Jo, selvfølgelig gider jeg da ekspedere. Jeg sad bare begravet i en bog. Det er ikke fordi, der har været det store rykind i aften. Folk og deres familier er draget i al landsens retninger eller længere på påskeferie, og de stamgæster, der har været til pokalkamp i Skive, er åbenbart enten ikke kommet tilbage eller forfærdelig jetlagged efter rejsen til/fra et af dronningerigets ydre kroge.

Så jeg har også haft rig mulighed til at sidde også skumle i fred pga. af et forestående bryllup, der rokker lidt ved mine personlige præferencer og værdigrundlag. Nej-nej, ikke den der ugebladseventyrceremoni. Jeg taler om, at jeg skal til bryllup d. 29. maj, samme dag som FC København slutter sæsonen på Farum Park. Og det er et af den slags bryllupper, der vil nedkalde større livstidsforbandelser at melde afbud til, end hvis du skred fra dit eget. Altså rent bortset fra at en forlover-tjans ydermere umuliggør "strategisk frafald"! Prikken over i'et dukkede så op i dag i form af et addendum til indbydelsen. Der er dekreteret "Røgfri fest"!

Verden er sgu snart af lave. Rygere bliver efterhånden betragtet som en udstødt, kontaminerlig kaste på linie med spedalske og pestterminale. Fordi det er smart eller trendy at være ikke-ryger. Og hvis det ikke er smart nok, så lovgiver vi mod det. I dag mener myndighederne - kraftigt opildnet af den stadigt større og stadigt mere skingre antiryge-lobby - at der skal udstedes forbud mod, at vi rygere groft sagt skal have lov at opholde os med antændt tobak i en radius af 100 meter fra børn, husdyr og økologer. Jeg mener, der var ikke flere, der tog skade af røg og røgens følgevirkninger for 10-20-30 år siden, hvor rygere og ikke-rygere snildt kunne være i samme rum under iagttagelse af behørig gensidig hensyntagen. Og hvor der endda var betydeligt flere rygere end i dag. Men indtil videre kan vi da stadig pulse løs her i bulen, indtil de omfattende rygeforbud - også på barer og fodboldstadions - der er implementeret over det meste af hykleriets egen højborg, USA, også rammer her. Og det er blot et spørgsmål om tid. Vore svenske og norske naboer er som sædvanlig allerede godt på vej.

Det er formentlig næppe heller røgfaren, der indgår i en potentiel værtshusgæsts vurderinger, inden han går ud for at kæve en stribe bajere. I det hele taget er et spruthus just ikke et sted, der på nogen måde er godt for dit helbred rent fysisk. Hvilket du godt ved, inden du går herned. Det er ikke en helse-klub, heller ikke hvis du indtager noget af vores standard pub-grub eller forsyner dig ved sommergrillen ude i gårdhaven. På den anden side er det næppe heller din bartender, du kommer til for f.eks. slanketips. Og dog jo, hvis du vil gøre noget radikalt ved din vægt, så vil jeg anbefale dig at investere i et klippekort og tage med en af de første rumfærger til Merkur. Pga. tyngdekraften vil du faktisk kun veje godt en tredjedel (38%) af din kropsvægt her på jorden. Det er sgu da et hurtigt vægttab, der er til at forstå. Personligt kunne det da være meget sjovt at genopleve, hvordan det føles at veje under 40 kg

Apropos Merkur, så kommer jeg ofte på mine aftenspadsereture langs søerne og omkringliggende geografi forbi "Mercur-bygningen". Der hvor Spies-koncernens hovedsæde i årtier var synonymt med det Spies-ejede Hotel Mercur med hovedindgang på Vester Farimagsgade og butik for rejseafdelingen på bagsiden af bygningen i Nyropsgade. Rejsebureauet er for længst flyttet, hotellet navneskiftet til det mere turist-strømlinede Hotel Mercure, og det eneste minde om Spies er faktisk lysreklamen oppe på taget.

