Ja, så åbner vi igen en smule efter planlagt. Det har været en lidt hård uge, og jeg skal ikke udpensle hvor jeg har været mens du har stået og ventet, men jeg må lige på forhånd advare dig om, at servicen hernede godt kan være en anelse halvsløj, ligesom bartenderen er det. Det kan ske, jeg bliver tilsagt andetsteds fra tid til anden. Det positive ved det for dig er, at så får du lov til selv at hælde dine bajere op…

Der må have svævet lidt virus i nabolaget i denne uge, men afløsere er jo dyre og svære at finde her i sommerperioden, hvilket vel nominelt er betegnelsen for den rådne årstid vi har lige for tiden, og hvor vira og bakterier må hygge sig pragtfuldt, mens de personer de snylter på er ved at gå til i mangel på det solskin der kunne booste deres immunforsvar og generelle sundhed. Så jeg holder skansen. Der skal jo også være nogen til at betjene fjernsynet hernede, og gudskelov kan man, når man har ca. lige så meget energi til at bevæge sig en en radius over tyve meter som man har lyst til at se en gen-genudsendelse af Hit med sangen eller Signe og (den meget passende benævnte) BS på afveje, hver aften se EM-fodbold. 

Vi havde endda flyttet et ekstra fjernsyn herned på de aftener, hvor der var to kampe. Man bliver lidt skeløjet af det, men det er bedre end at bero på de sporadiske klip der som regel kommer fra den anden kamp, hvis man kun følger den ene, og hvor man ikke selv kan følge kronologien. Det var en måde at se bold på, som for mit vedkommende nåede sit højdepunkt under den legendariske afslutning af pulje C i EM 2000, hvor Norges tragikomiske 0-0-kamp mod Slovenien nåede at slutte, mens det i den anden kamp stadig stod 3-2 til Jugoslavien over Spanien – dermed var Norge stadig videre. På den lille skærm kunne man så følge reaktionerne hos Norge, da man fik at vide, at Spanien ikke bare fik udlignet i de fem minutters overtid, men også fik vundet kampen. 

Det handler altsammen om hvem man holder med, dybest set, og fodbold er altså mest spændende når man har en holdning til hvilket af de to hold, eller i dette tilfælde tre, der skal vinde. Der var dengang selvfølgelig en masse spillemæssige betragtninger om defensiv fodbold, men hos de fremmødte var der ingen grund til at drøfte det: der var alligevel en solid og uudtalt konsensus om at Norge bare skulle ud, og at den måde det skete på, hvor de nåede at tro på at deres held holdt, længe efter at deres egen ørkenvandring var slut, var glasur på en i forvejen lækker kage.

Da vi så Italien-Bulgarien og Danmark-Sverige hernede i tirsdags var der ikke helt samme konsensus, i hvert fald ikke mellem bartender og gæster. Det burde vel ikke være så overraskende. Siden italienernes elendige kamp mod Danmark og dens bedrøvelige efterveer, og ikke mindst Tottis spytklat på Christian Poulsen, den af efter sigende adskillige som kameraet fangede, er det omtrent lige så socialt acceptabelt at holde med Italien som at fortælle folk, at man lever af at sælge forgiftet mælk til skolebørn. Al den sympati de vandt, da de blev bortdømt i forrige års VM, er totalt forduftet.

Og lad os dog lige begynde med Totti, for han har jo siden sin enorme brøler været i en ynkelig modoffensiv, først med hele to advokater til at finde bortforklaringer ved UEFA-høringen, en høring der varede adskillige timer, hvor et simpelt ”Jeg gjorde det, det var åndssvagt og jeg beklager” havde været det eneste rigtige at sige, og siden gudhjælpemig med trusler om sagsanlæg mod aviser i ind- og udland, der har kaldt ham grimme ting. 

Lad der så ikke være nogen tvivl om, at hvis Snotti har lyst til at pudse fru Buongiorno på folk her i landet, så kan han begynde lige her i Spruthuset, for over de næste par linier vil der stå lige akkurat de injurier han måtte behøve. Totti, som jeg i den grad så op til inden EM og glædede mig til at se spille og lede Italien til den sejr de så grufuldt blev snydt for senest i sidste sekund, har fuldt ud vist sig at være den komplet hjerneblæste idiot man på forhånd havde hørt historier om at han var. Han er en ynkelig undskyldning for en ledergestalt, han er en ussel sportsmand, han er en nar og et røvhul, og Trappattoni (og ham kommer jeg til senere) skulle have kylet tåben ud af truppen med det samme og trukket ham for hver en Euro i honorar.

