Vi har en fast gæst i vores bar, der altid beklager sig højlydt hver gang vi står her og fabler i evigheder om alle andre klubber end København, og specielt vores lokale rivaler. Gud nåde og trøste ham i dag. For lige i disse tider, hvor sæsonstarten stadig er godt en uge væk, er det altså meget begrænset hvor meget der sker i vores eget univers inden fredagens træningskamp i Parken. Og samtidig er der den ene nervepirrende kamp efter den anden med undertegnedes favoritter: F.C. Barcelona.

Og når nu vores gæst selv har en udpræget sympati for det unge af de to Liverpoolhold, dem i rødt, er det vel også ganske forståeligt at netop dette UEFA-opgør har krævet så meget opmærksomhed, og rent ud sagt angst. For selv for de yngste af vores gæster er det jo en uudslettelig del af fodboldfolkloren, at Liverpool F.C. i slutningen af oktober 1995 tabte 1-0 til Brøndby IF på Anfield Road efter 0-0 på udebane, og derfor røg ud af UEFA Cuppen. En gul skygge, der for evigt vil hænge over klubben, og noget som københavnske fans af de andre røde fra Nordvestengland vil kunne fnise godt og grundigt af, efter at deres favoritter tre år senere demonterede Brøndby komplet med 6-2 og 5-0.

Det er mere end otte år siden, men de fleste kan vel alligevel huske dengang Eggen nåede højest over et Liverpoolforsvar, der så ud til at have beton i støvlerne i den situation. Specielt Neil Ruddock og Mark Wright. Der formentlig havde. Og sådan et traume havde jeg ikke den store lyst til at rende rundt med. Liverpools fans kan i det mindste glæde sig over, at på den tid var internettet ikke en daglig realitet, og at elektronisk kommunikation ikke gav muligheder for de helt abnorme mængder hån et lignende nederlag ville medføre i dag. 

Var Barcelona tumlet ud af UEFA Cuppen, havde situationen været en helt anden. På nettet udstiller man sin troskab hver dag, man triumferer og man græmmes, og man håner andre med deres favoritholds fiaskoer, men banale liganederlag er jo noget man lærer at leve med. Det kommer hele tiden, især hvis man holder med flere hold, og disse underpræsterer fire år ud af fem. Tro mig, jeg kender til det. Det kan slet, slet ikke måle sig med den ufattelige ydmygelse det ville være hvis éns favoritter, som man holder af med en fascination der ligner den vi har for København, skulle gå hen og tabe til Brøndby. Som Liverpool gjorde. 

Så for at være så tæt som muligt på stridens scene skaffede jeg billetter til mig selv, kollega Saxo og en stamgæst hernedefra. Det var pærelet, og vi slap helt for enorme køer rundt om Brøndby Stadion, desperat nethandel med en billetudbyder der slet ikke kunne klare presset, og hårde forhandlinger med grådige billethajer på det sælgers marked der opstod, idet kampen jo skulle afvikles på et mindre stadion. Barcelona har nemlig en fanklub i København, Penya Blau-Grana Copenhague, som jeg har været medlem af i nogle år, og de skaffede uden problemer billetter til Barcelonas fanafsnit for enden, og endda til pålydende pris – ikke at 345 kroner for stadions dårligste pladser ikke er en temmelig stejl pris i sig selv. Og ikke at det ikke er godt hundrede mere end den grådige pengemaskine F.C. København tog for en plads på første parket i Champions League-kvalkampen mod Lazio.

Det var ligemeget, den skulle ses, og vi tog til Brøndby, fandt stadion, passerede endnu en enorm kø ved den almindelige indgang, og spadserede i stedet ind ad den lille bagindgang til udebaneafsnittet, helt uden at vente, som på en lommeudgave af Camp Nou. Og fandt vores pladser… og dog.