Gode gamle Simon Spies. I disse dage (16. april) er det 20 år siden, han døde, manden der fra 1950'erne i konkurrence med vestjyske Tjæreborg Rejser (drevet af den knapt så excentriske, men dog lige så originale pastor Eilif Krogager) skulle lære danskerne at drage på charter-ferie. Begavet, kuleskør, visionær, excentrisk var tillægsord, man kunne sætte på forretningsmanden og mennesket Simon Spies - som de, der er for unge til at kunne huske, kan opleve historien om for tiden i det velspillede teaterstykke på Østre Gasværk med Anders 'Anden' Mathessen i hovedrollen - og på godt og ondt var han først og fremmest original. Med en formidabel tæft for PR. Evnen til at få spalteplads og TV-omtale, blot han vaskede hænder, var legendarisk og gav ham og hans rejsevirksomhed uanede mængder af gratis reklame.

Og hvad har så alt det med fodbold at gøre, tænker du nok. Måske ikke så meget, og efterhånden endda mindre og mindre. For originalerne, excentrikkerne, mæcenerne bliver færre. Både på og uden for banen. Farverige klubpræsidenter og -formænd har jo på godt og ondt været med til at sælge sponsorater og entrebilletter i adskillige europæiske fodboldklubber. Der har været de mere godmodige og uanfægtelige som f.eks. den entreprenante Jack Walker, der praktisk taget købte et mesterskab til upåagtede Blackburn Rovers. Pengetypen med klubhjertet, der ikke gjorde i store overskrifter, men til gengæld efterlod et dybt finansielt hul, når tiden var omme. Beslægtet med ildsjælen med lige så stort klubhjerte, men knap så mange penge eller forstand på samme, der har medvirket til at køre klubber på ruinens rand.

Så er der de mere gustne af slagsen. De der blander egne (firma-) midler og klubbens sammen. Hvor konkurser, korruption, mediekontrol og politik pludselig også er på dagsordenen. Bestikkelseskongen Bernard Tapie i Olympique Marseille var én af slagsen. Italiens præsident Berlusconi nok det mest ekstreme eksempel. Eller legendariske Jesus Gil ý Gil, Atlético-bossen med sine entreprenør-milliarder og kasketforvirring omkring dem både med Madrid-klubben, myndighederne og borgmesterposten ... i Marbella! Ganske Brixtofte-agtigt! 

Men de fleste af de karismatiske og flamboyante - uanset status på Nebengeschäften - typer på ledergangene er så småt udsluset og erstattet af mere afdæmpede executive-typer. Lidt mere gråt, men for fodboldforretningen måske også mere sundt. Den mest omtalte af slagsen i dag vel Roman Abramovich i Chelsea, en mand der trods sin ubegribelige formue virker nærmest selvudslettende, og temmelig sikkert ikke kommer til at generere mange sensationsoverskrifter i pressen. Slet ikke af egen fri vilje i hvert fald. Efterhånden er der vel kun den cigarpulsende Rudi Assauer tilbage med original-prædikat, efter en af de sidste af "racen" blev sluset ud for nylig. Ken Bates, Chelsea's levende legende, blev mere eller mindre frivilligt tvunget fra broen i Vestlondon nogen tid før hans aftægtsotium egentlig skulle være udløbet. 

Han var netop som Simon Spies en person, der hyldede pr-princippet om, at negativ omtale er bedre end ingen omtale, så han forstod at komme i medier og gøre sig bemærket omkring alt og alle. Det behøvede såmænd ikke engang have noget med Chelsea FC eller fodbold at gøre En eksklusiv lille samling citater af og om Bates kan du finde her. Ken Bates købte Chelsea FC for £1 i 1982, skummede en fortjeneste på mere end £1 mio., da russerne kom og førte i den mellemliggende periode klubben og forretningen gennem en veritabel rollercoaster-tilværelse fra dybeste armod over de mest ambitiøse investeringer til randen af ruin igen. Men han vil blive husket. En mand der skabte rundt lige så mange fjender som venner, og var ligeglad så længe, der var omtale (= potentielle penge) involveret. Diplomati var - er - ikke anvendt.

