|
Dobbeltsyn |
||
|
Et sidste lille sus, gnavet fra det nederste af rygraden, fra selve dagen, som nu og altid vil henstå som historisk. Det sker måske kun engang i livet, hvis man skal følge Hans Backes ord. Og i øjeblikket, hvilket betegner hver eneste dag af de seneste uger, i denne halve juni, er hans ord blevet hævet til lov. Og den besindige og rolige, men dog stadigt mere smilende og imødekommende, svensker fortjener den ære. Hans egen forvandling fra den monotone, revisoragtige Hr. Basisspel, til den selvbevidste træner, der pludselig gav hele holdet en mavepuster af Lars Behrendt'sk kaliber en søndag i april, efter 2-0 sejren i Gladsaxe, kom til at stå som symbolet på hele den københavnske forårsforvandling. Han fortjener en stor portion af hæderen og her hos os har han fået helgenstatus. I hvert fald frem til lørdag den 24. juli. Så begynder vi nemlig forfra igen. Lunterne bliver atter korte. Herinde i baren og alle andre steder ude i vores by. Sådan er det, og det ved den gamle travhingst Backe også. Æret bliver man principielt kun indtil næste kamp - ellers må man vente til engang hvor nostalgien helt tager over og en anden beklæder trænersædet i FC København. I'm feeling good, you know I'm gonna
work it on out
Ja, for fanden! Giv Backe en guldrandet Velvet Underground-compilation og kald mig så i øvrigt Mister MP igen, om jeg bede! Og De ønsker, min gode kunde? Et overflødighedshorn af druk og svir og evigt dobbeltsyn. Jamen, det skal være hjertelig velkomment. Vi tyller gerne Guld Tuborg på dåse i disse dage, og helst de store af slagsen. Ned, ned, ned i svælget de skyller, mens vi strammer kæberne og ryster lidt adstadigt på hovedet. Dobbeltsynet igen, mand! Man må fokusere, det handler om at finde et fixpunkt og så ellers zoome gradvist ind. Fæstne blikket, stirre, og efterhånden nedstirre blot for at holde koncentrationen. På en TV-skærm. For vi skal vel til det. Vi skal tale EM-fodbold nu. Det forventes lige som af de fleste hernede. På dette fremskredne tidspunkt. Mine gode bartenderfæller har allerede svømmet i al pokalglansen, at fortsætte bliver bare monoton rygcrawl.
I mandags begyndte det ganske profilløse danske landshold sin turnering og det gik vel egentlig hæderligt, kunne vi alle hernede blive enige om. Spillemæssigt var det bestemt anerkendt i nulbonkampen mod Italien. Selvom man faktisk sad tilbage med en følelse af, at italienerne nemt kunne have nappet sejren. I regulær farlighed omkring målfeltet vandt de vist kampen med noget der lignede 3-2. Men vores gamle københavnerknægt, Christian Poulsen, fik en snotklat i sin nye Björn Borg-frisure. Ironisk nok plantet af en af de mest prominente navne fra den fodboldspillende frisørsalon, som Italien vist uvilkårligt må kaldes. Måske skal det tolkes som en klar hilsen til knøsen fra Asnæs der blev så god i FC København, du skal ikke komme her, blegfis, min hairstylist er bare meget bedre end din! Mundoraklet, Francesco Totti, er så i dag blevet idømt 3 spilledages karantæne oven på sin orgastiske vand-kungfu. Jeg vil plante råt for usødet og sige, at det er billigt sluppet. Nøgternt set skulle Totti have livslang karantæne for at spytte på vores Poulsen. Som minimum. Oven i kunne DBU sagtens sende Lars Behrendt efter ham med fri bevilling til at uddele endnu en mavepuster. Så han for alvor kunne lære det! Magen til svineri skal man lede sgu lede et stykke tid efter... vil jeg mene. Ja, det vil jeg. Bortset fra det og mere seriøst så var det egentlig godt at se den gamle Poulsen tilbage, vores Poulsen, den uimponerede og kontante centrale slider der allerede i 2001 drev Lazio's argentinske Simeone til vanvid inde i Parken. Knægten var fandeme god, så længe han orkede. Ellers noterede man sig mest Thomas Sørensens fantomredning sidst i første halvleg, efter forsøget fra samme Snotti, og en altid god Niclas på venstre back. Jeg indrømmer at være ganske københavnsk farvet