Så fik vi overstået den anden semifinale ved Euro 2004, og jeg har haft travlt med at skaffe ekstra forsyninger af ouzo til de græske gæster, da vi pludselig løb tør, selvom der egentlig var købt rigeligt ind med både ouzo og tjekkisk øl til at bære igennem aftenens kamp. Men grækerne fester stadig, og de er tørstige, så mere ouzo var en selvfølge, det manglede da bare. Til gengæld satte jeg grænsen ved Zorba-dansen. Så meget porcelæn har vi trods alt heller ikke hernede.

Det har været et par hårde aftener - de her to semifinaleaftener med fuldt rykind i BULEN - for denne bartender, der lige har skullet op i gear igen efter to ugers ferie i fredfyldt - og øde - sommerhus på Limfjordens nordlige bred. Selvom jeg i grunden finder Byens konstante summen og baggrundsstøj både beroligende og afstressende, så kan fjorten dage i totalt fredfyldt skov- og havidyl have en ganske terapeutisk effekt med henblik på opladning af de mentale og fysiske ressourcer. Et lille afbræk fra dagligdagens trummerum, hvor man lige kan få pulsen ned i lavgear, er nu ganske sundt, også selvom man efter en 8-10 dage så småt begynder at savne hverdagen.

Heldigvis var der trøst i hjemveen. EM-slutrunden! Frisk fisk fra havnen og friske bær fra de lokale gav god og velsmagende ballast til de daglige to kampe fra Portugal som ekstra kolorit på hver en sommerhusaften. Så bliver ferien jo straks ekstra god for en fodboldnørd. Apropos fodboldnørderi. Jeg har forstået, at kollegerne Jan Saxo og -smølle har haft TV-kanalerne hernede primært indstillet på svensk TV4 under EM. Fuldt forståeligt, det havde jeg også gjort. Nu gik svensk TV desværre ikke igennem atmosfæren i sommerhusområdet - der var kun DR1 og TV2 på stueantennen - men til gengæld kunne den gamle analoge parabol på lejehusets tag hive en lille million tyske og semieksotiske satellitkanaler ned. Så størstedelen af live-kampene - når ikke lige fru bartenderen eller dennes undertiden besøgende familie havde ønsker i retning af danske kommentarer - blev fulgt på ARD eller ZDF.

Allerbedst var dog 2 timer hver eftermiddag live fra Lissabon på den tyske sportskanal D:SF med natlige genudsendelser, Selvfølgelig med omdrejningspunkt omkring den tyske lejr, men også masser af stof om de øvrige EM-deltagere og først og fremmest to timers non-stop panelsnak omkring taktik, efterrationaliseringer, analyser, fremkig osv. Fuldstændig som når vi diskuterer fodbold med hinanden på den lokale eller internettets debatfora. Engageret og passioneret. Just ikke en type slutrundedækning, man er forvænt med herhjemme, hvor begge kanaler disker op med et discount-setup af ligegyldigheder iblandet nyheder og/eller reklamer til at omkranse fodbolden. Kun undergået af de blanke kommentatorer, der stadig lirer lige dele faktuelle ligegyldigheder og deciderede fejl af sig direkte fra Gunnar 'Nu' Hansens kommentatoroverlevering. Det mest groteske er dog, at begge de licensfinansierede, landsdækkende public service kanaler sætter hver sit kommentatorhold på den samme kamp.

Et absurd ressourcespild, når man med fordel bare kunne låne hinandens optagelser og stadig servicere de danske TV-seere med begge aftenens puljekampe. Især relevant ved sidste gruppespilsomgang, hvor kampene afvikledes samtidig.

Kollega -smølle overlod depechen til mig ved kvartfinalen Frankrig-Grækenland. Den kamp er der jo ikke så meget at sige om bortset fra, at jeg da fandt det sympatisk, at grækerne baskede de vel hovne og vel magelige franskmænd ud af turneringen. Ikke fordi jeg er specielt glad for græsk fodbold eller den spillestil, de har praktiseret under EM. Minimalistbold, ekstremt defensivt og ekstremt kalkulerende under taktikkens mester, Otto Rehhagel, hvis idéer just ikke er hverken af i dag eller i går - det har f.eks. været ganske kuriøst at se mand-mand markeringer praktiseret igen - men øjensynligt ganske effektive. Men det er jo altid let at komme til at holde med underhundene, hvis de ikke spiller mod éns favoritter eller pengepung. Og endnu lettere når det er mod Frankrig, som jeg - på trods af deres normalt fantastiske fodbold - bare ikke ønsker noget godt.

