|
Tour de Neurotica |
||
|
Dansk pokalmester 2004! FC København! Jamen for fanden da! Lad endelig BULEN gynge i fællessang og bægerklang denne aften i en skønsom blanding af jubel og almindelig lettelse. Det hele er så tæt på endnu, og det er egentlig sjældent vi så direkte kan fortsætte fejringen af en titel hernede som i aften. Så bartenderen vil tillade sig at fløjte sig igennem vagten og ellers sørge for at lejligheden ikke bliver forpasset, alt i mens I får det forbandede ansvar at få tømt en flok fadølsankre. For vi trænger egentlig til det, om ikke andet blot for at få lidt styr de sidste ugers voldsomme intensitet med to kampe om ugen - eller skal jeg sige - to rasende vigtige hæsblæsende vanvittige åndeløse myrekrybsudløsende sønderrivende nervebelastende kampe om ugen. Man kan næsten ikke følge med, kan næsten ikke få luft. For godt en uge siden vandrede vi til en til af de - på forhånd set - mest dystre Brøndby-kampe i nyere tid. Sådan havde jeg det i hvert fald sidste torsdag. Vi havde fået skader på en vital plads, Albrechtsen, oven i de andre vi i forvejen bøvlede rundt med. Ikke mindst Zuma. Søndagens Esbjerg-kamp var blot en fjern forestilling på det tidspunkt, og kommende torsdags pokalfinale nærmest en irriterende bisætning, som man var klar til at slå på tæven for, hvis nogen nævnte den. Men for fanden! Man kan blive så skide klog på en uge. Man kan smide adskillige billetter ind på fodboldens uransagelige professorater og på en enkelt uge score topkarakter, og nå ja, for derefter at dumpe med fuld musik ugen efter. Foreløbig er vi bare ikke nået så langt endnu. Vi har blot haft den forjættende uge, hvor det meste tilsyneladende er rullet vores vej, trods de ikke alt for gunstige forudsætninger. Den slags sker nogle gange, og når det sker, så er det blot at pulse løs på cigaren og forsøge at nyde den i fulde drag og ellers rose spillere og træner. For vi ved sandt at sige ikke hvad vi gisper i på lørdag om en uge. Jeg har i hvert fald stadig mine tvivl om det her virkelig kan holde.
På en eller anden måde virker det nemlig for uvirkeligt. Det er lige som ikke helt vores københavnske stil, det der er sket. Med de unge spillere der efter tur bare springer ind og løfter læsset videre, og vel slet ikke de viljesudladninger der begyndte allerede i torsdags mod Brøndby. For egentlig er det pudsigt, men skal jeg pege på en ting der gør at vi vandt den aften, så var det netop viljen. Jeg kan ikke mindes at have set den manifesteret så voldsomt før fra et københavnsk hold, som det vi oplevede fra anden halvlegs begyndelse. De ville fandeme den sejr og Alvaros scoring var blot den logiske konsekvens. Billedet gentog sig næsten i Esbjerg. Godt nok havde den vestjyske bundgarnstrawler dinglet omkring på bankerne i Nordsøen i ugen op til, og godt nok stod vi pænt søstærkt rustet med Brøndby-sejren i bagagen. Men da fiskerne virkelig fik deres chance for en second-coming, med en mand i overtal i størstedelen af anden halvleg efter PC's halve hjerneblødning, så rejste den dugfriske københavnske sejrsvilje sig igen i sit vælde. Det skulle ikke gå galt og gjorde det heller ikke.
