Typisk! Sommeren kommer bragende, når ferien er overstået, så nu står og sidder storsvedende erhvervsaktive her i BULEN ovenpå en varmelidende dag og damper af, mens den ene store fadøl efter den anden køler kadaverne og reparerer på væskeunderskuddet. Og dét bedst som vi var ved at overveje at pakke det i denne sommer alligevel stort set ubrugte møblement i gårdhaven og på den diminutive fortovsservering væk igen. Pludselig skal din bartender atter rende prustende ekstra skridt i de lummerfise senjulidage.

Fodboldmæssigt er det blevet hverdag igen, uafhængigt af det danske klimas luner. Der diskuteres atter livligt og højrøstet her i fodboldsprutbiksen. Champions League kvalifikation, Superliga, mulige pressemøder og fodboldkonflikt er nu de fremmeste diskussions- og stridsemner ovenpå sommeragurkerne, der har været knapt så syrlige denne pause, da det er "lige år" og dermed slutrundeår. EM er for længst overstået og den højinteressante Copa América lige så, desværre i relativ ubemærkethed, eftersom de vesteuropæiske TV-stationer aldeles har syltet denne udgave af det sydamerikanske kontinents nationsmesterskaber. Måske pga. den investerede mængde ressourcer i Euro 2004 og det forestående OL i Athen.

Nå ja, der er jo endnu en større fodboldslutrunde tilbage, nemlig den olympiske for spillere født efter 1. januar 1981 plus lidt dispenserede deltagere fra Sydney-OL for 4 år siden. I store træk altså en slags uofficielt U-VM, som næppe vil påkalde sig den store bevågenhed samtidig med, at de store europæiske turneringer og de indledende europa-cup kampe tager sin start. Det vil sige, hos visse personer påkalder turneringen sig dog stor interesse. Af den negative slags. Nemlig trænere i de klubber, der må undvære spillere pga. national tjeneste. 

Især Alex Ferguson har været oppe i det røde felt over at skulle undvære både det argentinske nyindkøb, Gabriel Heinze samt den ved EM ganske imponerende Ronaldo, der måske står over for et seriøst gennembrud i Premier League. Da så prominente, portugisiske navne som Fulhams Luis Boa Morte og Chelseas nyindkøbte Tiago Mendes også er på OL-listen, fik Ferguson endda overtalt trænerkollegerne Coleman og Mourinho til at gå i forbøn hos fodboldforbundet i Lissabon. Aldeles forgæves dog. Man må medgive både Ferguson og de andre, der må undvære vigtige spillere i august - hos Valencia og Inter er man næppe heller lykkelige for, at Roberto Ayala og Kily Gonzales er blandt de dispenserede i den argentinske OL-trup - at terminen for OL-turneringen falder på et for klubfodboldens kalender endog særdeles uheldigt tidspunkt.

Den olympiske ånd lukkes næppe ud af Sir Alex' inderlommeflaske, og det er næppe heller den, der er mest fremtrædende hos de klubber, der i øjeblikket forsøger at slå sig gennem nåleøjet til Champions League. Det handler om €. Og København tog i forgårs første skridt af fire mod drømmen. Eller mere jordnært og realistisk; den første af de to kampe som gerne skal sikre København mindst fire europæiske kampe mere. 

Og udgangspunktet med 2-1 i Slovenien er i orden. Returkampen skal ganske vist spilles, men ordet skandale er næppe for stort, hvis vi brænder denne chance for et afgørende forsøg mod Champions League gruppespillet. Selv med en lige så skandaløs indsats som i lørdags i Silkeborg har jeg stadig svært ved at se København tabe med to mål til disse slovenere. Præstationen i forgårs var OK uden på nogen måde at være prangende. Afventende og dermed afvæbnende Goricas farligste våben, kontrastødene. Og stadig med chancer nok frem ad banen til en større sejr end de 2-1. 

