Forår er det stadigvæk ikke helt, men alligevel kan man mærke det i luften og i lugten af byen.  De milde vinde blæser vintermørket og kulden væk fra hovedstadens gader, og så småt begynder folk at risikere at tro på bedre vejr, når de om morgenen hiver tøjet ud af garderoben.  Risikoen for at nemesis rammer en, og man bliver overrasket af en byge er dog stadig overvældende, men håbet er vakt, og blot for at demonstrere tager man ikke overfrakken på.

Dagene og fremtidsudsigterne bliver lysere og lysere.  Vinterpessimismen fortrænges, og efterhånden begynder man at tro på, at det nok skal blive sommer igen, og at Solens gyldne stråler atter i år skal varme Parkens græs.

Det var ellers ikke, fordi det ikke var, som det plejede at være, da FREM tog i mod under kummerlige forhold i Valby.  Jeg ved ikke, om følelsen efterhånden blot er indlejret i enhver Københavner, men det føles, som en naturtilstand, som om det blot er den måde, tingene er indrettet på i den Københavnske virkelighed, at kampe altid foregår op ad bakke, og at vi altid skal indhente en føring.  Men vi indhentede føringen, og vi vandt.

Lad det være en tendens for hele foråret.

Det var kummerlige forhold, de bød på i Valby; banen var ikke klar til topfodbold: Det kunne jeg se, der ikke havde mulighed for at følge kampen andetsteds end foran skærmen.  Men jeg kunne ikke se, at det samme galdt forholdene udenfor banen, hvor folk blev ledt forkerte steder hen; både indenfor og udenfor stadion, og hvor folk fik billetter til pladser, der ikke eksisterede, eller som andre også havde krav på.  Jeg kunne ikke se, hvordan folk måtte finde plads, hvor den var, uanset at man dermed stod i vejen for nødudgange eller andet.  Det kunne jeg ikke se, men på den anden side, kom det ikke fuldstændig som en overraskelse for mig.  FREM er jo trods alt et bundhold i Superligaen, og tilmed ikke et hold, der gør en dyd ud af deres professionalisme og forretningstalent, snarere tværtimod.

Det ville være anderledes, hvis noget sådan skete hos os selv... eller hos Brøndby.

 

Nogle af vores ellers trofaste stamkunder kritiserer en gang i mellem den redaktionelle linje, hernede i bulen.  De mener, vi bruger for meget plads på at tale om Brøndby IF, og omend det næppe er ædru er det sikkert (og måske endda derfor netop mere) sandruelig tale, når de hævder, at de er aldeles ligeglade med vestegnsklubben!  Alligevel er kritikken lidt uretfærdig, for selvom Brøndby IF nogen gange ikke selv vil vedkende sig det, og allerhelst blot (ganske uden ironi, ironisk nok) betragter F.C. København som nouveau riche, vil det i Deres bartenders øjne være forkert at gengælde den påtagede ignorance, man møder fra vores vigtigste lokalrival:  Ikke blot er Brøndby på langt sigt vores vigtigste konkurrent både økonomisk og sportsligt, men de er også så tit en behændig målestok for, hvad vi selv ikke er eller ønsker at være.

Om denne målestok udspringer af mere eller mindre reelle versioner af virkeligheden er nok af mindre indvirkning på dens betydning for vores selviscenesættelse, men når der fra tid til anden faktisk er en uge, som den vi nu forlader, hvor Brøndbyernes IF på aldeles spektakulær vis fejler som professionel fodboldklub, så fortjener det opmærksomhed.

1-6 er ikke hverdagskost på Brøndby Stadion, den ros skal de trods alt have, og da jeg i bussen på vej hjem overhørte en af de jydske københavnere vantro modtage et mobiltelefonopkald med meldingen om "5-1" i pausen, turde jeg ikke spørge om, det var Brøndby eller Esbjerg, der var foran.  Det er en glædelig overraskelse, at en overnormal måleffektivitet også kan ramme Brøndby, og der var ingen chance for at Brøndby kunne bortforklare det ydmygende nederlag.  Et nederlag, der mere end dets umiddelbare indvirken på pointstillingen i Superligaen, kan vise sig nyttig for os og Brøndbys øvrige modstandere, fordi Brøndby nu med største klarhed har demonstreret, at de ikke er i en klasse for sig selv blandt de danske hold, men at de måske endda ikke engang er blandt de forøjeblikket bedste i Superligaen.  En erkendelse, der må forekomme som en kold dukkert efter klubben badede sig i det varme mundvand fra den danske sportspresse vinteren over.  At hovedmanden tidligere var blevet afvist af et Brøndby, der nu desperat mangler egentlige angribere, føj spot til skade.

Og som om den dårlige omtale af kampen på grønsværen ikke var pinlig nok, viste det sig, at der også uden for banen foregik en ligeledes håbløs kamp blandt tilskuerne om overhovedet at få plads til se kampen.  Udover det sædvanlige salg og forsalg af billetter og sæsonkort havde klubben uddelt billetter til deres aktionærer uden nærig skelen til tribunernes faktiske kapacitet, så præcis som det skete for vor udsendte bartender til kampen mod Barcelona, måtte mange mennesker blot gennes ind, hvor der ellers ikke var plads eller tage til takke med at se kampen fra brandtrapper og lignende.  En brøler af rang, der tilmed ifølge en formiddagsavis måske var i strid med lovgivningen.  Til alt held havde klubben valgt at føje sine fans og gendannet de sædvanlige og kapacitetøgende ståpladser, og til alt held blev der allerede i pausen al ønskelig plads til alle, da store dele af publikum valgte at køre hjem inden myldretiden begyndte. 

Det regner måske stadig, men regnen er blevet mildere, og foråret er kommet til byen. Det er muligt, vi ikke har det stærkeste hold lige forøjeblikket; både vores forsvar og midtbane døjer med skader og karantæner, og vi er bestemt ikke usårlige.  Til gengæld er vores angreb i Europaklasse, og Zuma og Alvaro, og Møller og forhåbentlig snart Todi igen skal nok vinde kampene for os.

Og snup så en kold Påskebryg med dig ud: Solen titter frem. 

Martin CX

Ugens jukebox:

N.E.R.D.: "Backseat Love"
Bill WIthers: "Use Me"