Hope for me, I hope for you,
We're snowdrops falling through the night.

We'll melt away before we land,
Two teardrops for somebody's hand.

Follow me into just one more Spring.

Copenhagen, you're the end,
Gone and made me a child again.
Warmed my feet beneath cold sheets,
Dyed my hair with your sunny streets.

Children aren't afraid to love
And laugh when life amuses them.

And our love is an antique song
For children's carousels

Ja, det er jo næsten så man ser folk danse ned langs facaderne ude på vores gade, mens de løfter små børn over hovedet i ét væk. Scott Walkers ode til vores hovedstad gør det ved én, især her i forårssolen, som giver carte blanche til Scotts ikke helt usentimentale og næsten H.C. Andersenske syn på vores by. Der må trods alt have været andre køretøjer end karruseller i det københavnske gadebillede, også allerede da han skrev sangen i slutningen af tresserne, men hvem lægger egentlig mærke til bilerne og busserne, når solen står over byen og folk en anelse forvirrede myldrer ned på alle fortovsrestauranterne og fylder deres udendørspladser til sidste stol, iført mørke briller mod de lave og skarpe stråler, og store tunge frakker mod den stadig isnende blæst der står ned gennem middelaldergaderne?

Det er denne tid, hvor om ikke verden, så i hvert fald vores lille byverden vågner igen. Det er nu, det igen gør en afgørende forskel hvilken side af fortovet man går på. Om man befinder sig i en skyggefuld frostboks, fordi vinden stadig ikke aner at vinteren er slut, eller om man er på den lyse side, hvor solen stadig mere uhindret af ozonobstruktion klarer at bekæmpe kulden. Man betaler prisen om aftenen, når årets første forårsforkølelse sætter ind, men hvad rolle spiller det: det er nu, livet begynder igen efter vinterens tyranni. 

Det er nu, man igen lægger mærke til hvilken forrygende smuk by København er, hvilket der måske ellers skal en nyforelsket udenlandsk kunstner som Scott Walker, der så byen med friske øjne udefra, til at bemærke. Det er først og fremmest nu, det udendørs ikke mere er menneskets fjende, og det er nu sanserne skærpes og oplevelserne igen fortættes, og i hvert fald for mit vedkommende er det nu alle de allerbedste plader findes frem – kun det bedste er godt nok til foråret, og hertil hører Scott Walkers tredie soloalbum.

Og det burde egentlig være nok til at få en til at glemme vores midlertidige trængsler, som f.eks. de uafvendelige og triste fakta at vi til tider skal møde Viborg Fodsportsforening i Parken, at det tit og ofte kan betale sig at stille ned og agere en menneskelig mur i en hel kamp (søndagens kamp gav et argt flashback til Barcelonas forgæves forsøg på at knuse Celtics Drillo-defensiv, og selv om Barca ikke forærede Celtic et mål til sidst var resultatet det samme), og at hver gang Thomas Røll vender tilbage fra en tur med landsholdet skal han tilsyneladende bære rundt på (udover syv-otte minutters spilletid) et rigtig dårligt humør, en skade, eller begge, hvilket formentlig er tilfældet nu. Ikke nok med det, man lod ham tilsyneladende træne og spille mod Spanien denne gang, selv om han var skadet. 

Efter at have set Røll mod samme Viborg kunne man ikke lade være med at spørge sig selv om han ikke rent faktisk allerede dér stadig var skadet, og altså slet ikke var kommet sig over det knas han havde med akillessenerne inden kampen, som fik ham til at misse vores pokalkamp i Farum. Der måtte da være en forklaring på at han trods alt var så svag som han var, ikke at undertegnede er vild med at udpege enkelte spillere som særlig store katastrofer – men det var Røll altså den eftermiddag, ikke mindst i betragtning af hvad han normalt er i stand til. Formentlig var han det med god grund. Jeg havde nærmest plaget i det forrige Ræb fra begyndelsen af marts om at se ham sætte sig igennem som den styrende figur og som en klassespiller, og det gjorde han mod både Frem og Midtjylland. Men her manglede stort set alt hvad der gør ham god. Han vandt ikke engang noget i luften. 