Skønhedspletten selvfølgelig det ene mål imod, som hovedsagligt blev til efter en af de personlige fejl, som en meget grøn træner i en klub i provinsen påstår, man kan træne sig fra. Backe og vi andre ved bedre. Shit happens, også for langt bedre spillere end Dan Thomassen, der således ikke skal høre et ondt ord for at blive tørret. På den for ham ikke just optimale plads som venstre back. Og Dan T. skal da heller ikke bebrejdes det paradoksale, at en klub med reelt tre deciderede venstrebacks i truppen pga. skader og udslusning er nødt til en sætte en midterforsvarer til at spille pladsen. Det var nok ikke blevet voldsomt meget bedre med Bergvold eller Fredgaard som nødløsninger på venstre back, selv om de begge har prøvet tjansen før.

Mens 28 klubber endnu mangler returklampe i anden runde af CL-kvalen, så trækker UEFA allerede i morgen kl. 12 i Nyon lod til Q3. Sidste hurdle inden det forjættede land. Og mulighederne kan du regne på her på Bert Kassies' legendariske, detaljerede UEFA European Cup side. Man kan dele Københavns seksten mulige modstandere op i tre kategorier. 

Første kategori bestående af Real Madrid, Manchester U., Deportivo La Coruña, Liverpool, Juventus og Inter. Dem kan vi glemme alt om at slå. Her vil vi være ude i større sensationer end den græske EM-triumf. Også selvom Verdens Flinkeste Mand mener, at vi skal tro på miraklet, hvis... Han har selvfølgelig lidt at have mirakeltroen i, da han i sin tid var med til at sende Inter ud og daværende klub Helsingborg i Champions League. Jeg foretrækker dog ikke at tro på mirakler, hvis vi skulle trække en af de seks. Til gengæld kan det dels give klubben en kassekamp og dels give både spillere og fans en på opleveren, sportsligt såvel som i scrapbogen, når et af Europas store legendariske stadions besøges. En away tur til Estadio Santiago Bernabéu ville denne bartender sgu ikke gå af vejen for. Og selvom disse modstandere er i exit-kategorien for så vidt angår Champions League, så hedder trøstepræmien UEFA Cup, hvor der også kan ligge gode oplevelser i UEFA Cup forude. Blandt disse potentielle nittelodder er det forresten da en næsten uhørt detalje, at normalt Champions League-fødte Madrid, United, Depor og Juve skal i kvalifikation.

Mellemkategorien tæller PSV Eindhoven, Bayer Leverkusen, Sparta Praha, Anderlecht, Monaco og Club Brügge. Hold jeg vil vurdere på niveau med det Ajax-mandskab, vi ekspederede ud af UEFA Cup i 2001. Dvs. hold, der er stærkere end os, normalt, men også hold vi på dagen - eller rettere dagene - kan slå. Men det kræver et par dage, som da vi slog Ajax.

Tilbage er så Rangers, Rosenborg, PAOK og Dinamo Kiev. Det ville være lodtrækningsheld, der vil noget. Rangers synes absolut ikke stærkere end i fjor - selv ikke med Dado Prso i truppen - og mon ikke der er en god håndfuld Københavnske spillere, der længes efter revanche? Rosenborg er et hold, der bare skal besejres, hvis man vil i CL. Også selvom Rosenborg enkelt som ingenting affærdigede Brøndbyerne på tilsvarende kvalifikationsstade for to år siden og faktisk også let slog København i en træningsmatch sidste sommer. Grækerne ved jeg ikke meget om, men de har næppe Panathinaikos' eller Olympiakos' klasse og er derfor et hold, vi bør have en rimelig chance mod. Tilsvarende Kiev, selvom dansk klubfodbolds ondeste kvalifikationsånd vel er en slags angtsmodstander.

