... krrrzzzssrrzzzz... for fanden da! Så mistede man jordforbindelsen igen. De atmosfæriske forhold er simpelthen for dårlige på denne tid af sæsonen. I denne yderste BULE blandt verdens buler. Lidt snefnug hist og pist mener det pludselig alvorligt og en ædende og slasket kulde hænger som en karklud om brystkassen og nu står man her næsten med smeltevand i knæene og drejer som desperat på antennerne for at indfange signaler fra moderskibets sender. Efterlyser en vitamingivende kontakt for at kunne bevæge sig videre. Det lyder skide utaknemmeligt, ved jeg det. Selvfølgelig bør man kunne tage udfordringen op og med ungdommelig nysgerrighed bevæge ind i et endnu ukortlagt territorium. Bør efterhånden have en vis rutine med disse lange vinterpauser. Men jeg føler mig stadig ikke på sikker grund mellem pølene af sjap og isflager. Det indre maskinrum kommer aldrig på toppen, selvom den ydre forskansning ellers er den bedste. Som en kamæleon har jeg selvfølgelig absorberet alt fra den stedlige flaskeånd, søger rutinemæssigt over tangenterne på det obligatoriske sprutorgel. Kigger dybt i glasset og løfter det op og sætter det foran øjet som en gigantisk forstørrelse. Hr. Glasbund slår til igen. En forvrænget næse, et askebæger og årets første træningskamp venter omsider forude. 

For fanden da! Her står man igen og pudser glorier og glas som var de guldarven fra junivarmen. Der diskuteres tynd midtbane ude i hjørnerne. Der råbes på sjældne diamanter et sted i baggrunden. Forventningerne vokser og en drønende tavshed siver kort over baren, inden den sætter over i en vedholdende mumlen. Man er kold og klam ind til den fineste chip, og bliver et øjeblik lidt beklemt ved det hele. Den gamle VW Golf holder og venter ved fortovskanten uden for, ansporer en vis ædruelighed for aftenen. Men barens parade af stærke sager råber højere. Nordsøens olie kan blive smørelsen til motoren. Munden løber over og hjernen dunker med begyndende salighed. Bartenderen i sin bar og med sin bare røv hengemt bag tre lag uld. Alt sammen fjerner det et øjeblik fokus fra min person og jeg benytter lejligheden til atter at famle med antennerne, søgende en ny forbindelse. Men fanger stadig intet. Føler mig helt fortabt, men den fedladne fyr der står og glor nede i vandspejlet bag baren og flaskerne, rækker pludselig noget motorvæske frem. Jeg griber hastigt og sluger. Hele finmekanikken kortslutter indvendigt. Jeg stirrer olmt efter spejlfætteren, men han er fuldstændig ligeglad. Iskold som luften uden for. Det ruller igen, showet skal fortsætte og han har allerede sat sig selv ind i rollen som den urørlige toastmaster.

For fanden da, kegler! Her står man igen og kalder gud og hver mand kegler, velvidende at man selv er topkandidaten over alle. Verden er mærkelig og savner en hver jordforbindelse. Niels Christian Holmstrøm dukker op på vores TV-skærm oppe i hjørnet og taler engageret om afrikansk fodbold. Det er tredje eller fjerde genudsendelse af programmet og ex-træneren og medieklovnen Poul Hansen konstaterer blidt, at det er rigtigt alt sammen. Jamen, gu' fanden er det rigtigt. Holmstrøm ved en helvedes masse om afrikansk fodbold, især den sydligste afart, og som altid falder man næsten ind i en meditativ ro når man indfanges i talestrømmen. Der er styr på tingene, også de ting som der ikke er styr på, han er så skide klog ham Holmstrøm, og når han bebuder at der går mindst 50 år før en afrikansk nation vinder VM i fodbold, ved man bare, at han har ret. Ja, man ved det bare, selv den gamle AGF'er Poul Hansen ved det, for han konstaterer nemlig igen, at det er helt rigtigt. Alt sammen. 

Her er vi så alligevel måske rykket lidt nærmere sagens kerne, denne torsdag aften som er indhyldet i sit pissekolde lag af sukker og huggende lunger. Om et overskueligt antal timer begynder det hele igen. Med mindre at kuldeklammeriet aflyser, fordi kunststoffet på Peter Bangs Vej ligner en fordrukken svensker, og det mærkelige opstartsmandskab, Höllvikens GIF, må sendes tilbage over det dybfrosne sund. Inden lørdag middag klokken 13.