Havde det bare begrænset sig til hans talentløse spil mod Danmark, hans fuldstændig meningsløse svinestreg på René Henriksen, som i sig selv skulle have givet ham et rødt kort, og hans efterfølgende tåkrummende jammer om at hans støvler gjorde ondt at spille i, så havde det endda været til at leve med, omend flovt som fanden, men når han tilmed blamerer sig og sit hold med noget så gennemført ulækkert som et plante en spytklat lige i bærret på en modstander, så er han en klam skid, og desuden – som frygtet – så spejlblank, at han kan ses med det blotte øje fra månen. En sportsidiot i ordets bogstaveligste forstand, en selvoptaget spade, der ikke har andre interesser end fodbold og Totti, formentlig ikke i den rækkefølge. Til næste slutrunde beder jeg mine gæster om at minde mig om, at jeg ikke bør se op til spillere hvis jeg ikke på forhånd har vished om at de er indehavere af en tocifret iq. Eller bare en etcifret.

Hans makker på trænerbænken, Trapattoni, der var så uheldig eller uforsigtig at have bygget sit hold op om en spiller der evolutionsmæssigt rangerer på niveau med et firben hvis hale er knækket af, er utvivlsomt en mere begavet person – det er nu ikke så svært, det er der også plankton der er. Men han viste det så ikke ligefrem, da han skulle til at tage beslutninger mod Sverige om hvordan han skulle sørge for at Italien vandt den kamp de havde så godt styr på, efter at have spillet noget af slutrundens absolut bedste fodbold; selvfølgelig med den begavede Pirlo, som alle havde fortalt ham at han burde bruge i stedet for den rustikke boldflytter Zanetti. Det bedste han så havde at byde på var at falde tilbage i den triste gamle defensive tankegang fra hans præhistoriske tid i Inter og Juventus. 

Og det havde sikkert fungeret dengang, men tiderne er skiftet drastisk, mens Trapattoni tilsyneladende er blevet nogenlunde hvor han var. Trods alle mulige eksperimenter med 4-2-3-1- og 4-3-3-formationer er han en catenaccio-mand helt ind til sine gamle, vindtørre ben, og konsekvensen af at han tog Cassano og del Piero ud og satte løbestærke midtbanedroner ind i stedet var den forudsigelige: Italien mistede alt initiativ, Sverige kom tilbage og fik udlignet, og Trap fablede om det sorte uheld hans hold havde været ude for, tilsyneladende uden at indse at det var hans egen forbandede fejl.

Alt dette, og alskens interne skærmydsler, inkl. Vieris helt forrygende kollektive sviner til en tilsyneladende totalt målløs samlet presse, ledte os så op til i tirsdags, hvor Danmark og Sverige jo ved at spille 2-2 kunne afgøre det hele mellem sig, ligemeget hvad Italien så endte med at gøre. Nerverne var selvfølgelig på højkant, i en i forvejen hysterisk italiensk lejr, for at det rent faktisk var det resultat de ville få kylet i hovedet efter deres egen kamp, hvor de havde bedt om ikke at få opdateringer inde på banen om udviklingen mellem de nordiske hold. Typisk sydlandsk jammer. Det skulle jo vise sig, at de ikke havde skyggen af grund til uro…

Okay, okay. Lad det være sagt straks, at det selvfølgelig ikke var indstuderet, aftalt spil mellem Danmark og Sverige. Aftalt spil ser ud som da Vesttyskland slog Østrig 1-0 i VM i 1982: et tidligt mål efter kraftigt pres, og så ingenting i de sidste 80 minutter. Det kunne ikke ligne den chancerige kamp i Porto meget mindre. Også selv om Thomas Sørensen begik et ekstremt tyndt straffe, der fik svenskerne ind i kampen. Også selv om samme Sørensen var usædvanlig fumlefingret i næstsidste minut, så der kunne blive udlignet. Også selv om de danske chancer blev brændt – de italienere der måtte tro, at Ebbe Sand med vilje afsluttede så ringe, har åbenbart misset hans sidste mange betydningsfulde landskampe. Og også selv om de sidste minutter så blev slæbt hen først med en masse indkast og siden trillen frem og tilbage. Ingen andre hold, slet ikke italienerne, ville handle anderledes der. Det var mildt sagt grimt, og det tilsidesatte at der var en puljesejr på spil, men tabet var ikke værd at risikere.

