugens album:
The Raveonettes - "Chain Gang of Love"
Jeg ved ikke hvor nyskabende Sune Wagner og Sharin Foo er. Jeg er trods alt gammel nok til at huske både The Cramps og  Jesus & Mary Chain fra 80'erne. Men det er knageme en fed skive - og en anelse lettere og lysere i grundsubstansen end de umiddelbare forbilleder. På min notesblok kandiderer denne kraftigt til at være en af sidste års bedste udgivelser.

Gasolin - "The Black Box"
Den er formidabel - hele karruselturen ad Memory Lane for os der havde en barndom dengang i de tidlige og mellemste 70ere. 9 skiver i alt. 7 originale med næsten autentisk vinylindpakning og selvfølgelig med Peder Bundgaards tegninger, en lettere omredigeret "Live - Sådan", og en samling med Additional tracks. Og selvfølgelig et lille medfølgende hæfte med forkromede ord af Klaus Lynggaard, samt citater fra stribevis af andre danske celebriteter.