Så Frankrig røg samme vej ud af turneringen som mine andre yndlingsaversioner, Tyskland og Sverige. Desværre måtte et par af mine favoritter, Italien og Spanien, også den vej. Inden knock-out runderne endda. Den ekstra kolorit på denne slags turneringer, det giver, når man har sym- og antipatier for de deltagende hold - oftest ganske irrationelle og fordomsprægede - er ikke til at undvære, for det er alt andet lige noget mere interessant end bare at glo på en kamp, man ikke har investeret følelser eller penge i. Og er éns forhåndsyndlinge - eller hadehold - ikke involveret, former man ofte positive og mindre positive meninger om hold og spillere i løbet af en turnering, eller blot i løbet af en enkelt kamp. Og så sidder man pludselig i en kamp mellem Portugal og Rusland, som egentlig ikke nogen af dem siger én en dyt, og holder med de hårdtkæmpende russere ... på udebane, undertippet og ramt af en meget hård udvisning.

Generelt har det været et halvkedeligt EM. Ikke meget ophidsende fodbold, ikke noget nyt på idé- eller spillestilfronten og heller intet nyskabende fra de små, Grækenland og Letland (man kan her ikke rigtig regne Danmark til "de små" længere, siden vi har været med ved nu seks EM-slutrunder på stribe). Mest bemærkelsesværdigt har vel været, at det - ligesom i Champions League - ikke just blev de fire hold i semifinalen, som man havde ventet på forhånd. De store røg ud tidligt, og det er da opsigtsvækkende, at landene bag de største, mest omtalte og økonomisk stærkeste europæiske fodboldligaer - Spanien, England, Italien, Frankrig og Tyskland - alle checkede ud fra de portugisiske lufthavne inden semifinalerne. Tre af dem endda allerede efter de indledende runder.

For at tage de sidste først, så er panikken ved at brede sig i Tyskland her forud for VM på hjemmebane om bare to år, hvilket også har været et dagligt tilbagevendende tema på D:SF's førnævnte EM-talk. Et umådeligt stereotypt og uformående tysk hold var, hvad man fik at se i Portugal, hvor Michael Ballack reelt var ene om at vise kvalitet. Han var så til gengæld god, rigtig god. Tydeligt at hans spil på Nationalelf får et spillemæssigt løft ift. hans præstationer i Bayern München, hvor han i den forgangne sæson - udover skader - har lidt meget under at skulle indpasses i det berygtede Bayern hierarki efter at have været Kongen i Leverkusen. 

Uagtet at tyskerne spillede aldeles kummerligt ved slutrunden - de pinlige pre-EM nederlag til Rumænien og Ungarn var tydeligvis ikke tilfældige - så var det svært at fatte, at der Rudi valgte at spille med kun én angriber på aldeles håbløs mission ift. det lidt, han blev fodret med. Så meget desto mere som den enlige og ensomme forward - Kevin Kuranyi - just ikke er en Müller, Rummenigge, Klinsmann eller ... Völler! En klasseangriber eller to må stå øverst på den nye Bundestræners huskeliste for det hold, der skal bygges op omkring Ballack og de ganske lovende Philipp Lahm og Bastian Schweinsteiger. Men der forestår noget af en opgave med på så kort tid at finde erstatninger for de 6-7 løberobotter, der p.t. udgør resten af holdet.

At England røg ud, kan næppe overraske nogen. Sven Göran Eriksson får da også på puklen overalt for at fedtspille lidt rigeligt, selvom jeg dog vil hævde, at et hold, der scorer 2½ mål pr. kamp og som det foreløbig eneste i slutrunden har vundet to kampe med to eller flere overskydende mål, ikke passer på min definition af fedtspil. At Erikssons tropper så har spillet ekstremt defensivt og meget ubritisk med to firekæder nærmest på kanten af eget straffesparksfelt, er en anden sag. Med en svensk træner, skolet i Italien, er den slags safety-first spil dog ikke helt uventet, slet ikke i en slutrunde, hvor der ikke gives megen tid eller mulighed til at rette fatale fejl.

Offensivt led englænderne nok også under, at Rooney og Owen trods alt er to meget ens angribertyper, der søger langt ned i banen - en boksangriber à la Shearer kunne de godt have brugt - og at de to, der primært skulle sørge for at fodre angriberne, Beckham og Scholes, har været ualmindeligt ringe. Dermed blev al kreativitet lagt i fødderne på Lampard og Gerrard, der i Erikssons system i forvejen skulle løbe en maraton eller to pr. kamp på den defensive midtbane. Mest påfaldende var dog nok, at englænderne slet ikke kunne holde tempo, som ellers er deres varemærke. En - i øvrigt rigtig god - første halvleg mod Frankrig kunne det blive til. Derudover har de virket meget trætte og slidte. For de ni af dem givet mærket af en lang og udmarvende sæson i Premier League - tilsat cup- og europacupbold samt landsholdskval og samlinger - og for Beckhams vedkommende ugeblads- og Real Madrid syndromet.