Selvfølgelig har originalerne også floreret på banen, og også her er tendensen den samme. Der bliver stadig færre af dem. Der er de store enere, der altid gør en forskel, men som sjældent gør sig ufordelagtigt bemærket, hverken på grønsværen eller i hverdagen uden for banerne. Zidane, Figo, Nedved, van Nistelrooy, Ronaldinho eller det seneste lysende stjerneskud, Kaká. Spillere der måske nok optræder i alle mulige reklamer, men ellers ikke pådrager de store headlines, udover når fødderne taler. De opfører sig jo eksemplarisk. Straks mere kulørt når man kigger på de originale bohème-typer, ofte også gudbenådede fodboldspillere, men præget af alt andet end karrierestabilitet, når det pulserende rampelys eller den politisk-filosofiske karriere uden for banen også skulle plejes. Typer som George Best, Peter Osgood, og Paul Breitner, de tidligste jeg kan huske (og har oplevet). Eric Cantona og Paul Gascoigne, Lothar Matthäus og Stefan Effenberg er mere op mod vore dage. 

Specielt en Paul Gascoigne kan man være sikker på, at Erik Bo Andersen nok ønsker sig var en lidt mere kedsommelig hverdagstype. Samtidig med eskapaderne og alkoholen (og en mental diagnose) udenfor banen, lykkedes det dog også Gascoigne ret beset selv mere eller mindre at ødelægge sin egen videre karriere på banen i en FA-Cup finale for Tottenham i 1991, hvor han i en sygeligt hasarderet tackling på Nottingham Forest's Gary Charles endte med at komme mere til skade end modstanderen. Gazza kom tilbage, men fodboldmæssigt blev han aldrig den samme. Vildskaben og uregérligheden på som udenfor banen har han tilfælles med en anden berømt og berygtet fodboldpersonlighed. Den stadig aktive spillende boss hos Millwall, Dennis Wise. I modsætning til de andre her nævnte er/var Wise dog netop ingen stor fodboldspiller. Det er temperamentet og viljen, karismaen, der har fået ham til at klare sig hæderligt blandt spillere, der reelt var betragteligt bedre.

Stig Tøfting er vel det nærmeste, vi kommer det herhjemme. For selvfølgelig ikke at forglemme Københavns egen, savnede original; Erik Mykland. På godt og ondt spillere, der sætter lidt mere kulør på fodbolden, sælger billetter. En hyldest fra denne bartender skal i denne forbindelse lyde til en af denne fodboldverdens sidste spillende originaler - og samtidig formidabel fodboldspiller - der har annonceret at stoppe karrieren med udgangen af denne sæson. Ironisk nok samtidig med, at Fiorentina, hvor det hele for alvor startede i Serie A for ham, måske vender tilbage til den bedste række efter en nedtur af de helt store. Roberto Baggio er navnet. Han kunne måske være blevet endnu større med mere professionel fokus udelukkende på fodboldkarrieren, men han er stadig en type, der selv i sit sene efterår kunne få én til åbne TV'et for at se et hold som Brescia.

Lad os håbe, at eftertidens største minde om Baggio ikke bliver det straffespark, han i den afgørende elleve-meter-konkurrence i juli 1994 på Rose Bowl i Californien tordnede højt over Taffarels mål og dermed gjorde Brasilien til verdensmester!

Ligesom vi da heller ikke håber, at vi alt for længe vil huske Spielführer Bos skæbnesvangre straffesparkskikser mod Viborg i Parken for nylig. Heldigvis var Verdens Flinkeste Mand knap så flink overfor Århusgymnasternes målmand i søndags, så pletten efter både brændt straffe og pinligt resultat blev rimeligt hurtigt vasket af igen. 

Til gengæld startede Århus-straffet en lavine af provinsiel nidkærhed rundt omkring. Kunne det virkelig passe, at FC København skulle have "så" mange straffespark. Det må jo være korrupt, når alle mulige anstalter gøres til statistisk at påvise, at det ikke bør være muligt! Fra den enfoldigt simple, at 12 hold, der alle spiller 33 kampe, bør resultere i samme antal straffe pr. hold pr. sæson til mere komplicerede beregninger, der tager højde for jordens krumning (og mine tæers), vindfaktoren og ozonlaget.

Det udmærkede TIPSbladet har hver uge en opsummering af sæsonens straffespark. Vi har fået syv af ialt tredive dømte. Det samme har i øvrigt AGF. Hvorfor undrer folk sig ikke over dét, mon? AGF har endda hele to gange fået to straffespark i samme kamp. Jamen, det er da helt vildt. Det må være en sag, der straks skal indberettes for konkurrencerådet. Ja helt op på EU-level, mand. Pudsigt nok er lige det med to straffespark i en kamp, noget der nager mig. Eller rettere, at man lige netop meget sjældent får to straffespark i samme kamp, selvom det burde være logisk at dømme dem, hvis de er der. Eller tre eller fire. For i de kampe, vi har fået straffe, synes jeg ofte, at vi senere i kampene er blevet snydt for meget store, soleklare straffespark.