Tror da pokker, hvis hans akillessener gør ondt hele tiden. Det lyder i forvejen rædsomt, men jeg kan ikke engang begynde at forestille mig hvordan det må føles, når man som Røll eller hans forgænger Mykland skal tordne omkring på et topholds centrale midtbane som en bærende kraft, og konstant vinde bolde og vende spillet i en hel kamp. Og netop Mykland-fortilfældet er det som skræmmer i dette tilfælde, for som nordmanden selv sagde var det næppe en god idé for ham på længere sigt at spille videre trods smerterne. 

Ifølge fredagens formiddagspresse er Røll klar til at holde den pause der skal til, og den skal være ham vel undt. Men hvad så? Nu er vi godt nok meget tyndt besat på midtbanen. Vi er tilbage ved de fire som startede inde mod Farum i pokalkampen, med Bisgaard som central spiller. Og det gik jo fint – men det gik fint mod Farum. Farum spiller, hvilket med mandens lade indstilling for København in mente faktisk nærmest er tragikomisk, med Carsten Fredgaard på den centrale, defensive midtbane. Det er den modstand vi mødte. Fredgaards opmærksomhed og tilbageløb, da Bisgaard ret ugeneret kunne løbe føringsmålet ind efter en simpel et-to med Zuma, tier for sig selv.

Mod AGF render vi ikke ind i nogen Fredgaard-type, men derimod i to eks-landsholdsspillere, som begge medbringer temmelig friske voldsdomme. Og mens jeg fuldt ud forstår hvorfor Backe til tider har den holdning, at alle spillere alligevel kender hans og holdets system så godt, at han foretrækker at sætte de 11 bedste spillere på banen og placere enkelte af dem på usædvanlige pladser, så håber jeg stadig at kampen på søndag giver en undtagelse, og at det i stedet bliver Christian Traoré som skal være den fysiske spiller bag gennembrudsstærke Hjalte.

Helt ærligt, så har jeg visioner i mit hoved, drømmesyn af spillere i sorte dragter, der flyver gennem luften, mens Knud Erik Fisker, for han er det nemlig som skal beskytte de voldelige spillere og straffe de rapkæftede på søndag, signalerer ”spil videre!” til Tøfting, Andreasen, Steen Nielsen, og hvem der ellers har givet en af vores små midtbanemænd en flyvetur. Jeg frygter at en gennembrudsstærk men klejn central midtbane med Bisgaard og Hjalte vil blive mast totalt. 

Det er godt nok også svært at forestille sig, at Backe ikke har gjort de samme tanker, for i den ovennævnte artikel i B.T. slår han da forholdsvis tørt fast, at han regner med at AGF skal ud og spille fysisk, da det skal gå ud over nogen, at de render rundt og taber i Herfølge. Derfor er der fine muligheder for en gentagelse af det usædvanlig brutale spil, de viste sidste forår mod os, og som fik seere med en nostalgisk svaghed for Uruguays landshold i 1986 til at knibe en lille tåre hjemme ved fjernsynsapparaterne. Guderne må vide, om det igen i år skal være AGF der får lov at decimere vores trup inden foråret for alvor kommer i gang, som de fik det af den hjælpeløse dommer Anders Mosegaard sidste år.

Vi får se. Ligesom vi får se om ’Theo’ får chancen for at gå ind på en midtbane, der både mod AGF, i den ventede Bisgaard-Hjalte-form, og mod de andre hold vi har mødt, ser ud til at mangle en del fysik og systematik. Ironisk, ikke? Her har vi gået og klaget i efteråret over hvor statisk spillet har været med Nielsen og Mykland, der taktisk var vidunderlige og standsede alt opspil hos modstanderne, men som tilsyneladende havde en nærmest religiøs aversion mod at nærme sig de andres felt – især Mykland. Derfor endte tilnavnet Kedelige København med rent faktisk at være temmelig præcist i mange kampe, selv om det fra starten mest var en pinlig måde for Brøndbys fans at aflede opmærksomheden fra deres egne utallige Skovdahl-år med tung systemfodbold, mens deres egen nye spillestil faldt langsomt i hak.