Det skal dog retfærdigvis medgives, at også de fire sidste modstandere er ganske markant højere placeret på UEFAs klubrangliste, så på papiret skal vi jo tabe til dem. Spiller vi op til vores seedning, ryger vi ud og fortsætter i UEFA Cup. Med mindst to europæiske kampe yderligere. Det er dét, som den forventede samlede sejr over NK Gorica reelt giver, med to de CL-kval.kampe som bonus. I UEFA Cup træder vi ind i første runde, p.t. lige nøjagtig som det bedste useedede hold, men blot ét seedet hold enten fra UEFA Cup's to indledende kvalifikationsrunder eller den samme CL-Q3, som vi kommer fra, og vi er sikret en gunstigere lodtrækning som seedet. Og dét er vigtigt, da sejr i første runde giver billet til mindst fire kampe yderligere i det nye UEFA Cup gruppespil. Lad det nu bare ligge, det er trods alt et stykke ude i fremtiden. Lige nu handler det om NK Gorica og forhåbentlig to Q3-kampe.

Der er den lille finte mht. morgendagens lodtrækning, at tre af de hold, vi står til at kunne trække, måske slet ikke er med i turneringen i næste uge. Sparta Praha, Club Brügge og Rosenborg er nemlig lige som os med i CL-Q2. Brügge vandt hjemme 2-0 og synes på rimelig sikker grund. Sparta fik kun 2-2 på Cypern efter at have været nede med to, men kan vel næppe tabe hjemme. Rosenborg derimod, det er bestemt ikke givet, at deres 2-1 rækker i Moldova. Sheriff Tiraspol, der i givet fald overtager Rosenborgs koefficient, kan pludselig blive en mulig FCK-modstander, hvis de skulle ekspedere Tippeligaens duks ud i euro-mørket. Lykkeloddet? I det hele taget, selvom alle disse tre seedede brager ud i Q2, kommer vi ikke i nærheden af at blive seedet i Q3, da der - som du kan forvisse dig om hos Onkel Berts forbrugeroplysning - er fire seedede hold over København, som ikke spiller Q2.

Superligastøvlerne kom ud af startblokkene i den forgangne weekend. Påfaldende at Danmarks tre europæiske deltagere - udover Toto-fiskerne, der fik suppepremieren udskudt - kom meget skidt fra start. Og to af de af forhåndsudråbte medaljeaspiranter har lagt sig på nedrykningspladserne efter 1. runde. De ligger med sikkerhed ikke dér om 32 runder, men at tre formodede helt-i-top kandidater med klar favoritværdighed i deres respektive kampe kun henter 1 point tilsammen, er trods alt lidt overraskende.

Michael Laudrup udtalte til Ekstra Bladet efter Brøndbyernes hjemmebanenederlag til OB: "Der er ganske enkelt ikke sammenhæng mellem hvor meget energi, vi skal bruge på at score, og det som modstanderne skal investere for at score mod os", Her rammer han hovedet på sømmet. Helt generelt for hjemlig topfodbold. Det er i hvert fald meget eksakt min oplevelse af alt, alt for mange København-kampe, især i Parken. Måske 15-20 hel- og halvhjertede forsøg, inden vi får skramlet et mål ind, mens modstanderen scorer alt for enkelt på sit eneste forsøg (eller begge). Og vi står tilbage på Nedre C, forstenede og vantro. 

Men det er nok det, der gør, at især København og Brøndbyerne, der har siddet tungt på flæsket som etter og toer i årevis, mangler lige det sidste for at markere os dels som suveræne tophold i den hjemlige liga og dels som mere modstandsdygtige hold i europæiske sammenhæng. Jeg mener, hvor ofte er det, vi bare går ud og vinder med 2-3 mål i en kamp, der skal overstås midt i et hårdt program? Som man ser Arsenal, Milan, Valencia, Porto, Ajax, Rosenborg osv. gøre de i deres ligaer. Hvor ofte er det, vi lukker kampene, så man på bænken og tilskuerpladserne ikke skal trækkes med det åbne mavesår den sidste halve time, mens vi venter på forsvarsdirigentens eller keeperens store kiks? Jamen, så sent som i lørdags i Silkeborg trods en rædselsfuld præstation, skulle vi have lukket festen med et ekstra mål både ved 1-0 og 2-1. At det måske ikke havde været fortjent, er pivende underordnet, for mulighederne var der stadig til som koldt og kynisk tophold på en slatten dag at snøre sækken.