Real Madrid syndromet syntes også at have inficeret det spanske landshold. Raúl (især), Raúl Bravo og Helguera var fornærmende ringe under dette EM, hvor Luis Figo vel er den eneste Real Madrid-spiller, der ikke har spillet (langt) under vanlig standard. De andre Real Madrid-"stjerner" - vi mangler vist kun at nævne Zidane nu - har fortsat den nedadgående kurve fra Real Madrids katastrofale sæsonafslutning. Mange angriber coach Queiroz og hans træningsmetoder, og det har givet også været for stor en mundfuld for ham, hvorfor han nu er søgt tilbage til sit gamle og måske mere passende job som assistenttræner på Old Trafford. Men hele galacticos™ setup'et hos Real Madrid er også en stor skurk her, for man har jo pinedød skulle møde frem med den samlede stjerneparade i opstillingen hver eneste gang, også til alle mulige showarrangementer. Og Real Globetrotters drager om kort tid igen på fremvisningsturné i Japan, ligesom sidste år. Så her har man åbenbart ikke lært noget.

Nu var Spaniens hold jo ikke kun Real Madrid, og de spillede to hæderlige men alt for ineffektive kampe i turneringen. Måske det var gået anderledes, om Iñaki Sáez havde haft nosser til at hive anfører og fixstjerne Raúl ud, som f.eks. hans kollega Scolari ikke betænkte sig ved at hive Figo ud. Raúl er ellers en af mine all-time favoritspillere og normalt en af verdens 4-5 allerbedste angribere, men denne sæson har været miserabel, og hans flopår og formfravær har nok smittet af på den spanske trup, for hvilken det givet også spiller ind, at de fleste spillere ovenpå en lang og udmarvende sæson vist mere trænger til ferie og følgelig også spillede noget, der for det meste kunne minde om feriebold. Derfor blev der ikke investeret nok i kampene af de spanske spillere, uanset om de ikke ville eller ikke kunne (eller begge dele). Og derfor var det måske nærmere her på sin plads at tale om fedtspil. Fordi man ved, at de kan så uendeligt meget mere.

Fedtspil kunne man med endnu større rette sige om franskmændene, som hutlede sig gennem den indledende runde på ren hvilepuls via en absolut minimal indsats, hvor et par lykketræf i overtiden mod England samt en 10-15 minutters gearen op mod hhv. Kroatien og Schweiz sikrede de fornødne points. Eller skulle vi kalde det et par sporadiske individuelle glansstunder af Zidane og Henry, der sammen med ikke mindst Pires, Trezeguet, Makalele og den småskadede Vieira skuffede monumentalt ved denne slutrunde. Vel kun William Gallas har kunnet være sin indsats bekendt, og et omfattende generationsskifte synes påtrængende for Les Bleus.

Trapattonis Italien glimrede - vanen tro ved indledende runder - med at fedtspille på minimum brugbare resultater og ikke brænde flere kJ energi af end allerhøjst nødvendigt. Denne gang var det minimale bare ikke nok, som kollega -smølle så rammende beskrev i sidste uge, og det var fuldt fortjent, at man røg tidligt hjem, når hverken træner eller spillere var interesserede i at bringe bare en anelse gejst ind i turneringen. Bortset altså fra dén første halvleg mod Sverige, hvor en inspireret Pirlo og en guddommeligt spillende del Piero førte an i gli azzurris nådesløse opvisning mod et chanceløst, svensk møverhold. Nå ja, helt nådesløst var det jo ikke, for man glemte at score mere end det ene mål, og så sørgede Trapattoni for at ødelægge resten.

Den halvleg fik mig ellers til at genoptage det kærlighedsforhold til calcio og la bella Italia, der lige var sat på standby ovenpå Lamatottis mundvandsudskejelser. Han slap i øvrigt billigt med kun tre dage i straffeboksen. Spillere som Lorenzo Amoruso (Rangers), Peter Luccin (Celta), Ervin Skela (Frankfurt) og Francisco Huaiquipan (Colo Colo) har indenfor det seneste års tid høstet fra 4-6 spilledages karantæne for lignende optræden. Mest "berømt" var selvfølgelig Sinisa Mihajlovic' snotten på Adrian Mutu, da Chelsea sidste efterår ydmygede Lazio i Rom. Det takseredes til otte dage. Okay, Mihajlovic garnerede dog også lige snotklatten med spark. Tilbage til Italien, så har pressen jo efterfølgende været nådesløs i efterkritikken af præstationen. Pudsigt nok, så stod Italien - autopilot og hvilepuls eller ej - for i særklasse flest afslutninger i pujlen. Hele 56 mod 43, 40 og 26 hos hhv. danskere, svenskere og bulgarere.

Generelt har de store nationer, og de store stjerner hos de store nationer, skuffet kolossalt. Og selvom undskyldninger om fysisk og psykisk udmattelse hos de fleste af spillerne, kan være rimeligt plausible, så skulle man mene, at så mange prominente navne og trupper i multimilliardklassen trods alt af bare ren og skær moralsk pligt burde kunne yde en smule mere. Om ikke andet i det mindste bare virke lidt interesseret i være tilstede på banen.

Enerverende at se så mange strålende individualister investere så lidt, og at se trænere med så offensivt potente spillere have så overforsigtig, defensiv og fedtspilstænkende en indstilling. Så er det trods alt nemmere at acceptere, at nationer som Schweiz, Grækenland og - især - Letland har tilgået kampene med forsvar som det bedste angreb og ufravigelig, tæt organisation.