Men man kan jo tage de nøgne tal og få dem til at fortælle nøjagtigt den historie, man ønsker. At København får mange straffespark, er ganske logisk for os, der følger dem uge efter uge. Hans Backe er ikke gået aldeles galt i byen, når han hævder, at vi har det mest offensive og angrebsivrige hold i ligaen. For vi har meget spil og mange folk i modstandernes straffesparksfelter (dér hvor man får tilkendt straffespark), og vi er spilstyrende i op mod 75% af tiden i langt de fleste af de kampe, vi spiller i suppen. Derfor er det jo ganske logisk, at vi kommer til så mange potentielle straffesparkssituationer, som vi gør. De syv straffespark er i øvrigt begået mod seks forskellige spillere. Så her kan tal underbygge det oplevede. Og jeg kan også udfra den her anvendte betragtning sagtens forstå, at Viborg har fået tilkendt lige præcis 0 (nul) straffespark i denne sæson. De spiller stort set ikke på modstanderens banehalvdel. Så der er statistikken jo dybt logisk.

Straks sværere at forklare, hvorfor AGF får lige så mange straffespark som os, eller hvorfor OB og Esbjerg, de suverænt mest scorende hold i rækken, kun har fået tilkendt 1 hhv. 2 straffespark indtil nu. Så måske man bare skal afholde sig fra at forsøge at forklare det. Tilfældigheder og dommerens synsvinkler spiller nok en vis rolle. Mere interessant, nu vi har fat i tallene, er at se på de pointmæssige konsekvenser af disse afgørende kendelser, eller rettere eksekveringen af samme. Vi har brændt 2 af vores 7 straffe. Og de to kampe har vi tabt med en enkelt mål. Så der er altså minimum mistet to p. på den konto. De fem, vi har scoret på, har to gange været i uafgjorte kampe, altså teoretisk to p. tjent. Og de sidste tre gange har vi vundet kampene med mere end ét mål. Altså ingen betydning. Og minus 2 plus 2 plus 0 giver ... status quo.

Og jeg ved godt, at sådan kan man heller ikke regne. Det handler jo i høj grad, om hvornår der blev scoret hhv. brændt, også i forhold til kampens udvikling før og efter. F.eks. er det ikke særligt sandsynligt at tro, at Viborg-kampen var endt uafgjort, hvis Bo havde scoret ved 0-0. For snarere end det sene Viborgmål, der så ville have været en udligning, havde vi nok scoret en gang eller to mere. Måske! Udviklingen i 0-1 kampen mod Esbjerg kunne også være blevet en anden, hvis ikke Peter Nielsen havde sparket sit straffe på stolpen, men i stedet hurtigt udlignet Tommy Bechmanns tidlige føringstræffer. Var det - som matematikken teoretisk tilskriver - så blevet uafgjort, havde det for øvrigt vigtigere end et ekstra p. til os betydet to p. færre til Esbjerg. Så når det store regnskab, skal gøres op den 29. maj, kan det vel vise sig, at Peters kikser var mere kostbar end Bos. Nu vi er ved straffesparkene, så behøver de ikke ærgre sig så meget ude på vestegnen over at have brændt begge straffespark i sæsonen. Det var kampe, de vandt alligevel. Med en afbrændingsrate på 100% er det i øvrigt svært at forstå, hvorfor de ligefrem ønsker at få tilkendt flere straffespark!

Noget andet. Vi vånder os ofte over en formodet skidt straffesparksrate. Men den er nu helt normal. I ligaen er scoret på 67% af alle straffespark i denne sæson. Vi har scoret på 71%, altså ca. det samme. Og det stemmer stadig ganske godt overens med vores over-all udnyttelsesrate på 69% (jf. Nipserstat.dk) gennem alle årene.

Nå, man bliver tørstig af alt det talfægteri. En påskebryg? Det er det nærmeste, vi kommer påskeæg og påskepynt hernede. Det vil sige, du kan få et hårdkogt æg at gnave på. Du ved, den gamle traditionelle bodegamenu fra de mere snuskede bæverdinger. Et æg og en bajer. Ikke anbefalelsesværdigt, hvis du skal på hot date senere eller har stævnemøde med elskerinden.