I det hele taget, som regerende dansk mester går man ikke ud i sæsonpremieren på udebane mod oprykkeren - uagtet det nok er dén af de to oprykkere, der traditionelt overlever i suppen - og scorer to mål ... og sætter point til! Det er utilstedeligt, og så var det end ikke fordi, Silkeborg scorede to tilfældige mål på to tilfældige chancer efter "personlige fejl"; dvs. det var det måske nok, men de spillede sig gennem vort forsvar efter behag alligevel. Skræmmende enkelt.

I grunden er alt jo, som det plejer på denne tid af sæsonen. Mesterskabet var "sidste år", og nu storrevser vi holdet for miserabelt spil i den hjemlige liga og koncentrerer næsten al fokus - nå ja, jeg gør i al fald - om det europæiske eventyr. Går det, som "det plejer", så kommer vi først krydderier i suppen, når engang euro-deltagelsen er slut, og så fokuserer vi på mesterskab igen fra foråret. "Som vi plejer" ja". Jeg kunne som nævnt for to måneder siden ikke modstå fristelsen, men måtte investere og promenere rundt i GULD® REGISTRERET VAREMÆRKE TILHØRENDE F.C.KØBENHAVN T-shirten. Både under ferien på den jyske halvø og på gaden i København er jeg så blevet antastet af folk, der ikke lige mente, at man kunne have patent på guld, for det er kun til låns. Well, selve guldmedaljerne har spillere og trænere jo fået til arv og eje, så de er ikke til låns, og når man har hentet 3 af de seneste 4 mesterskabstitler, kan man vel godt tillade sig at påstå, at man har vundet en slags midlertidig hævd på "guldet". Til låns er til gengæld pokalerne, de pokaler, der p.t. står tre af på Øster Allé 50, 5. sal. Dvs. alle betydende pokaler i dansk fodbold. Det hjælper lidt at huske på den slags, når vi går og brokker os over, hvor skidt det går.

Og så stoppede brokkeriet da vist for øvrigt eftertrykkeligt i eftermiddag. Ja allerede før, for dagens pressemødedeltagere har været offentligt kendte gennem nogen tid. Og i lyset af, hvad der har været efterlyst siden Myklands og Peter Nielsens afgang fra cheftrænerens, sportsdirektørens og alle vi andres side - senest Thomas Røll i mandags - så kom han så endelig. Manden der skal bringe tempo, midtbanemålfarlighed, skudstyrke, fysik, kreativitet ind i vores spil • manden der skal lukke hullerne foran forsvaret og give os ro til at fokusere på det fremadrettede • manden der skal styre, motivere, lede og fordele, holde hovedet koldt og inspirere • manden der løbestærkt og fysisk stærkt tager slagsmålene på midten • manden med den internationale erfaring. Det vil sige, når man åbenbart ikke kunne finde én mand, der kunne opfylde alle listens midtbanedynamoønsker, så måtte vi hente to.

Den mest defensive, Tobias Linderoth - et gennem lang tid varmt navn på cheftrænerens og sportsdirektørens ønskeseddel - har været diskuteret lidenskabeligt hernede, siden det blev kendt, at han nok var på vej, når han ikke tog med Everton til USA, og Everton gik på markedet efter andre midtbaneforstærkninger (den første af slagsen, australieren Tim Cahill må Everton så meget apropos undvære i august pga. OL). Nogen hader Linderoth på forhånd, andre jubler højlydt. Skal jeg være ærlig er Linderoth vel som spillertype ikke min kop thé, men når man nu ikke kan finde en type som Redondo, og vi næppe heller vil kunne lokke en Patrick Vieira til København, og når vi vitterligt har brug for en erfaren bølgebryder på midten, så er en spoiler vel ikke det værste valg. 