For fanden! Her går man og fløjter som en anden Poul Reichardt, er Morten Korch'sk i sit lune, og får lyst til at klappe hvert et lille barn, som man møder på sin vej, på hovedet. Man tror sandelig på det gode og naives sejr her i verden, bort er drevet de mørke skyer fra vest og med dem den fæle doktormand og mediernes savlen over syntetiske babybleer fra samme kant. Lidt standhaftighed og tiltro til egne dyder har skabt basisspillet, resten af kommet med denne mærkelige vilje som vi stadig er nogle der skal til at vænne os til. For så sent som i dag er der igen. Ja, lad os bare bunde og i stedet få tanket frisk væske i ganen. Vi må videre til dagens pokalfinale. Skal vi ikke bare indlede med at konstatere, at det var en ganske jammerlig kamp. Sådan overordnet betragtet fra begge mandskaber. Bevares der blev kæmpet og tacklet til et par playoff-pladser i den engelske 2. division, men meget flydende spil var der sgu ikke. Jeg fornærmer vist heller ikke nogen ved at sige, at dagens dommer var pivringe. Jamen, faktisk en skandale. Og navnet er i øvrigt Michael Svendsen. Alt andet lige var han sådan set lige ringe begge veje, og selvom nogle nok vil hævde at det var en slags linje, så fremstod den ikke som en af den slags der gavnede finalen. Reelt begik han den klassiske fejl at tillade for meget i begyndelsen af kampen, for der efter at svinge i pendulfart mellem nærmest intet tillade og igen tillade alt. Der var ganske stor tænding på begge mandskaber i de første minutter og den kunne den kære Svendsen have fået under kontrol med en tidlig advarsel. Om ikke andet kunne han have smugkigget på gårsdagens UEFA Cup-finale mellem Olympique Marseille og Valencia og lært bare en smule om hvordan man håndterer en rimelig anspændt forestilling og hurtigt etablerer respekten. Selv et ikon som den italienske dommer Culina bør vel også kunne projiceres ned på en ganske middelmådig dansk pokalfinale. Men der kom ingen advarsel tidligt. I stedet kom der en slags panik-før-ragnarok-advarsel et pænt stykke inde i første halvleg. Den blev så ikke yderligere fuldt op, før det hele kogte over og nærmest blev tabt på græsset. Her tænker jeg konkret på Bo Svensson-situationen. Den bliver egentlig ganske sigende for tilstandene på banen. Først laver Bo et ryk frem over midterlinjen. Der bliver begået to frispark mod ham, som Svendsen lader passere. Bo mister bolden og AaB'erne forsøger at etablere et modangreb. Bo drøner tilbage og laver en voldsom tackling på David Nielsen. Derefter kommer Christian Lundberg farende for at fortælle et eller andet. Bo skubber til ham og Lundberg spiller selvfølgelig på situationen og dratter omkuld som ramt af et klassisk Muhammed Ali-venstrehook. Umiddelbart skal vi fra københavnsk side nok være taknemmelig for at Bo kun indkasserede det ene af de to gule kort som han efter regelbogen gjorde sig fortjent til. Men hele miséren var aldrig opstået, hvis Svendsen havde registreret de hægtninger som et par AaB'ere lavede på Bo's fremløb. De burde være dømt. Dømt burde også minimum et straffespark i første halvleg. I virkeligheden er begge de tvivlstilfælde som vi har på vores side soleklare. I det ene tilfælde bankes Hvalpen Hjalte ned i bagfra, i det andet sparkes benene væk under Bisgaard. Men man kan åbenbart ikke fortjene sine straffespark hver gang, især fordi det nu er en given medie-sandhed at FC København får dem nemmere og oftere end andre hold. Eller hvad? Pah, om igen, Svendsen!
For fanden, mand! Jeg undskylder hvis mit fløjteri et øjeblik lød som et fraklippet stykke indebrændt Metallica og ikke en livslystbugnende vandrer på forårets evige landevej. Er du dus med himlens fugle, Michael Svendsen, og hvad med skovens grønne træer!? Hvordan har du det lige med dem i aften? Oprigtig talt synes jeg sgu ikke det hører nogle steder hjemme at sætte en relativt uerfaren dommer ind i en pokalfinale mellem to af dansk fodbolds formodede storklubber. Det var ikke Herfølge-Nordsjælland i dagens pokalfinale. Det var København-Aalborg. Der står ikke bare en europæisk billet på spil, der er også masser af tændte folk på lægterne, og derfor er der selvfølgelig dømt fuld damp på kedlerne. Svendsen sagde selv før kampen, at dette ville være hans største kamp, ikke bare dømt på æren, men sandelig også på omgivelserne. Jamen, hurra! Det blev formodentlig også en af de ringeste dommerindsatser han har leveret i sin vårharefriske karriere mellem kridtstregerne. Og det er akkurat efter at have overværet kampe som den i dag, at man påskønner et par gamle dommerræve som Milton eller Fisker lidt mere end ellers godt er. En smule rutine fra manden med fløjten kunne have gjort underværker.