Og nu er der ikke en sjæl mere der taler om Kedelige København, ikke engang ude i Målsky Brøndby – men imens er vi på tribunerne gået hen og blevet nervøse for at alt det offensive spil er ren Hawaii-fodbold, og at tøjlerne er sluppet i alt for vid grad. You’re damned if you do, you’re damned if you don’t. En balance på et fodboldhold er åbenbart ikke nem at finde. Ditto en balancespiller, et begreb som er blevet et af de helt store modeord bare inden for de seneste få måneder. Det dækker over det vi i gamle dage, altså indtil ca. oktober sidste år, kaldte en defensiv midtbanespiller, og det er noget vi som checker seneste nyt hvert kvarter, mens transfervinduet er åbent, havde ventet at klubben ville indkøbe i løbet af vinteren. Vi har nemlig ikke rigtig den slags type i forvejen.

Jo, vi har to af de bedste i landet, Christian Lønstrup og Erik Mykland, men de er bare ikke til rådighed, og i hvert fald slet ikke i topform. Desuden har vi Traoré, men ham ser Backe tilsyneladende som en midterforsvarer frem for alt. Og endelig Hjalte, der da også har afløst Mykland i efteråret, men som ikke gjorde det med Røll eller Bisgaard som makker, men derimod med Peter Nielsen.

Jeg savner mildt sagt Peter Nielsen nu. Eller en type som ham. Jeg savner Pierre Larsen, Ståle Solbakken og Michael Mio. Jeg savner Lønstrup i den form han havde inden sin sørgelige ulykke med et hensynsløst ført industrielt køretøj i december 2001. Men lige nu savner jeg mest af alt Lars Højer. En arbejdsom og pasningssikker midtbanespiller uden den store aktionsradius, men særdeles vigtig for den defensive midtbane, og med en enorm styrke: fik vi et direkte frispark uden for feltet, bare inden for 35 meter af mål, fik vi med Højer på banen en målchance. Nu får vi mest af alt blot et spilstop.

I Højers tid holdt folk op med at synge og endda at tale til hinanden, når der blev fløjtet for frispark. Al løssluppen lyd blev forvandlet til en opmærksom og forventningsfuld summen, og ølbægre blev stillet til side i vished om hvilke muligheder dette åbnede. Dette ligegyldigt om frisparket var i højre eller venstre side af banen. Alle havde set Højers sparketeknik i aktion tilstrækkelig mange gange til at vide, at i højre side ramte han den med vristen, med en smule yderside, så tordende hårdt at målmanden sjældent kunne nå at se den. Og i venstre side fik den med indersiden, og blev placeret hårdt og sikkert hen over muren, i det område målmanden ikke skulle eller kunne dække. Og gjorde han den fejl at flytte sig for tidligt, kunne Højer uden problemer nå at ombestemme sig og sætte bolden lige hvor han havde stået.

Ikke nok med det, men frispark ude i siderne og hjørnespark var også farlige. For da slet ikke at tale om straffespark! Det er de altså ikke nu. Det kan godt være, at vi har mange der gerne vil tage vores dødbolde, men ingen af dem er rigtig gode til det. Tag f.eks. straffesparkene. Ud af 24 straffespark brændte Højer kun fire. Udover at Peter Christiansen har scoret på de to han har skudt, hvilket er fint, men ikke så nyttigt nu han alligevel ikke er fast mand, er det kun Thomas Røll som kan fremvise en statistik der er bare tæt på at matche Højers. Han har brændt tre ud af 11. Men to af de tre afbrændere er sket i hans to seneste forsøg, og nu har han tilsyneladende mistet modet på mere. Peter Møller, Bo Svensson, Lønstrup og Zuma har alle brændt flere end de har scoret på, og den eneste anden med positiv score er Álvaro, hvis eneste straffespark – det afgørende mod Ferencvaros – alle vel husker. Kun hans gode karma fik skubbet den bold helt ind.

