Godaften, og undskyld hvis jeg er lidt fraværende. Men jeg er sgu lidt brugt i aften. Her har været stort rykind tre aftener i træk. To store Champions League aftener og så Celtic-Barcelona i UEFA-Cup'en i aften. Med den ekstra lille finte, at Celtics store målmaskine, Henrik 'Henke' Larsson muligvis er Barcelonas store ditto i næste sæson. Stemmer meget godt overens med Henkes egne udmeldinger om af ville slutte karrieren under sydligere himmelstrøg. Og jo før underskriften kommer på catalansk papir, desto hurtigere kan vi begrave snart to års jungletrommende spekulationer om, at Herr Larsson skulle være på vej til København eller Brøndbyerne. Superligaens to største klubnavne har absolut ikke noget at søge i konkurrence med Barcelona, hverken økonomisk eller sportsligt. Eller klimamæssigt. Hvis det altså bliver den iberiske halvø - Valencia nævnes også alt oftere - der viser sig at blive Henkes (næst-)sidste station, inden han vender hjem til Skåne.

Selve kampen på Celtic Park var jo desværre præget af morgentimernes meningsløse terrorbomber i Madrid, så også hernede er kampen blevet fulgt i noget mere afdæmpethed end ellers. Der er situationer, hvor selv fodbold bliver så uendeligt ligegyldigt. I stedet står man bare her bag baren og stirrer tomt frem for sig. Livets - og dødens - filosoferen blander sig med den tømmermandsbetingede mathed fra i går og i forgårs. Mine hold i det udenlandske, Chelsea og Real Madrid, ekspederede jo de to tilbageværende tyske hold ud af Champions League. Dobbelt-dobbelt guf kunne man vel nærmest kalde det med slet skjult hilsen til gamle Nestor - den eneste nulevende Bayern-tilhænger i dronningeriget - ovre i brokkebåsen.

I det hele taget rart - også objektivt set - med lidt fornyelse i Champions League kvartfinalerne. Gamle trætte, kendinge som Bayern München, Juventus og Manchester United har fået en tænkepause. Real Madrid og Milan holder den traditionelle CL-gardes fane højt, mens nye - i CL-sammenhæng - mandskaber byder sig til. Spændende kvartfinalelodtrækning i morgen, og spændende at følge øjeblikkets i særklasse bedst spillende hold i Europa, Arsenal, på den videre færd. Har de efterhånden fået smidt CL-benovelsen og kan gå hele vejen? Statistikken siger Real Madrid - vinderen af de indbyrdes opgør Real/Bayern bliver "altid" endelig vinder - så må Chelsea nappe den næste år.

Selve finalen spilles i år i Gelsenkirchen, og det er jo ikke så fandens langt væk, så afhængig af hvem, der ryger i finalen, kunne der måske blive basis for en smuttur sydpå. Under alle omstændigheder ligger der i hvert fald endnu 13 store TV-kampe forude. Apropos TV, så blev det i dag klart, at Canal Digital (Canal Plus) fortsætter sin intensive live-dækning af Premier League frem til 2007. Nogen begræder det, fordi Canal Plus ikke er gratis, personligt hilser jeg det velkomment, for kanalens dækning af PL har været og er professionel og sober. Og alternativerne, f.eks. TV2/Zulu og TV3/3+, kunne nok få rædselsklokkerne til at bimle, ikke mindst med tanke på TV2/Zulus talentløse og ignorante dækning af den engelske FA-cup. Nå ja, Jens Jørgen Brinchs præstation på 3+ i aften fra Celtic-Barcelona var vist heller ikke egnet til at anbefale kanalen som fodboldstation. Det var da godt, at du opdagede, at Douglas og Motta var blevet strittet ud i pausen, Jens Jørgen .... en halv time ind i anden halvleg!