her, men for fanden hvor er landsholdet dog egentlig blottet for profiler. Gravesen er da sjov nok, og en glimrende spiller, Grønkjær er bestemt ganske sympatisk, og ovennævnte Sørensen er det egentlig også. Men man misunder svenskerne en Henke eller en Zlatan eller en Ljungberg. Rigtige individualister, rigtige personligheder. Landsholdsmæssigt er vi en grå masse. Det kan måske manifestere sig som et godt kollektiv på sigt, lidt hen ad vores eget FC København her i foråret, og være godt på vej allerede i morgen fredag efter kampen mod Bulgarien. Helt det samme bliver det aldrig, og uden egentlige individualister forbliver min landsholdsinteresse på vågeblusset. Jeg kan da glædes tilbagelænet og afslappet, fokusere lidt på et par af vores gamle drenge, såmænd også Morten Olsens nyeste opfindelse Kenneth Perez (han ligner i øvrigt sig selv fra 96/97), men oprevet og sanseløst begejstret bliver jeg aldrig helt. Og nøgternt set, vi kan sagtens slippe videre fra puljekampene, men der efter stopper festen også. Det er jeg overbevist om. Vi får høvl i en evt. kvartfinale uanset hvem fra Gruppe D vi ramler ind i - de sandsynlige modstandere bliver Tyskland, Tjekkiet eller Holland.
Men for fanden da! Man er jo heller ikke noget skarn. Efterhånden som EM-turneringen er kommet i gang, er jeg også begyndt at nyde den mere og mere. Ovre på vores lejede storskærm. Fra middelmådig interesse i lørdags har den vundet frem. Ikke fordi jeg er faldet på halen over det spillemæssige niveau, det har oprigtig talt været på det jævne, og slet ikke på samme vilde niveau som jeg husker fra EM for 4 år siden, men udelukkende fordi intensiteten i turneringen nu stille og roligt vokser og fordi det er en slutrunde med nogle af verdens bedste fodboldspillere samlet. Man kan så næsten ikke lade være med at indføje en artikel fra forleden i Ekstra Bladet. Af alle denne verdens bedste spillere, må engelske Frank Lampard, bedre kendt som Lamps, kandidere til Årets Bedste Lilleput. Der må selvfølgelig tages forbehold for dels The Sun og dels Ekstra Bladet, når vi taler om korrekt gengivelse. Men mon ikke indignationen har været der et eller andet sted, jeg lå i hvert fald flad af grin da jeg læste artiklen.
Det er dog et sidespring. Vi må atter centrere og fokusere, ellers ender det nemt i for meget dobbeltsyn. I det seneste tiårs tid har jeg altid haft en svaghed for Spanien i disse turneringer. Dette er selvfølgelig velvidende at de altid flopper, trods deres potentiale og evindelige favoritrolle. Og man aner allerede gentagelsen her efter deres sølle uafgjorte resultat i aftes mod grækerne. Ikke desto mindre proklamerer jeg, at jeg virkelig håber og ønsker at Spanien vinder hele lortet. De kan spille fodbold så smukt som nogen og de fortjener det et eller andet sted. Betragtet fra mit lille fedtbefængte og alkoholiserede hjerte. Jeg ved ikke hvordan det er endt sådan. Egentlig holder jeg med Barcelona og det spanske landshold har i lange tider skulle sættes lig med djævelskabet i Real Madrid. Og dermed meget langt væk fra fodboldklubben i den katalanske hovedstad. Jeg har det bare ikke sådan mere. Der er så meget fedt ved Spanien og så meget pragtfuldt ved spansk fodbold, at jeg er kommet til den konklusion - at jeg som ligegyldig iagttager fra et fjernt nordligt land - vil give fanden i al den regionale nationalisme der stadig hersker dernede. Det er ikke så meget baskere eller katalanere kontra Madrid mere. De gamle hængepartier er ikke helt så aktuelle længere, som de var i 70'erne eller i demokratiets spæde år dernede. Taler vi derfor EM eller VM, så håber jeg på Spanien mere end nogen andre af de store nationer. Og Danmark kommer jeg alligevel aldrig nogensinde til at se som en mulig vinder i den sammenhæng. 1992-oplevelsen var once-in-a-lifetime på min konto og sandt at sige ville jeg hellere have haft den i 1984. For vi var så meget bedre som fodboldspillende hold dengang.