Det var så kvartfinalerne, jeg kom fra. I de sidste to af slagsen tog de to skandinaviske deltagere afsked med Euro 2004.

Danmarks exit har været endevendt til det efterhånden kvalmende, så det orker du sikkert ikke høre mere om, ej heller om det åbenlyst forkerte i Morten Olsens disposition med Jon Dahl Tomasson og Claus Jensen. En ellers indtil da sprudlende Jon Dahl pillet ud af ligningen som følge af Ebbe Sands fravær og en gennem hele foråret langsom og formsvag Claus Jensen ind på hans plads. Udover de forkerte spillere på de forkerte pladser, forbrød Morten Olsen sig også mod en af fodboldens mest simple og basale regler, nemlig at erstatte én spiller med én tilsvarende spiller i stedet for at rykke om på to pladser pga. afbud på en plads. Ikke at det nødvendigvis altid er en dårlig idé, men for Danmark mod Tjekkiet var det.

Og så gik det jo præcis som kollega -smølle ironiserende forudså, nemlig at Danmarks "belønning" for at slæbe det nordiske broderfolk med i kvartfinalerne - og endda overlade førstepladsen til dem - frem for at besejre det ringere hold, svenskerne vitterligt var, ja det var en kamp mod det det bedst spillende hold ved Euro 2004 i stedet for et møde med ikke videre imponerende Holland, der nok ville have betydet minimum 50/50 dansk chance. I stedet måtte vi høre på Morten Olsens pinlige bortforklaringer efter en kamp, hvor vi ganske enkelt blev kørt over af en på samtlige pladser bedre modstander, og som jeg især vil huske for Milan Baroš' to eminente og kliniske afslutninger - en med hvert ben - til 2-0 og 3-0 indenfor to minutter efter total udspilning af det danske forsvar.

Mest positive element for mig på det danske hold var Martin Laursen, også selv om det koksede for ham i kvartfinalen. Inden da havde han med stor autoritet regeret forsvaret ved siden af gammelrustne Henriksen og på skift pillet glansen af stjerneangribere som Vieri, Berbatov og Henke Larsson. Efter de tre kampe har David O'Leary nok været lykkelig for at have købt Laursen inden Euro 2004.

Det blev så i stedet Sverige, der fik tjansen mod Holland, og det var for stor en mundfuld for de blå-gule. Jeg må straks her beklage over for dem fra hinsidan. Jeg holder fælt meget af jeres popmusik, af Sven Melander, af jeres fodbold- og sportsudsendelser (lysår bedre end de danske), af Lisa Nilsson og endda efterhånden også af Hans Backe. Men jeg bryder mig ikke og har aldrig brudt mig om svensk fodbold, så der blev danset sejrsdans i stuen, da Arjen Robben hakkede det afgørende straffespark i kassen i lørdags. Præcis som altid var det svenske spil også ved denne slutrunde kun yderst marginalt mindre røvsygt end Norge i de værste Drillo-dage. Javel, der er tre ekstraordinære folk i front i form af Ljungberg (misbrugt i arbejdsraseriets navn og kollektivets tjeneste ved dette EM), Henke og Zlatan, men det er jo kun i kontraglimt, man får lov at se dem. Det største problem på det svenske hold er måske i virkligheden, at de tre er så meget bedre end de øvrige, at det giver en absurd ubalance på holdet.

Og så tror jeg altså heller ikke på, at det bliver bedre med to ligeværdige trænere. Især to så indgroet systemsvenske trænere som Helan og Halvan her. Jeg kan ikke tro, det er optimalt for nye idéer - hverken på kort eller langt sigt - og spontane aktioner fra bænken, at tingene lige skal vendes i plenum, før man foretager sig noget i kompromisets navn. Jaja, jeg kan selvfølgelig ikke vide, at det faktisk hænger sådan fat, men det ser unægteligt sådan ud, når man betragter deres indbyrdes mimik på sidelinien. Og især når man ser på det svenske spil både nu og i forgårs. Mest grotesk var det, når Helan (Söderberg) ved udskiftninger stod med en skitsemappe - der mindede om en designer eller arkitekts porteføljebog, når han/hun skal søge ny opgave eller job - og så bladrede dusinvis af sider igennem med anvisninger for den stakkels spiller, der stod foran indskiftning. Der kan umuligt have været noget til overs til improvisationer og basal fodboldlyst hos spilleren, der har haft rigeligt at gøre med at huske skabelon, skabelon, skabelon.

Jeg bryder mig ikke om den oversystematiserede fodboldspekulation, der først og fremmest handler om at forhindre modstanderen i at spille. Fodbold skal være passion, ikke videnskab. Så efter en (alt for) stor kontrasejr mod et i en time bedre fodboldhold og to meget sene udligninger, der sendte fodbolddræberne i kvartfinalen, var der god karma herfra til Edwin van der Sar, da han snuppede Mellbergs straffe. For alle hollændere givet også en sten i bautastørrelse, der faldt fra hjertet, da man endelig - efter fire slutspilsstraffekonkurrencenederlag på stribe - vandt i ellevemeter-lotteriet!