Nå, må vel hellere servere lidt. En Staropramen og lidt fodboldlekture? Jo, det er et gammelt TIPS-bladet, jeg har liggende. Faktisk helt tilbage fra min sidste ugevagt, TIPS-bladet weekend uge 6. Må have glemt det dengang. Men det har da givet mig lejlighed i stille stunder til at genlæse et særdeles interessant interview med Johan Cruyff under overskriften 'Vi får ikke nok ud af tidens topspillere'. Den gamle elegantier og ikon for Ajax' og Hollands totalfodbold i halvfjerdserne. Videreført på trænerbænken, ikke mindst i Barcelona. Der er nogle, der i dag betragter Cruyff som en knotten, gammel fodboldrevser, der burde komme sin selvvalgte pension i hu ved at holde kæft. Og den danske roliganbevægelse forbander ham sikkert stadig for hans lidet rosende hilsen til de danske europamestre i 1992. For fanden da, jeg festede jo også rundt i gaderne den brandvarme sommer i jubel over den temmeligt sikkert eneste store titel, dansk fodbold nogensinde får. Men han havde jo alligevel ret, Cruyff, for Richard Møller Nielsens kontraspillende tropper var nok en af de kedeligst spillende vindere af et stort mesterskab nogensinde. Mon ikke Peter Schmeichel satte slutrunderekord mht. opsamling af tilbagelægninger? Men vi kunne jo være ligeglade, for vi vandt EM, takket være Ricardos taktiske kløgt tilsat en solid portion held, og det er til syvende og sidst kun resultaterne, der tæller.

Football should always be played beautifully, 

you should play in an attacking way, it must be a spectacle.

Men det er da heller ikke alt, jeg kan erklære mig enig med Cruyff i. Med udgangspunkt i benævnte artikel, så afskyr han eksempelvis italiensk og tysk fodbold, og nævner det gang og gang igen. Mht. det italienske er jeg bestemt ikke enig. Det er taktisk disciplineret, kynisk og kalkuleret som det tyske, men stadig uendeligt mere seværdigt og musisk takket være det sublime tekniske niveau, der gør selv arrogancen smuk. Selvfølgelighed i boldomgangen kontra nordeuropæisk stivbenethed.

Og så taler Cruyff meget varmt om landsholdsfodbold, som ellers interesserer mig mindre og mindre, som årene går. De store slutrunder er stadig balsam for fodboldsjælen og sluges råt, men eksempelvis venskabslandskampe er mig aldeles ligegyldige. Begrebet landskamp udvandes, når størsteparten af holdene - især de stærkeste - i de store nationale ligaer har mindretal af nationale spillere på holdene. Sverige-Danmark f.eks. er jo ikke Allsvenskans ypperste mod cremen af superligaen. Brænder man - som jeg - først og fremmest for sin klub, hvor 5-7-9 spillere er fremmedlegionærer, så er det nok svært at mønstre nationale følelser for landsholdet. Et eksempel fra de to Champions League opgør mellem tyske Bayern München og spanske Real Madrid. Bayern havde i begge kampene to (2) tyskere i startopstillingen.

Men bortset fra det, så varmer det stadig mit gamle fodboldhjerte at høre om Cruyffs fodboldfilosofi. 

I read an opinion in a newspaper which declared that the fifties were Di Stefano's

 decade, the sixties Pele's, the seventies Cruyff and the eighties Maradona's. 

Whether one agrees with that or not it is clear the nineties have no such king of the game.

Et Cruyff-citat af ældre dato, men et begreb han også berører i det aktuelle interview, hvor han bekymrer sig meget om spillets udvikling og fremtid, hvor trænerkurser i højere grad synes at fokusere på det fysiske, organisationstaktiske og holdmæssige aspekt, mens der levnes mindre og mindre rum til den individuelle udvikling, hvorfor de basale tekniske færdigheder - afleveringer, boldkontrol, hovedstød, spark, evnen til at bruge begge fødder - ikke er forbedret i samme tempo. Pinball-fodbold, kalder Cruyff det, hvor bolden ryger frem og tilbage, uden af nogen af holdene er i stand til at fastholde den. Eller beskytte den. Det er blevet bolden der styrer spilleren, ikke omvendt...

