For fanden da! Jeg skal selvfølgelig straks beklage de lukkede døre i aftes, men Göteborg AWAY havde sendt denne gamle bartender på rejse. Opvisningskampen på Nya Ullevi mellem Tottenham og FC København skulle selvfølgelig ses, især når man som undertegnede har et nært forhold til begge klubber. Det skubbede åbningstiden hernede med et døgns tid, men til gengæld kompenserer vi i aften med inspiration fra det svenske og kan tilbyde et lille elegant ölpaket, noget som er ganske populær i Göteborgske. I al sin enkelthed består denne kombipakke af en halv fad og en flaskeøl fra samme bryghus. En Åbro eller en Norrlands Gull. Til en ganske favorabel pris. Vi gider dog ikke det svenske øl, så fandens enestående er det heller ikke, så BULENs paket kommer i normal dansk standard - en Carlsberg fad og en Carlsberg håndbajer. Men selvfølgelig i et lige så favorabelt prisleje som det Göteborgske og i aften tilbyder vi oven i, på denne fredag aften, på noget så eksotisk som en hæderlig sommeraften. Man kan sandelig hænge lidt udenfor i aftenstunden og få bokset lidt af solunderskudet. 

Ja for fanden, her står man sgu igen. Her bag disken og tørrer glas med smøgen hængende skævt fra kæften., og forsøger at ligne en der har set det meste. Paket mig her og paket mig der, jeg ved sgu nok hvad det handler om. Tiden er ved at nærme sig hverdagene igen og sommeren bliver alligevel aldrig bedre, uanset disse utaknemmelige breddegraders mere og mere febrilske TV-metereologer. Vi må nøje os med de små glæder som denne aften. Jeg tager i hvert fald det hele køligt og i den stiveste regnstorm og gentager blot mediterende Divya Das for mig selv. Det er hende metereologen fra DR og hun løfter min vejrudsigt hver gang hun er på. Jeg aner ikke, hvilken etnisk oprindelse hun gemmer på, måske noget tyrkisk, måske noget andet. Men hun troner frem på skærmen hver eller hver anden dag på den gamle monopolsender og udstråler alt andet end de accelerende lavtryk og mismodige temperaturer mellem 15 og 18 grader, tilsat stereotype regnbyger, som hun er blevet tvangsindsat til at formidle til os savlende seere.

Ak kære Divya! Det burde være så meget bedre, og så meget varmere, men sandsynligvis er det blot en helt igennem færøsk sommer, som vi gennemlever. Vi bør sådan set ikke klage hernede i BULEN og det gør vi heller ikke. Vi mumler blot i krogene, som flere fra den københavnske trup åbenbart har gjort efter træningsturen på de forblæste fåreøer oppe i Nordatlanten.

Det sidstnævnte lignede så mest som en blisand af en avishistorie. Den helt store forkromede utilfredshed drev hurtigt bort i sommerkulingen og træningsturen til fåreøerne skulle vel også mest betragtes som en fortjent gestus til Todi. Det var hans barndomsklub i Klaksvik som man belejligt tabte til, på noget kunstgræs af en art, og det var selvfølgelig også symbolsk at vi derefter slog deres mest indædte rivaler fra HB Torshavn. Todi selv fik æren af at bære anførerbindet for en stund, således at det nordatlantiske svar på Pelé kunne få sin fulde hyldest. 

Og lad os bare være ærlige, Todi har altid haft en stor stjerne her i baren. Fra den første dag hvor vi skovlede ham ind fra fallitboet i Lyngby og han et par uger efter, en augustdag i 1997, lavede sit formidable lob over Mogens Krogh. Hvis man var der dengang, i øvrigt var det også en fredag aften, så er man et skarn uden sidestykke, hvis man ikke har et svagt hjerte for færingen. At han efterhånden er blevet indbegrebet af FC København og snart en af de eneste forbindelser til det gamle 90'er hold, har heller ikke formindsket stjernen. Der skal være disse spillere i en fodboldklub. Kulturbærere, kaldes de på mere mondæne steder. Spilleren der udviser trofasthed og hengivenhed for klubben. Engang var der Mio, nu er der Todi.