Straffespark-snakken sendte os så fluks tilbage i den hjemlige fodboldverden. Pokalkampen i Skive ved du sikkert præcis lige så meget om, som jeg. Beretninger fra bekendte, der var der, net-referater og lidt sporadiske streamingbilleder på TV2 Midt-Vest kunne det blive til. Men pligtsejr uden de store anstrengelser og så videre. Så vi lever vel med, at den store farce omkring en kamp, der skulle blive vist og så ikke vist og så vist alligevel en halv snes gange i løbet af ugen endte i et stort forklaringsslagsmål mellem Viasat og Divisionsforeningen. Amatøragtigt og vildledende af Viasat aktivt at markedsføre en kamp, man endnu ikke havde rettighederne til at vise. Og klassisk dogmatisk stivhed hos Divisionsforeningen, der ikke kunne finde mulighed for at dispensere til to pokalkampe samme dag eller afvikling af kvartfinaleprogrammet over flere dage.

Men det falder jo i god tråd med DFs/DBUs generelle indstilling til pokalturneringen, hvor superligaholdene knapt når at træde ind i turneringen, før den er slut. Interessen for Brøndby i Nykøbing og København i Skive viser jo med al tydelighed, hvilket tilskuer- og markedsføringspotentiale, der er i den slags kampe for de mindre klubber, der også - hvis Viasat/DF kan rumme at planlægge det - kan indeholde en god pose TV-penge. Det er tilløbsstykker af rang hos vores naboer sydpå, når de små hold allerede i Erster Hauptrunde von DFB-Pokal kan trække Bayern München eller Borussia Dortmund osv. Ligeså med den klassiske tredje runde første januarlørdag i den engelske FA-cup, hvor de bedste træder ind, og der vel at mærke stadig er fem runder inden finalen. Det er i sig selv rene lodtrækningsmirakler, en klub som Skive skal håbe på for at få en kamp som den mod FC København, men i dag skal de så ydermere slå sig helt frem til kvartfinalen for at få chancen. Lad dog superligaholdene være med fra starten. Giv flere af de små hold mulighed for en kassekamp.

I stedet for at opgradere en turnering, hvor der rent faktisk står noget på spil, incl. en europa-billet, så bruger toppen af dansk fodbold alle kræfter på at markedsføre denne her træningsturnering med det prætentiøse navn, Royal League. Jeg har udtalt mine forbehold om den turnering før, og det endelige koncept, der nu er lagt frem, ændrer ikke en tøddel på min holdning til turneringen. Javel, lidt penge at spille om, men derudover kun træning. 

Turneringsterminer mens danske hold stadig er midt i den hjemlige turnering og måske sender reserverne til kampen mod Stabæk. Turneringsterminer, mens den norske og svenske turnering ligger bomstille, hvorfor værdien af et møde mellem OB og Örgryte nok er lige lille for begge parter. Turneringsterminer mens polarvinteren hærger ikke mindst i Norge/Sverige med umulige bane- og tilskuerforhold til følge. Turneringsterminer på samme dage som de europæiske terminer, der vil betyde, at f.eks. Brøndby og Vålerenga skulle flytte mindst fire Royal League kampe og Rosenborg mindst to i denne sæson. Og argumentet fra bl.a. dansk side med, at det giver det ekstra antal kampe, superligaholdene sukker efter, køber jeg heller ikke. Det kommer jo kun til at gælde fire hold, som måske også grundet træningsturneringsligheden og ovenanførte grunde stiller med reserverne. Og så puljeindelingen og afviklingen. Hvis OB var blevet toer i superligaen, skulle vi og OB mødes 7-8 gange i denne sæson. 3 i ligaen, 2 i pokalen og (2 muligvis endda 3) i Royal League. Ren devaluering af dén kamp.

Jeg kan altså ikke få øje på mange fordele, hverken for klubberne eller tilskuerne. Bevares, jeg vil da følge FC Københavns hjemmekampe i Parken og udekampene på TV. Men absolut heller ikke andet. Jeg mener, hvem udover tilhængerne af de to klubber bænker sig til Bodø-Esbjerg en februar aften, når man kan se Champions League eller UEFA-cup samtidig på en anden kanal?