Nu er det ikke første gang, at man kommer på Brøndby Stadion og har en distinkt fornemmelse af at man er blevet tildelt en plads der ikke eksisterer. Som f.eks. dengang Hjalte afgjorde mesterskabet – og kontrollørerne afgjorde, at ens billet til den resterende del af endetribunen galdt til fanafsnittet. Men det er trods alt overraskende, at man får en billet til en plads der ikke findes, når tribunen er beklædt med sæder. Det var ikke desto mindre tilfældet – række 4, sæde 31 findes ikke. Der er sæde 30, der er en trappe, og der er sæde 33 på den anden side af denne. Men man får selvfølgelig ikke alverden for 345 kroner disse dage. Og rigtige fans har ikke brug for sæder, det er jeg også klar over. 

Fra den manglende plads kunne man så se en spændende ramme til kampen. Ja, selv F.C. København var repræsenteret, i pausen, hvor man kunne læse en reklame for kampens sponsor, hvis navn ikke står alt for klart – men teksten på skærmen var ”Hvis F.C. København virkelig er så fantastiske, hvorfor er der så 42.305 tomme pladser i Parken i aften?” Ja, det er jo et godt spørgsmål, og ikke ret svært at svare på: det er fordi F.C. København ikke spiller hjemmekamp. Det havde vi nu heller ikke gjort, hvis vi stadig havde været med i UEFA Cuppen. Det er nemlig voldsomt forbudt efter UEFA’s regler. 

Hvilket selvfølgelig ikke giver et svar på hvad det fantastiske ved F.C. København er, men noget fantastisk må der være ved os, siden vi ikke bare rumsterede i hovedet på Brøndby IF’s daværende Sakamotochef da BIF havde vundet mesterskabet forrige år, men desuden har fortjent æren af et namecheck på storskærmen midt i pausen af Brøndbys største klubkamp i årevis, mod et helt tredie hold. Se, det er branding! 

Hvad man desuden kunne se, selv nede fra den anden ende, var den høje skikkelse af Morten Wieghorst, som var henne for at give den sædvanlige Fenerbahce-inspirerede buraya-hilsen til Faxetribunen. Spilleren, der efterhånden var gået over til at hedde Morten Wieghorst (tvivlsom) i de forskellige bud på holdopstillingerne, havde ellers forlængst erklæret, at der denne gang skulle et mirakel til før han kunne spille, hvilket trods alt var et skridt op fra den generelle nervøsitet der blev lagt for dagen inden EM-kampen mod Bosnien, EM-kampen mod Rumænien, osv. osv. Faktisk skal vi helt tilbage til pokalfinalen sidste år for at finde det sidste mirakel i tilfældet Morten Wieghorst (tvivlsom), og det var endda kun et lille mirakel, ifølge Michael Laudrup. Men absolut ikke fup! Ligesom dette selvfølgelig heller ikke var. Kun et godt, gammeldags og helt igennem forudsigeligt mirakel.

Det skal siges, at han ikke ligefrem var nogen styrende skikkelse, men det kunne man nu heller ikke sige om så mange Brøndbyspillere den aften. Barcelona havde godt check på tingene, og det var logisk nok at der skete hvad der skete. På alle måder. Per Nielsen sparkede Ronaldinho ned, og plask, sagde det, en bajer med UEFA-styrke landede ovenpå kollega Saxo og de omkringsiddende fra afsnittet ovenpå. Vores gæst udbrød ”Så må kontrollørerne til at gøre deres arbejde!” En fyr jeg havde sludret med inden kampen, som forklarede at han var træner i klubben og hjalp til som frivillig, viste den elskede klubånd: ”Så kan dommeren også bare gøre sit arbejde ordentligt!” Ronaldinho skød den på overliggeren, fik den igen, og satte den i krogen. Fyren sivede nedenunder igen.

Han har formentlig misset den sekvens hvor Barcelona bagefter kørte bolden rundt i 75 sekunder og præsterede 30 afleveringer i træk. Det var måske den karruseltur, mere end noget andet, der overbeviste mig om at det her nok skulle gå. Når et hold spiller sådan på udebane, 30 pasninger uden at hjemmeholdet får fat på den, eller for den sags skyld siger ”så er det nok” og laver et frispark, så er det fordi der nok ikke er det store at gøre. 