Så når først den umiddelbare mistanke havde lagt sig, og ærgrelsen over at det var sådan et sent mål der kostede adgangen videre for et trods alt ubesejret italiensk hold, var der ikke andet tilbage end en irritation over de forudsigelige cifre, der – kampens udvikling ufortalt – virkede ubehageligt indlysende, ikke mindst da Tomasson havde trillet sit 2-1-mål ind. Da dæmrede det, hvor tæt på et italiensk exit man var, selv hvis det skulle lykkes at komme foran mod Bulgarien, for det ville være den uundgåelige konsekvens, hvis der blev udlignet i Porto. For Danmarks og Sveriges skyld var det da et held, at der i det mindste gik så længe inden udligningen, for guderne må vide hvordan de havde håndteret fristelsen til at spille lige så henholdende kampen ud, hvis det var sket med tyve minutter tilbage. Og så kan jeg godt forstå den harme der ville følge. 

Og udover denne følelse af ”ja, det kunne man jo have sagt sig selv” var der, for mit vedkommende, også en ætsende mavesurhed af at se jublende roligans på stadion, der fejrede at det 2-2-resultat, som flag og bannere og ansigtsmaling og skilte over alle tribunerne bad om, var kommet hjem. Det var førstepladsen i puljen, der røg der, men skid på det, bare italienerne røg ud. ”2-2 AND THE SPAGHETTIES ARE OUT”, som der stod på et banner der vistes inden kampen. Det er Danmark når det er bedst, du gamle. Og da der efter udligningen skulle findes en illustration til sindstilstanden var det også et flag med ”2-2 = Bye Bye Italia” eller noget i den retning, der blev fundet frem til. Ikke et blågult, vel at mærke – næh, et Dannebrog. Det lykkedes! Succes! Vi vandt ikke!

Det generende var for mig ikke at Sverige kom med. For pokker, Italien havde jo som nævnt ovenfor malet sig ind i et hjørne med den enorme spade Tottis rystende idioti, og Traps ditto. Og jeg kan endda godt lide Sverige. Havde det ikke lige været gli Azzurri, de var oppe imod, ville jeg gerne have dem videre. De spiller ikke altid lige spændende, men de har altså et par nydelser med, især Zlatan, og så er svenskerne generelt flinke folk. Og jeg er helt på det rene med at italienerne brugte deres folkelige kredit her i landet helt op med deres opførsel.

Men det er dæleme en dyr forbrødring, når man fejrer at skulle møde det bedste hold i turneringen hidtil, Tjekkiet, fremfor et hollandsk hold i ubalance, et pivringe tysk hold, eller Letland – af alle. Og skulle tjekkerne smadre Danmark søndag aften, skal jeg love at sende et djævelsk glimt i øjet til de – bogstavelig talt – klaphatte, der glædede sig over ikke at slå Sverige.

Og hvis italienernes adfærd var uværdig, og det var den, så er det da ikke et hak mere værdigt, som det er blevet modtaget herhjemme, at Danmark triumferede over dem. En triumf der, hvis vi piller spidsfindighederne om den indbyrdes stilling væk, bestod i at de triumferende scorede et sent mål mod Bulgarien efter en halvlegs ikke-fodbold og derfor endte på 5 point og 4-2 i målscore, og de ynkelige tabere derfor halsede langt efter med 5 point og 3-2. 