Netop straffesparkskonkurrencer er det fremmeste fænomen til at skabe helte og skurke ved en slutrunde. De store skurke blev David Beckham og Rui Costa - sædvanligvis sparketekniske perfektionister, der sendte både bold og græstørv skyhøjt over mål - samt det noget overvurderede svenske Zlatan-ikon, der også praktiserede en slags antiluftskytsskydning på Faros nattehimmel.

Det her med at sparke straffespark har - også i BULEN her - gang og igen været gennemdebatteret, så vi lader teorien hvile for i aften, men selv om det skal medgives, at det er nemmere at hakke straffesparkene ind til træning frem for i kamp (det tror jeg de fleste af os vil skrive under på), og selv om man ikke bare skal affeje presset ved et altafgørende spark i en vind/forsvind situation på højeste niveau foran millioner af tilskuere, så kan man jo nok synes, at det er for skammeligt, at f.eks. de tre nævnte herrer, der lever af at sparke til bolden meget tæt på de 365 dage om året til en hyre, som vi knapt kan begynde at fatte, i det mindste ikke kan ramme indenfor de 244 x 732 cm, der udgør et fodboldmål.

Den største skurk af de tre er dog stadig nok David Beckham, som også præsterede at brænde straffe i indledende runde. Her ramte han dog trods alt målet! Antihelte var også Portugals forsvarsspillere Ferreira og Couto, der efter en mildest talt uheldig åbningskamp blev sat af holdet, og deres holdkammerat, angriberen Pauleta, der indtil videre har brændt alt. Frankrigs Silvestre, Sveriges Mellberg, Danmarks Laursen, Englands Vassell, Kroatiens Tudor m.fl. vil nok også se tilbage på et EM, hvor de lavede graverende fejl, som kostede baglænsmål eller scoring. 

De store helte - udover de græske helte - naturligvis spillerne med de afgørende scoringer ... og redninger. Hvorfor dette VMs helt over alle - muligvis bortset fra ham, der scorer sejrsmålet i finalen - må være den portugisiske keeper, Ricardo. Målmanden der smed handsken, bogstaveligt talt, og stod som målmændene i min barndom og indtil Sepp Maier omkring ca. 1974 mødte op iført havehandsker størrelse alt-for-store. Nemlig med bare hænder og kun bærende - tynde - handsker i ekstrem kulde eller pis-øsende regn. Men Ricardo nappede Vassells straffespark med de bare hænder og tog derefter bolden i egen hånd for fødderne af Nuno Valente og hamrede den i kassen. I sandhed en fodboldhelt, en mand der tog ansvar. Men mon vi nogen sinde finder ud, hvad Eusebios rolle i det spil egentlig var?

Andre helte og skurke har været at finde på trænerbænken. Trapattoni, Sáez og Völler tog hurtigt konsekvensen af deres holds pauvre præstationer. Santini var sikkert også blevet sparket langt væk, havde han ikke sagt op inden slutrunden. Dick Advocaat er, mens jeg står her og ævler, endnu ikke blevet gået, så vidt jeg ved, men det er nok et spørgsmål om tid, inden KNVB-bosserne følger samme tråd, som de fans, der brugte ca. 3 minutter på at samle ind til enkeltbillet hjem til Advocaat efter nederlaget til Tjekkiet, eller de medier, der har ment, at han burde stenes snarere end hænges alene fordi stening er mere smertefuldt. 

Blandt heltene selvfølgelig den karismatiske og lune Rehhagel, der ene mand har skabt lidt sympati omkring den græske fodbold, trods hans oldtyske disciplin og metoder. Og Scolari eller Rehhagel vil nok være tilgivet, selvom det skulle blive nederlag i finalen. De reelle helte blandt trænerne er jo de, som tog de nødvendige konsekvenser i form af kompromisløse, offensive satsninger (indskiftninger), når det så sortest ud. Scolari, Brückner og faktisk også den udynamiske duo hinsidan. At ingen har turdet satse fuld skrue offensivt lige fra starten af kampene, måtte vi så leve med. Antiheltene de, som via alt for tidlige og ekstremt defensive indskiftninger prøvede at fedte en føring hjem via kujonspil og blev straffet. Trapattoni, Advocaat og Eriksson ser ikke for godt ud på den konto. Slutrundesyndromet med at undgå at tabe (sætte føring over styr) frem for at gå efter - større - sejr sidder for dybt.

På den personlige konto må man også opgøre debet og kredit i forhold til de spillere, man havde de største forventninger til inden turneringen. Jeg nævner i flæng Henry, Pires, Beckham, Deco, Raúl, Berbatov, Gravesen, van der Meyde, Seedorf blandt de spillere, der virkelig har skuffet mig. Åbenbaringer har derimod været spillere som Ballack, Maniche, Rooney, Ronaldo og Robben. Sidstnævnte dog ikke i sin sidste kamp, men ellers har han skamskudt Advocaats motiver til at bringe Zenden på venstre wing i Oranjes første kamp. Og Ronaldo har ikke mindst imponeret med et utroligt løbearbejde, også defensivt, som man i hvert fald ikke har set hos Manchester U. At han er en stor cirkusspiller må man fortsat undskylde med hans unge alder. 