Og det drager jo parallellen helt tilbage til den tidligste talentudvikling, hvor ikke mindst resultatfikseringer i de yngre rækker hæmmer den individuelle og tekniske udvikling. Trænerne måske hverken må eller tør satse på de basale fodboldfærdigheder hos den enkelte, hvorfor slutproduktet bliver endnu en konditionsstærk allrounder uden de afgørende spidskompetencer til at gøre en forskel. Der bliver længere mellem enerne, fordi kun naturbegavelser - der ikke behøver træneren for at udvikle deres niveau - som Zidane, Henry, Ronaldinho, Figo, Raúl, Del Piero, Totti, Ronaldo skiller sig ud fra gennemsnittet.

Men på det mere jordnære talentstadie, de spillere der kan udvikles, er det jo en genkendelig problematik også hjem til vores egen andedam, hvor Morten Olsen har påpeget det igen og igen. Uanset jeg er tilbøjelig til at give Morten Olsen ret i, at danske spilleres boldmæssige niveau generelt er alt for ringe, så skal man dog huske på, at det er lidt ude af proportioner at sammenligne f.eks. danske og italienske spillere. Fodboldkulturen er så meget anderledes i det latinske, hvor god teknik nærmest er medfødt, ligesom der måske findes lige så mange registrerede fodboldspillere i Italien som indbyggere i DK. Den basalt tekniske forskel, der var på det danske og det italienske U-21 landshold i efterårets kval-kampe, vil altid være der. Og der vil altid gå meget længere mellem danske naturtalenter i international målestok, stjerner der kan gå direkte ind på ethvert hold, som Allan Simonsen, Michael og Brian Laudrup, Peter Schmeichel. At de tre sidstnævnte så var næsten samtidige, må nok tilskrives forsynets gunst!

Det Københavnske fodboldforår står for døren, og vi kan stadig holde fast i Cruyff-interviewet som baggrund for den ændring i spillestil, der er bebudet i København. Desværre nok mere af nød end af lyst. Men med det lidt stationære, langsomme og sidelænsorienterede spil under Myklands og Peter Nielsens regimente på den centrale midtbane som et overstået kapitel, så burde der være basis for et mere hurtigt og direkte spil. Ikke mindst med tilgangen af Silberbauer og Lars Jacobsen. Og netop det simple og direkte spil er en anden af Cruyffs kæpheste, velvidende at kun de færreste hold formår som Real Madrid - og efterhånden Arsenal - at køre bolden rundt i 20-25 berøringer pr. angreb og stadig komme til afslutningsmulighed.

Simple play is also the most beautiful. How often do you see a pass of 40 meters

 when 20 meters is enough? Or a one-two in the penalty area when there are seven people

 around you and a simple wide pass around the seven would be a solution? 

The solution that seems the simplest is in fact the most difficult one.

Every trainer talks about movement, about running a lot. I say don't run so much. 

Football is a game you play with your brains. You have to be in the right place at the right moment,

 not too early, not too late. My forwards only have to run 15 meters, unless they're stupid or sleeping...

Udover flittig brug af kanterne er Cruyff jo også fortaler for værdien af den spilopbyggende centerforsvarer. Som han givet selv husker i Beckenbauer tilbage til egen aktive tid. Det får jo én til at tænke på Bo Svensson, eller "Bockenbauer", som en af vores stamgæster lidt overstadigt kalder ham. Jeg har en god fornemmelse af, at Bo mestrer den facet af spillet, som han har vist prøver på i glimt, også ved enkelte vikariater på en uortodoks backplads. Og nu får han for alvor chancen for at vise, om min fornemmelse for hans Spielführer-egenskaber, raids og Svenssonsk forår holder stik. Og ikke kun fordi "FCKs egen" Bo fortjent og naturligt har overtaget anførerbindet, men netop også fordi der vil blive frigjort plads til en fremskydende centerforsvarer, når vi ikke spiller med to centralt kontrollerende midtbanespillere.