Den seriøse snak om diamanter og midtbane ser dog foreløbig ud til at få sin relevans og nu skal vi til at måle og veje Michael Silberbauer sammen med flokken af gamle kendinge. Hvalpen Hjalte, kan vi stole på ham, myggen Mykland, kan vi overhovedet regne med ham? Sidstnævnte dundrer foreløbig igennem med et frostskarpt nej, men så afventer vi selvfølgelig jokere som Røll, Bisgaard og Bergvold i diverse kombinationer med ham den ovenstående. Sandt at sige, ser det modbydelig tyndt ud som udgangspunktet for et forår hvor vi skal hente 7 point på toppen af superligaen. Men sportsdirektør Holmstrøm, den talende buddha, tager det roligt og vores træner Hans Backe snakker stereotypt om nye muligheder, når nysgerrige journalister spørger fremmeligt til vintertilstanden hos byens hold. Venus in Furs og Shiny Shiny Shiny Boots of Leather, man fristes til at supplere Backens hvilepuls med Velvet Underground snurrende langt borte, langt ude, på det sted hvor jordforbindelsen heller ikke er helt sikker. Jamen, er det ikke bare så rigtigt alt sammen?

For fanden da! Her står man som en anden John Cale og føler sig afsveden på kønsbehåringen. Man kan blive eddikesur over den slags tiltag, men føler sig heller aldrig helt sikker på, at man nu siger det rigtige. Det er ganske utaknemmeligt. På sin vis er der jo en logik der påkalder sig det lange seje træk og serien af lovende ynglingesvende fra KB, og samtidig er der en rationalitet der ihærdigt hævder at forårets resultater må tale sit eget ubønhørlige sprog. Vi vil og forventer Europa - det er simpelthen hele BULENS parole. Den bør ikke være til at misforstå for træner Backe og direktør Holmstrøm. Og den ændres ikke ved at Silberbauer måske kommer til at henstå som eneste plus på indkøbskontoen. Et ungt, nordjysk sølvværktøj kan ikke forventes at skulle flytte hele storbyen København 7 point frem alene. Der forventes mere. Og dette mere skal i så fald komme fra trænerkapaciteten alene. Jamen, vi venter stadig spændte, kan ikke helt blive enige om hvor overbevisende det har set ud hidtil. Men vi venter da selvfølgelig lidt endnu... og fælder dommen ubønhørligt. I løbet af foråret. Som vi gør efter hver eneste kamp sæsonerne igennem. 

I øvrigt kan vi i skrivende stund byde på endnu en ubekendt faktor, når vi taler midtbanepladserne. Den genopstandne Christian Lønstrup ved man aldrig hvor man har, og i forgangne uge dukkede han op i Løvetimens fraktionsquiz. Jeg tillader mig at løfte hatten i respekt. Det er ikke alene en flot gestus, at stille op i et radioshow over for BULENS spidseste pen, kollega Smølle, bartenderen over os alle i paratviden og vasse kommentarer, det vidner også om menneskeligt format hos Løns. For pokker, halvdelen af Spruthuset er inficeret af LöPo-viruset, og jeg er endda venlig her, og nøjagtig forleden kunne jeg sagtens unde dem fornøjelsen. Jeg vil også hjertens gerne se Lønstrup tilbage som den spiller han engang var før skaderne og Italiensturen. Mægtig gerne. Men det har bare været svært i de seneste sæsoner. Desværre. Men det har aldrig skadet nogen at gentage, at man selvfølgelig håber det bedste.

For fanden da! Hvis Lønstrup kan dræbe skader og finde tilbage til tiden før Bagger ramte ham, så vil jeg også være åben og smile bredt og uskyldigt som et kålhoved mod pølens spejlbillede, der har taget kontrollen i aften. Man er jo ikke helt uden samvittighed - og den er langt mere blød og rund end spejlet nogensinde kan fremtrylle. 

