Kædedans i gaderne!  Fri Ouzo!  De blåhvide farver har vajet herinde helt ekstraordinært, for et mesterskab skal fejres.  Og jeg tør rolig sige, at de herboende portugisere aldrig nogensinde ville kunne håbe på at mønstre en sådan festgalskab, som vore græske venner gjorde det efter finalen.  Det lignede Akropolis efter Parthenon eksploderede, og trods de nogengange noget æh pessimistiske udtalelser her bag fra disken, som Leonidas og Zoello og de andre har måtte høre om Grækenlands chancer inden turneringen, var den ingen sure miner, og bag baren var der heller ingen, der begræd Portugals nederlag.  Sådan er fodbold.

Er Grækenland værdige mestre?  Naturligvis er de det.  Fodbold handler om at vinde kampe, og så kan man tude nok så meget over, hvordan noget er "smuk fodbold" og andet er "grim fodbold", men bundlinjen er den samme, og den skelner ikke mellem de forskellige æstetiske udtryk.  Det er fint at spille angrebsfodbold, men hvis man ikke kan vinde kampene, så er man bare ikke god nok.  Grækenland var gode nok.  De vandt deres kampe, og de blev Europamestre, og ingen skal fortælle dem, de ikke har fortjent det.

I Grækenland er der ingen tvivl om, at mesterskabet er den antikke verdens ottende vidunder, men i en mere nøgtern betragtning, må man erkende, at dette Europamesterskab ikke går over historien.  Dertil var der for mange ensidige kampe, hvor holdenes forskellige taktiske udgangspunkter fjernede intensiteten.  Jeg synes, dog nogen har været for negative overfor turneringen.  Alt andet lige var det top underholdning hernede, og naturligvis ville vi gerne have haft Danmark videre hernede.  For det sælger øl, men i løbet af turneringen har vi langet rigelige mængder af både hollandsk, tjekkisk og britisk øl over disken, og grækerne, de drikker såmænd det hele!

Noget af det, Deres bartender har nydt ved dette Europamersterskaberne, og vel egentlig også de forrige, er, at turneringen løber så hurtigt.  Den er meget intensiv med mange kampe over kort tid, og det gør den ekstra sevenlig i undertegnedes øjne.  Fodbold hver dag med kampe, der har betydning.  Så gør det mindre, at de hold man holder med forsvinder før, man havde foretrukket det.  Det kunne være interessant med en klub-pendant: En sommerturnering med de seksten stærkeste klubhold i Europa, og måske et par somre efter de stærkeste klubhold i Verden?  Så ville der være håb om, at agurketiderne ville føles kortere.

I alle fald har denne sommers agurketid, trods landholdenes kampe, gjort, at undertegnede må overgive sig til den Royal League, der ellers blev modtaget med en stor dosis skepsis.  Hvis Deres bartender lider bare halvt så meget af fodboldabstinenser til vinter, som jeg gør for øjeblikket, vil han være fast inventar til samtlige hjemmekampe, og måske kan han endda overtales til at tage ud på et vintertrist Brøndby Stadion.  Og en sølle halvtredser per kamp skulle man nok kunne finde plads i budgettet til.

Og så er det tid til at tage et ordentlig dram øl, for bedst som man troede, at det var overstået, og at der var lagt låg på en af de mest meningsforladte og uværdige tvister i nyere dansk fodboldhistorie, så dukker det op igen.  Det er rent ud sagt væmmeligt.  Væmmeligt endnu engang at behøve at bare registrere det.  Som om man til en snigpremiere opdager, at man er blevet låst inde med den seneste opfølger på Politiskolen, hvor Aqua tilmed har produceret soundtracket.  Deres bartender, mine damer og herrer, er ved at kaste op.  Han bliver rundtosset af at forsøge at sætte sig ind i den forskruede, alternative virkelighed, der må eksistere i Valby Idrætspark.  Jamen, de fremturer jo!  Hvad giver De mig?

Det er ikke ynkeligt, det, der foregår, for det er ikke ynk værd.  Det er stupidt ud over alle grænser, og Frem opfører sig som en forkælet snotunge, der tror, at hvis man bare brokker sig nok, og bliver ved med at plage, så ender det med, at vi giver dem ret for at få fred.  Hvordan man kan forestille sig, at AB's forholdsvist banale brøler, der på ingen måde kom Frem til last skulle betyde, at Frem, der beviseligt var for dårlige til at spille i Superligaen, alligevel skulle have lov til, at sprænge alle rammer for turneringen er udtyk for håbløs inkompetence.