Lille og spinkel, men også en stenhård evighedsmaskine. Og en pålidelig pasningsspiller med hang til det simple og sikre. Den internationale rutine og den hårdhed og hurtighed i tanke og aktion, som Linderoth har erhvervet sig gennem regelmæssige optrædener i Premier League og som nøglespiller på det svenske landshold - ikke mindst ved EM-slutrunden, hvor han faktisk imponerede mig lidt - får vi helt sikkert brug for. Både nu og her med henblik på europæisk fodboldspil såvel som til at lukke hullerne på Københavns bageste midtbane i superligaen. Og i det hele taget en umiddelbart fornuftig brik i Københavns videre udvikling. Jeg er ret overbevist om, at Linderoth kan levere både den kynisme og den ro, som vores undertiden febrilske - og meget urutinerede - midtbane har savnet siden Rorgængeren og Myggen stoppede. Og så kan man ellers sammenligne direkte med det arbejdsjern, sølvvinderne har hentet til deres midtbane. Så ved jeg godt, hvem jeg foretrækker. Men bevares, Stefan Schmidt var vist også gratis. Har du penge, kan du få!

Hvor Linderoth trods alt var et velkendt navn, som jeg har set ofte, skal jeg til gengæld blankt erkende, at jeg indtil i lørdags aldrig havde hørt om en Magne Hoseth. Norsk klub- og landsholdsfodbold er ikke det, jeg følger mest med i. Og selvom enkelte af stamgæsterne hårdnakket påstår at have bragt ham på bane hernede i ny og næ - bl.a. i forbindelse med vores træningskamp med et halvt B-hold mod netop Molde en marts-mandag-eftermiddag på KB i fjor - så må jeg have slået det hen som almindelig fuldemandsskvalder. Og det også først nu, at jeg er blevet opmærksom på, at vores gamle ven Ståle Solbakken (p.t. træner i Ham-Kam med tilnavnet 'Salvatore' og Jan Michaelsen i truppen) og Norges landstræner, Åge Hareide, skam i meget rosende vendinger omtaler denne fremtidens mand i norsk fodbold. Den nye Mykland. 

Pudsigt nok fik vi så allerede søndag muligheden for at se giraffen i aktion, da Magne Hoseth og Molde var i live-transmission på NRK i Tippeligaen. Og man fik da set en spiller - en af banens bedste - der svarede meget godt til de beskrivelser, der var indhentet rundt omkring på nettet i løbet af dagen. Sammenligningen med Mykland refererer givetvis til Myklands tidligere år, hvor han var mere offensiv, end vi lærte ham at kende i København. Om end Hoseth da - ikke mindst i kraft af en solid løbemotor - også blandede sig i det defensive arbejde. Men det er først og fremmest de fremadrettede kvaliteter, der falder i øjnene. Et godt løb med bolden, gode pasnings- og spilfordelingsevner, god teknik, et godt skud - også som frisparksskytte - en god fysik, og - antager jeg pga. hans højde, jeg så dog ikke noget til det i søndags - et godt hovedstød(?) 

Hvor meget der kan overføres til den danske superliga er svært at sige, for niveauet omkring og lige under midten i den norske Tippeliga var mildest talt elendigt. Magne er dog topscorer hos Molde og også førende på klubbens assist-liste, så det kunne godt ligne manden, vi sukker efter til at åbne modstandere af Lurer-Ove-klassen i Parken. Magne fører også Tippeligaens liste for gule kort, så vi har sikkert landet en offensiv midtbanemand, der heller ikke er bange for at spille med musklerne. Han fik lige præcis raget en karantæne til sig i sin sidste optræden for Molde.

Da jeg således for en stund har forsket lidt i norsk fodbold var det da interessant at se en god gammel bekendt af København, Roy Hodgson, gøre sin entré som træner i Viking. Det må unægteligt være et antiklimaks for manden, der fandt København for lille, Danmark for koldt og superligaen for ringe og forsvandt efter en sæson her for via Udinese at genføde trænerkarrieren i sol- og stjernerige Serie A. Nu er han så i Stavanger, hvor det er mørkt ca. 10 måneder om året, og hvor der nok er færre dage med tocifrede varmegrader, end der er indkøbsmuligheder for Mrs. Hodgson i denne norske "metropol". For slet ikke at tale om fodboldkvaliteten på de breddegrader. Om hans eftertænksomme attituder på sidelinien i debuten skyldtes, at han var blevet klar over, at Norge vist var en fejltagelse, eller det faktum, at Viking tabte 1-5, skal jeg lade være usagt.

