En iskold fadøl må være på sin plads i dag, og lad os flytte ud til bordene foran bulen.  Vinden er ganske vist lidt kold, men vi sidder i læ derude og kan lade solen varme vinterens vemod af vore kroppe.  Lad mige lige tage avisen her med os ud.

.

Der er mange, der eksperimenterer med avismediet for tiden i håbet om at finde et format eller en niche, der faktisk kan skabe profit. De største bladhuse sender gratisaviser på gaden med underskud udelukkende for at gøre det svært for andre at komme ind på markedet og stjæle annoncekroner fra deres købeaviser.  Jeg ved, at to af mine kollegaer savner det glittede papir fra de hedengangne kampprogram så meget, at de også helst så gratisaviserne med deres indstik af dobbeltsideannoncer fra F.C. København forsvinde igen, men metroExpress og Urban tilsyneladende er kommet for at blive, efterladt i busserne og s-togene.  Derimod er de fleste andre forsøg på at skabe et nyt avismarked forlist i en  forrygende facon. 

Og så kommer det alligevel: "Danmarks nye fodboldblad".  Forza hedder den, og det kan man jo ikke bebrejde den.  Og en avis er det måske heller ikke, blot et ugeblad trykt på avispapir.  Det føles som en avis, og avisformatet har givetvis været medvirkende til at holde prisen på blot 29,50, og det er jo ikke alverden for de seksogfyrre fuldfarvede tabloidsider.  Når man hurtigt bladrer avisen i gennem er det tydeligt, at den lægger sig op ad en avis som B.T. med meget store billeder og ikke så frygtelig meget tekst ad gangen.  Der er store rubrikker, soundbites eller hvad pokker det nu engang hedder i typografjargonen, og det er tydeligvis forsøgt at gøre så tilgængeligt som muligt.

Lad os dykke ned i substansen.  Forsiden inviterer med en dobbeltprofil af trænerne Backe og Laudrup.  Der er ingen tvivl om, hvem de to største målgrupper for bladet er.  Efter et par sider med velkomst, læserbreve og helsidesannoncer begynder det sprøde: "Updates" af de forskellige Superligahold; en side om OB, en side om Esbjerg, et par sider om København, en side om AGF, en side om AaB, et par sider om Brøndby, og et par sider til deling for de resterende seks.  Jo, der er forskel på folk.  Mønsteret er nogenlunde det samme for alle klubberne; en kort artikel, et lyninterview med en spiller eller træner eller en voxpop.  For vores vedkommende er der en kort analyse, der konkluderer, at vi nok skal ud og købe en indpisker til midtbanen. Den historie følger de op med lidt spekulation om Thomas Gravesens fremtid.  Så er der lidt om den 4-3-3-agtige 4-4-2 vi stillede op i mod Frem, og så er der lidt om Todi, der snart er klar, og forsvaret, der har snue.  Intet knivskarpt, men forbløffende loyalt og ukritisk overfor klubben.  Forza er klart skrevet for den hårde kerne af fans, og de vil ikke gøre sig uvenner med nogen.  Måske klogt i betragtning af, hvor hurtigt aviser i øvrigt bliver stemplet som fjender, hvis de blot er en anelse kritiske.  Alligevel savner man lidt noget bid, men vi indrømmer gerne, at vi kan være nogle mavesure stoddere hernede bag baren, så måske er det bare os, der bliver mistænksomme, når nogen aer os med hårene.

Gamle David Nielsen er bladets centerfold, og han taler lidt om sin attitude og sine mål, et udmærket interview, der ikke er hverken prangende eller særlig langt.  Dernæst kommer vi til forsidehistorien; dobbeltprofilen af Laudrup og Backe.  Det drejer sig dog ikke om deres taktik eller fodboldideologiske indstilling, udelukkende om deres personlighed og offentlige fremtræden, hvor de kan genkende sig selv hos hinanden.  Det er alligevel forfriskende, at Forza også har spurgt tidligere spillere, og Heine Fernandez kan fortælle, at Backes parole er "Ordnung muss sein" på den gode måde, og Peter Degn er stadig bitter over, "hvor amatøragtigt, det hele [altså de berygtede skraldeposefyringer] blev håndteret" af Laudrup.  Forza afslutter deres profil af Backe med at spekulere i, om Backe er på vej videre, og Flemming Østergaard nævner (igen), at Backe har sagt nej til "adskillige landstræner-jobs [sic]". Hmmm

Resten af bladet består af en længere artikel om Liverpools genvordigheder og en del om de engelske og spanske ligaer, men intet om Brighton, så det var aldeles uintressant.  Og så lige et interview med Leon Andreasen, der fortæller at man sagtens kan være metroseksuel og gå med hvid læderjakke selvom man er bonderøv, og så alligevel ikke, for manden synes M! har nogle interessante artikler. Javel. Til slut kammer bladet lidt over, og har en anmeldelse af et nyt playstationspil og en film.  Noget uinteressant i betragtning af, at ingen af de to har det fjerneste med fodbold at gøre.

Men lad os da gøre som de selv og konkludere anmeldelsen med at uddele deres logo; de camp gyldne fodbolde, og bladet kan desværre ikke svinge sig op til mere end højst tre ud af seks gyldne bolde.  De fodboldtaktiske analyser mangler, og i stedet er det Onside på tryk.  Ganske hyggeligt tidsfordriv, men ikke mere end det.

Udover de obligatoriske påskefrokoster bød sidste uge også på pokalfodbold, og turen til Skive gav flere problemer, end man kunne have regnet med på forhånd.  Kampen gik som man kunne forvente, men det lokale politi frygtede tilsyneladede optøjer, nu de fik fint besøg fra Djævleøen, og de var mødt op med deres hunde.