Til gengæld er den centrale midtbane stadig det store spørgsmålstegn. Fremadrettet skal det nok gå, og når Real Madrid kan spille med Beckham og Guti centralt i en afgørende Champions League kamp, kan vi vel også spille med Røll og Hjalte i langt de fleste suppekampe, som vi bør og skal kontrollere langt væk fra eget straffesparksfelt. Stadig er der dog problemet med især at erobre boldene og den defensive organisation i det hele taget. Træningskampen - den mest intense og ikke eksperimenterende af slagsen, jeg kan mindes at have set - mod Malmö FF i fredags afslørede, at samarbejdet og forståelsen mellem Røll og Hjalte mangler meget. Det kan være til at leve med fremadrettet, hvor fejltrin kan repareres, men det kan blive katastrofalt bagude. Organisationen af rummet mellem forsvar og bageste midtbane er essentiel, hvilket både Mykland og Peter Nielsen beherskede til noget nær perfektion, samtidig med at de var begge var strålende bølgebrydere og bolderobrere. De to sidste egenskaber finder man ikke hos f.eks. Røll og Hjalte, og kommer næppe heller nogensinde til det.

De behøver så heller ikke begge være stærke i defensiven, én er nok. Men det kan så være rigeligt svært at finde dén ene. For jeg ser altså ikke ubetinget bølgebryderen, den nye Mykland eller Peter Nielsen (i deres ældre udgaver, for de havde jo også udgangspunkt langt længere fremme på banen i deres yngre dage), den kontrollerende kraft på den bageste midtbane. Jo, en Christian Lønstrup måske, men jeg tillader mig ærligt talt at anse ham som et wild card, da jeg tvivler på, han bliver helt klar igen til fodbold på højeste niveau ovenpå endnu en lang - meget lang - pause. Han bliver jo heller ikke yngre, Løns. Tilbage er Christian Traoré, hvis spidskompetence dog klart er i midterforsvaret. Og cheftræneren har så ydermere konsekvent afvist at bruge ham på midtbanen, så det kan vi nok glemme.

Den bedste bolderobrer på midtbanen i Malmö-kampen var i øvrigt Michael Silberbauer fra sin højre kant. Måske han i virkeligheden er den bedste (nød-)løsning til det hul, der vitterligt er opstået, uanset Hans Backe og Niels-Christian Holmstrøm vil indrømme det eller ej. Og man ser jo også pudsige valg på den centrale, defensive midtbanepost andre steder end i København. Real Madrid f.eks. Her opererer man sådan på skift med den offensive og kreative Guti eller forsvarsspilleren Helguera eller en Cambiasso, der bare ikke er synes helt god nok på den plads på højeste niveau. Svarende til, at vi skulle anvende hhv. Røll/Hjalte, Svensson/Traoré eller Traoré/Hjalte på den tilsvarende plads. Og det kommer vi så nok til. Hjalte eller Røll, som det har set ud i træningskampene.

Kortene virkelig blandes rigtigt i midtbanespillet, men jeg er nu stadig fortrøstningsfuld. Forsvaret er bomstærkt, også i bredden, så det kan tage noget af brodden fra de slag og nærkampe, som tabes på midtbanen af f.eks. Røll og Hjalte. Okay, de fik ikke dækket af for Hjaltes bommert ved 0-1 målet i fredags, men det var forhåbentlig bare en af den slags kampe, hvor man taber til at hold, der har to skud på mål, mens man selv brænder alt. Og så var det for øvrigt forhåbentlig bare et tilfælde(?), at vi lige præcis i generalprøven spillede ganske, som vi har gjort hele efteråret. Langsomt, forudsigeligt, omstændeligt med de Backe-klassiske lange bolde frem i lommerne.

