For fanden da! Så er man her igen, sejlivet som en sydafrikansk minearbejder, og med uformindsket tro på det mørke øls velsignelser. En god ale på flaske! Værsåartig, du store helt i det daglige arbejde! Vi har dem på flaske og vi har dem sandelig ikke fra Afrikas ende - men fra eksotiske steder som Newcastle og Oxfordshire. Mere velsmagende end nogensinde og altid behagelig for mavesækken, når aftenen pibler frem, og et kødfyldt måltid skal fordærves med en kølig, men ikke iskold, tår. 

I virkeligheden kunne man godt savne en god lænestol hernede, en ordentlig motherfucker af noget veldesignet stofværk som kunne stå der ovre i krogen. På en aften som i aften hvor roen har sænket sig og hvor ungdommen er ude at føjte efter mere fanzy steder end vores lille biks. En aften hvor TV'et demonstrativt er slukket. Jeg gider ikke den kværnende fordummelse, gider ikke de irriterende kommentatorer og deres parret ekspertices kvabbabelser. Og gider slet ikke gentagelserne fra gårsdagens ligegyldige landskampe. 

Næ, min ven, i aften har bartenderen allermest lyst til at sidde hensunket i en lænestol, med det ene ben smidt over det andet, med sin mørke ale inden for armens rækkevidde, og med Melville's "Moby Dick" hvilende i skødet, mens Kaptajn Akab hengiver sig til jagten den store hvide hval på de syv verdenshave. Jeg vil nemlig tilbage til basis, mand! 

Så kald mig bare Ismail! I aften kunne jeg sagtens være Ismail og du kunne stå der og glo som en anden trykimprægneret bjælke og ligne inventaret i enhver god havneknejpe, mens den gamle skipper ville fortælle sine historier. Fra Kap Det Gode Håb der altid synes at markere sig ekstra stærkt på denne tid af sæsonen, hvor forventningerne stadig anduver uforstyrret som et Indisk Ocean i den sydlige halvkugles sensommerkuling. Kurs stik øst og der er tusinder og atter tusinder af sømil til Australien og New Zealand og den næste realistiske landkending. Det kunne være så simpelt at læne sig mod rælingen, sætte sit søstærke lerkrus til munden, gurgle på sin ale, og brøle "Skål, gamle hvalfanger!" på vegne af al denne verdens udlængsel med et drengerøvsgrin hinsides enhver sund fornuft.

Men ak! I stedet står man her... ja, i stedet står man her og glor på et par fyldte askebægre...   

... for fanden da! Vi har ingen lænestol hernede og man fanger næsten ikke hvaler længere. Slet ikke den store hvide slags. Men et par af de små vinterplettede fra de nordlige farvande kan sikkert stadig accepteres, hvis man spørger høfligt i det internationale hvalkommissorium og ellers udviser en smule forloren betænksomhed for de syrlige embedsmænds nærmeste familie.

Men sådan er det altid, de store kan ikke røres. Det er de mindre som man må jagte og det var vel sagtens efter samme princip at Holmstrøm og hans venner forsøgte at forhandle en gunstigere UEFA-seedning igennem forleden i Barcelona. Landekoefficienten skulle sættes ned i det samlet regnskab hos de deltagende klubber for at give egne opnåede resultater større vægt. Det kunne gøre fremtidens kvalifikationsturneringer en sjat nemmere for gode klubber fra de små nationer i UEFA-samfundet. 

Umiddelbart blev det vist en nitte. De store ville ikke røre sig ud af flækken. Hvad UEFA-mødet i Barcelona i stedet frembragte var regionalt opdelte kvalifikationsrunder til fremtidens UEFA Cup. Om det så ændrer noget særligt, må tiden vise, men de danske klubber slipper frem over for længere rejser i de tidlige runder. Ergo kan det betyde flere skandinaviske opgør på kvalifikationsvejen til den kommende UEFA gruppespils Cup. 

Her rækker den skarpe tunge så fingeren i vejret og ruller sig ud i en selvsmagende spydighed om sidste sæsons Djurgården-kampe. Akkurat i anden kvalifikationsrunde og akkurat et regionalt opgør. Javel, vi nakkede dem dog i en træningskamp for nogle dage siden og det skortede efterfølgende ikke på den lille hævnens tørst. Så mere ale til tungen, gamle fangstmand. 

I det store billede henflyder UEFA stadig som protektor for den ultimative hvide hval. En kolos der kun arbejder for at gøre sig selv federe og beskytte sin øjesten. Champions League-turneringen lukker sig mere og mere om sig selv. Det bliver de samme klubber fra de samme nationer der dominerer og støvsuger for pengestrømmene og snart er en hver geografisk fornyelse eller overraskelse udelukket. UEFA Cup'en er for flere år siden blevet til et andenrangs gedemarked for resten, taberne fra det fine bord og dem der ikke har andet alternativ end at hænge ude på risten og nøje sig med duften. 