Forrige vinter fik han ikke den bedste behandling, kæmpede med skader og blev skrottet til den obligatoriske vintertur til Sydafrika, og alligevel insisterede han på en ting. Han ville spille for FC København. Det kom han til og fik i det efterfølgende forår skrevet sit helt eget kapitel i mesterskabet som vi vandt i 2003. Sammen med en ny kontrakt hos den klub, han allerhelst ville spille for. Den slags glemmer man selvfølgelig aldrig. Derfor fortjente Todi også denne korte træningstur til sin forblæste hjemegn. Man skal nok heller ikke være bleg for at taknemmeligheden har gået den anden vej, det har næsten skinnet igennem på beretningerne fra den lokale presse deroppe. Færøerne har været glade for besøget af de dobbelte danske mestre.

Så fanden tage den utilfredshed, om den har været reel eller ej! Hvis det færøske kunstgræs har været en kedelig oplevelse for resten af truppen, så blev andre ting ved turen det åbenbart ikke.

Silberbauer fik fejret sin fødselsdag med at køre en lejet bil ind i en politirazzia uden for Tórshavn, midt om natten i en lettere bedugget tilstand, og gynger nu rundt i den hjemlige pressemølle på forsider og løbesedler. Hvor alvorlig sagen mod Silber er i skrivende stund, skal jeg ikke gøre mig klog på, men den er i hvert fald blevet alvorlig nok til at man afventer en blodprøve fra Færøerne - og måske et sandsynligt bødeforlæg. Den gode nordjyde har så fået sig en krads eftersmag på, hvad det vil sige at spille for FC København. Man træder ikke ved siden af i ungdommelig dårskab, ej heller i en fjern afkrog af kongeriget, uden at det bliver bemærket. Samtidig skal understreges, at vi fra BULENs side ikke accepterer nogen grad af spirituskørsel! Aldeles ikke. Hvor ville vores kære samarbejdspartner, Muhammeds Taxi, så være henne. Så ingen kære bartender her. Silber må tage sin straf, hvad den så end bliver.

Noget andet der så ikke omhandler hverken spritbilister eller kunstgræs på Færøerne, men blot om selve det fodboldmæssige i opstarten, bliver, at man godt kan undre sig lidt over det meget intense rejseprogram som spillerne er sendt igennem. Først Sydsjælland, så Ærø, så Færøerne, så Sydvestfyn, og i aftes Göteborg. Alt dette har været programafviklet inden for kun et par uger. I mine ukyndige øjne lyder det lige lovlig voldsomt og jeg kunne da - hvis det var mig der havde ansvaret - måske nok havde forestillet mig i hvert fald en samlet uges fast træningslejr på et af stederne. Det kunne have været på Peter Bangs Vej eller et andet sted. Sådan bare for få basis for lidt samlet og koncentreret forberedelse uden forstyrrende bus- eller flyrejser, som kan blive ganske anstrengende når de foregår med få dages mellemrum. Igen og igen. Men hvad ved jeg om den slags ting? Nøgternt set intet!

For fanden da! Ja, her står man igen og ligner det nye årtusindes første Einstein, men alt er naturligvis relativt. Jeg er en skide lægmand, og reagerer sikkert også alt for følelsesmæssigt på tendenser jeg har set de seneste sæsoner. Men flere og flere af vores træningskampe, sommer som vinter, foregår efterhånden i kortere og længere afstand af København. Anlægget på Peter Bangs Vej har været stort set afskrevet som kampplads, noget som måske også kraftigt indikerer at det ikke længere er tidssvarende for en klub som FC København. Men de tidligere traditioner med en god sommerkamp i Parken har også været fraværende i de seneste to år. Ajax, Celtic, Rangers, Club Brügge, er der nogen derude der husker de kampe?

