Spruthus!

Der har været grund til glæde i Deres Stamværtshus i de seneste ugers tid.  Kollega Hans blev, som nævnt af Jan i sidste uge, far til en yndig, lille pige, og også i denne uge løfter vi glasset og ønsker al held og lykke i fremtiden for den lille nye familie.  Men også -smølle, Hingsten fra H.C. Ørstedsvej, gav os grund til at åbne champagnen, da vores egen Rocky Balboa, som total outsider, nedlagde både fraktionsquizzens svar på Ivan Drago i semi'en, og i finalen; Østre Fælleds Rumble in the Jungle, besejrede den af vores værtshus ellers så velkomne gæst, Casper CC.  Det er vi skam stolte, herinde.  Også selvom vi andre absolut ingen reel andel har i sejren, da vi alle har indset, at vi er adskillige vægtklasser for lette, sådan rent intellektuelt, til at gøre os gældende i den konkurrence.  Men nominelt er det stadig fraktionen, der vinder, og pokalen er nypudset igen sat tilbage på sin gamle plads i bulen her.

Bedre årsag til at give en omgang får vi formodentlig først i slutningen af denne sæson, så man skulle da være et skarn, hvis man ikke gav en lille en.  Eller en stor fadøl.  Og så en Fisherman's, som vi alligevel langer urimeligt mange over disken af.  Du kender den måske, men ellers kender du smagen: Det er endnu et candyshot, men i modsætning til de fleste af slagsen, er smagsoplevelsen af denne ganske uden vamle overtoner, for det er såmænd Fisherman's Friend, der er det smagsmæssige forbillede.  Der er jo ingen grund til at man ikke kan kombinere sprutånde med en frisk mund.

Jeg har ingen dårlig samvittighed ved også at skåle for Blau Grana i aften, og selv Holger, der jo støtter de kongelige madrilenere tilgiver mig vist. Selvom vores chancer i Europa endnu er tæt knyttet til, hvordan det går dansk fodbold i det hele taget, er en sejr over Barça langt ud over, hvad jeg nogensinde kan forestille mig, jeg kan unde Brøndby IF.  Såmænd ikke, hvis man ser på det fra den rent sportslige synsvinkel, men når man er klar over, hvordan mediebombardementet af hyldester til Laudrups offensive og seværdige babyhold ville eskalere, og hvor meget de Brøndbyfans, der til tider forvilder sig herind, kunne nå at tale om dette, inden yderdøren igen lukkede sig foran dem, så er det så som så med storsindet.  Man når at blive træt på forhånd, når man tænker over den slags konsekvenser, og man begynder at forstå, hvordan de danske klubber, der som regel ligger i Brøndby IF og F.C. Københavns skygger må føle det, når de slår op på sportssiderne i formiddagsbladene.

Nåja, når det kommer til stykket, kan både vi og vore uvaskede venner fra Vestegnen vel være nogenlunde tilfredse med 0-1.  Kun de allermest partitro havde vel mere end et lille håb om en overraskelse, og Brøndby blev på ingen måde ydmyget, selvom alle vi, der så kampen her fra baren, nok kunne blive enige om, at F.C.B. ikke ligefrem forcerede.  0-1 er samtidig forhåbentlig nok til at Barça kan gøre arbejdet færdigt hjemme på Camp Nou, og Ekstra Bladet og B.T. kan pakke de store typer ned igen, og skrue en anelse ned for entusiasmen og den benovede overhøflighed overfor Michael Laudrup; dansk sportspresses virtuelle Dronning Margrethe.