Og så kunne man nævne de fleste af tjekkerne, der har spillet fantastisk godt, men de har jo egentlig bare spillet, som jeg havde forventet. En Milan Baroš må have givet Liverpool FC en fornemmelse af, at de faktisk får en helt ny angriber i næste sæsons trup. I øvrigt gælder for ham ligesom Arjen Robben, at de netop ikke har spillet ret meget i afvigte sæson, hvor de pga. skader er kommet meget sent i gang og derfor måske er betydeligt mindre slidte og også mere fodboldsultne.

Dommerne er ofte også i fokus, når det handler om især skurke ved de store turneringer. Men i denne turnering har de egentlig ikke gjort sig så meget bemærket, og det er i regelen et tegn på, at de har dømt godt. Kun én meget mærkelig dom har jeg hæftet mig ved i Euro 2004. Da den slovakiske dommer i Holland-Sverige, Lubos Michel, i 119. minut dømte frispark til Sverige i en situation, hvor hollænderne appellerede ivrigt for hands i det svenske felt, og dermed straffe. Om der var straffe eller ej, var ikke til at bedømme udfra TV-billederne, og Michel valgte øjensynligt også ikke at tage stilling til det ved at dømme at alibifrispark til svenskerne. Han markerede for skub/mas - det håndboldfolket ville kalde angrebsfejl - men der var ikke skyggen af kontakt mellem nogle af de forholdsvis få spillere i feltet, ej heller var der markering fra liniedommeren. Ergo var der ikke noget frispark, men med "kendelsen" slap dommeren for at dømme et kontroversielt straffe i ekstratidens allersidste sekunder, og han slap også for hollandsk vrede over ikke at fløjte for straffet. 

Ellers har den mest omdiskuterede dom jo været Sol Campbells underkendte scoring i slutminutterne af kvartfinalen Portugal-Frankrig. Jeg er her uenig med kollega -smølle - og en masse andre - for jeg bekender mig til den fløj, der ikke mener, at John Terry begik frispark på Ricardo. Jeg mener, at det var Ricardo, der søgte kontakten med Terry og ikke omvendt. John Terry kan under ingen omstændigheder kan "mase" Ricardo, da Terry går først til jorden. Men via BBC's 3D Virtual Replay kan man vurdere situationen. Heller ikke noget der på nogen måde kan løfte en bevisbyrde, men en meget show gimmick. Vælg 'Campbell disallowed gl' og se så situationen fra otte forskellige vinkler, fra 15 spillere og fra dommeren. Indrømmet, der er næsten lige så mange tolkninger af situationen som øjenpar, der har set den, og det er derfor stensikkert, at det var blevet genstand for lige så stor ballade, hvis Urs Meier havde godkendt scoringen. Ukorrekt dom eller ej, så er det dog langt over smagløshedens yderste anstændige grænser, at dele af den engelske tabloidpresse efterfølgende har hængt Urs Meier og hans familie ud. Virkelig lavt, og nu havde de engelske tilhængere ellers lige opført sig så pænt i Portugal.

Turneringen betød også et farvel på internationalt plan til Danmarks bedste dommer, Kim Milton og ligeledes et farvel til den italienske dommerlegende Pierluigi Collina, der fylder 45 og dermed i den kommende sæson falder for aldersgrænsen som dommer i Serie A. Ganske kuriøst kan Collina måske ab 2005 fortsætte med et dømme i Premier League, hvor man ikke er bleg for at stange en stribe dispensationer ud for at tiltrække topdommere.

Tilbage til semifinalerne. I går vandt Portugal aldeles fortjent over Holland i en kamp, hvor Dick Advocaats uhomogene trup igen faldt fra hinanden, og hvor Hollands hidtil bedste spillere i turneringen, van Nistelrooy og Robben, leverede deres ringeste indsatser. En genkommen, tændt og særdeles velspillende Overmars fik kun en halvleg på grund af overhængende udvisningsfare og med ham forsvandt Hollands angrebsspil. Portugal derimod fortsatte den stigende formkurve og pludselig spillede selv Deco næsten helt hæderligt, mens kaptjan Figo var oustanding.