Det har ved gud fremkaldt en bølge af skadefryd, der tyder på at der er meget langt til Danmark erkender, at man rent faktisk har et landshold i europæisk topklasse, for magen til mindreværdskompleker der er blevet brændt af findes vel knap i nogen nation. ”De er så heldige og dårlige altid, så fryd at de er ude!” Ja, de var jo fantastisk heldige i VM sidst. Og fantastisk dårlige i EM 2000. ”De bruger mest tid på deres hår, de brylcreemdrenge!” Ja, for Tottis hår (der var rædsomt, med de der Boy George circa 1983-fletninger) var jo meget værre end hans spytmål Christian Poulsens, eller Peter Madsens eller Kahlenbergs. Og Thomas Helveg ville ikke bruge et sekund på at sætte håret op, det sidder sådan ad naturens vej.

Og hvem bedre til at føre an i skadefrydsløjerne end den ligusterfascistiske tv-kanal TV2? For én der i forvejen havde livlig mave, svarede det til at stå på dækket af Dana Anglia i en halv pelikan at høre tåben Thomas Kristensen på TV2, der kommenterede slutningen af Italien-Bulgarien, storgrinende, sammen med en lige så kvæstet Erik Rasmussen, og henrykt råbte ”Ja, skyd du bare, det hjælper alligevel ikke!”, da Vieri prøvede et desperat skud fra distancen til sidst. Grunden til at jeg overhovedet kom til at se denne bundskraber var endda den, at de såmænd genudsendte det som et højdepunkt i sig selv, åbenbart i den opfattelse at det var det bedste tv de har produceret i evigheder.

De overgik så sig selv, da de lavede en webside på TV2, som i det mindste heldigvis viser en ting klarere end hvor lidt format og hvor meget xenofobi hoverende danske fodboldfans har: nemlig hvor ringe de staver og formulerer sig, når de skal udtrykke sig på både dansk og engelsk. Eller italiensk, for den sags skyld. Min favorit må være ”Wa fran gulo... stupido stronsoes!!!!” Ti kroner på at den kretiner har TV2 indstillet som kanal 1 på sit tv.

Selv Morten Olsen kunne ikke – hvad ellers havde været let – klare at holde sig over det italienske niveau. "Det er latterligt. Vi er ærlige mennesker. De kan tale om det, men ikke os", blev han citeret for. Fedt nok, Morten. Kan du så måske forstå hvorfor den første reaktion hos italienerne var dyb vantro, da resultatet så rent faktisk viste sig at blive 2-2, og de lige skulle kaldes svindlere oveni? Næ, så hellere videre adgang til et hold der filmede et straffe og lossede hul i skinnebenet på en af vores mest sympatiske spillere… 

Hvilket ikke ændrer på det ovenstående – at svenskerne er helt okay med mig. Men spar mig for latterlige fordomme. Mig bekendt har det italienske landshold, trods en meget gusten indenlandsk tradition for korruption, aldrig været involveret i aftalt spil – og hvad angår deres ligaer er de måske førende på området, men absolut ikke alene. 

Nå, men det endte med ”2-2 – og så var alle glade”, i Politikens Søren Olsens noget omklamrende ord – også selv om den ledsagende faktaboks oplyste om en sejr til Danmark. Og den trøstepræmie, at Trapattoni næste dag gjorde præcis hvad han havde gjort under post-match-interviewet, da han blev spurgt om sin umiddelbare fremtid: sagde ”ciao” og skred. Farvel til ham, og måtte Marcello Lippi så som ventet være den rette mand til at føre Italiens landshold op i… ja, bare halvfemserne ville være rart. 

Dagen efter var der så for alvor lagt op til en farce, da man kunne se holdopstillingerne i den afgørende omgang i gruppe D. En ting var, at tyskerne tilsyneladende kun havde modet til at stille med en angriber – en anden var, at det hold de gik så forsigtigt til værks imod, Tjekkiet, var ændret på ni pladser siden sejren over Holland. 

Kun Jiranek og Galasek var tilbage på i startopstillingen, og ikke desto mindre klarede tjekkernes Ørestadshold at køre rundt med tyskerne, der var heldige ikke at være bagud efter de første 45 minutter. Først da Tjekkiets træner Brückner overgik sig selv og tog Galasek ud i pausen for Hübschman, den absolut sidste markspiller i Tjekkiets trup, fik tyskerne overtaget. Og selv da, selv spillet ud af banen og uden noget som helst andet end en revanche for finalen i 1996 at spille for, lykkedes det at score et kludemål og vinde kampen. 