I retrospektiv var dette en dårlig beslutning.  Når der opstår et problem, benytter man sig af det værtøj man har ved hånden, og da en lille batalje mellem to fulde Københavnske fans ikke lod sig stoppe af en venlig henstilling, besluttede politiet at opløse folkemængden med hjælp fra hundene.  Dette var en overreaktion, men politiet må have været bange for deres egen sikkerhed, hvis de greb ind midt i mellem de mange mennesker, og derfor blev alle gennet væk uanset om de var ædru eller fulde; unge mænd eller børn; Københavnere eller skibonitter.

Politihunde er særdeles veluddannede, og meget dygtige til at løbe forbrydere op og standse dem.  De er også meget skræmmende, og gruppen af tilskuere blev bange, og nogle blev bidt.  Og derefter blev de vrede.  For hvad var meningen med den opførsel overfor mennesker, der allerede fredeligt var på vej væk?

Hyggelige familieudflugter og drukfældige men fredelige svireture blev ødelagt af politiets opførsel den eftermiddag, og nogen fik tilmed huller i tøj og hud hjem fra mødet med Skive Politi.  Det er ikke rimeligt, og efter en massiv reaktion fra medierne, lokale og gæster beklagede politiet episoden.

De er ikke vant til fodboldfans i større mængder i Skive.  Det var en ny erfaring for dem, og selvom de begik nogle grove fejltagelser, er der grund til at tro, at de er blevet klogere derovre.

Desværre er der jo også tit problemer med politiet i byer, der har større erfaring i at håndtere fodboldfans.  I Odense for et par år siden så jeg selv på, medens det lokale politi gennede folk ned af tropper og op på tog uagtet hvor disse kørte hen.  Og når der er lagt op til fodboldfest i byen er også de Københavnske betjente ofte lidt for overivrige.

Til hverdag er der aldrig problemer med politiet, og hvis det ikke var, fordi jeg havde oplevet det, når det går galt, ville jeg være tilbøjelig til at mene, at folk selv havde en eller anden skyld i konfrontationerne med politiet, men jeg ved, at man ofte selv ingen mulighed har for at undgå pludselig at blive gennet væk af kampklædt politi eller hunde.

Det er en meget ubehagelig oplevelse, og da de fleste af os er lovlydige og fredelige borgere, er det også en oplevelse, der får os til at tvivle på vores naive barnetro; at politiet kun er efter de slemme fyre, og at de flinke fyre ikke kommer i klemme.  Selvfølgelig er det ikke ligetil for politiet at skelne mellem de slemme og de flinke, især ikke når de slemme ikke engang lader sig identificere gennem skægstubbe, halvmaske og nummer på brystet, men så må politiet lade de flinke fyre give sig til kende ved at give os mulighed for at følge rimelige instrukser inden det pludselig går meget hurtigt.

Hvis ikke det er muligt, så må politiet være bedre til at stille krav til arrangørerne og til os andre på forhånd.  De fleste er indstillet på at hjælpe politiet med deres arbejde til hverdag, og hvis politiet har nogle rimelige ønsker til, hvordan man skal arrangere kampene, så de får bedre arbejdsbetingelser, og så de ikke skal gribe ind over hals og hovede, så må de sige til.  Hvis ikke, må de finde sig i, at vi bliver utilfredse, når vi inddrages i en konfrontation, der fra vores side føles aldeles uprovokeret og unødvendig.

Den anden dag, var der en person forbi, der var meget utilfreds med de mange straffespark, der tildeles F.C. København.  Når man umiddelbart tænker over det, virker det jo ganske naturligt, at København tildeles flere straffespark end normalt, da vi jo for det første spiller offensivt champagnefodbold, og vi derfor oftere besidder bolden i modstanderens straffesparksfelt, og for det andet besidder vi jo også så store boldbegavelser, at den gennemsnitlige Superligaforsvarer må ty til ulovlige midler for at stoppe vores angribere.  Ja, når man sådan umiddelbart tænker over det, er det faktisk utroligt, vi ikke har fået tildelt flere straffespark.  Kan ske det er en sag for Det' Bare Fodbold at undersøge, hvorfor vi bliver forfordelt på denne måde: Der må være lusk med i spillet.

Jeg medgiver gerne, at en række af de straffespark vi har fået, har vi været heldige med at få.  Men det betyder ikke, at de ikke er korrekt dømte, blot at vi har været heldige, at dommerne var dygtige nok til at give os dem.  Det er muligt, dommerne har været dygtigere til at give F.C. København korrekte straffespark, og at de øvrige hold i Superligaen er uheldige.  Det har jeg ingen viden om, men i så fald er spørgsmålet jo ikke, hvorfor F.C. København får så mange straffespark, men hvorfor andre hold får så få.

Men nu vil jeg lade jer slippe ud i solen igen.  Lad os håbe de næste par kampe byder på mange korrekt dømte straffespark i vores favør, mere champagnefodbold og masser af stenhård attitude fra ledelsen.  Glem ikke, at det her er F.C. København!  Modstand er nytteløs.

Martin CX

Ugens jukebox:

4Hero: "Les Fleur"
Et nænsomt remix af Minnie Ripperton-nummeret tilbage fra 1969. Silkeblødt, men fast og lækkert.

Freezepop: "Boys On Film"
Hva'så, er du fresh? Hvis du måske endda er Ultra Fancy Fresh, så er du måske til de idiosynkratiske synthpoppere fra Boston. Det er hardcore synthpop, og måske for hårdt for det utrænede øre, men jeg kan ikke lade være med at synes, de er charmerende.

Souls of Mischief: "'93 'til Infinity"
En godt ti år gammel hip-hop-klassiker, jeg ikke har hørt i et stykke tid. Høj klasse.