En anden stor indikator på at Barca nok skulle klare den til fjerde runde var, at da først Brøndbys mand i front, Karsten Johansen, fik bolden med lidt plads og nær skudhold, nåede han knap at få set sig om før Puyol, der virkede helt sat af, pludselig var over ham og helt rent prikkede bolden fra den chanceløse fyr. En generel forskel i spillernes evner er én ting, men den mest ekstreme klasseforskel lå nu i at matche Karsten mod Carles. Måske kun overgået af Rijkaards næsten usportslige idé i returkampen med at sætte Overmars over for Daugaard. Og Brøndbys manglende investering i en ny angriber, kombineret med Peter Foldgasts tendens til at skulle spille overdrevent elegant i fodtennis, var den bedst mulige nyhed for Barcelona. 

I det hele taget er Brøndbys manglende investering i en angriber en mærkelig historie. Ikke kun fordi man stædigt holder fast i at man allerede har fire angribere i truppen, der så vil kunne komme tilbage fra skader og skabe en flaskehals. Det er selvfølgelig en fornuftig betragtning, også selv om en af disse er aldrende og skadesplaget, en anden er blevet brugt som kantspiller, og en tredie er Karsten Johansen. Og det giver selvfølgelig i høj grad mening, at man så skulle satse på et halvårigt lejemål af en fyr som Ajax’ australier Jason Culina. 

Men som et klogt hoved sagde fra en barstol forleden dag, hvor transfervinduet netop var smækket i, hvordan pokker hang det så sammen med at man tilsyneladende havde prøvet at skrive en langtidskontrakt med Mwape Miti bare en måneds tid forinden? Sommetider er det svært at finde hoved og hale i Pers udmeldinger, hvilket Brøndbys spillere, som vel stadig er forvirrede hvad angår om han vil have dem til at melde sig ud af Spillerforeningen eller ej, vel kan skrive under på.

I alle tilfælde gjorde det Barcas vej til ottendedelsfinalen noget lettere, at modstanderne ikke havde en farlig fyr i front, der ville kunne noget på egen hånd. Og dermed faldt tingene på plads. Ja, selv klimaet var ikke så skræmmende. Måske så spillerne en anelse kuldskære ud, som de rendte og varmede op i den klare, kolde sjællandske aftenluft, men som det ses her var det ikke ligefrem tropiske forhold de vendte tilbage til, hvilket spillerne i Español-Valencia fik at mærke i weekenden. Jeg ved virkelig ikke om folk tror at Barcelona ligger et sted på Biscayens kyst.

Mens tosserne fra Sarrìa væltede rundt i sneen og hjalp deres venner fra Real Madrid endnu en bid tættere på det spanske mesterskab, var Barcelona ufrivilligt ude i samme mission i Galicien mod Deportivo. Præcis som de i øvrigt havde været det mod samme Valencia ugen forinden. Begge kampe endte med udesejre, hvilket (som alt andet med Barcelona før og efter nytår) står i skærende kontrast til da de tabte begge de tilsvarende hjemmekampe i efteråret. Men kampene som så var ikke ligefrem ens – den første var lige og ret taktisk, men med Barcelona som det skarpeste hold, og den anden var vanvittig, med Barcelona knusende overlegen i den første time, og med Deportivo som viste glimrende ånd med to hurtige mål og et vildt pres, mens Barca spildte en mængde chancer på kontraangreb.

Det var åbenlyst, at Barcelona ikke spillede sig ud på Brøndby Stadion, men det gjorde de i Galicien, og hvis bare de nærmede sig den form i returkampen ville der blive tale om total overlegenhed, og det blev der såmænd også. Brøndby havde ét godt minut med en stor chance til sidst, og derefter et mål, som demonstrerede at Xavis mange talenter ikke omfatter at stå tæt op ad en målstolpe. 94 ud af de resterende 95 minutter blev tilbragt med at blive udspillet på kryds og tværs, selv i slutfasen, hvor Barca udstillede den manglende bredde i deres nuværende trup ved at skifte Iniesta og Gabri ind. Selv i hovedspillet, som forinden var blevet fremhævet som BIF’s helt store styrke, kneb det kraftigt, for Wieghorst (tvivlsom), der lidet overraskende på forhånd havde varslet at han måske nok skulle stå over i kampen på Camp Nou, så ikke ligefrem ud som en levende fjeder ved Cocus mål til 2-0. Faktisk lidt Wright-mod-Eggen-agtig.