I øvrigt er diskussionen hernede drejet sig om et nyt Fan Club initiativ, hvor en del af Nedre C skal friholdes fra faste sæsonkortpladser.  Det er en udmærket idé, hvis De spørger mig, for selvom sæsonkortene har betydet, at man ikke længere skal stå i kø i mindst halvanden time inden kampstart for ikke at være for handicappet i spurten efter gode, sammenhængende pladser, så betyder sæsonkortenes fastfrysning af folks placering på Nedre C en langsom ændring af tribunens karakter, fordi spontane fællesskaber har sværere ved at dannes, når sæsonkortene fungerer som bølgebrydere.  Til gengæld er det værd at huske på, at spontane fællesskaber også kan dannes med udgangspunkt i sæsonkortenes faste pladser, fordi man lærer sine naboer at kende, og det er også værd at huske, at de nuværende sæsonkortholdere på Nedre C med få undtagelser, hører til mennesker, der har valgt Nedre C, fordi det er den tribune, de har stået på de seneste mange år, og det er den tribune, hvorfra de yder til og nyder af den stemning, der så ofte bliver kritiseret.  Sæsonkortholderne er som udgangspunkt ikke de, der er at klandre for en eventuel afmatning, om en sådan overhovedet er aktuel.  Men når det er sagt, skal man heller ikke lukke øjnene for, at denne situation ikke er en, der varer ved.  Deres bartenderes faste pladser går i daglig tale under kaldenavnet "magelighedspladserne", og det er en meget præcis beskrivelse, for pladserne kræver ingen ulejlighed af os, og få af os har overhovedet overvejet den mulighed, at man nogensinde kunne finde på at forlade pladserne for at forlade Nedre C.  Det betyder, at mange af de, der står på Nedre C den dag i dag, også med stor sandsynlighed er, at finde på Nedre C i al overskuelig fremtid.  Og det er en væsentlig ændring fra tidligere, for så bliver det ikke længere de, der er villige til at ulejlige sig mest mulig ved at stå længe i kø og tage slagsmålene om pladserne, der konstituerer tribunen; det bliver ikke længere de, der er villige til at kæmpe for at stå på Nedre C, der faktisk står der, og det kan efter Deres bartenders mening ikke betyde andet end at også stemningen ændrer karakter, og at de nye og entusiastiske fans må finde et andet sted at stå.  Nedre C er pludselig ikke længere centrum for de såkaldte stemningsskabere.

Jeg tror ikke, at udviklingen, jeg skitserer ovenfor, er en, der går særlig hurtigt.  Som sagt har Nedre C et godt udgangspunkt i kraft af, at vi, der står der allerede, er entusiastiske, højtråbende og kreative fans.  Men inden længe er Nedre C fyldt op, og når der i modsætning til tidligere ikke i nogen betydelig grad samtidig sker en udvandring fra Nedre C, betyder det, at nye fans må finde en anden tribune.

Det er der nogen, der ikke begræder.  Man kan med aftenens kamp in mente tage F.C. Barcelonas publikum som eksempel.  Her er der tale om sæsonkortpladser, der går i arv fra bedsteforælder til barnebarn, og denne samhørighed, der spænder både køn og generationer, til klubben er meget stærk og meget gribende.  Men det betyder, at man forlader en fodboldkultur, der er præget af mænd, de fleste af dem forholdsvis unge, og faldet i testosteron og adrenalin er meget mærkbar, hvis man er til kamp på Camp Nou.  Stemningen er ikke spektakulær og er ikke bygget op om fyrværkeri og råben.  Det er noget, der fungerer for F.C. Barcelona, men kliché eller ej; Barça er heller ikke blot en fodboldklub, og Camp Nou er helt særligt ideel opbygget for et publikum, der ikke finder sit fællesskab gennem øret, men gennem øjenene.  På Camp Nou kan man fra de fleste pladser, se stort set alle af de øvrige et hundrede tusinde pladser, der ikke lige er bag dig.

Initiativet på Nedre C er et initiativ for at bevare de unge, liderlige mænds mulighed for at dominere stemningen i Parken, og det er heller ikke en dårlig ting, overhovedet.  Men mon ikke det hele ender med, at der bliver så mange på det nye afsnit, at man vælger at begynde et nyt, dynamisk fanafsnit på D-tribunen, hvor de dårligste pladser i Parken kan tiltrække de, der er mest ligeglade med mageligheden, og har den største iver for blot at blive lukket ind.