Det var lige hvad der var brug for efter tirsdagen. Den ventede farce udeblev, og blev i stedet erstattet med en anden, nemlig den der hed ’Tyskland i sidste puljerunde’. Den var godt nok ikke så urkomisk som i 2000, da man mødte Portugals tilsvarende reserver og tabte 3-0 med den 64-årige Matthäus som forsvarschef, også med alt at vinde, men morsom var den. 

Det havde da heller ikke været til at bære hvis éns andre favoritter også skulle ryge ud på grund af taktikken i den måde de korte puljer spilles på. Jovist, man kender vilkårene – har man ikke vundet mindst en af de første to kampe, er det ude af éns hænder, og man risikerer at det ene hold allerede har vundet puljen, og sparer spillere mod éns konkurrenter. 

Men der er at spare spillere, og så er der at tage pis på det hele. Så er heldet blot det, at tjekkerne er gode nok til at tage pis på det hele med stil, og tilsyneladende i stand til at stille med hvem som helst, komme bagud mod hvem som helst, og vinde alligevel. Ærlig talt burde et 2-3-nederlag som det nylige mod tjekkerne, og en følgende 3-0-sejr over Letland, give flere point end 0-0 mod Letland og en sejr over et reservehold. Men det ville jo nok kræve en regelændring. Så at tjekkerne klarede det for Holland modtages med kyshånd.

Så er alle konspirationsteorier vel efterhånden også efterhånden enten ryddet af vejen, eller har fået lov at leve deres eget liv i italienske hoveder fremover. Vi kan så tage fat på en række nye i slutspillet, og hvor bedre at begynde end den lurvede del af den engelske presse, hvis evne til at se objektivt på sagerne aldrig har eksisteret. De følte sig snydt over at Urs Meier ikke tillod John Terry at mase målmand Ricardo nedad, og det er jo forståeligt. Det havde han nemlig muligvis fået lov til i Premier League. 

Men nu er dette jo bare ikke Premier League, det er en international turnering, og derfor er det formentlig mere tilrådeligt at lægge sin taktik an på mere end at få et tidligt mål og forsvare som gal, eller at begå frispark i sidste minut mens en anden header en returbold ind. Det kan selvfølgelig knibe, hvis den 18-årige angriber fra et bundhold, som hele ens spil afhænger af, er gået hen og blevet skadet, men det kunne da forsøges.

Hele møllen har kørt på svensk tv hernede, undtagen når vores kunder har krævet at få de danske kampe vist med danske kommentarer. Det var dog så stor en prøvelse at lytte til Mølbys totalt usaglige kritik af dommeren og generelle surmuleri under kampen mod Italien, at folk ikke har fremturet med noget ’køb dansk’-krav sidenhen, og vi har da også været 100 gange bedre betjent med svensk tv, og især med TV4 og deres analytiske makkerpar Hans Backe og Zoran Lukic, henholdsvis dansk og svensk mestertræner.

Udover at det har været en sand fryd, som også Jan Saxo bemærkede sidste uge, at se Hans Backe i aldeles forrygende humør, afslappet og smilende, lun og vittig, så er deres taktiske snak jo på et evigt højere plan end hvad de danske værter lokker ud af deres gæster – ikke at de overhovedet prøver. De to tager kampene og forklarer hvorfor der sker hvad der sker, helt uden at blive lange i spyttet – og tager så tid til at møde hinanden med spydigheder undervejs. 

Som da de granskede Sveriges opstilling mod Danmark på det stadion i Porto, der i øvrigt med sin udformning må have givet Backe kraftige mindelser om sin egen hjemmebane – hvor Lukic roste den svenske opstilling som Backe lige havde kritiseret. ”Ja, jeg ved jo at Hans ikke kan få det defensivt nok, og snakker balance, balance, balance, men jeg vil gerne vinde kampen”, sagde Lukic, mens man kunne høre hans kollega gnække henrykt på den anden side af taktikbordet. Balancens fortaler endte nu med at få ret, som han havde haft det ved Sveriges kamp mod Bulgarien, hvor de to trænere på samme baggrund skulle bedømme Sveriges holdopstilling. Lukic: ”Fel!” Backe: ”Rätt!” En fornøjelse at sidde og høre to kapaciteter udfordre hinandens tænkning, i stedet for at høre superligaspillere udveksle floskler. Og hvis det ikke var nok kunne man jo altid slå over til tysk tv, der f.eks. inden Holland-Tyskland havde et panel bestående af Johan Cruyff og Franz Beckenbauer! Med al respekt for Peter Møller, og uden skyggen af respekt for Tøfting, så er det en lidt anden hylde de to er valgt fra.