Det er lige så svært at se en linie i vores frispark. Man står jo og ønsker så mindeligt, at Bisgaard vil score, for når han hidtil har scoret, hvad han endnu ikke har på frispark (ingen i vores startopstilling har nemlig scoret for os på et direkte frispark!), har vi aldrig tabt. Men ærlig talt tror jeg ikke rigtig på det. Den forventning man havde til at Højer scorede, så nu skulle der jubles, er erstattet af forventningen om at bolden ryger en meter eller to over overliggeren. Ja, ude i Brøndby i november stod vi allerede med armene over hovedet, klar til at gribe, da bolden i stedet luskede på stolpen og i spil igen. Nogenlunde det samme sker, når man ser Tobiasen nærme sig den bold der ligger stille. Igen ønsker man ham al held og lykke, men det er svært at fortrænge, at Ole aldrig har scoret et mål for os i en turneringskamp. Det har Lønstrup, og flere af disse på frispark, men igen: hvornår pokker får vi denne tekniske virtuos at se igen?

Vores seneste frisparksmål er fra sommeren 2002, sat ind af Carsten Fredgaard, der i mellemtiden er lejet ud, og så var det lige så irriterende som det tilsyneladende var uundgåeligt, at han inden der var gået fem minutter af vores pokalkamp i Farum skulle sende et fantastisk spark lige op i krogen. Den ikke ubetydelige trøst var, at han i resten af kampen var lige så fornærmende ringe som i slutningen af sin tid hos os, men det fjerner ikke vores problem, at vores spil er meget nemmere at få styr på når man kan forvente at begå frispark ustraffet på hele sin egen banehalvdel.

Skulle der komme den ’balancespiller’ til sommer, som vi havde sat næsen op efter som Nielsens og Myklands kombinerede afløser i vinterpausen, så måtte han da forbandet gerne være en frisparksekspert samtidig. I mellemtiden tager Lars Højer forhåbentlig Martin Bergvold i hånden, en knægt der beviseligt har en forrygende sparketeknik, og viser ham hvordan han selv blev så god til at tage de spark: ved at træne mutters alene, dag ud og dag ind. Præcis i øvrigt som den metroseksuelle midtbanegeneral, der på aprilsnarsdag blev præsenteret på en lejekontrakt i F.C. København, og som gav Man Uniteds fans den samme småsvimle Højer-fornemmelse når han lagde bolden til rette, både i og uden for feltet.

Ironien i den fiktive 1. april-nyhed er til at få øje på, når det senere samme dag kommer frem at Røll er ude med sin skade. Nu er vores midtbane virkelig glatbarberet, og bliver det endnu mere hvis AGF får lov at losse nogen ned, som de gjorde med Røll sidst, eller hvis Silberbauer får en advarsel i Århus eller andre får kort af mørkere art. Sat på spidsen er de fem centrale spillere Nielsen, Pettersson, Svärd, Lønstrup og Mykland blevet erstattet af højrekantspilleren Silberbauer, og da der nu hverken er mulighed for at gøre fra eller til med indkøb, kommer det til at vise sig helt køligt og kontant om det var nok. I vores klub er det jo heldigvis lovligt at være pessimist, så jeg vælger at sige at forventningerne i det mindste er skruet en anelse ned efter den eufori der bredte sig da vi vandt kampe, mens de to i toppen begyndte at fumle. 

Kan holdet vinde i Århus, er optimismen selvfølgelig i top igen inden det formodet lettere program, og inden pokalsemifinalen. Som vi er med i. Ingen grund til at spille falsk beskeden der. Skive er slået, det er fuldstændig uundgåeligt. Skulle det glippe, ser jeg alle forårets kampe hernede på vores lille tv oppe i hjørnet. Men det sker heller ikke, og på den måde har vi fået afviklet de tidlige runder i pokalturneringen på en meget dansk måde: onsdag aften kl. syv træder vi ind i turneringen, og den følgende formiddag kl. tolv er vi allerede klar til semifinalen. Den pokalturnering er en vittighed, så længe vores forbund ikke lever op til de store ord de kom med for efterhånden længe siden om, at de store hold nu skulle til at spille med i turneringen et par runder før de gør i dag. 