Hovedanken blandt nogle af vores mest talende stamgæster har dog ikke været ændringen i fankulturen, jeg forestiller mig ovenfor.  I hvert fald ikke direkte.  I stedet har der været skepsis over ideen om, at lade nogle af de unge, testosteronfyldte brushoveder administrere tribunafsnittet i nogenlunde uafhængighed af FCKFC.  Det er nemlig sådan, at blandt de, der står på tribuneafsnittet allerede, er der personer, der enten delvist eller fuldstændigt kan karakteriseres som voldsmænd.  Det er der for så vidt på alle dele af Nedre C, men problemet ligger i, at nogle af fraktionerne; i særdeleshed de såkaldte Copenhagen Casuals ikke ønsker at tage klar afstand fra den vold, som deres fraktionsmedlemmer efter forlydenderne udøver, og det er noget, der falder de fleste for brystet.  Nu kunne man sige, at man burde blande sig udenom, men udover at man rent menneskeligt, og som samfundsborger, bør sige fra overfor fællesskaber, der dyrker kriminel vold, rammer en sådan holdning til vold også et blødt punkt hos de fleste fodboldfans, fordi pressen ofte tegner et billede af at den mandlige fodboldkultur drejer sig om druk og slagsmål.  Druk-delen er ganske præcis beskrevet, men slagsmålene skaber utryghed ikke bare hos udenforstående, men i høj grad hos fredelige fans, som de fleste af os.

Den historie; den fortælling; at fodbold hører sammen med hooligans, som fordums tids stammekrigere, søger at "forsvare farverne" korporligt, og at disse krigere begår noget, der har med ære eller værdighed at gøre, er en fortælling, som hooligansfraktioner eller wannabe-hooliganfraktioner er med til at videreføre og forstærke.  Men det er en fortælling, der ikke er sand.  Fodbold og korporlig vold hører ikke nødvendigvis sammen; det er ikke i orden, hvis man begår ulovligheder af misforstået respekt for holdet og klubben.  Det er tværtimod latterligt!  Og det er ikke godt nok, at man vender det blinde øje til de ting, der foregår udenfor stadion, men som tydeligvis alligevel er i en klar kontekst af fankultur.

FCKFC er stort set en organisation tømt for fælles værdier og politik, men en ting kan alle medlemmerne være enige om: Fankulturen i F.C. København skal være fredelig.  Man skulle tro, at alle kunne tilslutte sig dette, og hvis en fangruppe ikke kan tilslutte sig dette, må konsekvensen være, at der ikke er plads til de mennesker, blandt os andre på tribunen.  Der må ikke skabes en kultur, hvor fredelige fans skal være bange for at færdes på og udenfor stadion, fordi andre fans synes at voldelig adfærd kan retfærdiggøres, og er en del af fodboldfanoplevelsen.

Det er muligvis en hårfin grænse i nogle tilfælde, for naturligvis er det meningen, at testosteronen i øvrigt skal løbe rask gennem årene blandt fansene på det nye tribuneafsnit, og at de skal have mulighed for at vælte rundt og gå amok, så længe det rent sikkerhedsmæssigt er forsvarligt.  Der vil altid være nogen, der i kampens hede og efter et par øl, vil have svært ved at finde den grænse, og det er forståeligt, selvom det ikke er i orden.  Men uanset at enkeltpersoner kan falde i er det centrale, at de fællesskaber, disse mennesker er en del af, klart og utvetydigt melder ud til både egne medlemmer og udenforstående, at vold altid er uacceptabelt.

Dette er vigtigt.  For mig og for mange andre; både af hensyn til frygten for vores personlige sikkerhed, når vi bevæger os i og omkring fællesskaberne på det nye tribuneafsnit, men også for vores anseelse og fremtoning som fodboldfans i samfundet udenfor stadion.

Martin CX

Ugens jukebox:

Grover Washington Jr. & Bill Withers: "Just the Two Of Us"
Killer Mike & Big Boi: "A.D.I.D.A.S"
To duetter om kærlighed... eller hvad man kalder det.