Fortrøstningsfuld er jeg også, fordi København offensivt ser bedre ud end nogensinde. Det skal være et spørgsmål om, at et enkelt baglænsmål ikke betyder alverden, da vi bør score flere i den anden ende under alle omstændigheder. En midtbane - hvis vi holder fast i firekæden fra i fredags plus Bergvold - med stor fremadrettet løbevillighed/dybdeløb, hurtighed, driblestyrke og målfarlighed. Liggende bag det, alle medier allerede har udnævnt til forårets skrækduo for de øvrige 11 forsvar: Álvaro og Zuma. På papiret ser det jo besnærende ud. Superligaens bedste fodboldspiller gennem flere sæsoner i par med Allsvenskans bedste og mest målfarlige spiller, der skulle være 50% bedre end i efteråret. Jeg kan ikke vente. Faren er dog, om de to nu også supplerer hinanden så godt, som de teoretisk set burde. Zuma har jo både på og udenfor banen været Københavns kæledægge og stjerneikon. Bliver han bedre af, at fokus fjernes lidt fra ham, eller påvirker det ham mentalt, at der nu er en lige så stor stjerne i truppen? I spillet såvel blandt fansene. Og kan de fungere sammen spillemæssigt som typer? For kan de ikke det, bliver de i stedet konkurrenter til en plads ved siden af Todi eller Peter Møller. Og netop de to sidstnævnte er nok til at tro på, at det bliver et målrigt forår for FC København, også selvom Álvaro og Zuma måske ikke lige skulle klikke sammen. Det er ligaens måske fire bedste angribere ... på samme hold! Og så alligevel fire så forskellige typer. Enhver træners drøm. Og mareridt. For én vil kun få bænkeplads, og én vil være helt ude.

Flere mål, mange flere mål skal til. Og kan det ikke klares rent opspilsmæssigt i alle kampe, så kan man håbe, at vi kan få forbedret dødboldstatistikken lidt. Fraset straffespark er København fjerdedårligst i suppen, når det handler om scoringer ved dødbolde. 4 af 31 mål. F.eks. har vi endnu ikke scoret direkte på frispark! Og i den anden ende er det endnu værre. Næsten 1/3 af baglænsmålene i efteråret kom efter dødbolde (igen fraregnet straffespark). Det er såmænd ringest i superligaen. Så, koncentration i begge ender, tak!

Og lad så foråret blive dér, hvor Peter Møller passerer vores gamle helt Heine Fernandez i evighedsmålscoringstabellen (han mangler fire mål), og hvor Todi konsoliderer sin status som mest benyttede og mest scorende udlænding i den bedste række yderligere.

Så trods manglerne på den centrale midtbane er jeg ganske optimistisk forud for et forår, hvor jeg er ret sikker på, at København bliver bedste hold. Det bliver der selvfølgelig også brug for, al den stund vi starter 7 points fra førstepladsen. 7 points der skal hentes på blot tretten kampe. Så det er langtfra nok bare at blive forårets bedste hold. Statistikken siger at de sidste to års vinterduks er blevet indhentet trods hhv. 10 og 9 points forspring. Men statistikken siger også, at vinterduksen nu blev mester alligevel, begge år. Et Københavnsk forår i lighed med 2002 kunne hedde 10-3-0. Så godt kommer klaveret nu næppe til at spille. Og det betyder stadig, at Brøndbyerne skal sætte 13 points over styr. F.eks. to uafgjorte og tre nederlag. Så kan du selv spekulere i, hvor sandsynligt, det er.

Men jeg ser nu også en helt anden problemstilling, end hvorvidt vi kan hente Brøndbyerne. Esbjerg! De ligger rent faktisk 4 points foran os, så det er ikke ét, men to hold vi skal hente. Det gør jo straks matematikken lidt sværere. Og hvor folk flest har det med at fokusere på Brøndbyerne og København, så er jeg ikke så sikker på, at man bare kan afskrive Ove Pedersens tropper. Et godt sammenspillet og sammentømret hold med svagheder i bredden, men kan de komme gennem foråret - som efteråret - uden nævneværdige skader, så rækker det langt. Jf. f.eks. anonyme Bochums succes i Bundesligaen. Man har kørt hele sæsonen igennem med 12-13 mand, hvilket har givet en fantastisk kontinuitet, "Esbjerg kan ikke holde", siger du, tjah, det sagde man også om Herfølge i 2000. Og Esbjergs mandskab er altså fodboldmæssigt langt bedre end John Jensens arbejdsmænd fra dengang. Én ting er sikker, skal ligningen gå op for København, skal vi bl.a. have seks points på de fire dage midt i maj, hvor vi møder Brøndbyerne i Parken og EfB i Esbjerg.

Netop de to hold foran os, tørner sammen i forårets første spillerunde, mens København tager på en lettere - men alligevel også svær, fordi alt andet end sejr er uacceptabelt - opgave i Folehavens faldefærdige Valby Idrætspark.

