I programmet til det Kongelige Kapels opførsel af Also Sprach Zarathustra her den anden dag kauserede skribenten over, hvor mange i Københavns publikum, der mon var klar over, at fanfaren der byder spillerne velkommen på banen er de første takter i Richard Strauss' tonedigt. Måske er det ikke lige det, man tænker mest over, og heller ikke at den del af stykket beskriver den mægtige solopgang. Solopgangens betydning er, at den fordriver mørket og spreder nyt lys og håb over verden, og håb og lys er bestemt mangelvare her midt i det uendelige gråvejr, kun afbrudt af regnvejret og sjap, der har været sæsonens vinterpause hidtil. Every cloud has a silver lining siger angelsakserne, og de har haft ganske ret, men det enkelte sølvglimt er ikke tilstrækkelig til at gøre det udholdeligt, når infirmeriet fyldes af skadede spillere fra de vintertunge baner. Der kræves flere glimt af solen, før vi kan blive badet tilstrækkelige varme, at vi ikke blot mismodigt og magtesløse kan se frem til forårets første kampe.

Det er ikke til at holde ud, ventetiden, især ikke, hvis den er forgæves. For håbløsheden strækker sig langt ud over foråret lige nu. Også efterårssæsonen synes absurd hård, hvis ikke truppen bliver forstærket allerede nu, og hvis ikke ny motivation og entusiasme kan ramme trænerbænk og spillere, der nu også selv indrømmer, at de spiller uinspireret og kedeligt.

Kun amatørvaudevillen fra Brøndby har hidtil kunne løfte humøret. Der er ikke meget at sige til den. Det var morsomt at se spillerne se lige gennem Divisionsforeningens bluff, og det blev kun mere morsomt over at se Brøndbyfolkene tale for en konflikt, der lå dem yderst ubelejligt. Og når Per så i flere omgange hamre en telefonmasttyk pæl gennem alle beskyldninger om at være spillernes bedste ven og socialkammerat, bliver det næsten grinagtigt. Per udstillede sig for hvad han er; en patriarkalsk leder af den førmoderne skole, der altid ved bedst, og som nok kan se at problemet skyldes, at de ansatte ikke har forstået, hvad det hele drejer sig om. En rigtig bonderøv. Nu er konflikten blevet udskudt, men det har været godt at se lidt faglig konflikt i Superligaen; det har den kun godt af, selvom konflikter forhåbentlig bliver undgået også i fremtiden.

Men nok selvpineri. Istedet står den på Sydens Sol i de italienske og franske alper i et par uger. Derfor må det blive et amputeret ræb i denne uge. Forhåbentlig kan batterierne af selvfedme og arrogance fyldes op dernede, at man uden at blinke kan finde sin plads igen på Nedre C, når foråret fløjtes i gang, og man derfra kan udbrede sig om, at vi skal vinder guld igen i år. Lige nu ligger det lidt tungt men den slags bravado.

Martin CX

Ugens jukebox:
Front 242: "Headhunter v3.0"

Richard Strauss: Also Sprach Zarathustra