Hvordan pokker vil man opnå en traditionsrig turnering som den de har i England og Tyskland, med fuld opmærksomhed allerede fra de tidlige runder, hvis man ikke vil lade mange flere amatør- og halvprofessionelle hold lægge arm med superligaen og de store klubber i 1. division? Og hvordan vil man lokke folk på stadion, hvis man absolut vil afvikle alle kampe som midtugerunder, med minimal tv-dækning? De eneste der viste klip fra vores kamp i Farum var TV2, og deres dækning var en farce. De havde et kamera ved sidelinien, nede ved hjørnet, og hvad der skete var umuligt at se. Det sidste mål viste de ikke engang. Den forrygende kamp mellem Ølstykke og OB fik en endnu værre behandling – det var faktisk så skidt at det kunne have været i monopolets dage. dengang straffede man de kampe der tillod sig at være målrige ved kun at vise halvdelen af målene, og det samme skete her. Så kan I lære det! 5-4-kampe er der ikke plads til i dag! Idiotisk. 

Men DR’s dækning var endnu mere nødtørftig, og mens det da var fint at sende en kamp direkte, som Viasat Sport gjorde fra Valby, så var det helt håbløst at man ikke siden viste billeder fra en eneste anden kamp, selv om man havde stor Champions League-aften på samme station. Det kommer pokalen aldrig nogen vegne med. Den brede befolkning vil til enhver tid tro, at pokalfodbold består af to semifinalereturkampe mellem hold der, uvist hvornår, har mødtes før, og så en finale i Parken Kristi Himmelfartsdag, hvis traditioner åbenbart er så ligegyldige at DBU ikke ser noget galt i at drøfte at flytte rundt på den efter forgodtbefindende, bare fordi nogen har sat 20.000 sæder op et sted i provinsen. Det er en ynk.

Hvis pokaldækningen så bare var den største grund til at gå i rette med TV3 – men deres efterhånden galopperende disrespekt for de fodboldfans der gider besøge de danske stadions er værre. Hvordan kan man om tirsdagen læse en ting og om onsdagen en anden? Hvis tv-stationen havde bare den fjerneste respekt for folk, ville de som Sky i England for længst have fastlagt tv-skemaet for hele den resterende del af turneringen. Det ville være sket i vinterpausen, og det ville være meldt ud i god tid. Og arbejdet med det ville blive kraftigt lettet af, at TV3 ved, at det de har lyst til at vise er os og Brøndby.

Skulle TV3 vælge alt på en gang kunne man da også forestille sig, at de trods alt ville kigge ud over det fantasiløse kampudvalg de netop har siddet og lavet, og sige til hinanden ”Sidder vi her virkelig kun for at finde ud af om FC skal spille om lørdagen og Brøndby om søndagen, eller omvendt?” En af vores gæster sagde, at han da godt kunne forstå, at TV3 ventede til sidste øjeblik med at vælge, når nu de havde muligheden for med ret stor sikkerhed at vide hvad der vil være de mest attraktive opgør, men et kig på hvad de har valgt i de første 28 runder afslører hvad de fleste vel havde gættet allerede: at det knap nok kræves Nostradamus-agtige evner til forudsigelse, hvis man vil gætte på hvad TV3 sætter på programmet. Stilling eller ej.

Esbjergs førsteplads er i hvert fald opnået uden TV3’s tilladelse. De har været programsat syv gange, altså præcis 25%, mod de mere end tre fjerdedele deres to forfølgere begge har haft. Ikke nok med det, men af de syv har de to været mod os, og to af de andre mod BIF – mens den tredie følger om godt en uge… På samme måde har OB, der ellers lige nu dyrkes som denne uges store tip til toppen, ikke været sat på skærmen mere end otte gange. Fem af disse var møder med København og Brøndby. Og ærlig talt: når de to hold i blå striber mødes senere på denne måned, tror jeg knap nok på at kampen var blevet sendt, hvis vi skulle mødt et bedre hold end elendige AB samme dag.