Det har fået Sydhavnens helte op på barrikaderne med slagord om "ægte København" og "ægte fans" og "klubånd", "foreningsværdier", "amatøridealer" og "klassekamp" og bla-sludder-bla. Givet har det brogede foreningskollektiv fra den yderste udkant af Københavns kommune skelet til den sekteriske retorik fra en forstadsforening nogle kommunegrænser længere ude ad Gammel Køgelandevej. At de bruger tid og kræfter på at søge at overbevise først og fremmest sig selv og hinanden om, at klubadressen 2450 København SV - hvor hjemmebanen også ligger, og hvor Frem har hørt til, siden man i 1905 blev mandet ud af Blegdammen og Østerbro til grusveje og oksekærrestier langt udenfor Københavns bymure - er "mere København" end 2100 København Ø, hvor FC København hører til og spiller på hjemmebane - som begge moderklubberne gjorde før da - siger vist mere om dem end os. Jeg nøjes - som altid med BK Frem - med et overbærende skuldertræk og holder mig til kollega -smølles ord i sidste uge, om at den eneste "klassekamp" på lørdag forhåbentlig bliver klasseforskellen på de to hold. Gad i øvrigt vide, hvor mange af de åbenbart så historie- og partibevidste Frem'ere, der i deres arbejderklasse-dogmatik fortrænger det faktum, at "røde" Frem blev stiftet af venstremænd (bon-de-rø-ve!), kontorister og en vekselerer!

Las os andre bare glæde os over at være tilhængere af en langt bredere defineret klub, hvor fanskaren går mere op i, hvad der præsteres på og udenfor banen i klubben, vi alle har i tankerne 24 timer i døgnet, end interne og eksterne manifestationer i bedste-fan-konkurrencen. Det bekymrer vi os ikke så meget om. Til gengæld kan vi finde ud af at stå op på vores tribune på vores allseater-stadion. Det har sjovt nok aldrig været et problem, ej heller at stå foran sædet frem for på sædet eller benytte de dertil indrettede trapper som adgangsvej til og fra vores faste pladser. Men der er øjensynligt meget motorisk udfordrede fangrupperinger andre steder ude på landet. Så udfordrede, at de vil slås for deres ret til at være aparte og klodsede.

Og det kan være meget godt alt sammen. Men uanset om jeg skal sidde eller stå (foran sædet, uden at komme til skade, min motorik fejler nemlig intet) på siddetribunen i Valby Idrætspark på lørdag, så er et sikkert og vist, at Bo på lørdag løber på banen i spidsen for det hold, der formentlig bliver forårets mest seværdige. Erik Mykland løber derimod ikke på banen. Han er muligvis slet ikke i Valby. Men en hyldest til BULENs egen personlige jesus er på plads denne aften. Han hænger oppe på væggen ved siden af Heine. Og der vil han altid hænge, den lille nordmand, der har gået så grueligt meget igennem på både det sportslige og personlige plan den senere tid. Skål Erik!

Og lad os så komme i gang med det forår! 

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens sange:

The Dandy Warhols: 'Bohemian Like You'
Til Myggen. Vi hylder vore bohèmer her i biksen.

Queen: 'Bohemian Rhapsody'
Se ovenfor.

Ugens album: 

Ultravox: Vienna

Et af de allerbedste albums udgivet i 1980. En klassiker i synthgenren, fuldt på højde med - eller bedre end - Kraftwerk, en af Ultravox' uomtvistelige inspirationskilder med en snert af Bowie og Stranglers på det rytmiske. Overgangen mellem det gamle, klangkolde, sterile Ultravox og det mere melodiske Ultravox. Eller i pladens tema, mellem det gamle og nye Europa. Det var egentlig kollega -smølle, der tidligere på dagen berettede, at CDON lige nu har de fleste af Ultravox' gamle studiealbums i "enhanced" CD-udgaver med ekstranumre til forskrækkeligt små penge. Jeg har kun en gammel slidt vinyludgave af Vienna. Så den nøjes vi med i aften. Men for fanden da, hvor er det godt!