Mens Backe har været i Stockholm er det lykkedes det ham at få sig en ny venstre back, hvilket virker som lidt af en befrielse på en plads hvor vi, og nu er det igen skrevet med al respekt, har været problematisk besat i en rum tid. Janne Saarinen er spilleren, og det eneste jeg husker om ham er at han var med til at slå Brøndby ud af Champions League-kvalifikationen i 2002. Det skal han jo ikke høre et ondt ord for.

Han tog til Tyskland for efter eget udsagn at komme væk fra trivialiteten i at spille om titler hvert år, og søge nye udfordringer. Det må man sige, at han fik. Han fik nok også lidt mere end han bad om. 1860 München rykkede ned, og for Jannes eget vedkommende gik det efter alt at dømme langt fra imponerende, hvilket et kig på Kickers liste over de spillere der har spillet 50% af deres holds kampe i sidste sæson viser. Jannes navn er, som det ses, ikke i den absolutte top. Med andre ord – hvis sportslig modgang i udlandet er nøglen til motivation herhjemme, som vi har set det for f.eks. Mykland og Goldbæk, så må Saarinen næsten være hysterisk overmotiveret.

Men lidt kig på baggrunden giver en del af forklaringen på dette. Udover problemer med skader må man sige, at dette giver mening, medmindre man selvfølgelig slet ikke kan tysk: "Ich muss mein Offensivspiel verbessern. In Trondheim waren wir meistens so überlegen, dass ich immer, wenn ich wollte, mitgehen konnte. In München ist das anders, da muss ich immer aufpassen, dass ich abgedeckt bin." Med andre ord: Rosenborg var som regel så overlegne, at han altid kunne gå med frem når han ville. Og i München skulle der tænkes anderledes forsigtigt og defensivt. Det ligner et fuldstændig logisk køb efter Backes filosofi, en spillende back, der kan udnytte at vi har lige så meget besiddelse som RBK havde da han var dér.

Saarinen og Dan Thomassen er så de eneste egentlige indkøb, men mon ikke der kommer flere. Ikke mindst efter offentliggørelsen af de nærmere planer for Royal League (urgh, det navn… nu liver maven op igen). Det der først blev lagt frem som en vinterturnering, viser sig nu at skulle køre i mere end et halvt år, helt til slutningen af maj! Og skulle vi komme langt her, og desuden kvalificere os til den utopiske Champions League eller bare puljespil i UEFA-cuppen, så bliver der dæleme brug for alle mand på dæk. Og lidt til.

Hvad planerne rent mandskabsmæssigt bliver i den anledning får vi se, når vi nærmer os nogle af vores egne kampe. Foreløbig har denne oplysning mest fået os til at løfte på hatten for Per Bjerregaard hernede. Den snu rad! Jeg ved at vi ikke krediterer ham med meget, og et lille, åbent stadion med skidt beliggenhed til samme pris som Parken + tag var måske en lidt mærkelig idé. Men sommetider er han en rigtig gammel luskebuks, må man sige.

Se hvad denne primus motor for Royal League udtalte, da han havde den store palaver med klubbens fans i marts om sæderne på Faxetribunen: ”Det springende punkt i beslutningen om gøre sæderne permanente var – ud over at det er den vej udviklingen går både nationalt og internationalt – udgifterne til den hyppige op-, nedtagning og opbevaring som vi med vores nuværende sportslige målsætninger forventer, skulle finde sted især i efterårssæsonen i forbindelse med deltagelse i Europa Cup’en og muligvis også den fælles-nordiske vinterturnering, Royal League. Sæderne opsættes således igen hvis Brøndby IF kvalificerer sig til internationale turneringer i efteråret og vil være monteret så længe Brøndby IF er med i turneringerne.” 