Det er der jo ikke engang nogen pointe i at beklage sig over. Da Det’ bare fodbold sidste år debatterede TV3’s programpolitik havde Jakob Kjeldbjerg ingen hensigter om at undskylde at man viste to af de tolv hold i en uendelighed, og hvorfor skulle han det? Hvis Divisionsforeningen sælger TV3 en aftale som giver dem lov til selv at vælge alle kampe, efter sigende med et indlagt minimum på to hjemmekampe pr. klub (meget handy, for alle møder jo os og Brøndby i mindst to kampe pr. sæson), så er det da vel ikke den kommercielle station som har en forpligtelse til at være fodboldpolitikere og sprede budskabet om Herfølges og Viborgs guddommelighed.

Men så skal de fandme droppe det forbandede lort med at de er nødt til at have til absolut sidste øjeblik inden de ved hvad de vil sende, et emne som samme udgave af Det’ bare fodbold sjovt nok ikke havde tid eller lyst til at komme omkring, og i stedet brugte al tiden på at høre enhver jysk fanklubformands jamren over at hans hold ikke var nok i tv.

Og ja, jeg er sur fordi jeg misser topkampen mod OB 1. maj på grund af en fødselsdagsfest, men ikke mere sur end som så, for jeg vidste jo at det var en risiko: fødselsdage flytter sig trods alt ikke fra år til år. Og så er det jo immervæk lækkert, at man er inviteret til kl. syv, og derfor kan ankomme to timer tidligere og forskanse sig i et værelse med fjernsynet og en flaske hvidvin. Det er nemt at komme til at lyde skideutaknemmelig over at TV3 gider sende alle de kampe, og det er ikke meningen. Men de må for sæven kunne lære at råde i ordentlig tid, for det er vi andre altså også nødt til fra tid til anden. Og at flytte kampe to gange, som med OB-kampen, er der ingen undskyldning for. Det er rystende amatøragtigt, og efterhånden ville en rigtig god aprilsnar være hvis onside.dk fortalte sine læsere, at man af respekt for og hensyn til de danske fodboldfans allerede nu havde lagt resten af det spændende program til rette, tidsmæssigt, så man trygt kunne lægge sine planer.

Men en aprilsnar skulle jo gerne være noget man får nogen til at tro på, og det kniber i øvrigt gevaldigt disse år. Som regel er vi nede i usandsynlige transferrygter. TV2 kørte en ’nyhed’ om at den svenske håndboldspiller Stefan Lövgren skulle spille for Viborg! Hvad er det for noget? En aprilsnar skal enten give et ”Whoa!!!” hos den grundlurede, eller et ”heh, godt forsøgt!” hos den vagtsomme. Ikke et blankt ”nå” hos seeren, der ikke påvirkes på den ene eller anden måde af historien.

Påvirket var der tilsyneladende nogle der blev i Liverpool i denne uge. Byens ældste klub, Everton, offentliggjorde deres nye trøje torsdag, og åbenbart havde deres fans glemt alt om datoen – eller måske huskede de bare dengang for seks år siden, hvor den daværende formand for klubben, Peter Johnson (eller Agent Johnson, som Liverpooltilhængeren mindre kærligt blev kaldt af de blå fans) havde fået udstedt den kommende sæsons sæsonkortbilletter i røde omslag. Gudskelov er Johnson for længst fortid, og den slags brølere gøres kun for sjov disse dage:

Den nye trøjes stof var blevet udstyret med en præget fugl i rødt og gult, nemlig en liver bird, et symbol for Liverpool by, men så sandelig ikke mindst for Liverpool F.C. Det ville svare til, at Lazio skulle sy et kæmpestort ulvehoved ind i deres trøjer. Det var absolut en måde at få opmærksomhed på, ikke mindst med en meget morsom og meget pengemandsagtig tekst om at kunne brande klubben bedre og bruge synergier ved at bruge den røde og gule farve! Men mere interessant og ganske tidstypisk er det, at man i artiklen kan læse at stilen kommer til at læne sig op ad Le Coq Sportifs design til de trøjer Everton i firserne vandt trofæer i, med en hvid v-krave. Det er den trøje, Peter Reid har på i billedet ovenfor.