Vores gamle stridsæble Sørine Godtfredsen begik en art analyse i Ekstra Bladet af mødet mellem Barcelona og Brøndby, og det kunne da være interessant at høre om hun står ved den gang forbandede vrøvl i dag. Det er trods alt begrænset hvor meget den priste ’benovelse’ hjalp på Camp Nou. I alle tilfælde erklærede Michael Laudrup, at han var skuffet over spillernes indstilling. Det tyder ikke på, at han deler begejstringen for benovelse. Han var så i det mindste elskværdig nok til at lade være med at nævne den mest benovede af alle, Asbjørn Sennels, der understregede ironien i at Barcas svageste punkt beviselig er venstrebacken Giovanni van Bronckhorst. Jeg skal lige love for, at de ikke var det eneste af de to hold med en achilleshæl lige på den plads.

Hvad man i sidste ende så var den spanske nummer seks, der var den danske nummer to totalt overlegen i 179 minutter, og det var yderst tilfredsstillende for mig. Så gør det mindre om cifrene ser lidt tamme ud. Og mens man absolut ikke kan diskutere om det var godt nok hvad København leverede i Mallorca, for det var det bestemt ikke, så er det trods alt en anelse væsensforskelligt, om man har været med i en kamp og domineret den uden at kunne afgøre den, eller om man simpelthen har været statister hele vejen.

Hvorom alting er, så er Barca videre. Panikken kan afblæses, og i stedet kan man koncentrere sig om at tage imod Celtic og forhåbentlig få hygget rigtig godt om Henke Larsson, hvis det stadig er ham man vil have. Med ham i front var der blevet scoret på mindst fire af de 100%-chancer Saviola havde over de to kampe, på samme måde som han vel havde scoret på den friløber som Sennels, i fraværet af rigtige angribere (eller Karsten Johansen), fik på Camp Nou, og Puyol – overlegent – ryddede op. For nu at tænke ham ind i et par af de klubber der er nævnt som mulige nye hjem for Henke.

Efter at have undgået det traume er der så plads til at koncentrere sig om den sæson der endelig begynder herhjemme. Parken kalder! Det gør den allerede senere i dag! Og ved I hvad, jeg tror at vi får Kihlstedt at se på mål, Lars Jacobsen på venstre back (hvilket gør mig til vinder af en kasse øl fra en af vores mere påståelige gæster! Ole Tobiasen i venstre side? Nej vel…), Røll og Hjalte på den centrale midtbane og Bisgaard i venstre side, og jeg tror der skal skader til før det ikke bliver opstillingen mod Frem næste uge.

Og jeg håber, og kræver rent ud sagt, at det bliver startskuddet på Thomas Rølls endelige gennembrud, det her. Han er flyttet fra fløjen ind på midten nu, og uden at vi formentlig går over i en egentlig diamantformation kommer han stadig til at være den mere offensive af de centrale, og vil ligge som den teknisk stærke spilfordeler (og, skal vi ikke glemme, hovedstødsspecialisten som kan heade lange bolde videre til angriberne, hvis vi kommer i knibe). Præcis som da han første gang imponerede i Silkeborg. 

Røll når at fylde 27 dagen inden vi skal til Folehaven, og som 27-årig er den tid simpelthen kommet, hvor han skal gå fra at være en af de bærende spillere (det er nonsens at snakke om at han stadig er et ’talent’, for så overser man hvor stabil og vigtig han har været indtil sit formdyk i efteråret) til at blive en af superligaens absolutte stjerner, og en værdig afløser for de to fyre han skal afløse, Mykland og Nielsen. Det er noget af et krav til en stilfærdig knægt fra Bylderup-Bov, men det er vel egentlig ikke et urimeligt krav at stille, at dette forår skal blive der hvor Røll etablerer sig som ligaens bedste på sin favoritplads. Det bliver spændende at se om han tager den chance der ligger i at være håndplukket i en formation hos en træner som Backe, der er så lidt tilbøjelig til at skifte ud som vinden blæser.

