Nogle gange føles sæsonen som éen lang pinefuld vandring mod martringen, hvor man må udholde hån og håbløshed.  Nogle gange føles sæsonen som en uendelig serie af lange pinefulde vandringer mod martringen.  Nogle gange slås sømmene i, medens man andre gange synes at undslippe gennem guddommelig indgriben.

Død og genopstandelse.

Der må være en særlig protestantisk etik på spil, når man som en anden flagellant dukker op gang på gang for at udholde den smerte, selvom ens skæbne allerede synes prædestineret og beseglet, og man kun dukker op, fordi det er det eneste man kan gøre.

Især inden et opgør som det vi var vidne til mod Brøndby IF, synes det som om risikoen for et tragisk udfald af kampen er langt større og langt mere alvorlig end chancen for at det går godt, og at de to slet ikke kan opveje hinanden.

Det var en frygtelig oplevelse. Hver gang der var hjørnespark til Brøndbyerne, var det som om en revolver blev trykket ind i tindingen på mig og aftrækkeren blev trykket ind. Selvom pistolen klikkede, vidste jeg, at det kun var et spørgsmål om tid inden de tomme kamre i tromlen blev erstattet af et kammer med en dødbringende patron. Men vi overlevede den russiske roulette, og vi overlevede en rystende svag første halvleg.

Og så kom forløsningen, så kom den glæde, der fødes når man i det dybeste mismod bliver reddet og trukket op af det kvælende, mørke kviksand, der havde lukket sig over en. Det er en glæde, der først senere tager karakter af en nydelse af målet og sejren per se; en glæde, der først langt senere slår over i triumferen. Det er en glæde, der ikke er af lyset, men af det negative, inverse, omvendte mørke; som kun opstår i tomrummet af dens magtesløse smerte udebliven, og som derfor aldrig kan opleves af de, hvis sjæl ikke er opslugt og fortæres af klubbens skæbne.

Det er en lille død, men i betydningen udfrielse.

 

Efter kampen glemmer man langsomt den udmarvende, stumpe smerte, og man husker målet og sejren og glædes over den, og man bliver høj af den adrenalin, der stadig er i kroppen, fordi det uanset den rent sportslige ringe værdi af kampen er en kamp, der er så vigtig på anden vis. Det er en sejr, der lægger os på førstepladsen med tre runder igen. Men vigtigere er det en sejr over Brøndbyernes IF, der uanset stillingen i Superligaen er vores evige egentlige rivaler.

Det er styrkeforholdet mellem os og Brøndby, der er vigtig både på kort og lang sigt. På banen og udenfor. Det er Brøndby, der inficerede og betændte vores hovedstad, og som væmmedes os med udbrud af gult puds, når vi bevægede os rundt i byen. I denne kamp er vi ved at vinde, og sygdommen er på retur, men vi at netop i tilfældet af et nederlag i torsdagens kamp var de væskende sår genopstået som en ondsindet herpes, og at vi det bedste vi kan håbe på er, at vi holder os symptomfri også i fremtiden.

Oven på en sådan katarsis, som kampen i torsdags synes det forfladigende når forholdet mellem København og Brøndby beskrives i bogen Arvefjender af Oliver Stilling, som jeg må indrømme, jeg kun har læst i det uddrag Berlingske Tidende bragte. Det er en analyse, der sætter de to fangrupper i hver deres overordnede markedsanalytiske segment, og kalder det gensidige had manieret, fordi Oliver Stilling ikke mener, at det kan sidestilles med det forhold, der er mellem Rangers og Celtic eller Real Madrid og Barcelona. Underforstået, at disse er rigtige arvefjender, fordi dette fjendskab har en historisk baggrund i tidligere tiders sociale eller politiske forskelligheder. I stedet mener Oliver Stilling, at fjendskabet mellem Brøndby og København blot er en forestilling, en substitut for et egentligt fjendskab, der på funktionalistisk facon er skabt, fordi et sådan fjendskab er gavnligt for fællesskabsfølelsen, og at ledelsen af især F.C. København har været kloge at spille med på denne forestillede antagonisme, fordi en konflikt altid sælger flere billetter og bedre tv-aftaler.