Det var da utroligt som firserne er ved at komme tilbage igen. Netop Evertons udebanedragter fra firserne var det jeg kom til at tænke på, da der onsdag var billeder fra Sverige-England i Göteborg. Det skinnende polyester, den gyldengule kulør, og den ret ubekvemt udseende pasform – som om det igen skulle være blevet smart at spille i alt for små dragter, som desuden var sat op i en rædsom discostil med blå striber og paneler overalt. Læg til dette svenskerhår ad libitum. Selv Mattias Jonson, der på det seneste har givet den som en art skægget Limahl, havde slet ikke banens grimmeste hårudrustning. Både Mikael Nilsson, Källström, Mellberg og Mjällby, dette komplette firservrag, gjorde ham rangen stridig hvad angik hår og skæg, og værst var da Alexander Östlund kom ind og lignede en middelmådig canadisk ishockeyforsvarsspiller.

Stramme trøjer, langt hår, Ullevi: det er 1982 igen! Dan Corneliussons og Glenn Strömbergs ånd hænger over vandene! For helvede da, vi fik lige smidt Hummels ’i lort til halsen’-look efter os for et par år siden, og nu skal den åbenbart have alt hvad den kan trække. Ganske kort tid efter at halvfemserne sluttede, et årti der ellers gjorde enkelhed til en dyd igen, skal man nu atter til at se stumpede ærmer og shorts der sidder helt oppe i skrævet, som på bordtennisspillere. Englændernes var lige så slemt, det var faktisk så rystende grimt at det kunne have været den gamle VM 1982-sponsor Admiral, der stod bag.

Endnu værre blev det at se klip fra Brasiliens kamp, og fra de andre steder hvor diverse hold rendte omkring og spillede i Nikes nye dragter. De samme Nike, der i VM 1998 satte nye standarder for hvor elegant fodboldhold kunne være klædt. De er nu reduceret til at sprøjte en gang billigt udseende plasticposer på markedet, så Brasilien nu spiller i noget Colombia havde nægtet at bære i 1981. 

Hvad angår allestedsnærværende Adidas, så er de i det mindste ikke gået over i den samme grimme retrostil; de har bare ingen stil i det hele taget. Senest bevist i Farum, hvor Brøndby viste deres seneste violette udebanedragt frem, komplet med mismatchede røde strømper. Hvis det er modellen for deres kommende kollektion er de i dybe vanskeligheder, men mon ikke BIF igen får tildelt et ’unikt’ og ’eksklusivt’ design som viser sig at være identisk med en blågul udgave af hvad man har lavet til tolv forskellige deltagende lande i EM-slutrunden – og til Danmark, der ryger i samme mærke efter sommeren. Adidas har snart alle de store nordiske hold undtagen os nu – BIF, Rosenborg, Djurgården, AIK, Göteborg. Heldigvis da, at de ikke også kom til at slå gaflen i os. 

Næ, Kappa er der nu anderledes klasse over, som fastslået i sidste måneds Ræb. Deres tøj går efter fremtiden snarere end fortiden, og mens netop Kappa markerede sig med nogle designrædsler i 90’erne – Barcelonas fra 1997-98 ovenover er i særklasse, og pixeleringen gør den faktisk pænere – så er der reelt ingen ved siden af dem nu, og da slet ingen der ikke også har snablen dybt nede i firserretroen. Jeg har hørt flere af vores gæster stå og beklage sig – ”det er dødssygt, det er jo bare en helt hvid dragt!” Præcis! Sådan skal det også være. Så må de andre plaske deres Adidasstriber, mønstre og paneler ud over deres. Allermest glæder jeg mig trods alt til at få nogle helt almindelige og pæne numre bag på trøjerne. Vores næste nummer syv, som måske er den kommende ’balancespiller’, måtte meget gerne have et tal på ryggen i stedet for et spørgsmålstegn. 