Man kan næsten fristes til at sige, jamen for fanden, bureaukrater og selvfedninge, så tag da konsekvensen. Lav nogle lukkede europæiske divisioner som dem man kender fra diverse amerikanske sportsgrene. I nordamerikansk ishockey, NHL, har man fx. to store conferencer med hver 15 hold. De spiller mod hinanden i et sindrigt ligasystem om playoff-billetter. Men der ingen op- og nedrykning eller kvalifikationsturneringer. Fornyelsen sker udelukkende, når en klub drejer nøglen om økonomisk og enten stopper, eller flyttes til en anden by med større kapital. Eller hvis selve NHL-organisationen beslutter at udvide med et par hold. Det er ikke en skid sympatisk, men nogle gange virker det sgu mere ærligt end det rænkespil der foregår i UEFA-regi. Lappeløsning på lappeløsning. Halve turneringer med gruppespil, der så også alligevel kan blive et for meget. Champions League der vindes af ikke-championer. Alt sammen for at bibeholde en illusion om at alle kan være med og det hele skal afgøres primært sportsligt. Men virkeligheden er ikke længere sådan. Norske Rosenborg har kvalificeret sig til og deltaget i 8 CL-gruppespil og alligevel rangeres de nu dårligere end fx. spanske Real Sociedad, der har præsteret absolut nada europæisk i samme tidsperiode. Alt sammen på grund af omtalte landekoefficient, der giver alle spanske klubber højere seedning end norske, fordi Real Madrid og Barcelona er langt bedre end Molde og Brann. 

For fanden da! En eller anden dag må det da stoppe. Skær rent ind til benet og lav en Euroliga 1 og 2 med nogle nationale/regionale kvalifikationer. Gør noget der kan genskabe de simple tanker som engang lå bag den gamle cupturnering for mesterhold. 

Ja, her står man så. Sparker sig selv over anklen og drømmer sig tilbage til dengang hvor hvaler var simple udrydningstruede pattedyr der gjorde som hvaler nu gør. Svømmer i de store verdenshave. Men man blev gjort postmoderne og så kom man hinsides at være postmoderne, nu er man nærmest endt som metamoderne - hinsides sig selv.   

Og her er man så, den gamle bartender og den brune ale, man griber sit glas og ved godt at den er ved at være gal. Igen. Man er så godt som indfanget. Indser at begrebet "udrydningstruet" kan få en mere personlig betydning. Og så står man dér - et eller andet sted. Man skvulper der bare, har flydt med hele vejen, og nu er man der, som altid er et andet sted end der hvor man var før, men alligevel rummer en forbavsende lighed. Man er blevet endnu en helt af det daglige arbejde. Man er på et eller andet kontor og pludselig støder harpunen alligevel igennem én så hårdt, at man bliver nødt til at banke det første og bedste vindue op. Og så kommer det bare som fra bunden af de syv verdenshave (eller er det bare jukeboksen henne i hjørnet?):

I'm trapped...Oh yeah yeah! 

Bagefter bliver der stille. Meget stille. Men man aner dog en forandring. Langsomt ser man sin egen horisont lysne i et opvakt drengerøvsgrin af en anden verden. Her står man og blafrer med sit søstærke lerkrus. Kap Det Gode Håb og kursen er sat. Bag en bar på et nordligt beliggende spruthus. 

For fanden da, fangstmand! Skål! Kald mig bare Ismail igen, for jeg er allerede blevet meget klogere. Jeg har set træningskampe på Birkerøds kunstgræs, og har såmænd set ganske fornuftige ting, og jeg har set at den københavnske trup denne gang er rejst samlet til Sydafrika. Bag Kap Det Gode Håb. 