Hvorfor skulle en kamp som gårsdagens kappa-møde mod Spurs egentlig foregå på Nya Ullevi i Göteborg? Jeg har fuld respekt for Gothia Cup-arrangementet, det er verdens største ungdomsturnering, men det bliver efterhånden længere og længere, man må rejse for lige få sin sommersult stillet. For man vil jo gerne lige ud og se holdet i opstarten. Bare en enkelt gang. Og man vil jo skide gerne lige lugte lidt til nyindkøbene i truppen - danne sit eget indtryk, fri af medier og andet forstyrrende stads.

Selvfølgelig er det en god del prestige for en klub som FC København i at komme ud i landet og vise sig på Fyn eller i sommerhusklitterne i Jylland. Der er mange mennesker ude i landet, der elsker at se girafferne fra storbyen stikke hovederne forbi i en opvisningskamp mod de lokale seriespillere eller en anden indbudt modstander. Det er som Færø-turen. Den slags skal der naturligvis være plads til. Jeg kunne bare godt tænke en smule mere geografisk nærhed, for mig som værende en del af den primære fanskare i København. Hvorfor skulle HSV-kampen lige spilles i Horne på Sydvestfyn? Kunne den ikke være spillet i fx. Hornbæk eller Helsingør som Sheffield Wednesday-kampen for 2 år siden?

Ja for helvede! Det er de små ting man hænger sig i, i disse tider, men denne planlægning af sommerkampe (og til dels vinterkampe) irriterer mig bare. Af rent egoistiske grunde. Fordi det altid tidligere har været en del af pauserne, at man lige kunne nappe en eller to af disse frihjulskampe inden alvoren bralrer afsted igen. Det lykkedes så alligevel denne sommer i aftes, men hvis det ikke lige havde været fordi modstanderen var Spurs, ville jeg sgu ikke have ofret ressourcer og arbejdstid på en lignende udflugt.

Nu vel, vi kobler tudefjæset fra og koncentrerer os igen! Göteborg AWAY. Vort lille selskab havde en fin tur og afsatte tid til at kigge lidt rundt i selve byen. Som notorisk plastic-fan vil jeg aldrig kunne forstå fascinationen af at ankomme til et fremmed land, i en fremmed by, og kun se en fodboldkamp og så drage hjem igen. Håndfulden af minimum et par timer før kampen til bare lige at drive rundt og inspicere lokaliteterne gør forskellen på disse ture. Således også i går.

Avenyen, Vasastaden, Haga, den slags tager man også med sig hjem ved siden af Nya Ullevi. Göteborg er i øvrigt en dejlig by og forbløffende godt skåret i forhold til den omgivende natur. Jeg har aldrig set en så relativt stor by med så mange grønne områder i sin bymidte. Sporvognene deroppe gør så kun en drivende sentimental, forbandet være de politikere der i sin tid afskaffede de københavnske sporvogne. Der er en anden stil over et veludbygget sporvejsnet end en flok uigennemskuelige og forvirrende busnumre fra HUR. Derfor blev det også logisk at en sporvogn sendte os igennem byen fra Vasastaden til stadion.

Nya Ullevi drev på forhånd af TV-minderne fra EM 92. I virkelighedens verden var det så både rökfritt og de enkelte indgange præget af en overdreven alfabetisering. Vores afsnit hed fx. ABC/PQR og var på den ene langside øverst. Gode pladser med en god oversigt, men pga. de omgivende cindersbaner også langt fra selve grønsværen. Men selve stadion var ganske flot, arkitektonisk set, men jeg tvivler på at hverken Spursfans i den ene kurve eller de københavnske i den anden havde samme udsyn som os.  De havde næsten længere til banen end vi på øverste langside. Selvom de fysisk stod lavere.

Publikumsmæssigt blev kampen overværet af ca. 15.000 tilskuere, flertallet var på fribilletter fra Gothia Cup og det gav stor jubel i overgangsstemmen til samtlige fire scoringer. Spøjst blev det også at opleve "FC Tjøbenhavn" blive tiljublet på noget der sandsynligvis var færøsk fra en ihærdig gruppe skråt bag os. Det giver et andet perspektiv på verden, når man pludselig hører sin yndlingsklubs navn blive sunget på et andet sprog.