Niveauet i denne uges fire Champions League-kvartfinaler er rundt regnet en halv snes lysår foran noget, vi nogensinde vil kunne se på de skandinaviske fodboldbaner, så hvordan man på TV-siden - som er en de økonomiske hjørnesten i setup'et - forestiller sig, at Royal League kan konkurrere med den slags, er mig en gåde.

Netop Champions League startede påskeugen op med en fodboldkvartet af høj, høj klasse, som foreløbig kulmination på en CL-turnering, der har budt på opsigtsvækkende resultater (Arsenal-Inter 0-3, Inter-Arsenal 1-5, Monaco-Deportivo 8-3, Juventus-Olympiakos 7-0, Lazio-Chelsea 0-4, Milan-Deportivo 4-1, Deportivo-Milan 4-0 og selvfølgelig Monacos comeback fra samlet bagud 2-5 med godt én af fire halvlege tilbage), der først og fremmest er en indikator for positiv og knap så beregnende fodbold. Og en turnering, der virkelig har budt nogle helt nye hold ind i varmen som de fire tilbageværende, mens gamle kendte travere som Inter, Celtic, PSV, Rangers, Ajax og Lazio hurtigt takkede af, gamle CL-vindere og "obligatoriske mindst kvartfinalehold" som Bayern München og Manchester United senere røg samme vej ligesom forhåndsfavoritter som Real Madrid og Juventus og sæsonens stigende komet, Arsenal. Væk er de alle. Og det vil selvfølgelig nok være stamgæsten bekendt, at jeg - som kollega Hans - har en stor forkærlighed for et af de fire tilbageværende mandskaber, så der har været snakket meget i Blues baner hernede det sidste par dage, hvor mine hænder har befundet sig samme sted som Signor Ranieris.

Påsken fortsatte så med dansk pokalturnering og UEFA-cup torsdag, og et sandt overflødighedshorn af kampe, både live og på TV, åbenbarer sig henover resten af påskedagene, hvis man kan få tid for alt det familiepåskeægstraditionelle.

Ikke mindst Premier League går ind i en meget afgørende fase, når der afvikles dobbeltprogram i Påsken, for de fleste mandskaber vil det sige to kampe på tre dage. Værdifulde og afgørende point kan tabes og vindes i bunden, omkring UEFA- og CL-kval placeringerne og overraskende nok også i toppen, der ellers har været absurd i en absurd og rekordsættende turnering, hvor top-tre har taget kæmpe afstand til resten og tilmed også har ret markant indbyrdes afstand. Det er absurd, at Chelseas 70 p. (det højeste nogensinde efter 31 af 38 kampe for en toer) ikke er nok til en førsteplads (det er tre p. flere end Chelsea sluttede turneringen med i fjor) og lige så absurd, at Arsenal som ubesejret efter 30 kampe stadig ikke kan vide sig nogenlunde sikker på mesterskabet. Og specielt Arsenal går et par meget vigtige påskekampe i møde. Har holdet det mentale og fysiske overskud til at rejse sig efter at have mistet to af den potentielle trebles tre ben på bare 72 timer? Eller fortsætter nedturen de næste 48 timer i Premier League med første liganederlag til følge? Gunners får i hvert fald ikke noget foræret mod hhv. formstærke Liverpool (hj) og Newcastle (ude). De to mandskaber, der kæmper indædt om den CL-kval. givende fjerdeplads.

I København ser vi med bæven frem mod en hjemmekamp. Ny SL-rekord med 16 udekampe i streg uden nederlag (det er endda 22 kampe i træk, hvis vi tæller europa- og pokalkampe med) står desværre overfor en hjemmebanestatistik med pointtab i over halvdelen af sæsonens ligakampe (og det var ikke bedre i europacupkampene). Vi er stadig ikke i nærheden af det kompromisløse ildoverfald på modstanderen i Parken. Viborgkampen var ren flashback til efteråret. Boldflytteri og idéfattigdom og manglende tempo. Hans Backe talte inden foråret om hurtigere og mere direkte spil, bl.a. som følge af personaleskift på midtbanen. Sportsbladet bragte tirsdag en "superzoom" statistik, som kunne afsløre at FC København klart var det hold i suppen, som har haft færrest "lange" (dvs. mindst 15 meter over hovedhøjde mod en medspiller) afleveringer frem ad banen i foråret. Nu er lange afleveringer fremad ikke alene et middel til direkte fodbold, men alligevel en god indikation af, at vi ikke har formået at spille så direkte som ønsket. På hjemmebane. I Valby og Århus gik det derimod helt fint på den konto. Statistikken for de lange afleveringer toppes i øvrigt af Viborg, Esbjerg, Herfølge og Brøndby.