Det ultimative bevis på at retrobølgen har oversvømmet os, så vi dog på stadion i Gijon onsdag aften, hvor Peter Madsen fuldt ud beviste, at hvis nogen er den naturlige angriber for Ebbe Sand må det være ham. Her spillede det danske landshold Spanien godt og grundigt ud af banen i første halvleg – og tabte alligevel. Se, det er firserretro!

Og sådan gik endnu en uge, hvor vi reelt bare ventede på weekenden det meste af tiden. Jeg vil ønske alle en god tv-kamp, hvis jeg ikke ser jer på stadion derovre. Lönstrup Polizei vil markere på bedste vis, at det er vores bedste og uheldigste midtbanespillers 33-årsfødselsdag, så nu lukker jeg ned for weekenden. Vi ses forhåbentlig til en fodboldkamp snarere end et voldsorgie. Tak for nu.

-smølle

og på jukeboxen spiller:

Ugens nummer:

Love Shop: ’Vi blinker så hurtigt vi kan’
i en liveudgave fra albummet Copenhagen Screaming! fra sidste måned. En af deres mange københavnske klassikere, den mest storladne af dem, som bygger sig op over syv minutter med linierne om de lyse somre, de vågne nætters Lunapark (jeg savner også Rai Uno på kabel-tv…) og at stå på byens tage for allerførste gang – indtil Hilmer Hassigs guitar til sidst løfter det hele op på samme tages niveau. 
Der kommer mere Love Shop på Spruthuset snart – og vil man i øvrigt se dem på et egentligt spruthus, så bliver forårets Østerbrokoncert helt afgjort den de kommer til at spille på Park Cafés Kitty Club 13. maj, kun en time eller to efter at vores kamp mod Brøndby på den anden side af Østerbro Stadion er slut…

Ugens albums:

Scott Walker: Scott 3
Hvor sangen ’Copenhagen’, der er citeret i starten, stammer fra. Måske man skal komme udefra for at sætte optimal pris på byen og skildre den bedst? Som Jens Unmack, der er vokset op i Viborg, eller Scott Walker, der er fra Ohio via London. På den anden side stammer Benn Q. Holm og Nikolaj Nørlund vistnok her fra byen, så den teori er vist ikke helt skudsikker.

Marc Almond: The Stars We Are
Nick Cave: Tender Prey
New Order: Technique
R.E.M.: Lifes Rich Pageant og Document
The Stone Roses: The Stone Roses
Sommetider kan man simpelthen genskabe en tid ved at høre bestemte plader. Og af en eller anden grund er forår nemmest at bringe tilbage ved musik. I foråret 1989, hvor gymnasiet var ved at slutte, var det Marc Almonds romantiske mesterværk, Nick Caves narkotiske ditto, og New Orders fantastiske omfavnelse af den spirende techno, som åbnede døren til en helt ny dimension i min dyrkelse af popmusikken, godt hjulpet på vej af forårsfornemmelserne for det stadig mere fascinerende liv på egne ben, der var på vej. Det samme gjorde det at finde frem til de gamle albums med R.E.M., som stod som et både mystisk og fjernt, og samtidig personligt og fortroligt orkester, og hvis mange tidlige plader stadig har en utrolig aura om sig, selv nu hvor gruppen er allemandseje. Jeg var en af de heldige der fik set dem i Saga i det forår, og det var sådan en koncert der holder folk evigt på éns side.

Men først og fremmest var det Stone Roses-debuten, der udkom i marts, der fejede benene helt væk under mig. Jeg skal lige love for at den knaldede døren i for firserne, og viste vejen frem for alle. To år senere, og selv U2 havde dansebeats under deres sange. The Stone Roses lyder stadig helt utroligt, og den føles ikke en dag ældre, og når jeg lytter til den gør jeg for en gangs skyld heller ikke selv…