Semifinalen i aften, den næstsidste kamp i UEFA-historien med mulighed for Silver Goal afgørelse ekspederede så de hidtil altvindende tjekker ud af turneringen. Netop på et sidste sekunds sølvmål. Ironisk nok faldt tjekkerne, der ellers hidtil har været turneringens i særklasse mest angribende mandskab, på det samme, som har sendt de øvrige store nationer hjem, nemlig ved at gå over til at spille forsigtigt og for ikke at tabe. Ikke mindst efter pausen og i den ene halvlegs forlængelse, det blev til. Måske fordi Pavel Nedvěd måtte gå ud, måske fordi de følte sig for sikre på, at de nok skulle vinde - som franskmændene - eller måske fordi de pludselig blev bange for at tabe. Selvom det var aldeles selvforskyldt - dels pga. mange brændte 100% chancer af Tomáš Rosický, Milan Baroš og Jan Koller, dels pga. et tåbeligt givet hjørnespark til grækerne i de allersidste sekunder - blev det for mig en vemodig afsked med det mest seværdige hold i denne turnering.

Grækenland er underdog og henter som sådan altid lidt sympati, men min overbærenhed med holdet og deres minimalfodbold rakte ikke udover i aften. Specielt ikke når de hentede finalepladsen på bekostning af Tjekkiet, som skulle redde en turnering, hvor alle "mine" hold er braget ud. Om så det utænkelige skulle ske, at finalen bliver et festfyrværkeri af underholdning, så vil mit minde til fremtiden fra denne slutrunde være kampen Holland-Tjekkiet. Med afstand turneringens bedste kamp, så meget desto mere imponerende som de to hold kender hinanden ud og ind fra bl.a. EM-kvalifikationen (de mødes for øvrigt igen i kvalifikationen til VM 2006). 

Så kan man vælge at anskue kampen kritisk og hævde, at det var to hold uden megen lyst til defensiv organisation, og at det hele mundede ud i en gang uforudsigelig indianerfodbold. "Indianerfodbold", det får altid sådan en negativ klang, når kloge - og kedelige - fodboldanalytikere bruger det begreb. Ha, ret beset er indianerfodbold, det der spilles spilles i Indien, og så kan man jo analysere på det, og se om det ligner Holland-Tjekkiet. Jeg kan berette derudefra, at Calcutta Super Division havde sæsonstart i mandags, bl.a. med et 0-1 nederlag til hæderkronede Calcutta FC ude mod George Telegraph SC.

For mig leverede tjekkerne og hollænderne en kamp hvor alle 20 markspillere kunne, turde og ville noget fremadrettet - hollænderne dog kun en times tid - så vi fik et veritabelt gallafyrværkeri, initieret af Hollands åbningsmål allerede i fjerde minut (i øvrigt kendetegnende at de bedste kampe i slutrunden har været dem, der fik en hurtig scoring). Herfra var det offensiv fodboldopvisning, og for tjekkernes vedkommende hele vejen igennem. Hvis man kan se sådan en kamp og så sidde og ærgre sig over, at organisationen ikke er helt så stram, og at sidebacks og midterbacks går mere op i at sætte nye angreb i gang og støtte de mere offensive folk, så skulle man seriøst overveje en lang pause fra fodbold. I øvrigt vil jeg hævde, at tjekkerne havde vundet kampen, også hvis den var blevet afviklet efter rigide taktiske koncepter og større koncentration om at forsvare (som de fleste kampe i slutrunden), ganske enkelt fordi holdet er bedre. 

Pudsigt nok demonstrerede tjekkerne i den kamp og periodevis i de øvrige kampe en form for totalfoldbold, der brage mindelser til netop Holland i 70'erne. Bare lidt (meget) opdateret på tempo og tilpasset fodboldverdenen 30 år senere. Og med et flydende, direkte og meget varieret angrebsspil fra alle positioner med opspil på targetman Koller, spil over fløjene, individuelle dribleture, hurtige kombinationer og ikke mindst modet og evnerne til at afslutte udefra. Skønt at se. Dejligt også at se Koller, Poborský, Baroš og ikke mindst Rosický folde sig ud efter ganske sløje klubpræstationer i den forløbne sæson. I øvrigt bemærkelsesværdigt, at Rosický endelig har fundet sig til rette på landsholdet og fundet plads i arbejdsfordelingen med den ellers meget fyldende, allestedsnærværende Nedvěd. Ak, det fik en ende i aften, alligevel render tjekkerne med min fulde sympati ovenpå UEFA Euro 2004™. Česi to doho!

En kamp er tilbage. Herefter har briterne på 60.000 pubber - heraf 35.000 med fodbold-TV - drukket 25 mio. pints på 22 dage. Hvor meget øl, der er kværnet hernede i BULEN, er og forbliver en forretningshemmelighed. Finalen på søndag. Skal Solari skrive historie og føre to portugisisktalende nationer til to titler på to år? Eller skal Grækenland gentage det danske eventyr - med samme type ikke-særligt-muntre spil - fra 1992? Rehhagel har allerede sikret sig en heltefigur på Akropolis. Skulle grækerne også tage guldstikket hjem, så kan 'Rehakles' nok se frem til et otium blandt Olympens guder. For fodboldens skyld må man dog håbe, at Figo og co. vinder. 