Nuvel, lad os komme videre. Kaptajn Kegle og hans Crew fører stadig an mod salighedens vidder. Vi vandt og Peter Møllers udvisning kan vi dog ikke tørre af på Svendsen-staklen. Den var helt i orden. Det er så bare ikke en skid i orden i forhold til de resterende to kampe, at vores 32 ikke styrer sine albuer bedre når lokummet brænder. Slet ikke når vi oven i skal smide et gult kort til Hvalpen Hjalte og den allerede i Esbjerg udviste PC. Det giver hele 3 karantæner til søndag. En ikke ligefrem optimal indgang til endnu en vigtig kamp. Det bizarre er så at AaB på forhånd har en ganske pæn interesse i, at vi vinder "revanchen" på søndag, og dermed sikrer os en motorvej til DM-titlen. Hvis mesterskabet forbliver i København, vil de nemlig overtage vores europæiske billet. Og et eller andet sted formoder jeg, at Europa Cup i Aalborg nok alligevel vil være lidt mere spændende end Royal League. Men jeg har selvfølgelig før taget fejl!
For fanden! Her dalrer man igen, den omvandrende neurose. Ben spjætter uforholdsmæssigt meget og ganske irrationelt i disse dage, man fornemmer tics omkring øjnene, man har ind i mellem svært ved at holde fast på ting, og af og til forsvinder man blot fra hverdagen, selvom man fysisk er bundet op på skidtet. Ergo venter endnu et par dages venten. Ak ja. Frygteligt at være neurotisk selv over for nervepiller.
Der er kun to ting tilbage at gøre: 2) At blive begejstret over Ole Tobiasen. Jeg har personlig været ganske ulden ved at se ham inde i midterforsvaret sammen med Bo. Ja, ind i mellem at se ham på banen i det hele taget. Han er for tung i bagen. Jeg har allerede set det for mig flere gange. Forsvaret ville blive overløbet. Bo er intet lyn på fødderne - og sammen med Ole. Det burde ikke gå, der lugter snegleforsvar. Men det skete hverken mod Brøndby eller Esbjerg og heller ikke i dag. Tværtimod spiller de to sammen med en dreven forudseenhed. For pokker, mand, der er ikke blevet scoret imod os i de tre kampe. Og selvom Kihlstedt især i dag er ganske glimrende, så gør han det bare ikke alene. For fanden da! Et øjebliks stilhed og nydelse er påkrævet... ... (og et lille et mere) ... inden det går løs igen. Tour de Neurotica. Og man bliver nemt et utaknemmeligt skarn i denne branche, det gør man bare. Fordi selve problemet med at være der hvor vi er nu, der hvor det batter, det er at man i virkeligheden aldrig helt når at nyde situationen, før det er for sent. Man ved nemlig hele tiden at det kan gøre så ondt at miste! Og selv os fuldbyrdet plastic-fans har så meget historisk fornemmelse, at vi husker 2002 og hvordan det var at tabe pokalen og mesterskabet på 3 dage. På den anden side blev den forbandelse brudt i dag. Nu har vi sgu i det mindste POKALEN! Så vi må videre, Kaptajn Kegle og hans Crew kan atter overtage roret.
ARRRGGGHHH! (Jeg lover at dette mesterskab, hvis vi nogensinde skulle vinde det, vil blive det største og smukkeste af dem alle. Alene fordi det var det man aldrig rigtig helt troede på. På noget tidspunkt i løbet af forårssæsonen!) Jan Saxo
Ugens album:
Love Shop -
"Copenhagen Screaming" | ||