Her står næsten man igen, ja næsten, fordi man egentlig tripper og flagrer lidt omkring som en Magnus Kihlstedt mellem sine to målstænger. Forsøger at gribe efter de mange sjove indlæg, som kan ramme det københavnske straffesparksfelt. Der er kloge hoveder ude omkring der vedholdende spørger, hvorfor vi ikke bare signer Stephan Andersen fra AB nu. Et fantastisk godt spørgsmål, udbryder et kor i a capella sang på den anden side af bardisken, mens jeg blot taber et glas på gulvbrædderne. Jamen, tro mig, det skete bare. I virkeligheden bliver jeg nemlig helt kålhovedagtig som Tøndermarsken i Poul Hansen-forklædning ved korsangerne og istemmer på bassen at det er helt rigtigt. Det er helt rigtigt igen. Det er nemlig et fantastisk godt spørgsmål, der venter på et svar der indtil videre ligger begravet under snedynerne uden for.  

Endnu et spørgsmål der føjer sig til de andre. Men vi må vente, mens vi tålmodigt venter på varmen. Man kan selvfølgelig nysgerrigt åbne døren med jævne mellemrum, men ender sandsynligvis med at udbryde: this ain't a fit night out for ma-an or beast!, alt i mens man får kylet en spandfuld andefjer lige i sylten. En givtig og sindsoprivende vinterpause kan efterhånden være svær at finde i det københavnske univers. Der er blevet så stille som sneen uden for.

I vores yngre dage har der været tider hvor hele direktionsgange blev ryddet i januar måned, der har fløjet rundt med spiller- og træneremner som et sandt nytårsparty af teenagebacardibreezere. Men tiderne er skiftet, vi er blevet satte og konforme og kedelige. Kedelige København. Der sker aldrig en skid mere. Selv Flemming Østergaard har skiftet over til lavprofilering i medierne. Og egentlig er det sgu meget fedt, hvis jeg skal være helt ærlig. Man skal nu forsøge at forstå sig på buddhistiske termer som "kontinuitet" og "tålmodighed". Selv når vi taler Kihlstedt og Stephan Andersen betaler det sig måske at blot vente. Vente og se. Det haster ikke så meget i øjeblikket. Der bliver forhåbentlig en første kamp på lørdag og derefter er der endnu en og en mere og så videre. Med en salig Kierkegaard'sk omskrivning: vejen er det vigtigste, ikke målet (og da slet ikke målene, bare de forbliver flere end modstandernes).

krrrzzzssrrzzzz... for fanden da!  Jeg skal være den første til at undskylde på BULENS vegne... men vi er simpelthen forgabte i denne sene aftenstund! Enhver forbindelse er umulig i øjeblikkets stund. Vi gaber og gaber og der er ingen vej tilbage. Vi påkalder os Muhammeds Taxi, men den holder heller ikke længere. Han er taget på vinterpause hjemme i Kurdistan. Den gamle hvide Golf vinker derimod og smiler venligt og stationært. Fra mål til mål beskriver den driftsikkert vejen. Hvid, hvid, hvid, det er blevet et succeskriterie og vi dyrker det som snefnuggene på kølerhjelmen! Som en triumf i selvfedmen og konformitetens navn.

Jan Saxo

Ugens album:
White Stripes - "Elephant"
Den amerikanske Detroit-duo's fjerde album må henstå som året 2003's uforbeholdent skarpeste stik i det Saxo'ske univers, når vi taler rimeligt unge navne og deres rimeligt spændende udgivelser. Et brag af en skive, taget direkte fra garagen og sprængfyldt med en spilleglæde, der stinker af sund kærlighed til klassisk rock'n'roll og ganske simple bluesgange. Det tog mig cirka et halvt år at opdage denne opfølger til deres strålende "White Blood Cells", men det siger vist mere om mit efterhånden aldrende tempo end kvaliteten i numre som 'Seven Nation Army', 'Ball and Biscuit', 'The Air Near My Fingers', 'Girl, You Have No Faith In Medicine' etc. 

Daniel Lanois - "Shine"
Stille, hensvævende og stemningsfyldte toner fra en mand som især er kendt som U2's producer, men også har produceret andre navnkundige folk som Bob Dylan og Peter Gabriel. Han trådte til på "The Unforgettable Fire" og fortsatte med "Joshua Tree" og fik U2 slæbt videre fra dødvandet omkring deres tredje album "War".  Her er han selv mange år senere blevet hovedsolisten, men får behørig hjælp undervejs af fx. Bono. Det er der kommet en smuk skive ud af, der vinder rigtig meget ved et par genhør.