Frem truer med at gå til UEFA og FIFA, og Deres bartender må indrømme, at han ikke kender DBU's regler til fingerspidserne, men hvis reglen ikke allerede eksisterer, så håber han, at man straks vil implementere den regel, at Frems 1. herrehold bliver suspenderet i Danmarksturneringen sålænge sagen verserer.  Jamen, det må de jo også selv være interesserede i?  At tænke sig de dårlige resultater, som den meget polemik helt uretmæssigt medfører; det er klart, at enhvert ikke-sejr må skyldes udefrakomne omstændigheder, helt uden for Frems indflydelse, og derfor vil det være det eneste rimelige, om man fastfrøs FREM i limbo indtil sagen er afgjort ved UEFA, FIFA, Dansk Kennelklubs Agility-dommerkommite, og enhver anden tænkelig institution om forhåbentlig mange, mange, mange år.

Ikke at vi således undgår at høre om den med mellemrum, men der er ingen risiko for, at vi rent sportsligt behøver at forholde os til dem.  Og hvor er det dog egentlig sørgeligt, det behøver at være sådan.  Det kunne have været så godt, men Frem synes stålsat på at blive den nye Lyngby FC, som insisterer på at være usympatiske.  Måske er det et mindreværdskomplex.  Hvem ved.

I mellemtiden arbejder Direktionen i PS&E for at trække trækprocenten ned mod de magiske O.  Jeg vil ikke sammenligne skatteadvokaterne med frihedskæmpere eller bruge anden anakronistisk libertariansk retorik.  Det ord, der ligger mig nærmest, er 'spasmagere.'  Ideen om at betragte spillerne som kapital—maskiner i produktionen, om De vil—i stedet for ansatte og potentielle salgsobjekter, har sikkert resulteret i fest i gaden oppe på kontorerne, og det er da også en væsentlig diskussion, da spillerne også efter undertegnedes mening befinder sig i en gråzone, hvad dette angår.  Men netop fordi det er en gråzone, er det usandsynligt om denne skattejuridiske udfordring rent faktisk udmønter sig i nogen skattefordel for klubben, men lad os se.  Det er i hvert fald det hele værd udelukkende på grund af effekten hos vores præ-kapitalistiske maskinstormende naboer på Vestegnen.

Måske skal initiativet snarere ses som et skattepolitisk modangreb?  Det er jo faldet nogen for brystet, at det er fodboldklubber, der i største udstrækning nyder godt at skattelempelserne for udenlandske arbejdere.  Det var jo ikke meningen, mener de.  Det var jo meningen, at det skulle komme virksomheder til gode.  Virksomheder, der således kunne lokke eksperter til landet.  Og det er jo noget helt andet end fodbold?

Nej, professionel fodbold som erhverv nyder ikke helt samme anerkendelse, som fx biotech-virksomheder, men måske finder man en del af skylden hos klubberne, for de insisterer jo selv på at det skam er noget helt andet end andre erhverv, og at de regler, der gælder for alle mulige andre arbejdspladser, ikke gælder for dem.  Det udmærkede program "Den halve sandhed", der udsendes på Danmarks Radios tv-kanaler lejlighedsvist, tog fat i spørgsmålet om arbejdsskader hos professionelle sportsudøvere, der jo overstiger alt, hvad man i øvrigt tillader på andre arbejdspladser, men også spørgsmålet om arbejdskraftens frie bevægelighed er omstridt:  I hvor høj grad  kan klubberne tillade sig at spærre for denne bevægelighed uden det strider mod spillernes basale rettigheder, og i hvor vid udstrækning kan man forestille sig en fri bevægelighed uden at det vil genere sporten på sportens egne vilkår?

Nå, det er en diskussion, som vi sandsynligvis må tage op igen i en anden uge.  Nu må De undskylde mig, for det er sommer, det er jazz og om ikke så længe, er det også ferie.

Martin CX

Ugens jukebox:

The Dandy Warhols: "You Were the Last High"
Kelis: "Trick Me"
Suspekt: "Kinky Fætter"
!!!: "Pardon My Freedom"