Det bliver skægt at se den gode gamle Park igen. Er storskærmene mon kommet op? De storskærme, der forhåbentlig vil kunne vise highlights fra de andre kampe, i stedet for at de donges ind på måltavlen. Altså de en eller to gange om året, vi spiller samtidig med alle de andre hold. Ellers må der jo vises klip fra gamle bedrifter, såsom måske den dvd med samtlige Lars Højers 66 mål, som nogle af os stadig ikke har opgivet håbet om engang at se i handelen.

Og spiller holdet i Kappa i dag? Nej, det gør de jo nok næppe – skulle det være, så skulle det først være fra sommerpausen. Men mon ikke det så bliver. Efterhånden alle medier har bragt historien, og TV2 gjorde det, med et skævt drengerøvssmil blandt vores gæster hernede som resultat, samme aften som Brøndby spillede den mest omtalte fodboldkamp i evigheder. Flemming Østergaard leverede sidenhen tidernes mest halvhjertede dementi i Løvetimen med ”Kappa er et godt mærke”, en påstand jeg i øvrigt er enig i. 

Kappa er et godt mærke. Og som alle der så VM forrige år må have lagt mærke til, er de to giganter Nike og Adidas til sammenligning temmelig dårlige mærker, der laver temmelig grimt fodboldtøj. Dette er intet nyt for Adidas’ vedkommende, men Nike har tilsyneladende også ofret 90’ernes gode stil for at kunne overdænge deres enkelt designede trøjer med krasse farver, tværstriber overalt, billigt netstof, og tåbelige undertrøjer på indersiden, som gør tøjet umuligt at tage på i en rask vending. Kappa er cyklet lige uden om de fristelser, og det de har lavet for det italienske landshold taler for sig selv. Ja, de har endda klaret at give Werder Bremen god stil – det er aldrig lykkedes før. Deres hjemmebaneantræk i papegøjefarver til samme hold kan selvfølgelig diskuteres, men det er næppe aktuelt for os med et combo af grøn og orange alligevel.

Bemærk i øvrigt advarslen på Werders fanshophjemmeside. Har man set tyske fodboldfans i aktion, ved man at det er alvorligt ment – ikke at de danske har meget at lade dem høre. Sortimentet fås simpelthen op til XXXL, hvilket de nuværende trøjer fra FCK*line vist i øvrigt også gør – man fornærmer vel heller ingen ved at sige, at der allerede synes at være en vis Kappa-inspiration over det aktuelle sortiment og dets snit. Og som en af de pænt mange københavnere som ikke har trænet mavemuskler i mange år, er dette jo en lettelse, når man egentlig gerne vil bruge lidt penge på merchandise ind imellem. Mon dog det ender med kun at være én størrelse større, man vælger.

Om det er Kappa eller hvad pokker man ellers går i, så er det om at få det vasket, renset, presset, foldet og befriet for hundehår inden på lørdag. Nogen skal jo give lidt stil til Ellebjerg-området, og der er visse krav til os – for så sent som sidste uge blev det jo erklæret i Frems reklamefremstød, en husstandsomdelt avis, at hvor Frem er en rigtig klub, er der med F.C. København tale om en ’smart overklassefusion’. Frem-formanden Filip West stiller dermed visse krav til os. Også selv om jeg har en mistanke om at der med ’overklassen’ menes, at man har bestået syv klassetrin i folkeskolen, og at definitionen på ’smart’ er, at man har ærmer på sit overtøj.

Måske er denne ’klassekamp’, som West lægger op til på næste lørdag, en ting der har spiret i hans hjerte længe, i vrede over forholdene omkring ham. Formentlig ikke i så høj grad de sociale problemer i området omkring Folehaven, men hvem siger at der ikke også kan forekomme voldsomme samfundsskel i Holte, den bydel i det Ægte København hvor bestyrelsesformanden efter sigende har valgt at slå sig ned? 

Jøsses for en tynd retorisk pind Sydhavnens superligaklub klamrer sig til. Besat af at gøre Ellebjerg til mere københavnsk end København selv er de nu kommet til den konklusion, som man for nylig kunne læse i Metroxpress, at deres klub er for alle – fra bistandsklienten til direktøren. Javel, ja. Og jeg formoder, at i Parken lukkes man kun ind hvis man kan fremvise en årsopgørelse på den rigtige side af de 300.000? Sikke dog noget forbandet vrøvl. 