Men netop det Oliver Stilling diskvalificerer fjendskabet med — F.C. Københavns unge alder — er vel netop kernen i fjendskabet. København var de nye, ambitiøse i en liga domineret af Brøndby IF, og det var en klub, der ønskede ikke bare at trodse Brøndbys sportslige overherredømme, men også deres ideologiske hegemoni. En klub der fokuserede på elite, og som ikke var bange for at tale om penge. Individualisme kontra kollektivitet. Post-modernisme kontra Modernisme. Den begrænsede voldelige konfrontation, der findes mellem klubberne, i forhold til det man ser i udlandet og på andre kontinenter, skal ikke ses som et udtryk for at forholdet ikke er lige så passioneret: Det er en fejlslutning som også voldsmændene i hooligansfraktionerne begår. Og selvom der ikke er tale om så gammeldags begreber som hverken hellig krig eller klassekamp er selve den overordnede antagonisme i kerneformen den samme. Det er svært at forestille sig, at de to klubber kunne blive bannerførere for nogen større samfundsmæssig konflikt i konsensus-Danmark, der griber dybere end den noget abstrakte post-modernitet versus modernitet. Hvis vi alligevel for eksemplets skyld lod denne manifestere sig i fx en urban kosmpolisme kontra den rurale Blut und Boden-mentalitet kunne man måske opleve at fjendskabet blev mere udtalt end i dag, men det skyldes at fjendskabet ville udvide sig til flere sfærer i stedet for, som det er nu, at være koncentreret om den del af dagligdagen, der går med fodbold.

Vi ser allerede, at nogle ikke ønsker at handle i butikker, der drives eller samarbejder med arvefjenderne. Og at nogle har svært ved at se bag trøjerne og separere mennesket fra klubtilhørsforholdet, noget som undertegnede synes er uhyggeligt og ekstremt. Det bliver forhåbentlig ikke mere passioneret end som så.

Men Arvefjender tager trods hr. Stillings apatetiske kapitel fat i noget centralt, for der er ingen tvivl om, at ideen om arvefjendeopgør og lokalderbys (som vi i Superligaen dog ikke oplever manifesteret i stærkere grad end kampene mellem os selv og Frem — og det er ikke særlig stærkt) fungerer som en motor for publikumsudviklingen. Rivalisering er en følelsladet konkurrence, og den skærper ambitionerne.

Aktion skaber reaktion, modstand skaber modkraft. I England fandt man for længe siden ud af, at jo flere fans af modstanderholdet, der dukkede op til kampene, jo flere fans af hjemmeholdet gjorde det samme. Og derfor har netop kampene mod Brøndby været de, hvor flest Københavnere er mobiliseret. Hvis også AaB eller AGF eller andre af klubberne kunne mønstre ti tusinde fans i Parken, ville vi have langt flere kampen med godt fyrre tusinde tilskuere.

En del af årsagen til de mange tilskuere er ønsket om at skabe det største spektakel og på den måde dominere billedet. Jeg morede mig lidt over en amerikaner med amerikansk sportsopdragelse, der ved baren kommenterede, at den store fokus på tifo og fællessang i soccer jo skyldes, at det er en så forbandet kedelig sportsgren, hvor der ikke er mere skæg end den man selv laver. Efter de seneste kampes uudholdelige intensitet måtte jeg nødvendigvis være uenig med ham, men jeg må dog indrømme, at jeg ikke selv kan koncentrere mig om andet end at følge kampen og være i mine følelsers vold i godt halvanden time. Fred være med det, jeg respekterer da, at andre synes det hører med til fodboldoplevelsen at man i fællesskab udtrykker sig gennem lyd og billeder, og jeg kunne aldrig finde på at sabotere det hårde arbejde, andre lægger i at tækkes tifoentusiasterne. Jeg stod således og flagrede med et stykke blåt pap i flere minutter i torsdags, og så længe manden med den elektriske megafon rettede den væk fra mig, kunne jeg også acceptere dette. Men han skal ikke sigte på mig for at få mig til at synge noget, når jeg er i gang med at synge, ængstes, forfærdes, eller skælde ud.

Martin CX

Ugens jukebox:

The Kinks: "Lola"
Patsy Cline: "Walkin' After Midnight"
Zapp: "More Bounce to the Ounce"
Simon & Garfunkel: "The Boxer"
Eurythmics: "When Tomorrow Comes"
Truth Hurts: "Benefit of the Doubt"
Lidt af en blandet landhandel, men det er jukeboxes jo som regel.

Troubledot: "Popcorn"
En forfærdelig melodi, der ikke er blevet bedre i Troubledots euro-dance version. Men passende.

Loveshop: "Copenhagen Dreaming"
En aldeles henrivende sang, der ikke er blevet værre af at bandet består af både Viborg og Esbjergfans. Læs Spruthusets interview med Jens Unmack.