Ja, for fanden! Vi er skide kloge som en hel studenterårgang her, pisser gyldent og ser dobbelt, og skal man udlede noget af de foreløbige EM-resultater er det vel mest at jævnbyrdigheden er ganske stor og at de tidligere storheder ikke helt er hvad man forventer. Engang kunne jeg godt lide England. Det kan jeg ikke så meget mere. Engang hadede jeg tyskerne. Det gør jeg ikke så meget mere. Engang kunne jeg godt lide Holland. Det kan jeg sandelig heller ikke mere som før. Man kan tale om sædernes forfald eller et personligt paradigme-skifte. Lad os bare tage Holland-Tyskland fra forleden. Egentlig burde jeg være uhørt begejstret for hollænderne. De var pragtfulde i 70'erne. Og burde have vundet VM i både 74 og 78 efter min mening. Nu irriterer de mig. Deres spil er selvfedt, langsomt og stereotypt at se på. Modsat famler tyskerne rundt, en masse nye og unge navne. Det kører ikke ligefrem som smurt i hverken sauerkraut eller weissbier, men de prøver og vil gerne og har ambitioner om noget fornuftigt og anderledes. Det fattede min sympati og for første gang nogen sinde tog jeg mig selv i at håbe på en tysk sejr over Holland. England er indtil videre stemplet som en ulykkelig kærlighed. De har altid skuffet og personlig bryder jeg mig ikke en skid om deres nationalisme og deres misforståede 2. verdenskrigsromantik som altid skal hives frem, når de spiller fodbold på det europæiske kontinent. Samtidig vil England dog altid stå som et halvt fodboldliv. Det er primært de gamle tipslørdage fra DR-monopolets tid der spøger her. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor jeg var endt uden dem. Men sandsynligvis var det blot gået værre end nu.
For fanden da! Det er svært. Egentlig kunne man også bare holde med Sverige. Hvis spanierne alligevel flopper, er der jo altid dem.
Du gamla, Du fria, Du fjällhöga nord I virkeligheden kan man sagtens være fristet til at holde med Magnus Kihlstedt og alle hans venner. Om ikke andet kan man altid holde med deres TV-dækning. På deres TV 4 sidder Hans Backe nemlig og kører "freestyle-duel" i selskab med Djurgården-træneren, Zoran Lukic (tak for lån af udtryk til kollega Smølle! Det er skønt!). Det giver et lidt andet perspektiv på hele EM-turneringen og sætter primært et anderledes relief på det hele, inden for som uden for, for os TV-seere, der gerne vil beriges med lidt mere end Tøftings tips på matchen og den lange. Her har svenskerne allerede vundet med 2-0 over Danmark. Og så var der også lige Henkes mål forleden mod Bulgarien! For fanden hvor er det godt. Jeg tænker på det flyvende hovedstød til 2-0. Jeg vil skide på løse bulgarske markeringer her, fordi alene den kunstneriske værdi er så flot, at det er et af den slags mål jeg altid vil huske. Alt er så perfekt udført, indlægget der plasker i hovedet på en angriber, der kaster sig vildt i fuld længde, og ikke mindst hele måden det efterfølgende behandles på. PANG! Hvor den bare sidder ude ved stolpen.... der hvor man kun kan sende den, hvis man virkelig er en angriber med klasse!
For fanden da! Hvis det mål ikke er noget at gå hjem på, så ved jeg snart ikke... for akkurat der så jeg netop ikke noget der ligner dobbelt, men fikserede blot på en ting. Henke Larsson! Et øjeblik fløj der også en blisand forbi, og det var en af de smukkeste fugle som jeg har set af den slags. Må vores drømme være med os - også ud i en sommernat som snart bør være mand nok til at leve op til sine forventninger! Jan Saxo (MP)
Ugens album: | ||