Når de ’direktører’ man så tiltrækker er den påskønnede ledelse fra en virksomhed som firmaet 3H Udlejning, der indtil sidste år var sponsorer hos Frem, udstiller det meget godt det vås Filip udtalte samme sted, og med klar adresse til F.C. København: ”Vi vil gerne bevise, at man godt kan være et hold i den bedste klasse og samtidig fastholde de menneskelige dyder”. Udover at han ikke specificerer hvordan Byens Hold mangler menneskelige dyder, forklarer han heller ikke hvordan det pågældende firmas Bandidos-forbindelser kommer ind under samme.

Vorherrebevares for en forvrøvlet og identitetsforvirret klub. Det eneste klassekamp der bliver over næste lørdags åbningskamp er forhåbentlig, at vi viser at der er klasser til forskel på holdene. I mellemtiden vil vi lukke baren ned og gå til generalprøve. Vi ses, gør vi!

-smølle

og på jukeboxen spiller: 

Ugens sang:

Weeping Willows: ’Stairs’
Desværre er det nye albums fra de storhulkende stockholmere ikke oppe på deres normale høje standard. Der mangler de store melodier, som virkelig er påkrævet til at bære deres patos. De er rent ud sagt blevet lidt ordinære, hvilket aldrig måtte have lov til at ske. Og Magnus Carlson er tilsyneladende mere optaget af sin solokarriere på svensk, der nu har givet os to helt blændende albums. Men denne single er stadig superb. Også her hænger Morrisseys ånd over vandene, bl.a. fordi melodien lyder påfaldende som The Smiths’ ’Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me’. Sjovt nok Smiths’ svanesang – fra deres fjerde album! Måske det samme sker for Weeping Willows nu, efter deres fjerde ved navn Presence?

Ugens albums: 

Tomas Andersson Wij: Stjärnorna i oss
Dette er et akustisk og afdæmpet album fra sådan en type som, fordi han har en guitar og noget på sinde, vel er nemmest at kalde en singer/songwriter. Så ved man nogenlunde hvad det handler om. Man skal dog også lige have med, at han nok p.t. er Sveriges bedste af slagsen. Og hans stille indignation brænder eksemplarisk på dette nye album, der om ikke andre steder kan skaffes hos cd-wow.com. 

Franz Ferdinand: Franz Ferdinand
Ja, sidste uge roste jeg singlen, men albummet er heldigvis også fortræffeligt. I det mest vellykkede afsnit af Musikmagasinet på DR2 var der et interview med FF’s sanger Alex Kapranos, der forklarede at hans mål med musikken var at få pigerne ud og danse, og at mens han var meget glad for eksperimenter og grænsesøgning, så troede han stadig på at tilgængelig musik var den bedste. Det kunne ikke formuleres bedre til en beskrivelse af musikken. Her har vi en frydefuld mikstur af disco, af Blurs overstadighed anno 1994, af Wires og The Falls post-punk, af Talking Heads’ muterede funk, og af Joy Division og ikke mindst Ultravox’ elektroniske dysterhed. Alt sammen anbragt i fine sange. Det virker! Endelig en hype der er værd at respektere…

Love Shop: Sendt fra himlen
Jeg vil i virkeligheden ikke sige andet om denne opsamling af 16 sange fra hele Love Shops karriere, som udkommer mandag 22. marts, end at det er det med afstand bedste danske musik der er udgivet i nyere tid. Og så lade sangtitlerne tale for sig selv:

Copenhagen Dreaming
Kræmmersjæl
En nat bliver det sommer
Love Goes On Forever
Sig det aldrig mere
Drømmenes København
Bellavista sol
Fuck min højdeskræk
Billeder af verden
Fremmedlegionær
Alle har en drøm at befri
I den nye by
Pia Larsen
Min Elvis
Bin Laden blues
Du er kommet for at gå

Ethvert hjem bør eje en. Nej, stryg det: intet hjem bør have brug for en. For ethvert hjem bør have de syv albums sangene er hentet fra.