Dog kan begge hold være sig selv og deres indsats bekendt. Portugal på trods af det enorme hjemmebanepres i finalen som den første værtsnation siden Frankrig i 1984. Og de har faktisk vist netop vilje, energi og angrebsmod i mordsætning til flere andre hold og forhåndsfavoritter. Måske tvunget til det pga. hjemmebanen. Og grækerne har også ydet alt og lidt til udfra deres - netop egne - præmisser. Ikke prangende, men ærligt og optimalt ud fra evner. At Portugal og Grækenland skal gentage deres møde fra åbningskampen, havde nok de færreste kunnet forude d. 12. juni. Man kan sige at ringen er sluttet, og mon ikke værterne får deres revanche!

Efter EM er det for alvor tid til at sætte gang i transferrouletten. Første spin har allerede bl.a. sendt Henke Larsson til Barcelona, og så fik vi da om ikke andet langt om længe endt de trættende spekulationer og opfindsomme rygtemagere, der skulle sende ham til København eller en anden og mindre klub et stykke uden for København. Henke har trods alt haft sportslige og økonomiske (og klimatiske) ambitioner til lidt mere end den internationalt uendeligt middelmådige superliga.

Og nu vi er herhjemme  ... jamen så er der jo ikke så meget at tale om. Det er stadig Glory Days for os Double-Københavnere, nu hvor Københavns spillere er påbegyndt træningen og sommerkampene. Stadig tror jeg nok, der skal komme et par yderligere trupforskydninger, både ind og ud, så lad os vente med at spekulere i holdsammensætning og andet til senere på sommeren.

Og lad os også håbe, at Danmarksturneringen ikke bliver ramt af en altødelæggende strejke, nu hvor Spillerforeningen og Divisionsforeningen har malet sig op i hver sin dumstædige og dialogfri krog. Skrækscenariet er jo, at vi får afviklet vores første CL-2R-kvalmatch i Estland eller Slovenien 28/7, trækker Rosenborg i CL-3R-kval 30/7 og så ikke kan spille returkamp mod estere/slovenere d. 4/8 pga. strejke, der kan træde i kraft 1/8. En strejke der så også vil ramme de danske UEFA-cup deltagere, som skal i kamp 11-12/8.

Det er blevet sent, og jeg er træt, ikke mindst af de græske støjsendere og deres ouzo. Tillykke med finalepladsen og fortsat god fest. Også god fest i Lissabon eller Athen på søndag. Lad mig lige på falderebet bringe en god nyhed fra spruthusverdenen. Et nyt initiativ kaldet 'Den frie Hane' har set dagens lys. Du kan læse meget mere om det på Danske Ølentusiasters hjemmeside. Kort fortalt handler det om et brud på De Forenede Bryggeriers og Bryggerigruppens monopol på opstilling af fadølsanlæg til en overkommelig pris for også små bæverdinger. Således at man i langt højere grad kan nyde andet end Carlsberg/Tuborg og (ydrk!) Faxe/Ceres, også fra fad.

Skål på det og fortsat god "sommer". Og husk så, at nok slutter Euro 2004 på søndag, men allerede på tirsdag (kl. 00.30 cet) i Lima starter den næste store fodboldslutrunde. Copa América Peru 2004 går i luften.

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens sang:

The Clash: 'Should I Stay or Should I Go'
Meget apropos at lytte til dette 1982-hit fra Combat Rock, mens spillere, trænere (og dommere) i det omfang, de selv og deres agenter bestemmer det, må spekulere på, om de skal blive eller videre!

Ugens album: 

Cæcilie Norby: London/Paris

Roskildefestivalen er som altid ved at drukne i mudder, og det eneste navn, der kunne lokke mig til dyrskuepladsen - hvis man ellers stadig kunne købe dagsbilletter som i mine unge dage; for bivuakering er jeg aldeles for magelig og gammel til - David Bowie, har meldt afbud. Til gengæld starter i morgen fredag - og frem til 11. juli - den 26. udgave af Copenhagen Jazzfestival. Og det tiltaler mig i langt højere grad. Igen i år er der rig mulighed for overalt i Byen, indendørs og udendørs, gratis og knap så gratis - at høre mængder af spændende musik. Blandt de prominente navne, der kun spiller mod éntre, kan i år nævnes Gilberto Gil, Keith Jarrett, Harlem Blues and Jazzband, Johnny Griffin, Toots Thielemans, Herbie Hancock, Ahmad Jamal, Milton Nascimento, gudindedejlige Lisa Nilsson og Cæcilie Norby. Det er sidstnævntes særdeles vellykkede skive London/Paris, der ruller i aftenens jukebox. Optaget live på dels Pizza Express Jazz Club i London og dels Sunside Jazz Club i Paris præsenterer fru Norby og hendes seks-mand backinggruppe ni traditionelle og to nye kompositioner i smækkert arrangement. Hun er for alvor blevet voksen med voksen musik. Og man kan fornemme ølskummet, whiskydampene og tobakstågerne fra spillestederne. God opvarmning til nogle forhåbentlig gode musikoplevelser de næste 10 dage, måske også til lidt trøst fra den luskede og fugtige danske parodi af en sommer. Tjek ind her, og find selv ud af, hvad du kunne tænke dig at se.