Linderoth og Hoseth er købt for et samlet beløb omkring 20 mio. kroner - angiveligt - hvilket ganske enkelt er helt uhørt efter danske forhold at stange ud "på én gang". Det bliver næppe standard dog - for andre end København - da det er betragteligt mere, end nogen anden superligaklub kan komme i nærheden af at overkomme i disse dage. Men det er et naturligt skridt i den Københavnske fodboldevolution, der nu har bragt os status som den klart største og mest attraktive klub i Norden. Både sportsligt og økonomisk. Det skal blive ekstremt spændende at se, hvor meget d'herrer kommer til at betyde for København i superligaen. Jeg mener, allerede i fjor havde vi - uden Mykland og Nielsen (og Røll og Zuma) - landets stærkeste (og sammen med Esbjerg, yngste) hold. Når Thomas Røll forhåbentlig kommer i omdrejninger igen, så kan Byens Midtbane hedde Silberbauer-Røll-Linderoth-Hoseth, og så må gulddrengene Hjalte og Traoré træde lidt i baggrunden. 

Lidt synd måske, men sikkert også sundt. Sporene fra en klub i provinsen skræmmer, når unge talenter med succes den ene halvsæson pludselig ikke magter at være bærende profiler den næste. Ingen tvivl om, at det stadig er for tidligt for Traoré og Hjalte - og Bergvold og Bech - at skulle udgøre nerven på Københavns hold. Hjalte (især) og Theo har haft lidt tungt ved at komme i gang her i efterårets tidlige kampe, og Bergvold har vi just set spille som nat og dag i hhv. Silkeborg og Gorica. Helt typisk for unge spillere. Og de ved - nu endnu mere - at niveauet skal være højt og konstant, når de får chancen. Til gengæld ved de så også, at de kan være med på højeste suppeniveau - det viste sidste sæson. Og de ved tillige, at hvis de spiller godt (nok), er pladsen deres, for Backe giver ingen fribilletter i startopstillingen på navn, anciennitet eller merit alene. Spørg blot Albrechtsen, Lønstrup, Møller, Fredgaard, Todi og Røll. Bedste elleve mand spiller.

Det skal blive spændende at se, hvad et forstærket hold kan drive det til i superligaen. Hoseth er erstatning for Bisgaard, og Linderoth er slet ret forstærkning i forhold til mesterholdet. Det bliver så strålende spillere som Røll og Zuma reelt også, når de er helt klar igen. Michael Silberbauer synes også mindst et niveau bedre end i foråret, og nu er han endelig også begyndt at score. Og Todi er måske på vej mod endnu en renæssance. I hvert fald synes jeg, han har set usædvanlig - for sæsontidspunktet - fit og skarp ud, når han er kommet på banen mod AaB og Silkeborg. Ja ... HEY!, nu vi taler om Todi, så lad os da lige hæve pokalerne og skåle Spruthusets yndlingsfæring Tillykke med kamp nr. 200 for Byens Hold i tirsdags i Slovenien ... det er ærligt talt svært at se, hvordan København skulle kunne undgå at gøre det mindst lige så godt som sidste sæson.

Lige nu og her er jeg selvfølgelig mest spændt på at se, hvilken indflydelse de to nye vil få på Københavns spil i CL-Kval/UEFA Cup. Og så kan man jo kun glæde sig over, at selv om de begge besidder solid international erfaring (Linderoth 40 PL-kampe og 39 A-landskampe - Hoseth 10 A-landskampe og stor ligaerfaring med allerede 202 kampe), så er d'herrer altså kun 25 hhv. 23 år. Altså med fremtiden foran sig og sprængfyldt med ambitioner og trofæsult. Må man da formode. Lidt anderledes i forhold til f.eks. deres "internationale" forgængere - Mykland og Nielsen (anden gang) - der kom til København (hjem) for at afslutte karrieren.