Hvis hans hold så skulle ende med at komme i finalen i den turnering han selv har siddet og været med til at planlægge, og skal den spilles på Brøndby Stadion, er det bare at sige tillykke med de præcis to (2) hjemmekampe, der vil blive spillet uden sæder på Faxetribunen, i runde 31 og 33 mod Herfølge og Farum, inden de ryger op igen i det tilfælde at Brøndby kvalificerer sig til europæisk spil. Bedre sent end aldrig. Per, din gamle lurendrejer. Altid fuld af små numre!

Og endnu en med et par ekstra kort oppe i ærmet er vores gamle bekendte Filip West, der så sandelig igen har anket afgørelsen i 'Ali Akida'-sagen til højere instanser. Denne gang er det DBU's appeludvalg, der har fået den lagt på bordet, og det med denne fantastisk gode, sportligt viise og dybsindige forklaring hvorfor Frem trods sportslig fiasko og en soleklar nedrykningsplads ikke skal rykke ned alligevel: "Vi mener helt klart, at DBU's bestyrelse har truffet en forkert afgørelse. Vi tror på, at DBU's appel-udvalg vil komme med den rigtige afgørelse". Ja, så blev vi så meget klogere. Frem som det trettende hold i superligaen? De er i hvert fald meget tæt på at være det absolut mest trættende hold i superligaen nogensinde.

Ikke mindst Sundby må være trætte af dem, da DBU på grund af Frems totalt frugtesløse anke besluttede sig for at ændre på pointfordelingen for de kampe 'Akida' har været med i, så pointene tilfaldt de hold der ellers havde mistet dem i de pågældende kampe. Som bekendt gav det ikke spor effekt i superligaen, men Sundby rykkede ud af Danmarksserien, fordi Frem ikke kunne lade det ligge. Men se om ikke det er lykkedes ledelsen at bilde i hvert fald enkelte Frem-fans ind, at det er Sundby, det nybagte seriehold, der helt efter bogen skrabede point nok sammen til at blive oppe, der er denne sags egentlige chanceryttere, som det hævdes. Fantastisk. Gad vide hvor længe der går, inden Frem får deres værdighed igen? 

Nå, men nu må det være på høje tide at standse min snak i aften; den blev jo alligevel så lang som den plejer. Jeg skal lade være med at drøfte aftenens kamp mellem Frankrig og Grækenland, det ville ikke være fair over for min kollega Holger, da det jo er hans uge den hører til, og da jeg alligevel ikke fik set det store på grund af hyppige… eh, udflugter. Jeg kan da heller ikke forestille mig at Frankrig endte med at kvaje sig. Det ville da være for pinligt. Jeg vil i stedet sige tak for denne gang, overlade vagten, og gå hjem og ligge på sofaen og nyde resten af EM mens vejret alligevel er rædsomt. Jeg foreslår alle andre at gøre det samme…

-smølle

og på jukeboxen kører

Ugens sang:

The Von Bondies: ’C'Mon C'Mon’
Mere rock'n'roll fra den amerikanske klynge af bands, der tager punkens energi og hælder en betændt, hvid blues ud over. The Von Bondies er helt tydeligt inspireret af den stils bedste eksponenter, de forlængst hendengange The Gun Club. Dette er et glammy, 2½-minutters lille råbende stykke tyggegummi af en støjpopsang fra et album, Pawn Shoppe Heart, der har generøse portioner af lignende sager, og som er perfekt musik at drikke øl til. Så det gør vi her. 

Ugens album: 

Candi Staton: Candi Staton
En genudgivelse af nogle legendariske soulindspilninger fra 1969-73 af en sangerinde, der bedst er kendt for sit enorme hit 'Young Hearts Run Free' fra discoæraen. De har ligget i hi i 30 år nu, men heldigvis er disse tider fyldt med folk der har en arkæologisk interesse for gammel pop, og i mangel på spændende nyt er der derfor fremragende alternativer, hvis man gider lede i historiens gemmer. De ting man kan finde dér gør, at indsatsen er det værd. Som disse 26 fuldendte stykker sydstatssoul.