Jeg nævnte for øvrigt vores kummerlige dødboldstatistik i efteråret på min sidste vagt, og kollega -smølle beklagede sig også over savnet af f.eks. en habil frisparksskytte i sidste uge. Specielt når vi har så ubeskriveligt svært ved at åbne en lavt stående modstander i Parken, kunne det være nøglen med bedre forsøg og øvede kombinationer på dødbolde. Og så i det mindste nogle flere langskud, for sæven da, mens vi venter og håber på, at effektiviteten indfinder sig også. For det er stadig et faktum, at vi scorer alt for få mål, ikke mindst i betragtning, at vi har klart flest afslutninger (if. Sportsbladets "superzoom").

Hans Backe bragte i ugen nogle andre interessante tal på banen til illustration af forskellen på Viborg- og AGF-kampene. Nemlig at vi i Århus vandt ca. 75% af nærkampene, mens det var 50/50 i Parken. Igen undrer det, at tændingen og koncentrationen hos spilerne åbenbart er størst på udebane. Derfor er det måske også svært at betragte AGF-kampen som et vendepunkt, bortset fra at det var første gang i foråret efter tre SL-kampe, 1 pokalkamp og en "betydende" træningskamp mod Malmö, at vi ikke kom bagud. En kedelig tendens i denne sæson. 10 gange er vi kommet bagud, 7 af gangene på hjemmebane!

Hjemmebaneforholdet skulle gerne rettes lidt op påskesøndag, hvor vi dog møder op med en meget decimeret midtbane uden karantæneramte Silberbauer, samt muligvis også uden skadede Røll og Traoré. Det efterlader ikke mange kombinationsmuligheder på en i forvejen ganske sårbar midtbane, hvor den sportslige ledelse synes at have gamblet ganske højt i vinter og hentet forstærkninger til holdet på pladser, hvor vi syntes ganske godt besat i forvejen. Okay, Michael Silberbauer har gjort det fremragende og bliver bedre og bedre for hver kamp. Lars Jacoben med spidskompetence på en plads, hvor vi i forvejen har et af truppens bedste og mest sikre kort, har til gengæld skuffet mig lidt. Undskyldt af, at han spiller i den ikke optimale venstre side. Og det er tydeligt at se, at han ofte "vender forkert" både defensivt og offensivt. Det er risikabelt bagude, ødelæggende for opspillet og ikke mindst synd og skam, at vi ikke får fuldt udbytte af Lars. 

Stadig, om vi så spillede med Kihlstedt på venstre back, er der ikke så mange dikkedarer på søndag. Det er Frem - igen - og de skal bare besejres.

Og det er heldigvis i Parken denne gang. Ikke pga. vores spil hjemme, men fordi vi forhåbentlig for sidste gang har været i Valby Idrætspark, der beredte mig den værste stadionoplevelse i umindelige tider ved forårspremieren. Det er ren retro derude. Tilbage til 70'erne. Intet har ændret sig fra dengang. Når du ser en fodboldkamp fra 70erne, kan du næsten ikke begribe forskellen fra dengang og til i dag. Fremmerne har valgt ikke at ville begribe, at der stilles andre krav til et fodboldstadion i 2004, end der gjorde i 1974.

Nå, jeg er løbet tør for smøger. Og du må vist også hellere se at bugsere den stigende påskebrandert ud i storbybotanikken. Her lukker vi. Fortsat god påske. Også på Merkur!