Vi skal lige runde en sidste vigtig mand. Nemlig forligsmanden. Han hedder Mette. Kofoed Bjørnsen er - som kollega -smølle var inde på i sidste ude - ikke længere den intimiderende enighedsformidler og forhandlingskickstarter i Forligsinstitutionen. Nu er navnet Christensen. Men fornavnet er stadig Mette - et frygtindgydende kvindenavn, hvilket en enkelt af vores stamgæster kan tale med om - og det er Mette, der  nu skal banke de dumstædige kombattanter i Divisionsforeningen og Spillerforeningen på plads. Det var denne torsdags andet vigtige møde, dette det første møde mellem DF og SF - hidtil lige så langt fra hinanden som deres initialfæller i folketinget - i Forligsinstitutionen. Foreløbig er strejken udsat til at kunne starte d. 19. august. Men lad os inderligt håbe, at det aldrig kommer så vidt. At parterne, tilskyndet af Mette, som alvorens time nærmer sig, kommer til besindelse. Så længe der er åbent for dialog og forhandlinger, er der i hvert fald håb. 

Vi ved efterhånden alle, hvad det handler om. Og vi ved også alle, at konsekvenserne for spillerne, klubberne og dansk fodbold bliver aldeles uoverskuelige - og måske endda fatale - hvis det bliver til strejke. Og hvis de stridende parter ikke helt har indset alvoren endnu, så burde vi tilhængere måske markere på det på stadion. Faktisk var her en enestående mulighed for landets fodboldfans til at stå sammen om et fælles budskab, vi alle kan støtte op om. I stedet for evig rivalisering med ligegyldige konkurrencer om hvilke fans, der er "bedst", synger højest, har flest away-offs eller laver de farverigeste menneskepyramideagtige billedlotterier (også kaldet tifoer), så kunne alle tilhængere på alle stadions fortælle spillerne og lederne, hvordan vi har det med, at de tager os og vores lidenskab - fodbolden - som gidsler.

Så jeg holder med fodbolden og med Mette. Og med Zuma, som snart må være tilbage sammen med den sommer, der endelig kom til landet. Og du får hældt den sidste slurk indenbords og ser at labbe af. Jeg skal til at slæbe borde og stole ind fra gårdhaven og så skal jeg have ladet batterierne op til på søndag. Der er - gudsketakoglov - superligabold i Parken. Mestrene på hjemmebane, goddag til nye superligaprofiler, og så er det tilmed BULENS årlige selskabsdag. Jamen, for fanden da. Det er jo skønt at være Københavner. Don't forget to dance, don't forget to smile. Skål.

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens sang:

The Kinks: 'Celluloid Heroes'
Kollega Saxo havde glemt et eksemplar af dobbelt-cd'en To the Bone (Kinks i studiet, unplugged og "rigtigt" live i et skønt sammensurium), så jeg kunne snige mig til at genopfriske, hvorfor det lige var, at Kinks var/er bedre end Stones og Beatles tilsammen. Ray Davies - der er manden på aftenens afskedsord - har skrevet 99% af Kinks' materiale, også 'Celluloid Heroes', denne vidunderlige 1972-hyldest til filmen og filmlærredets stjerner og ikke-stjerner, som er ganske passende at genhøre ovenpå en "sommer", hvor der nok har været mere gang i biograferne og DVD/VHS-udlejningen end ellers.

Ugens album: 

Simon & Garfunkel: The Concert in Central Park

Jeg havde ellers valgt den fra. Sidste fredags koncert i Parken. Men Nestor Anders fik mig overtalt. Heldigvis. En skøn aften i nostalgiens tegn og i selskab med et sangkatalog, man skal være ualmindelig musikmisantropisk anlagt for at have noget imod. Ironisk, at Simon & Garfunkel kalder turen for 'Old Friends' (efter samme nummer fra Bookends), når man betænker deres notoriske uvenskab gennem snart 50 år. Og så har de tilmed fået et par andre berømte uvenner, The Everly Brothers, til at give 3-4 numre på turen også. Denne skive fra en af de tidligere reunions, i forbindelse med den berømte gratis-koncert i Central Park i september 1981, indeholder i store træk de samme numre som for en uge siden i København. Altid et genhør værd.