Selve kampen er allerede blevet vendt og drejet i løbet af dagen. 2-2 og med en intensitet som man kunne forvente af en sommerkamp. Men havde der været en højere retfærdighed, havde FC København sikkert vundet. Vi spillede bedst og mest sammenhængende, mens Spurs stod meget lavt og lurede på vores fejl (dem lavede vi så også!). Spillemæssigt noterede jeg mig mest, at Traoré gjorde det godt, at Røll gjorde meget godt da han kom på banen i 2. halvleg, ikke mindst med en fremragende scoring, at Saarinen lignede Lars Jacobsen, blot i venstre side. Begge backs var rigtig gode. At Alvaro spillede en stor første halvleg, mens Bech skuffede. I anden halvleg blev denne frontduo erstattet af Todi og Møller, og det slap Todi bedst fra. At Elrio på sine 10 minutter på banen viste ganske meget teknisk og ikke mindst en flot vilje, samt at Dan Thomassen nok har en del at arbejde med endnu inden springet fra den italienske serie C og U-landsholdet til FC København helt er fuldbyrdet.

Tilbage står det store spørgsmål: hvad gør vi på centrale midtbane? Efter indtrykket fra Ullevi-kampen er jeg ikke i tvivl. Jeg siger Røll og Traoré. Røll virkede meget inspireret, da han kom på banen, og da han mod afslutningen af kampen rykkede ind centralt fandt vores opspil mere facon end 1. halvleg med Hjalte i samme rolle som den styrende midtbane. Det gik simpelthen for langsomt med Hjalte. Traoré demonstrerede som den mere defensive midtbane kampen igennem vilje og tilstedeværelse, og fik vist ganske gode takter offensivt. Han fik i hvert fald sat tyk streg under, at hvis der skal investeres på den defensive midtbane, så skal det også være i en klar forstærkning.  Ellers virker det perspektivløst!

For fanden da! Tiden løber og træningskampene er slut. For denne sommer. På tirsdag bliver det semi-alvor og i næste weekend rigtig alvor. Det forventes så måske, at jeg snart begynder at forholde mig til den store fodboldstrejke, som stadig afventer. Men jeg kan simpelthen ikke tage den alvorligt, tror stadig ikke på - i al min naivitet - at den nogensinde effektueres.

Sagt på en anden måde; det vil være en katastrofe for dansk fodbold hvis ikke Divisionsforeningen og Spillerforeningen når til en forståelse. I bund og grund er det millionærernes krig og jeg kan simpelthen ikke tage den seriøst som en arbejdsretlig kamp. Men hvis den på den nogen måde skulle komme til at berøre mit personlige forhold til FC København, og betyde sportslige konsekvenser, så må jeg også tage hele mit liv som fodboldfan op til seriøs overvejelse. Med andre ord kunne jeg nemt føle mig som holdt for nar af en flok mennesker, der for de flestes vedkommende sikkert tjener mere på en måned end hvad jeg gør på et år.

Foreløbig vil jeg dog bare kalde på Muhammeds Taxi.

Jan Saxo

Ugens album:
Manu Chao - "Proxima Extacion Esperanza"
Denne fætter er franskfødt, nu mere bosat i Barcelona, og synger på både spansk og engelsk, og såmænd lidt fransk, i en slags reggae/salsa og latinsk inspireret folkemusik. Dette samples momentvis med diverse radioklip, der lyder som udsendt via en gammel transistor. Forestiller man sig den støvede hovedgade i en mellemamerikansk landsby, midt i det totale ingenting, under den skarpeste middagssol, er man godt på vej ud i dette univers. Selv sidder man afslappet og smelter med en iskold cerveza og blot absorberer. Lyde, støv, varme, og med sine obligatoriske postkort foran sig. Selve skiven er 3 år gammel og den er ganske enkelt fremragende. Jeg faldt selv over den og Manu Chao for nylig via et program på svensk TV. Jeg behøver vist ikke at sige, at jeg røg på halen med et brag og blev totalt forelsket. Det swinger som ind i helvede og er som en lang backpacker-rejse igennem det meste af den latinske verden fra Barcelona over Nicaragua til den yderste udørk på den argentinske pampas.