Holger

og på jukeboxen spiller

Postbudet var forbi i går med lidt fra det store udland. Bl.a. en bog fra amazon.uk. Walter Yetnikoff with David Ritz: 'Howling at the Moon - Confessions of a Music Mogul in an age of Excess'. En særdeles munter og bramfri autobiografi om Walter Yetnikoff, mangeårig præsident for CBS Records (Sony Records) og dermed fra medio 70'erne til starten af 90'erne en af musikbranchens mest magtfulde mænd. Med saftige anekdoter om nogen af de største stjerner, han havde i sin stald. Michael Jackson, Bruce Springsteen, Barbra Streisand, The Rolling Stones, Bob Dylan, Marvin Gaye ... excentriske og hysteriske kunstnere i større eller mindre grad. Lige så var Yetnikoff selv en original original, så det er der kommet en topunderholdende bog ud af. Intet litterært mesterværk, men sex and drugs and rock'n'roll på hver en side. Tror jeg, for jeg er langt fra færdig med bogen. Den er som sagt lige kommet, og jeg skulle jo også passe mit arbejde her i bulen.

Ugens album: 

Jessica Del Vecchio and Valentino Drag: True Stories from Sand City

Posten bragte også bud fra USA. I min musikbegærlige forsken i den amerikanske underskov af for de fleste europæere komplet ukendte, men ganske fremragende kunstnere fandt jeg noget spændende på det uafhængige NY-label, Rear House Records. "If Springsteen circa '73 had a feminist slant, a sexier wit, and a great set of tits, the result might just be Jessica Del Vecchio". En singer/songwriter i midten af tyverne fra Brooklyn med rod i punk rocken. Med daytimejob og klubgigs med Takamine-guitaren og band. Og her hendes pladedebut fra 2002. Gedigen østkyst guitar-garage-rock uden så mange dikkedarer med lidt folk-stemning over især de stille numre. Musikken er skøn, og når man har hørt pladen hele dagen og lærer sangene bedre at kende, dæmrer også et storyteller-talent af de store. Kyniske, politiske, barske, romantiske og oprigtige tekster i fortællinger, baseret på opvæksten i badebyen Sand City og livet i storbyen New York. Et koncept man har hørt om før på de kanter. Og hun vidste hvad hun ville: "Putting all my passion and my cash into a red Takamine / A new pair of boots and a Springsteen dream" ('Something's Got to Give'). Og forbindelsen til og inspirationen fra Springsteen er da heller ikke til at tage fejl af. F.eks. er bandnavnet Valentino Drag hentet direkte i Springsteens 'Backstreets' og sangen 'Incident at the Pussycat Lounge' (en - ahem - interessant klub på Manhattan, hvor man faktisk kan opleve Jessica live - spillende musik dog, tror jeg) er jo ren Springsteen. Lidt Sinatraske drukremser og Tom Waitsk melankoli sniger sig også ind i sangene, og i det hele taget er teksterne ganske tankevækkende og underholdende. Som mand hæfter man sig snarere end de strengt østrogene tekstlinier ved disse - blot få - eksempler: "But I pull down, I pick myself up off the pavement / I put on my fuck-me heels and my make-up" ('Something's Got to Give') • "Cocksure, if impure, I'll keep on going / As if my bra straps weren't peeking out my dress / But it gets good when the rough stuff starts showing / When I leave this world I wanna leave a mess" ('Still Life') • "But summer it melts into September / And we ran out of stolen beer / In our brand new bodies we learned we got something that they need / That night Cindy was raped down by the pier" ('What's Mine') • "Last night I went out dancing and I finally broke my leather pants in / Oh I thank God for original sin / You've got that male advantage but I'm gonna take my chances / We're both going for the title, may the best man win" ('Leather Pants') Ikke så meget pis dér! 

På meget, meget kort tid er jeg faldet pladask for pladen og Jessica med den specielle, men fantastiske stemme.

Ugens sang:

Freddie Mercury: 'Mr. Bad Guy'
Lad både sangeren og titlen være inspireret af aftenens tema. Og Freddie (r.i.p.), tjah. Han er vist typen, man enten elskede eller afskyede. Der er ikke rigtigt noget ind-i-mellem kompromis ved ham. Jeg, jamen jeg elskede ham. En af musikbranchens største originaler, en gudbenådet entertainer med en enorm musikalsk spændvidde - både som solist og i Queen - fra indlevet jazz over inciterende latin og rock/pop/disco til ren opera. 'Mr Bad Guy' stammer fra Freddies første soloalbum af samme navn i 1985. Jeg savner sgu stadig Mr. Mercury!