Sidste sæson blev træningslejren dernede nærmest et bizart udskilningsløb, inden den fandt sted. I år har afviklingen været anderledes stilfærdig og der er udskreget social samling over begivenheden. Inden nåede Bora dog at blive afskibet til Herfølge på en lejekontrakt,. Serbiske Bora fra Silkeborg som jeg egentlig altid har kunnet lide. Jeg mindes engang at jeg mødte ham inde på Strøget, en sommerdag lige som han var ankommet til København, vandrende med en smøg i kæften. Det affødte den første anerkendelse. Siden har han aldrig skuffet mig. Han er blevet kastet ud og ind af holdet i takt med skader i bagkæden eller i forsøg på desperate offensive satsninger i nederlagstruende kampe. Altid har han ydet sit - og ofte til mere end godkendt. Men det blev også tydeligt ret hurtigt efter Hans Backes ankomst for et par sæsoner siden, at Bora ikke var hans valg. Han fik aldrig den fulde tiltro, selvom han egentlig spillede til det. I stedet kom Martin Albrechtsen til - og Bo Svensson blev bare bedre og bedre og ender nu formodentlig som ny kaptajn. Men jeg vil nu ikke være for fin til at kippe og skåle lidt for Bora. Han satte os i gang med sit hovedspil mod AGF i mesterskabsfinalen i sommers. Det var også ham der scorede vores enlige garn mod Brøndby året før - den gang hvor Kim Milton ikke gad se os vinde guldet igen.

Udlejningen af Bora betyder formodentlig så at unge Traoré rykker en plads frem i hierakiet i centerforsvaret. Det glæder mig meget. Han fortjener snart en anstændig chance efter en serie flotte præstationer på ungdomslandsholdet - og i sit lejemål til svenske Hammarby. Og såmænd i de par sporadiske chancer han har fået i København det seneste år. 

Åh jo! Man står her igen og fordrageligheden har nærmest været eksemplarisk på dette års Port Elizabeth-tur. Det første træningsresultat tikkede hjem dernede fra i går eftermiddags. 2-0 over lokale Park United i brændende sommervarme. Man kan næsten ikke få luft midt i al idyllen. Træningskampe betyder altid noget, når man vinder dem. Det fornemmer jeg også, at man mener ude i Brøndby.

Vores egen fangersøn, Todi Jónsson, kom dog ikke på banen. Men i år kom han dog med på turen. Det gjorde han ikke sidste år. Jeg ved så ikke om det gavner noget. Sidste forår virkede det nærmest som en kilde til evig inspiration at han ikke var med. Nu må han blot kæmpe sig tilbage fra endnu en skadespause og kan formentlig allerede selv se hvor svært han får det på sin offensive favoritplads. Med en skarpere og skarpere Alvaro og en Zuma der allerede er pænt i omdrejninger oven på Africa Nations Cup-turneringen.

Men jeg har det altid godt, når Todi er ved at være dér hvor han skal være. Det er en slags slægtskab. Vi hænger sammen. På forskellige tidspunkter kom vi begge lidt skævt ind på livet af FC København, men siden har vi begge fattet en åbenbart ubønhørlig kærlighed til "hybriden" og nu er vi blot blevet... nå ja:

TRAPPED...     

Ja, der var den sgu igen! For fanden da, dickhead! Gamle Moby af Melville. Jeg husker egentlig ikke, hvor den kom fra. Det var vist noget med en lænestol, der ikke var her, og så var der jukeboksen og derfor står man her igen. Omgivet af små liflige Brown Ale-flasker fra Newcastle og Oxfordshire, med eller uden indhold, og med et evindeligt Godt Håb tegnet sirligt som Afrikas sydspids på bardisken foran. Jamen, selvfølgelig, her står man igen i den situation, hvor man skal håbe det bedste, og samtidig mene det alvorligt. 

Og det er ikke nødvendigvis altid lige nemt...

But I'll teach my eyes to see
Beyond these walls in front of me
Someday I'll walk out of here again

... men det kunne sagtens være værre! Og lyde meget værre - især når det kommer hernede fra. Men i aften bliver det blot som at træde ud fra bugen af et kæmpemæssigt pattedyr. Inspireret og sulten og med ønsket om at overskueligheden stadig har en eksistensberettigelse et eller andet sted. Der ude i februarnatten.

Jan Saxo

Ugens nummer:
Bruce Springsteen - 'Trapped'
I virkeligheden er dette også en illusion. Det er ikke et Springsteen-nummer. Sangen er skrevet af det gamle reggae-ikon, Jimmy Cliff. Men Bruce har fortolket den adskillige gange så uimodståeligt, at man nu æder den med hud og hår som en af hans egne. Den er nu blevet indskrevet i en live-version på hans nylige "The Essential Bruce Springsteen"-udgivelse, en version som i virkeligheden stammer tilbage fra Born in the USA-touren i 1984, selv om der nogle steder påstås noget andet. Det er denne der har bidraget til aftenens inspiration.

Og helt uden for regningen:
Pøj-pøj til kollega Smølle i fraktionsquizzen, hvor han alene kan tage æren for at BULEN står med mulighed for at genvinde trofæet fra forrige år.

Og tillykke til kollega Hans, altid vores bedste bartender i nøden. Der er kommet et lille ekstra familiemedlem til. Vi gratulerer naturligvis!